Miljøstyrelsen - En styrket produktorienteret miljøindsats

Vi bruger tusinder af produkter i dagens Danmark - f.eks. vaskemidler, TV-apparater, biler, tekstiler m.m. Alle produkter påvirker miljøet - når de fremstilles, når de bruges og når de bortskaffes.

Regeringens Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse i 1995 satte bl.a. fokus på miljøbelastningen fra vores produktion, brug og bortskaffelse af produkter. En af de centrale konklusioner i redegørelsen var, at tidens alvorlige miljøproblemer kræver, at den hidtidige miljøbeskyttelse suppleres med en indsats, der sætter ind over for alle dele af produkternes livscyklus. Dette bør ske i et tæt samarbejde med de aktører, der har indflydelse på produkternes miljøbelastning. Målet er en større udvikling, produktion og afsætning af miljørigtige produkter.

Miljøstyrelsen har som opfølgning herpå lavet dette oplæg til en styrket produktorienteret miljøindsats.

Oplægget er skrevet til miljøinteresserede blandt politikere og alle de væsentlige aktørgrupper for en produktindsats, herunder produktudviklere, producenter, handelsvirksomheder, miljøadministrationen, forbrugere, vidensleverandører m.fl.

Miljøstyrelsens oplæg til en styrket produktindsats bygger primært på bidrag fra rundbordssamtaler med en række vigtige danske aktører, på Erhvervsministeriets ressourceområdeanalyser, på samtaler med miljømyndighederne i Holland, Tyskland, Sverige og EU-Kommissionen samt på de hidtidige danske erfaringer med en produktorienteret miljøindsats. I rundbordssamtalerne har industrien, forbrugerne, detailhandlen, arbejdstagerne, de grønne organisationer, kommuner, amter og en række fagministerier været repræsenteret.

I oplæggets kap. 1 gives en sammenfatning af de seks følgende kapitler. I kap. 2 sættes fokus på de nationale og globale miljøproblemer, der skaber behovet for en styrket produktindsats. I kap. 3 beskrives processen i produktindsatsen og de overordnede miljømål, erhvervsmål samt mål for arbejdet med produktindsatsen. I kap. 4-6 analyseres rammer og vilkår for produkterne, markedet og aktørerne. Målet er at få beskrevet mulighederne for at styrke den produktorienterede miljøindsats. I kap. 7 gennemgås Miljøstyrelsens forslag til indsatsområder og konkrete initiativer for produktindsatsen. Nogle af forslagene vil betyde helt nye aktiviteter, andre tager afsæt i eller styrker eksisterende aktiviteter på produktområdet.

Oplægget sendes nu i bred høring og vil herudover blive præsenteret og diskuteret ved en række arrangementer i løbet af det næste halve år. På baggrund af debatten og reaktionerne vil elementerne og initiativerne bliver overvejet inden der lægges op til politisk stillingtagen.

Som det fremgår af oplægget, er dialogen med alle - fra produktudviklere og producenter til forhandlere og forbrugere - af meget stor betydning for produktindsatsen. Derfor håber jeg meget, at oplægget vil kunne skabe en god og frugtbar debat om, hvordan vi kan styrke den produktorienterede miljøindsats.

Oplægget præsenterer Miljøstyrelsens udkast til en styrket produktorienteret miljøindsats.

Oplægget er blevet til på baggrund af en række af rundbordssamtaler og løbende kontakter med erhvervslivets organisationer og relevante myndigheder.

Formålet med oplægget er at bidrage til en offentlig debat om tilrettelæggelsen af de kommende års indsats på produktområdet - særligt bør dette oplæg drøftes af og med de aktører, der berøres af indsatsen. Der lægges bl.a. op til, at de overordnede mål, elementerne i indsatsen og forslagene til konkrete initiativer drøftes. Der lægges også op til, at det drøftes, hvordan der kan samarbejdes omkring den styrkede indsats.

Oplægget er sendt i bred høring og vil herudover blive præsenteret ved en række arrangementer i løbet af det næste halve år. I lyset af debatten og reaktionerne på høringen vil de foreslåede elementer og initiativer blive overvejet, så den produktorienterede miljøindsats kan fremlægges til politisk stillingtagen.

Der er tale om at se problemerne på en langsigtet og helhedsorienteret måde. Derfor kan indsatsen ikke gennemføres alene ved at sætte en række konkrete initiativer i gang. Der er tale om en fortsat proces, som over en årrække skal dreje udviklingen og forbruget i en mere miljøvenlig retning - i et løbende og tæt samarbejde med aktørerne.

FN skønner, at verdens befolkning om 35 år er fordoblet i forhold til i dag. Mange lande i Østeuropa, Asien og Sydamerika er inde i en rivende økonomisk vækst. De fattigste lande har et berettiget håb om - og samtidig et krav på - at kunne forbedre levestandarden i de kommende år. Denne udvikling vil medføre et markant større globalt forbrug. Skal det undgås, at en forbrugseksplosion udhuler verdens ressourcer og varigt ødelægger miljøet for kommende generationer, er det nødvendigt med en styrket miljøindsats, der retter sig mod alle aspekter af vores forbrug af produkter.

Det er med andre ord nødvendigt at nedbringe den miljøbelastning, som er knyttet til produktion, brug og bortskaffelse af produkter. Indsatsen skal sikre, at der udvikles produkter med langt bedre miljøegenskaber, end dem, vi kender i dag. Men indsatsen skal også sikre, at de mere miljøvenlige produkter kan afsættes i konkurrence med de miljømæssigt ringere produkter - og det i så store mængder at det medfører miljømæssige forbedringer. Det er altså nødvendigt at fokusere på det marked, som produkterne konkurrerer på, samt på de aktører der har indflydelse på dette marked.

Det er en miljøpolitisk udfordring at styrke den produktorienterede miljøindsats, så den kan bidrage til løsningen af en række danske miljøproblemer og dermed føre til konkrete miljøforbedringer.

Det vil på samme tid være en stor udfordring og rumme afgørende erhvervspolitiske muligheder for dansk erhvervsliv. En styrket produktorienteret miljøindsats kan - hvis den skal lykkes - kun gennemføres gennem et aktivt samspil mellem erhvervslivet og det offentlige. Et sådant samspil vil til gengæld styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne i de kommende år.

Oplægget belyser de rammebetingelser, der er nødvendige, for at mindre miljøbelastende produkter bliver udbudt og solgt på markedet. Det kortlægges, hvordan disse rammebetingelser kan skabes, og i oplægget foreslås initiativer, der kan styrke indsatsen inden for både eksisterende og nye, tværgående indsatsområder. Det foreslås, at der laves pilotprojekter inden for tre produktområder, hvor idégrundlaget for en styrket produktorienteret miljøindsats konkret kan afprøves og udvikles.

Indsatsen på produktområdet bør være en fortsat proces, hvor der er en løbende dialog mellem parterne. Sammen skal de indkredse nye initiativer og forhindringer for at udvikle, producere, markedsføre og afsætte nye, mindre miljøbelastende produkter.

En del af miljøindsatsen retter sig allerede i dag mod produkterne. Men i forhold til den helhedsorienterede indsats, der er skitseret i oplægget, retter den nuværende indsats sig overvejende mod enkelte elementer af betydning for produkternes miljøbelastning. Det er ikke hensigten at foreslå den hidtidige miljøindsats erstattet med en ny. En styrket produktindsats skal være et supplement.

1.1 Den store udfordring

I regeringens Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse fra 1995 peges der på, at Danmark skal stræbe mod, at landets samlede miljøbelastning på længere sigt holdes inden for en rimelig andel af det globale økologiske råderum. Vi skal altså respektere de grænser, naturen stiller for vores forbrug af materielle ressourcer og for, hvor meget vi kan belaste miljøet af hensyn til de kommende generationer. Med andre ord skal vi respektere bæredygtighedsbegrebet.

Miljøreguleringen gennem de seneste 25 år har ført til en væsentlig mindre forurening fra industri, kraftværker, rensningsanlæg og andre såkaldte punktkilder.

Men der er stadig en række miljøproblemer, som det har været vanskeligt at håndtere. De er kendetegnet ved at være knyttet til miljøbelastningen fra mere diffuse kilder og til samfundets generelle ressourceforbrug. En væsentlig del af disse miljøproblemer er knyttet til anvendelsen af produkter i alle samfundets funktioner.

Et konkret produkt kan umiddelbart synes harmløst set i et større miljøperspektiv. Men et enkelt produkt - hvor uskadeligt det måske ser ud - kan på grund af de mængder det produceres i, eller på grund af de stoffer produktet indeholder, få stor miljømæssig betydning.

Ikke mindst af disse grunde er der behov for en større fokus på produkterne, hvis der skal ske en bedre beskyttelse af miljøet.

Vi ser lokale miljøproblemer som pesticider i grundvandet, miljøskadelige stoffer i slam fra renseanlæg og iltsvind i vore nære havområder. Vi ser regionale og globale problemer som ødelæggelse af ozonlaget, spredning af unedbrydelige miljø- og sundhedsskadelige stoffer og ødelæggelse af naturen gennem f.eks. ørkendannelse og udryddelse af regnskoven. Vi ser også en række nye problemer, som vi endnu ikke kender omfanget og de fulde konsekvenser af - f.eks. spredning af østrogenlignende stoffer, reduktionen af den biologiske mangfoldighed og bidrag til drivhuseffekten.

Produkternes effekter i miljøet kan alle henføres til én eller flere af de følgende fire alvorlige globale problemstillinger:

	Spredningen af miljø- og sundhedsskadelige stoffer
	Det stigende forbrug af fossile brændsler
	Forbruget af ikke fornybare mineralske ressourcer
	Overudnyttelsen af de biologiske ressourcer

De globale problemer forstærkes af væksten i verdens befolkning. Flere mennesker betyder et større pres på natur og miljø. Samtidig er en vækst i levestandarden i de fattige lande en forudsætning for en begrænsning af befolkningstilvæksten. Eller sagt på en anden måde: Væksten i befolkningstallet giver et større pres på natur og miljø. Det kan kun stoppes ved at øge forbruget - hvorved der skabes et endnu større pres på natur og miljø. Og uanset befolkningstilvæksten har befolkningerne i de fattigste lande en berettiget forventning om forbedring af deres levestandard.

En styrket produktorienteret miljøindsats kan især på kort sigt stille erhvervsmæssige krav, men rummer på længere sigt erhvervsmæssige muligheder, der vil sætte dansk erhvervsliv i stand til at klare sig i den stigende internationale konkurrence.

Det er afgørende for Danmark, at vores miljøindsats ikke ødelægger vores eksisterende konkurrenceevne. Hvis danske virksomheder ikke er konkurrencedygtige, vil det i sidste ende betyde, at produktionen nedlægges. Det vil hverken være til gavn for miljøet eller dansk økonomi.

Som følge af væksten i såvel befolkningstal som i levestandard vil der være en stadig større efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser. Det giver en stigning i efterspørgslen på ressourcer, og det giver igen stigende priser. Forbrugsstigningen medfører ligeledes, at miljøproblemerne bliver større, og at de i stigende grad bliver almindeligt erkendte blandt forbrugerne. Alt i alt vil disse forhold føre til en øget efterspørgsel på produkter med bedre miljøegenskaber. Det kan f.eks. være produkter uden miljø- og sundhedsskadelige stoffer, produkter som helt kan genanvendes, produkter med længere holdbarhed og produkter med et lavere råvare- eller energiforbrug.

Der vil derfor være store erhvervsmæssige muligheder i at tilrettelægge en dansk produktindsats, så danske virksomheder er blandt de første, der kan levere produkter med bedre miljøegenskaber til et hastigt voksende globalt marked.

For de forskellige produktgrupper er det vanskeligt at forudsige, hvornår stigningen i efterspørgsel efter produkter med bedre miljøegenskaber konkret sætter ind. På den anden side ligger konkurrencefordelen i at være forberedt, når efterspørgslen kommer.

Danske virksomheder har potentialet. Men hver for sig har de næppe tilstrækkeligt med ressourcer og miljøviden til at gennemføre en sådan indsats. Der er derfor behov for en indsats i et tæt samarbejde mellem det offentlige, virksomhederne og deres organisationer

Der vil være en selvstændig dansk interesse i at skabe et konkurrenceforspring på markedet for mere miljøvenlige produkter. Men skal en produktorienteret miljøindsats imødekomme de globale miljømæssige udfordringer, så kræver det en tilsvarende international indsats, hvor Danmark bør være med i førerfeltet.

I oplæggets kapitel 2 kan der læses mere om den globale vækst og de miljø- og erhvervsmæssige udfordringer.

1.2 Hvad er en produktorienteret miljøindsats?

Den nuværende miljøindsats har groft sagt været baseret på fire forskellige grundlæggende tilgange:

En kildeorienteret tilgang, hvor indsatsen har til formål at reducere udledningerne fra de forskellige kilder, der påvirker miljøet. Som kilder betragtes f.eks. industrivirksomheder, spildevandsanlæg, affaldsforbrændingsanlæg, landbrug, kraftværker og biler. Indsatsen omfatter bl.a. krav til rensning eller anvendelse af renere teknologi.

Den medieorienterede tilgang, der har til formål at sikre en acceptabel kvalitet af jorden, luften, havet, grundvandet og det ferske overfladevand. Tilgangen sikrer blandt andet, at der tages stilling til, om der af hensyn til miljøkvaliteten er behov for en indsats overfor udledninger til miljøet.

Den stoforienterede tilgang, hvor udgangspunktet for indsatsen er kemikaliers, ressourcers eller restprodukters egenskaber og skæbne i miljøet. Indsatsen her omfatter blandt andet fare- og risikovurdering

Den produktorienterede tilgang, hvor udgangspunktet er, at den samlede miljøbelastning kun kan forstås - og indsatsen prioriteres rigtigt - hvis produkterne betragtes over hele deres livscyklus fra vugge til grav.

Den hidtidige produktorienterede indsats har hovedsagelig omfattet udviklingen af redskaber til at analysere og vurdere produkternes miljøbelastning og udvikling af en offentlig grøn indkøbspolitik. Endvidere har indsatsen været rettet mod enkelte, udvalgte dele af produkters livscyklus med henblik på at løse konkrete miljøproblemer.

Formålet med en styrket produktorienterede miljøindsats er, at miljørigtige produkter i stigende omfang bliver udviklet, produceret og afsat på markedet til afløsning af eksisterende, mere miljøbelastende produkter.

I oplægget sættes særligt fokus på afsætningen af mere miljøvenlige produkter. En produktorienteret miljøindsats skal stimulere markedet til forøget markedsføring og afsætning af produkter med gode miljøegenskaber.

En produktorienteret miljøindsats tager derfor udgangspunkt i det meget komplicerede samspil mellem produkter, aktører og marked. Via konkrete initiativer skal indsatsen understøtte, at dette samspil i større grad fører til udvikling og markedsføring af miljørigtige produkter.

En styrket produktindsats er en ramme, der både skal samle eksisterende og nye initiativer. Det er et forsøg på at behandle miljøproblemerne helhedsorienteret. Indsatsen vil ikke kunne gennemføres ved blot at sætte en række konkrete initiativer i gang. Det er heller ikke en indsats, hvor resultaterne hurtigt kan ses.

Det er en fortsat proces, som over en årrække skal dreje udviklingen og forbruget af produkter i en mere miljøvenlig retning - en proces, der aldrig slutter, men hvor aktørerne i et tæt samarbejde løbende forbedrer produkterne.

Dialog mellem aktørerne er et nøglebegreb i denne proces. Dialogen er ikke blot et middel i produktindsatsen - i et væsentligt omfang er dialogen den produktorienterede miljøindsats. Det kræver deltagelse og engagement fra mange parter med meget forskellige interesser.

Processen kan opfattes som en cyklisk proces, hvor de forskellige faser gennemløbes igen og igen. Indsatsen skal hele tiden forbedres ud fra de resultater og erfaringer, som er opnået. Den produktorienterede miljøindsats kan beskrives som en proces i fem faser:

I oplæggets kapitel 3.1 kan der læses mere om produktindsatsen som proces og dialog.

Selvom der er tale om en miljøindsats, er de erhvervsmæssige mål i høj grad centrale. Udgangspunktet er, at der kun vil blive udviklet og afsat mere miljørigtige produkter, hvis dette kan spille sammen med virksomhedernes erhvervsøkonomiske interesser og de øvrige aktørers interesser - måske ikke på helt kort sigt, men så i hvert fald på lidt længere sigt.

Miljømålet for indsatsen er at medvirke til udvikling, produktion og afsætning af produkter med bedre miljøegenskaber, så den samlede belastning fra produktion, brug og bortskaffelse af produkterne bringes ned.

Mere konkret er det målet at begrænse spredningen af miljø- og sundhedskadelige stoffer, det stigende brug af fossile brændsler, overudnyttelsen af de biologiske ressourcer samt forbruget af mineralske ressourcer, der ikke kan fornys.

Det erhvervsmæssige mål for indsatsen er at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne ved at tilvejebringe et grundlag for udvikling, produktion og afsætning af produkter med bedre miljøegenskaber

Det overordnede mål for selve arbejdet med produktindsatsen er, at alle aktører deltager i realiseringen af miljø- og erhvervsmålene. Samtidig er det et mål for arbejdet, at vi skal påvirke vore internationale samarbejdspartnere til at tage tilsvarende initiativer.

1.3 Hvordan er rammerne og vilkårene for produktindsatsen?

Rammerne og vilkårene for den produktorienterede miljøindsats er feltet mellem produktet, aktørerne og markedet. I dette felt bestemmes mulighederne for at udvikle og afsætte produkter med bedre miljøegenskaber.

Hvis ingen forbrugere og indkøbere efterspørger miljørigtige produkter, vil de aldrig komme på markedet. Hvis der ikke findes miljørigtige produkter, vil markedet ikke kunne stille dem til rådighed for forbrugerne. Hvis markedet ikke giver forbrugerne viden om produkternes miljøegenskaber, kan forbrugerne ikke vide, om de køber de miljørigtige produkter, etc., etc.

Analysen i oplægget kan kun være generel på grund af de meget varierende vilkår fra produkt til produkt. Derfor skal der i den konkrete indsats over for udvalgte produktgrupper foretages en mere produktspecifik analyse af vilkårene og samspillet.

Den produktorienterede miljøindsats retter sig i princippet mod samtlige produkter, der produceres eller forbruges i Danmark. Indsatsen omfatter altså både import- og eksportprodukter.

Produkter skal forstås som både fysiske produkter og de tjenesteydelser, der på den ene eller anden måde giver en miljøbelastning - eksempelvis rengøring og transport. Endvidere skal produkter forstås som både de produkter, der anvendes af slutbrugeren, og som de halvfabrikata der indgår i den videre fremstilling.

På det danske marked er der tale om et meget stort antal produkter. Udenrigsstatistikken registrerer handel med ca. 15.000 forskellige produktgrupper. Inden for disse grupper findes der mange forskellige fabrikater. Hertil kommer tjenesteydelserne.

Den produktorienterede miljøindsats retter sig især mod de produkter, der vil blive udviklet og markedsført i de kommende år. Da den ene generation af produkter stadigt hurtigere afløser den næste, må indsatsen forventes hurtigt at kunne slå igennem.

Indsatsen foreslås primært rettet mod produkter, som giver en væsentlig belastning af miljøet, og hvor indsatsen har en rimelig chance for at bære frugt. Det betyder konkret, at der i arbejdet med produktindsatsen bør ske en prioritering af produkterne, ligesom der i hvert tilfælde vil ske en udvælgelse af de miljøegenskaber, det er væsentligst at gøre noget ved.

En indsats for at reducere et produkts samlede miljøbelastning kræver overblik over miljøforholdene for samtlige faser i produktets livscyklus fra udvindingen af råvarer til produktion, distribution, brug og bortskaffelse. Et sådant præcist overblik over miljøegenskaberne er imidlertid kun nødvendigt i visse tilfælde. Ofte kan man klare sig med en mere overordnet vurdering, ligesom indsatsen for at forbedre produktets miljøegenskaber ofte vil blive fokuseret på udvalgte miljøegenskaber eller på udvalgte dele af produktets livscyklus.

På markedet konkurreres der primært på produkternes pris og kvalitet, og kun i begrænset omfang på produkternes miljøegenskaber. Skal produktindsatsen lykkes, skal der udvikles og markedsføres produkter, der kan konkurrere på såvel pris og kvalitet som på miljø. Det er derfor afgørende, at der både nationalt og internationalt i større grad lægges vægt på at forbedre konkurrencesituationen for produkter med gode miljøegenskaber.

På det danske marked viser forskellige undersøgelser, at mellem 1/3 og 3/4 af forbrugerne gerne vil tage miljøhensyn i forbrugsvalget.

Der er dog flere forudsætninger, der skal opfyldes, før forbrugerne kan tage disse hensyn. De mere miljøvenlige varer skal være i alle butikker, og de skal være nemme at finde. Der skal være enkel og lettilgængelig information om varernes miljøegenskaber - primært i butikkerne. Dertil kommer, at de miljørigtige varer ikke må være væsentligt dyrere end alternativerne.

Et centralt element i den produktorienterede miljøindsats er, at sikre forbrugerne tilstrækkelige, enkle og lettilgængelige informationer om produkterne.

For de fleste danske virksomheder har hjemmemarkedet en væsentlig betydning for omsætning og indtjening. I en række tilfælde fungerer hjemmemarkedet også - bl.a. via miljømyndighedernes krav - som et barometer på kommende miljøkrav til produkterne på det internationale marked.

For visse produktgrupper, f.eks. bekæmpelsesmidler, er der en stor internationale opmærksomhed på den danske regulering, da nye danske miljøkrav forventes at få afsmittende effekt på andre landes regulering.

En række internationale undersøgelser viser, at der er en positiv sammenhæng mellem et højt beskyttelsesniveau og en stor miljøindsats på den ene side, og erhvervenes konkurrenceevne på den anden side. Men det forudsætter en balance, der sikrer, at miljøkravene udvikles på en sådan måde, at virksomhedernes internationale konkurrenceevne fastholdes, og det danske marked fortsat er interessant for udenlandske virksomheder.

Ca. 60% af den danske vareproduktion eksporteres, og tilsvarende importeres ca. 60% af de varer, der omsættes på det danske marked. Danmark er altså stærkt integreret i det globale marked - primært med højt industrialiserede lande, hvor markederne på mange måder ligner det danske.

Mellemstatslig regulering og internationale aftaler om handelsforhold, produkter og miljø får stadig større betydning for miljøindsatsen. På den ene side sætter aftalerne rammer for, hvad der kan føres af selvstændig national miljøpolitik. På den anden side giver aftalerne det enkelte land mulighed for at få indflydelse på miljøforhold, der rækker ud over landets grænser. Det drejer sig primært om EU-reguleringen og den globale handelsregulering i WTO-regi. Endvidere har det europæiske og internationale standardiseringsarbejde stor praktisk betydning for de krav, der stilles til et produkts udformning og design.

En dansk produktindsats må udvikles inden for princippet om varernes fri bevægelighed, som det er defineret i EU og WTO. Udviklingen af den internationale regulering får stor betydning for både den internationale og nationale miljøindsats, herunder for rammerne for en produktorienteret indsats. Det er derfor af stor betydning, at der aktivt arbejdes for, at miljøkrav får større gennemslagskraft i de internationale aftaler.

I forhold til en dansk indsats vil en EU-regulering på produktområdet imidlertid have langt større gennemslagskraft.

Der er også både behov for og mulighed for en selvstændig dansk produktindsats. En dansk indsats skal udnytte alle mulighederne i den internationale regulering, der kan forbedre afsætningsvilkårene for mere miljøvenlige produkter på det danske marked. Samtidig skal en dansk indsats foregå i et aktivt samspil mellem offentlige myndigheder og danske virksomheder for at styrke virksomhedernes konkurrenceevne.

Aktørernes aktive medspil i den produktorienterede miljøindsats er afgørende for, at indsatsen får den ønskede effekt. Aktørerne træffer hver for sig og i samspil helt afgørende beslutninger, som har betydning for design, materialer, produktion, transport, udbud, efterspørgsel, forbrugsvilkår og affaldshåndtering. Disse beslutninger er i sidste ende bestemmende for både det enkelte produkts og det samlede forbrugs miljøbelastning.

Produktudviklerens og designerens valg bestemmer bl.a. materialer, produktets levetid, ressourceforbruget under anvendelsen og mulighederne for genanvendelse.

Producenten tilrettelægger produktionsprocessen og har indflydelse på miljøbelastningen herfra. Producenten skal ikke forstås alene som producenten af slutproduktet, men også som producenter af energi og råvarer, halvfabrikata og hjælpestoffer, der bruges ved fremstillingen af slutproduktet.

Distributører som importøren, speditøren, transportøren, grossisten og detailhandleren formidler produktet fra producenten til forbrugeren. De har derfor bl.a. indflydelse på, hvilke produkter der kan købes, og hvordan produkterne transporteres.

Forbrugerne valg af produkter er naturligvis udgangspunktet for selve efterspørgslen og dermed helt afgørende for, hvilke produkter der udvikles, produceres og udbydes på markedet. Større offentlige virksomheder er i denne sammenhæng en meget vigtig type forbruger.

En række aktører har ikke direkte, men mere indirekte indflydelse på rammebetingelserne for produkterne:

Finanssektoren stiller kapital til rådighed og har i egen interesse mulighed for at stille krav om såvel miljøoplysninger som miljøadfærd.

Forskere og andre, der udvikler viden omkring miljøforhold, har indflydelse på, hvilke miljøproblemer der opdages, og hvilke der findes løsninger på.

Formidlere af viden har stor indflydelse på, hvilken viden der er til rådighed for andre aktører.

Folketing, myndigheder og nationale som internationale organisationer skaber de reguleringer og det "klima", som definerer de miljø- og erhvervspolitiske rammebetingelser for aktørerne. Statens og kommunernes regulering af håndteringen af affald er et eksempel herpå.

Der er særligt tre aktørgrupper, der bør bringes mere i fokus, end de har været i den hidtidige miljøindsats. Det drejer sig om forbrugerne, forhandlerne og produktudviklerne. Produktudviklingen foretages ofte, men ikke altid af producenten. Der har tidligere være mere fokus på myndighederne og producenterne. Forbrugere, forhandlerne og produktudviklerne er imidlertid meget centrale i en produktstrategi, da de i høj grad bestemmer mulighederne for udbud og efterspørgsel efter produkter med bedre miljøegenskaber. Oplægget indeholder derfor detaljerede beskrivelser af de tre aktørgrupper.

Det er nødvendigt at forstå de forskellige aktørers vilkår for at ville og kunne medvirke - herunder særligt deres motivation, deres ressourcer og de juridiske forhold af betydning for produktindsatsen.

Aktørernes motivation bestemmes primært af deres etik, ressourceforhold samt den konkurrencesituation en ændret adfærd vil medføre. Indsatsen på produktområdet skal både understøtte ildsjælene og øge motivationen hos de mere forbeholdne aktører - bl.a. ved at sætte ind i forhold til rammebetingelser som f.eks. ressource- og konkurrenceforhold.

Det er generelt et problem at skaffe den viden, der skal danne grundlag for de forskellige aktørers adfærdsbeslutninger. Det gælder viden om, hvad der er væsentlige miljøproblemer, hvilke miljøproblemer der knytter sig til de enkelte produkter, og om hvad den enkelte aktør kan gøre for at medvirke til løsning af disse problemer.

Alle forandringsprocesser koster ressourcer i starten, og de eventuelle gevinster i form af besparelser kommer først på lidt længere sigt. Produkter med bedre miljøegenskaber er som regel dyrere og vil være det, indtil der kommer en stabil og rimelig efterspørgsel efter dem. Tilsvarende er den begrænsede efterspørgsel en barriere for udvikling og markedsintroduktion af flere produkter med bedre miljøegenskaber. Det er derfor centralt, at det overvejes at benytte økonomisk stimulerende virkemidler i produktindsatsen.

De juridiske forhold er vigtige i de tilfælde, hvor reglerne har betydning for, at produkterne ikke skader sundhed eller miljø, eller hvor reglerne skal sikre, at væsentlige informationer er tilgængelige.

1.4 Forslag til konkrete initiativer

Analysen af rammer og vilkår fører frem til en række forslag til konkrete initiativer. Der er som nævnt tale om startskuddet til en løbende proces, der i takt med udviklingen af produkter med bedre miljøegenskaber skal gentages og justeres.

Oplægget til en styrket produktindsats lægger op til, at der gøres en indsats på en række nye områder, samtidig med at indsatsen på en række eksisterende områder ændres eller forstærkes. Dette afspejles i forslagene til indsatsområder og konkrete initiativer:

Oplægget er sendt i bred offentlig høring. Der vil ikke blive udarbejdet et nyt samlet oplæg på baggrund af høringen, men Miljøstyrelsen vil overveje forslagene til konkrete initiativer i lyset af høringssvarene og debatten, inden eventuelle initiativer fremlægges til politisk behandling. Forslagene er altså til debat. Forslagene er nærmere beskrevet i oplæggets kapitel 7.

I oplægget foreslås følgende indsatsområder:

	Udmelding af langsigtede miljømål og adfærdsforventninger
	Adgang til viden
	Udviklingen af et stabilt marked for miljørigtige produkter
	Indsats på tre produktområder
	Støtte til fremme af "renere" produkter
	Forbud mod brug af udvalgte kemiske stoffer
	National koordinering
	International indsats

I det følgende er de konkrete forslag til indsats under de otte hovedområder beskrevet.

Oplægget indeholder Miljøstyrelsens første bud på de miljømål, der bør prioriteres højst.

Der er opstillet miljømål for problemområder, der er særligt prioriterede af de centrale miljømyndigheder. Der er tale om langsigtede mål, der skal være sigtelinjer for arbejdet med den produktorienterede miljøindsats.

Målene skal primært nås gennem rådgivning til udviklere, producenter og forhandlere. Derfor er der i tilslutning til målene opstillet en række adfærdsforventninger, som myndighederne har til aktørerne. Eller sagt på en anden måde beskriver adfærdsforventningerne de aktiviteter, som den produktorienterede miljøindsats ønsker at fremme hos den enkelte aktør for at nå den langsigtede målsætning.

Miljøstyrelsenhar udarbejdet et udkast til liste over uønskede stoffer, som bør søges erstattet med andre stoffer. Listen findes i Miljøstyrelsens rapport om "Status og perspektiver for kemikalieområdet".

Indsatsen for at fremme aktørernes forståelse af den miljømæssige dagsorden og deres muligheder for at overskue den, bør bl.a. omfatte yderligere tilvejebringelse af data og udvikling af prioriteringskriterier samt videreudvikling og konkretisering af de miljømæssige mål i dialog med aktørerne.

Der er et markant behov for, at der formidles enkel og lettilgængelig viden om miljømålene og produkternes miljøegenskaber til forbrugere, indkøbere, forhandlere og andre aktører. Videnniveauet og videnbehovet vil være meget varierende hos de forskellige aktører.

Miljøstyrelsen foreslår, at der indledes drøftelser med aktørerne om, hvorledes relevant viden om produkters miljøbelastning tilvejebringes og formidles fra producenter og importører til forbrugerne - en formidling der ofte vil ske via grossisterne og de detailhandlende. I disse drøftelser bør bl.a. indgå spørgsmålet om etablering af en egentlig informationsforpligtelse, der indføres gradvist for udvalgte produktområder.

Miljøstyrelsen foreslår, at der for udvalgte produktgrupper udvikles et koncept for frivillig miljøvaredeklaration og miljøbrugsanvisninger. Konceptet kan f.eks. bygge på brug af kriterier fra miljømærkeordninger og indkøbsvejledninger.

For at få en hurtigere introduktion af danske produkter med miljømærker vil Miljøstyrelsen bl.a. undersøge mulighederne for at støtte virksomhedernes arbejde med tilpasning af produkter og forberedelse af ansøgninger om miljømærker.

Miljøstyrelsen foreslår, at anvendelsen af UMIP aktivt fremmes. UMIP er et værktøj til udvikling af miljørigtige industriprodukter, som er udviklet i et tæt samarbejde med en række industrivirksomheder. Det vil bl.a. ske ved at indbygge metoden i et PC-værktøj, sikre tilpasning og videreudvikling af metoden, udvikle databaser og lette adgangen til disse.

Miljøstyrelsen og andre aktører bør - via påvirkning af internationale fora og understøttelse af miljøbevidst indkøbspolitik - arbejde for, at livscyklusvurderinger og miljøbevidst indkøbspolitik inddrages på lige fod med driftssiden i miljøstyringsarbejdet. I første fase bør dette ske inden for det offentlige og inden for udvalgte brancher. Miljøstyrelsen vil indlede drøftelser om dette med de relevante aktører.

Miljøstyrelsen foreslår, at behovet og muligheden for at etablere et videnscenter om produkters miljøegenskaber nærmere overvejes.

Et stabilt marked for produkter med bedre miljøegenskaber kan skabe grundlaget for en større udvikling, produktion og markedsføring af denne type produkter på det samlede marked. Det forudsætter bl.a. bedre viden til indkøbere og muligvis en væsentligt økonomisk satsning i en periode for at skabe og understøtte et sådant marked.

Grønne af gifter har været genstand for grundige analyser i andre sammenhænge. Afgifterne er også et relevant virkemiddel i denne sammenhæng. Brugen af afgifter bør vurderes og ses i sammenhæng med andre virkemidler i forbindelse med tilrettelæggelsen af nye indsatser. Relevante aktører skal inddrages i disse overvejelser.

Hensigten med en målrettet offentlig grøn indkøbspolitik er bl.a. at skabe et stabilt marked for produkter med bedre miljøegenskaber. Den offentlige grønne indkøbspolitik er dog endnu langt fra slået igennem, hvilket betyder, at virksomheder med disse produkter kun i meget begrænset omfang har haft succes med afsætning til den offentlige sektor.

En af de væsentlige udfordringer for den produktorienterede miljøindsats er derfor at skabe en betragtelig udvidelse af den offentlige efterspørgsel efter grønne produkter.

Som led i regeringens handlingsplan for offentlige grønne indkøb blev de statslige institutioner og virksomheder i 1995 pålagt at udarbejde en grøn indkøbspolitik og handlingsplan. Efterhånden som dette arbejde er ved at blive systematiseret og organiseret, stiger efterspørgslen efter information og andre redskaber, der gør offentlige indkøbere i stand til at handle mere miljørigtigt.

Det skønnes, at 2/3 af institutionerne i efteråret 1996 har udarbejdet eller er i gang med at udarbejde grønne indkøbspolitikker med tilhørende handlingsplaner. Nogle offentlige institutioner har været aktive i flere år, og virksomheder som f.eks. DSB og Forsvaret er gode eksempler på foregangsvirksomheder. Også amter og kommuner organiserer i stigende omfang arbejdet med miljøvenlige indkøb.

Generelt vil Miljøstyrelsen understøtte handlingsplanen for offentlig grøn indkøbspolitik i de kommende år gennem forslag til nødvendige initiativer.

Miljøstyrelsen foreslår, at de offentlige myndigheder som udgangspunkt forpligtes til at lave udbud på en sådan måde, at det er muligt at lade miljøhensyn indgå som en faktor, når tilbudene skal vurderes. Dette åbnes der mulighed for i EU's udbudsdirektiver.

Miljøstyrelsen vil fortsætte med at foreslå forbedringer i forbindelse med den aktuelle revision af EU's udbudsdirektiver, så mulighederne for at tage miljøhensyn ved indkøb styrkes.

Endvidere skal samarbejdet med en række store offentlige indkøbere intensiveres. Disse aktører kan f.eks. stille krav om miljøstyring, miljøkvalifikationer og materialevalg.

Miljøstyrelsen vil udgive miljøvejledninger til de offentlige indkøbere for en række produktgrupper, hvoraf nogle også er af relevans for private indkøbere.

I 1997 starter en 2-årig registrering af det offentliges indkøb af mindre miljøbelastende produkter. Hvis denne registrering giver baggrund for det, vil Miljøstyrelsen foreslå, at der inden for udvalgte varegrupper fastsættes kvantitative mål for statens indkøb af mindre miljøbelastende produkter.

Miljøstyrelsen vil endvidere overveje mulighederne for, at der kan ydes støtte til konkrete aktiviteter i forbindelse med den offentlige grønne indkøbspolitik.

Mange amter og kommuner har på et eller flere områder en grøn indkøbspolitik i praksis. Miljøstyrelsen vil også i de kommende år fortsætte samarbejdet med kommuner og amter, bl.a. sammen med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen.

Som supplement til de forskellige konkrete tværgående initiativer foreslår Miljøstyrelsen, at der iværksættes pilotprojekter på udvalgte produktområder. Disse produktrettede indsatser må dels forventes at føre til en række miljømæssige forbedringer, dels vil pilotprojekterne kunne bruges i det videre arbejde med den produktorienterede miljøindsats.

Som led i de konkrete pilotprojekter forslår Miljøstyrelsen, at der etableres et panel for hvert af produktområderne. Det bør have deltagelse af de centrale aktører inden for produktområdet. En central opgave for et produktpanel vil være at lave handlingsplaner, der fastlægger de erhvervs- og miljømæssige mål for produktområdet, beskriver aktørernes specifikke opgaver og foreslår konkrete initiativer og virkemidler. Handlingsplanen bør have karakter af en række forpligtende aftaler mellem de deltagende aktører.

Miljøstyrelsen foreslår, at der i første omgang igangsættes en indsats inden for tre produktområder, som i forvejen er så gennemanalyserede, at der umiddelbart kan nedsættes et panel og udarbejdes en handlingsplan. De tre områder er:

	Tekstilprodukter
	Elektronikprodukter
	Godstransport

Områderne er udvalgt, fordi de giver væsentlige, men forskellige, miljøbelastninger, og fungerer under meget forskellige erhvervs- og markedsforhold. Tilsammen vil de afspejle væsentlige dele af det spektrum, en samlet produktindsat kan omfatte med hensyn til målsætninger, virkemidler og involvering af forskellige aktører. Områderne er endvidere valgt, fordi man er langt med miljøindsatsen generelt, og/eller fordi der er centrale aktører, som er villige til at gå i front med en produktindsats.

Sideløbende med den ovenstående indsats foreslår Miljøstyrelsen, at der udarbejdes analyser, som inden for hvert af Erhvervsministeriets ressourceområder identificerer en række produktområder, hvor en styrket produktindsatsepotentielt kan have stor miljø- og erhvervsmæssig effekt. Der kan på denne baggrund igangsættes en indsats på flere områder end de tre ovennævnte

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at det i en periode vil være nødvendigt med økonomisk støtte til en række af de initiativer, der foreslås til at styrke produktindsatsen. Det drejer sig bl.a. om tilskud til metodeudvikling og videnopbygning, til produktudvikling, til markedsintroduktion af produkter med bedre miljøegenskaber og til videreudvikling af affaldsbehandlingssystemer. Miljøstyrelsen vil derfor undersøge mulighederne for, at disse aktiviteter omfattes af en tilskudsordning.

Tilrettelæggelse af en tilskudsordning rettet mod renere produkter bør overvejes i forbindelse med udløbet af de eksisterende handlingsplaner for renere teknologi og affald og genanvendelse i 1997.

Der har været stor interesse for at ansætte medarbejdere via det eksisterende støtteprogram for miljø- og arbejdsmiljø i mindre virksomheder. Miljøstyrelsen foreslår, at denne mulighed udvides, så der også kan søges om støtte til at ansætte medarbejdere, der arbejder med produkternes miljøbelastning - det gælder både i produktionsvirksomheder, engros- og detailhandlen samt i interesseorganisationer, der har en central placering i forhold til omsætning af produkter på markedet.

Miljøstyrelsen vil fortsat prioritere anvendelsesregulering af stoffer med kendt skadelig virkning på sundhed eller miljø højt. For stoffer med en kendt og væsentlig miljø- eller sundhedsskadelig virkning er det Miljøstyrelsens mål, at de generelt ikke må anvendes - undtagen, hvor de er eksplicit tilladte. Hovedvægten vil blive lagt på at påvirke EU-reguleringen på dette område.

Endvidere søges indsatsen så vidt muligt rettet imod stofferne på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer samtidig med, at den søges koblet til det internationale arbejde på området og koordineret med brugen af andre styringsmidler. Miljøstyrelsen forventer i løbet af 1997 at udpege 20 - 40 af stofferne på listen med henblik på regulering af anvendelsen.

Miljøstyrelsen foreslår, at der indledes drøftelser med relevante ministerier om, hvorledes de tværgående indsatsområder kan suppleres med en bedre national koordinering.

En lang række af de styringsmidler, der i dag anvendes inden for Miljø- og Energiministeriets område og inden for de andre ministeriers områder, har mere eller mindre direkte konsekvenser for udvikling og anvendelse af produkter med bedre miljøegenskaber.

Der er allerede i dag mange aktiviteter, der medvirker positivt til produktindsatsen. Med en styrket produktindsats bør der arbejdes for, at virkningen af væsentlige offentlige initiativer med betydning for produkters miljøbelastning bliver bedre koordineret. Vigtige ministerier i denne sammenhæng er Arbejdsministeriet, Boligministeriet, Erhvervsministeriet, Forskningsministeriet, Landbrugs- og Fiskeriministeriet, Trafikministeriet og Undervisningsministeriet.

En række aktører bør aktivt søge at påvirke de internationale organer, så de understøtter initiativerne i produktindsatsen. Her sigtes særligt til EU-Kommissionen, der har udvist stor interesse for de danske initiativer på området. Også inden for samarbejdet i Nordisk Ministerråd vil produktindsatsen blive styrket, idet det kommende norske formandskab har udpeget dette område som et hovedindsatsområde. Endvidere bør der satses på påvirkning af de internationale standardiseringsorganer med henblik på at få inddraget miljøhensynet i de fremtidige produktstandarder.

2.1 Introduktion

I såvel Danmark som andre industrialiserede lande har den hidtidige miljøindsats været ude af stand til at løse en række centrale miljøproblemer. Dette er blandt andet beskrevet i regeringens Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse fra 1995, hvor det konstateres, at selv om der er opnået betydelige resultater inden for de fleste sektorer, så er vi på en række væsentlige områder stadig meget langt fra en bæredygtig udvikling. Dette skal ikke mindst ses i lyset af, at der globalt forventes markant vækst i både befolkningstal og levestandard.

På den baggrund er det nødvendigt at spørge, hvad der kendertegner de nationale og globale miljøproblemer, som vi står overfor i dag? Hvordan kan den hidtidige miljøindsats styrkes, så den bedre kan løse disse problemer? Hvad er rammerne og vilkårene for en styrket indsats? Hvilke konkrete initiativer kan man vælge at sætte i gang, hvis man ønsker at styrke miljøindsatsen?

Muligt at kombinere høj levestandard, stærk konkourrenceevne og bedre miljø

I dette oplæg forsøger Miljøstyrelsen at bidrage til at besvare disse spørgsmål. Udgangspunktet er, at det kan lade sig gøre. Udgangspunktet er, at en høj levestandard og en stærk konkurrenceevne kan kombineres med en miljøindsats, der i meget større omfang er i stand til at imødekomme de udfordringer, som vi står overfor i dag.

2.2 Nationale og globale miljøproblemer

I Danmark har indsatsen på miljøområdet gennem de seneste 25 år betydet, at udledningen fra industri, kraftværker og rensningsanlæg - de såkaldte punktkilder - i vidt omfang er under kontrol. Både den Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse og andre analyser på området har da også konkluderet, at de nuværende problemer ikke i så høj grad er knyttet til punktkilderne, men i langt større udstrækning er knyttet til samfundets generelle ressourceforbrug og anvendelsen af produkter i alle samfundet funktioner.

Vi ser lokale problemer som pesticider i grundvandet, miljøskadelige stoffer i slammet fra renseanlæggene og iltsvind i de nære havområder. Vi ser regionale eller globale problemer som det ødelagte ozonlag over den nordlige halvkugle, spredningen af unedbrydelige miljø- og sundhedsskadelige stoffer, ørkendannelse og udryddelsen af regnskoven. Vi ser en række nye problemer, som vi endnu ikke kender omfanget og konsekvenserne af - eksempelvis de østrogenlignende stoffer, drivhuseffekten og den hastige reduktion i den biologiske mangfoldighed.

Selvom miljøproblemerne globalt set varierer i omfang og karakter, kan de alvorligste miljøskader alle føres tilbage til et eller flere af disse fire forhold:

	Spredningen af miljø- og sundhedsskadelige stoffer
	Den stigende brug af fossile brændsler
	Overudnyttelsen af de biologiske ressourcer
	Forbruget af mineralske ressourcer, der ikke kan fornys

Ikke alene anvendes en række miljø- og sundhedsskadelige stoffer i produktionsprocesserne, men en lang række af disse stoffer spredes også gennem vores brug af produkter. Omfanget af miljøfremmede stoffer i produktionen og produkterne er meget omfattende, og vores viden om stoffernes effekt på miljø og sundhed er ofte begrænset. Ikke mindst har vi en begrænset viden, når det gælder spørgsmålet om, hvilke konsekvenser for miljø og sundhed spredningen af stofferne har på længere sigt.

Den stigende brug af fossile brændsler tømmer klodens ressourcer og giver emission af drivhusgasser og sure gasser, som bidrager væsentligt til drivhuseffekten og til forsuring af vand og jord.

Udnyttelsen af de biologiske ressourcer er så omfattende i dag, at vi ser uønskede påvirkninger af de økologiske systemer - herunder særligt en væsentlig reduktion af biodiversiteten og arvemassen. Nogle af de hjælpestoffer, som bruges i forbindelse med udnyttelsen af ressourcerne til især produktion af fødevarer og andre råvarer til industrien, giver endvidere anledning til problemer ved spredning i miljøet.

Forbruget af mineralske ressourcer, der ikke kan fornys

Endelig har det stigende forbrug af mineralske ressourcer, der ikke kan fornys, følger både for miljøet og ressourcerne. Forekomsterne af mineralske ressourcer har indtil videre generelt set været rigelige, men der må forventes stigende problemer på stadigt flere områder.

De beskrevne problemer er alle karakteriseret ved, at de er meget vanskelige at overskue og umiddelbart vanskelige at gøre noget ved. De rummer allerede en række alvorlige perspektiver, som situationen ser ud i dag, men forstærkes yderligere af væksten i verdens befolkning.

Ved en uændret levestandard vil en stigning i den globale befolkning give et større pres på miljøet og et stigende ressourcetræk. Hvis befolkningstilvæksten skal bremses, forudsætter FN endog en vækst i den oplevede velstand. Ifølge FN's eksperter i befolkningsudvikling er den eneste vej til at bremse befolkningstilvæksten, at levestandarden hæves væsentligt i landene med lav levestandard og høj befolkningstilvækst. I en middeltilvækstprognose skønnes det, at befolkningen i 2030 er stabiliseret på omkring 10 milliarder mennesker med en levestandard, der er to til fire gange højere end i dag. Det kan således under disse forudsætninger forventes, at det globale bruttonationalprodukt er fire til otte gange større end i dag.

Væksten i levestandard er på vej i mange af de befolkningsrige udviklingslande. Lande som Kina, Indonesien m.fl. har 10-15% vækst i bruttonationalproduktet om året. Det centrale spørgsmål er derfor ikke, om vi ønsker vækst eller ej. Det centrale spørgsmål er, hvordan vi skal møde den udfordring, som den globale vækst repræsenterer.

Væksten i velstand vil føre til en tilsvarende vækst i forbrug af produkter, tjenesteydelser og et deraf følgende forbrug af ressourcer og generel miljøbelastning, med mindre der gøres en markant indsats for at forhindre en sådan udvikling. Miljøperspektivet må betragtes som meget alvorligt og umiddelbart ganske vanskeligt at håndtere - i hvert fald med den eksisterende miljøindsats i den industrialiserede verden.

2.3 Den miljømæssige udfordring

Regeringen erklærede i den Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse 1995, at den langsigtede miljøpolitik skal sikre, at de menneskelige aktiviteter ikke påvirker naturens kredsløb i en negativ retning, og at samfundet kun bruger ressourcer i et omfang, så der fortsat er tilstrækkeligt med ressourcer til rådighed til at dække den globale befolknings og de kommende generationers behov. Danmark skal altså arbejde hen imod, at den danske befolkning i gennemsnit ikke har et større natur- og ressourceforbrug, end der er til rådighed, og ikke skaber mere forurening, end de økologiske kredsløb kan omsætte.

Begrebet det økologiske råderum kan bruges til at illustrere disse forhold. Man kan i princippet opgøre det økologiske råderum for enhver form for påvirkning af miljøet som en samlet tilladelig mængde forbrug eller forurening per person pr. år. Det økologiske råderum forholder sig til de naturgivne og miljømæssige rammer og ikke til de konkrete samfundsmæssige aktiviteter.

Der er således gode muligheder for, at flere produkter vil kunne produceres og flere behov vil kunne opfyldes inden for rammerne af det økologiske råderum. Det skal ske ved en fortsat udvikling af renere, mindre ressourceforbrugende og forurenende produkter. Det skal ske ved øget genanvendelse. Det skal ske ved substitution af de særligt miljø- og sundhedsskadelige stoffer. Det skal ske ved brug af produkter med længere levetid.

Det fremgår af den Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse 1995, at det i dag er nødvendigt at ændre forbrugs- og produktionsmønstre, hvis det økologiske råderum skal sikres. Med det aktuelle teknologiske niveau - samt de omtalte forventninger til vækst i befolkning og levestandard - vil der være behov for reduktioner med en faktor 4-8 i ressourceforbrug og forurening, hvis miljøbelastningen ikke skal stige ud over det nuværende niveau. På de områder, hvor miljøbelastningen allerede i dag er for stor, skal reduktionen være endnu større.

Disse problemer kan kun blive løst gennem en indsats, der retter sig mod en endog kraftig nedbringelse af miljøbelastningen fra produktion, anvendelse og bortskaffelse af alle de produkter, der anvendes i samfundet. Det kendetegner tidens miljøproblemer, at de i stor udstrækning dels stammer fra diffuse kilder og dels er direkte proportionale med forbrugets omfang.

Et konkret produkt kan umiddelbart synes harmløst set i forhold til miljøets tilstand i et større perspektiv. Men et enkelt produkt - hvor uskadeligt det måske se ud - kan f.eks. indeholde et eller flere stoffer, der kan være til skade for miljøet.

Miljøskaderne kan opstå, hvis produktet anvendes forkert, hvis produktet går i stykker, hvis produktet ikke bortskaffes på den rigtige måde, eller hvis det anvendes i så store mængder, at der med produktet spredes meget store mængder af skacelige stoffer.

Miljøeffekterne fra produkter er tæt knyttet til det globale marked, hvor råvarer, produkter og ydelser konstant omsættes i mere eller mindre åbne økonomier. Derfor er rammerne for en særlig miljøindsats overfor produkter væsentligt forskellige fra de rammer, den hidtidige miljøindsats er udviklet under.

Den produktorienterede tilgang tager udgangspunktet i, at den samlede miljøbelastning kun kan forstås - og indsatsen prioriteres rigtigt - hvis produkterne betragtes over hele deres livscyklus fra vugge til grav. Den hidtidige produktorienterede indsats har hovedsageligt omfattet udviklingen af redskaber til at analysere og vurdere produkternes miljøbelastning og udvikling af virkemidler til fremme af afsætningen af mindre miljøbelastende produkter. Derudover har indsatsen omfattet særskilte initiativer, der kunne forbedre udvalgte produkters miljøegenskaber. Endvidere har indsatsen været rettet mod enkelte, udvalgte dele af produkters livscyklus med henblik på at løse specifikke miljøproblemer. Der er bl.a. arbejdet med udvikling af mindre forurenende produktion, og særligt farlige stoffer er søgt fjernet fra produkterne.

Styrkelsen af produktindsatsen skal ikke erstatte den hidtidige miljøindsats men supplere på de områder, hvor indsatsen ikke har været tilstrækkelig til at løse problemerne, og hvor produktindgangsvinklen kan forventes at have en bedre gennemslagskraft.

I dette oplæg til en styrkelse af den produktorienterede miljøindsats er udgangspunktet at begrænse miljøbelastningen fra den nuværende levestandard og det nuværende forbrug. Oplægget behandler således ikke spørgsmål om reduktion i levestandarden og størrelsen af det samlede forbrug af produkter - men er naturligvis heller ingen hindring for en sådan reduktion. Der er under alle omstændigheder behov for produkter med mindre ressourceforbrug og med væsentligt bedre miljøegenskaber end de produkter, der er på markedet i dag. Oplægget tager endvidere udgangspunkt i de eksisterende målsætninger for udviklingen i miljøbelastningen.

Den miljømæssige udfordring er at bidrage til, at udviklingen i national og global velstand sker på en måde, så ressourceforbrug og miljøbelastningen fra produktion, brug samt bortskaffelse af produkter nedbringes til et bæredygtigt niveau.

2.4 Grundlæggende forudsætninger for en produktorienteret indsats

For dansk erhvervsliv rummer den globale miljøudvikling en række muligheder. Den øgede globale velstand vil give en stadig stigende efterspørgsel på varer og tjenesteydelser, og produktudviklingen vil komme under et stadigt stigende pres for at skabe produkter med betydeligt bedre miljøegenskaber.

Større miljøproblemer giver større efterspørgsel på miljørigtige produkter

Denne udvikling vil ske efterhånden som miljøproblemernes alvor bliver tydeligere og mere synlige overalt. I dag er det dog ikke muligt at forudsige særligt præcist, hvordan udviklingen vil forløbe for bestemte markeder, hverken geografisk, teknologisk eller produktmæssigt. En meget vigtig faktor for den enkelte virksomhed i denne udvikling bliver evnen til at kunne orientere sig globalt og levere det rigtige produkt på det rigtige marked på det rigtige tidspunkt.

Der må bl.a. forventes efterspørgsel på produkter, der ikke indeholder eller produceres ved hjælp af miljø- og sundhedsskadelige stoffer, produkter som helt kan genanvendes eller produkter med et lavere energiforbrug.

I lande som bl.a. Tyskland, Sverige og Holland har der gennem nogen tid været arbejdet med en styrkelse af den produktorienterede miljøindsats. I såvel disse som en række andre vestlige lande ses en stigende interesse for produkter med bedre miljøegenskaber. Danske virksomheder har gode muligheder for at få en rolle i et internationalt marked for produkter med bedre miljøegenskaber, men dette er ikke en udvikling, der kommer af sig selv.

Danske virksomheder har potentialet, men hver for sig har de færreste tilstrækkelige ressourcer og miljøviden til at gennemføre en sådan indsats alene. Derfor er der behov for en udviklingsindsats i et tæt samarbejde mellem myndigheder, virksomhederne og deres organisationer.

Ikke alene rummer udviklingen muligheder for danske virksomheder. Det er faktisk afgørende for en styrkelse af den produktorienterede miljøtilgang, at Danmark forbliver en effektiv aktør på det internationale marked med mange sunde og konkurrencedygtige virksomheder

Den erhvervsmæssige forudsætning for en produktorienteret miljøindsats er, at indsatsen bidrager til at omstille såvel det nationale som det internationale marked til produktion og salg af produkter med bedre miljøegenskaber - samtidig med at dansk erhvervslivs internationale konkurrenceevne fastholdes eller udbygges.

Omstillingen i retning af et bæredygtigt produktions- og forbrugsmønster forudsætter endvidere en forståelse og en aktiv indsats fra alle grupper i samfundet. Eksempelvis skal forbrugerne vælge mindre miljøbelastende varer eller andre løsninger på deres behov, virksomhederne skal udvikle og markedsføre miljømæssigt bedre produkter og forhandlerne skal tage produkterne ind i sortimentet. Disse handlinger er kun mulige, hvis de ikke strider mod den enkelte aktørs interesser. Det hører også med, at der skal skabes et samspil mellem rige og fattige lande, således at de fattige landes mulighed for at producere renere produkter understøttes.

Det er derfor en forudsætning for en produktorienteret miljøindsats, at indsatsen både nationalt og globalt bidrager til, at aktørerne får mulighed for at bakke op om og gøre en indsats for at sikre produktion og brug af mindre miljøbelastende produkter - samtidig med, at de varetager egne interesser.

3.1 Introduktion

I dette kapitel beskrives Miljøstyrelsens forslag til en proces, der kan sætte større fokus på den produktorienterede tilgang til miljøproblemerne - herunder hvad man på kort sigt kan forvente sig af en styrket produktindsats.

Forslaget til styrkelse af den produktorienterede miljøindsats tager udgangspunkt i de udfordringer, der er beskrevet i det forgående kapitel, samt i en række forslag til overordnede målsætninger. Forslagene til overordnede målsætninger beskrives i kapitlets afslutning.

3.2 Produktindsatsen som proces og dialog

Det er idéen at supplere de kilde-, medie-, og kemikalieorienterede tilgange i miljøindsatsen med en fjerde og mere helhedsorienteret produkttilgang. Dette forslag til en styrket produktindsats er et oplæg til en begyndende samlet indsats.

De konkrete initiativer, der vil blive foreslået, er langt fra tilstrækkelige til at nå de overordnede miljømål. Det er først og fremmest ambitionen at sætte en proces i gang, som kan medvirke til, at aktørerne begynder at ændre adfærd.

Resultaterne af indsatsen afhænger af ændringer på mange områder og hos mange aktører. Det må derfor forventes at tage år, før resultaterne viser sig i form af etablerede markeder for mindre miljøbelastende produkter.

Bl.a. på baggrund af erfaringerne med introduktion af økologiske fødevarer vurderes det, at de foreslåede indsatser vil medvirke til etablering af nye markeder for mindre miljøbelastende produkter inden for en række produktgrupper i løbet af en periode på ca. fem år.

De første resultater af indsatsen forventes dog allerede at kunne registreres i løbet af et par år, hvor man vil kunne se adfærdsændringer hos en række væsentlige aktører med øget produktion, udbud og afsætning af en række mindre miljøbelastende produkter. Det vil give reduktioner i miljøbelastning og ressourceforbrug, men det vil næppe kunne registreres i en ændret miljøtilstand.

Produktindsatsen er en proces, der bygger på en anerkendelse af det nyttige og nødvendige i en meget aktiv involvering af de berørte aktører i udviklingen af indsatsen. Såvel mål og analyser som forslagene til de konkrete initiativer bør diskuteres og tilpasses i det videre arbejde. Dialogen og processen omkring udviklingen af mere miljørigtige produkter er ikke blot midler i den produktorienterede miljøindsats - i et væsentligt omfang er dialogen den produktorienterede miljøindsats.

Den foreslåede proces er cyklisk og gennemløber de samme faser med jævne mellemrum, så der for hver ny fase tages udgangspunkt i de hidtil opnåede resultater.

Som skitseret i nedenstående model foreslås det, at den produktorienterede miljøindsats arbejder med fem faser: Opstilling af mål, analyse af rammer og vilkår, konkrete forslag til initiativer, gennemførelse af indsatsen samt evaluering.

1. Opstilling af mål. Først bør der opstilles såvel miljømål som andre mål for produktindsatsen.

I slutningen af dette kapitel - afsnit 3.3. - foreslås en række overordnede mål.

2. Analyse af rammer og vilkår. En produktorienteret miljøindsats må nødvendigvis tage udgangspunkt i det komplicerede samspil mellem produkter, aktører og marked. Derfor er det centralt at analysere rammerne og vilkårene for produktindsatsen med et særligt udgangspunkt i produkterne, markedet og aktørerne. De tre synsvinkler vurderes sammen at dække en væsentlig del af de samlede vilkår for indsatsen.

I kapitel 4 analyseres vilkårene og rammerne for produkterne. Produktperspektivet skal belyse hvilke produkter, der er målet for produktindsatsen? Hvilke miljøegenskaber og andre forhold ved det enkelte produkt, der ønskes forbedret? Hvilke muligheder der er for at forbedre produkternes miljøegenskaber?

I kapitel 5 analyseres vilkårene og rammerne for markedet. Markedsperspektivet skal belyse, hvad vilkårene er for at fremstille og afsætte mindre miljøbelastende produkter på det nationale og internationale marked? Hvad mulighederne er for at påvirke disse forhold under hensyntagen til de danske virksomheders konkurrencesituation og til de aftaler, som Danmark har indgået?

I kapitel 6 analyseres vilkårene og rammerne for aktørerne. Aktørperspektivet skal belyse, hvilke aktører der har væsentlig indflydelse på udvikling og afsætning af mindre miljøbelastende produkter. Hvilke vilkår de har for at ville og kunne bruge denne indflydelse til at mindske den samlede miljøbelastning fra produkterne? Hvilke muligheder der er for at forbedre disse vilkår?

3. Forslag til konkrete initiativer. Med udgangspunkt i analysen indkredses nogle af de områder, hvor en styrket eller ny indsats vil kunne medvirke til en realisering af de opstillede mål.

Forslagene til den konkrete produktindsats omfatter dels forslag til tværgående initiativer, der bredt kan tilvejebringe betingelserne for produkter med bedre miljøegenskaber. Dels forslag til initiativer rettet mod bestemte produktområder, som vil kunne tilvejebringe konkrete resultater og erfaringer inden for afgrænsede områder. Oplægget indeholder forslag til såvel indhold som organisering af initiativerne, og såvel eksisterende som nye initiativer.

I kapitel 7 gennemgås en række forslag til konkrete initiativer, der kan styrke produktindsatsen.

4. Gennemførelse af initiativer. Mange af initiativerne vil involvere en eller flere aktører direkte.

5. Evaluering og tilpasning. Produktindsatsen bør være en løbende proces, da den gennemføres i et samfund, som udvikler sig hurtigt og på nogle områder dramatisk. Derfor bør processen gentages med jævne mellemrum. Der skal foretages en evaluering af den hidtidige indsats og gennemføres et nyt gennemløb af den proces, der fører til en tilpasning af igangværende initiativer samt iværksættelse af nye initiativer.

Miljøstyrelsens oplæg til en styrket produktindsats bygger på bidrag fra rundbordssamtaler med en række vigtige aktører, samtaler med miljømyndigheder i Holland, Tyskland, Sverige og EU-Kommissionen samt på de hidtidige erfaringer med en produktorienteret indsats i Danmark. Herudover er Erhvervsministeriets ressourceområde arbejde og Regeringens Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse 1995 lagt til grund.

I de gennemførte rundbordssamtaler deltog repræsentanter fra Dansk Industri, for forbrugerne og detailhandlen, fra finanssektoren, arbejdstagerne og de grønne organisationer samt fra kommuner, amter og en række fagministerier.

3.3 Overordnede mål for produktindsatsen

Det foreslås, at der opstilles såvel miljømål som erhvervsmål og procesmål. Det kendetegner dermed forslaget til produktindsatsen, at der tages udgangspunkt i en række indbyrdes afhængige mål for både miljø, erhverv og aktører.

Selvom der er tale om en miljøindsats, er erhvervsmålene i høj grad centrale, da det er udgangspunktet, at der kun vil blive udviklet og afsat mere miljørigtige produkter, hvis dette kan spille sammen med virksomhedernes økonomiske interesser - måske ikke på kort sigt, men så i hvert fald på lidt længere sigt.

4.1 Introduktion

Med udgangspunkt i produkternes miljøegenskaber præsenteres her en analyse af rammer og vilkår for at udvikle, markedsføre og efterspørge mindre miljøbelastende produkter.

Forbruget af produkter i Danmark er vokset enormt i løbet af de sidste 20-30 år, og hermed også mængden af ressourcer, kemikalier og andet, der medgår til produktion og brug af produkterne.

Analysen af produkterne viser bl.a. følgende:

	Der er tale om et stort antal og indbyrdes meget forskellige produkter.
	Miljøproblemerne kan være knyttet til alle dele af disse produkters livscyklus.
	Redskaber til at bestemme produkternes livscyklusbelastning er ved at være på plads, men der mangler husmandsmodeller.
	Antallet af produkter taget i betragtning er der behov for at udvikle brede virkemidler, der retter sig mod produktområder, grupper af miljøegenskaber etc.
	Der er behov for at fortsætte arbejdet med at identificere de produkt-, stof- og materialeområder, hvor der er størst behov for og størst mulighed for et positivt resultat af en indsats.
	Der er generelt et behov for et meget større omfang af indsamling og kvalitetssikring af data vedr. produkters miljøforhold.
	Der er behov for udvikling af hjælpemidler til at identificere alternative mindre miljøbelastende løsninger i udviklingsarbejdet.
	Det er nødvendigt at kunne tage hensyn til en række egenskaber ved produkterne udover deres miljøegenskaber - herunder, pris, funktionalitet, arbejdsmiljøegenskaber, æstetiske egenskaber mm.

Analysen i dette kapitel baserer sig på de erfaringer, der er samlet op i miljøadministrationen, virksomheder og forsknings- og rådgivningsmiljøet gennem de sidste 5-10 år, hvor der er arbejdet med produkternes miljøegenskaber.

Kapitlet indeholder først en beskrivelse af, hvilke produkter der er omfattet af indsatsen. Herefter gennemgås, hvad et produkts miljøbelastning omfatter set i et livscyklusperspektiv, og hvorledes denne miljøbelastning vurderes. En række eksempler belyser, hvorledes viden om produkters miljøegenskaber bør bringes til veje og anvendes af de relevante aktører, ligesom eksemplerne belyser de miljøforbedringer som produktindsatserne kan medføre. Afslutningsvis præsenteres en række overvejelser omkring miljøforbedrede produkters konkurrenceegenskaber.

4.2 Produkter omfattet af produktindsatsen

Den produktorienterede miljøindsats bør som udgangspunkt rette sig mod samtlige produkter, der produceres og forbruges i Danmark. I en åben økonomi med en meget betydelig import og eksport af varer og tjenesteydelser betyder det, at der både må ses på de produkter, der produceres i Danmark, hvoraf en del eksporteres, og på de produkter, der importeres og anvendes i Danmark.

Produktindsatsen retter sig som udgangspunkt mod de fysiske produkter, der ud fra et livscyklusperspektiv giver anledning til en betydelig miljøbelastning. Tjenesteydelser er også omfattet, hvis de medfører et væsentligt forbrug af fysiske produkter med betydning for miljøet. Rengøring og transport er f.eks. tjenesteydelser, der er relevante for produktindsatsen, mens ægteskabsrådgivning ikke er det. Tilsvarende er fødevarer på grund af den omsatte mængde og miljøbelastning centrale i produktindsatsen, mens kunstværker kun undtagelsesvis vil være det.

Produkterne omfatter endvidere både produkter, der anvendes af slutbrugeren kaldet slutprodukter, og halvfabrikata der medgår under fremstillingen af disse.

Antallet af produkter på det danske marked er stort. Udenrigsstatistikken registrerer handel med ca. 15.000 forskellige produktgrupper. Inden for hver af disse findes en lang række forskellige fabrikater. Hertil skal lægges tjenesteydelserne. Mangfoldigheden af produkter understreges af, at produktindsatsen ikke kun er rettet mod de produkter, der eksisterer på markedet i dag, men i særdeleshed er rettet mod de produkter, der vil blive udviklet og markedsført i de kommende år.

Den kommercielle levetid for nye produkter er i de senere år blevet stadig kortere, og den ene generation produkter afløser den anden stadig hurtigere. Det er positivt i den forstand, at det gør det muligt for nye mindre miljøbelastende produkter at trænge hurtigere igennem på markedet, men det øger kompleksiteten af det produktfelt, som en produktindsats bør rettes mod.

Blandt denne mangfoldighed af produkter skal indsatsen som nævnt rettes mod de produktgrupper, der bevirker den største belastning af miljøet, og hvor en indsats har en rimelig chance for at bære frugt. Muligheden for, at indsatsen kan lykkes, afhænger bl.a. af det marked, som produkterne handles på, og af hvilke aktører og virkemidler, der kan bringes i spil for at ændre miljøbelastningen fra produkterne

4.3 Produktets miljøegenskaber i livscyklusperspektiv

Produkternes betydning for miljøet afhænger af det enkelte produkts miljøegenskaber og af forbrugets størrelse. Miljøegenskaberne udgøres af den samlede miljøbelastning, der er knyttet til hele produktets livscyklus (se boks 4.1). Disse egenskaber kan kortlægges ved en såkaldt livscyklusvurdering.

Der kan være store forskelle på, hvor meget de forskellige trin i et produkts livscyklus betyder for produktets samlede miljøbelastning. Derfor er der også forskelle på, hvilke aktører, der især kan gøre en indsats for at forbedre produktets miljøegenskaber i et livscyklusperspektiv.

For mange produkter vil det særligt være valget af design, der fastlægger en række af produktets miljøegenskaber - det gælder eksempelvis råmaterialer, produktionsprocesser, funktionsmåder, forbrug i brugsfasen og mulighederne for at adskille produkterne efter brug. Forbrugeren har med sit forbrugsvalg og ved den efterfølgende brug og bortskaffelse af produktet ligeledes afgørende indflydelse på den samlede belastning i produktets livscyklus.

Det fremgår af boksen, at et produkts miljøegenskaber er en meget sammensat størrelse. Nøjagtig bestemmelse af et produkts miljøegenskaber kræver en omfattende indsigt - både en generel faglig indsigt og viden om det specifikke produkts livscyklusforhold. Dele af denne viden vil normalt være fordelt på forskellige aktører, der indgår i produktets livscyklus. Det er en udfordring for den produktorienterede miljøindsats at få denne viden gjort tilgængelig i alle relevante sammenhænge.

Generelt er datagrundlaget ved livscyklusvurderinger i mange tilfælde karakteriseret ved væsentlige usikkerheder og mangler. Det gælder særligt for oplysninger om, hvilke påvirkninger brug og spredning af kemiske stoffer kan give anledning til. Det gælder endvidere for oplysninger om miljøbelastningen ved de mange forskellige processer, råvarer og materialer, der anvendes ved fremstilling, brug og bortskaffelse af produkter. Der er også problemer med at operationalisere et vigtigt indsatsområde som bevarelse af biodiversitet. Opgørelsen af produkters miljøegenskaber (LCA) indgår som et af de indledende elementer i livscyklusvurderinger, der behandles i næste afsnit.

4.4 Vurdering af produkters miljøegenskaber

Langt de fleste produkter kan være årsag til flere forskellige miljøproblemer. Derfor er det også sjældent, at det umiddelbart er muligt at identificere de samlet set vigtigste indsatsområder. Det gælder, hvad-enten man er producent, forhandler, myndighed, professionel eller privat forbruger. Ud over datagrundlaget er der altså også behov for brugbare sammenligningsmetoder.

Der skal både være metoder og redskaber til fagfolk, som de redskaber, der beskrives i det følgende, og der skal udvikles redskaber, der kan medvirke til at gøre livscyklusbetragtningerne mulige på baggrund af tilgængelig information. Eksempler herpå findes sidst i dette afsnit.

Arbejdet med at miljøvurdere produkter fra vugge til grav startede så småt for 25-30 år siden. Fra begyndelsen af 90'erne har der i stigende grad været fokuseret på at få udviklet metodegrundlaget på området. SETAC (Society of Environmental Toxicology and Chemistry) har været meget aktiv på dette felt gennem hele perioden, men mangler endnu at få operationaliseret metodegrundlaget for en række af trinnene i deres "code of practice" for livscyklusvurderinger.

Den internationale standardiseringsorganisation ISO har siden 1993 været i gang med at udvikle standarder for metoder på området. Inden for kort tid vedtages der formodentligt en ISO-rammestandard for livcyklusvurdering, der fastlægger, hvad en livscyklusvurdering overordnet skal omfatte (ISO 14040). Under denne etableres tre mere detaljerede standarder for de løbende dele af en livscyklusvurdering. Opgørelsen svarer her til en livscyklusanalyse, og miljøvurderingen omfatter en række aktiviteter, der skal gøre det muligt - efter et fastlagt mønster - at afveje produkternes forskellige potentielle miljøeffekter i forhold til hinanden.

	Formål, afgrænsning og opgørelse (ISO 14041)
	Miljøvurdering (ISO 14042)
	Fortolkning og diskussion (ISO 14043)

Rammestandarden lægger op til, at miljøvurderingen vil kunne udelades, så fortolkningen af resultaterne af en livscyklusvurdering udelukkende bygger på en særskilt opgørelse af de forskellige bidrag som materialeforbrug, energiforbrug, emissioner og affald.

Udformningen af ISO 14041 er ved at være på plads, og arbejdet med ISO 14043 er godt i gang. Arbejdet med udformningen af standarden for miljøvurdering (ISO 14042) omfatter bl.a. to svære trin omkring den sidste del af miljøvurderingen, som man endnu ikke har fået afklaret. Dels spørgsmålet om "normaliseringen" - dvs. hvorvidt, og i givet fald hvordan, de opgjorte bidrag til miljøeffekter og ressourceforbrug skal relateres til de samlede effekter og forbrug. Dels spørgsmålet om "vægtningen" - dvs. hvordan bidragene til hver af effekterne og forbrugene af de enkelte ressourcer vægtes i forhold til hinanden.

Resultatet bliver sandsynligvis, at standarden for miljøvurdering efterlader en række valg til brugeren ved at give anvisninger på forskellige mulige måder at forholde sig til disse trin på.

ISO er endvidere ved at udvikle standarder for miljømærkning (14020 serien). Denne vil også omfatte en rammestandard for området og tre underliggende standarder.

	Enkeltkriterie-mærker, der kun forholder sig til et enkelt aspekt, og multikriterie-mærker som EU's miljømærke.
	Selvdeklarering af miljøegenskaber.
	Miljøvaredeklaration med verifikation.

I forbindelse med standarderne for livscyklusvurderinger diskuteres især spørgsmålene om, hvorvidt produkternes samlede livscyklus skal medtages, og spørgsmålet om ,hvorledes de opgjorte effekter skal vurderes i forhold til hinanden. Dette har samtidig stor betydning for standardernes potentiale. I forbindelse med standarderne for miljømærker er der diskussioner om, hvem der skal repræsenteres og hvilken grad af konsensus, der skal opnås i fastlæggelsen af kriterierne.

Et aktuelt dansk eksempel på en metode til miljøvurdering af produkter er udviklet i forbindelse med det store UMIP-projekt, som blev afrapporteret i foråret 1996. UMIP-metoden er generelt mere detaljeret og har på forhånd foretaget og begrundet flere valg, end der lægges op til i de standarder, der er beskrevet ovenfor.

UMIP-metoden fastsætter, at miljøeffekterne og ressourceforbruget skal normaliseres, så det kan udtrykkes i brøkdele af den årlige belastning fra en gennemsnitsperson - enten i Danmark, hvis der er tale om en lokal eller regional effekt, eller i verden, hvis der er tale om en global effekt.

Den efterfølgende vægtning af de forskellige miljøproblemer tager udgangspunkt i danske - politisk vedtagne - målsætninger for reduktion af forskellige former for miljøbelastning. For de ikke fornybare ressourcers vedkommende tages udgangspunkt i den kendte forsyningshorisont.

UMIP-metoden indgår i et samlet værktøj, som også omfatter en vejledning om miljørigtig konstruktion, en database og et pc-program, som vil foreligge i løbet af 1997. Det samlede værktøj sikrer inddragelse af miljøhensyn i forbindelse med design af produkter og er udviklet i forhold til - og foreløbig anvendt på - fem forskellige produkter inden for det elektromekaniske område. Men metoden og databasen vil også kunne bruges til miljøvurderinger af produkter i andre sammenhænge og med andre formål.

Viden om produkters miljøegenskaber er relevant for alle aktører, der har kontakt med produkterne i deres livscyklus. Hvis ikke denne viden tilvejebringes og formidles, er der intet grundlag at handle ud fra. Dette emne behandles yderligere senere. Her skal blot præsenteres en række eksempler på, hvornår vurderinger af produkters miljøegenskaber er relevant for forskellige aktører og hvilken viden, vi i dag har på området i Danmark.

Det er langt fra i alle tilfælde, at det vil være overkommeligt at anvende en så relativt kompliceret miljøvurderingsmetode som UMIP-metoden, men produktvurderingerne vil oftest kunne baseres på de samme principper eller bygge på dele af metoden.

Ud fra energiforbrug og ressourcetab giver en gennemgang af industriprodukter i Danmark højeste prioritet til produkter inden for sektorerne transport, landbrug og fødevarer, bygge og anlæg samt tekstiler, når produkterne ses i deres livscyklus. Det skal nu undersøges, hvorvidt den benyttede prioriteringsmetode kan udbygges til også at inddrage produkternes indhold af miljø- og sundhedsskadelige kemikalier.

Tilsvarende peger en kortlægning af miljøbelastningen ved en families aktiviteter på spisning, transport og opvarmning af boligen som de miljømæssigt mest betydende aktiviteter. Hver aktivitet omfatter en række produktgrupper og et ressourceforbrug.

Det offentliges forbrug af produkter er kortlagt i en række rapporter. Formålet med kortlægningen var at udpege produktgrupper, hvor det offentliges indkøb udgør en væsentlig del af markedet.

4.5 Potentialet i miljøforbedringer af produkter

Der er meget store variationer i, hvilken relativ eller absolut miljømæssig forbedring, der er opnået ved de miljøforbedrede produkter, som vi kender i dag. Det giver da heller ikke mening at forsøge at opstille et konkret mål for miljøforbedringerne af produkter på det danske marked. Dertil er produkterne alt for forskellige, og kendskabet til såvel de tekniske som de økonomiske betingelser for reduktion af produkternes miljøbelastning er alt for mangelfuldt.

Der kan opnås reduktioner i energi- og ressourceforbrug og i emissionerne af miljøfremmede stoffer ved besparelser og brug af kendte eller tilpassede teknologier. Ekstra isolering af køleskabe eller elektronisk styring af produkters energi- eller vandforbrug er eksempler på dette.

De mere radikale ændringer i energi- og ressourceforbrug vil i mange tilfælde kræve deciderede teknologispring, hvor opgaven løses eller behovet opfyldes på en helt ny måde. Brug af informationsteknologi, halvlederteknologi eller enzymer i nye sammenhænge er eksempler herpå.

Når det gælder forbruget af miljø- eller sundhedsskadelige stoffer, ses der ikke umiddelbart nogen øvre grænse for de mulige forbedringer. Det er allerede i dag muligt for en lang række af stofferne at substituere stoffet eller funktionen til noget miljømæssigt acceptabelt. Der er heller ingen grund til at tro, at mulighederne udtømmes foreløbig.

Der er i dag kun få værktøjer, der kan hjælpe konstruktøren ved at anvise alternative løsninger, der er bedre for miljøet. UMIP-metoden kan sammenligne løsninger, men ikke foreslå alternativer. Rentek databasen og Miljøstyrelsens referencelister for renere teknologi er eksempler på hjælpemidler til at identificere renere teknologi muligheder i fremstillingsfasen. SUBTEC er et databaseværktøj til farlighedsvurdering og substitution for opløsningsmidler. Men generelt må der siges at være et stort behov for at få udviklet konstruktionshjælpemidler, der aktivt kan foreslå mindre miljøbelastende alternative løsninger.

4.6 Miljøegenskaber er ikke det hele

Produkterne bruges for at opfylde en funktion eller et bestemt behov. Udgangspunktet for en indsats over for et produkt eller en produktgruppe må være, at det behov, der opfyldes, kan opfyldes mere miljø- og samfundsmæssigt optimalt.

Hvad der er et produkts funktion, eller på hvilke alternative måder behovet kan tilfredsstilles, vil blive opfattet forskelligt. Producenten af et produkt vil som regel se på ændringer inden for sit produktområde, mens en privat forbruger har langt bredere muligheder for at vælge mellem grundlæggende forskellige måder at opfylde eksempelvis en underholdningsfunktion på.

En miljømæssig mere optimal opfyldelse af et givet behov forudsætter, at behovet stadig opfyldes tilfredsstillende samtidig med, at miljøbelastningen reduceres.

Dette er blandt andet en logisk forudsætning for, at produkterne kan være konkurrencedygtige på et marked, hvor produkterne primært købes for at opfylde et behov, og der først sekundært ses på de øvrige forhold som miljø- og arbejdsmiljøegenskaber.

5.1 Introduktion

Produktindsatsen retter sig mod produkter, der kan gøres til genstand for omsætning på et marked. For at nå miljømålsætningen for produktindsatsen skal produkter med bedre miljøegenskaber afsættes i så stor mængde, at de reelt påvirker den samlede miljøbelastning.

Samtidig skal indtjeningen fra disse produkter kunne danne grundlag for udvikling og markedsintroduktion af endnu bedre produkter. Det er desuden en grundbetingelse for en produktindsats, at det er dansk politik at undgå protektionisme i samhandlen, ligesom internationale aftaler, vi har tiltrådt, naturligvis skal respekteres.

Det er derfor relevant at vurdere vilkårene og rammerne for at afsætte produkter med bedre miljøegenskaber på det danske og på de internationale markeder. Hvilke muligheder er der for at påvirke disse vilkår, når der tages udgangspunkt i, at det danske marked er et lille marked i åben kontakt med omverdenen? Hvilke muligheder er der, når der tages udgangspunkt i, at Danmark deltager i et internationalt aftalesystem, der både giver Danmark muligheder for at påvirke rammerne for den internationale handel, og samtidig sætter grænser for, hvad Danmark kan gøre på egen hånd?

Analysen af markedet viser følgende:

	Produkter med forbedrede miljøegenskaber skal kunne konkurrere på et internationalt marked.
	På dette marked konkurreres der intensivt på såvel pris som kvalitet - og i begrænset omfang med miljø som en kvalitetsparameter.
	Hvis den produktorienterede miljøindsats skal have succes, skal der lægges vægt på at forbedre konkurrencesituationen for produkter med bedre miljøegenskaber. Dette må ikke ensidigt belaste danske virksomheder i forhold til deres udenlandske konkurrenter.
	Ud fra et markedssynspunkt er der perspektiv i en offensiv dansk produktorienteret miljøindsats. Det skyldes særligt tre forhold: Det danske marked er interessant som hjemmemarked for små og mellemstore virksomheder. Danmark betragtes som et foregangsland, når det gælder miljøregulering. Danmarks ses som et interessant testmarked for en række store og udenlandske virksomheder.
	Det er en forudsætning for et marked for miljørigtige produkter, at der er let adgang til viden om produkternes miljøegenskaber.
	Det offentlige marked efterspørger kun i begrænset omfang miljørigtige produkter.
	De internationale handels- og miljøaftaler, som Danmark har indgået, giver mulighed for en offensiv dansk produktorienteret miljøindsats. Denne indsats kan rettes såvel direkte mod det danske marked som mod påvirkning af aftalerne.

Danske virksomheders vilkår og konkurrenceevne har været genstand for en grundig behandling i de ressourceområdeanalyser Erhvervsministeriet gennemførte i 1992-93 og i opfølgningen fra 1994. Kapitlet tager udgangspunkt i den markedsforståelse, der er opbygget gennem dette arbejde. Endvidere tages der - som beskrevet i kapitel 3 - udgangspunkt i den dialog, der har været med aktørerne ved udarbejdelsen af dette oplæg samt i erfaringerne fra Sverige, Holland, Tyskland og EU-Kommissionen.

Da fremstillingen indeholder en forenklet og overordnet beskrivelse af nogle generelle betingelser, skal den udbygges og justeres i den videre dialog med aktørerne, ligesom den skal konkretiseres i forhold til de delmarkeder, som de enkelte aktører arbejder på.

Kapitlet indeholder først en beskrivelse af miljøet som konkurrenceparameter, dernæst beskrives det globale marked helt kort. Det vurderes, hvordan det danske marked kan være et udgangspunkt for en produktindsats, hvorefter betydningen af den offentlige indsats gennemgås. Afslutningsvis vurderes betydningen af internationale aftaler om handel og miljø.

5.2 Miljø som konkurrenceparameter

Produkter med forbedrede miljøegenskaber vil skulle afsættes på et globalt marked i konkurrence med produkter med ringere miljøegenskaber. Som oftest er det pris og kvalitet, der er de primære konkurrenceparametre på de globale markeder.

Kvalitet indeholder en række dimensioner hvoraf tilfredsstillelse af det behov, produktet skal dække, normalt er den vigtigste. Priskonkurrencen er så skarp, at der normalt ikke vil være økonomi i at indbygge egenskaber i produkterne, som kunderne ikke værdsætter, eller som der ikke er stillet krav om gennem en form for regulering. Miljøegenskaberne kan derfor kun have betydning som konkurrenceparameter, hvis kunderne har adgang til information om egenskaberne, og hvis kunderne tillægger dem betydning som en kvalitet ved produktet.

Der findes enkelte danske erfaringer med kundernes reaktioner på miljø- og energimærkning. I EU er der en obligatorisk mærkning af energiforbruget i driften for nogle hårde hvidevarer. Mærkningen indeholder en syvdeling af produkterne efter deres energiforbrug. Med denne mærkning er der sket en markant ændring i afsætningen af hårde hvidevarer til de mindre energiforbrugende.

Tilsvarende viser svenske erfaringer, at produkter med det nordiske miljømærke Svanemærket har oplevet en stigende efterspørgsel.

Når det gælder de økologiske fødevarer, har der igennem lang tid været en statskontrolleret mærkning i Danmark. Erfaringen med afsætningen af de økologiske varer er, at afsætningen i starten var meget lav og kun til et lille segment, da prisen for de økologiske varer var markant højere. Først da FDB gjorde de økologiske varer tilgængelige for et bredt marked og samtidig sikrede, at priserne kun blev 10 - 20% højere end ikke-økologiske varer, steg afsætningen markant.

Generelt ved man dog kun lidt om, hvordan produkternes forbedrede miljøegenskaber i dag fungerer som konkurrenceparameter. For den største del af erhvervslivet er det forholdsvis nyt at bruge miljøegenskaber ved produkterne som en konkurrenceparameter, og der eksisterer meget få referencer, der kan bruges til generelle konklusioner. De følgende vurderinger baserer sig derfor i det væsentligste på dialogen med aktørerne og Miljøstyrelsens egne erfaringer.

Forskellige undersøgelser af forbrugernes holdning til mindre miljøbelastende varer viser, at en betydelig andel af forbrugerne som udgangspunkt gerne vil tage miljøhensyn (op omkring 75 %). Samtidig viser den faktiske andel af solgte mindre miljøbelastende produkter, at færre af forbrugerne rent faktisk køber disse produkter.

Der er flere forudsætninger for at gøre det. For det første skal de mere miljøvenlige varer findes på hylderne, og her har detailhandelen et væsentligt ansvar. For det andet skal der være adgang til lettilgængelige og letforståelige oplysninger - først og fremmest i butikkerne, hvor indkøbene foretages. For det tredje skal der være et fornuftigt prisniveau på de grønne produkter. Det er et generelt problem for afsætningen af de miljørigtige produkter, at de oftest er væsentligt dyrere end alternativerne.

Den indsats der er gjort for at fremme miljø og energihensyn i de offentlige entrepriser og indkøb kan endnu ikke mærkes på markedet. Dels har der været nogle meget markante eksempler på store investeringer, hvor der ikke blev taget miljøhensyn i indkøbene, og dels er det stadig undtagelsen, at der stilles miljøkrav ved offentlige indkøb, eller at virksomhederne direkte oplever at få offentlige ordrer i kraft af bedre miljøegenskaber. Der er dog også eksempler på offentlige foregangsvirksomheder eksempelvis DSB og Forsvaret, samt enkelte kommuner og amter.

Der opleves en stigende interesse for produkternes miljøegenskaber fra store internationale handelsvirksomheder og fra enkelte producenter inden for brancher som tekstiler og møbler. Dette kan bl.a. ses i interessen for miljøstyring, miljøledelse, grønne regnskaber, EMAS-godkendelser etc.

Ser man på interessen for miljøforhold i bred forstand varierer den betydeligt over tid. I Danmark er der en stigning i interessen for miljø gennem firserne og en stabilisering på et forholdsvist højt niveau i halvfemserne. Interessen for specielt produkters miljøegenskaber er begyndt at gøre sig gældende i halvfemserne og er specielt udpræget, når det gælder energiforbrug, sundhed og økologi. Det er dog stadig en meget begrænset del af de samlede produktudbud, der er påvirket af denne interesse.

I Holland steg interessen for miljøforhold gennem firserne til et meget højt niveau, hvorefter interessen er aftaget noget i første halvdel af halvfemserne.

På lidt længere sigt vil de stadigt mere omfattede globale og lokale miljøproblemer betyde, at såvel miljøeffekterne som de økonomiske konsekvenser heraf bliver mere synlige for alle aktører - herunder også forbrugerne. Miljøegenskabernes betydning som konkurrenceparameter må derfor forventes at stige markant over tid, selvom det kun i meget begrænset omfang er muligt at forudse, hvor hurtigt dette vil ske. Med andre ord vil miljøegenskaber efter al sandsynlighed i stadig større omfang blive et grundlæggende sigtepunkt for virksomhedernes innovationer.

Formentlig vil miljøinteressen slå først igennem på områder, hvor man enten oplever meget tydelige miljøeffekter, og på velstående markeder, hvor der er overskud til at tage hensyn udfra politiske eller etiske betragtninger. Det sidste er interessant fra en dansk synsvinkel, da størstedelen af de danske varer og tjenesteydelser afsættes på udviklede markeder i velstående lande jf. tabel 5.1.

5.3 Det globale marked

På globalt plan betyder den stigende adgang til information og hurtig transport til stort set alle dele af verden, at verdensmarkedet til en vis grad kan betragtes som ét sammenhængende marked. Denne globalisering af markedet betyder intens og stigende konkurrence for den enkelte virksomhed, der principielt konkurrerer med samtlige virksomheder i verden inden for det givne produktområde.

Danmark er stærkt integreret i det internationale marked med en eksport på ca. 60% af den danske vareproduktion og en import på ca. 60% af de varer, der omsættes på det danske marked. Tabel 5.1 viser importen samt afsætningen af danske produkter fordelt på forskellige markeder. En meget stor del af handlen foregår med andre højt industrialiserede lande, specielt indenfor EU. Det vil altså sige markeder, der på mange måder ligner det danske.

5.4 Det danske marked som udgangspunkt

Det danske marked udgør kun omkring én promille af det globale marked set i relation til befolkningens antal. Det er derfor et spørgsmål, om man kan forestille sig en produktorienteret miljøindsats, der tager udgangspunkt i det danske marked. Kan der skabes segmenter, som det vil være interessant for virksomhederne at udvikle og formidle miljørigtige produkter til?

Der er en række grunde til, at det danske marked er interessant for såvel mange danske som en del udenlandske virksomheder, når det gælder miljørigtige produkter.

De fleste danske virksomheder er ikke større end, at hjemmemarkedet har væsentlig betydning for deres omsætning. Selv for de større virksomheder har det danske marked betydning, som et marked de kender og som et marked, der bruges som test- og referencemarked for deres produkter.

Inden for en række sektorer er det lykkedes at skabe et samspil mellem et højt service- eller beskyttelsesniveau på den ene side, og udviklingen af virksomheder der står stærkt internationalt på den anden side. Det gælder eksempelvis i sundhedssektoren for produkter som høreapparater, insulin, blodanalyse-apparater mm. Det gælder inden for farve/lakområdet, hvor Danmark har været såvel foregangsland som foregangsmarked for vandbaserede malervarer. Det gælder inden for produktion af fjernvarmerør, hvor danske virksomheder er førende på verdensmarkedet.

En række store udenlandske firmaer synes at betragte det danske marked som interessant. For det første betragtes udviklingen i den danske miljøregulering med interesse. Et eksempel er den agrokemiske industris meget stærke engagement i den danske regulering af bekæmpelsesmidler. Denne interesse skyldes formodentlig, at det forventes, at reguleringen i Danmark vil kunne få afsmittende effekt på andre lande.

For det andet ses det danske marked som et interessant testmarked. Det gælder bl.a. for en række virksomheder inden for elektronikindustrien og på kemikalieområdet. Flere store tyske kemikaliekoncerner har f.eks. været villige til at udvikle farver med bedre miljøegenskaber til danske tekstilvirksomheder. Igen må det være forventningen om, at der vil være et langt større marked for disse farver, hvis de danske virksomheder kan få dem til at fungere.

Internationalt er det på forskellig måde beskrevet, hvorledes der er et positiv samspil mellem et højt beskyttelsesniveau og en stor miljøindsats på den ene side og udviklingen af erhvervenes konkurrenceevne på den anden side. Bl.a. har OECD lavet en empirisk makroøkonomisk analyse, der sandsynliggør dette, og EU-Kommissionen har i deres hvidbog om miljø og konkurrenceevne og i en rapport som industrikommisær Martin Bangeman netop har udsendt anlagt en tilsvarende vurdering. Den amerikanske økonom Michael Porter har argumenteret for, at krævende markeder vil medvirke til, at virksomheder, der leverer til disse markeder, fastholder deres konkurrenceevne og på længere sigt forbedrer den i forhold til virksomheder, der opererer på mindre krævende markeder.

Det er dog åbenbart, at det vil kunne indebære ekstraomkostninger for de virksomheder, der leverer varer til et foregangsmarked eller producerer varer i et foregangsland. Disse omkostninger vil alt andet lige belaste virksomhedernes konkurrenceevne - i hvert fald på kort sigt. De omkostninger, der kun pålægges produkter produceret i Danmark, er specielt belastende i denne henseende. Ved en produktindsats må der være en opmærksomhed på disse omkostninger, så man forsøger at sikre, at der ikke gøres forskel på udenlandsk og dansk producerede produkter.

Markedsforholdene varierer stærkt mellem forskellige produktområder og mellem forskellige dele af verden. I tilrettelæggelsen af produktindsatsen er det nødvendigt at se på vilkårene i de markedssegmenter, som ønskes påvirket.

I den sammenhæng kan der tages afsæt i Erhvervsministeriets ressurceområdeanalyse, hvor erhvervslivet opdeles i følgende områder: Fødevarer, Forbrugsgoder og fritid, Bygge/bolig, Kommunikation, Transport/forsyning og Medico/Sundhed. Der er inden for hvert af de seks områder identificeret et fællesskab omkring de grundlæggende erhvervsvilkår. Disse vilkår er også af central betydning for tilrettelæggelsen af en produktorienteret miljøindsats.

Bl.a. beskrives en række betydelige forskelle i områdernes vilkår. Det gælder f.eks. forskelle i antallet af aktører, forskelle i aktørernes magtforhold, forskelle i den offentlige regulering, forskelle i investeringer etc. I det videre arbejde med produktindsatsen bør der tages udgangspunkt i Erhvervsministeriets analyser.

5.5 Den offentlige indsats betydning

Med et tilstrækkeligt markeds-træk må det forventes, at der over tid bliver udviklet produkter med forbedrede miljøegenskaber. Det er et væsentligt spørgsmål, hvilke muligheder den offentlige sektor har for at agere som fødselshjælper på denne udvikling ved eksempelvis at påvirke de forhold, der er bestemmende for, om virksomheden kan eller vil respondere på ændrede markedssignaler og igangsætte en udvikling af produkter med forbedrede miljøegenskaber.

I erhvervsredegørelsen 1995 formuleres den overordnede strategi for at sikre danske virksomheders konkurrenceevne på det globale marked som en indsats for at sikre de danske virksomheder gode erhvervsmæssige rammebetingelser. Rammebetingelserne omfatter:

	Produktionsfaktorer (f.eks. menneskelige ressourcer og teknologisk viden)
	Samspil med andre virksomheder (f.eks. med leverandører)
	Kvalitetsbevidst efterspørgsel (offentlige og private brugere)
	Markedernes effektivitet (f.eks. adgang til risikovillig kapital)

Det fremhæves, at foruden rammebetingelserne vil også makroøkonomiske faktorer (f.eks. lønniveau, lav rente, lav inflation og stabile valutakurser) være væsentlige betingelser for et konkurrencedygtigt erhvervsliv. Men der argumenteres for, at der vil ske en harmonisering af de makroøkonomiske betingelser på de væsentligste af de markeder, danske virksomheder opererer på, hvorfor rammebetingelserne bliver det væsentligste område, hvor nationalstaterne kan støtte deres erhvervsliv gennem en offentlig indsats.

Der er en række af det offentliges aktiviteter, der har indflydelse på disse rammebetingelser på en måde, der er af betydning for produktindsatsen. Det gælder de offentlige indkøb og de anlægsprojekter, der enten støttes af eller udføres af det offentlige, der kan udgøre en miljøkvalitetsbevidst efterspørgsel. Det gælder forskningsinstitutionerne, uddannelserne og det teknologiske servicenet, der kan tilføre menneskelige ressourcer og teknologisk viden. Det gælder afgiftspolitikken, der kan påvirke efterspørgslen. Miljøreglerne er en yderligere rammebetingelse, der sætter adfærdsbetingelser på markedet, som enten kan fremme eller hæmme inovationer og helhedssyn i produktudviklingsarbejdet. Det er væsentligt, at alle disse aktiviteter foregår således, at der sker en koordineret tilskyndelse til udviklingen af mindre miljøbelastende produkter

5.6 Internationale aftaler om miljø og handel

De internationale aftaler på miljøområdet og aftaler vedrørende udveksling af varer får stadig større betydning for miljøindsatsen. Dels giver det internationale samarbejde det enkelte land mulighed for at påvirke miljøforhold, der rækker ud over landets grænser - dels sætter aftalerne i nogle tilfælde rammer for en selvstændig national miljøpolitik.

Der gives i det følgende en kort beskrivelse af de legalt bindende rammer for produktindsatsen på det globale, regionale og nationale niveau. Samtidig beskrives mulighederne for at påvirke disse rammer.

Det er tale om et øjebliksbillede, som situationen ser ud i anden halvdel af 1996. Den internationale regulering er under stadig udvikling. Der arbejdes med initiativer på nye områder, der arbejdes med justering af eksisterende aftaler, og der arbejdes på at udfylde de eksisterende aftaler.

De nuværende WTO-regler indeholder kun få egentlige bestemmelser om miljøforhold. Generelt tillader GATT/WTO indgreb, der skal sikre miljøhensyn i eget land, overfor både indenlandsk producerede og importerede varer. Det må naturligvis ikke diskriminere importerede varer.

Hvor den tidligere GATT-aftale kun muliggjorde national regulering af produkternes egenskaber, er det med WTO-aftalen også muligt at indføre regler for produktionsmetoder og -processer under visse betingelser. Det gælder i tilfælde, hvor metode eller proces direkte afspejles i varens egenskaber eller kvalitet.

WTO omfatter specifikke bestemmelser (SPS-aftalen) for anvendelse af sådanne regler som led i "sundhedsmæssige foranstaltninger og plantesygdomsbekæmpelse" - hvilket kan inkludere miljøbeskyttelsesforanstaltninger. I modsætning til tidligere har et land nu en egentlig ret til at indføre miljøregler, hvis de hviler på videnskabelige principper og er rettet mod miljøtilstanden i landet selv. Selv om der ikke umiddelbart er tilstrækkeligt videnskabeligt belæg for reglerne, kan de indføres midlertidigt på basis af tilgængelige relevante data. I sådanne tilfælde skal der tilvejebringes et grundlag for en objektiv risikovurdering inden for en rimelig tid.

Aftalen om tekniske handelshindringer (TBT-aftalen) bestemmer, at nationale normer så vidt muligt skal bygge på tilsvarende internationale normer. Aftalen anerkender imidlertid et lands ret til individuelt at etablere passende nationale beskyttelsesniveauer af f.eks. sundheds-, miljø-, dyre- og plantesundhedsmæssige hensyn. Aftalen opfordrer til brug af internationale standarder, hvor dette måtte være passende, men kræver ikke en sænkning af beskyttelsesniveauet som følge af international standardisering.

I kraft af WTO-aftalerne bliver de internationale standarder - som bl.a. ISO - i praksis bestemmende for, hvordan man kan udforme miljømærkeordninger, hvordan man kan stille miljøkrav i licitationer etc.

Klager over overtrædelser af GATT/WTO-aftalerne kan, når parterne ikke kan forhandle sig tilrette, indgives til organisationen. I hver enkelt sag nedsættes et ekspertpanel, der afgør, om der er brud på aftalerne. Der er ikke tillagt organisationen nogen myndighed til at håndhæve sådanne afgørelser, og det er således overladt til de berørte lande selv at finde løsninger, hvis de ikke umiddelbart vil følge en afgørelse under GATT/WTO-aftalerne.

WTO-reglerne er af stor betydning for både den nationale og den internationale miljøindsats. Udvikles reglerne i retning af en indskrænkende fortolkning, vil det være meget vanskeligt at gennemføre en miljøindsats på produktområdet, hvis denne går længere end, hvad man kan blive enig om i WTO eller de internationale standardiseringsforhandlinger. Det gælder såvel i Danmark som i EU. I en udvidende fortolkning er der gode muligheder for en selvstændig dansk eller europæisk miljøindsats. Det er derfor af stor betydning, at denne handlefrihed underbygges i de kommende revisioner af aftalerne.

Der er endnu kun få eksempler på global miljøregulering. Af relevante eksempler kan nævnes Montrealprotokollen om global afvikling af de ozonlagsnedbrydende stoffer, som fastlægger meget præcise bindende forpligtelser m.h.t. til reduktion og afvikling af ozonlagsnedbrydende stoffer. Derudover er det lykkedes at få indarbejdet miljøhensyn i Baselkonventionen, som forbyder OECD-landene at skaffe sig af med deres farlige affald ved at eksportere det til udviklingslandene. Forbuddet gælder også eksport af farligt affald til genanvendelse.

På styrelsesrådet for FN's miljøprogram (UNEP) blev der i maj 1995 på det kemiske område taget to beslutninger. Den ene beslutning vedrører indsatsen for at begrænse udbredelsen af en gruppe svært nedbrydelige stoffer - de såkaldte POP'er. Der skal nu opstilles realistiske strategier for reduktion og/eller afvikling af disse stoffer. I de nuværende forslag anbefales det, at der anvendes juridisk bindende instrumenter.

Den anden beslutning vedrører den såkaldte PIC-procedure, der indebærer, at et importland - specielt udviklingslandene - skal give samtykke til, at industrialiserede lande eksporterer visse særligt farlige stoffer til landet. Her blev det vedtaget, at denne informationsprocedure nu skal være juridisk bindende. Der skal også tages stilling til, hvilke yderligere skridt, der kan være nødvendige i denne forbindelse - eksempelvis om der skal inddrages flere farlige kemikalier i den globale aftale.

Fremdriften i den globale regulering på bl.a. kemikalieområdet skyldes det handlingsprogram, Agenda 21, der blev vedtaget på FN's konference om miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992. Selv om Agenda 21 ikke i juridisk forstand er bindende, er der tale om et politisk og moralsk stærkt forpligtende dokument, som ligger til grund for den opfølgning, der i dag foregår i såvel de enkelte lande som i de regionale og internationale organisationer. Det må forventes, at der i fremtiden vil blive indgået flere multilaterale miljøaftaler, men erfaringsmæssigt vil det tage lang tid at lave nye aftaler.

EU-reguleringen er uden sidestykke den mest betydende internationale regulering i forbindelse med en produktorienteret miljøindsats. Den har konkret stor betydning for miljøbeskyttelsesniveauet og for den regulering af området, der kan finde sted nationalt og på EU-niveau. Desuden har den betydning for EU's indsats og rolle på den globale miljøscene. Her skal kun nævnes de væsentligste dele af det regelværk, der har betydning for produktindsatsen, for at illustrere hvor betydende reguleringen er og for at understrege betydningen af en intensiv dansk indsats for at påvirke denneregeldannelse.

En undersøgelse af EU-reguleringens betydning for det danske miljøbeskyttelsesniveau har vist, at i langt de fleste tilfælde har reguleringen ført til en forbedring af miljøbeskyttelsen i såvel Danmark som resten af EU. Danmark har været aktiv i udviklingen af denne regulering. Initiativer på EU-niveau vil have langt større gennemslagskraft end rent nationale initiativer. Desuden vil de fleste produktrettede reguleringer, der gennemføres nationalt, under alle omstændigheder skulle notificeres i EU-Kommissionen.

EU's udbudsdirektiv giver både muligheder og begrænsninger for at stille miljøkrav ved offentlige indkøb. Ifølge Erhvervsministeriet er mulighederne for at stille miljøkrav efter EU's udbudsregler følgende:

Hvis en offentlig indkøber anvender tildelingskriteriet "økonomisk mest fordelagtige tilbud" -i modsætning til udelukkende laveste pris - er der adgang til at stille miljøkrav på lige fod med en række øvrige kvalitetskrav. Dette gælder især, hvor miljøkravene har betydning for egenskaberne ved den offentlige anskaffelse.

Muligheden for at stille miljøkrav til fremstillingsprocessen er begrænset, hvis fremstillingsprocessen ikke har betydning for egenskaberne ved det færdige produkt og ikke indvirker på miljøet i Danmark. Der kan dog stilles miljøkrav vedrørende fremstillingsprocessen, hvis disse krav kan afledes af EU-direktiver eller EU-forordninger.

Der er en omfattende regulering af anvendelsen af miljø- og sundhedsfarlige stoffer på EU-niveau. Stort set alle direktiver og forordninger på disse områder er udstedt i medfør af traktatens artikel 100A. Det betyder, at der overvejende er tale om totalharmoniseringsdirektiver med sikkerhedsklausuler og frihandelsklausuler. EU-reglerne er omfattende og indbefatter bl.a. regler om undersøgelsesmetoder, datakrav, fare- og risikovurderinger med tilhørende faremærkning, anvendelsesbegrænsninger, forbud og godkendelsesordninger.

Da der endnu er mange stoffer, der ikke er reguleret, kan der nationalt indføres forbud eller anvendelsesbegrænsninger for udvalgte stoffer, hvis de nationale regler lever op til de krav, som stilles i EF-traktatens artikel 30 til 36. Her er især artikel 36 vigtig, da den giver mulighed for at fastsætte nationale regler, der beskytter miljø og mennesker. Nationale forslag til anvendelsesbegrænsninger skal notificeres i EU-Kommissionen, som behandler forslaget efter reglerne i "Indre marked-direktivet", hvor hensynet til varernes frie bevægelighed har stor vægt. Dette indebærer, at kravene til dokumention for nødvendigheden af national regulering er meget store. Bl.a. skal det dokumenteres, at målet for indgrebet ikke kan opnås uden at gribe ind i varernes frie bevægelighed.

På produktreguleringsområdet indebærer Informationsproceduredirektivet, at landene skal informere hinanden og Kommissionen om nationale reguleringstiltag, der kan have indflydelse på varenes frie bevægelighed på det europæiske marked. Kommissionen og de øvrige lande får hermed lejlighed til at gøre indsigelser, hvis de mener, at reguleringen strider mod traktatens intentioner og bogstav. Samtidig får Kommissionen mulighed for at tage reguleringen af det pågældende område på dagsordenen for EU-regulering. Dermed skal de nationale tiltag afvente og tilpasses denne regulering.

Forordningen om EU-miljømærket omfatter regler for kriterieudvikling til og administration af et livscyklusbaseret miljømærke. Mærket er frivilligt, hvilket betyder, at virksomheder kan søge om - mod betaling - at benytte mærket i deres markedsføring, hvis de kan dokumentere, at produkterne lever op til de kriterier, der er gældende for den pågældende produktgruppe. Det har været meget vanskeligt at blive enige om kriterier for dette mærke, så i dag gælder der kun kriterier for 11 produktgrupper, og mærket er tildelt omkring 40 produkter heraf 1 dansk.

Der er store dele af det øvrige EU-regelværk, der er af betydning for produkternes miljøbelastning. En række direktiver som maskindirektivet, legetøjsdirektivet og byggevaredirektivet har konsekvenser for miljøegenskaberne ved enkeltprodukter eller produktområder. Flere direktiver af den karakter kan forventes.

Herudover findes der en række direktiver, forordninger mv., der indirekte har betydning for produktindsatsen. Det gælder f.eks. affaldsdirektiverne, VVM-direktiver og IPPC-direktivet vedrørende den europæiske miljøgodkendelsesordning, der har betydning for produkternes miljøbelastning i produktionsfasen.

Produktområdet er nævnt i Kommissionens forslag til justering af EU's femte Miljøhandlingsprogram. Her anføres det bl.a., at der inden for industriområdet skal udvikles rammer for en integreret livscyklusorienteret produktpolitik.

Danmark deltager også i andre internationale fora, der arbejder med miljø - det gælder f.eks. forskellige konventioner for hav- og luftforurening, hvor der løbende vedtages konventioner, aftaler og samarbejdsprogrammer. Disse beslutninger er politisk og moralsk - men ikke retsligt - forpligtende som EU-reglerne. De er ofte udformet sådan, at landene i højere grad har frihed til selv at vælge, hvordan beslutningerne skal efterleves. Af de regionale havkonventioner er især arbejdet i OSPAR-Kommis-sionen vigtigt, da beslutningerne her er bindende for medlemslandene.

Nordsøkonventionen indeholder bl.a. en aftale om at udfase miljøfremmede stoffer i udledninger til Nordsøen i løbet af en generation. Denne hensigtserklæring forventes at blive fulgt op af en bindende regulering, der i et eller andet omfang lever op til hensigtserklæringen. Det vil være en meget betydende regulering for produktstrategien. En væsentlig del af de miljøfremmede stoffer, der udledes til Nordsøen, tilføres nemlig spildevandet og de naturlige vandstrømme som diffus forurening fra brug og bortskaffelse af industriprodukter.

Helsinki-konventionen, der dækker havforureningen i Østersøområdet, og Oslo-Paris konventionen, der dækker andre havområder i EU, indeholder bindende deklarationer. Deklarationerne omhandler anvendelsesregulering af stoffer og materialer samt emissioner fra industri, landbrug, energi og infrastrukturanlæg. For produktstrategien er det specielt anvendelsesreguleringen, der er relevant. Deklarationerne er minimumsdeklarationer, der stiller mindste krav til de nationale reguleringer. De begrænser ikke underskrivernes ret til yderligere regulering.

Som en forudsætning for gennemførelsen af det indre marked er der planlagt en harmonisering af alle nationale produkt- og metodestandarder, der har handelsmæssig betydning. Det betyder, at der i de kommende år skal udvikles et sted mellem 9.000 og 12.000 produktrelaterede fælleseuropæiske standarder - de såkaldt CEN/CENELEC standarder.

Danmark er forpligtet til at indføre de fælleseuropæiske standarder, der udvikles i de europæiske standardiseringsorganisationer CEN eller CENELEC som danske standarder. Selv om det principielt er frivilligt, om man vil følge en standard, er den reelle indflydelse af standarderne meget stor. Standarder er afgørende for, hvilke krav der i praksis kan og vil blive stillet i forbindelse med produktdesign, projektdesign og indkøb - og dermed af stor betydning for en produktorienteret miljøindsats.

Det forventes, at de kommende EU-direktiver på produktområdet vil blive udformet som "ny metode direktiver". Dermed bliver den detaljerede udfyldning af direktiverne henlagt til standardiseringsorganisationerne.

Standardiseringsarbejdet i de internationale standardiseringsorganisationer ISO og IEC er også af væsentlig betydning for de europæiske standarder, da der er en samarbejdsaftale mellem de europæiske og de globale standardiseringsorganisationer. I praksis betyder den, at de efterhånden overtager hinandens standarder. I forhold til WTO er standarderne også af meget stor betydning, da de er det "sprog", som internationalt accepterede krav til varehandelen kan formuleres i. Man kan stille krav til varenes miljøegenskaber eller lignende, hvis kravene refererer til en international standard med relevans for produktet.

Standardiseringsarbejdet er således et område, hvor der er grundlag for en stor dansk indsats i de kommende år. Det er erfaringen fra det hidtidige arbejde, at der er meget gode muligheder for at blive hørt og få indflydelse, men det kræver en stram prioritering af indsatsen, da det er særdeles ressourcekrævende.

Spørgsmålet om det danske råderum for en produktorienteret miljøindsats under hensyntagen til internationale aftaler indeholder to elementer. Det ene element omhandler mulighederne for at påvirke de internationale miljø- og handelsvilkår gennem aftalerne. Det andet element omhandler, hvilke nationale tiltag Danmark har lov til at gennemføre.

De internationale aftaler har gennemgående ført til et øget beskyttelsesniveau både i Danmark og internationalt. Samtidig har Danmark gennemgående haft indflydelse i de forhandlinger, som vi har deltaget i. Det betyder ikke, at alle aftaler og alle EU-regler lever op til det beskyttelsesniveau, som Danmark har fundet ønskeligt. Men med dette udgangspunkt er der et godt grundlag for, at en fortsat og intensiveret international indsats kan være et væsentligt element i en produktorienteret miljøindsats.

Når det gælder, hvad Danmark kan gøre på egen hånd er råderummet på produktområdet - udover de begrænsninger der følger af rammerne omkring kemikalier og affald - generelt begrænset af hensynet til varenes frie bevægelighed. Disse begrænsninger er defineret både i EU og WTO. Alle obligatoriske tiltag som mærkning, produktskatter mv. skal notificeres i EU.

Der skal foretages en afvejning mellem det miljøproblem, som et tiltag sigter mod, og den skade tiltaget volder på varenes frie bevægelighed. Dette udelukker formentlig negativ mærkning af forhold, som EU ikke finder problematiske. Produktbeskatning kan formentlig gennemføres, hvis den fastsættes på grundlag af kriterier, der er målbare på produkterne.

For frivillige ordninger - eksempelvis miljømærker - er der større spillerum. Danmark kan selv udvikle en miljømærkningsordning eller vælge at tilslutte sig andre. Dog må man forvente, at også disse ordninger - såfremt de reelt påvirker forbrugernes indkøb og derved bliver en handelsbarriere for dårligere produkter - i fremtiden skal følge de internationale metodestandarder. Ellers vil de formentlig blive betragtet som en uacceptabel handelshindring under WTO

Tilskud til produktteknologiudvikling og markedsintroduktion vil skulle opfylde EU-krav til sådanne støtteordninger. Disse rammer giver gode muligheder for at udforme ordningerne hensigtsmæssigt, så længe der ikke er tale om egentlig driftstøtte eller støtte til investeringer i større anlægsaktiver.

På områder med totalharmoniserede EU-regler må den danske indsats især koncentrere sig om at påvirke arbejdet med at fastsætte EU-regler - og helst på et så tidligt tidspunkt som muligt. Dette gælder især for anvendelsesreguleringen af stoffer og materialer.

Det er dog stadig muligt - inden for de eksisterende rammer - at indføre nationale regler, der forbyder eller begrænser anvendelsen af visse farlige kemiske stoffer. Men det stiller samtidig store krav til dokumentation for reguleringens nødvendighed.

6.1 Introduktion

Der er en lang række af aktører, der kan bidrage til udvikling og afsætning af produkter med bedre miljøegenskaber. Det er et mål for produktindsatsen, at alle disse aktører vil og kan reducere miljøbelastningen fra deres egne aktiviteter, og at de vil og kan påvirke andre aktører til at nedbringe miljøbelastningen.

Aktørernes medspil er afgørende. Udvikling, markedsføring og afsætning af produkter med bedre miljøegenskaber forudsætter, at alle aktørerne bidrager med viden og andre ressourcer. Der skal foretages forbrugsvalg og andre prioriteringer, der fører i den rigtige retning. Sådanne bidrag til indsatsen kan kun forventes som et frivilligt medspil i udviklingen af indsatsen. Aktørerne skal i størst muligt omfang opleve det som i deres egen interesse at bidrage til den produktorienterede miljøindsats - ellers får indsatsen ganske enkelt ikke den ønskede effekt.

Analysen af aktørerne viser følgende:

	Der er behov for at satse mere på tre aktører, der ikke tidligere har været i fokus i miljøindsatsen. Det drejer sig om forbrugerne, forhandlerne og producenterne i deres rolle som produktudviklere
	Den motivation, der eksisterer hos befolkningen i dag skal fastholdes, kvalificeres og udmøntes i handling. I den sammenhæng bør der i første omgang satses på den andel af forbrugerne, der som udgangspunkt er motiveret for at handle
	Det er en forudsætning for forbrugerens medvirken, at de sikres ret til og adgang til troværdig og tilstrækkelig information om produkternes miljøegenskaber
	Der er behov for at styrke de organisationer, som repræsenterer forbrugerne, så de kan udgøre et stærkere modspil til markedets øvrige organisationer
	Det er afgørende, at der skabes et udbud af varer med bedre miljø-egenskaber på alle væsentlige områder og til en pris, det er til at betale for den almindelige forbruger
	Det er afgørende for produktindsatsen, at der skabes et forpligtende samarbejde med de væsentlige aktører i handelssektoren
	Handelssektorens aktører skal sikres adgangen til at fremskaffe de informationer, der er nødvendige for at kunne medvirke positivt i produktindsatsen
	Der bør arbejdes for en væsentlig forøgelse af mængden af varer og varegrupper med officielle miljømærker. Herved vil det blive lettere for de mindre handelsvirksomheder at sikre, at de har produkter med gode miljøegenskaber i deres sortiment
	Der bør ske en formidling af handlesektorens betydning for produktindsatsen til alle dele af sektoren. Det er behov for, at alle uddannelser inden for området omfatter en introduktion til de miljømæssige sider og muligheder ved arbejdet i handelssektoren
	Der er behov for dialoger med producenterne af såvel varer som tjenesteydelser i den konkrete udformning af produktindsatsen. Dialogerne bør omfatte såvel producenternes organisationer som foregangsvirksomheder inden for de forskellige produktområder
	Det må forventes, at producenternes positive medvirkning til produktindsatsen forudsætter, at det skal gøres forretningsmæssigt attraktivt på kort og mellemlangt sigt at udvikle og markedsføre produkter med bedre miljøegenskaber. Med den tidshorisont, små og mellemstore virksomheder arbejder med, er det ikke tilstrækkeligt, at indsatsen kan betale sig på langt sigt
	Der er et stort behov for en forbedring af adgangen til viden om miljøproblemer og løsningsmuligheder samt for styrkelse af udviklingskapaciteten i virksomhederne. Det er vigtigt at forsætte udviklingen og specielt udbredelsen af praktiske værktøjer til inddragelse af miljøhensyn i produktudviklingen
	Der er behov for at opbygge et bedre vidensgrundlag i miljøadministrationen om producenternes vilkår for at udvikle produkter med bedre miljøegenskaber. Herunder et grundlæggende kendskab til miljøbelastning og produktudvikling i servicesektoren
	Afslutningsvis i dette kapitel peges endvidere på en række konsekvenser for produktindsatsen af analyserne af videnformidlerne, finanssektoren, amter og kommuner, den statslige sektor og andre lande

Analysen og beskrivelserne af aktørerne bygger på de gennemførte rundbordssamtaler, de angivne referencer og de øvrige kontakter og erfaringer, der har været til rådighed under udarbejdelsen af oplægget til en produktorienteret miljøindsats.

I dette kapitel omtales indledningsvis nogle generelle forudsætninger for, at aktørerne kan forventes at ville og kunne bidrage til produktindsatsen. Herefter beskrives, hvilke aktører det i særlig grad er væsentligt at interessere sig for samt deres vilkår og muligheder for at bidrage til produktindsatsen.

6.2 Forudsætningerne for at bidrage til produktindsatsen

I dag ser en stor del af aktørerne miljøindsats som en vigtig samfundsopgave. Myndighederne kan ikke blot betragte dem som passive eller modvillige aktører, der skal kontrolleres og styres. De fremstår som en broget skare med selvstændig viden og interesse på miljø- og erhvervsområdet.

Det betyder ikke, at de øvrige aktører altid har de samme interesser eller den samme viden som myndighederne. Men det betyder, at tilrettelæggelsen af myndighedernes indsats kan og må tage udgangspunkt i en forståelse af deres viden, ressourcer og interesser. Myndighederne må forsøge at stimulere - trække og skubbe - de øvrige aktører, så de bevæger sig i den nødvendige retning. Samspil er både medspil og modspil.

Omlægningen af produktion og forbrug til produkter med radikalt bedre miljøegenskaber vil påvirke eksistensgrundlaget for dele af erhvervslivet, da det vil betyde ændringer af grundlæggende forbrugsmønstre og valg. Det er der selvfølgelig meget stærke interesser knyttet til. Produktindsatsen bygger på en forudsætning, om at miljøadfærden skal ændres. Udfordringen er at udvikle de nødvendige og tilstrækkelige virkemidler til dette formål. Virkemidlerne skal benyttes i samspil med aktørerne, så der opnås den størst mulige positive effekt - såvel miljømæssigt som erhvervsmæssigt

Positiv motivation kan udspringe af, at miljøindsatsen ses som rigtig i sig selv, eller den kan tjene andre interesser, der tillægges værdi. Det kan være troen på, at det gør det lettere at skaffe kvalificerede medarbejdere, eller at markedet efterspørger og vil betale mere for mere miljørigtige produkter. Negativ motivation er eksempelvis ønsket om at undgå straf.

Det virker demotiverende, hvis miljøindsatsen ses som uetisk - eksempelvis i forbindelse med voldelige aktioner - eller hvis den strider mod interesser, aktøren tillægger værdi. Det kan f.eks. være forventningen om, at markedet ikke vil betale ekstraomkostningen ved det miljørigtige produkt. Det kan være oplevelsen af, at der snydes, så andre opnår en gevinst på miljøområdet, som deres adfærd ikke berettiger til. Eller det kan være bevidstheden om, at aktøren har sværere ved at leve op til miljøkravene end konkurrenter, fordi miljø ikke er en parameter, hvor man står stærkt.

Tilkendegivelserne under rundbordssamtalerne viser, at den positive motivation på det holdningsmæssige niveau er til stede hos mange af aktørerne, men flertallet af aktørerne oplevede hovedsageligt negativ motivation på de økonomiske og konkurrencemæssige dimensioner. Dette er forståeligt set i lyset af den begrænsede efterspørgsel efter produkter med bedre miljøegenskaber - jf. kapitel 5 om markedet. Det er en forudsætning for gennemslagskraften i indsatsen, at det lykkes at ændre motivationsbilledet. Det kræver en ændring af de negative vilkår for og forventninger til efterspørgsel, omkostninger og konkurrenceforvridning.

Den produktorienterede miljøindsats, der i dag ses hos enkelte producenter, handelsvirksomheder og forbrugere, er kendetegnet ved i høj grad at være drevet af "ildsjæle". De er motiverede af en blanding af holdning til og tro på den langsigtede fornuft og nødvendighed i indsatsen.

Det er væsentligt, at produktindsatsen både retter sig mod de mange mere eller mindre skeptiske i de forskellige aktørgrupper og samtidig formår at støtte og samarbejde med ildsjælene.

Aktørens muligheder for at bidrage til den produktorienterede miljøindsats afhænger af, hvilke interne ressourcer der er til rådighed, og af hvilke muligheder, aktøren har for at trække på ressourcer i omverdenen.

Aktøren har brug for viden om miljøforhold i almindelighed, og om hvilke miljøproblemer, det er vigtigst at øve indflydelse på - herunder viden om de muligheder, som aktøren har for at gøre noget ved miljøproblemerne. For forbrugeren omfatter det eksempelvis viden om varenes miljøbelastning, og viden om hvilke varer, der er mulighed for at vælge imellem, mens det for produktudvikleren omfatter hele spektret af viden, der forudsættes for at udvikle nye produkter og vurdere miljøkonsekvenserne af de forskellige valg i designprocessen.

Adgangen til kvalificeret arbejdskraft og kapital er en forudsætning, hvis aktøren skal have styrke til at gennemføre de projekter, der kan føre til en ændret miljøeffekt. Hvis en detailhandler eksempelvis skal forøge miljøinformationen til kunderne markant, så forudsætter det, at organisationen etablerer et system, der kan fremskaffe denne viden. Det forudsætter ligeledes, at medarbejderne uddannes til at formidle denne viden videre til kunderne.

De eksterne ressourcer, der har betydning for miljøindsatsen, omfatter de generelle rammebetingelser, adgangen til arbejdskraft og finansiering, efterspørgslen og infrastrukturen, som det blev beskrevet i kapitel 5 om markedet. Hertil kommer i særdeleshed adgangen til at få fyldt huller i aktørens interne viden fra eksterne kilder -eksempelvis fra myndighederne eller andre aktører.

Aktørernes beslutninger med hensyn til produktudvikling eller markedsføring træffes under hensyn til aktørens samspil med de øvrige aktører. En virksomhed med ansvaret for slutproduktet har eksempelvis ikke altid magt til at gennemføre alt, hvad den måtte ønske i forhold til råvare- og underleverandører. Skal aktøren f.eks. anvende overfladebehandling med maling, så er markedet domineret af et meget lille antal multinationale leverandører. En mellemstor dansk virksomhed er helt afhængig af, hvad der findes af materiale til overfladebehandling på markedet. Det samme gælder i en række tilfælde maskiner til forarbejdning, der kan være helt afgørende for at opnå miljøforbedringer i produktionsprocesserne.

Beslutningstagernes råderum er meget forskellig fra produktgruppe til produktgruppe og fra ressourceområde til ressourceområde. Inden for visse ressourceområder spiller detailhandlen en dominerende rolle i forhold til producenterne, mens andre ressourceområder er domineret af store internationale råvare- og underleverandører, der sætter snævre grænser for slutproducentens valgmuligheder.

Det er derfor nødvendigt at målrette produktindsatsen mod specifikke ressource- eller produktområder. Inden for de enkelte ressource- eller produktområder skal de centrale beslutningstagere identificeres, så der kan ændres rammer og betingelser for deres beslutninger.

Den følgende gennemgang af aktørgrupperne ser på generelle træk ved aktørerne, og på de konsekvenser, der på denne baggrund kan drages for produktindsatsen. Forhold der er specifikke i f.h.t. produktområderne berøres ved beskrivelsen af initiativerne inden for udvalgte produktområder.

6.3 Hvilke aktører er centrale for produktindsatsen?

Aktørernes betydning for produktindsatsen er bestemt af deres muligheder for at bidrage til udvikling, produktion og afsætning af mere miljørigtige produkter. Et produkts mijløegenskaber er en funktion af handlinger og beslutninger, der er truffet af forskellige aktører i de forskelle dele af produktgruppens og de enkelte produkters livscyklus.

I udviklingsfasen fastlægges det enkelte produkts egenskaber og principperne for, hvordan det fremstilles, bruges og bortskaffes. Udviklingsfasen er således afgørende for den samlede livscyklusbelastning. Den enkelte udvikler er dog normalt begrænset af, hvad netop hans virksomhed er god til og plejer at gøre. Den enkelte virksomheds vilje til og mulighed for innovationer vil afhænge af såvel dens interne ressourcer som de eksterne vilkår.

I produktionsfasen har producenten mulighed for at påvirke den miljøbelastning, der skyldes produktionen - i det omfang miljøbelastningen ikke er en nødvendig følge af produkternes egenskaber. For specielt tjenesteydelser er netop produktionen af ydelserne helt afgørende for miljøbelastningen.

En række miljøbelastninger kommer direkte fra distributionen via forurening fra eksempelvis emballering og transport. Dertil kommer, at markedsføringen og distributionen bestemmer, hvilke produkter de øvrige aktører har adgang til, og hvilke informationer, der er adgang til sammen med produkterne.

Antallet af kunder, der vælger at købe et givet produkt, bestemmer den samlede anvendelse af produktet - og dermed i et vist omfang også den samlede miljøbelastning fra produktet. Anvendelsen har indflydelse på miljøbelastningen, ligesom den måde, brugeren vælger at skaffe sig af med produktet er af betydning. Med hensyn til bortskaffelsen vil særligt de teknologier, som affaldsbehandlerne anvender, have betydning.

Udviklerne, producenterne , distributørerne, kunderne, brugerne og affaldsbehandlerne er altså aktørgrupper, hvis valg og aktiviteter er af særlig betydning for miljøbelastningen.

Producenten er i denne sammenhæng ikke kun producenten af slutproduktet, men også producenter, der fremstiller energi, råvarer, halvfabrikata og hjælpestoffer, der bruges ved fremstillingen af slutproduktet. Distributørerne er de handels- og transportvirksomheder, der formidler strømmen af produkter mellem de øvrige aktører. Kunderne og forbrugerne er alle - offentlige som private kunder - der køber og anvender slutprodukterne. Affaldsbehandlerne håndterer produkterne efter brug. Disse aktører er både danske og internationale.

Derudover er der aktører, der er med til at skabe en række væsentlige rammebetingelser for centrale aktørers aktiviteter. Betingelser som finansiering, arbejdskraft, viden og regulering:

	Finanssektoren formidler kapital til aktiviteterne. De kan stille krav til såvel miljøoplysninger som miljøadfærd, hvor denne adfærd har betydning for deres financielle interesse.
	Arbejdstagerne kan vælge, hvor de vil arbejde, og de kan gøre deres indflydelse gældende på arbejdspladsen. De kan også vælge at uddanne sig, så de kan bidrage med flere kvalifikationer.
	Videnudviklere som læreanstalter og sektorforskningsinstitutioner har indflydelse på, hvor der udvikles viden, hvilke problemer der opdages, og hvilke løsninger der findes.
	Videnformidlere, rådgivere og medierne har meget stor indflydelse på hvilken viden, der er til rådighed for de øvrige aktørers beslutninger.
	Udviklere og håndhævere af regler og love har central betydning. Reglerne udspringer som regel af politiske processer med involverede politikere, interesseorganisationer, vælgere og myndigheder. Herefter forankres de normalt hos myndighederne.
	Undervisningsinstitutionerne har afgørende indflydelse på kvalifikationerne hos den arbejdskraft, som virksomhederne kan rekruttere.

De forskellige aktørgrupper har opbygget organisationer, der optræder som talerør for aktørgruppen. Der er store forskelle på, hvordan disse organisationer fungerer. Da organisationerne som oftest optræder i samspillet om miljøindsatsen, er det væsentligt at se på, hvilke organisationer, der formidler aktørernes interesser. Specielt organiseringen af borgerinteresser er kompleks, da borgerne organiserer sig på forskellig måde som forbrugere, arbejdstagere, miljøinteresserede, omkring fritidsaktiviteter, politiske interesser mv.

På den internationale forhandlingsscene er der yderligere en række aktører, der har betydning for produktindsatsen. Det gælder de store multinationale selskaber, de forskellige nationalstater og enkelte af de internationale organisationer, der har mandat og ressourcer til at repræsentere selvstændige holdninger i forhandlingerne

Produktindsatsen skal bygge på en forståelse af de enkelte aktørers vilkår, ressourcer og interesser. En sådan forståelse er ikke statisk, men må opbygges og udvikles i samspillet mellem aktørerne ved udviklingen af produktindsatsen.

I det følgende beskrives de tre væsentligste aktører i produktindsatsen - forbrugerne, vareproducenterne og handelssektoren. Derefter sammenfattes de centrale konsekvenser for produktindsatsen af beskrivelserne i bilag 1 af de øvrige aktører.

Der er tale om kortfattede beskrivelser af aktørerne på dimensioner, der anses for væsentlige for produktindsatsen. Beskrivelserne skal fungere som oplæg til de samtaler med aktørerne, der skal danne grundlag for en konkretisering af dette oplæg.

6.4 Forbrugerne

De danske forbrugere efterspurgte i 1994 varer for ca. 500 mia. kr. - svarende til over halvdelen af den totale efterspørgslen i Danmark. Pengene blev især brugt i detailhandlen - hvor fødevarer udgør den største enkeltpost - på boligen samt på transport og kommunikation. Det private forbrug er, opgjort efter værdi, mere end fordoblet siden 1950. En meget væsentlig del af miljøbelastningen fra produkter kan således tilskrives det private forbrug. Et nyligt afsluttet projekt har blandt familiens aktiviteter udpeget spisning, transport og opvarmning af bolig som de miljømæssigt mest betydende.

Befolkningen påvirker miljøbelastningen fra produkter i kraft af flere forskellige roller. Som borger deltager det enkelte individ i den løbende samfundsudvikling og har via stemmesedlen og anden politisk aktivitet indflydelse på de miljø- og erhvervspolitiske prioriteringer. Som forbrugere bestemmer vi, hvilke af de tilgængelige produkter der bliver solgt, hvordan de bliver brugt, og hvad der sker med dem i det første led af bortskaffelsen

I sammenligning med andre lande er danskernes organiseringsgrad generelt høj. En væsentlig del af befolkningen er som lønmodtagere og arbejdstagere repræsenteret i fagforeninger og pensionskasser. En del fagforeninger er i de seneste år begyndt at betragte det ydre miljø som en del af deres interessefelt. F.eks. er SID i sit programoplæg inde på en række overvejelser vedr. produktdimensionen

Mange danskere er medlemmer af forskellige fritids- og interesseorganisationer, der beskæftiger sig med specifikke interesseområder og politiske tiltag i forhold hertil. I forhold til miljøområdet er eksempelvis jagtforeninger, lystfiskerforeninger meget aktive.

Organiseringerne på miljøområdet spænder fra de meget praktisk handlings-orienterede "Grønne familier" og "Grøn livsstil" over traditionelle græsrodsbevægelser som NOAH og OOA til brede miljøbevægelser, som på basis af økonomisk støtte fra medlemmerne kan have betydelige faglige sekretariater - eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening. Adskillige af organisationerne er tilknyttet internationale bevægelser som Global Action Plan for the Earth, Friends of the Earth og Greenpeace.

Befolkningens interesser i forbrugsspørgsmål varetages af en række forbrugerorganisationer, hvoraf nogle er tilknyttet internationale organiseringer som European Environmental Bureau. Her fokuseres især på spørgsmål som forbrugeroplysning, kvalitet, sundhed, miljø og priser. De enkelte foreningers prioriteringer af de forskellige spørgsmål er meget varierende. Eksempelvis prioriterer Forbrugerrådet alle forbrugerrelevante spørgsmål, mens de mange indkøbsforeninger prioriterer at få billige produkter.

Det er væsentligt i produktindsatsen at involvere såvel de egentlige miljøorganisationer som forbrugerorganisationer og fagforeninger for at få en reel repræsentation af interesser og ressourcer.

En succesfuld medvirken fra befolkningen i produktindsatsen forudsætter, at befolkningen er motiveret og informeret, og at den har tilstrækkelige muligheder for at handle anderledes. Der er i dag en betydelig forskel på den andel af befolkningen, som oplyser, at de ønsker at handle miljøvenligt, og den andel der rent faktisk køber miljøvenlige produkter. En undersøgelse fra 1995 af befolkningens miljø- og energisparemæssige holdninger viste f.eks., at omkring 3/4 af de adspurgte oplyste, at de var villige til at betale 20 % mere for økologiske fødevarer og hårde hvidevarer, der er energi- eller vandbesparende.

Mange mindre miljøbelastende produkter er i dag dyrere end de tilsvarende almindelige produkter. Størrelsen af prisforskellen afgør sammen med en række andre forhold som smag, tilgængelighed og markedsføring, hvor stor efterspørgslen på produktet bliver. Forbrugerpanelet ved Teknologi- og Forbrugerrådets konsensuskonference om fremtidens forbrug og miljø lagde stor vægt på, at varernes pris animerer til miljøvenlige forbrugsvalg.

Der er erfaringer for, at store dele af befolkningen kan bringes til at handle i forhold til enkeltstående miljø- eller sundhedsproblemer efter en intensiv mediekampagne. Den største deltagelse fås i situationer, hvor handlingen ikke kræver noget ekstra af befolkningen. Skiftet til blyfri benzin er i dag næsten 100%, men det er også understøttet af, at det er let og samtidig indebærer en økonomisk fordel for forbrugeren.

Det er erfaringsmæssigt lettest at motivere til indsatser, der er tæt på den enkelte forbruger, forankret i lokalsamfundet eller på anden måde har effekter for forbrugeren direkte.

For den almindelige befolkning, er der i dag ikke lettilgængelig miljøinformation, der kan sætte dem i stand til at handle i overensstemmelse med deres holdninger på miljøområdet. Mange kender i dag til en lang række af aspekter, som kan indgå i vurderingerne af produkters miljøbelastning. Men et samlet overblik over, hvad der kan og bør tages hensyn til i ens forbrugsvalg, eller mere detaljerede og sammenlignelige oplysninger om enkelte produkter, findes som hovedregel ikke.

Samtidig er der en overvældende mængde af markedsføringsbudskaber, der giver sig udfor at være faktuel miljøinformation, men som er reelt vildledende. Eksempelvis viser en undersøgelse af forskellige tøjmærker, der blev markedsført som miljøvenlige af næsten 40 forskellige leverandører, at kun få af leverandørerne så sig i stand til at levere præcis dokumentation for tøjets miljøegenskaber. Denne misinformation fører til en udbredt skepsis overfor miljøinformationer.

Forbrugerpanelet ved konsensuskonferencen om forbrug og miljø lagde vægt på, at forbrugeren tilskyndes til mindre miljøbelastende forbrugsvalg via oplysning og dialag. Af konkrete muligheder for bedre oplysning pegede panelet på Svanemærket og miljøvaredeklarationer.

Forbrugerne har et betydeligt behov for relevant og lettilgængelig information om produkters miljøbelastning. Informationen til forbrugeren skal være tilgængelig på rette tid og sted. Folk ønsker især informationen fra lokale kilder som detailhandlen, de lokale håndværkere og erhvervsdrivende, kvikskranker, infobutikker og biblioteker. Herudover er der behov for viden om, hvor man kan søge oplysninger om konkrete emner.

Det er endnu et begrænset udvalg af produkter der - via anerkendte mærkningsordninger, deklarationer eller brug af datablade - kan identificeres som mindre miljøbelastende. For at kunne fastholde befolkningens interesse er det vigtigt, at udvalget hurtigt bliver øget betydeligt.

Omvendt vil hastigheden, hvormed udbudet forøges, i væsentlig grad afhænge af, hvor positivt det første produktudvalg bliver modtaget af forbrugerne. Forbrugeren skal således løbende holdes orienteret om fremkomsten/identificeringen af nye mindre miljøbelastende produkter.

6.5 Handelssektoren

Størstedelen af danske handelsvirksomheder er små. Mere end halvdelen har en årlig omsætning på under 2,5 mio. kr. (1992) og næsten 60% af de 36.000 momsregistrerede engrosvirksomheder har en omsætning på under 1 mio. kr. (1993).

Gennemsnitsomsætningen for de 44.000 momsregistrerede detailvirksomheder var på 2,7 mio. kr. i 1991. Der er i det seneste tiår sket en strukturudvikling i retning af større virksomhedsenheder og færre butikker/arbejdssteder. I dag står FDB og Dansk Supermarked tilsammen for over halvdelen af omsætningen i detailhandlen.

42% af omsætningen i Danmark sker i handelssektoren, og 45% af den danske eksport formidles af handelssektoren.

Handelssektoren spiller en central rolle i forhold til produktstrategien, da den skal fungere som et filter mellem producenter og indkøbere. Sektoren er ansvarlig for, hvilke varer der står på hylderne i dagligvarebutikkerne blandt de omkring 200.000 forskellige produkter der findes på markedet. Det er almindeligt, at en dagligvare butik fører mellem 1000 og 3000 forskellige produkter.

Da omkring 60% af varerne er importerede, er det vigtigt, at importøren formidler ønsker og krav til de udenlandske producenter om produkternes miljøegenskaber. Handelssektoren har i det hele taget en central rolle vedrørende information, fordi den både kan efterspørge og videregive oplysninger om produkters miljøegenskaber.

Der er betydeligt potentiale for et samspil mellem handelsvirksomheder og fremstillingsvirksomheder. Et frugtbart samspil vil kunne medvirke til:

	at produkter med forbedrede miljøegenskaber bliver tilgængelige for alle de potentielle købere
	at producenten kan formidle information om produktets miljøegenskaber
	at information om produktets miljøegenskaber bliver til rådighed for forbrugere og indkøbere

Det største potentiale for en indsats fra handelssektoren er umiddelbart for produktgrupper, hvor produktionen foregår i Danmark. For sådanne produkter er det i fællesskab muligt for myndigheder, forbrugere, engroshandel og detailhandel at være en stærk dialogpartner overfor producentleddet - uden at kravene fører til, at udenlandske producenter overtager markedet. Ikke mindst for danske produkter med et betydelig hjemmemarked og med eksport til markeder med en høj miljøbevisthed kan en produktindsats være relevant.

De mindre handelsvirksomheder får ofte leverancer fra en lang række producenter og har ikke tilstrækkelig volumen eller faglig kompetence til at kunne stille krav til producent eller leverandør. Dette forhold har fået stigende betydning med den øgede konkurrence, der følger med etableringen af det indre marked. Det er således ikke sandsynligt, at disse virksomheder af sig selv vil stille krav om dokumentation af miljøegenskaber, eller afvise at handle med produkterne med de dårligste miljøegenskaber.

De store kæder inden for detail- og engroshandel er meget magtfulde aktører, der kan opbygge egen miljøfaglig kompetence og stille krav til producentleddet. Da de selv råder over dele af produktionen, har de også mulighed for selv at produktudvikle.

Handelssektorens repræsentanter gav under rundbordssamtalerne udtryk for at:

	Detailhandlen er indstillet på at medvirke til bedre forbrugereoplysning om miljø
	Der er behov for langt bedre miljøoplysninger til både indkøbere i detailhandlen og forbrugerne
	Det er en forudsætning for sektorens vidensformidling, at producenterne kan og vil levere de nødvendige oplysninger
	Der er positive erfaringer med at fremskaffe miljøoplysninger om produkterne. Leverandørerne er både villige til og i stand til at fremskaffe relevante oplysninger, når miljøegenskaber gøres til en ligeværdig konkurrenceparameter
	Der er stor interesse for at få spredt erfaringer fra den grønne indkøbspolitik bredere - f.eks. ved at produktdatablade stilles til rådighed for detailhandlen, så snart de foreligger
	Der er behov for at få udviklet miljøledelsessystemer, som er anvendelige i engros- og detailvirksomheder

6.6 Producenter af varer og tjenesteydelser

Gruppen af producenter af varer og tjenesteydelser omfatter alle de virksomheder, der bidrager til udvikling og fremstilling af produkterne. Disse aktører har afgørende betydning for produkternes miljøegenskaber. De har ligeledes afgørende betydning for, hvilken viden der tilvejebringes og videregives om produkternes miljøegenskaber og hvordan de eventuelt kan forbedres.

Ca. 40% af de varer, der forbruges i Danmark er dansk producerede, og stort set alle tjenesteydelser, der leveres i Danmark, produceres her af danske og udenlandske virksomheder. Udvikling og fremstilling af produkter med bedre miljøegenskaber forudsætter en aktiv og kreativ indsats fra både danske og udenlandske producenter - og fra såvel producenter, der selv står for en udviklingsindsats, som producenter der sætter andres ideer i produktion.

Producenterne er en afgørende aktørgruppe for produktindsatsen, og det er en forudsætning for produktindsatsen, at der etableres et konstruktivt samspil med producenterne, og at der opnås et indgående kendskab til deres vilkår inden for de forskellige ressourceområder.

Producentgruppens vilkår varierer meget afhængig af, hvilket produkt der er tale om, og afhængig af hvilket marked, det skal afsættes på.

Den private produktion af varer bidrager med ca. 1/3 af bruttonationalproduktet og beskæftiger en tilsvarende del af arbejdsstyrken, hvilket vil sige ca. 750.000 fuldtidsbeskæftigede.

Gruppen af vareproducenter består af følgende sektorer: Fremstilling, Bygge & Anlæg og Landbrug, hvoraf fremstillingssektoren udgør den økonomisk og beskæftigelsesmæssige mest betydende sektor.

De enkelte sektorer er både internt og i forhold til hinanden underlagt vidt forskellige konkurrence- og udviklingsbetingelser. Et grundlæggende fælles træk er dog, at virksomhederne i stigende grad indgår i en global arbejdsdeling, hvor den enkelte virksomhed forarbejder en mindre delkomponent af det færdige slutprodukt.

Producenterne af tjenesteydelser omfatter en stor og meget uens gruppe af virksomheder, omfattende alt fra international valutahandel over speditører til forsåling af sko. Produktionen af tjenesteydelsers betydning i det danske samfund er hastigt voksende. I Erhvervsministeriets Ressourceområdeanalyse skønnes, at der er potentiale for en vækst i beskæftigelsen indenfor serviceerhvervene svarende til 100-125.000 nye arbejdspladser frem til år 2003.

Selvom tjenesteydelser pr. definition er immaterielle, giver mange tjenesteydelser anledning til belastning af miljøet, da der under produktionen af en tjenesteydelse normalt anvendes en række produkter, eksempelvis rengøringsmidler, maskiner, reservedele, kemikalier m.v., ligesom der næsten altid indgår transport af varer og personer.

Valget af produkter og tilrettelæggelsen af arbejdsgangene er afgørende for, hvor stor den samlede miljøbelastning fra ydelsen bliver. Endvidere er tjenesteydelsesområdet af betydning for produktindsatsen i det omfang, ydelserne i sig selv bidrager til indsatsen. Det gælder eksempelvis finanssektorens ydelser og ydelser fra vidensleverandører og lignende. Disse aktører behandles selvstændigt i bilag 1

Den tilgængelige viden om miljøforholdene i forbindelse med produktionen af tjenesteydelser er meget begrænset. Dette skyldes bl.a., at tjenesteydelsesområdet kun i begrænset omfang har været i fokus i den hidtidige miljøindsats. Den følgende beskrivelse er derfor koncentreret om forholdene for vareproducenterne.

De fleste vareproducenter har i dag fået godt hold om miljøbelastningen fra deres produktionsprocesser, og mange har opsamlet en vis miljøviden ved denne indsats. De færreste virksomheder har beskæftiget sig med belastningen fra de andre dele af produkternes livscyklus.

Der er imidlertid en række foregangsvirksomheder, der allerede i dag arbejder målrettet med at forbedre deres produkters miljøegenskaber. De findes inden for alle virksomhedskategorier men selvfølgelig flest inden for de kategorier med de største interne udviklingsressourcer. Holdningsskift hos ledelsen er den enkelte faktor, som foregangsvirksomhederne fremhæver som den mest betydende for deres skift fra at være "skeptisk afventende" til at være "offensivt aktive". Holdningsskift, der ikke umiddelbart kan forklares ud fra ændringer i omverdenens krav eller andre objektive faktorer. De må mere ses som en ændring i forståelsen af disse forhold. Det er væsentligt for produktindsatsen at få opbygget en viden om, hvad der betinger disse holdningsændringer, og hvordan de kan fremmes.

I det videre arbejde med den produktorienterede miljøindsats er det også vigtigt både at støtte - og at støtte sig til - det arbejde, der foregår i foregangsvirksomhederne. Der bør specielt etableres samarbejde med foregangsvirksomheder inden for de produktområder, hvor der i første omgang iværksættes pilotprojekter

Udviklingen af produkter med bedre miljøegenskaber vil skulle foregå som en integreret del af virksomhedernes almindelige udviklingsaktiviteter. Det er derfor interessant at se på vilkårene for disse aktiviteter hos de danske vareproducenter. Med udgangspunktet i produktudviklingen, kan de danske fremstillingsvirksomheder opdeles i fire virksomhedstyper:

	Traditionelle små og mellemstore fremstillingsvirksomheder
	Stordrifts virksomheder
	Specialiserede maskin- og udstyrsproducenter
	Forskningsbaserede virksomheder

Virksomheder med få ressourcer til at foretage produkt- og procesfornyelse. Virksomhedernes produkt- og procesudvikling betinges af input fra maskin- og materialeleverandører samt eksterne videnscentre. Produktudviklingssamarbejde - både virksomhederne imellem og med den offentlige sektor - spiller en afgørende rolle for produktudviklingen i mange af disse virksomheder.

Virksomheder med fokus på procesudvikling, og med stor egenkapacitet til at foretage denne. Mejerier, sukkerfabrikker etc.

Fleksible, ofte mindre, producenter med en stor grad af produktudvikling, der er kundespecifik. Producenter af industrimalinger, tætninger etc.

Virksomheder baseret på virksomhedens egen F&U-kapacitet, der løbende foretager produktudvikling. Udviklingskraften i disse virksomheder beror i høj grad på interne ressourcer i et forholdsvis nært samarbejde med offentlige F&U-institutioner. En styrkelse af miljødimensionen i disse virksomheders produktudvikling går derfor i stor grad gennem indlæggelse af miljømæssige vurderinger som et fast element i de offentligt støttede F&U-projekter.

De forskellige former for udviklingsadfærd og kompetence stiller krav til en differentiering af virkemidlerne i forhold til de specifikke virksomhedstyper.

Følgende forhold er væsentlige for virksomhedernes udviklingsadfærd:

	Kundekrav
	Intern kompetence
	Mængden og kvaliteten af tilgængelig miljøviden
	Miljøreguleringen
	Produktstandarder

Kundekrav er blandt de vigtigste årsager til, at virksomhederne i det hele taget foretager innovationer på produktområdet. Den stigende udbredelse af miljøstyringssystemer inden for større internationale koncerner vil i stort omfang medføre, at der stilles krav til underleverandørerne vedrørende dokumentation for underleverancernes miljøegenskaber. Særligt inden for gruppen af specialiserede maskin- og udstyrsproducenter vil der være et markant behov for, at underleverandører kan dokumentere virksomhedens og produkternes miljøforhold.

Inden for de forskningsbaserede virksomheder, inden for medico/sundheds og inden for telekommunikationsområdet spiller den offentlige sektor ofte en afgørende rolle som aftagere af produkterne. Offentlige udviklingskontrakter med miljøkrav vil i den forbindelse være et godt instrument til at dreje produktinnovationen hen mod udvikling af mindre miljøbelastende produkter.

Udviklingen af mindre miljøbelastende produkter kræver, at virksomhedens organisation kan opfatte signaler på miljøområdet. Samtidig skal der være ressourcer og kompetence til at handle i forhold til disse signaler. Specielt i forhold til de mindre virksomheder er det en forudsætning, at den interne kompetence øges. Resultaterne af programmet "Miljø og arbejdsmiljø i mindre virksomheder" viser, at den lave interne udviklings- og miljøkompetence i høj grad styrkes gennem ansættelse af kompetente medarbejdere til opbygning af miljø- og arbejdsmiljøstyring i disse typer af virksomheder.

En primær forudsætning for at der vil kunne inddrages miljøhensyn i produktudviklingen er tilstedeværelsen af pålidelig og brugbar miljøviden. På det generelle niveau er mængden og kvaliteten af miljøviden om produkter stadig på et tidligt udviklingsstadie.

Horisonten for produktinnovation rækker en del år ud i fremtiden for de større virksomheder inden for kategorierne stordrift og forskningsbaserede virksomheder. I den forbindelse er det centralt, at der sker en langsigtet udmelding om, hvilke miljøproblemer, der bør prioriteres eksempelvis, stoffer og materialer, der bør substitueres. En udmelding vil udgøre vigtige pejlemærker for de ofte omfattende udviklingsinvesteringer, der foretages i disse virksomheder.

Endvidere bør en regulering af enkelte stoffer og materialer ske i et koordineret samspil med udviklingen af nye substituerende teknologier.

Størstedelen af produktudviklingen i virksomhederne udarbejdes et langt stykke ad vejen udfra allerede fastlagte produktstandarder. I forlængelse af arbejdet med at skabe EU's indre marked vil produktstandarder spille en stærkt stigende rolle. Opfyldelsen af bestemte standarder vil i endnu højere grad være bestemmende for afsætningen af varer og halvfabrikata.

Indlæggelsen af miljøhensyn - eller i det mindste opmærksomhed på ikke at hindre miljøhensyn - i de enkelte produktstandarder vil derfor være af stor betydning. Det skal sikres, at standarderne virker understøttende og i særdeleshed ikke blokerende for udviklingen af mindre miljøbelastende produkter.

De større virksomheder vil kunne være vigtige alliancepartnere i forhold til indlæggelsen af miljøkriterier ved forhandlingen af internationale produktstandarder.

6.7 Øvrige aktører - konsekvenser for produktindsatsen

Bilag 1 indeholder en beskrivelse af vidensproducenter og formidlere, finanssektoren, amter og kommuner, statslige aktører, og som eksempler på internationale aktører en beskrivelse af de multinationale vareproducenter, nationalstaterne og EU-Kommissionen. Det følgende er en sammenfatning af de centrale konsekvenser for produktindsatsen, der kan udledes af disse beskrivelser. Disse analyser er en del af baggrunden for de initiativer, der foreslås i næste kapitel.

Der er behov for, at vidensformidlerne og producenterne skal inddrages i samtalerne om tilrettelæggelsen af produktindsatsen. Dels for at inddrage den viden, de repræsentere, dels for at sikre deres aktive opbakning af den videre indsats. Der er generelt behov for at give videnformidlerne mere miljøviden.

Den offentlige finansiering er afgørende for produktion af offentlig tilgængelig viden og for produktionen af viden, der ikke er kommerciel interesse i at tilvejebringe.

For dele af erhvervslivet, specielt de små og mellemstore virksomheder, er det svært at få kredit til finansiering af nye projekter, eksempelvis produktudvikling. Det er derfor vigtigt, at produktindsatsen omfatter finansieringsmuligheder for virksomheder, der ønsker at udvikle og introducere produkter med forbedrede miljøegenskaber.

Finanssektorens opbakning til produktindsatsen forudsætter, at der er en positiv sammenhæng mellem virksomhedernes produktindsats og deres evne til at honorere deres forpligtelser overfor investorer og långivere.

Det er vigtigt, at finanssektoren får tilført den nødvendige kompetence på miljøområdet. Det kan primært ske i form af en indsats overfor uddannelse og efteruddannelse indenfor sektoren.

Der er vigtigt, at amterne og kommunerne aktivt inddrages i produktindsatsen. De er vigtige både som forsyningsvirksomheder, som miljømyndigheder, som storforbrugere og som initiativtagere i erhvervsfremme og Agenda 21-aktiviteter.

En reel aktivering af de lokale forvaltningers potentiale kræver politisk og økonomisk opbakning.

Større anvendelse af mindre miljøbelastende produkter inden for forsyning og velfærdsservice fordrer et generelt højere vidensniveau om produkternes miljøbelastning.

I forhold til den lokale anvendelse af produkter med miljøproblematiske stoffer, der volder problemer for affalds- og spildevandsanlæggene, kan kommunen spille en aktiv informativ rolle, der kan reducere anvendelsen af disse stoffer lokalt.

Den statslige sektor har aktiviter på en række områder, der har betydning for produktindsatsen.

Der foretages ikke i tilstrækkelig grad miljøvurderinger, når offentlige midler støtter forskellige former for produktudvikling i den private sektor.

Mange ministerier stiller allerede i dag miljøkrav ved administrationen af tilskuds- og låneordninger. Særligt har Boligministeriet og Landbrugs- og Fiskeriministeriet inddraget miljøhensynet i disses produktrettede tilskudsordninger. Denne udvikling har ikke i samme grad fundet sted i f.h.t. Erhvervsministeriets tilskuds- og lånefinansieringsordninger. Der mangler en mere systematisk miljøvurdering af de virksomhedsprojekter, der opnår finansiering gennem eksempelvis Vækstfonden. Der mangler endvidere lethåndterlige værktøjer til at foretage miljøscreeninger af disse typer af projekter.

Fagministerierne har hovedansvaret for en lang række produkt- og performancestandarder og er tillige hovedforhandlere på EU-direktiver inden for deres ressortområder. Fagministerierne bør som fast procedure i standardiseringsaktiviteter bidrager til at sikre, at miljøvurderinger inddrages direkte i standardiseringsprocessen. I forbindelse med EU-lovgivning bør fagministerierne sikre, at miljøhensyn inddrages i selve direktivarbejdet, og at miljøvurderinger indgår som et krav i eventuelle mandater til CEN

Statens indkøb af bl.a. nærings- og nydelsesmidler, medicin, artikler til sygepleje og kontorhold samt driftsmidler som f.eks. olie, el og gas udgør en væsentlig andel af den samlede danske omsætning af de pågældende produktgrupper. Hvorfor en gennemført offentlig miljøbevidst indkøbspolitik på bl.a. disse områder er væsentlig for etableringen af et stabilt marked for de mindre miljøbelastende produkter.

Viden og information om produkternes miljøegenskaber hører til de centrale virkemidler i den produktorienterede miljøstrategi. Milljøstyrelsens samarbejde med Forbrugerstyrelsen bør styrkes, og der bør ske en koordination af kampagner i forhold til indsatsområderne på energisiden.

EU-Kommissionens initiatiativer inden for miljø, handel og standardisering er af afgørende betydning for vilkårene for at fremstille og afsætte mindre miljøbelastende produkter. Det er især muligt at påvirke udformningen af disse initiativer på et tidligt tidspunkt i tilblivelsen.

EU-Kommissionen skal til at udforme en produktorienteret miljøstrategi. Men hverken her eller i de af vore nabolande, der har arbejdet med en produktorienteret miljøindsats, er man endnu kommet særligt langt.

I Holland har man erfaret, at en rent informationsbaseret indsats rettet mod forbrugerne ikke er tilstrækkelig. Der kræves også andre former for markedspåvirkning. I Holland har der siden midten af firserne været en officiel liste over uønskede stoffer. Erfaringerne med denne liste er at den i høj grad er blevet værdsat og benyttet som instrument i virksomhedernes produktudviklingsarbejde.

I Tyskland viser erfaringerne med deres producentansvar for emballageaffald (Grüne punkt systemet), at det er muligt at opnå betydelige affaldsreduktioner ad denne vej men også, at omkostningerne har været meget høje. Der arbejdes videre i retning af et øget producentansvar for alle dele af produkternes livscyklus.

I Sverige og Norge arbejdes der ligeledes med tiltag, der retter sig mod alle dele af produkternes livscyklus, men der er endnu ikke opsamlet erfaringer med effekterne af indsatsen. Der arbejdes også her med et øget producentansvar for alle dele af produkternes livscyklus.

I forholdet til samspillet med andre lande er det værd at være opmærksom på, at de langsigtede udsigter til et voksende marked for miljørigtige produkter betyder, at samspillet ikke er et "nul-sumsspil". Den enes gevinst behøver ikke at betyde tab for de andre i et voksende marked.

7.1 Introduktion

I dette kapitel præsenteres Miljøstyrelsens forslag til, hvordan en styrket produktindsats kan tilrettelægges i de kommende år. Kapitlet indeholder først en kort sammenfatning af de konklusioner, der kan trækkes fra analysekapitlerne. Som oplæg til diskussion af den fremtidige indsats følger

7.2. Baggrund for valg af virkemidler og indsatsområder

Forslagene til initiativer, tager udgangspunkt i de konkrete erfaringer og resultater fra den hidtidige indsats på området. Der tages endvidere udgangspunkt i resultaterne af den beskrivelse af produkter, marked og aktører, som er præsenteret i de foregående kapitler.

Hovedkonklusioner fra analyserne

	Analyserne i kapitel 4 - 6 førte til følgende hovedkonklusioner omkring behovet for indsats
	Der bør tilføres viden om produkternes miljøbelastning til alle aktørerne. Denne viden skal tilpasses aktøremes behov og muligheder for at forstå og bruge denne viden.
	Der bør tilvejebringes bedre handlemuligheder for de forskellige aktører. For producenterne er det hjælpemidler til udvikling af mindre miljøbelastende produkter. For handelssektoren og forbrugerne er det et bredt udbud af varer med bedre miljøegenskaber.
	De økonomiske barrierer for udvikling og afsætning af produkter med bedre miljøegenskaber bør fjernes. Der eksisterer en and cirkel rued lille efterspørgsel og deraf følgende høje priser. Det giver endnu mindre efterspørgsel og begrænset lyst til at udvikle produkter med bedre miljøegenskaber. Denne cirkel er brudt på enkelte områder. og indsatsen må rettes mod at bryde den på så store dele af markedet som muligt.
	Konkurrencevilkårene for produkter med bedre miljøegenskaber bør styrkes. Både på miljøområdet og på alle de øvrige dimensioner der er afgørende for produkternes konkurrenceevne.
	Der bør ske en koordinering af alle relevante tiltag som det offentlige har i såvel statsligt som kommunalt og amtskommunalt regi. De bør trække i samme retning i forhold til produktindsatsen.
	Der bør være en international indsats for at opnå størst mulig global dækning og dermed effekt af de produktorienterede miljøtiltag. Dertil en indsats for, at de internationale handelsaftaler og standardiseringsarbejdet ikke kommer til at forhindre en regional eller national produktindsats.

Når det gælder formen for indsatsen, peger analyserne dels på behovet for et samspil mellem forskellige virkemidler, dels på behovet for virkemidler der opbygger ressourcer hos aktørerne, og dels på behovet for virke midler der giver aktørerne valgmuligheder.

De adfærdsændringer, der er målet for produktindsatsen, kan ikke skabes med et virkemiddel eller af en isoleret aktør. Dertil er problemerne for store og sammensatte. Ressourceområderne er desuden så forskellige i struktur og dynamik, at de hver for sig vil kræve en særlig kombination af virkemidler. Udfordringen i den produktorienterede miljøindsats er at skabe et samspil mellem relevante virkemidler og relevante aktører.

Virkemidler som f.eks. tilførsel af viden eller økonomiske ressourcer til aktørerne, medvirker til at opbygge ressourcer hos den enkelte aktør. De vil derfor kunne forventes at bidrage såvel til deres miljøadfærd som til øget konkurrenceevne.

Stimulerende virkemidler egner sig til områder, hvor det er vigtigt at på virke mange aktører, men hvor den enkeltes adfærd ikke er afgørende. De stimulerende virkemidler virker ved, at der skabes et samspil mellem den adfærd der ønskes, og det der er i aktørerne egen interesse - og som de derfor arbejder for.

Da succesen af den produktorienterede miljøindsats er helt afhængig af en frugtbar bølge af adfærdsændringer på miljøområdet - og tilsvarende af hængig af, at danske og europæiske virksomheder bevarer konkurrence evnen på det globale marked - er det nødvendigt at supplere den adfærdspåbydende regulering med en adfærdsstimulerende indsats. Direkte adfærdsregulering eller truslen om samme kan virke stimulerende på kreativiteten, men den kan ikke specificere kreativitet.

På områder, hvor den ønskede adfærd ikke er kendt, er direkte adfærdsregulering hverken ønskelig eller mulig. Det gælder f.eks. innovative processer. Man kan ikke påbyde kreativitet. Man kan ikke påbyde konkurrenceevne. Men man kan aktivt stimulere.

Virkemidler som afgifter og straf kan motivere til en miljøindsats. men bidrager ikke i sig selv til opbygning af organisationers ressourcer. Specielt hvor de rammer danske virksomheder hårdere end deres udenlandske konkurrenter, kan disse virkemidler skade konkurrenceevnen og derigennem også miljøindsatsen. Dette er grunden til, at der f.eks. gives kompensation i forbindelse med en række af de nuværende miljøafgifter.

Direkte adfærdsspecificerende virkemidler egner sig på de områder, hvor den ønskede adfærd er kendt, og hvor det er væsentligt, at alle eller næsten alle opfylder adfærdskravet. Fjernelse af sundhedsskadelige eller miljøskadelige stoffer fra de mest almindelige produkter egner sig f.eks. til direkte adfærdsregulering.

Direkte adfærdsregulering er omfattet af de internationale aftalesystemer, som Danmark indgår i. Udviklingen af den direkte adfærdsregulering forudsætter derfor en indsats i de relevante internationale fora. De internationale forhandlinger går ind imellem langsommere end ønskeligt fra et nationale forhandlinger går ind imellem langsommere end ønskeligt fra et dansk synspunkt. Der kan derfor være behov for at supplere med andre styringsmidler.

De adfærdsregulerende virkemidler har ud fra et håndhævelsesperspektiv større chance for at virke, hvis de bakkes op af bløde virkemidler, så aktørerne oplever overensstemmelse mellem deres "pligter" og deres samlede interesser.

En række af ovenstående konklusioner er blevet bekræftet ved de afholdte rundbordssamtaler.

Aktørerne efterlyser positivt motiverende økonomiske styringsmidler som styringsmidler tilskud og støtte til nødvendige aktiviteter.

Skatter og afgifter erkendes som et virkningsfuldt styringsmiddel, men specielt afgifterne på CO₂ og SO₂ kritiseres af erhvervslivet for at forringe de danske virksomheders konkurrenceevne relativt til udenlandske virksomheder.

Når det gælder udfasningen af miljøfarlige stoffer, er der overvejende enighed om, at direkte adfærdsregulering formentlig er det mest hensigtsmæssige

En del offentlig regulering karakteriseres som ukoordineret og uklar. Der efterlyses koordinering af den offentlige produktrelaterede indsats. F.eks. inden for erhvervsfremme, uddannelse, sektorudviklingsprogrammer mm.

Indsatsen for at påvirke den internationale regeldannelse påpeges igen og igen som helt afgørende.

Miljøstyrelsens foreslår, at der sættes konkrete initiativer i gang inden for følgende indsatsområder:

	Udmelding af langsigtede miljømål og udmelding af forventninger til aktørernes adfærd.
	Opbygning af viden og formidling af information om produkters miljøegenskaber.
	Udvikling af markedet for miljørigtige produkter, især gennem øget miljøbevidst offentligt indkøb.
	Projekter på konkrete produktområder m.h.p. at opbygge konkrete erfaringer med en produktindsats.
	Støtte til udvikling og markedsintroduktion af produkter med bedre miljøegenskaber.
	Styrkelse af anvendelsesreguleringen af kemiske stoffer.
	En styrket national koordinering af offentlige aktiviteter med betydning for produktindsatsen.
	En styrket international indsats.

7.3. Formidling af mål og adfærdsforventninger - den miljømæssige dagsorden

I dette afsnit præsenteres Miljøstyrelsens bud på, hvilke langsigtede mil jømål produktindsatsen skal fokusere på for en række prioriterede problemer. I tilknytning til disse mål beskrives en række ændringer i aktørernes adfærd, som i dag vurderes at være nødvendige for at nå de opstillede miljømål. I bilag 2 findes uddybende beskrivelser af de langsigtedemiljømål, de praktisk fastsatte mål og adfærdsforventningerne.

Præsentationen af denne miljømæssige dagsorden er tænkt som en støtte til alle aktører, som selv tager initiativer for at reducere miljøbelastningen fra produkter. Kendskab til dagsordenen vil gøre det lettere at forudse vilkårene på miljøområdet i de kommende år og dermed lettere at handle. Samtidig skal kendskab til dagsordenen skabe en ensartet opfattelse blandt aktørerne af, hvilke mål og hvilken adfærd der skal fokuseres på i produktindsatsen.

For så vidt angår de langsigtede miljømål, er der grund til at antage, at disse mål ikke vil ændres meget i de kommende årtier. Langt de fleste af de grundlæggende miljøproblemer, som det blev besluttet at sætte ind over for i 1974 ved miljølovens vedtagelse, er stadig væsentlige i dag. Der er kommet flere til, og det vil der formentligt fortsat komme.

Hvis aktørerne i deres langsigtede miljøarbejde bidrager til løsningen af de grundlæggende miljøproblemer, så vil de være godt rustede til at del tage på et miljøorienteret marked.

For de fleste af de grundlæggende miljøproblemer fastsættes løbende politiske mål for en overskuelig årrække samt mere eller mindre detaljerede anvisninger på, hvorledes disse mål forventes nået. Disse mål og adfærdsforventninger fastsættes som oftest på grundlag af både miljø- og sundhedsfaglige vurderinger og under hensyntagen til samfundsmæssige, erhvervspolitiske og internationale forhold.

Derfor bliver de pågældende mål og adfærdsforventninger også løbende diskuteret med bl.a. de aktører, som de retter sig imod. Opnåelse af fastsatte mål, ny viden på området eller nye politiske initiativer kan således føre til ændringer i handlingsplanernes konkrete mål og ønsker til adfærden.

Der er stor forskel på, hvor konkrete og specificerede miljømålene er udmeldt. Generelt giver de politisk vedtagne planer dog et godt grundlag for at vurdere, hvilke miljøproblemer der er relevante for aktørerne. De indeholder også de mål, det har været politisk muligt at opstille på mellemlang sigt. Derimod er der er større variation i anvisningerne af, hvad der er et tilfredsstillende niveau for den enkelte aktør eller produktgruppe, hvordan niveauet nås ved brug af forskellige virkemidler, og hvordan effekten af indsatsen skal opgøres.

Det betyder, at den enkelte aktør i mange tilfælde selv må forholde sig til, hvordan planernes målsætninger hver for sig og i sammenhæng kan omsættes til konkrete handlinger.

Sådan vil det også være fremover. Opgaven er svær og kan kun løses i tæt dialog mellem myndighederne og områdets aktører. Men den alternative løsning - at myndighederne fastlægger meget detaljerede mål og initiativer tilpasset de enkelte aktørers vilkår - vil være en faglig og arbejdsmæssig uoverkommelig opgave for myndighederne. Samtidig vil den virke lammende på aktørerne.

Tabel 7.1 sammenfatter de langsigtede miljømål på de forskellige prioriterede problemområder og de forventninger, der er knyttet til aktørernes adfærd. De prioriterede problemområder referer alle til en eller flere af de fire globale problemstillinger, som blev beskrevet kort i kapitel 2.

På kemikalieområdet har Miljøstyrelsen netop udpeget ca. 100 problematiske stoffer og stofgrupper. Stofferne er opført på Miljøstyrelsens udkast til "Liste over uønskede stoffer", der indgår i Miljøstyrelsens debatoplæg vedr. Status og perspektiver for kemikalieområdet. Udpegelsen af de ca. 100 stoffer og stofgrupper er baseret på en bestemt systematik (se afsnit 7.7), og der kan være andre relevante stoffer, som ikke er identificeret ved den beskrevene fremgangsmåde.

I bilag 2 gives en uddybende gennemgang af de enkelte elementer i den miljømæssige dagsorden.

Tabel 7.1. Langsigtede mål for belastning af miljø og ressourcer samt sigtemål for aktørernes adfærd på prioriterede problemområder.

Prioriterede miljø- og resourceproblemer	Ønsket	Langsigtede miljø- og ressourcemål
Spredning i miljøet af stoffer med væsentlig miljø- eller sundhedsskadelig effekt	Substitution specielt af stofferne på Listen over uønskede stoffer	Minimere belastningen af mennesker og miljø fra kemiske stoffer i deres livscyklus mest muligt
Spredning i miljøet af miljøfremmede stoffer med ukendt effekt	Substitution til miljø- og sundhedsmæssigt acceptable stoffer	Reduktion af brugen af stoffer med ukendt effekt.
Drivhuseffekt	Radikal energioptimering omlægning til CO₂ neutrale og fornyelige energikilder	Udledningen af CO₂ halveres inden år 2030
Ozonlagsnedbrydning	Udfasning af alle ozonlagsnedbrydende stoffer	Retablering af ozonlaget
Smog	Reduktion VOC og NOx- emission	Ingen påvirkning af mennesker og økosystemer
Næringsstofbelastning	Reduktion af udledning	Ingen påvirkning af økosystemerne
Overudnyttelse af biologiske og andre fornyelige ressourcer	Øge ressourceeffektivitet, brug af så vidt muligt lokale ressourcer fra bæredygtig drift	Al udnyttelse af fornyelige ressourcer skal være bæredygtig
Udnyttelse af mineralske ressourcer og kulbrinter.	Øge ressourceeffektivitet. Substitution til fornybare ressourcer	Minimere ressourcetab specielt for ressourcer med mindre end 100 års forsyningshorisont

Ressourceeffektivitet: Forbruget af ressourcer per produkt eller funktionsopfyldelse. Substitution: Erstatning af den miljøbelastende miljøegenskab med en mindre belastende. Ressourcetab: Formindskelse af mængden af ressourcer, der på et givet område er tilgængelige for samfundsmæssig udnyttelse på et givet omkostningsniveau. Forsyningshorisont: Den periode hvor en given ressource vil være til rådighed i et bestemt omfang ved brug af praktisk tilgængelig procesteknologi Stoffer med ukendt effekt: Stoffer hvor miljø- og sundhedseffekterne ikke er undersøgt videnskabeligt. Bæredygtig drift: Produktion af biologiske ressourcer. der vedligeholder områdets biologiske produktivitet og samtidig respekterer andre økosystem og samfundsmæssige hensyn i området.

Det er en selvstændig målsætning i produktindsatsen at hjælpe aktørerne til bedre at forstå og overskue den miljømæssige dagsorden. Bl.a. via dialog med myndighederne skal aktørerne blive bedre i stand til at forholde deres egen situation til denne dagsordenen og bedre i stand til se egne muligheder for at handle i overensstemmelse med dagsordenen.

Myndighederne skal bl.a. fremme denne forståelse gennem: Fortsat indsats i internationale sammenhænge med henblik på at få fastsat målsætninger for miljøindsatsen i så stor overensstemmelse med de danske som muligt.

Udvikling af begrebet "det økologiske råderum" som et hjælpemiddel til at anskueliggøre målene for indsatserne på miljøområdet.

Fortsættelse af arbejdet med at tilvejbringe data for og vurdere relevante kemiske stoffers miljø- og sundhedsmæssige egenskaber såvel i Danmark som i internationale sammenhænge. Det eksisterende prioriteringsgrundlag skal gøres bedre, når det gælder brugen af kemiske stoffer og produkter. Denne indsats er nærmere beskrevet i "Status og perspektiver for kemikalieområdet".

En tilsvarende indsats for at tilvejebringe flere data til brug for yderlige udvikling af prioriteringskriterier for en række fornyelig og ikke fornyelige ressourcer og for spørgsmålet om biologisk diversitet.

7.4. Adgang til viden

Aktørerne kan kun inddrage hensyn til miljøegenskaberne ved de produkter, som de producerer, køber, sælger eller bortskaffer, hvis de har adgang til de nødvendige informationer. Der er i dag ikke systematiske informationer om produkters miljøegenskaber. Hverken forbrugerne eller de professionelle aktører har let adgang til troværdige, nødvendige eller tilstrækkelige miljøinformationer

Der findes enkelte obligatoriske deklareringssystemer for indholdet af bestemte kemiske stoffer, men der findes ikke en generel forpligtelse til at videregive miljøoplysninger. Den frivillige videregivelse af miljøoplys ninger er usystematisk og nærmest kaotisk. De enkelte aktører videregiver gennemgående kun, hvad der er i deres egen interesse. Der er meget få rammer for omfang og kvalitet af, hvad der skal informeres om. For brugerombudsmandens regler for miljøanprisninger er dog et første skridt i denne retning.

Miljøstyrelsen foreslår på den baggrund at tilvejebringelse og formidling af viden om produkternes miljøegenskaber bliver et centralt element i produktindsatsen.

Enhver aktør i produkternes livscyklus bør tilvejebringe og videregive de miljøoplysninger, som de øvrige aktører har brug for, og som den pågældende aktør har de bedste forudsætninger for at tilvejebringe og videregive. Det langsigtede mål bør være, at der udvikles et sammenhængende "selvdeklarerende" system, hvor alle, der indhenter og opbygger relevant viden om produkters miljøegenskaber, giver dem videre. Samtidig bør alle der køber råvarer, halvfabrikata eller produkter kræve information om miljøegenskaberne.

De prioriterede miljø- og ressourceproblemer er udgangspunktet for hvilke områder, der bør formidles viden om. Med det er dermed ikke givet, hvor detaljeret information der er behov for.

De forskellige aktører har ikke samme informationsbehov, ligesom de ikke har samme mulighed for at tilvejebringe, formidle og forstå miljøinformationerne. Forbrugeren, der tager varen ned af hylden i supermarkedet, behøver normalt ikke at forstå alle detaljer vedrørende varens miljøe genskaber, mens indkøberen for den landsdækkende dagligvarekæde, som placerer varen på hylden, bør besidde flere kvalifikationer. På samme måde skal produktudvikleren have adgang til en meget detaljeret miljøin formation. Derfor er det nødvendigt at udvikle en differentieret informationsstrategi, der tager hensyn til disse forskelle.

I det daglige står den enkelte aktør over for en enorm strøm af informationer -herunder også informationer om miljøproblemer. Det har kun mening at bidrage med yderligere miljøinformation, hvis aktøren efterspørger eller kan bringes til at efterspørge den yderligere information. Hvis informationen ikke er efterspurgt, vil den drukne i den store strøm af information eller blive sorteret aktivt fra.

Ansvaret for den direkte information om produkternes miljøbelastning under produktion, brug og bortskaffelse bør grundlæggende påhvile producenter og importører. Men de senere led i kæden må også påtage sig ansvaret for at modtage og viderebringe oplysningerne. Mange miljøoplysninger er ikke systematisk tilstede i dag, og de kan være dyre at tilvejebringe.

Det foreslås, at der gradvist etableres en egentlig informationsforpligtelse i tæt samarbejde med markedets aktører, med et rimeligt varsel og under hensyn til fortrolige og konkurrencefølsomme oplysninger.

Eksisterende virkemidler, der forslås justeret og styrket: Frivillige offentligt anerkendte mærkningsordninger, produktsammenligninger med miljøoplysninger, miljøvejledninger til offentlige indkøbere, metoder og værktøjer til brug for udvikling af mindre miljøbelastende produkter samt miljøstyring.

Nye virkemidler, der bør overvejes: Frivillige miljøvaredeklarationer og miljøbrugsanvisninger, etablering af en organisation for vidensopbygning på området samt etablering af en informationsforpligtelse fra producenter og importører -via f.eks. grossister og handlende - til forbrugeren.

Tabel 7.2 Oversigt over, hvem der skal give hvilke typer af informationer til hvem.

De efterfølgende beskrivelser af informationerne nævnt i skemaet er opstillet efter, hvilken aktør de retter sig imod i rækkefølgen: De private og professionelle forbrugere, distributørerne, producenterne og myndighederne. Inden for hver gruppe nævnes først virkemidler, der baseres på frivillighed og dernæst virkemidler, som man bør overveje at gøre obligatoriske.

Et frivilligt offentligt anerkendt miljømærke skal være et mærke, der efter ansøgning tildeles de produkter i en produktgruppe, der opfylder offentligt godkendte kriterier - og som dermed har bedre miljøegenskaber. Dermed får forbrugerne på en entydig måde information om, hvilke sammenlignelige produkter, der er mindst miljøbelastende.

I det omfang, mærkningen påvirker forbrugsvalget, vil mærkningen dels nedbringe miljøbelastningen direkte, dels virke som et incitament for producenterne til at udvikle og producere produkter med en mindre miljøbe lastning. De grundlæggende forudsætninger for succes er: 1. Producenterne ser en fordel i at søge mærket. 2. Forbrugerne har tillid til mærkerne og efterspørger miljømærkede produkter. 3. Ordningen er så dynamisk, at den skaber et reelt pres for forandring.

Den langsigtede vision for miljømærkearbejdet er, at der inden for alle væsentlige varegrupper findes miljømærkede produkter på markedet. Miljøstyrelsen vil fortsætte arbejdet med at fremme miljømærker på enrække forskellige fronter.

Miljøstyrelsen deltager aktivt i revisionen af El?'s miljømærkeordning forordning, og Danmark arbejder for en mere effektiv organisering af kriterieudviklingen. Ordningen bør også gøres mere attraktiv ved at skabe en bedre kobling til virksomhedernes øvrige miljøaktiviteter. Danmark har her foreslået, at producenterne skal kunne dragc fordel af at være certificeret under et internationals miljøstyringssystem som EMAS eller ISO. Der må dog forventes at Rå nogle år. før dette mærke får større udbredelse.

Antallet af miljømærkede varer på det danske marked bør forøges hurtigst muligt. På kort sigt kan dette kun ske ved, at Danmark anerkender Et eller flere af de ekststerende nationale eller regionale marker. Danmark bør derfor, som anbefalet af bl.a forbrugerorganisationerne og de grønne organisationer, tilslutte sig det nordiske Svane-mærke.

Miljøstyrelsen vil sage initiativ til et samarbejde med nogle af de nationale miljømærkeordninger. Der kan tages udgangspunkt i det samarbejde, der allerede eksisterer mellem halvdelen af de nationale mærkeordninger. Samarbejdet kan først og fremmest anvendes til at øge indflydelsen på EU-forordningen, men vil eventuelt kunne udvides til en større grad af fælles arbejde omkring kriterieudvikling og eventuel anerkendelse af mærkerne i Danmark.

I denne forbindelse er det dog meget vigtigt, at der ikke opstår forvirring blandt forbrugerne om, hvilke miljømærker de skal vælge produkter efter. Der bør ligeledes arbejdes på, at de øvrige mærker, der oplyser om produkters miljø- og energiforhold, samordnes, så der ikke udsendes modstridende eller forvirrende signaler til markedet.

Miljøstyrelsen vil overveje mulighederne for at støtte de virksomheder, der ansøger om mærket. Alternativt kan der etableres en form for premieringsordning for de første ansøgere inden for en produktgruppe.

Endelig bør arbejdet med at etablere en ISO-standard for miljømærkning fortsat have høj prioritet. Den tredie verden og USA opfatter miljømærkningen som en teknisk handelshindring, og forlanger derfor fuld konsensus mellem alle parter i kriterieudviklingen. Såfremt denne holdning sejrer, vil det ikke være praktisk muligt at gennemføre miljømærkning af produkter. Da det på grund af WTO-aftalen også bliver nødvendigt at følge ISO-standarden i Europa, er der tale om et meget vigtigt indsatsområde.

Miljøvaredeklaration til forbrugeren er en udbygning af miljømærket. Den vil i simpel og letforståelig form kunne beskrive de væsentligste og mest relevante miljøoplysninger. Det kan eksempelvis være i form af indeks og kan eksempelvis omfatte energiforbrug i driftsfasen, problemer ved bortskaffelsen og indholdet af miljøfremmede stoffer, der er optaget på Listen over uønskede stoffer.

Den nuværende obligatoriske energimærkning af hårde hvidevarer er et eksempel på et simpelt indeks, der giver enkel information om en af tets mest betydende miljøegenskaber. Deklarationen kan supplere miljømærket og derved give den interesserede forbruger mulighed for at afveje de forskellige miljøegenskaber.

Den konkrete anvendelse, vedligeholdelse og bortskaffelse af et produkt kan betyde store forskelle i miljøpåvirkningen. Det kan derfor være væsentlig at oplyse forbrugeren om den korrekte eller mindst miljøbelastende adfærd

For mange forbrugsgoder, hvor der ofte medfølger tekniske anvisninger bør det oplyses, hvordan produktet anvendes mest miljøvenligt. På nogle områder vil en mere bred offentlig oplysningsindsats i form af f.eks. undervisningsmaterialer eller fjernsynsspots kunne give gode resultater. Sådanne initiativer kan stå alene eller være et supplement til miljøbrugsanvisninger.

Det foreslås, at der udvikles koncepter for henholdsvis miljøvaredeklaration og miljøbrugsanvisninger for udvalgte produktgrupper.

Hvis der gennemføres og offentliggøres produktsammenligninger, hvor miljøegenskaberne vurderes på linje med andre forhold, kan der skabes en større efterspørgsel efter mindre miljøbelastende produkter.

Produktsammenligninger og afprøvninger kan endvidere bidrage til at gennemhulle eventuelle myter om de miljøvenlige produkters ringere kvalitet og dårlige brugsegenskaber. Endelig kan sådanne produktsammenligninger sikre, at produkternes miljøparametre kommer i fokus hos producenterne på linie med parametre som kvalitet og pris. Der foretages allerede en stor indsats på området af både Forbrugerrådet og Forbrugerstyrelsen. Der er derfor ikke behov for nye institutioner på området, men det bør undersøges, hvordan miljøegenskaberne kan få en mere fast placering og udformning i sammenligningerne.

Et af udgangspunkt for produktindsatsen bør være, at forbrugeren har ret til den information, som forbrugeren finder er relevant og nødvendig for valg af produkt og anvendelsen af produktet. Det bør overvejes at supplere den frivillige information med en obligatorisk mærkning på områder, hvor det ikke er muligt at få den frivillige information til at fungere tilfredsstillende.

Obligatorisk mærkning af produkter vil generelt kunne anvendes til at sikre, at forbrugerne har adgang til information om produktegenskaber og anvendelse, som kræver særlig agtpågivenhed.

I produktindsatsen kunne et udgangspunkt for en obligatorisk mærkning af produkter f.eks. være "Listen over uønskede stoffer" samt de øvrige miljø- og ressourceproblemer, som er beskrevet i afsnit 7.2. Eksempler på mærkningskrav kunne være indholdet af tungmetaller eller af hormonlignende stoffer eller oplysninger om mængde og art af nyindvundne ressourcer, som indgår i produktet.

En evt. indsats for at udvide området for obligatorisk mærkning vil skulle afstemmes med EU-reguleringen omkring faremærkning, anvendelsesbegrænsning og godkendelsesordning for en række produktgrupper.

På grund af WTO-reglerne kan den obligatoriske mærkning kun omfatte miljøforhold. som har betydning i modtagerlandet. Med de nuværende WTO-regler betyder dette formentlig, at oplysninger om ressourceforbrug og belastning under fremstilling ikke kan stilles som obligatorisk krav

Derimod vil der kunne stilles krav om oplysninger om egenskaber ved selve produktet både under brug og bortskaffelse. Ved udvælgelsen af obligatoriske parametre bør der derfor lægges vægt på de behov, der udspringer af konkrete miljøproblemer i Danmark som eksempelvis miljøfremmede stoffer i spildevandsslam, grundvandsforurening og problemer ved bortskaffelsen.

Der bør overvejes indført en generel hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, der kan pålægge markedets aktører pligt til at tilvejebringe og videreformidle væsentlige informationer om produkternes miljøegenskaber.

I samarbejde med en række aktører er Miljøstyrelsen ved at udarbejde miljøvejledninger til professionelle indkøbere - såkaldte indkøbsvejledninger. Vejledningerne beskriver, hvad det er relevant at tage hensyn til og spørge om ved køb af miljøbetydende produkter.

Ideen med vejledningerne er, at de kan fungere som et redskab for professionelle indkøbere til at stille de rigtige spørgsmål og derved påvirke leverandørerne til at tilvejebringe oplysningerne. Vejledningerne skal give et bedre beslutningsgrundlag for indkøberne og samtidig påvirke leverandørerne til at vurdere miljøproblemerne ved deres produkter.

Indkøbsvejledningerne forventes at have den positive bieffekt, at leverandørerne på forhånd kender de krav, der kan blive stillet, og derfor kan indrette sig på nye krav i god tid.

Producenters og importørers aktive bidrag med miljøoplysninger vil kunne gøre arbejdet med udvikling af vejledningerne betydeligt mere effektivt. Der vil som et første skridt blive indledt forhandlinger med relevante aktører med det mål at skabe et samarbejde om udvikling og spredning af vejledninger til professionelle indkøbere.

Vejledningerne vil blive videreudviklet og systematiseret for at sikre, at bestemte oplysninger er tilstede i en form, der er sammenlignelig for indkøberen. Det vil formentlig blive nødvendigt at lave forskellige standarder for forskellige produktgrupper, da produktgruppernes miljøegenskaber varierer.

Producenterne har behov for at få adgang til eller få udviklet miljødata for de stoffer og ressourcer, der indgår i deres produkter. Dataene skal dels bruges til at informere aktørerne i de senere led i produktets livscyklus om produkternes miljøegenskaber, dels i forbindelse med produktudvikling.

Producenterne har ligeledes behov for værktøjer, som på baggrund sf disse data kan estimere eller beregne de centrale parametre, som beskriver det enkelte produkts miljøegenskaber.

For mange små- og mellemstore virksomheder uden stor teknisk ekspertise er det en uoverkommelig opgave at etablere og vedligeholde et sådant datagrundlag. Da de fleste processer i et produkts livsforløb er almene, er det hverken nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at hver enkelt virksomhed etablerer sit eget datagrundlag. Det vil derfor være mere fornuftigt og rationelt at etablere videnscentre og at udvikle værktøjer og databaser. som producenterne kan benytte. når de skal fastlægge produkternes miljøegenskaber.

Som beskrevet i afsnit 4.3 er UMIP-metoden udviklet i et samarbejde mellem Dansk Industri, Danmarks Tekniske Universitet, fem danske virksomheder og Miljøstyrelsen. Der er tale om en generel metode til at støtte inddragelsen af miljøhensyn i produktudviklingen. De foreløbige erfaringer med det færdige værktøj, som i første omgang kan anvendes i den elektromekaniske industri, er lovende. Der bliver i øjeblikket arbejdet på at udvikle et PC-værktøj, der skal gøre metoden tilgængelig for de virksomheder, der både har en vis miljøviden og en vis ekspertise i produktudvikling.

Der bør tages initiativer til i meget større omfang at indsamle og kvalitetssikre data vedr. produkters miljøforhold. I den forbindelse skal det sikres, at virksomheder og andre så vidt muligt afrapporterer data fra miljøvurderinger af produkter i samme format som UMIP-data.

Endvidere bør der igangsættes en række miljøvurderingsprojekter inden for forskellige produktgrupper - herunder tekstil, levnedsmidler og bygge/bolig. Derved kan der opbygges data i UMIP-format for disse produktgrupper, og man får udpeget nye indsatsområder. Det kan være særligt betydningsfulde produktegenskaber eller produkttyper, halvfabrikata eller materialer inden for f.eks. forskellige brancher etc.

Der bør gøres en indsats for at følge og påvirke standardiseringsarbejdet i ISO. Standarderne bør give mulighed for at gå til bunds i miljøvurderingerne, og der bør arbejdes for, at de kan rumme den eksisterende UMIP metode.

Endelig er der et generelt behov for en fortsat udvikling og tilpasning af metoderne til miljøvurdering af produkter. Ikke mindst er der behov for at få udviklet mere simple værktøjer på basis af UMIP-metoden, som kan bruges til screening af produkters miljøegenskaber.

Der er i dag kun få værktøjer, der kan hjælpe konstruktøren ved at anvise alternative løsninger, der er bedre for miljøet. Generelt må der siges at være et stort behov for at få udviklet konstruktionshjælpemidler, der aktivt kan foreslå mindre miljøbelastende alternative løsninger.

De fleste miljøstyringssystemer fokuserer i dag primært på den direkte miljøpåvirkning fra virksomhedernes aktiviteter og kun i mindre grad på produkternes miljøbelastning. Der er derfor behov for en videreudvikling af miljøstyringssystemerne. Livscyklusvurderinger af virksomhedernes produkter og systematiske miljøkrav til leverandører bør blive betydeligt mere fremtrædende

Indsatsen bør rettes mod en påvirkning af de internationale fora. der udarbejder miljøstyringsstandardeme. Det vil primært sige ISO og EU-Kommissionen. Endvidere er der behov for en selvstændig metodeudvikling i forhold til livscyklusvurderinger og leverandør-styringssystemer inden for rammerne af disse standarder. Konsulenter og verifikatorer bør uddannes yderligere, så de i højere grad er i stand til at inddrage produkt aspekterne.

Databehovet og den metodiske tilgang til udvikling af produkter, miljøvare og metoder deklarationer, kriterier for miljømærker og vurdering af ansøgninger om miljømærker er grundlæggende det samme. Det bør derfor overvejes at etablere en fælles organisation, som kan varetage hele udviklingen af informationssiden samt indsamling og systematisering af data - herunder vedligeholdelse af UMIP-databasen.

Det er vigtigt, at offentlige myndigheder dels sikrer organisationens uafhængighed, og dels sikrer, at der ikke sker en kommercialisering af området. Det er ligeledes vigtigt, at der knyttes en bred repræsentation af interesser til organisationen, som bl.a. kan sikre forbrugernes tillid til arbejdet.

Organisationen skal endvidere fungere som bindeled mellem de forskellige aktører. Det skal sikres, at aktører, der kan levere information, rent faktisk gør det. Det skal sikres, at aktører, der har behov for information, rent faktisk får behovet dækket. Hvis organisationen etableres som en selvstændig enhed, kan finansieringen være en blanding af statslige basistilskud, indtægter fra miljømærkeordningen og gebyrer for data til brug for virksomheder og indkøbere.

Det er væsentligt, at de nationale miljømyndigheder støtter hinanden med viden i forbindelse med international produktregulering. Der eksisterer i dag en række internationale aftaler, som begrænser handlen med farlige produkter og affald. Aftalerne har først og fremmest til formål at beskytte udviklingslandene. Det drejer sig bl.a. om eksport af bestemte kemikalier og om Baselkonventionen om eksport af miljøfarligt affald. Danmark har som det første land i verden tilsvarende indført miljøinformationsprocedure for eksport af brugte industrianlæg.

Arbejdet med at udbygge den internationale information om produkters miljøegenskaber bør indgå som et element i den produktorienterede miljøindsats.

7.5. Udvikling af et stabilt marked for miljørigtige produkter

Indsatsen for at skabe en større og mere stabil efterspørgsel på mere miljørigtige produkter bør især koncentreres om at fremme miljøhensyn i de offentlige indkøb. Et andet virkemiddel i denne sammnhæng er grønne afgifter.

Det offentlige er i dag en meget betydende og ret ensartet kundegruppe for en række produktområder. Det offentlige indkøber i dag for over 90 mia. kr. årligt. Det langsigtede mål er at det offentlige ved indkøb af varer og tjenesteydelser på alle områder tager hensyn til miljø og energi på lige fod med øvrige hensyn som pris. funktion, kvalitet, arbejdsmiljø og leveringsbetingelser. Langsigtede indkøbspolitikker er i den forbindelse vigtige signaler til producenter. der ønsker at levere til et kommende, stabilt marked for miljørigtige produkter.

De offentlige miljøbevidste indkøb er også af væsentlig betydning for andre af de initiativer, der er beskrevet i dette oplæg. Interessen i industrien for positive miljømærker på produkter kan således styrkes ved, at de produkter, der overholder kriterierne for anerkendte miljømærker, også efterspørges af offentlige indkøbere. Ligeledes vil effekten af energimærkeordningen i EU kunne styrkes ved, at offentlige indkøbere efterspørger produkter i de bedste kategorier.

De vigtigste barrierer for en markant styrkelse af de offentlige miljøbevidste indkøb er manglende viden og stramme budgetter. Endelig kan EU's udbudsregler på længere sigt udgøre en barriere. For at miljøhensynet virkelig skal slå igennem i den offentlige sektor, forudsætter det dels en fortsættelse og udbygning af formidlingen af miljøviden til indkøberne, og dels en reel motivation hos indkøberne til at foretage miljørigtige indkøb.

Den væsentligste hindring for denne motivation er, at reelle miljøhensyn på de fleste områder vil medføre ekstra omkostninger. I det mindste indtil der er et solidt marked for de nye produkter, og indkøringen i organisationen er overstået.

Det vurderes derfor, at et tilfredsstillende omfang af miljøbevidste indkøb i den offentlige sektor bedst kan fremmes, hvis der kan ydes tilskud i forbindelse med introduktion af nye mindre miljøbelastende produkter. Det kan f.eks. ske som et element i en ny tilskudsordning for renere produkter.

EU's udbudsregler giver mulighed for at etablere en national forpligtelse til kun at foretage offentlige udbud på en sådan made, at miljøhensyn kan medtages i evalueringen af de indkomne tilbud. Det bør overvejes hvor vidt og hvordan denne mulighed kan udnyttes. Danmark arbejder endvidere for en udvidelse og en præcisering af mulighederne for at tage miljø- og energihensyn i hele produktets livscyklus ved udbud i henhold til EU's udbudsdirektiv.

Miljøstyrelsen vil følge op på handlingsplanen for offentlig grøn indkøbspolitik gennem en aktiv understøtning heraf i de kommende år. Såfremt resultaterne fra den toårige registrering af det offentlige indkøb af mindre miljøbelastende produkter, som starter i 1997, giver baggrund herfor, vil Miljøstyrelsen foreslå, at der fastsættes må1 for statens indkøb af mindre miljøbelastende produkter inden for udvalgte produktgrupper.

Endvidere vil Miljøstyrelsen drøfte mulighederne for at registrere amters og kommuners indkøb af mindre miljøbelastende produkter med de relevante organisationer.

Indsatsen i Danmark bør suppleres med en betydelig international indsats, så miljø- og energibevidst indkøbspolitik kommer på dagsordenen i EU og de øvrige medlemslande. Målet bør være, at EU-Kommissionen gennemfører en miljøbevidst indkøbspolitik. og at også medlemsstaterne udformer handlingsplaner, målsætninger og initiativer. der forpligter dem til at gennemføre miljø- og energibevidste indkøb i den offentlige sektor.

Analyserne og rundbordssamtaleme peger på grønne afgifter, som et væsentligt styringsmiddel, når konkurrencevilkårene for produkter med bedre miljøegenskaber skal forbedres. Grønne afgifter medvirker i samspil med andre virkemidler til at styrke markedet for mindre miljøbelastende produkter, hvis de udformes på en hensigtsmæssig måde under inddragelse af relevante aktører. Arbejdet med at udforme brugbare grønne afgifter bør således fortsættes.

Det skal sikres, at danske producenters internationale konkurrenceevne ikke forringes, at afgiften er fornuftig at administrere, og at afgiften giver et reelt incitament til at efterspørge eller producere mindre af det afgifts belagte produkt. Hvor stor virkningen bliver afhænger ikke blot af afgiftens størrelse, men også af en række andre faktorer som mulighederne for at finde alternative, billigere løsninger.

Spørgsmålet om virkningen af grønne afgifter er ikke behandlet i detalje i forbindelse med dette oplæg, da det tidligere har været behandlet grundigt i en række sammenhænge, f.eks.

I kataloget over danske miljøafgifter findes eksempler på råvareafgifter, produktafgifter, afgifter på miljøskadelige stoffer og affaldsafgifter. På et afgrænset marked kan specifikke produktafgifter eller afgifter på indholdet af miljø- og sundhedsskadelige stoffer have en relativ effektiv virkning på forbrugsvalget - uden at virke konkurrenceforvridende.

Afgifterne på produkter og på miljø- og sundhedsskadelige stoffer er indført for at begrænse affaldsmængderne gennem øget genbrug eller for at undgå ubehagelige stoffer i affaldsstrømmen. For afgifter på ressourcer eller råvarer gælder i langt højere grad, at der kan opstå problemer, hvis ikke der er afgifter på alle betydende markeder, eller der sker en hensigtsmæssig tilbageføring af afgiftsmidlerne.

Udformningen af afgifterne skal foregå inden for rammerne af regelsættene i WTO og EU. Det betyder, at der som hovedregel ikke må diskrimineres mod importerede varer, med mindre formålet er beskyttelsen af detenkelte lands eget miljø.

Der foreslås ikke nye konkrete afgifter i forbindelse med nærværende oplæg. Men med behovet for økonomisk motivation i forbindelse med produktindsatsen bør mulighederne for brug af nye afgifter i samspil med øvrige virkemidler vurderes både mere generelt og i forhold til nye konkrete indsatser over for udvalgte produkter, materialer eller kemikalier.

7.6. Indsats på tre produktområder

Initiativer inden for bestemte produktområder må tage udgangspunkt i de konkrete erhvervs- og miljøforhold. der er knyttet til de enkelte produktområder.

Hvert produktområde er karakteriseret ved forskelle i erhvervsvilkår. eksisterende kompetence og organisationsforhold. På samme måde vil de forskellige aktørers rolle og indsats variere fra produktområde til produktområde. Erhvervsministenets ressourceområdeanalyser belyser en lang række af disse forhold.' Det vil altså ikke være de samme aktører, der er centrale, og det vil ikke være de samme styringsmidler, der er mest virkningsfulde ved initiativer på forskellige produktområder.

De tværgående initiativer, der er beskrevet i de foregående afsnit, bør derfor spille sammen med initiativer inden for udvalgte produktområder. På den måde kan der skabes konkrete resultater og erfaringer.

Miljøstyrelsen foreslår, at der i første omgang iværksættes initiativer på tre produktområder; tekstiler, elektronik og godstransport. Disse områder er udvalgt, fordi de er forholdsvis velbeskrevne, fordi de har en betydelig dansk produktion og efterspørgsel, og fordi de repræsenterer en række vigtige forhold af relevans for produktindsatsen.

Det er hensigten, at yderligere initiativer inden for udvalgte produktområder, sættes i værk i løbet af et par år. Her kan der f.eks. blive tale om grafiske produkter, byggevarer som vinduer og gulve eller svinekød.

Med udgangspunkt i de høstede erfaringer er det tanken på længere sigt, at iværksætte lignende initiativer på de mest betydende produktområder. Udvælgelsen af de relevante produktområder bør bl.a. ske på baggrund af analyser af miljø- og markedsforholdene for de forskellige delområder under Erhvervsministeriets ressourceområder. Som beskrevet i kapitel 5 udgør disse ressourceområder jo netop en opdeling af dansk erhvervsliv efter beslægtede produktgrupper på tværs af normale brancheopdelinger. Indsatsen på de tre udvalgte produktområder er nærmere beskrevet i bilag 3.

Initiativerne inden for de enkelte produktområder bør baseres på tidligere og igangværende initiativer på området. Som udgangspunkt bør alle dele af produkternes livscyklus være omfattet. Der vil blive lagt op til et forpligtende samarbejde med alle relevante aktører

Samarbejdet og den konkrete varetagelse af indsatsen inden for det enkelte produktområde foreslås placeret i et "produktområdepanel", der sammensættes af alle relevante aktører på området. De enkelte paneler bør organiseres som projektorganisationer. Der bør tilknyttes en egentlig sekretariatsfunktion til hvert panel, som varetages af Miljøstyrelsen. Formandskabet bør så vidt muligt placeres hos en af de væsentlige aktører på området. Sammensætningen af det enkelte produktområdepanel bør løbende kunne tilpasses den konkrete opgave ved inddragelse af nye aktører.

Som udgangspunkt bør følgende aktører være repræsenteret:

	Virksomhederne, der bør repræsenteres ved såvel enkeltvirksomheder som brancheorganisationer og fagforeninger. Alle dele af værdikæden samt leverandører af udstyr og hjælpestoffer bør dækkes.
	Detailhandlen. der bør repræsenteres ved relevance erhvetvsorganisationer og fagforeninger.
	Forbrugerne, der bør repræsenteres ved forbrugerorganisationer og grønne organisationer.
	Relevante statslige myndigheder.
	Amter og kommuner, der bør repræsenteres ved enkelte kommuner og amter, samt KL og ARF.
	Relevante eksperter og konsulenter.

Det er en forudsætning for succes, at alle grupper deltager aktivt. Støtte til økonomisk svage aktørers deltagelse i arbejdet vil derfor blive overvejet i forbindelse med Miljøstyrelsens forslag til en ny tilskudsordning.

Første del af arbejdet består i at kortlægge de forhold, der er af væsentlig betydning for produktindsatsen. Kortlægningen bør bl.a. belyse, hvad det er væsentligst at gøre noget ved ud fra miljø- og erhvervsmæssige overvejelser, hvem der er de vigtigste aktører, hvilke markedsmæssige rammer der er afgørende, og hvilke konkrete initiativer der er mulige i forhold til den aktuelle produktgruppe.

Kortlægningen bør bidrage til, at der laves en handlingsplan på produktområdet, som fastlægger de miljø- og erhvervsmæssige målsætninger for området. I forlængelse af disse må1 bør handlingsplanen redegøre for de enkelte initiativer og de enkelte aktørers opgaver. Handlingsplanen kan også bidrage til at udmønte forslagene til tværgående initiativer som mærkning, miljøbevidste indkøb og anvendelsesregulering.

Det bør tilstræbes, at handlingsplanen får karakter af en række forpligtende aftaler mellem de deltagende aktører. Derved bliver der større sikkerhed for, at de forskellige tiltag bliver gennemført.

De tre produktområder, hvor der foreslås taget initiativ til en produktindsats er som nævnt tekstilprodukter, elektronikprodukter og godstransport. De tre områder medvirker til væsentlige, men forskelligartede miljøbelastninger, og de fungerer under meget forskellige erhvervs- og markedsforhold

De afspejler derfor tilsammen en betydelig del af den mangfoldighed produktindsatsen generelt må omfatte med hensyn til målsætninger. virkemidler og betydning af de forskellige aktørgrupper. Produktområderne er endvidere valgt, fordi man er langt med miljøindsatsen. og/eller ford der er centrale aktører, som skønnes villige til at gå i front med en indsats

Nedenstående tabeller illustrerer forskellene mellem do udvalgtc produktområder i relation til henholdsvis de prioriterede miljøproblemer og til deres økonomiske betydning

Tabel 7.3 Globale miljømæssige problemstillinger af relevans for de foreslåede produktområder

Tabel 7.4 Økonomiske nøgletal for de danske fremstillingsvirksomheder under produktområderne

Kilde: Statistisk Årbog 1996: ¹⁾Tekstil- og beklædning, ²⁾EDB, Elmotorer og telemateriel, ³⁾Fragtvognmænd

7.7. Støtte til produktudvikling

De initiativer, der foreslås igangsat i forbindelse med en styrket produktindsats, vil både kræve financielle og andre ressourcer. Disse omkostninger er i mange tilfælde en reel barriere for produktindsatsen. Det foreslås derfor, at der etableres en tilskudsordning for udvikling og markedsintroduktion af produkter med bedre miljøegenskaber.

Ordningen skal kunne yde tilskud til aktiviteter inden for samtlige produktindsatsens hovedområder - herunder vidensopbygning, vidensformidling, produktudvikling, markedsintroduktion af produkter med bedre miljøegenskaber og udvikling af affald- og genanvendelsessystemer. Tilskudsordningen tænkes koordineret med de finansieringsmuligheder, der findes i Miljø- og Energiministeriet og i andre ministerier.

Den ny tilskudsordning bør kunne varetage de samme formål, som de tre eksisterende tilskudsordninger vedr. udvikling af renere teknologi, vedr. miljø- og arbejdsmiljøstyring i mindre virksomheder og vedr. affald og genanvendelse.

Det er dog Miljøstyrelsens opfattelse, at der i en ny tilskudsordning skal lægges en øget vægt på at støtte initiativer, der sætter ind på de miljømæssigt væsentlige områder i produkternes livscyklus. Som noget nyt foreslås det også, at det bliver muligt at yde tilskud til initiativer, der fremmer markedsintroduktionen af nye mindre miljøbelastende produkter.

Det overordnede formål med tilskudsprogramrnet for renere produkter bør således være at fremme udvikling, produktion. markedsføring og anvendelse af mindre miljøbelastende produkter Programmet bor primært rettes mod de rammebetingelser, som stimulerer markedets aktører til løbende at inddrage miljøovervejelser i beslutningerne.

På den ene side kan dette ske gennem tilskud til forbedring af virksomhedernes betingelser for udvikling af nye mindre miljøbelastende produkter. På den anden side kan det ske via tilskud til tilvejebringelse af en kvalificeret efterspørgsel af mindre miljøbelastende produkter. Via en satsning på både udviklings- og markedssiden vil der kunne opnås et koordineret skub og træk på virksomheder og marked.

Produkters miljøbelastning skal betragtes over hele livscyklus. Tilskudsmidlerne bør derfor prioriteres, så der udfra et livscyklusperspektiv opnås den størst mulige miljømæssige effekt. Som udgangspunkt for konkrete projekter bør der derfor ligge en analyse af det pågældende pro dukt eller materiale, som godtgør at det ansøgte projekt angriber et væsentligt miljø- eller ressourceproblem set udfra den samlede livscyklus.

Tilskudsprogrammet skal ligeledes fungere i et koordineret samspil med de fremtidige initiativer på affaldsområdet. Dette skal ske gennem tilskud til affaldsminimering, sikring af produkters genanvendelighed samt reduktion af affaldets miljøbelastning. I forlængelse heraf skal der fortsat være mulighed for at yde tilskud til videreudvikling af bredt rettede affalds- og genanvendelsessytemer.

Det foreslås, at programmet opdeles i fire delprogrammer svarende til disse fire dimensioner:

	Tilskud til produktudvikling - dvs. tilskud til aktiviteter der understøtter udvikling inden for konkrete produktområder eller som bredt integrerer miljøvurdering af produkter i specielt de mindre virksomheders udviklingsstrategi.
	Tilskud til markedsudvikling - dvs. tilskud til aktiviteter der styrker anvendelsen af mindre miljøbelastende produkter gennem udvikling og/eller fremme af bl.a. miljømærker, miljøvaredeklarationer, indkøbsvejledninger og miljøstyringssystemer til forhandlere og indkøbere i både den private og offentlige sektor.
	Tilskud til vidensopbygning - dvs. tilskud til aktiviteter der kan tilvejebringe, vedligeholde og sprede det basale videngrundlag for udvikling og kvalificeret efterspørgsel af mindre miljøbelastende produkter. Uddannelsesinitiativer vil også være omfattet.
	Tilskud til affaldsområdet - dvs. tilskud til aktiviteter der kan udvikle og formidle affalds- og genanvendelsessystemer, og som kan tilvejebringe viden og statistik om danske affaldsstrømme

Tilskudsordningen for renere produkter bør altså kunne anvendes til at yde tilskud til alle dele af produktets livscyklus. og tilskud skal i princippet kunne gives til alle betydende aktører i markedssystemet. Tilskudsordningen bør fungere over f.eks. en fem årig periode for i tilstrækkelig grad at kunne virke understøttende for den type af aktiviteter. der er tale om

7.8. Forbud mod brug af udvalgte kemiske stoffer

Miljøproblemerne ved produktion. brug og bortskaffelse af produkter indeholder aspekter, der falder såvel inden for som uden for det område, der egner sig til konkret adfærdsregulering. Udvikling af nye miljørigtige produkter og forbrugerens valg af produkter er områder, der typisk falder udenfor. Anvendelsen af bestemte farlige stoffer i produkterne og bortskaffelse af produkterne efter endt brug falder inden for.

Hvis anvendelsen af miljø- og sundhedsskadelige stoffer skal begrænses, skal der dels ske en frivillige indsats, som de relevante aktører gennemfører, fordi de har en interesse i at tage miljøhensyn, og dels skal miljømyndighedernes regulerer, hvilke stoffer der må og ikke må anvendes. Den direkte anvendelsesregulering er og bør fortsat være højt prioriteret, når det gælder stoffer med kendt skadelig virkning på sundhed eller miljø

Den langsigtede målsætning for anvendelsesregulering af kemiske stoffer og produkter er, at minimere belastningen af mennesker og miljø fra kemiske stoffer i deres livscyklus mest muligt ved, at koncentrationerne af kemiske stoffer i miljøet samt eksponeringen af mennesker reduceres mest muligt. Samtidig bør stoffer med en kendt, væsentlig miljø- eller sundhedsskadelig virkning være forbudt medmindre, der gives tilladelse til bestemte anvendelser af stoffet, som vurderes at være nødvendige.

Den offentlige regulering i form af bekendtgørelser om stoffernes anvendelse vil hovedsagelig tage sit udgangspunkt i det internationale arbejde på området, specielt i EU.

I EU og øvrige relevante internationale sammenhænge fortsætter Danmark med at fremme anvendelsesreguleringen af de mest problematiske kemiske stoffer og produkter. I den sammenhæng vil dansk industri i mange tilfælde kunne være en væsentlig medspiller, hvis det med eksempler kan vises, at problematiske stoffer og produkter kan undværes

I forbindelse med den fremtidige produktindsats lægges der op til en styrket anvendelsesregulering på de områder, hvor det er den mest effektive og måske eneste måde at få nedbragt miljøbelastningen. Anvendelse af kemiske stoffer, der giver anledning til væsentlig miljøbelastning ved produkternes brug eller bortskaffelse, er et sådant område.

Af Miljøstyrelsens udkast til "Liste over uønskede stoffer", omtalt i afsnit 7.2, vil det fremgå, hvilke stoffer der i dag er genstand for en indsats eller som er på arbejdsprogrammerne i Danmark eller i EU.

På samme liste vil der endvidere være opført en række stoffer, der anvendes i store mængder i dag, og som vurderes at have særligt betænkelige sundheds- og miljømæssige egenskaber. Hvorvidt disse stoffer vil blive anvendelsesreguleret, vil dels afhænge af, hvilken yderligere viden der tilvejebringes om deres egenskaber og spredning i miljøet, dels afhænge af EU's vurderinger og initiativer på området og dels afhænge af mulighederne for at udnytte det danske marked.

I løbet af 1997 forventer Miljøstyrelsen at udpege 20-40 af stofferne på listen som særligt prioriterede scoffer og at underkaste dem nærmere undersøgelser med henblik på anvendelsesregulering.

Aktuelt er der tre nye danske bekendtgørelser på vej, der omhandler en kraftig reduktion i anvendelsen af bly og blyforbindelser, forbud mod import og anvendelse af arsenimprægneret træ samt forbud mod anvendelse af nonylphenolethoxylater i vaskemidler.

7.9. National koordinering

Inden for den statslige sektor anvendes i dag en række styringsmidler der direkte eller indirekte har konsekvenser for udvikling og anvendelsen af produkter med bedre miljøegenskaber. Det gælder både på Miljø- og Energiministeriets område og på de andre ministeriers områder.

Mange af disse statslige aktiviteter medvirker positivt til produktindsatsen. Men der er et langt større potentiale, hvis der bevidst inddrages overvejelser om de berørte produkters miljøegenskaber. Der bør derfor arbejdes på, at virkningen af alle offentlige initiativer med betydning for produktområdet bliver koordineret i forhold til produktindsatsen. Vigtige ministerier er Arbejdsministeriet, Boligministeriet, Erhvervsministeriet, Forskningsministeriet, Landbrugs- og Fiskeriminsiteriet, Trafikmininisteriet og Undervisningsministeriet.

Miljøstyrelsen foreslår derfor, at der tages initiativ til en mere systematisk miljøvurdering af de produktudviklings- og virksomhedsprojekter, der opnår tilskud gennem forskellige statslige ordninger. Det samme gælder i forbindelse med bevillinger under forskellige forskningsprogrammer. Hvor der mangler ressourcer eller viden til at foretage disse miljøvurderinger, bør disse ressourcer afsættes.

Endvidere kan offentlige tilskud til private aktiviteter som f.eks. byfornyelse gøres betinget af, at bestemte stoffer eller materialer undgås, hvor der findes alternativer. Dette efterspørgselskrav sikrer en substitution på et område, hvor der eksisterer funktionelt tilfredsstillende og miljømæssigt bedre alternativer.

I forbindelse med fastlæggelse af produkt- og performancestandarder bør der etableres procedurer, der sikrer, at de forskellige fagministerier inddrager miljøhensyn i regelarbejdet. Samtidig bør miljøvurderingerne indgå som et krav i eventuelle mandater til standardiseringsarbejdet i CEN.

Det offentliges samarbejde omkring forbrugerinformation - herunder mærkningsordninger - bør også styrkes. Det kan bl.a. ske gennem koordinerede kampagner i samarbejde mellem især Forbrugerstyrelsen, Energistyrelsen og Miljøstyrelsen.

I forhold til de decentrale forvaltninger i amterne og kommunerne bør der specielt fokuseres på forvaltningernes rolle som store serviceproducenter og på deres muligheder for at påvirke produktadfærden gennem indkøb, prispolitik mm.

7.10. International indsats

Internationale forhold er af endog meget stor betydning for udviklingen af en produktorienteret miljøindsats. Både fordi en lang række internationale aftaler og regler er gældende i Danmark, og fordi Danmark har en omfattende international handel. Derfor er arbejdet med at påvirke de forskellige internationale organer og forhandlingsfora vigtigt.

Ligeledes bør man forsøge at påvirke de forhindringer for produktindsatsen, der enten eksisterer i de internationale handels- og standardiseringsaftaler eller som overvejes.

På områder hvor Danmark er blandt de forreste i indsatsen - f.eks. på produktområdet - kan Danmark fungere som inspirator og initiativtager.

EU har i de senere år fået en stadig mere fremtrædende rolle i det internationale miljøsamarbejde. Opmærksomheden bør derfor især rettes mod EU-institutionerne. Her bør Danmark koordinere initiativerne med ligesindede europæiske lande. Det er vigtigt at deltage allerede i de tidlige faser af arbejdet, inden ideerne er blevet til forslag. De vigtigste områder, hvor der fortløbende bør tages initiativer over for Kommissionen, er beskrevet under de forskellige initiativer tidligere i dette kapitel. Det drejer sig om:

Miljø og handel bør bade prioriteres af hensyn til mulighederne for fortsat at udvikle produktindsatsen og af hensyn til at sikre tredje verdens landene en fair behandling i den globale handel.

I standardiseringsarbejdet er en systematisk påvirkning af de omkring 10.000 standarder, der er på vej i CEN som implementering af det indre marked, afgørende for miljøhensynene i den fremtidige produktudvikling. Også mulighederne for at indføre miljømærker vil blive påvirket. En væsentlig del af dette arbejde vil være en påvirkning af Kommissionen i forbindelse med fastlæggelse af krav og betingelser for standardarbejdet.

Udbudsdirektivet og EU's egne indkøbspolitikker bør påvirkes til at give større rum for miljøhensyn i de offentlige indkøb.

Anvendelsesreguleringen af miljø- og sundhedsskadelig stoffer er total harmoniseret. Derfor kræves der enighed med Kommissionen både i forbindelse med fælles regulering og i forbindelse med en evt. national særregulering.

Nordisk Ministerråd har på initiativ fra Danmark og Norge oprettet en projektgruppe under dansk formandsskab, som skal arbejde med produktindsatsen. Gruppen skal især bidrage til at styrke den nordiske påvirkning af indsatsen i EU, de internationale standardiseringsorganisationer og WTO. De første aktiviteter vil være påvirkning af EU-Kommissionens arbejde med offentlige grønne indkøb og formulering af en produktorienteret miljøstrategi for hele EU. Der vil desuden blive arrangeret et seminar i 1997 om sammenhængen mellem miljø- og erhvervspolitik i samarbejde med ministerrådets embedsmandskomiteer for forbruger- og erhvervsforhold.

Bilag 1

Bilag til kapitel 6: AKTØRBESKRIVELSER

Som yderligere baggrundsmateriale for aktøranalysen i kapitel 6 suppleres denne af følgende uddybende beskrivelser af en række af de øvrige væsentlige aktørgrupper i relation til den produktorienterede miljøindsats.

Viden er på en lang række dimensioner af afgørende betydning for de forskellige aktørers muligheder for at yde en indsats for at udvikle og afsætte produkter med forbedrede miljøegenskaber. Alle aktører, der arbejder med produkternes miljøegenskaber opbygger viden af betydning for denne indsats.

Med de begrænsede interne ressourcer, der er til vidensopbygning hos såvel producenter som handelsvirksomheder og forbrugerne, er den vidensproduktion, der foregår i aktørernes omverden og formidlingen af denne viden en forudsætning for, at de kan handle adækvat i forhold til deres egne interesser i en produktorienteret miljøindsats.

De aktørgrupper, der tænkes på under betegnelsen vidensleverandører, er dem, hvis væsentligste betydning i produktindsatsen er, at de opbygger og tilvejebringer viden til brug for de øvrige aktørers indsats. Vidensleverandørerne omfatter producenterne og formidlerne af den viden, der formidles til såvel de professionelle som de private vidensbrugere. Det er således en meget blandet gruppe, der spænder fra universiteterne til dagbladene, og som - for en mere grundig forståelse af deres vilkår og virke - ikke vil kunne behandles som en samlet gruppe. I dette afsnit nævnes de væsentligste vidensproducenter og formidlere, mens de konkrete eksisterende og kommende indsatser vedr. vidensformidling beskrives i kapitel 7.

Gruppen af vidensleverandører omfatter:

	Forsknings- og undervisningsinstitutionerne
	Rådgiverne
	Medierne
	Forsknings- og undervisningsinstitutionerne

Universiteter og sektorforskningsinstitutioner har en væsentlig andel af offentlig finansiering og får i større eller mindre grad udstukket rammerne for deres arbejde af de specifikke ressortministerier. Forskerne fokuserer på at udvikle "deres" fagområde gennem tilvejebringelse af ny viden i dialog med andre (internationale) forskere og evt. de primære brugere (fra erhvervslivet) af viden på området, som også i nogle tilfælde er med til at finansiere bestemte arbejder. Resultaterne af det offentligt finansierede arbejde er som regel offentligt tilgængeligt. Universiteterne, sektorforskningsinstitutionerne og brancherelaterede videnscentre har også rollen som vidensformidlere gennem deres undervisning i basisuddannelserne og efteruddannelse af den arbejdskraft, der deltager i produktrelateret arbejde. Disse institutioner udfører også rådgivning i forbindelse med konkrete opgaver hos de øvrige aktører.

Visse brancher (f.eks. slagterierne) finansierer deres eget forskningsinstitut eller videnscenter. Med denne model er det muligt at udnytte de ressourcer, som virksomhederne i branchen bruger på forskning og udvikling, væsentligt mere effektivt - også i forhold til branchens indsats på det internationale marked. Resultaterne af disse institutioners arbejde er offentligt tilgængelig i et omfang, der bestemmes af de interesser, der financierer aktiviteten.

Rådgiverne

De private rådgivere er såvel vidensproducenter som formidlere. Rådgivernes vidensudvikling og formidling er som regel knyttet til bestemte opgaver defineret af kunderne, og spredningen af den genererede viden afhænger af kundens interesser.

Det teknologiske servicesystem er både vidensudvikler og formidler. Det er delvist offentligt finansieret. Det udgøres dels af de godkendte teknologiske serviceinstitutter som DTI-miljø, ATV, DK-teknik, der udfører rådgivnings og udviklingsarbejde for såvel offentlige som private kunder, dels af de lokale TIC-centre, som har til opgave at rådgive små og mellemstore virksomheder blandt andet ved at fungere som vejvisere til yderligere rådgivning fra det øvrige GTS net.

Medierne

Branche- og andre interesseorganisationers fagblade og medlemsblade har generelt høj troværdighed hos medlemmerne og et godt kendskab til forudsætningerne hos modtageren af den viden, der skal formidles. Herudover kan de med udgangspunkt i deres mere snævre målgruppe bedre "skære informationen til", så uvedkommende information stort set undgås.

Specialiserede vidensformidlere på miljøområdet: Et eksempel på et sådant medie er Databladene fra "Grøn information", der for offentlige midler formidler miljøinformation til forbrugerne.

De generelle medier: dagblade, fjernsyn mm. er den væsentligste bærer af baggrundsviden om erhvervs- og miljøforhold for alle aktørerne. De når tilsammen ud til alle aktørerne og er reelt bestemmende for den del af videnstilførslen, som aktøren ikke selv aktivt opsøger. De er således vigtige medspillere, når det drejer sig om at nå mange aktører eller at nå aktører, som man ikke kan komme kontakt med via andre mere målrettede medier.

Hvad angår den generelle naturvidenskabelige vidensopbygning på miljøområdet er de danske forskningsinstitutioner godt med. Men på det specifikke område - udvikling af mindre miljøbelastende produkter og metoder til systematisk indragelse af miljøhensynet i produktudviklingen -markerer forskningsinstitutionerne sig betydeligt mindre. DTU er i dag den danske forskningsinstitution, hvor der sker den mest betydende indsats i forhold til miljøvurdering af produkter set i sin helhed. Projektet "Udvikling af miljøvenlige industriprodukter" repræsenterer det første lange skridt på dette område.

Adfærdsvidenskabelig indsigt i, hvad der betinger iværksættelse af en produktorienteret miljøindsats hos de forskellige aktører, og hvordan staten eventuelt kan påvirke dette, er et område med en meget sparsom vidensproduktion. Indenfor den samfundsfaglige miljøforskning er der i regi af CeSaM forsøgt integreret en række faglige discipliner m.h.p. at tilvejebringe en dybere forståelse for vilkårene for en given adfærd for forskellige virkemidlers anvendelse og effektivitet samt viden om den faktiske implementering af miljøpolitikken. Centeret har dog ikke relateret arbejdet specifikt til miljøbelastningen fra produkter. Endvidere arbejdes der i en række andre samfundsfaglige forskningsmiljøer med forskellige elementer af den ovenfor skitserede problemstilling.

De faglige vidensformidlere har i dag en betydelig viden om miljøforhold og teknologi i almindelighed og nogen indsigt, der specifikt er relevant for arbejdet med produkternes miljøegenskaber. De har i almindelighed kun adgang til den viden, de selv udvikler samt offentlig tilgængelig viden. Da der er meget store områder, hvor der endnu ikke er offentlig tilgængelig viden på produktområder, er de faglige vidensformidleres muligheder selvfølgelig tilsvarende begrænsede.

De generelle vidensformidlere, medierne mm., er med undtagelse af enkelte journalister svage på såvel miljøviden, teknologividen som viden om erhvervsforhold. De er generelt uden viden om mere specifikke forhold omkring produkters miljøegenskaber. Den viden, som man ønsker, de skal formidle, skal derfor gives til dem i en form, de kan forstå og anvende i deres redaktionelle linie.

Det er vigtigt at inddrage vidensformidlerne og producenterne i samtalerne om tilrettelæggelsen af produktindsatsen. Dels for at inddrage den viden, de repræsenterer, men desuden for at sikre deres aktive opbakning af den videre indsats.

Den offentlige finansiering er afgørende for produktionen af offentlig tilgængelig viden og for produktionen af viden, som der ikke er kommerciel interesse i at tilvejebringe. Det bør overvejes i sammenhæng med den samlede forskningspolitik - herunder det strategiske miljøforskningsprogram - om der er mulighed for at styrke specielt den vidensproduktion, der er relevant for produktindsatsen.

Det bør overvejes, om der kan etableres et videnscenter - evt. uden mure - der samler viden om miljøorienteret produktudvikling og afsætning af produkter med forbedrede miljøegenskaber mm.

Der bør udarbejdes en mediestrategi, der blandt andet omfatter tilførsel af viden til medierne, således at deres formidling af information relateret til produktindsatsen bliver understøttet.

Udvikling og afsætning af produkter med forbedrede miljøegenskaber, forudsætter kapital, som for størstepartens vedkommende leveres af finanssektoren. Sektorens medvirken er derfor en vigtig brik i produktindsatsen. De senere års udvikling i finanssektorens interesse i miljøspørgsmål generelt giver da også håb om et positivt medspil.

Finanssektoren omfatter omkring 1.000 virksomheder af meget forskellige størrelse og kan groft opdeles i tre forskellige funktionsgrupper, nemlig investorer, kreditgivere og forsikringsselskaber. De tre funktionsgrupper deltager i samspil med det øvrige erhvervsliv i finansiering og rådgivning af virksomhederne på forskellige måder og med forskellige formål.

Der findes en lang række private investorer, mens området institutionelle investorer domineres af nogle få store. De store institutionelle investorer som de tværgående pensionskasser, ATP og LD forvalter samlet meget store aktiver (henholdsvis 130, 120 og 30 mia. kr.). Disse har som centrale interessenter i finansieringen af dansk erhvervsliv mulighed for at udøve en væsentlig påvirkning.

Der er enkelte pensionskasser og investeringsselskabe, som bevidst har satset på udviklingen af mere miljøbevidste virksomheder, men miljøspørgsmål indgår ikke som et almindeligt element i sektorens investeringsvurderinger.

Der er godt 150 danske pengeinstitutter, men det er en meget koncentreret branche. Således står de to største banker for halvdelen af branchen med hensyn til egenkapital og balance. De 12 største banker står for mellem 80 og 90 %. Pengeinstitutterne udfylder en række funktioner i forbindelse med bl.a. opsparing og værdiopbevaring, udlån af kapital og betalingsformidling.

Realkreditbranchen er ligeledes kendetegnet af en meget koncentreret virksomhedstruktur. De fire største institutter står således for over 90% af markedet. Realkreditinstitutter spiller en afgrænset, men væsentlige rolle i finansieringen af erhvervsejendomme, mens rådgivningsfunktionen er begrænset.

Også forsikringsbranchen er meget koncentreret. På skadesforsikringsområdet står de 10 største selskaber for omkring 75% og på livs- og pensionsområdet for over 90% af balancen. Forsikringsselskaberne har en væsentlig funktion gennem forsikring af erhvervslivets værdier og aktiviteter. Der udbedres skader for ca. 4 milliarder kr./år, og i nogle erhverv som f.eks. autobranchen er de endog en særdeles væsentlig aktør og samspilspartner. Endvidere har selskaberne en ikke ubetydelig lånevirksomhed og garantistillelse til erhvervslivet.

Finanssektorens vilkår og potentiale for at påvirke produkters miljøbelastning

Finanssektoren har potentielt stor betydning for virksomhedernes miljøindsats. Finansvirksomhederne kan gennem investering, kreditgivning og rådgivning være med til at ændre adfærden hos alle de aktører, som de formidler kapital til. Sektoren kan stille krav og/eller spørgsmål til miljømæssig adfærd/risiko, politik og inddragelse af miljøhensyn i drift og produktudvikling. Over de seneste tre år er der set en udvikling i retning af, at der udvises en vis interesse for de miljøforhold, der direkte kan betyde en trussel for rentabiliteten af investeringen eller lånet, mens en bredere intersse for miljøforhold, der på lang sigt kan få betydning, ikke ses endnu. Det er udfordringen i tilrettelæggelsen af den produktorienterede miljøindsats at medvirke til en realisering af dette potentiale.

Kreditgiverne spiller en væsentlig rolle i forhold til specielt de små og mellemstore virksomheder, der ikke kan skaffe finansiering ved udvidelse af egenkapitalen, ved aktieemissioner eller lignende. De er derfor henvist til at skaffe finansiering ved låntagning. Sektoren optræder ligeledes ofte som eneste eksterne rådgiver for små og mellemstore virksomheder og har dermed en central rolle som formidler af målsætningerne for en produktorienteret miljøstrategi.

Forsikringsbranchen spiller flere roller, som kan bruges i produktstrategien. Selskaberne forsikrer erhvervslivet og har derved mulighed for at kræve forbedringer af miljøforhold. I den forbindelse vurderes det, at den skærpede og mere komplicerede miljølovgivning betyder, at en række virksomheder har behov for gardering og har behov for rådgivning om miljøsikring og forebyggelse af miljøskader. Selskaberne kan i så fald blive betydende rådgivere for specielt små og mellemstore virksomheder. Endelig er forsikringsselskaberne storindkøbere indenfor enkelte brancher og kan derfor som indkøber af produkter og serviceydelser stille krav til miljøegenskaberne.

Det er en forudsætning for sektorens opbakning til strategien, at sektorens opgaver ikke er i modstrid med sektorens generelle ønske om god forrentning af investeringer, samt om at undgå tab ved lån og forsikring. Samtidig er det i sektorens interesse at undgå at få et dårligt image ved for eksempel at stå som finansieringskilde til miljøskadelige aktiviteter. Dele af branchen kan forventes at forsøge at skabe et positivt image ved at stille miljømæssigt begrundede krav i forbindelse med deres ydelser.

De institutionelle investorer er normalt indstillet på et langsigtet ejerskab. Den nære tilknytning mellem investorer og virksomheden ved langsigtede investeringer betyder, at investorerne har et nøje kendskab til virksomhedens langsigtede udviklingspotentiale og er interesseret i at sikre virksomheden et kapitalgrundlag, der kan garantere, at udviklingspotentialet udnyttes. Det må derfor forventes, at de institutionelle investorer vil have stor interesse i at kunne tilvejebringe oplysninger om produkternes miljøegenskaber og hermed langsigtede udviklingsvilkår for de producentvirksomheder investeringerne ønskes placeret i.

De kortsigtede investorer har sjældent dette kendskab til virksomhederne. De vil som regel kun interesse sig for miljøspørgsmål i det omfang, det berører den umiddelbare betalingsevne i virksomheden.

Finanssektorens virksomheder har i dag et betydeligt kendskab til erhvervsforhold og lidet eller intet kendskab til miljøforhold samt hvilken betydning, de kan have for finansvirksomhedernes interesser.

Finanssektoren er kendetegnet ved på uddannelsesområdet i et væsentligt omfang at være isoleret fra samfundets øvrige sektorer. Pengeinstitutterne har deres eget uddannelsessystem for medarbejderne (Finansskolen og Finansdiplomstudiet), samtidig er der mange fra sektoren, der følger HD-studiet. Generelt er det et problem, at uddannelsessystemet i pengeinstitutbranchen er rettet mod konkrete bankforhold og kun i mindre grad mod mere generelle erhvervsforhold - herunder de miljømæssige problemstillinger. Branchen er dårligt rustet til at vurdere innovationsprojekter, idet vægten lægges på traditionelle økonomiske kriterier. Der tages således ikke højde for samfundsmæssige udviklinger, der kan gøre innovationen til en god forretningsmæssig ide. Forsikringsbranchens medarbejdere uddannes og efteruddanns hovedsageligt på Forsikringshøjskolen, der er en selvejende institution. Den nuværende uddannelse af finans- og forsikringspersonale berører ikke miljøforhold.

Finanssektorens repræsentanter gav under rundbordssamtalerne udtryk for, at deres virksomheder ikke har kompetence til at foretage vurderinger eller rådgive på miljøområdet. Derfor er der et stort behov for udvikling af redskaber, så det bliver muligt at inddrage miljøaspektet. En videreudvikling af de grønne regnskaber med et produktfokus vil givet vis kunne udgøre medvirke til oplysninger om produkternes miljøoplysninger, på sigt kommer til at indgå i de standardoplysninger, der efterspørges i forbindelse med beslutninger om investering/långivning m.m..

Fra dele af erhvervslivet, specielt fra de små og mellemstore virksomheder, har det været svært at få kredit til finansiering af nye projekter - eksempelvis produktudvikling - i det ønskede omfang. Det er derfor vigtigt, at produktstrategien indeholder elementer, som sikrer, at virksomheder, der ønsker at udvikle og introducere produkter med forbedrede miljøegenskaber har financieringsmuligheder. Der bør derfor etableres instrumenter, som kan reducere finanssektorens risiko ved disse projekter. Finanssektorens opbakning af produktindsatsen forudsætter, at der er en positiv sammenhæng mellem virksomhedernes produktindsats og deres evne til at honorere deres forpligtelser overfor investorer og långivere.

Det er vigtig, at finanssektoren får mulighed for at få tilført den nødvendige kompetence på miljøområdet. Det skal primært ske i form af en indsats overfor uddannelse og efteruddannelse indenfor sektoren.

Amterne og kommunerne kan med udgangspunkt i en række af deres funktioner bidrage positivt til den produktorienterede miljøindsats. Dette gælder særligt følgende aktiviteter:

	Produktionen af velfærdsydelser og forsyningsservice.
	Den myndighedsmæssige indsats i medfør af miljøbeskyttelses- og planlovgivningen.
	Det lokale agenda 21 arbejde og andre tilsvarende initiativer

Både på det beskæftigelsesmæssige og på det økonomiske plan indgår amterne og kommunerne som sværvægtere i lokalsamfundene. Amterne og kommunerne er de helt dominerende aktører i forhold til produktionen af velfærdsydelser, idet langt hovedparten af ydelserne indenfor socialområdet samt uddannelse og sundhed varetages af amterne og kommunerne.

Amterne og kommunernes vareindkøb indenfor området velfærdsydelser beløber sig til mere end 30 mia. kr. om året, og er derfor samlet set en meget betydelig indkøber. Vareindkøbet består både af mere eller mindre standardiserede produkter såsom fødevarer, møbler m.v. og af specialiseret udstyr navnlig indenfor sundhedssektoren.

Indenfor forsyningsområdet m.m. varetager kommunerne drifts- og planlægningsopgaverne på områderne veje, spildevand og affald. Udførelsen af opgaverne på disse områder er i et vist omfang udliciteret til kommunale interessentskaber eller private virksomheder. På vand-, varme-, gas- og el områderne varetages forsyningen i højere grad af selvstændige forsyningsselskaber, der dog i mange tilfælde er præget af kommunale interesser. Amternes forsyningsopgaver omfatter vejområdet og en række planlægningsmæssige opgaver specielt på vandforsyningsområdet.

Miljømæssigt er disse forsyningsopgaver af væsentlig betydning. Navnlig affalds- og spildevandsområdet påkalder sig naturligvis en selvstændig interesse, idet tilrettelæggelsen af disse områder er bestemmende for stort set samtlige produkters bortskaffelsesfase. Indsatsen på disse områder er særskilt behandlet i (ref *** erhvervsaffaldsstrategien, Spildevandsredegørelsen, og husholdningsaffaldsplanerne).

Byfornyelsesområdet og hele det offentligt støttede byggeri er tilsvarende et område ,hvor specielt kommunerne spiller en stor rolle, og hvor de gennem deres vilkår for projekterne kan øve stor indflydelse på produktvalg og projektgennemførelsen.

Hvis man tager amterne og kommunernes store indkøbsvolumen i betragtning udgør disse en væsentlig hjørnesten i udvikling af den offentlige grønne indkøbspolitik. I den forbindelse er en af forudsætningerne, at de forsynes med tilstrækkelig miljømæssig viden til at kunne foretage et kvalificeret valg i indkøbsituationen.

Bl.a. for at skabe en sammenhæng mellem budgetansvar og forbrug er der i de senere år i mange amter og kommuner sket en decentralisering af indkøbsfunktionen fra centrale indkøbsfunktioner til de enkelte decentrale institutioner. Denne decentralisering medfører ofte en mindre grad af specialisering af indkøbsfunktionen, hvilket alt andet lige stiller større krav til miljøinformationernes tilgængelighed.

En vigtig faktor for at motivere de enkelte institutioner bliver i den forbindelse, at der fra lokalpolitisk side udstikkes klare politiske signaler og økonomiske retningslinier om, at miljøet skal priorieres i forbindelse med indkøbene.

I forhold til indkøb af specialiseret udstyr indenfor eksempelvis sundhedssektoren foregår der i mange tilfælde et relativt nært samarbejde mellem producent og indkøber. Der kan i forlængelse heraf identificeres et oplagt potentiale for iværksættelsen af udviklingskontrakter med en miljømæssig dimension. Lignende forhold gør sig i høj grad gældende indenfor forsyningsområdet, hvor mange af leverancerne - indenfor rammerne af EU's udbudsdirektiv - ligeledes fastsættes i snæver dialog med producenterne.

I forhold til den offentlige sektor er Indkøbs Service A/S, som formidler af indkøbsaftaler en betydende aktør. Indkøbs Service A/S kan komme til at spille en vigtig rolle som en trendsættende indkøber, der går i spidsen i forhold til at udforme krav til nødvendig dokumentation af produkters miljøegenskaber.

Fastsættelsen af generelle miljøkrav i forbindelse med forsyningsvirksomheders indkøb og anvendelse af forskellige former for produkter har en meget klar og utvetydig effekt på underleverandørerne på grund af disse virksomheders position som eneaftagere. Dette gælder eksempelvis indenfor produktionen af asfalt, hvor amterne og kommunerne står som absolutte hovedaftagere. En markedssituation, der i øvrigt forstærkes af, at kommunerne har andel i ejerskabet af en af produktionsvirksomhederne på området.

I forhold til affalds- og spildevandsområdet eksisterer der ligeledes et vist potentiale for fastsættelse af takstdifferentieringer og betalingsstrukturer, Dette potentiale kan skabe et incitament for at anvende mindre miljøbelastende produkter.

Krav til produktvalg og miljøledelse i offentligt støttede byggeprojekter vil være af væsentlig betydning for produktudviklingen i hele byggevareområdet.

Under rundbordsamtalerne var der fra kommunal side tilslutning til, at de miljømæssige forhold i højere grad skulle inddrages ved alle kommunens aktiviteter - herunder særligt ved driften af forsyningsvirksomhederne.

Amternes og kommunernes forpligtigelser som miljømyndighed i relation til virksomheder og landbrug er centreret om regulering af virksomhedernes miljøbelastning i produktionsfasen af produkternes livscyklys gennem fastsættelse af vilkår i miljøgodkendelser, påbud m.v.. Dertil kommer kommunernes fastsættelse af generelle bestemmelser i regulativer og forskrifter, der som oftest retter sig mod regulering i affaldsfasen. I forbindelse med udøvelsen af myndighedsfunktioner suppleres disse som oftest med forskellige former for informative virkemidler.

Med hensyn til nedbringelse af miljøbelastningen fra produktionsfasen vil amterne og kommunerne fortsat spille en hovedrolle via reguleringen af de direkte emissioner og dialogen med virksomhederne om anvendelse af renest mulige teknologi.

De informative virkemidler er i en bredere forstand et af de primære virkemidler for amterne og kommunerne i forhold til den produktorienterede miljøstrategi. De miljøfremmede stoffer, der findes i slammet fra et rensningsanlæg, er for størstedelen købt og brugt i rensningsanlæggets opland. Brugt af borgere og offentlige og private virksomheder. Der kan sålede gennem lokal handling opnås en klart synlig effekt på lokale miljøforhold. Gennem informationskampagner og andre agenda 21 aktiviteter på lokalt plan - overfor både virksomheder og borgere - kan der sættes fokus på anvendelsen af specifikke produkter, der skaber lokale miljøproblemer i forhold til eksempelvis udspredning af slam, genanvendelse af restprodukter eller indvinding af rent drikkevand.

Ved rundbordssamtalerne udtrykte amterne og kommunerne et stort og positivt ønske om at bidrage til at informere virksomhederne om principperne i livscyklusvurdering af produkterne og at anvende disse principper aktivt i dialogen med virksomhederne.

Det er vigtigt at amterne og kommunerne aktivt inddrages i den produktorienterede miljøindsats i deres rolle som forsyningsvirksomheder, som miljømyndigheder og som initiativtagere i erhvervsfremme- og agenda 21- aktiviteter.

En reel aktivering af det potentiale, der ligger i miljøhensyn i de lokale forvaltningers indkøb, kræver politisk økonomisk opbakning.

En højere grad af anvendelse af mindre miljøbelastende produkter indenfor områderne forsyning og velfærdsservice fordrer endvidere et generelt højere vidensniveau om hvilke produkter, der er mindre miljøbelastende. I forhold til indkøb af standardiserede varer bør der satses på brugervenlige indkøbsvejledninger til institutioner m.v.. I forhold til indkøb af specialiserede varer bør der satses på at højne det generelle vidensniveau for indkøberne samt igangsættelse af udviklingskontrakter for mindre miljøbelastende produkter.

I forhold til den lokale anvendelse af en række produkter indeholdende miljøproblematiske stoffer, der volder problemer for affalds- og spildevandsanlæggene, kan kommunen spille en aktiv informativ rolle med hensyn til at søge at reducere anvendelsen af disse stoffer lokalt.

Der bør initieres en dialog om, hvordan byfornyelsesprojekter og andre offentligt støttede udviklingsprojekter i højere grad kan inddrage miljøhensyn i udarbejdelsen, produktvalget, gennemførelsen og driften.

Den produktorienterede miljøstrategi tager naturligt nok sit udgangspunkt i indenfor Miljø- og Energiministeriets ressortområde. De øvrige dele af den statslige sektor er dog også i høj grad med til at påvirke rammebetingelserne for produktudvikling og -forbrug og udgør derfor væsentlige medspillere i forhold til at skabe incitamenter for en øget udvikling og anvendelse af mindre miljøbelastende produkter. I forhold til forbrugerne udøver staten omend i mindre omfang en indflydelse på betingelserne for forbrugernes indkøb af mindre miljøbelastende varer. Integration af den produktorienterede miljøstrategi i de øvrige sektorpolitikker er derfor af stor betydning, således at det sikres, at miljøhensynet indgår som et væsentligt element i de sektorpolitikker, der influerer på udviklingen og anvendelsen af mindre miljøbelastende produkter.

Der er i dag en vis, men begrænset koordination mellem de forskellige indsatser, og der er jævnligt kritik af aktiviteter, der forekommer ukoordinerede eller i direkte modstrid. De jævnligt fremhævede indkøb af materialer til de store infrastrukturprojekter kan - berettiget eller uberettiget - nævnes som eksempel på en offentlig indkøbspolitik, der ikke tager miljøhensyn.

Miljøstyrelsen har i forlængelse heraf dels set på de øvrige aktivitetsområder inden for Miljø- og Energiministeriet og dels forespurgt de øvrige relevante ministerier og styrelser om, hvorledes disse kan medvirke til at understøtte udviklingen og anvendelsen af mindre miljøbelastende produkter. Følgende afsnit om den statslige sektors rolle som aktør i forhold til den produktorienterede miljøstrategi er udarbejdet på baggrund af de enkelte ministeriers og styrelsers svarskrivelser. Der anvendes følgende rubricering af de væsentligste statslige styringsmidler, som øver direkte indflydelse på udviklingen og anvendelsen af produkter:

	PRODUKTRETTET FORSKNING- OG UDVIKLING
	PRODUKTREGULERING, STANDARD- OG NORMFASTSÆTTELSE
	STATSLIG FORBRUGERINFORMATION (MÆRKNINGSORDNINGER)
	STATSLIG EFTERSPØRGSEL
	UDDANNELSE AF ARBEJDSKRAFT

Dertil kommer hele den fiskale side i form af statslige skatter og afgifter, der selv sagt udgør en væsentlig rammebetingelse for især forbruget af produkter. Skatter og afgifter som styringsinstrument til fremme af mindre miljøbelastende produkter er ikke i fokus i denne redegørelse, men bliver kortfattet behandlet i afsnit 7.5. Det skal endvidere pointeres, at den statslige sektorplanlægning og de infrastrurelle investeringer indenfor eksempelvis trafik- og telesektoren indirekte influerer på produktion og forbrug af produkter. Beskrivelsen af disse mere indirekte styringsmidler ligger dog udenfor rammerne af den produktorienterede miljøstrategi.

Det er formålet med den følgende beskrivelse dels at vise, at der er omfattende aktiviteter i gang i mange dele af den statslige sektor dels at understrege behovet for en intensiveret dialog sektorerne imellem. De forskellige ideer, der præsenteres under beskrivelsen af de forskellige aktiviteter og konsekvenserne for produktindsatsen, skal ses som et konstruktivt oplæg til disse samtaler.

PRODUKTRETTET FORSKNING- OG UDVIKLING

En række ministerier administrerer ordninger, der understøtter virksomhedernes FoU-indsats på produktområdet. Ordningerne tager sigte på at fremme forskellige erhvervspolitiske og/eller sektorspecifikke mål dels gennem direkte virksomhedstilskud og -lån og dels gennem finansiering af forskellige former for FoU-rettede projekter og institutioner. Det er først og fremmest Erhvervsministeriet, Landbrugs- & Fiskeriministeriet og Forskningsministeriet, der står for hovedparten af disse aktiviteter. Af andre væsentlige aktører kan nævnes Boligministeriet, Miljø- & Energiministeriet samt på det seneste også Arbejdsministeriet, der - for at fremme specifikke sektorspecifikke mål - yder forskellige former for tilskud til FoU-rettede formål.

Erhvervsministeriets ordninger kan opdeles i generel erhvervsfremme og tilskud til enkeltvirksomheder. Den generelle erhvervsfremme omfatter blandt andet regional erhvervsudvikling og eksportfremme. Tilskuddene til enkeltvirksomhederne omfatter blandt andet støtte til videns- og kvalitetsudviklingsprojekter, iværksætterstøtte, isbryderordninger og projektstøtte gennem Vækstfonden. Der er enkelte aktiviteter, der har et vist miljømæssigt sigte, men den overvejende del har en generel erhvervsfremmende karakter.

Fælles for de generelle erhvervsfremmende værktøjer er, at miljøhensynet kun i begrænset omfang inddrages i vurderingen af konkrete projekter. Projekter/initiativer, der indholder miljømæssige aspekter kan dog som regel opnå støtte på lige fod med andre markeds-, kompetence- og produktudviklings-projekter. Miljøhensynet indgår således almindeligvis ikke i vurderingen af de deltagende virksomheders præstation eller som en del af vurderingen på linie med ansøgeres finansielle styrke og den kommercielle betydning af projektet.

Det tilsvarende gælder for de virksomheder, der tilbydes finansiering fra de 13 udviklingsselskaber, hvortil Erhvervsfremmestyrelsen yder garantisikring. Undtaget herfra er dog selskabet Miljøudvikling A/S, der specifikt retter sig mod miljøområdet - herunder bl.a. udviklingen af "grønne produkter".

Af specifikke ordninger med miljømæssigt sigte administrerer Erhvervsfremmestyrelsen i samarbejde med Miljøstyrelsen to ordninger. For det første programmet "Miljøstyring og miljørevision i danske virksomheder", hvor der ydes tilskud til udbredelsen af miljøstyring. For det andet programmet "Miljø og arbejdsmiljø i mindre virksomheder", hvor der ydes direkte tilskud til mindre virksomheders miljøarbejde.

I forhold til den mere konkrete produkt- og procesudvikling spiller de offentligt støttede teknologiske serviceinstitutter (GTS- og TIC-nettet) en væsentlig rolle for især de mere traditionelle fremstillingsvirksomheder, der kun i ringe omfang har en egenudvikling af produkter. Med henblik på styrkelse af GTS-nettets kompetence på miljøområdet har Erhvervsministeriet etableret et fælles basistilskudsprogram for 4 GTS-institutter med titlen "Miljøstyring og livscyklusvurdering".

Landbrugs- og Fiskeriministeriet har en række ordninger, som har betydning for udvikling af såvel renere fremstillingsteknologi som renere produkter i landbruget. Hovedaktiviteterne foregår indenfor rammerne af produktudviklingsloven, lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling og økologisk landbrug m.v. samt lov om støtte til miljøforbedrende investeringer i mindre landbrug m.v. Der er endvidere igangsat en generel indsats for at udvikle fornybare råvarer indenfor en række områder. Herudover findes en række mindre tilskudsordninger til bl.a. efteruddannelse og konsulentbistand.

I produktudviklingsperspektiv er det først og fremmest ordningerne under produktudviklingsloven, der påkalder sig opmærksomhed. Produktudviklingsloven skal generelt fremme udviklingen af nye jordbrugs- og fiskeriprodukter. Produktudviklingslovens formålsbestemmelser nævner ikke fremme af mere miljøvenlig produktion, men Landbrugs- og Fiskeriministeriet tilgodeser i et vist omfang miljøorienterede projekter i administrationen af ordningerne. Der gives således et forhøjet tilskud til projekter med et miljømæssigt sigte ndenfor ordningerne:

	"Produktudviking i det primære jordbrug"
	"Forarbejdning og forædling af jordbrugs- og fiskeriprodukter"

Det Fødevareteknologisk forsknings- og udviklingsprogram (FØTEK) er baseret på et tværministerielt samarbejde mellem Landbrugs- og Fiskeriministeriet, Forskningsministeriet, Erhvervsministeriet og Undervisningsministeriet. FØTEK's overordnede formål er at sikre og styrke dansk fødevareindustris position gennem støtte til større, ressourcekrævende forskningsprojekter, der kan forbedre erhvervets rammebetingelser. Miljø- og arbejdsmiljøvenlige produktionsmetoder er et af de 5 prioriterede indsatsområder.

Forskningsministeriet administrerer i samarbejde med øvrige ressortministerier en række forsknings- og udviklingsprogrammer - herunder det bioteknologiske, materialeteknologiske og - som tidligere nævnt - det fødevareteknologiske udviklingsprogram. Set udfra en produktudviklingssynvinkel er integreringen af miljøhensynet netop i disse FoU-programmer af essentiel betydning, idet resultaterne fra disse programmer kan være med til at angive retningen for den fremtidige produktudvikling indenfor de omfattede områder.

I forlængelse heraf blev der ved tilrettelæggelsen af det materialeteknologiske program lagt op til at integrere miljøvurderinger i de forskellige bevilgede projekter. De foreløbige evalueringer af første fase af programmet har dog vist, at der kun i begrænset omfang er foretaget miljøvurderinger af de bevilgede projekter.

En række uddannelses- og forskningsinstitutioner/-centre er i stigende omfang blevet sporet hen imod at indtænke miljøhensynet i deres forskningsprogrammer. Eksempelvis vil Forskningscenter Risø i sin nye strategi opprioritere miljøhensynet i samtlige programområder bl.a. indenfor materialeforskning og planteproduktion. Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd vil endvidere fremover foretage en miljømæssig afvejning af de konkrete forskningsprojektansøgninger.

Miljø- og Energiministeriet administrerer en række ordninger, der i større eller mindre omfang retter sig mod udviklingen af mindre miljøbelastende produkter.

Energistyrelsens rolle på tilskudsområdet beror først og fremmest på en administration af tilskuddene til reduktion af virksomhedernes CO₂-emissioner, tilskud til vedvarende energi samt Energiforskningsprogrammet (EFP). Derudover har administrationen af reglerne om reduktion i CO₂ afgiften, hvis der indgås aftaler om visse energibesparende investeringer, en virkning der minder om tilskudsordningernes. Energistyrelsen har i de senere år arbejdet intensivt med produktområdet og eksempelvis har Energistyrelsen EFP finansieret en række projekter med det sigte at udvikle mindre energiforbrugende produkter. Bl.a. er det mindst energiforbrugende køleskab på det danske marked udviklet med tilskud fra EFP. I forbindelse med tilskudsadministrationen integreres de miljømæssige hensyn i betydeligt omfang. Den nye ordning om energiisbrydere kan formentlig også blive et bidrag til generel kompetenceopbygning på energi og miljøområdet i de små virksomheder, ordningen henvender sig til. Der er samarbejde med Miljøstyrelsen om tilrettelæggelse og finansiering af de produktrelaterede projekter. Der er dog rum for en yderligere samtænkning af den langsigtede indsats.

Skov- og Naturstyrelsens produktudviklingsordning for skovbruget og træindustrien yder tilskud til udviklingsaktiviteter inden for det primære skovbrug og inden for forarbejdning og forædling af træprodukter og af træbaserede produkter. Det er en grundlæggende forudsætning for at opnå tilskud, at projektet ikke har uønskede virkninger påmiljøet og på arbejdsmiljøet. En gavnlig miljøvirkning indgår endvidere som et positivt tildelingskriterie i tilskudsordningen. Der lægges vægt på, at miljøeffekten belyses i forbindelse med udviklingen af nye produkter, f.eks. gennem en udarbejdelse af livscyklusvurderinger.

Miljøstyrelsens produktrettede tilskudsordninger omfatter de tre programmer under Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi, hvor der mulighed for at yde tilskud med relevans for udviklingen af mindre miljøbelastende produkter:

	Udviklingen af renere teknologi, der er knyttet til Handlingsplanen for renere teknologi 1993-1997
	Miljø og arbejdsmiljøstyring i mindre virksomheder, hvor der ydes direkte tilskud til indførelse af miljø- og arbejdsmiljøstyring i små- og mellemstore virksomheder
	Projekter vedrørende affald og genanvendelse knyttet til Handlingsplanen for affald og genanvendelse 1993 - 1997.
	Renere teknologi

Siden 1987 har Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi ydet tilskud til projekter, der tager sigte på at udvikle og sprede renere teknologi i virksomhederne. Programmet har indenfor udvalgte industrielle brancher formået at udvikle en række renere teknologi-processer, der i stort omfang er blevet implementeret i virksomhederne.

Indsatsen i renere teknologi-programmet består i en vekselvirkning mellem på den ene side specifikke teknologiudviklings-, implementerings- og spredningsprojekter og på den anden side mere generelle projekter vedrørende etablering af videns- og metodegrundlag samt information om og formidling af renere teknologimuligheder.

Den aktuelle Handlingsplan for renere teknologi 1993-1997 udstikker rammerne for renere teknologi-programmet. Under denne handlingsplan er indsatsens fokus flyttet fra udvikling af renere teknologier til spredning og fastholdelse af renere teknologi-strategien i virksomhederne. Der er samtidig sket en drejning af programmet fra udvikling af renere teknologi-processer over imod udvikling af mindre miljøbelastende produkter.

Frem til og med 1995 er der i alt givet tilskud for 539 mill. kr til i alt 638 projekter. Tyngdepunktet for indsatsen har som nævnt ligget indenfor udviklingen af renere industrielle teknologi-processer i en række udvalgte brancher. I en omfattende ekstern evaluering af indsatsen fra 1987-93 fremhæves indsatsen på teknologiudviklingssiden som værende udpræget succesfuld, idet 80 % af disse projekter har resulteret i anvendelige renere teknologi-processer. I forhold til andre teknologiudviklingsprogrammer må dette betragtes som værende en relativt høj succesrate.

Under den aktuelle handlingsplan har bevillingen af projekter indenfor områderne produkter, materialer og kemiske stoffer været i markant stigning. Indsatsen på disse områder har drejet sig om udvikling og afprøvning af værktøjer til LCA-vurdering af produkter, hvor projektet "Udvikling af Miljørigtige Industriprodukter" (UMIP-projektet) spiller en central rolle. Dertil kommer tilskud til udvikling af mindre miljøbelastende produkter bl.a. gennem substistitution af miljøproblematiske materialer og stoffer. Der er endvidere givet tilskud til en række projekter med henblik på udvikling af miljømærkekriterier og projekter til fremme af den offentlige grønne indkøbspolitik.

Der har under programmet ikke været mulighed for at yde tilskud til mere erhvervspolitisk rettede tiltag såsom tilskud til produktdokumentation, markedsføring og tilskud til eksportfremme. I forhold til en generel styrkelse af den erhvervspolitiske dimension i den produktorienterede miljøstrategi bør disse elementer indgå i den nye ordning i samspil med øvrige eksisterende erhvervspolitiske ordninger.

Den undervisnings- og uddannelsesrelaterede del i forbindelse med udviklingen og implementeringen af renere teknologi og produkter har under det eksisterende program været nedtonet kraftigt. På baggrund af dette områdes store betydning for en fortsat udvikling af virksomhedernes miljøarbejde bør uddannelsesområdet opprioriteres med henblik på etablering af særligt LCA-orienterede uddannelser og certificerende kurser.

Da produktinitiativerne i programmet overvejende har været på det metode- og udredningsmæssige plan er der gjort relativt få forsøg på at kombinere produktinnovationerne med et øget markedstræk. I det nye program bør en sådan vekselvirkning spille en stor rolle.

Miljø og arbejdsmiljø i mindre virksomheder

I 1994 opstartedes programmet Miljø og arbejdsmiljø i mindre virksomheder, der tager sigte på at yde direkte tilskud til indførelse af systematisk miljøarbejde i små og mellemstore virksomheder. Baggrunden for igangsætningen af programmet skal ses i lyset af et ønske om at fremme indførelsen af miljøstyring i disse mindre virksomheder for herigennem yderligere at sprede og fastholde renere teknologi-strategien blandt en - set fra en miljøstrategisk tilgang - svag og samtidig talrig virksomhedsgruppe.

Programmet er baseret på standardtilskud ved objektive vilkår. Projekterne er baseret på ansættelse af en ny medarbejder (evt. som afløser) for de projektudførende. Der kan højest opnåes tilskud på 400.000,- kr. ved en egenfinanciering på 50% og tilskudsbetingelserne følger iøvrigt minimis-reglerne. Der er til dato bevilget projekttilskud til ca. 150 virksomheder.

I alt blev der over en fire-årig periode afsat 80 mill. kr., der på grund af en meget stor søgning blandt virksomhederne allerede på nuværende tidspunkt er ved at være brugt op. På baggrund af den meget store søgning til programmet sammenholdt med de positive meldinger fra den løbende eksterne evaluering og resultaterne af de foreløbigt afsluttede projekter kan det allerede på nuværende tidspunkt konstateres, at programmet i høj grad har levet op til intentionerne om en spredning og fastholdelse af renere teknologi-konceptet i de mindre virksomheder.

Programmets gode resultater medfører, at der lægges op til en fortsættelse af programmet i en revideret form, der suppleres med et koncept til spredning af miljøhensyn i produktudvikling hos små og mellemstore virksomheder. I forbindelse hermed bør der indledes et formaliseret samarbejde om skabelse af en uddannelse/et certificeret kursus, der kan oplære medarbejderne til varetagelse af LCA-orienteret arbejde i virksomhederne. Disse projekter bør endvidere suppleres med et krav om en mere detaljeret tilbagemelding på projekternes opnåede resultat med henblik på spredning af disse.

Affald og genanvendelse

Med start i 1984 har Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi ydet tilskud til genanvendelsesområdet. Indtil 1993 anvendtes midlerne primært som anlægstilskud til forskellige former for genanvendelsessystemer. Ordningen ændredes i 1993 således, at der idag analogt til renere teknologi området kun gives tilskud til udviklings- og demonstrationsprojekter. Som angivet i Handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97 er det primære formål med ordningen at yde tilskud til projekter, der sigter mod at nedbringe affaldsmængderne og genanvende materialerne, samt projekter, der mindsker miljøbelastningen fra behandlingen af restaffaldet.

Den primære del af tilskudsmidlerne på 20 mill. kr. pr. år har været rettet mod at udvikle forskellige former for genanvendelsessystemer. Kun i mindre grad er der gennemført projekter, der tager sigte på at skabe mere genanvendelige produkter eller at ændre produkterne, således at miljøbelastningen i affaldsfasen reduceres.

Den nye erhvervsaffaldstrategi lægger op til, at der er et klart behov for en styrkelse af denne produktrettede del af genanvendelsesproblematikken. I det nye samlede renere produktprogram vil den affalds- og genanvendelsesrelaterede del af indsatsen være rettet mod, hvorledes der kan udvikles mere genanvendelige produkter, samt produkter, der virker mindre miljøbelastende i affaldsfasen. Endvidere vil indsatsen rettes mod udviklingen af teknikker til separering og efterfølgende genanvendelse af produkternes materialer m.v.

Arbejdsministeriet har i forbindelse med handlingsplanen "Rent arbejdsmiljø år 2005" udarbejdet 7 overordnede visioner for det fremtidige arbejdsmiljøarbejde. Til understøttelse af disse visioner vil der blive afsat en række nærmere specificerede puljemidler. Der er på nuværende tidspunkt allerede afsat puljemidler i forbindelse med Det udviklende Arbejde (DUA), og det er Arbejdstilsynets opfattelse, at midler fra denne pulje vil kunne anvendes til samfinanciering af projekter med såvel miljø- som arbejdsmiljømæssig relevans. Der er endvidere oprettet et program indenfor området ensidig gentaget arbejde rettet mod små og mellemstore virksomheder. Der agtes desuden taget beslutning om oprettelse af en indeklimapulje.

Gennem de løbende drøftelser i Miljøkoordineringsudvalget vil det blive undersøgt, hvorledes der kan ske en styrkelse af samarbejdet mellem de enkelte tilskudsordninger.

I de tilskudsordninger, der retter sig mod at fremme byfornyelsen, bliver der fra Boligministeriets side i stigende omfang stillet miljømæssige krav for opnåelsen af tilskud. Boligministeriet arbejder på at styrke miljødimensionen i deres tilskudsordninger. Det offentligt støttede byggeri omfatter en meget væsentlig del af den samlede bygge- og anlægsaktivitet i Danmark, og derfor er Boligministeriets tiltag i retning af at stille miljøkrav - herunder produktkrav - af overordentlig stor betydning.

På transportområdet anvender Trafikministeriet en væsentlig del af udviklings- og forsøgsmidlerne fra den såkaldte trafikpulje til udvikling af mindre miljøbelastende transportmidler. Eksempelvis har trafikpuljen i samarbejde med Miljøstyrelsen finansieret et stort projekt vedrørende anvendelse af mindre miljøbelastende drivmidler i busser.

I forbindelse med at der ydes offentlige midler til forskellige former for produktudvikling i den private sektor bør der foretages en miljøvurdering af projekterne, før der ydes tilskud. Herved skal det sikres, at der ikke anvendes offentlige midler til udvikling af mere miljøbelastende produkter og processer. Der er eksempelvis behov for at der samlet ses på hensynene til miljø generelt samt energi - og arbejdsmiljø, således at disse hensyn ikke kommer til at gå i vejen for hinanden.

Mange ministerier stiller allerede i dag miljømæssige krav i forbindelse med administrationen af tilskuds- og låneordninger. Særligt har Boligministeriet og i relativt stort omfang også Landbrugs- og Fiskeriministeriet inddraget miljøhensynet i disses produktrettede tilskudsordninger.

Denne udvikling har ikke i samme grad fundet sted indenfor Erhvervsministeriet, der er en af de største udbydere af tilskuds- og lånefinansieringsordninger. Der bør i den forbindelse tages initiativ til en dialog, der kan fremme en mere systematisk miljøvurdering af de virksomhedsprojekter, der opnår finansiering gennem eksempelvis Vækstfonden. Der bør i forlængelse heraf udvikles forskellige lethåndterlige værktøjer til at foretage miljøscreeninger af disse typer af projekter.

Erfaringer fra evalueringer af FoU-programmerne viser, at såfremt miljøhensynet skal integreres i forskningsprojekterne kræver det, at der fra bevillingsgivernes side afsættes tid og midler til at foretage disse miljøvurderinger, eventuelt ved ekstern konsulentbistand. For at sikre en tilstrækkelig integration af miljøhensynet i den produkt- og procesrettede del af forskningen bør der derfor i forbindelse med bevillingen af projekterne afsættes tilstrækkelige ressourcer til at foretage de nødvendige miljøvurderinger i forbindelse med projektets gennemførelse.

På udviklingsområdet bør der endvidere afsættes ressourcer til at særligt de mindre virksomheder kan få kvalificeret rådgivning i forhold til at foretage livscyklusvurderinger af deres produkter.

PRODUKTREGULERING, STANDARD- OG NORMFASTSÆTTELSE

Den nationale fastsættelse af regler og normer overfor produkter bliver i stadigt stigende omfang afløst af internationale standarder og normer, der primært fastsættes i EU samt CEN/ISO-regi.

De enkelte ministerier deltager i vekslende omfang i forhandlingerne om produktstandarder indenfor de respektive ressortområder. Eksempelvis deltager Direktoratet for Arbejdstilsynet i relativt stort omfang i det internationale standardiseringsarbejde med henblik på at sikre arbejdsmiljøhensynet.

Erkendelsen af standardernes væsentlige betydning for udviklingen af mindre miljøbelastende produkter har bl.a. medført, at Erhvervsministeriet har bevilget midler til en fortsat og styrket dansk indsats overfor inddragelse af miljøhensynet i det internationale standardiseringsarbejde.

På norm-området har særligt Energistyrelsen gjort sig gældende. Energistyrelsen har arbejdet en del med indførelsen af normer for energieffektivitet i forskelligt energiforbrugende udstyr, og på køle-/frysområdet er der for nylig vedtaget normer i EU-regi.

Der udarbejdes imidlertid stadigvæk en del nationale normer og anvisninger på produkt/materialeområdet. Dette gør sig særligt gældende indenfor boligområdet, hvor hensynet til anvendelsen af mindre miljøbelastende materialer i stadigt større omfang integreres i de anvisninger, der udarbejdes i Boligministeriets regi.

Det er i den forbindelse vigtigt at understøtte denne udvikling således, at miljøhensynet indgår som en fast integreret del ved udarbejdelsen af produktanvisninger og normer indenfor de relevante ressortområder. Gennem en sådan inddragelse bør det sikres, at reglerne under alle omstændigheder ikke virker blokerende for mindre miljøbelastende produkter.

Fagministerierne har hovedansvaret for en lang række produkt- og performancestandarder og er tillige hovedforhandlere på EU-direktiver indenfor deres ressortområder. Det er af afgørende betydning, at fagministerierne som fast procedure i standardiseringsaktiviteter bidrager til at sikre at miljøvurderinger inddrages direkte i standardiseringsprocessen. I forbindelse med EU-lovgivning skal fagministerierne sikre at miljøhensyn inddrages i selve direktivarbejdet, og at miljøvurderinger indgår som et krav i eventuelle mandater til CEN.

STATSLIG FORBRUGERINFORMATION (MÆRKNINGSORDNINGER)

Offentligt anerkendt forbrugerinformation er en væsentlig faktor i forhold til skabelsen af et marked for mindre miljøbelastende produkter. Der eksisterer i dag på produktmærkningsområdet en række statslige forbrugermærkninger strækkende sig fra faremærkning af kemiske produkter til mærkning af økologiske fødevarer m.v. Af øvrige miljørelaterede mærkningsordninger kan endvidere nævnes energimærkningsordningen, der administreres af Energistyrelsen.

I forhold til den generelle statslige forbrugeroplysning er det naturligvis Forbrugerstyrelsen, der står som den primære formidler. I Forbrugerstyrelsens generelle forbrugerinformation bliver miljøaspektet medtaget i stadigt stigende omfang.

Idet viden og information om produkternes miljøegenskaber hører til de centrale virkemidler i den produktorienterede miljøstrategi, bør det fortsatte samarbejde med Forbrugerstyrelsen styrkes, bl.a. gennem koordinerede kampagner. Ligeledes bør der ske en koordination af kampagner i forhold til indsatsområderne på energisiden.

STATSLIG EFTERSPØRGSEL

Den statslige sektors dominerende rolle som indkøber indenfor en række produktområder giver et væsentligt påvirkningspotentiale. Initiativerne i forhold til offentlig miljøbevidst indkøb er beskrevet i kapitel 7.4.

Erhvervsministeriets udviklingskontrakter er en anden mulighed for gennem efterspørgslen at påvirke produktudviklingen. Siden 1994 er udviklingskontrakter blevet anvendt som et konkret instrument til at øge samarbejdet mellem virksomheder og offentlige institutioner og samtidig gøre den offentlige efterspørgsel mere kvalitetsbevidst.

Ordningen gør det muligt for offentlige institutioner at få dækket de ekstra omkostninger, der er forbundet med at indgå aftaler med private virksomheder om levering af et nyt produkt eller en ny ydelse. Den offentlige part i en udviklingskontrakt - f.eks. et hospital - får således dækket de ekstra omkostninger, som opstår ved at udvikle og købe et nyudviklet stykke hospitalsudstyr i forhold til det standardudstyr, som findes på området.

For at være berettiget til midler fra puljen skal kontrakten indebære, at virksomheden må foretage et betydeligt udviklingsarbejde. Til gengæld kan den offentlige part garantere afsætning af "første parti" af produktionen. Foreløbigt er der dog kun få kontrakter med miljømæssigt sigte. I 1997 påregnes der afsat 90 mill. kr. til udviklingskontrakter.

Der føres i øjeblikket en løbende dialog med Erhvervsfremmestyrelsen om udviklingskontraktordningen med henblik på bedre udnyttelse af ordningen på miljøområdet. I den forbindelse bør der ske en løbende koordination med det kommende udviklingsprogram for renere produkter.

I lighed med bemærkningerne under produktudviklingstilskud bør der ligeledes foranstaltes en dialog med Erhvervsministeriet med henblik på at afdække mulighederne for at foretage miljømæssige vurderinger i forbindelse med udarbejdelsen af fremtidige udviklingskontrakter.

Blandt de aktører, der er væsentlige i samspillet omkring fastlæggelsen af den internationale regulering af udveksling af varer generelt og de krav, der kan stilles til produkternes miljøegenskaber, er de multinationale aktører blandt de mest betydende. De har ressourcer til såvel at påvirke politikdannelsen som til at gå aktivt ind i at fremme udviklingen af mere miljøvenlige produkter.

De store multinationale selskaber findes specielt indenfor områderne kemi og agrokemi, medicinalindustrien, olie og gas, skovbrug, fødevarer og biler.

De 500 største har i alt 35 mio. ansatte (170.000 ansatte i gennemsnit), en omsætning på i alt godt 11 billioner USD (23 mia USD i gennemsnit) og aktiver for i alt godt 32 billioner USD (65 mia. USD i gennemsnit). Over halvdelen af disse 500 selskaber er amerikanske eller japanske. Herefter er de bedst repræsenterede lande Frankrig med 42, Tyskland med 40 og Storbritannien med 32 selskaber.

I internationale forhandlinger forsvarer de store multinationale virksomheder traditionelt set følgende interesser:

	Operationel autonomi, hvormed menes retten til frit at bestemme egen adfærd, hvilke produkter de vil fremstille, hvordan de fremstilles, hvor de afsættes og så videre
	Fri bevægelighed for varer og kapital
	Konkurrence på de områder, hvor de opfatter sig som stærke. Det betyder, at de konkurrerer gerne på at levere produkter med forbedrede miljøegenskaber, hvis de oplever, at det er et område hvor de kan opnå konkurrencefordele. (Eksempelvis udvikler de agrokemiske virksomheder gerne pesticider med forbedrede miljøegenskaber, men næppe udvikle alternativer til pesticider. Tilsvarende vil PVC producenterne ikke udvikle alternativer til PVC, men gerne mindre miljøbelastende blødgørerer til PVC).

Selvom det danske marked er lille i relation til de store multinationale virksomheders omsætning, har disse på en række områder udvist betydelig interesse for at påvirke den danske miljøindsats. Den agro-kemiske industris interesse for den danske regulering af anvendelsen af pesticider er et godt eksempel på dette. Interessen skyldes formentlig, at de ser det danske marked som et trendsættermarked på miljøområdet. De forventer, at andre markeder vil følge efter, hvis der er gennemført en regulering på det danske marked, som de kan lade sig inspirere af. Derfor er det danske marked interessant, og derfor vil de gerne tale eller slås alt efter deres oplevede strategiske interesse.

En del multinationale virksomheder ser danske små og mellemstore virksomheder som interessante pilotvirksomheder for nye miljøforbedrede produkter. Eksempelvis har danske tekstilvirksomheder og virksomheder indenfor den grafiske branche virket som forsøgsvirksomheder for store tekstil- og trykfarveleverandører til gavn for begge parter.

De store multinationale selskaber er meget betydende aktører på den nationale og specielt de internationale arenaer på grund af blandt andet følgende forhold:

De store multinationale producenter er en kompleks, men vigtig deltager i dialogen. Det er vigtigt at være klar over på hvilke områder, der kan føres en produktiv dialog, og på hvilke områder samspillet må forventes at være mere konfliktbetonet.

I forhandlinger med disse virksomheder er det vigtigt, at myndighederne er rede til at benytte hele det spektrum af virkemidler, de har som nationalstatsrepræsentanter via internationale alliancer og aftaler, skatter, forbudslovgivning, håndhævelse, støtte mm.

De forskellige virksomheder og brancher har forskellige interesser og kan derfor bruges i afbalanceringen af interessebilledet i den produktive samtale.

Nationalstatsaktørerne er i sagens natur en meget uensartet gruppe, som der her kun skal knyttes nogle helt overordnede kommentarer til. Nationalstatsaktørerne kan opdeles i tre hovedgrupper:

	Udviklingslandene
	Lande med hurtigt voksende økonomier,
	De Industrialiserede lande. USA, Japan, Europa

De er tilsammen bestemmende i alle de internationale fora, der er organiseret på grundlag af nationalstatsmedlemskab, det gælder fora som FN, EU, OECD, WTO, ISO mfl. De har således tilsammen den suveræne politiske magt til at bestemme vilkårene for den internationale handel med produkter og til at bestemme hvilke miljøhensyn, der kan tages i den forbindelse.

Ressourcerne for de tre grupper er meget forskellige:

	Udviklingslandene er generelt svage aktører på den internationale scene. De har svært ved at stille med deltagere i forhandlingerne, og de deltagere, der kommer, har som oftest et svagt bagland for så vidt angår vidensressourcer m.m. Der er på den anden side mange af dem, så de kan gennem deres antal blive udslagsgivende i de internationale forhandlinger.
	Landene med hurtigt voksende økonomier er ved at blive mere synlige spillere på de internationale arenaer, og de hjemlige ressourcebaser er under hurtig opbygning.
	De industrialiserede lande er gennemgående ressourcestærke og internationalt velrepræsenterede. USA og Japan er de dominere enkelt spillere. Europa har, når det optræder samlet, ressourcer til at matche såvel USA som Japan.

Nationalstaterne kan i modsætning til de multinationale virksomheder ikke flytte sig, så deres interesser er knyttet til deres egen befolkning, deres egne miljøforhold og deres egen industris muligheder for at klare sig i den globale konkurrence. Det gør selvfølgelig, at interesserne for de tre grupper af nationalstater er meget forskellige:

Udviklingslandene har generelt svage industrier, der producerer varer med et lavt vidensindhold, og som er nødt til at konkurrere på lav løn og et lavt omkostningsniveau i øvrigt - herunder miljøindsatsen. De frygter derfor, at deres varer får det svært, når der stilles miljøkrav til produkterne.

De har svært ved påvirke de forhandlinger, hvor kravene til varerne defineres og betragter derfor sådanne krav med den største mistro.

Landene med hurtigt voksende økonomier har generelt en meget mere forskelligartet industri, hvis produkter på mange områder - men langt fra alle - vil blive fuldt konkurrencedygtige, også på miljøområdet. I internationale fora agerer de ofte med mistro overfor miljøkrav i samhandelen.

De industrialiserede landes industrier vil ud fra en overordnet betragtning have glæde af miljø som konkurrenceparameter. USA og Japan agerer i mange af de forhandlinger, der er relevante for udviklingen af produktindsatsen, som deres store multinationale selskabers talerør med dertil hørende interesseprofil.

De europæiske lande er en blandet gruppe, der alle agerer mere eller mindre som talerør for deres industrier, selvom de nordlige lande er gennemgående mere optimistiske på deres industris vegne end de sydlige, hvilket gennemgående afspejler en forskel i industriel styrke.

I forbindelse med arbejdet med at udvikle den danske produktorienterede miljøstrategi er der foretaget et litteraturstudie af andre landes erfaringer med produktorienteret miljøindsats. Der har i forbindelse hermed været kontakt til de svenske og de hollandske miljømyndigheder med henblik på at få et indblik i status hos de lande, vi normalt sammenligner os med på miljøområdet. Litteraturstudiet og besøgene viste generelt, at der arbejdes med den samme type af overvejelser.

I forholdet til samspillet med nationalstaterne er det værd at være opmærksom på, at de langsigtede udsigter til et voksende marked for miljørigtige produkter medfører, at samspillet ikke er et "nul-sumsspil". Den enes gevinst behøver ikke nødvendigvis at betyde tab for de andre i et voksende marked.

Der skal satses på kontakt og alliancer med ligesindede europæere og nogle af landene med hurtigt voksende økonomi.

Det kan overvejes at støtte udviklingslandenes deltagelse i de internationale forhandlinger ligesom Holland og Finland har gjort det i ISO sammenhænge.

EU-kommissionen er langt den væsentligste af de internationale organisationers aktører. Dels på grund af, at Danmark indgår i en aftalesammenhæng, der giver kommissionen et selvstændigt forhandlingsmandat på Danmarks vegne, og dels fordi kommissionen har ressourcer til egne aktiviteter. EU´s administration skal indenfor rammerne af det traktatmæssige grundlag arbejde for at fremme unionens mål og har retten til selv at gennemføre initiativer indefor den gældende EU-regulering samt til at fremsætte forslag om nye reguleringer overfor ministerrådet. Kommissionen er således en selvstændigt betydende aktør med betydelige politiske, personalemæssige og økonomiske ressourcer.

Det overordnede grundlag for EUs miljøpolitik frem til år 2000 er beskrevet i EU´s 5. miljøhandlingsprogram, der bl.a. indeholder følgende prioriteringer, som stemmer godt overens med nogle af de behov, der er afdækket i forhold til etablering af en produktorienteret miljøstrategi:

	Styrkelse af integration af miljøhensyn i andre politikområder, specielt i forhold til handlingsprogrammets 5 sektorer.
	Øget anvendelse af tværgående styringsinstrumenter, herunder især de markedsbaserede og økonomiske styringsmidler.
	Bevidstheds- og adfærdsændringer blandt producenter og forbrugere, herunder udvikling af bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre.

Generelt søges de konkrete regler på miljøområdet harmoniseret, og der fokuseres på at undgå etablering af bindende nationale miljøregler eller etablering af miljøkrav, som vil kunne udgøre en handelshindring, i forbindelse med efterspørgsel af produkter.

EU-kommisionens vilkår og potentiale for at påvirke en produktorienteret miljøstrategi

Kommissionen er initiativtager med hensyn til at føre de beskrevne politikker ud i livet i løbende dialoger med nationalstater og lobbyister repræsenterende en lang række forskellige interesseorganiseringer. I disse dialoger er erhvervsinteresserne i dag klart dominerende relativt til de andre ikke statslige aktører.

Kommissionen udarbejder normalt forslagene til nye reguleringer og indsatser i øvrigt. I mange tilfælde har kommissionen imidlertid ikke tilstrækkelig faglig kompetence til selv at vurdere behov, konsekvenser m.v.. Kommissionen må her basere sit arbejde på input fra nationalstaterne og udvalgte konsulentfirmaer.

Tilsvarende bliver flere og flere EU-direktiver udfyldt ved at kommissionen afgiver mandat til CEN til den mere specifikke udfyldelse af direktivets ramme. Da kommissionen endnu ikke har lavet procedurer til at følge op på CEN's udfyldelse af mandaterne er der med mandateringen reelt afgivet en væsentlig del af kommissionens kompetence til standardiseringsgrupperne.

Det er afgørende at være i den bredest mulige kontakt med kommissionen. Samtidigt skal kontakterne tages i den tidlige kommissionstænkning inden idéerne er blevet til forslag. Dette vil formentlig reelt muligt indenfor området produktorienteret miljøstrategi, idet tænkningen på dette område for det første p.t. ikke er kommet ret langt og for det andet er der ikke mange af de øvrige aktører, der på dette område har manifisteret sig i forhold til kommisionen.

Blandt de væsentlige områder, hvor der fortløbende skal tages initiativer overfor kommissionen kan nævnes:

	Miljø og handel er et væsentligt område både med hensyn til den produktorienterede miljøindsats, men også med hensyn til at sikre udviklingslandene en fair behandling i den globale handel.
	I standardiseringsarbejdet vil en systematisk påvirkning af de omkring 10.000 standarder, der er på vej i CEN, som implementering af det indre marked, være afgørende for mulighederne for at der tages miljøhensyn i den fremtidige produktudvikling, ligesom mulighederne for at indføre miljømærker vil blive påvirket. En væsentlig del af dette arbejde vil være påvirkning af kommissionen i forbindelse med mandateringen af standardarbejdet.
	Udbudsdirektivet og EU's egne indkøbspolitikker skal påvirkes til at give større rum for miljøhensyn i de offentlige indkøb.
	Området for anvendelsesregulering af miljø- og sundhedsskadelige stoffer er totalharmoniseret, og det forudsætter enighed med kommissionen at skabe såvel ny fællesregulering som rum for at foretage en eventuel national særregulering.

Bilag 2

Bilag til kapitel 7.2: DEN MILJØMÆSIGE DAGSORDEN

Formålet med dette bilag er at supplere gennemgangen i kapitel 7.2 af den miljømæssige dagsorden med en grundigere gennemgang af de centrale, prioriterede miljøproblemer, som produktindsatsen er rettet mod. Det skal i den forbindelse understreges, at redegørelsen i dette bilag udelukkende er af oversigtsmæssig karakter, og redegørelsen fastsætter således ikke nye eller reviderede målsætninger for de enkelte emissioner/miljøproblemer. Samtidigt skal det pointeres, at de pågældende målsætninger ikke nødvendigvis er gengivet med det præcise oprindelige ordvalg fra de pågældende politiske miljømålsætninger.

Præsentationen omfatter både årsagerne til problemerne, de langsigtede fastsatte miljømålsætninger og de politiske samt hvilken adfærd, der forventes af aktørerne. En række sundhedsproblemer er også omfattet af nedenstående.

Buketten af væsentlige miljøproblemer er velkendt og beskrevet i en række sammenhænge, eksempelvis i "Natur- og Miljøpolitiske redegørelse 1995", Miljø- og Energiministeriet, "Miljø og samfund - en status over udviklingen i miljøtilstanden i Danmark", Miljøministeriet 1993, "Tal om natur og miljø", Danmarks Statistik og Miljøministeriet 1994 og "Baggrund for miljøvurdering af produkter", Instituttet for Produktudvikling, DTU 1996.

Ovenstående referencer er anvendt i forbindelse med nedenstående beskrivelser af de 7 centrale miljømæssige problemstillinger, hvor der kun er medtaget de oplysninger, som vurderes at være relevante for:

	Kendskab til hvad der bør være de langstigtede mål for en indsats.
	Kendskab til de aktuelle politisk forpligtende mål i de forskellige handlingsplaner.
	Kendskab til hvilke forventninger der er til forskellige aktørers adfærd og indsats.

De langsigtede målsætninger for indsatsen bygger alle på intentionen om, at belastningen skal holdes inden for det økologiske råderum, således at der ikke forurenes mere, end de økologiske kredsløb kan omsætte, og at forbruget af ressourcer enten ikke overstiger hastigheden for gendannelsen af ressourcen eller ikke forringer betingelserne for de kommende generationer.

Det aktuelle politisk vedtagne globale mål for drivhusgasserne under FN's klimakonvention har i dag karakter af en hensigtserklæring om at standse væksten i atmosfærens indhold af drivhusgasser på koncentrationsniveauer, der ikke giver farlige klimaændinger. Beregninger udført på basis af scenarier opstillet af FN's klimapanel viser, at såfremt CO₂ koncentrationen skal stabiliseres på et niveau på 450 ppmv (milliontedel af rumfanget), som realistisk må anses for at være det absolut lavest opnåelige, kræves der en halvering i udledninger fra gruppen af industrilande år 2030 i forhold til 1990, forudsat at det er muligt inden for 20-30 år via bl.a. teknologioverførsel at sikre tilsvarende reduktioner i udviklingslandene. Konklussionen fra FN's klimapanel er også forpligtende for Danmark.

Den aktuelle danske politiske målsætning omfatter et mål fra 1990 (Energi 2000) om at reducere den danske CO₂udledning med 20 % inden år 2005 ( i forhold til 1988). I denne målsætning indgår målsætningen for transportsektoren om en stabilisering i år 2005 på 1988-niveauet. Der skal altså ske betydelige reduktioner i den øvrige energisektor, for at det samlede mål kan nås. For transportsektoren er det desuden målsætningen, at CO₂-emmisionen skal være reduceret med 25 % inden år 2030.

Det fremgår, at der er i dag er en betydelig uoverensstemmelse mellem den langsigtede globale målsætning og de politisk fastsatte målsætninger i Danmark. I 1997 skal der vedtages en ny protokol under Klimakonventionen. Foreløbig er der lagt op til, at der fastsættes nye bindende målsætninger og delmål for forskellige drivhusgasser og sektorer. Danmark vil i overensstemmelse med Folketingets dagsorden af 30. april 1996 i de internationale klimaforhandlinger arbejde for en målsætning om og tilvejebringelse af betingelser for, at højtudviklede industrilande skal tilstræbe at halvere deres CO₂-udledninger før 2030 set i forhold til 1990.

Endvidere vil der i Danmark i løbet af 1997 blive forhandlet med industrien om en afvikling af HFC'er over en 10-årig periode. HFC'erne er kraftige drivhusgasser, hvis anvendelse i Danmark i dag udgør 2 % af bidraget fra CO₂ til drivhuseffekten.

Det fastsatte danske mål for reduktion af CO₂-udledningerne er baseret på en lang række danske initiativer og forventninger til adfærd, hvoraf nogle af de væsentlige er beskrevet herunder: Energi 21 og Regeringens handlingsplan for transportsektorens CO₂ udslip:

Den enkelte husholdning og det offentlige bør spare yderligere på elforbruget ved køb af mindre elforbrugende apparater, ved at gå bort fra brug af el til opvarmning og ved at forbedre bygningers isoleringsstandard. Denne adfærd skal især fremmes ved introduktion af en frivillig energimærkeordning, ved at fremme energimærkning i EU-regi, via tilskud bl.a. til konvertering til fjernvarme eller naturgas og ved lovkrav om energimærkning og udarbejdelse af energispareplaner for bygninger.

Forbrugerne bør vælge mere energieffektive biler bl.a. på baggrund af oplysningskampagner og evt. en mærkningsordning, og myndighederne vil arbejde på, at der indgås en aftale mellem EU og den europæiske bilindustri om reduktion af CO₂udledningen fra nye biler.

Godstransporterhvervet skal gøres mere energieffektivt (og mindre miljøbelastende) specielt ved en bedre udnyttelse af last- og varebiler. Her kan der evt. blive tale om at indgå en frivillig aftale.

Transportområdet er iøvrigt kendetegnet ved, at mange forhold, det er vanskeligt at regulere, er af afgørende betydning for sektorens miljøbelastning. Derfor er der især behov for at fokusere på de transportmæssige følger af beslutninger hos enkeltpersoner, offentlige myndigheder eller af private virksomheder. For så vidt angår de nationale og regionale myndigheder bør disse i forbindelse med planlægningsopgaver være meget opmærksomme på at forbedre mulighederne for, at disse aktører kan udvise mere hensigtsmæssig transportadfærd.

De politiske reduktionsmål er fastlagt særskilt for i- og u-lande i Montreal-protokollen under FN's miljøprogram (UNEP), som senest er blevet strammet i 1995. Da de fastsatte globale reduktionsmål er væsentligt svagere for udviklingslandene, og da der må forventes betydelig vækst i disse landes anvendelse af ozonlagsnedbrydende stoffer, vil disse landes medvirken til problemet vokse betydeligt, inden de ligeledes afvikler anvendelsen.

Montreal-protokollen skal revideres igen i 1997, og det forventes, at specielt reglerne for u-landenes afvikling strammes. Danmark vil arbejde herfor i de kommende internationale forhandlinger. I Danmark kan der evt. blive tale om at stramme tidsfristen for afvikling af HCFC'er.

Den danske indsats over for anvendelsen af ozonlagsnedbrydende stoffer tager som tidligere nævnt udgangspunkt i væsentligt skrappere reduktionsmål på området. Den resterende afvikling af brugen af HCFC'erne, triclorethan og metylbromid er på vej. Stofferne bliver i høj grad erstattet af stoffer, som kendes i forvejen i naturen. Kulbrinter erstatter CFC og HCFC i aerosoldåser, til opblæsning af polyurethanskum og som kølemiddel i husholdningskøleskabe. Vand benyttes til rensning af elektronik og naturlige gasser benyttes til erstatning af halon som brandslukningsmiddel. Drivhusgassen HFC har dog erstattet CFC og HCFC inden for visse formål - især som kølemiddel og opløsningsmiddel. Naturlige kølemidler (ammoniak, kulbrinte, vand og CO₂) forventes at erstate HFC i løbet af de næste 10 år. HFC til opblæsning af polyurethanskum forventes at blive erstattet med CO₂.

Gamle køleskabe og frysere skal ifølge en aftale indgået mellem aktørerne på området fra 01.01.1997 indsamles med henblik på bl.a. aftapning og destruktion af ozonlagsnedbrydende stoffer.

Som det fremgår af ovenstående, er de kommende teknologier til substitution af de ozonlagsnedbrydende stoffer i vidt omfang introduceret i dag. Også for de sidste områder bør de nye renere teknologier udvikles og afprøves i samarbejde mellem producenter og brugere.

For så vidt angår indsamling af gamle køleskabe og frysere, er det specielt forhandlerne og kommunerne, der skal sikre, at der sker den rigtige håndtering.

Endelig bør danske firmaer indenfor branchen arbejde på at eksportere udviklede renere teknologi løsninger på områder samt at overføre know how til u-landene.

Den langsigtede regionale målsætning for fotokemisk oxidation omfatter elimination af skader på mennesker og økosystemer. Det er imidlertid ikke muligt på en simpel måde at omsætte denne målsætning i konkrete krav til reduktion af udledningerne af de forskellige medvirkende stoffer, der indgår i et kompliceret samspil. Det skal derfor blot konstateres, at erkendte skader på vegetation og på mennesker under smog-episoder viser, at miljøets bæreevne allerede er overskredet.

Geneve-konventionen under FN's økonomiske kommision for Europa (UNECE) har som regionalt reduktionsmål fastsat, at de nationale udledninger af flygtige organiske forbindelse fra alle kilder inden år 2000 skal være reduceret med 30 % i forhold til niveauet i 1985. Og EU er på vej med et direktiv om begrænsning af VOC indholdet i maling, lak og autoplejemidler.

Ud over UNECE's reduktionsmål har Danmark fastsat nationale reduktionsmål på to områder. Handlingsplanen "Trafik 2005" indeholder en målsætning om 40 %'s reduktion i udslippet af VOC fra trafikken i år 2000 og om 60 %'s reduktion før år 2010. Og den danske VOC-aftale fra 1995 fastsætter reduktionsmål for en række branchers og enkelt virksomheders emissioner af VOC. Den samlede effekt ved opfyldelse af aftalen vil være en reduktion af den danske industris VOC-udledninger på 40% i år 2000 i forhold til 1988-niveauet. Målene skal nås ved skærpede udstødningsnormer for forskellige bilkategorier, skærpede brændstofkrav samt begrænsning af udslip af benzindampe ved lagring, distrbution og tankning.

Der findes ingen aktuelle målsætninger for en samlet reduktion af brugen af organiske opløsningsmidler eller brugen af opløsningsmiddelbaserede produkter - herunder specielt maling og lak til bygninger samt rengøringsprodukter.

Målene i "Trafik 2005" skal især nås via en række tiltag, som retter sig imod fremstilling af biler og fremstilling og distribution af brændstof. Den enkeltes muligheder for at gøre en indsats handler især om planlægning af transportbehov og om valg af transportformer, herunder øget brug af kollektive transportformer.

Indsatserne for at reducere industriens emissioner af organiske opløsningsmidler omfatter bl.a. ændringer af en lang række industrielle processer og brug af alternative produkter med mindre indhold af opløsningsmidler, bl.a. inden for autobranchen, møbelbranchen, nærings- og nydelsesmiddelbranchen, farve- og lakbranchen og den grafiske branche.

Hvad angår brugen af produkter baseret på opløsningsmidler, så bør såvel private som offentlige indkøbere, bygningsmalere, forbrugerne og detailhandlen efterspørge de opløsningsmiddelfattige alternativer, der findes inden for specielt maling og lak samt rengøringsmidler.

De langsigtede målsætninger for tilførslerne af næringsstoffer via vand og luft er, at de skal reduceres til et niveau, hvor der ikke sker nogen væsentlig menneskabt påvirkning af økosystemerne. Dette niveau kan ikke umiddelbart fastlægges, men en opgørelse af, hvor store andele af de samlede næringsstoftilførsler, mennesket i dag forårsager, kan give visse antydninger. Den menneskeskabte fosfortilførsel til søer og kvælstoftilførslen til marineområder via både luft og vand udgør således i dag henholdsvis over 2/3 og over 90 % af den samlede belastning. Grundvandsmagasinerne vurderes at være mindre følsomme for kvælstofberigelse end overfladevandene. Og den menneskeskabte kvælstoftilførsel via luften til landøkosystemer udgør 95 % af tilførslen af kvælstofoxiderne og 85 % af tilførslen af ammoniak.

OSPAR-konventionen fastlægger et regionalt reduktionsmål for belastningen af overfladevand med næringssalte på 50 % for perioden 1985-95. I forbindelse med EU's nitratdirektiv er hele Danmark blevet udpeget som ét sårbart område, hvor grundvandet iflg. definitionen indeholder eller kan komme til at indeholde mere end 50 mg nitrat/liter. De forpligtelser, der følger hermed, opfyldes med Vandmiljøplanen og Handlingsplan for et bæredygtigt landbrug, som sammen med "Regeringens ti-punkts program til sikring af Danmarks grundvand og drikkevand" er de tre/to væsentligste nationale handlingsplaner/strategier, vedr. forurening af vandmiljøet med næringssalte.

I Handlingsplan for et bæredygtigt landbrug er målsætningen 50 %'s reduktion af landbrugets kvælstofudledninger inden år 2000 i forhold til 1985. Ti-punkt programmet, der bygger på en målsætning om, at Danmarks vandforsyning fortsat skal være baseret på uforurenet grundvand, indeholder en målsætning om en halvering af nitratforureningen inden år 2000 samt indsatser for at beskytte grundvandet mod bl.a. nedsivning af nitrat ved beskyttelse af særlige drikkevandsområder og øget skovrejsning og naturgenopretning.

Et andet punkt i grundvandsstrategien lægger op til, at der lokalt i forbindelse med regionplanerne udpeges de grundvandsressourcer, som i særlig grad skal sikre den fortsatte drikkevandsforsyning. Og Handlingsplan for bæredygtigt landbrug lægger op til at beskytte grundvandet i særligt følsomme landbrugsområder ved krav om nedsat gødskning. Disse områder udpeges af amterne. Endelig fastsætter amternes recipientkvalitetsplaner individuelle mål for kvaliteten af ferske og marine overfladevande.

Efter at de danske renseanlæg er blevet udbygget i overensstemmelse med Vandmiljøplanen, er det især landmændene og de lokale myndigheder, som skal gøre en indsats i forhold til næringsstofbelastning af overfladevand og grundvand. De regionale myndigheder skal udpege de forskellige arealtyper, der er beskrevet ovenfor, og landmanden skal overholde en række regler om opbevaring og anvendelse af husdyrgødning.

Herudover er der i landbruget mulighed for at opnå støtte til dels at tage landbrugsjord ud af drift, dels at ekstensivere driften på forskellige måder. Sidst men ikke mindst bør der ikke fodres med flere næringsstoffer, end dyrene har behov for, og der bør arbejdes for en forbedret udnyttelse af husdyrgødningen i alle led fra stalden ud til planterne. Det igangværende arbejde i landbrugskredse for at fremme integrering af miljø- og ressourcestyring i landbrugsdriften og for at udvikle nye fodernormer er vigtigt initiativer i denne sammenhæng.

Yderligere forbedringer i søernes (og vandløbenes) tilstand vil kræve indsatser overfor regnvandsbetingede udløb, spildevand fra spredt bebyggelse og udledninger fra dambrug.

Den langsigtede regionale målsætning for forsuring bygger på en reduktion af belastningen til et niveau (kritisk belastning), som hverken på kort eller lang sigt forårsager forsuring af vand eller jord eller forårsager forsuringsskader på planter. En konkretisering af denne målsætning for de skadinaviske lande betyder at SO₂ og NO_x-depositionerne skal reduceres med 95 %, og ammoniak depositionen skal reduceres med 85 %.

De internationalt fastsatte politiske målsætninger på området vedrører kun SO₂ og NO_x. Under FN's økonomiske kommite for Europa, UNECE, fastsætter en ny svovlprotokol fra 1994, at forskellene på depositionen og den kritiske belastning i de enkelte medlemslande skal reduceres med 60 % inden år 2000. UNECE's NO_x-rotokol forpligter Danmark til 30 %'s reduktion i perioden 1986-98.

UNECE's svovlprotokol betyder, at den danske målsætning for reduktion i svovludledninger er på 80 % for perioden 1980-2000. For NO_x fastsætter "Trafik 2005", at transportsektoren inden år 2000 skal nå en reduktion på 40 % og inden år 2010 en reduktion på 60 % i forhold til 1988.

Med hensyn til SO₂ og NO_x er der tale om en stram regulering af elværkernes udslip i kraft af den eksisterende kvoteordning og med hensyn til SO₂ endvidere i kraft af en svovlafgift. Elværkerne vil skulle etablere yderligere forbrændingstekniske og røggasrensende foranstaltninger for at nå de givne mål.

Den øvrige reduktion af NO_x-udslippet skal især nås ved fastsættelse af skærpede normer for NO_x-emissionen fra biler og ved ændringer i transportadfærden (valg af behov og form) samt evt. ved at busdrift omlægges til at anvende naturgas som drivmiddel.

Den langsigtede målsætning for anvendelsen af kemiske stoffer og produkter er, at disse stoffers påvirkning af miljø og sundhed skal reduceres til et niveau, hvor miljøkvaliteten og sundhedstilstanden ikke gradvist forringes.

Den overordnede målsætning er at minimere belastningen af mennesker og miljø fra kemiske stoffer i deres livscyklus mest muligt, ved at koncentrationerne af kemiske stoffer i miljøet samt eksponeringen af mennesker reduceres mest muligt.

Da en del kemiske stoffer transporteres over meget lange afstande via luften og/eller vandet, findes der i dag inden for det kemiske område en række internationale aftaler og konventioner om indsatser overfor/afvikling af brugen af udvalgte kemiske stoffer og produkter. I Kemikalieredgørelsen findes en samlet oversigt over disse aftaler og over, hvilke kemiske stoffer (inklusive pesticider), der er omfattet af aftalerne. Mange af stofferne er det allerede forbudt at anvende i Danmark - hvilket også fremgår af kemikalieredgørelsen (dennes bilag 2).

To politiske beslutninger har særlig relevans for den danske indsats. Dels blev det på den sidste Nordsøkonference i efteråret 1995 besluttet, at deltagerlandene skal arbejde for, at tilførslerne til Nordsøen af miljøfarlige stoffer bliver bragt til ophør indenfor en generation. Deklarationen fra konferencen lægger bl.a. vægt på, at det i dag specielt er tab af miljøfremmede stoffer fra diffuse kilder, der udgør et problem, og der lægges vægt på initiativer til udvikling af mindre miljøbelastende produkter og substitution af farlige kemikalier. Der vil blive udarbejdet en dansk Nordsøhandlingsplan, som skal omfatte den danske indsats for, at denne og andre målsætninger fra konferencen nås.

Dels vedtog Folketinget i november 1995 en motiveret dagsorden om den fremtidige miljøpolitik, hvor udfasning af miljøfremmede stoffer er anført som et højt prioriteret område. "Listen over uønskede stoffer", der udsendes af Miljø- og Energiministeriet er udarbejdet som et led i opfølgningen på disse beslutninger, idet listen skal bidrage til et mere langsigtet perspektiv på den danske indsats for at begrænse anvendelsen af miljø- og sundhedsfarlige stoffer.

"Listen over uønskede stoffer" udpeger ialt ca 150 stoffer. Disse stoffer er udvalgt enten ud fra en systematisk behandling af foreliggende oplysninger, der vurderer, at stofferne er årsag til en væsentlig belastning af miljø og sundhed i dag, fordi de har særligt betænkelige sundheds- eller miljømæssige egenskaber og markedsføres i mængder på over 100 tons pr. år på det danske marked, eller fordi de er udvalgt for en indsats enten i Danmark eller i forskellige internationale sammenhænge på baggrund af oplysninger om stoffernes uønskede egenskaber. De udpegede stoffer er således problematiske.

Med udgangspunkt i "Listen over uønskede stoffer" skal der på baggrund af en række nærmere vurderinger udpeges de stoffer, der i første omgang vurderes at være anvendelsesreguleret i utilstrækkeligt omfang.

For bekæmpelsesmidlerne fastlægger Pesticidhandlingsplanen fra 1986 dels en målsætning om at halvere den forbrugte mængde aktivstoffer, dels behandlingshyppigheden inden 1997, dels en målsætning om at fjerne de mest miljø- og sundhedsfarlige pesticider.

Hvis kemikaliernes belastning af miljø og mennesker skal reduceres i overensstemmelse med ovenstående målsætninger, kræves det, at der fokuseres på alle trin i kemikaliernes livscyklus, og at der primært satsets på substitution af farlige kemikalier til kemikalier med kendte og mindre farlige egenskaber. Sekundært skal problemerne søges løst ved genanvendelse, rensning og/eller kontrolleret deponering, således at kemikalierne så vidt muligt holdes i lukkede kredsløb og i hvert fald ikke spredes unødigt. I forbindelse med produktstrategien er især tiltag vedrørende øget tilvejebringelse og spredning af viden om kemikaliers egenskaber samt indsatser for substitution af farlige kemikalier relevante.

Producenter og aftagere af produkter bør være særligt opmærksomme på de stoffer, der står opført på "Listen over uønskede stoffer" med henblik på at undersøge mulighederne for substitution af disse. Det er dog også vigtigt at være opmærksom på, at listens oplysninger om anvendelsesområder for de enkelte kemikalier ikke er udtømmende, og at de listede kemikalier godt kan indgå i andre produktgrupper end de nævnte.

Miljøstyrelsen udgiver desuden en "Effektliste", der omfatter ca. 1100 stoffer med uønskede egenskaber, som enten optræder på det danske marked, eller produceres i store mængder i EU. Effektlisten, der udgør en del af grundlaget for "Listen over uønskede stoffer", indeholder en lang række stoffer, som måske ikke udgør et problem i dag, fordi de har en mindre anvendelse, men som man bør forsøge at undgå bliver taget i brug i større omfang, f.eks. i forbindelse med erstatning af andre miljø- eller sundhedsskadelige stoffer eller ved udvikling af nye produkter. Denne liste bør bruges af producenter og i visse tilfælde af professionelle aftagere for at sikre, at alternativerne til identificerede, uønskede stoffer har mindre alvorlige sundheds- eller miljøfarlige egenskaber.

Særligt bør der satses på at substituere til stoffer, som er vides ikke at udgøre en risiko for miljø og sundhed.

Udover af benytte ovenstående muligheder samt listen over farlige stoffer og forskellige organisationer og institutioner, der yder forbrugervejledning på miljøområdet bør både producenter, handelsleddet og forbrugerne generelt efterspørge oplysninger om indholdet og brugen af miljø- og sundhedsfarlige stoffer i produkter.

Indsatsen for øget substitution omfatter udvikling af produkter, med indhold af mindre miljø- og sundhedsfarlige kemikalier samt sikring af udbud og efterspørgsel af disse produkter.

Ved substitution af farlige stoffer ved produktudvikling bør der ud over alternativernes farlighed også fokuseres på de samlede effekter for produktets livcyklus ved produktændringerne. Stoffer, hvis effekter på miljø og sundhed er ukendte, bør så vidt muligt undgås - især hvis disse stoffer rent - ligner de uønskede stoffer.

Fra arbejdsmiljøarbejde i virksomhederne er der en lang række eksempler på, at en gennemgang af en virksomheds kemikalieanvendelse har gjort det muligt at reducere antallet af forskellige stoffer meget kraftigt, fordi de forskellige stoffer blev anvendt mere af gammel vane end med en funktionel begrundelse.

De udviklede produkter bør udbydes så bredt som muligt. Større detailhandelskæder bør således etablere en politik om, at mindre miljøbelastende alternativer kan findes på hylderne.

Professionelle som private indkøbere/forbrugere bør efterspørge de varer, som f.eks. miljømærker eller miljøvejledningerne til indkøberne udpeger som værende blandt de bedste alternativer. Disse forbrugere vil også med udbyttet kunne foretage en gennemgang og reduktion i antallet af anvendte kemikalier, og de bør være opmærksomme på at sikre rigtig brug - herunder dosering af kemikalierne.

I det følgende beskrives problemer og miljømæssige målsætninger knyttet til brugen og påvirkningen af fornyelige og ikke fornyelige ressourcerer. Fornyelige og ikke fornyelige ressourcer beskrives i sammenhæng, da de to typer af ressourcer ofte kan erstatte hinanden, og ressourceudnyttelsen anskues enten globalt, regionalt eller lokalt afhængig af, hvilket marked,der handles på. Der fokuseres specielt på metaller, på fossile brændsler, på danske mineralske ressourcer, på grundvandet og på arealet - herunder grundlaget for produktion af fødevarer og træ, samt grundlaget for bevarelse af den biologiske mangfoldighed. Til slut er forventningerne til adfærd beskrevet for den samlede ressource problematik.

Metaller er en globale økonomisk betydningsfulde ressource, hvor forsyningshorisonten på verdensplan umiddelbart er det bedste udgangspunkt for en udpegning af de vigtigste problemer. Denne størrelse kan opgøres med udgangspunkt i aktuelle, kendte resserver, der kan udnyttes med økonomisk udbytte, samt den aktuelle forbrugsrate. En afgrænsning ved en forsyningshorisont på under 50 år betyder prioritering af metallerne zink, kobber, nikkel, bly og tin. (20, 36, 50, 20 og 27 år).

For en lang række metaller, der anvendes i mindre mængder til mere specielle formål findes bl.a. pga handelsinteresser ingen pålidelige data om den årlige produktion, hvorfor det heller ikke er muligt at fastlægge en forsyningshorisont. Men det er muligt, ved f.eks. produktsammenlligninger på baggrund af kendskab til de samlede ressourcer af disse specielle metaller, at vurdere produkternes relative bidrag til ressourcetrækket.

De 5 tidligere nævnte metaller genanvendes i dag i et omfang på mellem 75 og 90 %. De resterende metalmængder er typisk indeholdt i mere sammensatte produkter eller i husholdningsaffaldet og dermed relativt svære at få fat på.

Som beskrevet i det foregående, kan der ikke fastsættes noget bæredygtigt niveau for udnyttelse af metallerne. En målsætning om at reducere produktionen af primære ressourcer med f.eks. 50 % på verdensplan i forhold til 1990 niveauet og frem til år 2030 samt anerkendelse af lighedsprincippet vil føre til et reduktionskrav til det europæiske forbrug på 80-90 %. Reduktionsmålet for Europa afspejler således i høj grad den omfordeling af forbruget, som en lige adgang til ressourcerne vil betyde.

Der er ingen aktuelle forpligtende målsætninger for det danske træk på verdens metalressourcer. Handlingsplan og strategier på affaldsområdet omfatter dog målsætninger om minimering af indholdet af kobber, nikkel og bly i affald samt om at øge genanvendelse af disse metaller.

Også fossile brændsler betrages som økonomisk meget betydningsfulde globale ressourcer. For de to vigtigste - kul og olie - er forsyningshorisonten med udgangspunkt i det aktuelle forbrug opgjort til henholdsvis ca 245 og 45 år. Forsyningshorisonten for naturgas er opgjort til 66 år. Naturgas bør betragtes som en regional ressource pga de særlige transportforhold.

Det største ressourceproblem blandt de fossile brændsler knytter sig til olien, der dels har den korteste forsyningshorisont og dels er en mere højværdig ressource, fordi den har så mange forskellige anvendelser - og især indenfor transportsektoren - dårligt kan erstattes på kort sigt.

De aktuelle danske politiske målsætninger af relevans for energi- og transportsektorens forbrug af fossile brændsler er beskrevet under de foregående afsnit om drivhuseffekt og forsuring, idet de retter sig mod disse miljøproblemer.

Arealerne bør hovedsageligt betragtes som en regional ressource. De udgør produktionsgrundlaget for næsten al menneskets føde, tømmer og papirmasse, visse tekstiler og energiafgrøder, og de skal udgøre grundlaget for de forskellige økosystemer og disses plante- og dyrearter.

Arealet er også en begrænset og økonomisk betydningsfuld ressource, og der er ofte tale om indbyrdes konkurrence mellem forskellige af de ovennævnte arealanvendelser, der kan være tale om, både inden for en given region og imellem regioner. De økonomisk vigtigste arealressourcer mht produktion udgøres af den frugtbare/dyrkbare jord og af områder egnet til græsning.

En bæredygtig arealanvendelse forudsætter, at de menneskelige behov for fødevarer, træ, bioenergi mv. kan tilfredsstilles regionalt uden, at udbredelsen eller frugtbarheden af de dyrkbare arealer forringes. Samtidig skal der levnes plads til sikring af stabile økosystemer uden for den menneskelige anvendelse og kontrol som f.eks naturskov, enge og heder. Arealanvendelsen bør endvidere ske på en måde, så den ikke påvirker miljøkvaliteten - herunder grundvand - jordkvalitet, overfladevand, luftkvalitet og biodiversitet negativt.

De aktuelle politiske målsætninger for den overordnede arealanvendelse fastsættes for landbrugsarealernes vedkommende især i forbindelse med EU's landbrugspolitik, hvor det er hensynet til den samlede landbrugsproduktion og indtjeningen i landbruget, som ønskes tilgodeset. I forbindelse med beskyttelsen af vandindvindingsområder forventes det, at der ved den fremtidige regionplanlægning vil ske udpegninger af områder med særlige drikkevandsinteresser eller særligt følsomme landbrugsområder m.v. for en mere ekstensiv drift, braklægning eller skovrejsning.

I de seneste år er der på en række områder med relation til skovbrugssektoren udarbejdet strategier og opstillet målsætninger bl.a. som en opfølgning på FN's konference om miljø og udvikling i Rio de Janerio i 1992, hvor skovområdet var et af de mest centrale emner, og som opfølgning på Helsinki-ministerkonferencen i 1993, hvor der blev vedtaget fire resolutioner, hvoraf de to vigtigste vedrører dels bæredygtig skovdrift, dels beskyttelse af den biologiske mangfoldighed i skovene.

FN's biodiversitetskonvention fra 1992 fastslår generelt de nationale rettigheder til egne naturressourcer og forpligter landene til at udarbejde nationale strategier på området. Herudover findes en række mere specifikke internationale konventioner m.v., der retter sig imod bevarelse af vilde dyr og planters naturlige levesteder og mod beskyttelse af særligt truede dyre- og plantearter, som Danmark bl.a. udfylder via fredninger og etablering af vildtreservater.

Nøgleordene i den nationale og internationale skovpolitik er således bæredygtig skovdrift og beskyttelse af den biologiske mangfoldighed i skovene, hvilket bl.a. skal ses i lyset af, at det samlede skovareal i verden, og især i troperne, i en længere årrække har været i tilbagegang, og at skovenens sundhedstilstand svækkes af luftforurening.

Miljø- og Energiministeriet udsendte i 1994 en strategi for bæredygtig skovdrift. Strategiens hovedmålsætning er, at udviklingen af landets skove som helhed skal være bæredygtig. Endvidere vedtog Regeringen i 1987 en målsætning om en fordobling af det danske skovareal i løbet af 80-100 år.

Miljø- og Enerigministeriets "Strategi for danske naturskove og andre bevaringsværdige skovtyper" fra 1992 har til formål at sikre skovenes biologiske mangfoldighed bl.a. ved at sigte imod, at der senest år 2040 skal udlægges et areal med naturskov, urørt skov m.v. på et areal svarende til 10 % af Danmarks nuværende skovareal. Endelig har ministeriet en strategi for bevarelse af genetiske ressourcer hos træer og buske i Danmark fra 1994.

Ud over olie og naturgas, som udvindes i Nordsøen, udvinder Danmark især råstofferne sand, grus og sten, der udgør 80 %, kridt og kalk, der udgør 12 % af råstofproduktionen i Danmark, samt salt. Råstofferne udvindes hovedsageligt fra landområder, (26 mio. m³ årligt for 90-93), men også fra havbunden (5,6 mio. m³ årligt for 1990-93). De udvundne mængder svinger i takt med samfundsudviklingen og udviklingen i bygge- og anlægsbranchen. Ca. 1/3 af forbruget af sand, sten og grus bruges til mørtel og betonstøbning, mens resten går til anlægsarbejder. Kalk og kridt bruges især i cement og som jordbrugskalk. Der udvindes således ialt 7-8 tons per dansker årligt!

Der er ikke knaphed på nogle af de ovenfor nævnte råstoffer i Danmark som helhed, men p.g.a. transportøkonomien ønskes råstoffer som oftest indvundet så tæt som muligt ved stedet, hvor de skal anvendes. Da både råstofressourcerne og anvendelsteder er ujævnt fordelt i landet, og da der skal tages hensyn til en række forskellige interesser ved udpegning af graveområder, vil der lokalt kunne opstå mangelsitutationer.

Indvinding, sortering og transport af råstofferne medfører forskellige påvirkninger af miljø og landskab. Der vil være tale om midlertidige effekter i form af luftforurening fra tung trafik, midlertidige grundvandssænkninger og gener ved gravearbejderne. Herudover vil der ske varige ændringer af jordoverfladen afhængig af efterbehandlingen på stedet.

Den langsigtede målsætning for udnyttelsen af de danske råstoffer omfatter lokal forsyning i det omfang afvejningen af andre hensyn muliggør det og således, at den ikke påvirker miljøkvaliteten negativt.

Råstofindvinding på land og i havet er reguleret via råstofloven, som skal sikre, at der tages hensyn til natur og miljø ved indvinding, men der er ikke fastsat deciderede mål på området. Frembringelse af sekundære råstoffer ved genanvendelse af affald fra bygge- og anlægsområdet er omfattet af handlingsplan for affald og genanvendelse 1996-2000.

Ferskvand er en regional eller lokal ressource, da omkostninger ved at tranportere vandet hurtigt bliver for høje set i forhold til prisen på vandet. Samtidig kan forskellige importerede produkter dog medføre et betydeligt vandforbrug hidrørende fra produktion af råstoffer eller produktionsprocesser i udlandet (f.eks. papirprodukter eller afgrøder produceret vha kunstvanding).

Via det nationale overvågningsprogram er der i perioden 1990- 94 dokumenteret en stigning i grundvandets nitratindhold. I 1994 leverede 2/3 af vandforsyningerne vand med et nitratindhold på under 5 mg/l. Den vejledende grænse på 25 mg/l blev overholdt i 88 % af tilfældene, og i 3 % af tilfældene havde det leverede vand et nitratindhold over den tilladelige grænse på 50 mg/l.

Der er ligeledes fundet pesticider i grundvand i et omfang , som indikerer, at forureningen er et alvorligt problem. For så vidt angår de miljøfremmede stoffer fra affaldsdepoter mv. skønnes det, at ca 150 indvindingsboringer har måttet lukke pga et for højt indhold af disse stoffer.

Den langsigtede målsætning for forsyningen med ferskvand på globalt plan er, at menneskers behov for ferskvand kan tilfredsstilles regionalt uden at miljøkvaliteten påvirkes/forringes

EU's drikkevandsdirektiv fastsætter en grænseværdi for indhold af pesticider i drikkevand, som svarer til det mindste indhold, man kunne måle, da man fastsatte værdien. Det er altså er et udtryk for, at der slet ikke bør være pesticider i drikke vand. EU's nitratdirektiv udpeger hele Danmark som et sårbart område a.h.t. grundvandsbeskyttelsen.

Den aktuelle politiske målsætning for Danmarks vandforsyning er, at vandforsyningen forsat skal være baseret på uforurenet grundvand. Det danske "ti-punkts program til beskyttelse af grundvand og drikkevand" lister en række mål og initiativer, som skal sikre opfyldelsen af dette overordnede mål:

1. Særligt miljøskadelige pesticer skal fjernes
2. Pesticidafgift - forbruget af andre pesticier skal halveres.
3. Nitratforureningen skal halveres inden år 2000
4. Økologisk jordbrug skal fremmes
5. Beskyttelse af særlige drikkevandsområder
6. Ny jordforureningslov - affaldsdepoterne skal ryddes op
7. Øget skovrejsning og naturgenopretning skal beskytte grundvandet
8. En forstærket indsats i EU
9. Bedre kontrol af grundvand og af drikkevand
10. Dialog med landbruget

Producenter af produkter bør medvirke til, at produkters indbyggede indhold af energi, fornyelige- og ikke fornyelige ressourcer og ferskvand i forbindelse med brug i øget omfang søges opgjort ved livscyklusvurderinger og oplyst i forbindelse med udvikling og markedsføring af produkterne. Produkternes forbrug af vand og energi i brugsfasen skal ligeledes opgøres og oplyses i størst muligt omfang.

Ved udvikling af produkter bør mulighederne for at reducere ressourceforbruget knyttet til produkternes livscyklus - herunder mulighederne for at genanvende produkterne - overvejes under hensyntagen til produkternes eventuelle bidrag til effekter inden for andre centrale miljøproblemer. Producenter af fødevarer og af produkter baseret på tømmer, papirmasse, naturlige tekstiler og andre non-food afgrøder bør efterspørge råvarer fra områder, hvor råvarer produceres under størst mulig hensyntagen til bevarelsen af de lokale økosytemer.

Bygherrer og entreprenører bør arbejde for at minimere forbruget af danske mineralske råstoffer ved bygge- og anlægsarbejder samt at anvende råstoffer i de rigtige kvaliteter til det rigtige formål, så der spares på de gode ressourcer. Herudover bør arbejderne tilrettelægges m.h.p. at det til sin tid skal være så nemt så muligt at genanvende de brugte råstoffer i så ren en form som mulig. Parterne bør endvidere sørge for, at affald fra bygge- og anlægsområdet bliver sorteret og så vidt muligt genanvendes i området, hvor det er fremkommet. Kalkning bør ske på baggrund af behovsanalyser.

Detailhandlen bør i øget omfang sikre, at varer med de bedste ressourceegenskaber findes i produktsortientet, samt medvirke til, at det er muligt at identificere disse varer.

Danske forbrugere bør så vidt muligt efterspørge varer med de bedste ressourceegenskaber både med hensyn til det indbyggede (allerede forbrugte) indhold af ressourcer og med hensyn til produkternes evt. ressourceanvendelse i brugsfasen.

Forbrugerne bør endvidere efterspørge basisfødevarer, der er produceret i Europa og ved mindst mulig belastning af naturgrundlaget per ernæringsenhed. Vegetabilske fødevarer og fødevarer, der produceres under mere ekstensive forhold (som f.eks. økologisk jordbrug), er relevante i denne sammenhæng. For så vidt angår fødevarer og non-food produkter, som ikke produceres i Europa, bør der efterspørges varer, som er produceret under størst mulig hensyntagen til hensynet om bevarelsen af lokale økosystemer. Endelig bør energi- og vandforbrugende produkter selvfølgelig bruges med omtanke. Det bør overvejes om brugen helt kan undlades (af f.eks. tørretumbleren), og der bør slukkes og spares, hvor det er muligt.

En styrket produktorienteret miljøindsats

Bilag til kapitel 6: AKTØRBESKRIVELSER

Bilag til kapitel 7.2: DEN MILJØMÆSIGE DAGSORDEN

Bilag til kapitel 7.5.: PRODUKTOMRÅDEINDSATSER