[Front page] [Contents] [Previous] [Next]

Benzene from traffic

Dansk resumé - Danish summary

Benzene from traffic

Faglig rapport fra DMU nr. 309

Finn Palmgren, Asger B. Hansen, Ruwim Berkowicz og Henrik Skov
Danmarks Miljøundersøgelser
Frederiksborgvej 399
DK-4000 Roskilde
Danmark

De negative effekter af luftforurening skyldes mange forskellige stoffer, fx NO2, CO, bly, flygtige organiske forbindelser (VOC) og partikler. Aromatiske flygtige organiske forbindelser giver anledning til særlig bekymring på grund af deres negative helbredseffekter. Målinger af benzen, toluen og xylener er blevet udført i København siden 1994. Time-middelværdier af benzen på op til 20 µg/m3 er blevet målt, hvilket er kritisk højt i forhold til WHO’s anbefalinger og de nye EU grænseværdier.

Emissionen af benzen bestemmes af benzinens sammensætning, kørselsbetingelserne, sammensætningen af bilparken og procenten af biler med trevejskatalysatorer.

Det blev derfor besluttet, at undersøge denne type af forurening i detaljer, specielt sammenhængen mellem benzenindholdet i motorbenzin og koncentrationen i udeluft. Dette er gennemført med støtte fra Miljøstyrelsen.

Det følgende er et resumé af analyser af benzin solgt i Danmark og luftkvalitetsmålinger fra to lokaliteter i Danmark, Jagtvej i København og Albanigade i Odense. Formålet med projektet har været, at

bestemme benzenindholdet i benzin og følge ændringerne i benzenindholdet i benzin produceret i Danmark,
bestemme koncentrationen af benzen og andre flygtige aromatiske forbindelser i udeluft i danske bygader og bestemme emissionen fra den danske bilpark, og
analysere sammenhængen mellem benzenindholdet i brændstof og koncentrationen i udeluft.

Råbenzin fra de to danske raffinaderier, Shell i Fredericia og Statoil i Kalundborg, som leverer benzin til de fleste benzin selskaber i Danmark, henholdsvis vest og øst for Storebælt, er blevet analyseret. Standerbenzin fra forskellige benzinselskaber fra servicestationer i Roskilde er ligeledes blevet analyseret. Indsamling og analyse er sket to gange om året i perioden august 1997 til juli 1999. Data er desuden blevet sammenlignet med tidligere data. Benzin (95 oktan) produceret før 1995 indeholdt ca. 3,5% benzen. Statoil reducerede benzenindholdet til ca. 2% i 1995, og yderligere til ca. 1% i 1998. Shell reducerede benzenindholdet fra ca. 3,5% til ca. 1% i 1998.

Luftkvalitetsmålinger af flygtige aromatiske forbindelser startede på Jagtvej i København i 1994 og på Albanigade i Odense i 1997. Koncentrationen i luften er et resultat af emissionen og spredning (meteorologi). Luftkvalitetsdata blev analyseret ved hjælp af en luftkvalitetsmodel, i.e. Operational Street Pollution Model (OSPM). Modellen har gjort det muligt at eliminere meteorologiens indflydelse og dermed bestemme den faktiske emission.

Målingerne af benzen har vist en meget klar faldende koncentration i luft og i emissionen, specielt på Jagtvej i København, hvorfra vi har data tilbage til 1994. Samtidig viser målingerne af CO og NOx også en klart faldende tendens, men ikke så kraftigt som for benzen. Den generelt faldende tendens skyldes den stigende andel af biler med katalysatorer, 60-70% in 1999. Det meget kraftige fald for benzen i begyndelsen af perioden kan forklares med kombinationen af flere katalysatorbiler og det reducerede benzenindhold i benzin solgt i Danmark.

Koncentrationen af benzen i luften på Jagtvej i København var dog stadig i 1998 over den foreslåede nye EU grænseværdi på 5 µg/m3 som årsmiddelværdi. Imidlertid forventes det, at det reducerede benzenindhold fra midten af 1998 og det stigende antal biler med katalysatorer vil føre til at Danmark kan overholde denne grænseværdi i fremtiden.

Benzenbidraget fra dieselbiler er ubetydeligt.

[Front page] [Contents] [Previous] [Next] [Top]