Miljøstyrelsen - En styrket produktorienteret miljøindsats

I dette kapitel præsenteres Miljøstyrelsens forslag til, hvordan en styrket produktindsats kan tilrettelægges i de kommende år. Kapitlet indeholder først en kort sammenfatning af de konklusioner, der kan trækkes fra analysekapitlerne. Som oplæg til diskussion af den fremtidige indsats følger

7.2. Baggrund for valg af virkemidler og indsatsområder

Forslagene til initiativer, tager udgangspunkt i de konkrete erfaringer og resultater fra den hidtidige indsats på området. Der tages endvidere udgangspunkt i resultaterne af den beskrivelse af produkter, marked og aktører, som er præsenteret i de foregående kapitler.

Hovedkonklusioner fra analyserne

	Analyserne i kapitel 4 - 6 førte til følgende hovedkonklusioner omkring behovet for indsats
	Der bør tilføres viden om produkternes miljøbelastning til alle aktørerne. Denne viden skal tilpasses aktøremes behov og muligheder for at forstå og bruge denne viden.
	Der bør tilvejebringes bedre handlemuligheder for de forskellige aktører. For producenterne er det hjælpemidler til udvikling af mindre miljøbelastende produkter. For handelssektoren og forbrugerne er det et bredt udbud af varer med bedre miljøegenskaber.
	De økonomiske barrierer for udvikling og afsætning af produkter med bedre miljøegenskaber bør fjernes. Der eksisterer en and cirkel rued lille efterspørgsel og deraf følgende høje priser. Det giver endnu mindre efterspørgsel og begrænset lyst til at udvikle produkter med bedre miljøegenskaber. Denne cirkel er brudt på enkelte områder. og indsatsen må rettes mod at bryde den på så store dele af markedet som muligt.
	Konkurrencevilkårene for produkter med bedre miljøegenskaber bør styrkes. Både på miljøområdet og på alle de øvrige dimensioner der er afgørende for produkternes konkurrenceevne.
	Der bør ske en koordinering af alle relevante tiltag som det offentlige har i såvel statsligt som kommunalt og amtskommunalt regi. De bør trække i samme retning i forhold til produktindsatsen.
	Der bør være en international indsats for at opnå størst mulig global dækning og dermed effekt af de produktorienterede miljøtiltag. Dertil en indsats for, at de internationale handelsaftaler og standardiseringsarbejdet ikke kommer til at forhindre en regional eller national produktindsats.

Når det gælder formen for indsatsen, peger analyserne dels på behovet for et samspil mellem forskellige virkemidler, dels på behovet for virkemidler der opbygger ressourcer hos aktørerne, og dels på behovet for virke midler der giver aktørerne valgmuligheder.

De adfærdsændringer, der er målet for produktindsatsen, kan ikke skabes med et virkemiddel eller af en isoleret aktør. Dertil er problemerne for store og sammensatte. Ressourceområderne er desuden så forskellige i struktur og dynamik, at de hver for sig vil kræve en særlig kombination af virkemidler. Udfordringen i den produktorienterede miljøindsats er at skabe et samspil mellem relevante virkemidler og relevante aktører.

Virkemidler som f.eks. tilførsel af viden eller økonomiske ressourcer til aktørerne, medvirker til at opbygge ressourcer hos den enkelte aktør. De vil derfor kunne forventes at bidrage såvel til deres miljøadfærd som til øget konkurrenceevne.

Stimulerende virkemidler egner sig til områder, hvor det er vigtigt at på virke mange aktører, men hvor den enkeltes adfærd ikke er afgørende. De stimulerende virkemidler virker ved, at der skabes et samspil mellem den adfærd der ønskes, og det der er i aktørerne egen interesse - og som de derfor arbejder for.

Da succesen af den produktorienterede miljøindsats er helt afhængig af en frugtbar bølge af adfærdsændringer på miljøområdet - og tilsvarende af hængig af, at danske og europæiske virksomheder bevarer konkurrence evnen på det globale marked - er det nødvendigt at supplere den adfærdspåbydende regulering med en adfærdsstimulerende indsats. Direkte adfærdsregulering eller truslen om samme kan virke stimulerende på kreativiteten, men den kan ikke specificere kreativitet.

På områder, hvor den ønskede adfærd ikke er kendt, er direkte adfærdsregulering hverken ønskelig eller mulig. Det gælder f.eks. innovative processer. Man kan ikke påbyde kreativitet. Man kan ikke påbyde konkurrenceevne. Men man kan aktivt stimulere.

Virkemidler som afgifter og straf kan motivere til en miljøindsats. men bidrager ikke i sig selv til opbygning af organisationers ressourcer. Specielt hvor de rammer danske virksomheder hårdere end deres udenlandske konkurrenter, kan disse virkemidler skade konkurrenceevnen og derigennem også miljøindsatsen. Dette er grunden til, at der f.eks. gives kompensation i forbindelse med en række af de nuværende miljøafgifter.

Direkte adfærdsspecificerende virkemidler egner sig på de områder, hvor den ønskede adfærd er kendt, og hvor det er væsentligt, at alle eller næsten alle opfylder adfærdskravet. Fjernelse af sundhedsskadelige eller miljøskadelige stoffer fra de mest almindelige produkter egner sig f.eks. til direkte adfærdsregulering.

Direkte adfærdsregulering er omfattet af de internationale aftalesystemer, som Danmark indgår i. Udviklingen af den direkte adfærdsregulering forudsætter derfor en indsats i de relevante internationale fora. De internationale forhandlinger går ind imellem langsommere end ønskeligt fra et nationale forhandlinger går ind imellem langsommere end ønskeligt fra et dansk synspunkt. Der kan derfor være behov for at supplere med andre styringsmidler.

De adfærdsregulerende virkemidler har ud fra et håndhævelsesperspektiv større chance for at virke, hvis de bakkes op af bløde virkemidler, så aktørerne oplever overensstemmelse mellem deres "pligter" og deres samlede interesser.

En række af ovenstående konklusioner er blevet bekræftet ved de afholdte rundbordssamtaler.

Aktørerne efterlyser positivt motiverende økonomiske styringsmidler som styringsmidler tilskud og støtte til nødvendige aktiviteter.

Skatter og afgifter erkendes som et virkningsfuldt styringsmiddel, men specielt afgifterne på CO₂ og SO₂ kritiseres af erhvervslivet for at forringe de danske virksomheders konkurrenceevne relativt til udenlandske virksomheder.

Når det gælder udfasningen af miljøfarlige stoffer, er der overvejende enighed om, at direkte adfærdsregulering formentlig er det mest hensigtsmæssige

En del offentlig regulering karakteriseres som ukoordineret og uklar. Der efterlyses koordinering af den offentlige produktrelaterede indsats. F.eks. inden for erhvervsfremme, uddannelse, sektorudviklingsprogrammer mm.

Indsatsen for at påvirke den internationale regeldannelse påpeges igen og igen som helt afgørende.

Miljøstyrelsens foreslår, at der sættes konkrete initiativer i gang inden for følgende indsatsområder:

	Udmelding af langsigtede miljømål og udmelding af forventninger til aktørernes adfærd.
	Opbygning af viden og formidling af information om produkters miljøegenskaber.
	Udvikling af markedet for miljørigtige produkter, især gennem øget miljøbevidst offentligt indkøb.
	Projekter på konkrete produktområder m.h.p. at opbygge konkrete erfaringer med en produktindsats.
	Støtte til udvikling og markedsintroduktion af produkter med bedre miljøegenskaber.
	Styrkelse af anvendelsesreguleringen af kemiske stoffer.
	En styrket national koordinering af offentlige aktiviteter med betydning for produktindsatsen.
	En styrket international indsats.

7.3. Formidling af mål og adfærdsforventninger - den miljømæssige dagsorden

I dette afsnit præsenteres Miljøstyrelsens bud på, hvilke langsigtede mil jømål produktindsatsen skal fokusere på for en række prioriterede problemer. I tilknytning til disse mål beskrives en række ændringer i aktørernes adfærd, som i dag vurderes at være nødvendige for at nå de opstillede miljømål. I bilag 2 findes uddybende beskrivelser af de langsigtedemiljømål, de praktisk fastsatte mål og adfærdsforventningerne.

Præsentationen af denne miljømæssige dagsorden er tænkt som en støtte til alle aktører, som selv tager initiativer for at reducere miljøbelastningen fra produkter. Kendskab til dagsordenen vil gøre det lettere at forudse vilkårene på miljøområdet i de kommende år og dermed lettere at handle. Samtidig skal kendskab til dagsordenen skabe en ensartet opfattelse blandt aktørerne af, hvilke mål og hvilken adfærd der skal fokuseres på i produktindsatsen.

For så vidt angår de langsigtede miljømål, er der grund til at antage, at disse mål ikke vil ændres meget i de kommende årtier. Langt de fleste af de grundlæggende miljøproblemer, som det blev besluttet at sætte ind over for i 1974 ved miljølovens vedtagelse, er stadig væsentlige i dag. Der er kommet flere til, og det vil der formentligt fortsat komme.

Hvis aktørerne i deres langsigtede miljøarbejde bidrager til løsningen af de grundlæggende miljøproblemer, så vil de være godt rustede til at del tage på et miljøorienteret marked.

For de fleste af de grundlæggende miljøproblemer fastsættes løbende politiske mål for en overskuelig årrække samt mere eller mindre detaljerede anvisninger på, hvorledes disse mål forventes nået. Disse mål og adfærdsforventninger fastsættes som oftest på grundlag af både miljø- og sundhedsfaglige vurderinger og under hensyntagen til samfundsmæssige, erhvervspolitiske og internationale forhold.

Derfor bliver de pågældende mål og adfærdsforventninger også løbende diskuteret med bl.a. de aktører, som de retter sig imod. Opnåelse af fastsatte mål, ny viden på området eller nye politiske initiativer kan således føre til ændringer i handlingsplanernes konkrete mål og ønsker til adfærden.

Der er stor forskel på, hvor konkrete og specificerede miljømålene er udmeldt. Generelt giver de politisk vedtagne planer dog et godt grundlag for at vurdere, hvilke miljøproblemer der er relevante for aktørerne. De indeholder også de mål, det har været politisk muligt at opstille på mellemlang sigt. Derimod er der er større variation i anvisningerne af, hvad der er et tilfredsstillende niveau for den enkelte aktør eller produktgruppe, hvordan niveauet nås ved brug af forskellige virkemidler, og hvordan effekten af indsatsen skal opgøres.

Det betyder, at den enkelte aktør i mange tilfælde selv må forholde sig til, hvordan planernes målsætninger hver for sig og i sammenhæng kan omsættes til konkrete handlinger.

Sådan vil det også være fremover. Opgaven er svær og kan kun løses i tæt dialog mellem myndighederne og områdets aktører. Men den alternative løsning - at myndighederne fastlægger meget detaljerede mål og initiativer tilpasset de enkelte aktørers vilkår - vil være en faglig og arbejdsmæssig uoverkommelig opgave for myndighederne. Samtidig vil den virke lammende på aktørerne.

Tabel 7.1 sammenfatter de langsigtede miljømål på de forskellige prioriterede problemområder og de forventninger, der er knyttet til aktørernes adfærd. De prioriterede problemområder referer alle til en eller flere af de fire globale problemstillinger, som blev beskrevet kort i kapitel 2.

På kemikalieområdet har Miljøstyrelsen netop udpeget ca. 100 problematiske stoffer og stofgrupper. Stofferne er opført på Miljøstyrelsens udkast til "Liste over uønskede stoffer", der indgår i Miljøstyrelsens debatoplæg vedr. Status og perspektiver for kemikalieområdet. Udpegelsen af de ca. 100 stoffer og stofgrupper er baseret på en bestemt systematik (se afsnit 7.7), og der kan være andre relevante stoffer, som ikke er identificeret ved den beskrevene fremgangsmåde.

I bilag 2 gives en uddybende gennemgang af de enkelte elementer i den miljømæssige dagsorden.

Tabel 7.1. Langsigtede mål for belastning af miljø og ressourcer samt sigtemål for aktørernes adfærd på prioriterede problemområder.

Prioriterede miljø- og resourceproblemer	Ønsket	Langsigtede miljø- og ressourcemål
Spredning i miljøet af stoffer med væsentlig miljø- eller sundhedsskadelig effekt	Substitution specielt af stofferne på Listen over uønskede stoffer	Minimere belastningen af mennesker og miljø fra kemiske stoffer i deres livscyklus mest muligt
Spredning i miljøet af miljøfremmede stoffer med ukendt effekt	Substitution til miljø- og sundhedsmæssigt acceptable stoffer	Reduktion af brugen af stoffer med ukendt effekt.
Drivhuseffekt	Radikal energioptimering omlægning til CO₂ neutrale og fornyelige energikilder	Udledningen af CO₂ halveres inden år 2030
Ozonlagsnedbrydning	Udfasning af alle ozonlagsnedbrydende stoffer	Retablering af ozonlaget
Smog	Reduktion VOC og NOx- emission	Ingen påvirkning af mennesker og økosystemer
Næringsstofbelastning	Reduktion af udledning	Ingen påvirkning af økosystemerne
Overudnyttelse af biologiske og andre fornyelige ressourcer	Øge ressourceeffektivitet, brug af så vidt muligt lokale ressourcer fra bæredygtig drift	Al udnyttelse af fornyelige ressourcer skal være bæredygtig
Udnyttelse af mineralske ressourcer og kulbrinter.	Øge ressourceeffektivitet. Substitution til fornybare ressourcer	Minimere ressourcetab specielt for ressourcer med mindre end 100 års forsyningshorisont

Ressourceeffektivitet: Forbruget af ressourcer per produkt eller funktionsopfyldelse. Substitution: Erstatning af den miljøbelastende miljøegenskab med en mindre belastende. Ressourcetab: Formindskelse af mængden af ressourcer, der på et givet område er tilgængelige for samfundsmæssig udnyttelse på et givet omkostningsniveau. Forsyningshorisont: Den periode hvor en given ressource vil være til rådighed i et bestemt omfang ved brug af praktisk tilgængelig procesteknologi Stoffer med ukendt effekt: Stoffer hvor miljø- og sundhedseffekterne ikke er undersøgt videnskabeligt. Bæredygtig drift: Produktion af biologiske ressourcer. der vedligeholder områdets biologiske produktivitet og samtidig respekterer andre økosystem og samfundsmæssige hensyn i området.

Det er en selvstændig målsætning i produktindsatsen at hjælpe aktørerne til bedre at forstå og overskue den miljømæssige dagsorden. Bl.a. via dialog med myndighederne skal aktørerne blive bedre i stand til at forholde deres egen situation til denne dagsordenen og bedre i stand til se egne muligheder for at handle i overensstemmelse med dagsordenen.

Myndighederne skal bl.a. fremme denne forståelse gennem: Fortsat indsats i internationale sammenhænge med henblik på at få fastsat målsætninger for miljøindsatsen i så stor overensstemmelse med de danske som muligt.

Udvikling af begrebet "det økologiske råderum" som et hjælpemiddel til at anskueliggøre målene for indsatserne på miljøområdet.

Fortsættelse af arbejdet med at tilvejbringe data for og vurdere relevante kemiske stoffers miljø- og sundhedsmæssige egenskaber såvel i Danmark som i internationale sammenhænge. Det eksisterende prioriteringsgrundlag skal gøres bedre, når det gælder brugen af kemiske stoffer og produkter. Denne indsats er nærmere beskrevet i "Status og perspektiver for kemikalieområdet".

En tilsvarende indsats for at tilvejebringe flere data til brug for yderlige udvikling af prioriteringskriterier for en række fornyelig og ikke fornyelige ressourcer og for spørgsmålet om biologisk diversitet.

7.4. Adgang til viden

Aktørerne kan kun inddrage hensyn til miljøegenskaberne ved de produkter, som de producerer, køber, sælger eller bortskaffer, hvis de har adgang til de nødvendige informationer. Der er i dag ikke systematiske informationer om produkters miljøegenskaber. Hverken forbrugerne eller de professionelle aktører har let adgang til troværdige, nødvendige eller tilstrækkelige miljøinformationer

Der findes enkelte obligatoriske deklareringssystemer for indholdet af bestemte kemiske stoffer, men der findes ikke en generel forpligtelse til at videregive miljøoplysninger. Den frivillige videregivelse af miljøoplys ninger er usystematisk og nærmest kaotisk. De enkelte aktører videregiver gennemgående kun, hvad der er i deres egen interesse. Der er meget få rammer for omfang og kvalitet af, hvad der skal informeres om. For brugerombudsmandens regler for miljøanprisninger er dog et første skridt i denne retning.

Miljøstyrelsen foreslår på den baggrund at tilvejebringelse og formidling af viden om produkternes miljøegenskaber bliver et centralt element i produktindsatsen.

Enhver aktør i produkternes livscyklus bør tilvejebringe og videregive de miljøoplysninger, som de øvrige aktører har brug for, og som den pågældende aktør har de bedste forudsætninger for at tilvejebringe og videregive. Det langsigtede mål bør være, at der udvikles et sammenhængende "selvdeklarerende" system, hvor alle, der indhenter og opbygger relevant viden om produkters miljøegenskaber, giver dem videre. Samtidig bør alle der køber råvarer, halvfabrikata eller produkter kræve information om miljøegenskaberne.

De prioriterede miljø- og ressourceproblemer er udgangspunktet for hvilke områder, der bør formidles viden om. Med det er dermed ikke givet, hvor detaljeret information der er behov for.

De forskellige aktører har ikke samme informationsbehov, ligesom de ikke har samme mulighed for at tilvejebringe, formidle og forstå miljøinformationerne. Forbrugeren, der tager varen ned af hylden i supermarkedet, behøver normalt ikke at forstå alle detaljer vedrørende varens miljøe genskaber, mens indkøberen for den landsdækkende dagligvarekæde, som placerer varen på hylden, bør besidde flere kvalifikationer. På samme måde skal produktudvikleren have adgang til en meget detaljeret miljøin formation. Derfor er det nødvendigt at udvikle en differentieret informationsstrategi, der tager hensyn til disse forskelle.

I det daglige står den enkelte aktør over for en enorm strøm af informationer -herunder også informationer om miljøproblemer. Det har kun mening at bidrage med yderligere miljøinformation, hvis aktøren efterspørger eller kan bringes til at efterspørge den yderligere information. Hvis informationen ikke er efterspurgt, vil den drukne i den store strøm af information eller blive sorteret aktivt fra.

Ansvaret for den direkte information om produkternes miljøbelastning under produktion, brug og bortskaffelse bør grundlæggende påhvile producenter og importører. Men de senere led i kæden må også påtage sig ansvaret for at modtage og viderebringe oplysningerne. Mange miljøoplysninger er ikke systematisk tilstede i dag, og de kan være dyre at tilvejebringe.

Det foreslås, at der gradvist etableres en egentlig informationsforpligtelse i tæt samarbejde med markedets aktører, med et rimeligt varsel og under hensyn til fortrolige og konkurrencefølsomme oplysninger.

Eksisterende virkemidler, der forslås justeret og styrket: Frivillige offentligt anerkendte mærkningsordninger, produktsammenligninger med miljøoplysninger, miljøvejledninger til offentlige indkøbere, metoder og værktøjer til brug for udvikling af mindre miljøbelastende produkter samt miljøstyring.

Nye virkemidler, der bør overvejes: Frivillige miljøvaredeklarationer og miljøbrugsanvisninger, etablering af en organisation for vidensopbygning på området samt etablering af en informationsforpligtelse fra producenter og importører -via f.eks. grossister og handlende - til forbrugeren.

Tabel 7.2 Oversigt over, hvem der skal give hvilke typer af informationer til hvem.

De efterfølgende beskrivelser af informationerne nævnt i skemaet er opstillet efter, hvilken aktør de retter sig imod i rækkefølgen: De private og professionelle forbrugere, distributørerne, producenterne og myndighederne. Inden for hver gruppe nævnes først virkemidler, der baseres på frivillighed og dernæst virkemidler, som man bør overveje at gøre obligatoriske.

Et frivilligt offentligt anerkendt miljømærke skal være et mærke, der efter ansøgning tildeles de produkter i en produktgruppe, der opfylder offentligt godkendte kriterier - og som dermed har bedre miljøegenskaber. Dermed får forbrugerne på en entydig måde information om, hvilke sammenlignelige produkter, der er mindst miljøbelastende.

I det omfang, mærkningen påvirker forbrugsvalget, vil mærkningen dels nedbringe miljøbelastningen direkte, dels virke som et incitament for producenterne til at udvikle og producere produkter med en mindre miljøbe lastning. De grundlæggende forudsætninger for succes er: 1. Producenterne ser en fordel i at søge mærket. 2. Forbrugerne har tillid til mærkerne og efterspørger miljømærkede produkter. 3. Ordningen er så dynamisk, at den skaber et reelt pres for forandring.

Den langsigtede vision for miljømærkearbejdet er, at der inden for alle væsentlige varegrupper findes miljømærkede produkter på markedet. Miljøstyrelsen vil fortsætte arbejdet med at fremme miljømærker på enrække forskellige fronter.

Miljøstyrelsen deltager aktivt i revisionen af El?'s miljømærkeordning forordning, og Danmark arbejder for en mere effektiv organisering af kriterieudviklingen. Ordningen bør også gøres mere attraktiv ved at skabe en bedre kobling til virksomhedernes øvrige miljøaktiviteter. Danmark har her foreslået, at producenterne skal kunne dragc fordel af at være certificeret under et internationals miljøstyringssystem som EMAS eller ISO. Der må dog forventes at Rå nogle år. før dette mærke får større udbredelse.

Antallet af miljømærkede varer på det danske marked bør forøges hurtigst muligt. På kort sigt kan dette kun ske ved, at Danmark anerkender Et eller flere af de ekststerende nationale eller regionale marker. Danmark bør derfor, som anbefalet af bl.a forbrugerorganisationerne og de grønne organisationer, tilslutte sig det nordiske Svane-mærke.

Miljøstyrelsen vil sage initiativ til et samarbejde med nogle af de nationale miljømærkeordninger. Der kan tages udgangspunkt i det samarbejde, der allerede eksisterer mellem halvdelen af de nationale mærkeordninger. Samarbejdet kan først og fremmest anvendes til at øge indflydelsen på EU-forordningen, men vil eventuelt kunne udvides til en større grad af fælles arbejde omkring kriterieudvikling og eventuel anerkendelse af mærkerne i Danmark.

I denne forbindelse er det dog meget vigtigt, at der ikke opstår forvirring blandt forbrugerne om, hvilke miljømærker de skal vælge produkter efter. Der bør ligeledes arbejdes på, at de øvrige mærker, der oplyser om produkters miljø- og energiforhold, samordnes, så der ikke udsendes modstridende eller forvirrende signaler til markedet.

Miljøstyrelsen vil overveje mulighederne for at støtte de virksomheder, der ansøger om mærket. Alternativt kan der etableres en form for premieringsordning for de første ansøgere inden for en produktgruppe.

Endelig bør arbejdet med at etablere en ISO-standard for miljømærkning fortsat have høj prioritet. Den tredie verden og USA opfatter miljømærkningen som en teknisk handelshindring, og forlanger derfor fuld konsensus mellem alle parter i kriterieudviklingen. Såfremt denne holdning sejrer, vil det ikke være praktisk muligt at gennemføre miljømærkning af produkter. Da det på grund af WTO-aftalen også bliver nødvendigt at følge ISO-standarden i Europa, er der tale om et meget vigtigt indsatsområde.

Miljøvaredeklaration til forbrugeren er en udbygning af miljømærket. Den vil i simpel og letforståelig form kunne beskrive de væsentligste og mest relevante miljøoplysninger. Det kan eksempelvis være i form af indeks og kan eksempelvis omfatte energiforbrug i driftsfasen, problemer ved bortskaffelsen og indholdet af miljøfremmede stoffer, der er optaget på Listen over uønskede stoffer.

Den nuværende obligatoriske energimærkning af hårde hvidevarer er et eksempel på et simpelt indeks, der giver enkel information om en af tets mest betydende miljøegenskaber. Deklarationen kan supplere miljømærket og derved give den interesserede forbruger mulighed for at afveje de forskellige miljøegenskaber.

Den konkrete anvendelse, vedligeholdelse og bortskaffelse af et produkt kan betyde store forskelle i miljøpåvirkningen. Det kan derfor være væsentlig at oplyse forbrugeren om den korrekte eller mindst miljøbelastende adfærd

For mange forbrugsgoder, hvor der ofte medfølger tekniske anvisninger bør det oplyses, hvordan produktet anvendes mest miljøvenligt. På nogle områder vil en mere bred offentlig oplysningsindsats i form af f.eks. undervisningsmaterialer eller fjernsynsspots kunne give gode resultater. Sådanne initiativer kan stå alene eller være et supplement til miljøbrugsanvisninger.

Det foreslås, at der udvikles koncepter for henholdsvis miljøvaredeklaration og miljøbrugsanvisninger for udvalgte produktgrupper.

Hvis der gennemføres og offentliggøres produktsammenligninger, hvor miljøegenskaberne vurderes på linje med andre forhold, kan der skabes en større efterspørgsel efter mindre miljøbelastende produkter.

Produktsammenligninger og afprøvninger kan endvidere bidrage til at gennemhulle eventuelle myter om de miljøvenlige produkters ringere kvalitet og dårlige brugsegenskaber. Endelig kan sådanne produktsammenligninger sikre, at produkternes miljøparametre kommer i fokus hos producenterne på linie med parametre som kvalitet og pris. Der foretages allerede en stor indsats på området af både Forbrugerrådet og Forbrugerstyrelsen. Der er derfor ikke behov for nye institutioner på området, men det bør undersøges, hvordan miljøegenskaberne kan få en mere fast placering og udformning i sammenligningerne.

Et af udgangspunkt for produktindsatsen bør være, at forbrugeren har ret til den information, som forbrugeren finder er relevant og nødvendig for valg af produkt og anvendelsen af produktet. Det bør overvejes at supplere den frivillige information med en obligatorisk mærkning på områder, hvor det ikke er muligt at få den frivillige information til at fungere tilfredsstillende.

Obligatorisk mærkning af produkter vil generelt kunne anvendes til at sikre, at forbrugerne har adgang til information om produktegenskaber og anvendelse, som kræver særlig agtpågivenhed.

I produktindsatsen kunne et udgangspunkt for en obligatorisk mærkning af produkter f.eks. være "Listen over uønskede stoffer" samt de øvrige miljø- og ressourceproblemer, som er beskrevet i afsnit 7.2. Eksempler på mærkningskrav kunne være indholdet af tungmetaller eller af hormonlignende stoffer eller oplysninger om mængde og art af nyindvundne ressourcer, som indgår i produktet.

En evt. indsats for at udvide området for obligatorisk mærkning vil skulle afstemmes med EU-reguleringen omkring faremærkning, anvendelsesbegrænsning og godkendelsesordning for en række produktgrupper.

På grund af WTO-reglerne kan den obligatoriske mærkning kun omfatte miljøforhold. som har betydning i modtagerlandet. Med de nuværende WTO-regler betyder dette formentlig, at oplysninger om ressourceforbrug og belastning under fremstilling ikke kan stilles som obligatorisk krav

Derimod vil der kunne stilles krav om oplysninger om egenskaber ved selve produktet både under brug og bortskaffelse. Ved udvælgelsen af obligatoriske parametre bør der derfor lægges vægt på de behov, der udspringer af konkrete miljøproblemer i Danmark som eksempelvis miljøfremmede stoffer i spildevandsslam, grundvandsforurening og problemer ved bortskaffelsen.

Der bør overvejes indført en generel hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, der kan pålægge markedets aktører pligt til at tilvejebringe og videreformidle væsentlige informationer om produkternes miljøegenskaber.

I samarbejde med en række aktører er Miljøstyrelsen ved at udarbejde miljøvejledninger til professionelle indkøbere - såkaldte indkøbsvejledninger. Vejledningerne beskriver, hvad det er relevant at tage hensyn til og spørge om ved køb af miljøbetydende produkter.

Ideen med vejledningerne er, at de kan fungere som et redskab for professionelle indkøbere til at stille de rigtige spørgsmål og derved påvirke leverandørerne til at tilvejebringe oplysningerne. Vejledningerne skal give et bedre beslutningsgrundlag for indkøberne og samtidig påvirke leverandørerne til at vurdere miljøproblemerne ved deres produkter.

Indkøbsvejledningerne forventes at have den positive bieffekt, at leverandørerne på forhånd kender de krav, der kan blive stillet, og derfor kan indrette sig på nye krav i god tid.

Producenters og importørers aktive bidrag med miljøoplysninger vil kunne gøre arbejdet med udvikling af vejledningerne betydeligt mere effektivt. Der vil som et første skridt blive indledt forhandlinger med relevante aktører med det mål at skabe et samarbejde om udvikling og spredning af vejledninger til professionelle indkøbere.

Vejledningerne vil blive videreudviklet og systematiseret for at sikre, at bestemte oplysninger er tilstede i en form, der er sammenlignelig for indkøberen. Det vil formentlig blive nødvendigt at lave forskellige standarder for forskellige produktgrupper, da produktgruppernes miljøegenskaber varierer.

Producenterne har behov for at få adgang til eller få udviklet miljødata for de stoffer og ressourcer, der indgår i deres produkter. Dataene skal dels bruges til at informere aktørerne i de senere led i produktets livscyklus om produkternes miljøegenskaber, dels i forbindelse med produktudvikling.

Producenterne har ligeledes behov for værktøjer, som på baggrund sf disse data kan estimere eller beregne de centrale parametre, som beskriver det enkelte produkts miljøegenskaber.

For mange små- og mellemstore virksomheder uden stor teknisk ekspertise er det en uoverkommelig opgave at etablere og vedligeholde et sådant datagrundlag. Da de fleste processer i et produkts livsforløb er almene, er det hverken nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at hver enkelt virksomhed etablerer sit eget datagrundlag. Det vil derfor være mere fornuftigt og rationelt at etablere videnscentre og at udvikle værktøjer og databaser. som producenterne kan benytte. når de skal fastlægge produkternes miljøegenskaber.

Som beskrevet i afsnit 4.3 er UMIP-metoden udviklet i et samarbejde mellem Dansk Industri, Danmarks Tekniske Universitet, fem danske virksomheder og Miljøstyrelsen. Der er tale om en generel metode til at støtte inddragelsen af miljøhensyn i produktudviklingen. De foreløbige erfaringer med det færdige værktøj, som i første omgang kan anvendes i den elektromekaniske industri, er lovende. Der bliver i øjeblikket arbejdet på at udvikle et PC-værktøj, der skal gøre metoden tilgængelig for de virksomheder, der både har en vis miljøviden og en vis ekspertise i produktudvikling.

Der bør tages initiativer til i meget større omfang at indsamle og kvalitetssikre data vedr. produkters miljøforhold. I den forbindelse skal det sikres, at virksomheder og andre så vidt muligt afrapporterer data fra miljøvurderinger af produkter i samme format som UMIP-data.

Endvidere bør der igangsættes en række miljøvurderingsprojekter inden for forskellige produktgrupper - herunder tekstil, levnedsmidler og bygge/bolig. Derved kan der opbygges data i UMIP-format for disse produktgrupper, og man får udpeget nye indsatsområder. Det kan være særligt betydningsfulde produktegenskaber eller produkttyper, halvfabrikata eller materialer inden for f.eks. forskellige brancher etc.

Der bør gøres en indsats for at følge og påvirke standardiseringsarbejdet i ISO. Standarderne bør give mulighed for at gå til bunds i miljøvurderingerne, og der bør arbejdes for, at de kan rumme den eksisterende UMIP metode.

Endelig er der et generelt behov for en fortsat udvikling og tilpasning af metoderne til miljøvurdering af produkter. Ikke mindst er der behov for at få udviklet mere simple værktøjer på basis af UMIP-metoden, som kan bruges til screening af produkters miljøegenskaber.

Der er i dag kun få værktøjer, der kan hjælpe konstruktøren ved at anvise alternative løsninger, der er bedre for miljøet. Generelt må der siges at være et stort behov for at få udviklet konstruktionshjælpemidler, der aktivt kan foreslå mindre miljøbelastende alternative løsninger.

De fleste miljøstyringssystemer fokuserer i dag primært på den direkte miljøpåvirkning fra virksomhedernes aktiviteter og kun i mindre grad på produkternes miljøbelastning. Der er derfor behov for en videreudvikling af miljøstyringssystemerne. Livscyklusvurderinger af virksomhedernes produkter og systematiske miljøkrav til leverandører bør blive betydeligt mere fremtrædende

Indsatsen bør rettes mod en påvirkning af de internationale fora. der udarbejder miljøstyringsstandardeme. Det vil primært sige ISO og EU-Kommissionen. Endvidere er der behov for en selvstændig metodeudvikling i forhold til livscyklusvurderinger og leverandør-styringssystemer inden for rammerne af disse standarder. Konsulenter og verifikatorer bør uddannes yderligere, så de i højere grad er i stand til at inddrage produkt aspekterne.

Databehovet og den metodiske tilgang til udvikling af produkter, miljøvare og metoder deklarationer, kriterier for miljømærker og vurdering af ansøgninger om miljømærker er grundlæggende det samme. Det bør derfor overvejes at etablere en fælles organisation, som kan varetage hele udviklingen af informationssiden samt indsamling og systematisering af data - herunder vedligeholdelse af UMIP-databasen.

Det er vigtigt, at offentlige myndigheder dels sikrer organisationens uafhængighed, og dels sikrer, at der ikke sker en kommercialisering af området. Det er ligeledes vigtigt, at der knyttes en bred repræsentation af interesser til organisationen, som bl.a. kan sikre forbrugernes tillid til arbejdet.

Organisationen skal endvidere fungere som bindeled mellem de forskellige aktører. Det skal sikres, at aktører, der kan levere information, rent faktisk gør det. Det skal sikres, at aktører, der har behov for information, rent faktisk får behovet dækket. Hvis organisationen etableres som en selvstændig enhed, kan finansieringen være en blanding af statslige basistilskud, indtægter fra miljømærkeordningen og gebyrer for data til brug for virksomheder og indkøbere.

Det er væsentligt, at de nationale miljømyndigheder støtter hinanden med viden i forbindelse med international produktregulering. Der eksisterer i dag en række internationale aftaler, som begrænser handlen med farlige produkter og affald. Aftalerne har først og fremmest til formål at beskytte udviklingslandene. Det drejer sig bl.a. om eksport af bestemte kemikalier og om Baselkonventionen om eksport af miljøfarligt affald. Danmark har som det første land i verden tilsvarende indført miljøinformationsprocedure for eksport af brugte industrianlæg.

Arbejdet med at udbygge den internationale information om produkters miljøegenskaber bør indgå som et element i den produktorienterede miljøindsats.

7.5. Udvikling af et stabilt marked for miljørigtige produkter

Indsatsen for at skabe en større og mere stabil efterspørgsel på mere miljørigtige produkter bør især koncentreres om at fremme miljøhensyn i de offentlige indkøb. Et andet virkemiddel i denne sammnhæng er grønne afgifter.

Det offentlige er i dag en meget betydende og ret ensartet kundegruppe for en række produktområder. Det offentlige indkøber i dag for over 90 mia. kr. årligt. Det langsigtede mål er at det offentlige ved indkøb af varer og tjenesteydelser på alle områder tager hensyn til miljø og energi på lige fod med øvrige hensyn som pris. funktion, kvalitet, arbejdsmiljø og leveringsbetingelser. Langsigtede indkøbspolitikker er i den forbindelse vigtige signaler til producenter. der ønsker at levere til et kommende, stabilt marked for miljørigtige produkter.

De offentlige miljøbevidste indkøb er også af væsentlig betydning for andre af de initiativer, der er beskrevet i dette oplæg. Interessen i industrien for positive miljømærker på produkter kan således styrkes ved, at de produkter, der overholder kriterierne for anerkendte miljømærker, også efterspørges af offentlige indkøbere. Ligeledes vil effekten af energimærkeordningen i EU kunne styrkes ved, at offentlige indkøbere efterspørger produkter i de bedste kategorier.

De vigtigste barrierer for en markant styrkelse af de offentlige miljøbevidste indkøb er manglende viden og stramme budgetter. Endelig kan EU's udbudsregler på længere sigt udgøre en barriere. For at miljøhensynet virkelig skal slå igennem i den offentlige sektor, forudsætter det dels en fortsættelse og udbygning af formidlingen af miljøviden til indkøberne, og dels en reel motivation hos indkøberne til at foretage miljørigtige indkøb.

Den væsentligste hindring for denne motivation er, at reelle miljøhensyn på de fleste områder vil medføre ekstra omkostninger. I det mindste indtil der er et solidt marked for de nye produkter, og indkøringen i organisationen er overstået.

Det vurderes derfor, at et tilfredsstillende omfang af miljøbevidste indkøb i den offentlige sektor bedst kan fremmes, hvis der kan ydes tilskud i forbindelse med introduktion af nye mindre miljøbelastende produkter. Det kan f.eks. ske som et element i en ny tilskudsordning for renere produkter.

EU's udbudsregler giver mulighed for at etablere en national forpligtelse til kun at foretage offentlige udbud på en sådan made, at miljøhensyn kan medtages i evalueringen af de indkomne tilbud. Det bør overvejes hvor vidt og hvordan denne mulighed kan udnyttes. Danmark arbejder endvidere for en udvidelse og en præcisering af mulighederne for at tage miljø- og energihensyn i hele produktets livscyklus ved udbud i henhold til EU's udbudsdirektiv.

Miljøstyrelsen vil følge op på handlingsplanen for offentlig grøn indkøbspolitik gennem en aktiv understøtning heraf i de kommende år. Såfremt resultaterne fra den toårige registrering af det offentlige indkøb af mindre miljøbelastende produkter, som starter i 1997, giver baggrund herfor, vil Miljøstyrelsen foreslå, at der fastsættes må1 for statens indkøb af mindre miljøbelastende produkter inden for udvalgte produktgrupper.

Endvidere vil Miljøstyrelsen drøfte mulighederne for at registrere amters og kommuners indkøb af mindre miljøbelastende produkter med de relevante organisationer.

Indsatsen i Danmark bør suppleres med en betydelig international indsats, så miljø- og energibevidst indkøbspolitik kommer på dagsordenen i EU og de øvrige medlemslande. Målet bør være, at EU-Kommissionen gennemfører en miljøbevidst indkøbspolitik. og at også medlemsstaterne udformer handlingsplaner, målsætninger og initiativer. der forpligter dem til at gennemføre miljø- og energibevidste indkøb i den offentlige sektor.

Analyserne og rundbordssamtaleme peger på grønne afgifter, som et væsentligt styringsmiddel, når konkurrencevilkårene for produkter med bedre miljøegenskaber skal forbedres. Grønne afgifter medvirker i samspil med andre virkemidler til at styrke markedet for mindre miljøbelastende produkter, hvis de udformes på en hensigtsmæssig måde under inddragelse af relevante aktører. Arbejdet med at udforme brugbare grønne afgifter bør således fortsættes.

Det skal sikres, at danske producenters internationale konkurrenceevne ikke forringes, at afgiften er fornuftig at administrere, og at afgiften giver et reelt incitament til at efterspørge eller producere mindre af det afgifts belagte produkt. Hvor stor virkningen bliver afhænger ikke blot af afgiftens størrelse, men også af en række andre faktorer som mulighederne for at finde alternative, billigere løsninger.

Spørgsmålet om virkningen af grønne afgifter er ikke behandlet i detalje i forbindelse med dette oplæg, da det tidligere har været behandlet grundigt i en række sammenhænge, f.eks.

I kataloget over danske miljøafgifter findes eksempler på råvareafgifter, produktafgifter, afgifter på miljøskadelige stoffer og affaldsafgifter. På et afgrænset marked kan specifikke produktafgifter eller afgifter på indholdet af miljø- og sundhedsskadelige stoffer have en relativ effektiv virkning på forbrugsvalget - uden at virke konkurrenceforvridende.

Afgifterne på produkter og på miljø- og sundhedsskadelige stoffer er indført for at begrænse affaldsmængderne gennem øget genbrug eller for at undgå ubehagelige stoffer i affaldsstrømmen. For afgifter på ressourcer eller råvarer gælder i langt højere grad, at der kan opstå problemer, hvis ikke der er afgifter på alle betydende markeder, eller der sker en hensigtsmæssig tilbageføring af afgiftsmidlerne.

Udformningen af afgifterne skal foregå inden for rammerne af regelsættene i WTO og EU. Det betyder, at der som hovedregel ikke må diskrimineres mod importerede varer, med mindre formålet er beskyttelsen af detenkelte lands eget miljø.

Der foreslås ikke nye konkrete afgifter i forbindelse med nærværende oplæg. Men med behovet for økonomisk motivation i forbindelse med produktindsatsen bør mulighederne for brug af nye afgifter i samspil med øvrige virkemidler vurderes både mere generelt og i forhold til nye konkrete indsatser over for udvalgte produkter, materialer eller kemikalier.

7.6. Indsats på tre produktområder

Initiativer inden for bestemte produktområder må tage udgangspunkt i de konkrete erhvervs- og miljøforhold. der er knyttet til de enkelte produktområder.

Hvert produktområde er karakteriseret ved forskelle i erhvervsvilkår. eksisterende kompetence og organisationsforhold. På samme måde vil de forskellige aktørers rolle og indsats variere fra produktområde til produktområde. Erhvervsministenets ressourceområdeanalyser belyser en lang række af disse forhold.' Det vil altså ikke være de samme aktører, der er centrale, og det vil ikke være de samme styringsmidler, der er mest virkningsfulde ved initiativer på forskellige produktområder.

De tværgående initiativer, der er beskrevet i de foregående afsnit, bør derfor spille sammen med initiativer inden for udvalgte produktområder. På den måde kan der skabes konkrete resultater og erfaringer.

Miljøstyrelsen foreslår, at der i første omgang iværksættes initiativer på tre produktområder; tekstiler, elektronik og godstransport. Disse områder er udvalgt, fordi de er forholdsvis velbeskrevne, fordi de har en betydelig dansk produktion og efterspørgsel, og fordi de repræsenterer en række vigtige forhold af relevans for produktindsatsen.

Det er hensigten, at yderligere initiativer inden for udvalgte produktområder, sættes i værk i løbet af et par år. Her kan der f.eks. blive tale om grafiske produkter, byggevarer som vinduer og gulve eller svinekød.

Med udgangspunkt i de høstede erfaringer er det tanken på længere sigt, at iværksætte lignende initiativer på de mest betydende produktområder. Udvælgelsen af de relevante produktområder bør bl.a. ske på baggrund af analyser af miljø- og markedsforholdene for de forskellige delområder under Erhvervsministeriets ressourceområder. Som beskrevet i kapitel 5 udgør disse ressourceområder jo netop en opdeling af dansk erhvervsliv efter beslægtede produktgrupper på tværs af normale brancheopdelinger. Indsatsen på de tre udvalgte produktområder er nærmere beskrevet i bilag 3.

Initiativerne inden for de enkelte produktområder bør baseres på tidligere og igangværende initiativer på området. Som udgangspunkt bør alle dele af produkternes livscyklus være omfattet. Der vil blive lagt op til et forpligtende samarbejde med alle relevante aktører

Samarbejdet og den konkrete varetagelse af indsatsen inden for det enkelte produktområde foreslås placeret i et "produktområdepanel", der sammensættes af alle relevante aktører på området. De enkelte paneler bør organiseres som projektorganisationer. Der bør tilknyttes en egentlig sekretariatsfunktion til hvert panel, som varetages af Miljøstyrelsen. Formandskabet bør så vidt muligt placeres hos en af de væsentlige aktører på området. Sammensætningen af det enkelte produktområdepanel bør løbende kunne tilpasses den konkrete opgave ved inddragelse af nye aktører.

Som udgangspunkt bør følgende aktører være repræsenteret:

	Virksomhederne, der bør repræsenteres ved såvel enkeltvirksomheder som brancheorganisationer og fagforeninger. Alle dele af værdikæden samt leverandører af udstyr og hjælpestoffer bør dækkes.
	Detailhandlen. der bør repræsenteres ved relevance erhvetvsorganisationer og fagforeninger.
	Forbrugerne, der bør repræsenteres ved forbrugerorganisationer og grønne organisationer.
	Relevante statslige myndigheder.
	Amter og kommuner, der bør repræsenteres ved enkelte kommuner og amter, samt KL og ARF.
	Relevante eksperter og konsulenter.

Det er en forudsætning for succes, at alle grupper deltager aktivt. Støtte til økonomisk svage aktørers deltagelse i arbejdet vil derfor blive overvejet i forbindelse med Miljøstyrelsens forslag til en ny tilskudsordning.

Første del af arbejdet består i at kortlægge de forhold, der er af væsentlig betydning for produktindsatsen. Kortlægningen bør bl.a. belyse, hvad det er væsentligst at gøre noget ved ud fra miljø- og erhvervsmæssige overvejelser, hvem der er de vigtigste aktører, hvilke markedsmæssige rammer der er afgørende, og hvilke konkrete initiativer der er mulige i forhold til den aktuelle produktgruppe.

Kortlægningen bør bidrage til, at der laves en handlingsplan på produktområdet, som fastlægger de miljø- og erhvervsmæssige målsætninger for området. I forlængelse af disse må1 bør handlingsplanen redegøre for de enkelte initiativer og de enkelte aktørers opgaver. Handlingsplanen kan også bidrage til at udmønte forslagene til tværgående initiativer som mærkning, miljøbevidste indkøb og anvendelsesregulering.

Det bør tilstræbes, at handlingsplanen får karakter af en række forpligtende aftaler mellem de deltagende aktører. Derved bliver der større sikkerhed for, at de forskellige tiltag bliver gennemført.

De tre produktområder, hvor der foreslås taget initiativ til en produktindsats er som nævnt tekstilprodukter, elektronikprodukter og godstransport. De tre områder medvirker til væsentlige, men forskelligartede miljøbelastninger, og de fungerer under meget forskellige erhvervs- og markedsforhold

De afspejler derfor tilsammen en betydelig del af den mangfoldighed produktindsatsen generelt må omfatte med hensyn til målsætninger. virkemidler og betydning af de forskellige aktørgrupper. Produktområderne er endvidere valgt, fordi man er langt med miljøindsatsen. og/eller ford der er centrale aktører, som skønnes villige til at gå i front med en indsats

Nedenstående tabeller illustrerer forskellene mellem do udvalgtc produktområder i relation til henholdsvis de prioriterede miljøproblemer og til deres økonomiske betydning

Tabel 7.3 Globale miljømæssige problemstillinger af relevans for de foreslåede produktområder

Tabel 7.4 Økonomiske nøgletal for de danske fremstillingsvirksomheder under produktområderne

Kilde: Statistisk Årbog 1996: ¹⁾Tekstil- og beklædning, ²⁾EDB, Elmotorer og telemateriel, ³⁾Fragtvognmænd

7.7. Støtte til produktudvikling

De initiativer, der foreslås igangsat i forbindelse med en styrket produktindsats, vil både kræve financielle og andre ressourcer. Disse omkostninger er i mange tilfælde en reel barriere for produktindsatsen. Det foreslås derfor, at der etableres en tilskudsordning for udvikling og markedsintroduktion af produkter med bedre miljøegenskaber.

Ordningen skal kunne yde tilskud til aktiviteter inden for samtlige produktindsatsens hovedområder - herunder vidensopbygning, vidensformidling, produktudvikling, markedsintroduktion af produkter med bedre miljøegenskaber og udvikling af affald- og genanvendelsessystemer. Tilskudsordningen tænkes koordineret med de finansieringsmuligheder, der findes i Miljø- og Energiministeriet og i andre ministerier.

Den ny tilskudsordning bør kunne varetage de samme formål, som de tre eksisterende tilskudsordninger vedr. udvikling af renere teknologi, vedr. miljø- og arbejdsmiljøstyring i mindre virksomheder og vedr. affald og genanvendelse.

Det er dog Miljøstyrelsens opfattelse, at der i en ny tilskudsordning skal lægges en øget vægt på at støtte initiativer, der sætter ind på de miljømæssigt væsentlige områder i produkternes livscyklus. Som noget nyt foreslås det også, at det bliver muligt at yde tilskud til initiativer, der fremmer markedsintroduktionen af nye mindre miljøbelastende produkter.

Det overordnede formål med tilskudsprogramrnet for renere produkter bør således være at fremme udvikling, produktion. markedsføring og anvendelse af mindre miljøbelastende produkter Programmet bor primært rettes mod de rammebetingelser, som stimulerer markedets aktører til løbende at inddrage miljøovervejelser i beslutningerne.

På den ene side kan dette ske gennem tilskud til forbedring af virksomhedernes betingelser for udvikling af nye mindre miljøbelastende produkter. På den anden side kan det ske via tilskud til tilvejebringelse af en kvalificeret efterspørgsel af mindre miljøbelastende produkter. Via en satsning på både udviklings- og markedssiden vil der kunne opnås et koordineret skub og træk på virksomheder og marked.

Produkters miljøbelastning skal betragtes over hele livscyklus. Tilskudsmidlerne bør derfor prioriteres, så der udfra et livscyklusperspektiv opnås den størst mulige miljømæssige effekt. Som udgangspunkt for konkrete projekter bør der derfor ligge en analyse af det pågældende pro dukt eller materiale, som godtgør at det ansøgte projekt angriber et væsentligt miljø- eller ressourceproblem set udfra den samlede livscyklus.

Tilskudsprogrammet skal ligeledes fungere i et koordineret samspil med de fremtidige initiativer på affaldsområdet. Dette skal ske gennem tilskud til affaldsminimering, sikring af produkters genanvendelighed samt reduktion af affaldets miljøbelastning. I forlængelse heraf skal der fortsat være mulighed for at yde tilskud til videreudvikling af bredt rettede affalds- og genanvendelsessytemer.

Det foreslås, at programmet opdeles i fire delprogrammer svarende til disse fire dimensioner:

	Tilskud til produktudvikling - dvs. tilskud til aktiviteter der understøtter udvikling inden for konkrete produktområder eller som bredt integrerer miljøvurdering af produkter i specielt de mindre virksomheders udviklingsstrategi.
	Tilskud til markedsudvikling - dvs. tilskud til aktiviteter der styrker anvendelsen af mindre miljøbelastende produkter gennem udvikling og/eller fremme af bl.a. miljømærker, miljøvaredeklarationer, indkøbsvejledninger og miljøstyringssystemer til forhandlere og indkøbere i både den private og offentlige sektor.
	Tilskud til vidensopbygning - dvs. tilskud til aktiviteter der kan tilvejebringe, vedligeholde og sprede det basale videngrundlag for udvikling og kvalificeret efterspørgsel af mindre miljøbelastende produkter. Uddannelsesinitiativer vil også være omfattet.
	Tilskud til affaldsområdet - dvs. tilskud til aktiviteter der kan udvikle og formidle affalds- og genanvendelsessystemer, og som kan tilvejebringe viden og statistik om danske affaldsstrømme

Tilskudsordningen for renere produkter bør altså kunne anvendes til at yde tilskud til alle dele af produktets livscyklus. og tilskud skal i princippet kunne gives til alle betydende aktører i markedssystemet. Tilskudsordningen bør fungere over f.eks. en fem årig periode for i tilstrækkelig grad at kunne virke understøttende for den type af aktiviteter. der er tale om

7.8. Forbud mod brug af udvalgte kemiske stoffer

Miljøproblemerne ved produktion. brug og bortskaffelse af produkter indeholder aspekter, der falder såvel inden for som uden for det område, der egner sig til konkret adfærdsregulering. Udvikling af nye miljørigtige produkter og forbrugerens valg af produkter er områder, der typisk falder udenfor. Anvendelsen af bestemte farlige stoffer i produkterne og bortskaffelse af produkterne efter endt brug falder inden for.

Hvis anvendelsen af miljø- og sundhedsskadelige stoffer skal begrænses, skal der dels ske en frivillige indsats, som de relevante aktører gennemfører, fordi de har en interesse i at tage miljøhensyn, og dels skal miljømyndighedernes regulerer, hvilke stoffer der må og ikke må anvendes. Den direkte anvendelsesregulering er og bør fortsat være højt prioriteret, når det gælder stoffer med kendt skadelig virkning på sundhed eller miljø

Den langsigtede målsætning for anvendelsesregulering af kemiske stoffer og produkter er, at minimere belastningen af mennesker og miljø fra kemiske stoffer i deres livscyklus mest muligt ved, at koncentrationerne af kemiske stoffer i miljøet samt eksponeringen af mennesker reduceres mest muligt. Samtidig bør stoffer med en kendt, væsentlig miljø- eller sundhedsskadelig virkning være forbudt medmindre, der gives tilladelse til bestemte anvendelser af stoffet, som vurderes at være nødvendige.

Den offentlige regulering i form af bekendtgørelser om stoffernes anvendelse vil hovedsagelig tage sit udgangspunkt i det internationale arbejde på området, specielt i EU.

I EU og øvrige relevante internationale sammenhænge fortsætter Danmark med at fremme anvendelsesreguleringen af de mest problematiske kemiske stoffer og produkter. I den sammenhæng vil dansk industri i mange tilfælde kunne være en væsentlig medspiller, hvis det med eksempler kan vises, at problematiske stoffer og produkter kan undværes

I forbindelse med den fremtidige produktindsats lægges der op til en styrket anvendelsesregulering på de områder, hvor det er den mest effektive og måske eneste måde at få nedbragt miljøbelastningen. Anvendelse af kemiske stoffer, der giver anledning til væsentlig miljøbelastning ved produkternes brug eller bortskaffelse, er et sådant område.

Af Miljøstyrelsens udkast til "Liste over uønskede stoffer", omtalt i afsnit 7.2, vil det fremgå, hvilke stoffer der i dag er genstand for en indsats eller som er på arbejdsprogrammerne i Danmark eller i EU.

På samme liste vil der endvidere være opført en række stoffer, der anvendes i store mængder i dag, og som vurderes at have særligt betænkelige sundheds- og miljømæssige egenskaber. Hvorvidt disse stoffer vil blive anvendelsesreguleret, vil dels afhænge af, hvilken yderligere viden der tilvejebringes om deres egenskaber og spredning i miljøet, dels afhænge af EU's vurderinger og initiativer på området og dels afhænge af mulighederne for at udnytte det danske marked.

I løbet af 1997 forventer Miljøstyrelsen at udpege 20-40 af stofferne på listen som særligt prioriterede scoffer og at underkaste dem nærmere undersøgelser med henblik på anvendelsesregulering.

Aktuelt er der tre nye danske bekendtgørelser på vej, der omhandler en kraftig reduktion i anvendelsen af bly og blyforbindelser, forbud mod import og anvendelse af arsenimprægneret træ samt forbud mod anvendelse af nonylphenolethoxylater i vaskemidler.

7.9. National koordinering

Inden for den statslige sektor anvendes i dag en række styringsmidler der direkte eller indirekte har konsekvenser for udvikling og anvendelsen af produkter med bedre miljøegenskaber. Det gælder både på Miljø- og Energiministeriets område og på de andre ministeriers områder.

Mange af disse statslige aktiviteter medvirker positivt til produktindsatsen. Men der er et langt større potentiale, hvis der bevidst inddrages overvejelser om de berørte produkters miljøegenskaber. Der bør derfor arbejdes på, at virkningen af alle offentlige initiativer med betydning for produktområdet bliver koordineret i forhold til produktindsatsen. Vigtige ministerier er Arbejdsministeriet, Boligministeriet, Erhvervsministeriet, Forskningsministeriet, Landbrugs- og Fiskeriminsiteriet, Trafikmininisteriet og Undervisningsministeriet.

Miljøstyrelsen foreslår derfor, at der tages initiativ til en mere systematisk miljøvurdering af de produktudviklings- og virksomhedsprojekter, der opnår tilskud gennem forskellige statslige ordninger. Det samme gælder i forbindelse med bevillinger under forskellige forskningsprogrammer. Hvor der mangler ressourcer eller viden til at foretage disse miljøvurderinger, bør disse ressourcer afsættes.

Endvidere kan offentlige tilskud til private aktiviteter som f.eks. byfornyelse gøres betinget af, at bestemte stoffer eller materialer undgås, hvor der findes alternativer. Dette efterspørgselskrav sikrer en substitution på et område, hvor der eksisterer funktionelt tilfredsstillende og miljømæssigt bedre alternativer.

I forbindelse med fastlæggelse af produkt- og performancestandarder bør der etableres procedurer, der sikrer, at de forskellige fagministerier inddrager miljøhensyn i regelarbejdet. Samtidig bør miljøvurderingerne indgå som et krav i eventuelle mandater til standardiseringsarbejdet i CEN.

Det offentliges samarbejde omkring forbrugerinformation - herunder mærkningsordninger - bør også styrkes. Det kan bl.a. ske gennem koordinerede kampagner i samarbejde mellem især Forbrugerstyrelsen, Energistyrelsen og Miljøstyrelsen.

I forhold til de decentrale forvaltninger i amterne og kommunerne bør der specielt fokuseres på forvaltningernes rolle som store serviceproducenter og på deres muligheder for at påvirke produktadfærden gennem indkøb, prispolitik mm.

7.10. International indsats

Internationale forhold er af endog meget stor betydning for udviklingen af en produktorienteret miljøindsats. Både fordi en lang række internationale aftaler og regler er gældende i Danmark, og fordi Danmark har en omfattende international handel. Derfor er arbejdet med at påvirke de forskellige internationale organer og forhandlingsfora vigtigt.

Ligeledes bør man forsøge at påvirke de forhindringer for produktindsatsen, der enten eksisterer i de internationale handels- og standardiseringsaftaler eller som overvejes.

På områder hvor Danmark er blandt de forreste i indsatsen - f.eks. på produktområdet - kan Danmark fungere som inspirator og initiativtager.

EU har i de senere år fået en stadig mere fremtrædende rolle i det internationale miljøsamarbejde. Opmærksomheden bør derfor især rettes mod EU-institutionerne. Her bør Danmark koordinere initiativerne med ligesindede europæiske lande. Det er vigtigt at deltage allerede i de tidlige faser af arbejdet, inden ideerne er blevet til forslag. De vigtigste områder, hvor der fortløbende bør tages initiativer over for Kommissionen, er beskrevet under de forskellige initiativer tidligere i dette kapitel. Det drejer sig om:

Miljø og handel bør bade prioriteres af hensyn til mulighederne for fortsat at udvikle produktindsatsen og af hensyn til at sikre tredje verdens landene en fair behandling i den globale handel.

I standardiseringsarbejdet er en systematisk påvirkning af de omkring 10.000 standarder, der er på vej i CEN som implementering af det indre marked, afgørende for miljøhensynene i den fremtidige produktudvikling. Også mulighederne for at indføre miljømærker vil blive påvirket. En væsentlig del af dette arbejde vil være en påvirkning af Kommissionen i forbindelse med fastlæggelse af krav og betingelser for standardarbejdet.

Udbudsdirektivet og EU's egne indkøbspolitikker bør påvirkes til at give større rum for miljøhensyn i de offentlige indkøb.

Anvendelsesreguleringen af miljø- og sundhedsskadelig stoffer er total harmoniseret. Derfor kræves der enighed med Kommissionen både i forbindelse med fælles regulering og i forbindelse med en evt. national særregulering.

Nordisk Ministerråd har på initiativ fra Danmark og Norge oprettet en projektgruppe under dansk formandsskab, som skal arbejde med produktindsatsen. Gruppen skal især bidrage til at styrke den nordiske påvirkning af indsatsen i EU, de internationale standardiseringsorganisationer og WTO. De første aktiviteter vil være påvirkning af EU-Kommissionens arbejde med offentlige grønne indkøb og formulering af en produktorienteret miljøstrategi for hele EU. Der vil desuden blive arrangeret et seminar i 1997 om sammenhængen mellem miljø- og erhvervspolitik i samarbejde med ministerrådets embedsmandskomiteer for forbruger- og erhvervsforhold.

7. Forslag til konkrete initiativer

7.1 Introduktion