Vibrio vulnificus in Denmark

Sammendrag

Introduktion

Den marine bakterie, Vibrio vulnificus, er en potentiel human patogen, som kan forårsage alvorlige sårinfektioner og blodforgiftning med dødeligheder på op til 60 % (Oliver, 1989; Hlady & Klontz, 1996).

V. vulnificus kan isoleres fra akvatiske økosystemer, hvor forekomsten af bakterien favoriseres af høje temperaturer (>20°C) og saltholdigheder på 15-25l (Motes et al., 1998). Forekomsten af V. vulnificus er højere i subtropiske vandmiljøer end i tempererede områder, men V. vulnificus er også blevet isoleret fra kystområder eller har forårsaget humane infektioner i sommerperioden i Danmark, Sverige, Tyskland, Holland og Belgien (Mertens et al., 1979; Veenstra et al., 1994; Hoyer et al., 1995; Melhus et al., 1995; Dalsgaard et al., 1996b). V. vulnificus er desuden årsag til infektioner hos ål opdrættet i ålebrug i Japan, Spanien, Norge, Sverige og Danmark (Muroga et al., 1976, Biosca et al., 1991; Høi et al., 1998b; Dalsgaard et al., in press).

Den usædvanlige varme sommer i Danmark i 1994 bevirkede, at vandtemperaturen i kystområderne var højere end 20°C i fire uger (Dalsgaard et al., 1996b). I slutningen af august 1994, havde 11 patienter været indlagt på danske hospitaler med V. vulnificus infektioner; resulterende i den første publikation omhandlende en række af humane V. vulnificus infektioner fra et tempereret område (Dalsgaard et al., 1996b). Alle patienter erhvervede sygdommen efter kontakt med vand fra kystområder. I 1995 og 1997, blev henholdsvis 3 og 4 V. vulnificus infektioner rapporteret fra Danmark (Bruun, 1997). I 1996 og 1998 var vandtemperaturerne lave, og i de år blev der ingen tilfælde rapporteret (Bruun, 1997). De kliniske tilfælde i 1994 foranledigede, at Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Miljøstyrelsen og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri igangsatte undersøgelser, der skulle belyse forekomsten af V. vulnificus i danske kystnære vandområder.

Generel konklusion

Konklusionen af undersøgelserne var, at V. vulnificus var udbredt i danske marine miljøer omfattende kystnært vand, sediment, vildfisk og skaldyr. Der blev påvist relativt lave koncentrationer af V. vulnificus, og samtidigt at forekomsten blev favoriseret af, at vandtemperaturen var over 20°C i adskillige uger. I denne periode må sundhedsmyndighederne være opmærksomme på, at sårinfektioner kan være forårsaget af V. vulnificus. V. vulnificus blev i 1995 isoleret i forbindelse med sygdomsudbrud i danske ålebrug. V. vulnificus blev desuden isoleret fra rå, frosne skaldyr importeret fra Sydøst Asien og fra danske blåmuslinger, men i ringe antal. De formodes derfor ikke at kunne forårsage sundhedsproblemer.

Identifikation

Bakteriens navn V. vulnificus fik officiel taxonomisk status i 1980 (Farmer, 1980). Det antages at V. vulnificus tidligere blev fejlidentificeret som V. parahaemolyticus (Hollis et al., 1976). V. vulnificus omfatter to biotyper, som i følge den originale definition var forskellige fænotypisk, serologisk og med hensyn til værtspecificitet (Tison et al., 1982). V. vulnificus biotype 1 forekommer udbredt i kystnære områder og er en potentiel human patogen (Oliver, 1989). Biotype 2 er typisk isoleret fra syge ål, men er også rapporteret at forårsage sygdom hos mennesker i forbindelse med håndtering af ål (Mertens et al., 1979; Høi et al., 1997).

Biokemisk identifikation af V. vulnificus kræver et antal af biokemiske analyser, som er kostbare, tidskrævende og resultatet kan ikke forligge samme dag (Colwell, 1984; Murray, 1995). Det kommercielle forgæringssystem API 20E, hvor databasen vedrørende V. vulnificus alene er baseret på 31 stammer, afviger fra de karakterer, der findes i adskillige bakteriologiske identifikations manualer (Barrow & Feltham, 1993;. Holt et al., 1994; Murray, 1995; Sinding, 1998). Generelt er tabellerne i sådanne manualer baseret på et meget begrænset antal kliniske isolater, og omfatter derfor ikke de mere heterogene miljøisolater.

Molekylære teknikker

Anvendelsen af molekylære teknikker, især specifikke oligonukleotid-prober, udgør et sensitivt og specifikt værktøj til påvisning af V. vulnificus. En alkalisk fosfatase-mærket oligonukleotid- probe rettet mod cytolysin genet i V. vulnificus blev konstrueret af Wright et al. (1985,1993). Denne probe, benævnt VVAP, viste 100% specificitet og sensitivitet for kliniske og miljøisolater af V. vulnificus, og adskillige undersøgelser har vist, at cytolysin produceres af alle V. vulnificus stammer, inkluderende begge biotyper, og den er endvidere arts-specifik (Kaysner et al., 1987; Morris et al., 1987a; Parker & Lewis, 1995; Biosca et al., 1996c). Sekvensen af cytolysin genet er også blevet anvendt til at udvikle primere til PCR identifikation (Brauns et al., 1991; Coleman et al., 1996).

DNA probe

I nærværende projekt, blev suspekte V. vulnificus isolater fra miljøprøver hyppigere identificeret som V. vulnificus ved VVAP proben end ved hjælp af API 20E systemet (Dalsgaard et al., 1996a). 66 isolater identificeret som V. vulnificus med den specifikke DNA probe blev efterfølgende undersøgt med API 20E i henhold til producentens vejledning. Der blev påvist 29 forskellige API 20E profiler. Kun 4 af disse profiler, repræsenterende 20 isolater, havde scoringstal, så de kunne bestemmes som værende V. vulnificus. Årsagen til disse uoverensstemmelser kunne skyldes afvigelser mellem det artsspecifikke reaktionsmønster i API 20E databasen og reaktionerne, der findes i traditionelle manualer, den større grad af heterogenitet blandt miljøisolater, og det begrænsede antal af V. vulnificus stammer (31) der indgår i API 20E databasen (Dalsgaard et al., 1996a; Sinding, 1998).

Biotype 2 isolater er ikke inkluderet i API 20E databasen og kan derfor ikke identificeres ved hjælp af dette system (Biosca et al., 1993a). Desuden findes V. vulnificus biotype 2 ikke i de fleste manualer, da disse ikke inkluderer indol-negative stammer.

Konklusion

Konklusionen er, at API 20E ikke er egnet til identifikation af V. vulnificus, da V. vulnificus isolater er meget heterogene i deres biokemiske reaktionsmønstre. Kolonihybridisering med den V. vulnificus-specifikke oligonukleotid-probe er en specifik, hurtig og økonomisk acceptabel metode til identifikation. Identifikation af V. vulnificus med oligonukleotid-prober eller PCR primere rettet mod DNA eller rRNA sekvenser kan anbefales.

Baggrunden for at inkludere et opformerings trin i forbindelse med isolering af V. vulnificus er baseret på følgende 4 forhold: (i) den forventede koncentration af V. vulnificus i prøverne, (ii) om et kvantitativt eller kvalitativt result er nødvendigt, (iii) bakteriecellernes tilstand, og (iv) mængde og sammensætning af baggrundsfloraen. Opformeringen forventes at forbedre påvisningen af den ønskede bakterie i forhold til baggrundsfloraen, før der sås ud på et selektivt agarmedium.

Opformering og selektivt agar medium

Isoleringen af patogene Vibrio spp. foretages sædvanligvis med metoder, hvori der indgår en opformering i alkalisk peptonvand (APW; 1% peptone, pH 8.6) tilsat 1% NaCl for også at påvise subletalt beskadigede organismer. Dette efterfølges af en udsæd på thiosulfate-citrate-bile salts-sucrose (TCBS) agar (Colwell, 1984).

Alkalisk peptonvand med polymyxin B

Opformering natten over i APW med polymyxin B (20 U/ml; APWP) gav bedre påvisningsresultater af V. vulnificus end opformering i almindelig APW kombineret med modificeret cellobiose polymyxin B colistin (mCPC) agar, når prøver af vand og sediment blev analyseret (Dalsgaard et al., 1996a). APWP og mCPC agar blev efterfølgende anvendt med succes til isolering af V. vulnificus fra ferske og frosne skaldyr (Dalsgaard & Høi, 1997; Høi et al., 1998c). Ved undersøgelse af gæller, slim og tarmindhold fra opdrættede syge ål og vildfisk fanget i kystnære områder viste opformering i APW i 6-8 timer sig mere velegnet end opformering natten over i APWP (Høi et al., 1998c). Undersøgelser af kraftigt inficerede ål viste, at direkte udsæd af vævsprøver homogeniseret i fosfat-bufferet-saltvand (PBS) gav tilsvarende eller undertiden bedre påvisning af V. vulnificus end efter opformering (upubliserede resultater). Undersøgelser foretaget af andre forskere viser tilsvarende, at forskellige prøvetyper kræver forskellige isolationsstrategier til påvisning af V. vulnificus (Biosca et al., 1997b; Kaysner et al., 1989).

Undersøgelser af 50 V. vulnificus stammer isoleret fra forskellige miljøer og lande viste, at ingen af isolaterne havde en minimal inhibitory concentration (MIC) lavere end 779 U colistin/ml (Høi et al., 1998a). Det betyder, at fremvækst af bakterien ikke bliver reduceret ved tilsætning af en så høj koncentration som 20 U colistin/ml til opformeringsbouillonen (Høi et al., 1998a). Colistin, der er lig med polymyxin E, påvirker bakterier på samme måde som polymyxin B.

Brugen af et selektivt og indikativt medium til isolering af V. vulnificus tjener 2 formål: (i) at tillade vækst af V. vulnificus samtidig med, at væksten af andre marine bakterier hæmmes, (ii) at differentiere V. vulnificus fra andre bakteriearter, så at suspekte kolonier kan identificeres.

mCPC agar

Tamplin et al. (1991,1992) beskrev en mindre selektiv modifikation af CPC agar benævnt mCPC med et reduceret indhold af colistin. Dette medium blev rapporteret at være effektivt til isolering af V. vulnificus fra miljøet (Tamplin et al., 1991; Tamplin & Capers, 1992; Dalsgaard & Høi, 1997; Høi et al., 1998c). I Danmark kunne over 95% af de suspekte kolonier på mCPC agar identificeres som værende V. vulnificus, når den karakteristiske kolonimorfologi af V. vulnificus på dette medium blev taget i betragtning (flade, gule kolonier, ca.2 mm i diameter) (Høi et al., 1998a; Høi et al., 1998c). Det var særdeles vigtigt for dette resultat at inkludere kriteriet Aflad@ i vurderingen af kolonimorfologien (Høi et al., 1998a; Høi et al., 1998c).

CC agar

Høi et al. (1998a) anbefalede et nyt medium kaldet cellobiose colistin (CC) agar, som gav en bedre påvisning af V. vulnificus end TCBS, CPC and mCPC agar ved laboratorie- undersøgelser med renkulturer og med vand og sediment prøver. TCBS agar gav en meget lav erkendelse (1%) af både kliniske og miljøstammer af V. vulnificus og kan derfor ikke anbefales til isolering af V. vulnificus (Høi et al., 1998a). Dette stemmer overens med andre undersøgelser, som ligeledes rapporterer dårligere fremvækst af V. vulnificus på TCBS (Brayton et al., 1983; Beazley & Palmer, 1992).

Konklusion

Konkluderende kan siges, at den isolationsstrategi, der skal anvendes til påvisning og kvantifisering af V. vulnificus fra miljøprøver er afhængig af prøvetype, baggrundsfloraen, og den forventede koncentration af V. vulnificus. I Danmark, hvor niveauet for V. vulnificus generelt er lavt (mindre end 10 kolonier pr. ml eller gram), øger CC agar signifikant påvisningen af V. vulnificus fra vand og sedimentprøver, sammenlignet med mCPC agar, brugt i kombination med opformering i APWP. Over 95% af de suspekte kolonier på CC agar blev identificeret som V. vulnificus med VVAP proben, hvilket viste, at identifikation og tælling af V. vulnificus ved at anvende CC agar alene kan være tilstrækkelig i laboratorier, hvor kolonihybridisering ikke kan udføres. TCBS gav dårlige resultater og bør derfor ikke anvendes til isolation af V. vulnificus.

V. vulnificus forårsager primær blodforgiftning og sårinfektioner (Blake et al., 1979). Hovedparten af de primære blodforgiftninger forekommer i forbindelse med indtagelse af rå skaldyr, specielt rå østers, og i næsten hvert tilfælde har patienten i forvejen en kronisk sygdom. V. vulnificus er forskellig fra andre levnedsmiddelbårne patogener, da den sjældent rapporteres at forårsage diarré og opkast (Hollis et al., 1976; Blake et al., 1979; Hlady & Klontz, 1996). V. vulnificus forårsager kun sporadisk sygdom og udbrud er aldrig blevet rapporteret (Whitman, 1995). Dødeligheden er høj, ca. 60% af patienterne med primær blodforgiftning dør inden for få dage (Oliver, 1989). En høj prævalens af leversygdom og alkoholisme blandt patienterne med blodforgiftning hænger sammen med, at V. vulnificus har et behov for frit jern, som er til stede i disse patienter (Hlady & Klontz, 1996). Andre risiko faktorer inkluderer brugen af immunosupprimerende stoffer, ligesom sygdomme i ventriklen og blodsygdomme er disponerende (Oliver, 1989).

V. vulnificus giver sårinfektioner ved at trænge gennem en eksisterende hudlæsion efter kontakt med havvand. Patienterne er ofte fiskere eller i andet arbejde med tæt kontakt til det marine miljø (Dalsgaard et al., 1996b; Hlady & Klontz, 1996). Dødeligheden af rapporterede tilfælde er ca. 20%, men amputation eller andre kirurgiske indgreb er ofte nødvendige (Oliver, 1989).

V. vulnificus i Danmark

I Danmark udviklede 4 ud af 11 patienter i 1994 blodforgiftning, heraf døde én. Ni patienter fik sårinfektioner, og der blev foretaget kirurgiske indgreb på 6. Fire patienter erhvervede infektionen i forbindelse med fiskeri, heraf havde mindst én patient håndteret ål (Dalsgaard et al., 1996b). I 1995 og 1997 fik henholdsvis 3 til 4 patienter sygdommen, alle i forbindelse med fiskeri. Ingen af patienterne havde spist skaldyr.

Risiko for åleopdrættere

Åleopdrættere kan i forbindelse med håndtering af ål komme i kontakt med V. vulnificus, men på nuværende tidspunkt er der ikke registreret smitte af V. vulnificus blandt danske åleopdrættere.

V. vulnificus er følsom over for de fleste antibiotika, og infektionerne har været behandlet med antibiotika, f.eks. ampicillin, tetracyklin, kloramfenikol eller 3.-generation cephalosporiner (Klontz et al., 1988; Chuang et al., 1992; Fang, 1992; Dalsgaard et al., 1996b). Antibiotika behandling er ofte ineffektiv, hvis den ikke påbegyndes, så snart de første kliniske symptomer optræder (Oliver, 1989). Imidlertid er den primære behandling ved alvorlige sårinfektioner ofte kirurgiske indgreb, hvor antibiotika spiller en sekundær rolle (Dalsgaard et al., 1996b).

V. vulnificus biotype 2 forårsager økonomiske tab i akvakultur i Danmark og andre lande, hvor ål opdrættes i brakvand ved 20-24°C. Den danske produktion af ål i akvakultur har ekspanderet betydeligt de seneste år, og produktionen i 1999 forventes at blive ca. 3.000 tons. Hovedparten af ålebrug i Danmark anvender ferskvand ved opdræt af ål. I Danmark har sygdomme forårsaget af V. vulnificus og andre patogene Vibrio arter ikke tidligere forårsaget sygdomme i recirkulerede systemer, der anvender ferskvand, bortset fra infektioner med V. anguillarum i forbindelse med saltbehandling af glasål (Mellergaard & Dalsgaard, 1987). Ved at opdrætte ål i brakvand i stedet for ferskvand fås et bedre vækstpotetiale, en bedre foderudnyttelse og en bedre smag af produktet. Imidlertid kan brakvand være et reservoir for V. vulnificus biotype 2 og kan derfor være smittekilde for ål i akvakultur (Høi et al., 1998c). Yderligere favoriserer vandtemperaturen i ålebrug vækst af V. vulnificus (Høi et al.,1998c). V. vulnificus biotype 2 blev i 1994 isoleret fra sårinfektioner hos mennesker og fra danske kystnære områder, og i 1995 blev den isoleret fra syge ål i danske ålebrug, der brugte brakvand (Dalsgaard et al., 1996b; Høi et al., 1997; Høi et al., 1998b; Høi et al., 1998c; Dalsgaard et al, in press). Efter 1995 har der optrådt gentagne udbrud af V. vulnificus i to danske åleanlæg, der begge anvender brakvand. De gentagne sygdomsudbrud især på det ene anlæg har medført store økonomiske tab (Høi et al.,1998b; Dalsgaard et al., in press).

Skønt sygdommen manifesterer sig som en blodforgiftning, og bakterier let kan isoleres fra blodprøver fra døende ål (Amaro et al., 1997), har antibiotikabehandling af V. vulnificus infektioner en begrænset effekt, og infektionen persisterer. Endnu er der ikke påvist antibiotikaresistens hos V. vulnificus (Dalsgaard et al., in press). Ændring til produktion i ferskvand reducerer sædvanligvis dødeligheden, men i et dansk ålebrug har infektionen persisteret alligevel. Undersøgelse af overlevelse og spredning af V. vulnificus i ålebrug og effekten af vaccination er nødvendige tiltag for at gøre opdræt af ål i brakvand økonomisk rentabel. V. vulnificus er fornyligt blevet isoleret fra gællerne og tarmindhold af ål opdrættet i ferskvand, men disse ål havde tidligere været opdrættet i brakvand (upubliserede resultater). Dette tyder på, at hvis V.vulnificus én gang er kommet ind i et ålebrug og har koloniseret ålene, så er Na⁺ og andre kationer i ålene tilstrækkelige for vækst og persistens af disse saltkrævende bakterier. Koncentrationen af Na⁺ i blod og ekstracellulære vædsker i ålene er ca. 150 mmol (8.8 g/L), som teoretisk er tilstrækkeligt for vækst af V. vulnificus (Scholz & Zerbst-Boroffka, 1994).

Virulensfaktorer

Den høje virulens af V. vulnificus kan ikke tilskrives en enkelt faktor, men skyldes en kombination af kapselproduktion, evnen til at optage jern fra serumproteiner, lipopolysaccharide (LPS) type, produktion af exoenzymer og exotoxiner og en modtagelig vært.

De to biotyper har adskillige fælles virulensfaktorer, inkluderende (i) kapsel, et beskyttende overfladeantigen, som gør cellerne resistente mod fagocytose og lysis af humanserum men ikke mod ålekomplement (Biosca et al., 1993b; Amaro et al.,1994); (ii) forskellige jernbindings-systemmer, inkluderende sideroforproduktion og evnen til at bruge hæmoglobin og hæmin som jernkilder (Amaro et al., 1994; Biosca et al., 1996b); og (iii) et cytolysin med hæmolytisk aktivitet samt proteaser, som er aktivt involveret i de læsioner, der produceres i forskellige organer (Amaro et al., 1992).

Plasmider

En sammenhæng mellem højmolekylære plasmider og ålevirulens blev først antydet af Biosca et al. (1997a), som fandt, at et plasmid-fri biotype 2 isolat havde en signifikant højere LD₅₀ i ål (den letale dosis af V. vulnificus som dræber 50% af de inficerede ål) end biotype 2 isolater, der indeholdt højmolekylære plasmider. Disse resultater blev bekræftet af Høi et al. (1998b), som fandt at 93 ud af 97 biotype 2 isolater fra syge ål indeholdt en til tre højmolekylære plasmider af varierende størrelser. Skæring med restriktionsenzymer af plasmider fra et antal af biotype 2 stammer fra Danmark viste en stor grad af homologi (Lewin, 1998). Plasmidernes betydning er endnu ikke afklaret.

Konklusion

Det kan konkluderes, at humane infektioner med V. vulnificus efter kontakt til kystnære vandområder i Danmark alene optræder, når vandtemperaturen er over 20°C, og fiskere, specielt ålefiskere, udsættes for den største risiko. Indtagelse af rå skaldyr har ikke givet anledning til V. vulnificus infektioner i Danmark, skønt V. vulnificus lejlighedsvis blev påvist i ringe antal. V. vulnificus kan udgøre et økonomisk problem for åleopdrættere, der ønsker at anvende brakvand, og der er et stort behov for forebyggende og behandlingsmæssige tiltag over for sygdommen. Forskning er derfor nødvendig for at forstå økologien af V. vulnificus i ålebrug og at udvikle en vaccine mod ålepatogene V. vulnificus isolater.

V. vulnificus i danske områder

En omfattende miljøundersøgelse af V. vulnificus i danske marine miljøer blev foretaget i 1996 (Høi et al., 1998c). Formålet med denne undersøgelse var at klarlægge forekomsten af V. vulnificus i kystnære vandområder, skaldyr, vildfisk (Høi et al., 1998c). Fra maj til oktober 1996 blev der indsamlet vandprøver hver uge fra 7 lokaliter og sedimentprøver blev indsamlet hver uge fra 2 af lokaliteterne. Blåmuslinger (Mytilus edulis) og østers (Oestra edulis og Crassostrea gigas) blev indsamlet fra juli indtil december 1996 fra 13 lokaliteter. Fra juli indtil oktober 1996 blev der analyseret 136 vildfisk, bestående af 29 skrubber (Platichthys flesus), 14 ålekvabber (Zoarches viviparus) og 93 ål (Anguilla anguilla) som blev fanget på forskellige lokaliteter i Køge bugt og i Øresund i nærheden af Kastrup (Høi et al., 1998c).

I undersøgelsen blev V. vulnificus biotype 2 stammer for første gang isoleret fra sediment og kystnære vandområder, men udbredelsen var meget beskeden (3 ud af 706 isolater var indol-negative og blev benævnt biotype 2). Den lave forekomst af V. vulnificus biotype 2 isolater i miljøprøver kan forklare, hvorfor denne organisme ikke er rapporteret tidligere. Isolationproceduren kan også påvirke, hvilken biotype der påvises. Ikke desto mindre er vandmiljøet et muligt reservoir for V. vulnificus biotype 2. Forekomsten af ålepatogene V. vulnificus i danske kystnære områder er sandsynligvis undervurderet, da ikke alle ålepatogene V. vulnificus er indol-negative. Denne viden er især vigtig for fiskeopdrættere, der anvender brakvand ved opdræt af ål, og herved kan få V. vulnificus ind i anlægget.

Forekomst af V. vulnificus er temperatur afhængig

Lav forekomst af V. vulnificus blev påvist i de 7 kystnære vandområder (0.8 til 19 kolonier/liter vand) fra juni indtil midten af september og i sediment (0.04 til >11 kolonier/g) (Høi et al., 1998c). Forekomsten af V. vulnificus var i høj grad korreleret til vandtemperaturen, hvilket også er rapporteret af andre (Wright et al., 1996; O'Neill et al., 1992; Kelly, 1982). V. vulnificus blev sjældent isoleret, når vandtemperaturen var under 15°C. Dog blev V. vulnificus påvist i et kystnært vandområde tæt ved et muslingeopdræt ved en temperatur på 7°C, som er lavere, end der tidligere er rapporteret i litteraturen (Wright et al., 1996).

Kontrol af badevand i Danmark er baseret på undersøgelser af tilstedeværelsen af Escherichia coli og coliforme bakterier som indikatorer for vandkvaliteten. Som rapporteret andetsteds, viste analyser af data indsamlet i Danmark i 1996 ingen korrelation mellem E. coli og V. vulnificus (Høj et al., 1998c).

V. vulnificus blev kun påvist i vildfisk, når vandtemperaturen var høj. V. vulnificus blev hyppigst fundet i gællerne fra ål, men 4 af 75 prøver fra ålekvabber og skrubber indeholdt også V. vulnificus.

Lav forekomst i skaldyr

Østers og muslinger produceret i Danmark og det omgivende vandmiljø blev undersøgt for forekomst af V. vulnificus. V. vulnificus blev isoleret fra både vand og blåmuslinger fra en lokalitet ud af ialt 13 lokaliteter, der blev undersøgt. Koncentrationen af V. vulnificus i blåmuslinger var meget lav (# 10 kolonier pr. gram muslingvæv), og den ringe sandsynlighed for at påvise én levende V. vulnificus celle kan forklare, hvorfor den ikke blev isoleret fra andre områder. Dyrkning af muslinger i de øverste vandlag giver mere gunstige temperaturer for vækst af V. vulnificus i sommerperioden, og det høje niveau af næringsstoffer giver gode betingelser for vækst og overlevelse af V. vulnificus, selv ved lave temperaturer.

V. vulnificus infektioner har endnu ikke været forårsaget af indtagelse af rå skaldyr i Danmark eller rapporteret andetsteds i Europa. Hvilket viser, at der er en minimal risiko forbundet med at indtage rå skaldyr, når de indeholder V. vulnificus i lavt antal.

Konklusion

Konkluderende viser vores undersøgelse med påvisning af V. vulnificus i vildfisk, at fiskere, specielt de med rifter på hænderne, har en risiko for at få V. vulnificus sårinfektioner. I 1994 og 1995, fik 7 personer V. vulnificus sårinfektioner i forbindelse med fiskeri eller håndtering af ål (Dalsgaard et al.,1996b; Bruun, 1997). V. vulnificus tilfælde blev ikke rapporteret i sommeren 1996, da der var lave koncentrationer (<2 kolonier100 ml) i vandmiljøet. V. vulnificus niveauet var sandsynligvis for lavt til at forårsage infektion, selv i svækkede personer, og lave temperaturer opmuntrer ikke folk til at bade. Epidemiologiske data fra 1994 and 1995 antyder, at risikoen for at erhverve en V. vulnificus infektion i forbindelse med badevand var korreleret med vandtemperaturen. Derfor bør overvågning og monitering af forekomsten af V. vulnificus påbegyndes, når vandtemperaturen er over 20°C.

V. vulnificus er en naturligt forekommende bakterie i kystområder med høje vandtemperaturer, og kan derfor forventes at forkomme i rejer produceret i tropisk akvakultur.

EU importerede ca. 75 tons varmtvands rejer gennem Danmark i 1995 (Dalsgaard & Høi, 1997). Fore komsten af V. vulnificus i 107 prøver repræsenterende 37 sendinger af frosne rejer importeret fra Sydøst Asien blev undersøgt. V. vulnificus blev påvist i 3 ud af 46 (7 %) frosne rå rejeprøver, men blev ikke påvist fra en eneste af 61 frosne kogte produkter. Fravær af V. vulnificus i frosne kogte rejeprodukter er tegn på en god produktions hygiejne samt tilstrækkelig varmebehandling (Dalsgaard & Høi, 1997). Den lave forekomst af V. vulnificus i frosne rå rejeprodukter kan være forårsaget af bakteriens ringe resistens over for kulde (Oliver, 1981; Boutin et al., 1985; Parker et al., 1994). Frosne rejeprodukter opbevares sædvanligvis ved temperaturer på -20°C før og efter forsendelsen, ofte i lange perioder, og herved vil der forekomme en signifikant reduktion af mulige V. vulnificus.

Konklusion

Som konklusion kan siges, at fravær af V. vulnificus i frosne kogte rejeprodukter og den lave forekomst af V. vulnificus i frosne rå rejer tyder på, at V. vulnificus ikke udgør et sundhedsproblem i Danmark.