[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Bund]

En styrket produktorienteret miljøindsats

Bilag 1

Bilag til kapitel 6: AKTØRBESKRIVELSER

Som yderligere baggrundsmateriale for aktøranalysen i kapitel 6 suppleres denne af følgende uddybende beskrivelser af en række af de øvrige væsentlige aktørgrupper i relation til den produktorienterede miljøindsats.

De forhold, der fremdrages for den enkelte aktørgruppe, er organiseret efter følgende skabelon:

	Hvem er aktøren ?
	Hvordan kan aktøren påvirke udvikling og afsætning af produkter med forbedrede miljøegenskaber ?
	Hvilke konsekvenser ses for produktindsatsen ?

Der gennemgås følgende nationale og internationale aktører:
	A. Vidensleverandører B. Finanssektoren C. Amter og kommuner D. Den statslige sektor E. Multinationale producenter F. Nationalstater G. EU-kommissionen

A. Vidensleverandører

Viden er på en lang række dimensioner af afgørende betydning for de forskellige aktørers muligheder for at yde en indsats for at udvikle og afsætte produkter med forbedrede miljøegenskaber. Alle aktører, der arbejder med produkternes miljøegenskaber opbygger viden af betydning for denne indsats.

Med de begrænsede interne ressourcer, der er til vidensopbygning hos såvel producenter som handelsvirksomheder og forbrugerne, er den vidensproduktion, der foregår i aktørernes omverden og formidlingen af denne viden en forudsætning for, at de kan handle adækvat i forhold til deres egne interesser i en produktorienteret miljøindsats.

De aktørgrupper, der tænkes på under betegnelsen vidensleverandører, er dem, hvis væsentligste betydning i produktindsatsen er, at de opbygger og tilvejebringer viden til brug for de øvrige aktørers indsats. Vidensleverandørerne omfatter producenterne og formidlerne af den viden, der formidles til såvel de professionelle som de private vidensbrugere. Det er således en meget blandet gruppe, der spænder fra universiteterne til dagbladene, og som - for en mere grundig forståelse af deres vilkår og virke - ikke vil kunne behandles som en samlet gruppe. I dette afsnit nævnes de væsentligste vidensproducenter og formidlere, mens de konkrete eksisterende og kommende indsatser vedr. vidensformidling beskrives i kapitel 7.

Gruppen af vidensleverandører omfatter:

	Forsknings- og undervisningsinstitutionerne
	Rådgiverne
	Medierne
	Forsknings- og undervisningsinstitutionerne

Universiteter og sektorforskningsinstitutioner

Universiteter og sektorforskningsinstitutioner har en væsentlig andel af offentlig finansiering og får i større eller mindre grad udstukket rammerne for deres arbejde af de specifikke ressortministerier. Forskerne fokuserer på at udvikle "deres" fagområde gennem tilvejebringelse af ny viden i dialog med andre (internationale) forskere og evt. de primære brugere (fra erhvervslivet) af viden på området, som også i nogle tilfælde er med til at finansiere bestemte arbejder. Resultaterne af det offentligt finansierede arbejde er som regel offentligt tilgængeligt. Universiteterne, sektorforskningsinstitutionerne og brancherelaterede videnscentre har også rollen som vidensformidlere gennem deres undervisning i basisuddannelserne og efteruddannelse af den arbejdskraft, der deltager i produktrelateret arbejde. Disse institutioner udfører også rådgivning i forbindelse med konkrete opgaver hos de øvrige aktører.

Private forskningsinstitutioner

Visse brancher (f.eks. slagterierne) finansierer deres eget forskningsinstitut eller videnscenter. Med denne model er det muligt at udnytte de ressourcer, som virksomhederne i branchen bruger på forskning og udvikling, væsentligt mere effektivt - også i forhold til branchens indsats på det internationale marked. Resultaterne af disse institutioners arbejde er offentligt tilgængelig i et omfang, der bestemmes af de interesser, der financierer aktiviteten.

Rådgiverne

Private rådgivere

De private rådgivere er såvel vidensproducenter som formidlere. Rådgivernes vidensudvikling og formidling er som regel knyttet til bestemte opgaver defineret af kunderne, og spredningen af den genererede viden afhænger af kundens interesser.

Offentligt støttede rådgivere

Det teknologiske servicesystem er både vidensudvikler og formidler. Det er delvist offentligt finansieret. Det udgøres dels af de godkendte teknologiske serviceinstitutter som DTI-miljø, ATV, DK-teknik, der udfører rådgivnings og udviklingsarbejde for såvel offentlige som private kunder, dels af de lokale TIC-centre, som har til opgave at rådgive små og mellemstore virksomheder blandt andet ved at fungere som vejvisere til yderligere rådgivning fra det øvrige GTS net.

Medierne

Fagblade

Branche- og andre interesseorganisationers fagblade og medlemsblade har generelt høj troværdighed hos medlemmerne og et godt kendskab til forudsætningerne hos modtageren af den viden, der skal formidles. Herudover kan de med udgangspunkt i deres mere snævre målgruppe bedre "skære informationen til", så uvedkommende information stort set undgås.

Specialiserede miljømedier

Specialiserede vidensformidlere på miljøområdet: Et eksempel på et sådant medie er Databladene fra "Grøn information", der for offentlige midler formidler miljøinformation til forbrugerne.

Dagblade m.m.

De generelle medier: dagblade, fjernsyn mm. er den væsentligste bærer af baggrundsviden om erhvervs- og miljøforhold for alle aktørerne. De når tilsammen ud til alle aktørerne og er reelt bestemmende for den del af videnstilførslen, som aktøren ikke selv aktivt opsøger. De er således vigtige medspillere, når det drejer sig om at nå mange aktører eller at nå aktører, som man ikke kan komme kontakt med via andre mere målrettede medier.

Vilkår og potentiale for at påvirke produkters miljøbelastning

Svag vidensproduktion

Hvad angår den generelle naturvidenskabelige vidensopbygning på miljøområdet er de danske forskningsinstitutioner godt med. Men på det specifikke område - udvikling af mindre miljøbelastende produkter og metoder til systematisk indragelse af miljøhensynet i produktudviklingen -markerer forskningsinstitutionerne sig betydeligt mindre. DTU er i dag den danske forskningsinstitution, hvor der sker den mest betydende indsats i forhold til miljøvurdering af produkter set i sin helhed. Projektet "Udvikling af miljøvenlige industriprodukter" repræsenterer det første lange skridt på dette område.

Adfærdsvidenskabelig indsigt i, hvad der betinger iværksættelse af en produktorienteret miljøindsats hos de forskellige aktører, og hvordan staten eventuelt kan påvirke dette, er et område med en meget sparsom vidensproduktion. Indenfor den samfundsfaglige miljøforskning er der i regi af CeSaM forsøgt integreret en række faglige discipliner m.h.p. at tilvejebringe en dybere forståelse for vilkårene for en given adfærd for forskellige virkemidlers anvendelse og effektivitet samt viden om den faktiske implementering af miljøpolitikken. Centeret har dog ikke relateret arbejdet specifikt til miljøbelastningen fra produkter. Endvidere arbejdes der i en række andre samfundsfaglige forskningsmiljøer med forskellige elementer af den ovenfor skitserede problemstilling.

Begrænset viden hos vidensformidlerne

De faglige vidensformidlere har i dag en betydelig viden om miljøforhold og teknologi i almindelighed og nogen indsigt, der specifikt er relevant for arbejdet med produkternes miljøegenskaber. De har i almindelighed kun adgang til den viden, de selv udvikler samt offentlig tilgængelig viden. Da der er meget store områder, hvor der endnu ikke er offentlig tilgængelig viden på produktområder, er de faglige vidensformidleres muligheder selvfølgelig tilsvarende begrænsede.

De generelle vidensformidlere, medierne mm., er med undtagelse af enkelte journalister svage på såvel miljøviden, teknologividen som viden om erhvervsforhold. De er generelt uden viden om mere specifikke forhold omkring produkters miljøegenskaber. Den viden, som man ønsker, de skal formidle, skal derfor gives til dem i en form, de kan forstå og anvende i deres redaktionelle linie.

Konsekvenser for produktindsatsen

Det er vigtigt at inddrage vidensformidlerne og producenterne i samtalerne om tilrettelæggelsen af produktindsatsen. Dels for at inddrage den viden, de repræsenterer, men desuden for at sikre deres aktive opbakning af den videre indsats.

Den offentlige finansiering er afgørende for produktionen af offentlig tilgængelig viden og for produktionen af viden, som der ikke er kommerciel interesse i at tilvejebringe. Det bør overvejes i sammenhæng med den samlede forskningspolitik - herunder det strategiske miljøforskningsprogram - om der er mulighed for at styrke specielt den vidensproduktion, der er relevant for produktindsatsen.

Det bør overvejes, om der kan etableres et videnscenter - evt. uden mure - der samler viden om miljøorienteret produktudvikling og afsætning af produkter med forbedrede miljøegenskaber mm.

Der bør udarbejdes en mediestrategi, der blandt andet omfatter tilførsel af viden til medierne, således at deres formidling af information relateret til produktindsatsen bliver understøttet.

B. Finanssektoren

Udvikling og afsætning af produkter med forbedrede miljøegenskaber, forudsætter kapital, som for størstepartens vedkommende leveres af finanssektoren. Sektorens medvirken er derfor en vigtig brik i produktindsatsen. De senere års udvikling i finanssektorens interesse i miljøspørgsmål generelt giver da også håb om et positivt medspil.

Finanssektoren omfatter omkring 1.000 virksomheder af meget forskellige størrelse og kan groft opdeles i tre forskellige funktionsgrupper, nemlig investorer, kreditgivere og forsikringsselskaber. De tre funktionsgrupper deltager i samspil med det øvrige erhvervsliv i finansiering og rådgivning af virksomhederne på forskellige måder og med forskellige formål.

Investorer

Der findes en lang række private investorer, mens området institutionelle investorer domineres af nogle få store. De store institutionelle investorer som de tværgående pensionskasser, ATP og LD forvalter samlet meget store aktiver (henholdsvis 130, 120 og 30 mia. kr.). Disse har som centrale interessenter i finansieringen af dansk erhvervsliv mulighed for at udøve en væsentlig påvirkning.

Der er enkelte pensionskasser og investeringsselskabe, som bevidst har satset på udviklingen af mere miljøbevidste virksomheder, men miljøspørgsmål indgår ikke som et almindeligt element i sektorens investeringsvurderinger.

Kreditgivere

Der er godt 150 danske pengeinstitutter, men det er en meget koncentreret branche. Således står de to største banker for halvdelen af branchen med hensyn til egenkapital og balance. De 12 største banker står for mellem 80 og 90 %. Pengeinstitutterne udfylder en række funktioner i forbindelse med bl.a. opsparing og værdiopbevaring, udlån af kapital og betalingsformidling.

Realkreditbranchen er ligeledes kendetegnet af en meget koncentreret virksomhedstruktur. De fire største institutter står således for over 90% af markedet. Realkreditinstitutter spiller en afgrænset, men væsentlige rolle i finansieringen af erhvervsejendomme, mens rådgivningsfunktionen er begrænset.

Forsikringsselskaber

Også forsikringsbranchen er meget koncentreret. På skadesforsikringsområdet står de 10 største selskaber for omkring 75% og på livs- og pensionsområdet for over 90% af balancen. Forsikringsselskaberne har en væsentlig funktion gennem forsikring af erhvervslivets værdier og aktiviteter. Der udbedres skader for ca. 4 milliarder kr./år, og i nogle erhverv som f.eks. autobranchen er de endog en særdeles væsentlig aktør og samspilspartner. Endvidere har selskaberne en ikke ubetydelig lånevirksomhed og garantistillelse til erhvervslivet.

Finanssektorens vilkår og potentiale for at påvirke produkters miljøbelastning

Finanssektoren har potentielt stor betydning for virksomhedernes miljøindsats. Finansvirksomhederne kan gennem investering, kreditgivning og rådgivning være med til at ændre adfærden hos alle de aktører, som de formidler kapital til. Sektoren kan stille krav og/eller spørgsmål til miljømæssig adfærd/risiko, politik og inddragelse af miljøhensyn i drift og produktudvikling. Over de seneste tre år er der set en udvikling i retning af, at der udvises en vis interesse for de miljøforhold, der direkte kan betyde en trussel for rentabiliteten af investeringen eller lånet, mens en bredere intersse for miljøforhold, der på lang sigt kan få betydning, ikke ses endnu. Det er udfordringen i tilrettelæggelsen af den produktorienterede miljøindsats at medvirke til en realisering af dette potentiale.

Kreditgiverne spiller en væsentlig rolle i forhold til specielt de små og mellemstore virksomheder, der ikke kan skaffe finansiering ved udvidelse af egenkapitalen, ved aktieemissioner eller lignende. De er derfor henvist til at skaffe finansiering ved låntagning. Sektoren optræder ligeledes ofte som eneste eksterne rådgiver for små og mellemstore virksomheder og har dermed en central rolle som formidler af målsætningerne for en produktorienteret miljøstrategi.

Forsikringsbranchen spiller flere roller, som kan bruges i produktstrategien. Selskaberne forsikrer erhvervslivet og har derved mulighed for at kræve forbedringer af miljøforhold. I den forbindelse vurderes det, at den skærpede og mere komplicerede miljølovgivning betyder, at en række virksomheder har behov for gardering og har behov for rådgivning om miljøsikring og forebyggelse af miljøskader. Selskaberne kan i så fald blive betydende rådgivere for specielt små og mellemstore virksomheder. Endelig er forsikringsselskaberne storindkøbere indenfor enkelte brancher og kan derfor som indkøber af produkter og serviceydelser stille krav til miljøegenskaberne.

Kan finanssektoren forventes at medvirke?

Det er en forudsætning for sektorens opbakning til strategien, at sektorens opgaver ikke er i modstrid med sektorens generelle ønske om god forrentning af investeringer, samt om at undgå tab ved lån og forsikring. Samtidig er det i sektorens interesse at undgå at få et dårligt image ved for eksempel at stå som finansieringskilde til miljøskadelige aktiviteter. Dele af branchen kan forventes at forsøge at skabe et positivt image ved at stille miljømæssigt begrundede krav i forbindelse med deres ydelser.

De institutionelle investorer er normalt indstillet på et langsigtet ejerskab. Den nære tilknytning mellem investorer og virksomheden ved langsigtede investeringer betyder, at investorerne har et nøje kendskab til virksomhedens langsigtede udviklingspotentiale og er interesseret i at sikre virksomheden et kapitalgrundlag, der kan garantere, at udviklingspotentialet udnyttes. Det må derfor forventes, at de institutionelle investorer vil have stor interesse i at kunne tilvejebringe oplysninger om produkternes miljøegenskaber og hermed langsigtede udviklingsvilkår for de producentvirksomheder investeringerne ønskes placeret i.

De kortsigtede investorer har sjældent dette kendskab til virksomhederne. De vil som regel kun interesse sig for miljøspørgsmål i det omfang, det berører den umiddelbare betalingsevne i virksomheden.

Finanssektorens virksomheder har i dag et betydeligt kendskab til erhvervsforhold og lidet eller intet kendskab til miljøforhold samt hvilken betydning, de kan have for finansvirksomhedernes interesser.

Finanssektoren er kendetegnet ved på uddannelsesområdet i et væsentligt omfang at være isoleret fra samfundets øvrige sektorer. Pengeinstitutterne har deres eget uddannelsessystem for medarbejderne (Finansskolen og Finansdiplomstudiet), samtidig er der mange fra sektoren, der følger HD-studiet. Generelt er det et problem, at uddannelsessystemet i pengeinstitutbranchen er rettet mod konkrete bankforhold og kun i mindre grad mod mere generelle erhvervsforhold - herunder de miljømæssige problemstillinger. Branchen er dårligt rustet til at vurdere innovationsprojekter, idet vægten lægges på traditionelle økonomiske kriterier. Der tages således ikke højde for samfundsmæssige udviklinger, der kan gøre innovationen til en god forretningsmæssig ide. Forsikringsbranchens medarbejdere uddannes og efteruddanns hovedsageligt på Forsikringshøjskolen, der er en selvejende institution. Den nuværende uddannelse af finans- og forsikringspersonale berører ikke miljøforhold.

Finanssektorens repræsentanter gav under rundbordssamtalerne udtryk for, at deres virksomheder ikke har kompetence til at foretage vurderinger eller rådgive på miljøområdet. Derfor er der et stort behov for udvikling af redskaber, så det bliver muligt at inddrage miljøaspektet. En videreudvikling af de grønne regnskaber med et produktfokus vil givet vis kunne udgøre medvirke til oplysninger om produkternes miljøoplysninger, på sigt kommer til at indgå i de standardoplysninger, der efterspørges i forbindelse med beslutninger om investering/långivning m.m..

Konsekvenser for produktindsatsen

Fra dele af erhvervslivet, specielt fra de små og mellemstore virksomheder, har det været svært at få kredit til finansiering af nye projekter - eksempelvis produktudvikling - i det ønskede omfang. Det er derfor vigtigt, at produktstrategien indeholder elementer, som sikrer, at virksomheder, der ønsker at udvikle og introducere produkter med forbedrede miljøegenskaber har financieringsmuligheder. Der bør derfor etableres instrumenter, som kan reducere finanssektorens risiko ved disse projekter. Finanssektorens opbakning af produktindsatsen forudsætter, at der er en positiv sammenhæng mellem virksomhedernes produktindsats og deres evne til at honorere deres forpligtelser overfor investorer og långivere.

Det er vigtig, at finanssektoren får mulighed for at få tilført den nødvendige kompetence på miljøområdet. Det skal primært ske i form af en indsats overfor uddannelse og efteruddannelse indenfor sektoren.

C. Amter og kommuner

Amterne og kommunerne kan med udgangspunkt i en række af deres funktioner bidrage positivt til den produktorienterede miljøindsats. Dette gælder særligt følgende aktiviteter:

	Produktionen af velfærdsydelser og forsyningsservice.
	Den myndighedsmæssige indsats i medfør af miljøbeskyttelses- og planlovgivningen.
	Det lokale agenda 21 arbejde og andre tilsvarende initiativer

Produktionen af velfærdsservice og forsyning.

Både på det beskæftigelsesmæssige og på det økonomiske plan indgår amterne og kommunerne som sværvægtere i lokalsamfundene. Amterne og kommunerne er de helt dominerende aktører i forhold til produktionen af velfærdsydelser, idet langt hovedparten af ydelserne indenfor socialområdet samt uddannelse og sundhed varetages af amterne og kommunerne.

Amterne og kommunernes vareindkøb indenfor området velfærdsydelser beløber sig til mere end 30 mia. kr. om året, og er derfor samlet set en meget betydelig indkøber. Vareindkøbet består både af mere eller mindre standardiserede produkter såsom fødevarer, møbler m.v. og af specialiseret udstyr navnlig indenfor sundhedssektoren.

Indenfor forsyningsområdet m.m. varetager kommunerne drifts- og planlægningsopgaverne på områderne veje, spildevand og affald. Udførelsen af opgaverne på disse områder er i et vist omfang udliciteret til kommunale interessentskaber eller private virksomheder. På vand-, varme-, gas- og el områderne varetages forsyningen i højere grad af selvstændige forsyningsselskaber, der dog i mange tilfælde er præget af kommunale interesser. Amternes forsyningsopgaver omfatter vejområdet og en række planlægningsmæssige opgaver specielt på vandforsyningsområdet.

Miljømæssigt er disse forsyningsopgaver af væsentlig betydning. Navnlig affalds- og spildevandsområdet påkalder sig naturligvis en selvstændig interesse, idet tilrettelæggelsen af disse områder er bestemmende for stort set samtlige produkters bortskaffelsesfase. Indsatsen på disse områder er særskilt behandlet i (ref *** erhvervsaffaldsstrategien, Spildevandsredegørelsen, og husholdningsaffaldsplanerne).

Byfornyelsesområdet og hele det offentligt støttede byggeri er tilsvarende et område ,hvor specielt kommunerne spiller en stor rolle, og hvor de gennem deres vilkår for projekterne kan øve stor indflydelse på produktvalg og projektgennemførelsen.

Vilkår og potentiale

Hvis man tager amterne og kommunernes store indkøbsvolumen i betragtning udgør disse en væsentlig hjørnesten i udvikling af den offentlige grønne indkøbspolitik. I den forbindelse er en af forudsætningerne, at de forsynes med tilstrækkelig miljømæssig viden til at kunne foretage et kvalificeret valg i indkøbsituationen.

Bl.a. for at skabe en sammenhæng mellem budgetansvar og forbrug er der i de senere år i mange amter og kommuner sket en decentralisering af indkøbsfunktionen fra centrale indkøbsfunktioner til de enkelte decentrale institutioner. Denne decentralisering medfører ofte en mindre grad af specialisering af indkøbsfunktionen, hvilket alt andet lige stiller større krav til miljøinformationernes tilgængelighed.

En vigtig faktor for at motivere de enkelte institutioner bliver i den forbindelse, at der fra lokalpolitisk side udstikkes klare politiske signaler og økonomiske retningslinier om, at miljøet skal priorieres i forbindelse med indkøbene.

I forhold til indkøb af specialiseret udstyr indenfor eksempelvis sundhedssektoren foregår der i mange tilfælde et relativt nært samarbejde mellem producent og indkøber. Der kan i forlængelse heraf identificeres et oplagt potentiale for iværksættelsen af udviklingskontrakter med en miljømæssig dimension. Lignende forhold gør sig i høj grad gældende indenfor forsyningsområdet, hvor mange af leverancerne - indenfor rammerne af EU's udbudsdirektiv - ligeledes fastsættes i snæver dialog med producenterne.

I forhold til den offentlige sektor er Indkøbs Service A/S, som formidler af indkøbsaftaler en betydende aktør. Indkøbs Service A/S kan komme til at spille en vigtig rolle som en trendsættende indkøber, der går i spidsen i forhold til at udforme krav til nødvendig dokumentation af produkters miljøegenskaber.

Fastsættelsen af generelle miljøkrav i forbindelse med forsyningsvirksomheders indkøb og anvendelse af forskellige former for produkter har en meget klar og utvetydig effekt på underleverandørerne på grund af disse virksomheders position som eneaftagere. Dette gælder eksempelvis indenfor produktionen af asfalt, hvor amterne og kommunerne står som absolutte hovedaftagere. En markedssituation, der i øvrigt forstærkes af, at kommunerne har andel i ejerskabet af en af produktionsvirksomhederne på området.

I forhold til affalds- og spildevandsområdet eksisterer der ligeledes et vist potentiale for fastsættelse af takstdifferentieringer og betalingsstrukturer, Dette potentiale kan skabe et incitament for at anvende mindre miljøbelastende produkter.

Krav til produktvalg og miljøledelse i offentligt støttede byggeprojekter vil være af væsentlig betydning for produktudviklingen i hele byggevareområdet.

Under rundbordsamtalerne var der fra kommunal side tilslutning til, at de miljømæssige forhold i højere grad skulle inddrages ved alle kommunens aktiviteter - herunder særligt ved driften af forsyningsvirksomhederne.

Amterne og kommunernes myndighedsrolle

Amternes og kommunernes forpligtigelser som miljømyndighed i relation til virksomheder og landbrug er centreret om regulering af virksomhedernes miljøbelastning i produktionsfasen af produkternes livscyklys gennem fastsættelse af vilkår i miljøgodkendelser, påbud m.v.. Dertil kommer kommunernes fastsættelse af generelle bestemmelser i regulativer og forskrifter, der som oftest retter sig mod regulering i affaldsfasen. I forbindelse med udøvelsen af myndighedsfunktioner suppleres disse som oftest med forskellige former for informative virkemidler.

Vilkår og potentiale

Med hensyn til nedbringelse af miljøbelastningen fra produktionsfasen vil amterne og kommunerne fortsat spille en hovedrolle via reguleringen af de direkte emissioner og dialogen med virksomhederne om anvendelse af renest mulige teknologi.

De informative virkemidler er i en bredere forstand et af de primære virkemidler for amterne og kommunerne i forhold til den produktorienterede miljøstrategi. De miljøfremmede stoffer, der findes i slammet fra et rensningsanlæg, er for størstedelen købt og brugt i rensningsanlæggets opland. Brugt af borgere og offentlige og private virksomheder. Der kan sålede gennem lokal handling opnås en klart synlig effekt på lokale miljøforhold. Gennem informationskampagner og andre agenda 21 aktiviteter på lokalt plan - overfor både virksomheder og borgere - kan der sættes fokus på anvendelsen af specifikke produkter, der skaber lokale miljøproblemer i forhold til eksempelvis udspredning af slam, genanvendelse af restprodukter eller indvinding af rent drikkevand.

Ved rundbordssamtalerne udtrykte amterne og kommunerne et stort og positivt ønske om at bidrage til at informere virksomhederne om principperne i livscyklusvurdering af produkterne og at anvende disse principper aktivt i dialogen med virksomhederne.

Konsekvenser for produktindsatsen

Det er vigtigt at amterne og kommunerne aktivt inddrages i den produktorienterede miljøindsats i deres rolle som forsyningsvirksomheder, som miljømyndigheder og som initiativtagere i erhvervsfremme- og agenda 21- aktiviteter.

En reel aktivering af det potentiale, der ligger i miljøhensyn i de lokale forvaltningers indkøb, kræver politisk økonomisk opbakning.

En højere grad af anvendelse af mindre miljøbelastende produkter indenfor områderne forsyning og velfærdsservice fordrer endvidere et generelt højere vidensniveau om hvilke produkter, der er mindre miljøbelastende. I forhold til indkøb af standardiserede varer bør der satses på brugervenlige indkøbsvejledninger til institutioner m.v.. I forhold til indkøb af specialiserede varer bør der satses på at højne det generelle vidensniveau for indkøberne samt igangsættelse af udviklingskontrakter for mindre miljøbelastende produkter.

I forhold til den lokale anvendelse af en række produkter indeholdende miljøproblematiske stoffer, der volder problemer for affalds- og spildevandsanlæggene, kan kommunen spille en aktiv informativ rolle med hensyn til at søge at reducere anvendelsen af disse stoffer lokalt.

Der bør initieres en dialog om, hvordan byfornyelsesprojekter og andre offentligt støttede udviklingsprojekter i højere grad kan inddrage miljøhensyn i udarbejdelsen, produktvalget, gennemførelsen og driften.

D. Den statslige sektor

Den produktorienterede miljøstrategi tager naturligt nok sit udgangspunkt i indenfor Miljø- og Energiministeriets ressortområde. De øvrige dele af den statslige sektor er dog også i høj grad med til at påvirke rammebetingelserne for produktudvikling og -forbrug og udgør derfor væsentlige medspillere i forhold til at skabe incitamenter for en øget udvikling og anvendelse af mindre miljøbelastende produkter. I forhold til forbrugerne udøver staten omend i mindre omfang en indflydelse på betingelserne for forbrugernes indkøb af mindre miljøbelastende varer. Integration af den produktorienterede miljøstrategi i de øvrige sektorpolitikker er derfor af stor betydning, således at det sikres, at miljøhensynet indgår som et væsentligt element i de sektorpolitikker, der influerer på udviklingen og anvendelsen af mindre miljøbelastende produkter.

Der er i dag en vis, men begrænset koordination mellem de forskellige indsatser, og der er jævnligt kritik af aktiviteter, der forekommer ukoordinerede eller i direkte modstrid. De jævnligt fremhævede indkøb af materialer til de store infrastrukturprojekter kan - berettiget eller uberettiget - nævnes som eksempel på en offentlig indkøbspolitik, der ikke tager miljøhensyn.

Miljøstyrelsen har i forlængelse heraf dels set på de øvrige aktivitetsområder inden for Miljø- og Energiministeriet og dels forespurgt de øvrige relevante ministerier og styrelser om, hvorledes disse kan medvirke til at understøtte udviklingen og anvendelsen af mindre miljøbelastende produkter. Følgende afsnit om den statslige sektors rolle som aktør i forhold til den produktorienterede miljøstrategi er udarbejdet på baggrund af de enkelte ministeriers og styrelsers svarskrivelser. Der anvendes følgende rubricering af de væsentligste statslige styringsmidler, som øver direkte indflydelse på udviklingen og anvendelsen af produkter:

	PRODUKTRETTET FORSKNING- OG UDVIKLING
	PRODUKTREGULERING, STANDARD- OG NORMFASTSÆTTELSE
	STATSLIG FORBRUGERINFORMATION (MÆRKNINGSORDNINGER)
	STATSLIG EFTERSPØRGSEL
	UDDANNELSE AF ARBEJDSKRAFT

Dertil kommer hele den fiskale side i form af statslige skatter og afgifter, der selv sagt udgør en væsentlig rammebetingelse for især forbruget af produkter. Skatter og afgifter som styringsinstrument til fremme af mindre miljøbelastende produkter er ikke i fokus i denne redegørelse, men bliver kortfattet behandlet i afsnit 7.5. Det skal endvidere pointeres, at den statslige sektorplanlægning og de infrastrurelle investeringer indenfor eksempelvis trafik- og telesektoren indirekte influerer på produktion og forbrug af produkter. Beskrivelsen af disse mere indirekte styringsmidler ligger dog udenfor rammerne af den produktorienterede miljøstrategi.

Det er formålet med den følgende beskrivelse dels at vise, at der er omfattende aktiviteter i gang i mange dele af den statslige sektor dels at understrege behovet for en intensiveret dialog sektorerne imellem. De forskellige ideer, der præsenteres under beskrivelsen af de forskellige aktiviteter og konsekvenserne for produktindsatsen, skal ses som et konstruktivt oplæg til disse samtaler.

PRODUKTRETTET FORSKNING- OG UDVIKLING

En række ministerier administrerer ordninger, der understøtter virksomhedernes FoU-indsats på produktområdet. Ordningerne tager sigte på at fremme forskellige erhvervspolitiske og/eller sektorspecifikke mål dels gennem direkte virksomhedstilskud og -lån og dels gennem finansiering af forskellige former for FoU-rettede projekter og institutioner. Det er først og fremmest Erhvervsministeriet, Landbrugs- & Fiskeriministeriet og Forskningsministeriet, der står for hovedparten af disse aktiviteter. Af andre væsentlige aktører kan nævnes Boligministeriet, Miljø- & Energiministeriet samt på det seneste også Arbejdsministeriet, der - for at fremme specifikke sektorspecifikke mål - yder forskellige former for tilskud til FoU-rettede formål.

Erhvervsministeriets ordninger kan opdeles i generel erhvervsfremme og tilskud til enkeltvirksomheder. Den generelle erhvervsfremme omfatter blandt andet regional erhvervsudvikling og eksportfremme. Tilskuddene til enkeltvirksomhederne omfatter blandt andet støtte til videns- og kvalitetsudviklingsprojekter, iværksætterstøtte, isbryderordninger og projektstøtte gennem Vækstfonden. Der er enkelte aktiviteter, der har et vist miljømæssigt sigte, men den overvejende del har en generel erhvervsfremmende karakter.

Fælles for de generelle erhvervsfremmende værktøjer er, at miljøhensynet kun i begrænset omfang inddrages i vurderingen af konkrete projekter. Projekter/initiativer, der indholder miljømæssige aspekter kan dog som regel opnå støtte på lige fod med andre markeds-, kompetence- og produktudviklings-projekter. Miljøhensynet indgår således almindeligvis ikke i vurderingen af de deltagende virksomheders præstation eller som en del af vurderingen på linie med ansøgeres finansielle styrke og den kommercielle betydning af projektet.

Det tilsvarende gælder for de virksomheder, der tilbydes finansiering fra de 13 udviklingsselskaber, hvortil Erhvervsfremmestyrelsen yder garantisikring. Undtaget herfra er dog selskabet Miljøudvikling A/S, der specifikt retter sig mod miljøområdet - herunder bl.a. udviklingen af "grønne produkter".

Af specifikke ordninger med miljømæssigt sigte administrerer Erhvervsfremmestyrelsen i samarbejde med Miljøstyrelsen to ordninger. For det første programmet "Miljøstyring og miljørevision i danske virksomheder", hvor der ydes tilskud til udbredelsen af miljøstyring. For det andet programmet "Miljø og arbejdsmiljø i mindre virksomheder", hvor der ydes direkte tilskud til mindre virksomheders miljøarbejde.

I forhold til den mere konkrete produkt- og procesudvikling spiller de offentligt støttede teknologiske serviceinstitutter (GTS- og TIC-nettet) en væsentlig rolle for især de mere traditionelle fremstillingsvirksomheder, der kun i ringe omfang har en egenudvikling af produkter. Med henblik på styrkelse af GTS-nettets kompetence på miljøområdet har Erhvervsministeriet etableret et fælles basistilskudsprogram for 4 GTS-institutter med titlen "Miljøstyring og livscyklusvurdering".

Landbrugs- og Fiskeriministeriet har en række ordninger, som har betydning for udvikling af såvel renere fremstillingsteknologi som renere produkter i landbruget. Hovedaktiviteterne foregår indenfor rammerne af produktudviklingsloven, lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling og økologisk landbrug m.v. samt lov om støtte til miljøforbedrende investeringer i mindre landbrug m.v. Der er endvidere igangsat en generel indsats for at udvikle fornybare råvarer indenfor en række områder. Herudover findes en række mindre tilskudsordninger til bl.a. efteruddannelse og konsulentbistand.

I produktudviklingsperspektiv er det først og fremmest ordningerne under produktudviklingsloven, der påkalder sig opmærksomhed. Produktudviklingsloven skal generelt fremme udviklingen af nye jordbrugs- og fiskeriprodukter. Produktudviklingslovens formålsbestemmelser nævner ikke fremme af mere miljøvenlig produktion, men Landbrugs- og Fiskeriministeriet tilgodeser i et vist omfang miljøorienterede projekter i administrationen af ordningerne. Der gives således et forhøjet tilskud til projekter med et miljømæssigt sigte ndenfor ordningerne:

	"Produktudviking i det primære jordbrug"
	"Forarbejdning og forædling af jordbrugs- og fiskeriprodukter"

Det Fødevareteknologisk forsknings- og udviklingsprogram (FØTEK) er baseret på et tværministerielt samarbejde mellem Landbrugs- og Fiskeriministeriet, Forskningsministeriet, Erhvervsministeriet og Undervisningsministeriet. FØTEK's overordnede formål er at sikre og styrke dansk fødevareindustris position gennem støtte til større, ressourcekrævende forskningsprojekter, der kan forbedre erhvervets rammebetingelser. Miljø- og arbejdsmiljøvenlige produktionsmetoder er et af de 5 prioriterede indsatsområder.

Forskningsministeriet administrerer i samarbejde med øvrige ressortministerier en række forsknings- og udviklingsprogrammer - herunder det bioteknologiske, materialeteknologiske og - som tidligere nævnt - det fødevareteknologiske udviklingsprogram. Set udfra en produktudviklingssynvinkel er integreringen af miljøhensynet netop i disse FoU-programmer af essentiel betydning, idet resultaterne fra disse programmer kan være med til at angive retningen for den fremtidige produktudvikling indenfor de omfattede områder.

I forlængelse heraf blev der ved tilrettelæggelsen af det materialeteknologiske program lagt op til at integrere miljøvurderinger i de forskellige bevilgede projekter. De foreløbige evalueringer af første fase af programmet har dog vist, at der kun i begrænset omfang er foretaget miljøvurderinger af de bevilgede projekter.

En række uddannelses- og forskningsinstitutioner/-centre er i stigende omfang blevet sporet hen imod at indtænke miljøhensynet i deres forskningsprogrammer. Eksempelvis vil Forskningscenter Risø i sin nye strategi opprioritere miljøhensynet i samtlige programområder bl.a. indenfor materialeforskning og planteproduktion. Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd vil endvidere fremover foretage en miljømæssig afvejning af de konkrete forskningsprojektansøgninger.

Miljø- og Energiministeriet administrerer en række ordninger, der i større eller mindre omfang retter sig mod udviklingen af mindre miljøbelastende produkter.

Energistyrelsens rolle på tilskudsområdet beror først og fremmest på en administration af tilskuddene til reduktion af virksomhedernes CO₂-emissioner, tilskud til vedvarende energi samt Energiforskningsprogrammet (EFP). Derudover har administrationen af reglerne om reduktion i CO₂ afgiften, hvis der indgås aftaler om visse energibesparende investeringer, en virkning der minder om tilskudsordningernes. Energistyrelsen har i de senere år arbejdet intensivt med produktområdet og eksempelvis har Energistyrelsen EFP finansieret en række projekter med det sigte at udvikle mindre energiforbrugende produkter. Bl.a. er det mindst energiforbrugende køleskab på det danske marked udviklet med tilskud fra EFP. I forbindelse med tilskudsadministrationen integreres de miljømæssige hensyn i betydeligt omfang. Den nye ordning om energiisbrydere kan formentlig også blive et bidrag til generel kompetenceopbygning på energi og miljøområdet i de små virksomheder, ordningen henvender sig til. Der er samarbejde med Miljøstyrelsen om tilrettelæggelse og finansiering af de produktrelaterede projekter. Der er dog rum for en yderligere samtænkning af den langsigtede indsats.

Skov- og Naturstyrelsens produktudviklingsordning for skovbruget og træindustrien yder tilskud til udviklingsaktiviteter inden for det primære skovbrug og inden for forarbejdning og forædling af træprodukter og af træbaserede produkter. Det er en grundlæggende forudsætning for at opnå tilskud, at projektet ikke har uønskede virkninger påmiljøet og på arbejdsmiljøet. En gavnlig miljøvirkning indgår endvidere som et positivt tildelingskriterie i tilskudsordningen. Der lægges vægt på, at miljøeffekten belyses i forbindelse med udviklingen af nye produkter, f.eks. gennem en udarbejdelse af livscyklusvurderinger.

Miljøstyrelsens produktrettede tilskudsordninger omfatter de tre programmer under Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi, hvor der mulighed for at yde tilskud med relevans for udviklingen af mindre miljøbelastende produkter:

	Udviklingen af renere teknologi, der er knyttet til Handlingsplanen for renere teknologi 1993-1997
	Miljø og arbejdsmiljøstyring i mindre virksomheder, hvor der ydes direkte tilskud til indførelse af miljø- og arbejdsmiljøstyring i små- og mellemstore virksomheder
	Projekter vedrørende affald og genanvendelse knyttet til Handlingsplanen for affald og genanvendelse 1993 - 1997.
	Renere teknologi

Siden 1987 har Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi ydet tilskud til projekter, der tager sigte på at udvikle og sprede renere teknologi i virksomhederne. Programmet har indenfor udvalgte industrielle brancher formået at udvikle en række renere teknologi-processer, der i stort omfang er blevet implementeret i virksomhederne.

Indsatsen i renere teknologi-programmet består i en vekselvirkning mellem på den ene side specifikke teknologiudviklings-, implementerings- og spredningsprojekter og på den anden side mere generelle projekter vedrørende etablering af videns- og metodegrundlag samt information om og formidling af renere teknologimuligheder.

Den aktuelle Handlingsplan for renere teknologi 1993-1997 udstikker rammerne for renere teknologi-programmet. Under denne handlingsplan er indsatsens fokus flyttet fra udvikling af renere teknologier til spredning og fastholdelse af renere teknologi-strategien i virksomhederne. Der er samtidig sket en drejning af programmet fra udvikling af renere teknologi-processer over imod udvikling af mindre miljøbelastende produkter.

Frem til og med 1995 er der i alt givet tilskud for 539 mill. kr til i alt 638 projekter. Tyngdepunktet for indsatsen har som nævnt ligget indenfor udviklingen af renere industrielle teknologi-processer i en række udvalgte brancher. I en omfattende ekstern evaluering af indsatsen fra 1987-93 fremhæves indsatsen på teknologiudviklingssiden som værende udpræget succesfuld, idet 80 % af disse projekter har resulteret i anvendelige renere teknologi-processer. I forhold til andre teknologiudviklingsprogrammer må dette betragtes som værende en relativt høj succesrate.

Under den aktuelle handlingsplan har bevillingen af projekter indenfor områderne produkter, materialer og kemiske stoffer været i markant stigning. Indsatsen på disse områder har drejet sig om udvikling og afprøvning af værktøjer til LCA-vurdering af produkter, hvor projektet "Udvikling af Miljørigtige Industriprodukter" (UMIP-projektet) spiller en central rolle. Dertil kommer tilskud til udvikling af mindre miljøbelastende produkter bl.a. gennem substistitution af miljøproblematiske materialer og stoffer. Der er endvidere givet tilskud til en række projekter med henblik på udvikling af miljømærkekriterier og projekter til fremme af den offentlige grønne indkøbspolitik.

Der har under programmet ikke været mulighed for at yde tilskud til mere erhvervspolitisk rettede tiltag såsom tilskud til produktdokumentation, markedsføring og tilskud til eksportfremme. I forhold til en generel styrkelse af den erhvervspolitiske dimension i den produktorienterede miljøstrategi bør disse elementer indgå i den nye ordning i samspil med øvrige eksisterende erhvervspolitiske ordninger.

Den undervisnings- og uddannelsesrelaterede del i forbindelse med udviklingen og implementeringen af renere teknologi og produkter har under det eksisterende program været nedtonet kraftigt. På baggrund af dette områdes store betydning for en fortsat udvikling af virksomhedernes miljøarbejde bør uddannelsesområdet opprioriteres med henblik på etablering af særligt LCA-orienterede uddannelser og certificerende kurser.

Da produktinitiativerne i programmet overvejende har været på det metode- og udredningsmæssige plan er der gjort relativt få forsøg på at kombinere produktinnovationerne med et øget markedstræk. I det nye program bør en sådan vekselvirkning spille en stor rolle.

Miljø og arbejdsmiljø i mindre virksomheder

I 1994 opstartedes programmet Miljø og arbejdsmiljø i mindre virksomheder, der tager sigte på at yde direkte tilskud til indførelse af systematisk miljøarbejde i små og mellemstore virksomheder. Baggrunden for igangsætningen af programmet skal ses i lyset af et ønske om at fremme indførelsen af miljøstyring i disse mindre virksomheder for herigennem yderligere at sprede og fastholde renere teknologi-strategien blandt en - set fra en miljøstrategisk tilgang - svag og samtidig talrig virksomhedsgruppe.

Programmet er baseret på standardtilskud ved objektive vilkår. Projekterne er baseret på ansættelse af en ny medarbejder (evt. som afløser) for de projektudførende. Der kan højest opnåes tilskud på 400.000,- kr. ved en egenfinanciering på 50% og tilskudsbetingelserne følger iøvrigt minimis-reglerne. Der er til dato bevilget projekttilskud til ca. 150 virksomheder.

I alt blev der over en fire-årig periode afsat 80 mill. kr., der på grund af en meget stor søgning blandt virksomhederne allerede på nuværende tidspunkt er ved at være brugt op. På baggrund af den meget store søgning til programmet sammenholdt med de positive meldinger fra den løbende eksterne evaluering og resultaterne af de foreløbigt afsluttede projekter kan det allerede på nuværende tidspunkt konstateres, at programmet i høj grad har levet op til intentionerne om en spredning og fastholdelse af renere teknologi-konceptet i de mindre virksomheder.

Programmets gode resultater medfører, at der lægges op til en fortsættelse af programmet i en revideret form, der suppleres med et koncept til spredning af miljøhensyn i produktudvikling hos små og mellemstore virksomheder. I forbindelse hermed bør der indledes et formaliseret samarbejde om skabelse af en uddannelse/et certificeret kursus, der kan oplære medarbejderne til varetagelse af LCA-orienteret arbejde i virksomhederne. Disse projekter bør endvidere suppleres med et krav om en mere detaljeret tilbagemelding på projekternes opnåede resultat med henblik på spredning af disse.

Affald og genanvendelse

Med start i 1984 har Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi ydet tilskud til genanvendelsesområdet. Indtil 1993 anvendtes midlerne primært som anlægstilskud til forskellige former for genanvendelsessystemer. Ordningen ændredes i 1993 således, at der idag analogt til renere teknologi området kun gives tilskud til udviklings- og demonstrationsprojekter. Som angivet i Handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97 er det primære formål med ordningen at yde tilskud til projekter, der sigter mod at nedbringe affaldsmængderne og genanvende materialerne, samt projekter, der mindsker miljøbelastningen fra behandlingen af restaffaldet.

Den primære del af tilskudsmidlerne på 20 mill. kr. pr. år har været rettet mod at udvikle forskellige former for genanvendelsessystemer. Kun i mindre grad er der gennemført projekter, der tager sigte på at skabe mere genanvendelige produkter eller at ændre produkterne, således at miljøbelastningen i affaldsfasen reduceres.

Den nye erhvervsaffaldstrategi lægger op til, at der er et klart behov for en styrkelse af denne produktrettede del af genanvendelsesproblematikken. I det nye samlede renere produktprogram vil den affalds- og genanvendelsesrelaterede del af indsatsen være rettet mod, hvorledes der kan udvikles mere genanvendelige produkter, samt produkter, der virker mindre miljøbelastende i affaldsfasen. Endvidere vil indsatsen rettes mod udviklingen af teknikker til separering og efterfølgende genanvendelse af produkternes materialer m.v.

Arbejdsministeriet har i forbindelse med handlingsplanen "Rent arbejdsmiljø år 2005" udarbejdet 7 overordnede visioner for det fremtidige arbejdsmiljøarbejde. Til understøttelse af disse visioner vil der blive afsat en række nærmere specificerede puljemidler. Der er på nuværende tidspunkt allerede afsat puljemidler i forbindelse med Det udviklende Arbejde (DUA), og det er Arbejdstilsynets opfattelse, at midler fra denne pulje vil kunne anvendes til samfinanciering af projekter med såvel miljø- som arbejdsmiljømæssig relevans. Der er endvidere oprettet et program indenfor området ensidig gentaget arbejde rettet mod små og mellemstore virksomheder. Der agtes desuden taget beslutning om oprettelse af en indeklimapulje.

Gennem de løbende drøftelser i Miljøkoordineringsudvalget vil det blive undersøgt, hvorledes der kan ske en styrkelse af samarbejdet mellem de enkelte tilskudsordninger.

I de tilskudsordninger, der retter sig mod at fremme byfornyelsen, bliver der fra Boligministeriets side i stigende omfang stillet miljømæssige krav for opnåelsen af tilskud. Boligministeriet arbejder på at styrke miljødimensionen i deres tilskudsordninger. Det offentligt støttede byggeri omfatter en meget væsentlig del af den samlede bygge- og anlægsaktivitet i Danmark, og derfor er Boligministeriets tiltag i retning af at stille miljøkrav - herunder produktkrav - af overordentlig stor betydning.

På transportområdet anvender Trafikministeriet en væsentlig del af udviklings- og forsøgsmidlerne fra den såkaldte trafikpulje til udvikling af mindre miljøbelastende transportmidler. Eksempelvis har trafikpuljen i samarbejde med Miljøstyrelsen finansieret et stort projekt vedrørende anvendelse af mindre miljøbelastende drivmidler i busser.

Tiltag i relation til produktpolitikken

I forbindelse med at der ydes offentlige midler til forskellige former for produktudvikling i den private sektor bør der foretages en miljøvurdering af projekterne, før der ydes tilskud. Herved skal det sikres, at der ikke anvendes offentlige midler til udvikling af mere miljøbelastende produkter og processer. Der er eksempelvis behov for at der samlet ses på hensynene til miljø generelt samt energi - og arbejdsmiljø, således at disse hensyn ikke kommer til at gå i vejen for hinanden.

Mange ministerier stiller allerede i dag miljømæssige krav i forbindelse med administrationen af tilskuds- og låneordninger. Særligt har Boligministeriet og i relativt stort omfang også Landbrugs- og Fiskeriministeriet inddraget miljøhensynet i disses produktrettede tilskudsordninger.

Denne udvikling har ikke i samme grad fundet sted indenfor Erhvervsministeriet, der er en af de største udbydere af tilskuds- og lånefinansieringsordninger. Der bør i den forbindelse tages initiativ til en dialog, der kan fremme en mere systematisk miljøvurdering af de virksomhedsprojekter, der opnår finansiering gennem eksempelvis Vækstfonden. Der bør i forlængelse heraf udvikles forskellige lethåndterlige værktøjer til at foretage miljøscreeninger af disse typer af projekter.

Erfaringer fra evalueringer af FoU-programmerne viser, at såfremt miljøhensynet skal integreres i forskningsprojekterne kræver det, at der fra bevillingsgivernes side afsættes tid og midler til at foretage disse miljøvurderinger, eventuelt ved ekstern konsulentbistand. For at sikre en tilstrækkelig integration af miljøhensynet i den produkt- og procesrettede del af forskningen bør der derfor i forbindelse med bevillingen af projekterne afsættes tilstrækkelige ressourcer til at foretage de nødvendige miljøvurderinger i forbindelse med projektets gennemførelse.

På udviklingsområdet bør der endvidere afsættes ressourcer til at særligt de mindre virksomheder kan få kvalificeret rådgivning i forhold til at foretage livscyklusvurderinger af deres produkter.

PRODUKTREGULERING, STANDARD- OG NORMFASTSÆTTELSE

Den nationale fastsættelse af regler og normer overfor produkter bliver i stadigt stigende omfang afløst af internationale standarder og normer, der primært fastsættes i EU samt CEN/ISO-regi.

De enkelte ministerier deltager i vekslende omfang i forhandlingerne om produktstandarder indenfor de respektive ressortområder. Eksempelvis deltager Direktoratet for Arbejdstilsynet i relativt stort omfang i det internationale standardiseringsarbejde med henblik på at sikre arbejdsmiljøhensynet.

Erkendelsen af standardernes væsentlige betydning for udviklingen af mindre miljøbelastende produkter har bl.a. medført, at Erhvervsministeriet har bevilget midler til en fortsat og styrket dansk indsats overfor inddragelse af miljøhensynet i det internationale standardiseringsarbejde.

På norm-området har særligt Energistyrelsen gjort sig gældende. Energistyrelsen har arbejdet en del med indførelsen af normer for energieffektivitet i forskelligt energiforbrugende udstyr, og på køle-/frysområdet er der for nylig vedtaget normer i EU-regi.

Der udarbejdes imidlertid stadigvæk en del nationale normer og anvisninger på produkt/materialeområdet. Dette gør sig særligt gældende indenfor boligområdet, hvor hensynet til anvendelsen af mindre miljøbelastende materialer i stadigt større omfang integreres i de anvisninger, der udarbejdes i Boligministeriets regi.

Tiltag i forhold til produktpolitikken.

Det er i den forbindelse vigtigt at understøtte denne udvikling således, at miljøhensynet indgår som en fast integreret del ved udarbejdelsen af produktanvisninger og normer indenfor de relevante ressortområder. Gennem en sådan inddragelse bør det sikres, at reglerne under alle omstændigheder ikke virker blokerende for mindre miljøbelastende produkter.

Fagministerierne har hovedansvaret for en lang række produkt- og performancestandarder og er tillige hovedforhandlere på EU-direktiver indenfor deres ressortområder. Det er af afgørende betydning, at fagministerierne som fast procedure i standardiseringsaktiviteter bidrager til at sikre at miljøvurderinger inddrages direkte i standardiseringsprocessen. I forbindelse med EU-lovgivning skal fagministerierne sikre at miljøhensyn inddrages i selve direktivarbejdet, og at miljøvurderinger indgår som et krav i eventuelle mandater til CEN.

STATSLIG FORBRUGERINFORMATION (MÆRKNINGSORDNINGER)

Offentligt anerkendt forbrugerinformation er en væsentlig faktor i forhold til skabelsen af et marked for mindre miljøbelastende produkter. Der eksisterer i dag på produktmærkningsområdet en række statslige forbrugermærkninger strækkende sig fra faremærkning af kemiske produkter til mærkning af økologiske fødevarer m.v. Af øvrige miljørelaterede mærkningsordninger kan endvidere nævnes energimærkningsordningen, der administreres af Energistyrelsen.

I forhold til den generelle statslige forbrugeroplysning er det naturligvis Forbrugerstyrelsen, der står som den primære formidler. I Forbrugerstyrelsens generelle forbrugerinformation bliver miljøaspektet medtaget i stadigt stigende omfang.

Tiltag i forhold til produktpolitikken

Idet viden og information om produkternes miljøegenskaber hører til de centrale virkemidler i den produktorienterede miljøstrategi, bør det fortsatte samarbejde med Forbrugerstyrelsen styrkes, bl.a. gennem koordinerede kampagner. Ligeledes bør der ske en koordination af kampagner i forhold til indsatsområderne på energisiden.

STATSLIG EFTERSPØRGSEL

Den statslige sektors dominerende rolle som indkøber indenfor en række produktområder giver et væsentligt påvirkningspotentiale. Initiativerne i forhold til offentlig miljøbevidst indkøb er beskrevet i kapitel 7.4.

Erhvervsministeriets udviklingskontrakter er en anden mulighed for gennem efterspørgslen at påvirke produktudviklingen. Siden 1994 er udviklingskontrakter blevet anvendt som et konkret instrument til at øge samarbejdet mellem virksomheder og offentlige institutioner og samtidig gøre den offentlige efterspørgsel mere kvalitetsbevidst.

Ordningen gør det muligt for offentlige institutioner at få dækket de ekstra omkostninger, der er forbundet med at indgå aftaler med private virksomheder om levering af et nyt produkt eller en ny ydelse. Den offentlige part i en udviklingskontrakt - f.eks. et hospital - får således dækket de ekstra omkostninger, som opstår ved at udvikle og købe et nyudviklet stykke hospitalsudstyr i forhold til det standardudstyr, som findes på området.

For at være berettiget til midler fra puljen skal kontrakten indebære, at virksomheden må foretage et betydeligt udviklingsarbejde. Til gengæld kan den offentlige part garantere afsætning af "første parti" af produktionen. Foreløbigt er der dog kun få kontrakter med miljømæssigt sigte. I 1997 påregnes der afsat 90 mill. kr. til udviklingskontrakter.

Tiltag i forhold til produktpolitikken.

Der føres i øjeblikket en løbende dialog med Erhvervsfremmestyrelsen om udviklingskontraktordningen med henblik på bedre udnyttelse af ordningen på miljøområdet. I den forbindelse bør der ske en løbende koordination med det kommende udviklingsprogram for renere produkter.

I lighed med bemærkningerne under produktudviklingstilskud bør der ligeledes foranstaltes en dialog med Erhvervsministeriet med henblik på at afdække mulighederne for at foretage miljømæssige vurderinger i forbindelse med udarbejdelsen af fremtidige udviklingskontrakter.

E. Multinationale producenter

Blandt de aktører, der er væsentlige i samspillet omkring fastlæggelsen af den internationale regulering af udveksling af varer generelt og de krav, der kan stilles til produkternes miljøegenskaber, er de multinationale aktører blandt de mest betydende. De har ressourcer til såvel at påvirke politikdannelsen som til at gå aktivt ind i at fremme udviklingen af mere miljøvenlige produkter.

De store multinationale selskaber findes specielt indenfor områderne kemi og agrokemi, medicinalindustrien, olie og gas, skovbrug, fødevarer og biler.

De 500 største har i alt 35 mio. ansatte (170.000 ansatte i gennemsnit), en omsætning på i alt godt 11 billioner USD (23 mia USD i gennemsnit) og aktiver for i alt godt 32 billioner USD (65 mia. USD i gennemsnit). Over halvdelen af disse 500 selskaber er amerikanske eller japanske. Herefter er de bedst repræsenterede lande Frankrig med 42, Tyskland med 40 og Storbritannien med 32 selskaber.

Interesser

I internationale forhandlinger forsvarer de store multinationale virksomheder traditionelt set følgende interesser:

	Operationel autonomi, hvormed menes retten til frit at bestemme egen adfærd, hvilke produkter de vil fremstille, hvordan de fremstilles, hvor de afsættes og så videre
	Fri bevægelighed for varer og kapital
	Konkurrence på de områder, hvor de opfatter sig som stærke. Det betyder, at de konkurrerer gerne på at levere produkter med forbedrede miljøegenskaber, hvis de oplever, at det er et område hvor de kan opnå konkurrencefordele. (Eksempelvis udvikler de agrokemiske virksomheder gerne pesticider med forbedrede miljøegenskaber, men næppe udvikle alternativer til pesticider. Tilsvarende vil PVC producenterne ikke udvikle alternativer til PVC, men gerne mindre miljøbelastende blødgørerer til PVC).

Selvom det danske marked er lille i relation til de store multinationale virksomheders omsætning, har disse på en række områder udvist betydelig interesse for at påvirke den danske miljøindsats. Den agro-kemiske industris interesse for den danske regulering af anvendelsen af pesticider er et godt eksempel på dette. Interessen skyldes formentlig, at de ser det danske marked som et trendsættermarked på miljøområdet. De forventer, at andre markeder vil følge efter, hvis der er gennemført en regulering på det danske marked, som de kan lade sig inspirere af. Derfor er det danske marked interessant, og derfor vil de gerne tale eller slås alt efter deres oplevede strategiske interesse.

En del multinationale virksomheder ser danske små og mellemstore virksomheder som interessante pilotvirksomheder for nye miljøforbedrede produkter. Eksempelvis har danske tekstilvirksomheder og virksomheder indenfor den grafiske branche virket som forsøgsvirksomheder for store tekstil- og trykfarveleverandører til gavn for begge parter.

Betydning

De store multinationale selskaber er meget betydende aktører på den nationale og specielt de internationale arenaer på grund af blandt andet følgende forhold:

1. De har for det første store ressourcer til dels at deltage i de internationale forhandlinger, og dels at tilvejebringe viden, der stiller deres positioner i et positivt lys.
2. De kan med vægt true med erhvervsmæssige følgevirkninger, idet de repræsenterer mange arbejdspladser og kan flytte deres aktiviteter mellem forskellige dele af verden.
3. De er ofte forskningsintensive og kan derfor være frontløbere i udviklingen af nye mere miljøvenlige teknologier
4. De agerer som betydende underleverandører og -aftagere i forhold til danske procentvirksomheder og er herigennem i høj grad med til at sætte rammerne for disses produktudvikling.
5. De har store kapitalværdier bundet i de eksisterende produktionsapparater, så de er interesserede i at kunne bruge disse, indtil de er afskrevet.

Konsekvenser for produktindsatsen

De store multinationale producenter er en kompleks, men vigtig deltager i dialogen. Det er vigtigt at være klar over på hvilke områder, der kan føres en produktiv dialog, og på hvilke områder samspillet må forventes at være mere konfliktbetonet.

I forhandlinger med disse virksomheder er det vigtigt, at myndighederne er rede til at benytte hele det spektrum af virkemidler, de har som nationalstatsrepræsentanter via internationale alliancer og aftaler, skatter, forbudslovgivning, håndhævelse, støtte mm.

De forskellige virksomheder og brancher har forskellige interesser og kan derfor bruges i afbalanceringen af interessebilledet i den produktive samtale.

F. Nationalstater

Nationalstatsaktørerne er i sagens natur en meget uensartet gruppe, som der her kun skal knyttes nogle helt overordnede kommentarer til. Nationalstatsaktørerne kan opdeles i tre hovedgrupper:

	Udviklingslandene
	Lande med hurtigt voksende økonomier,
	De Industrialiserede lande. USA, Japan, Europa

Ressourcer

De er tilsammen bestemmende i alle de internationale fora, der er organiseret på grundlag af nationalstatsmedlemskab, det gælder fora som FN, EU, OECD, WTO, ISO mfl. De har således tilsammen den suveræne politiske magt til at bestemme vilkårene for den internationale handel med produkter og til at bestemme hvilke miljøhensyn, der kan tages i den forbindelse.

Ressourcerne for de tre grupper er meget forskellige:

	Udviklingslandene er generelt svage aktører på den internationale scene. De har svært ved at stille med deltagere i forhandlingerne, og de deltagere, der kommer, har som oftest et svagt bagland for så vidt angår vidensressourcer m.m. Der er på den anden side mange af dem, så de kan gennem deres antal blive udslagsgivende i de internationale forhandlinger.
	Landene med hurtigt voksende økonomier er ved at blive mere synlige spillere på de internationale arenaer, og de hjemlige ressourcebaser er under hurtig opbygning.
	De industrialiserede lande er gennemgående ressourcestærke og internationalt velrepræsenterede. USA og Japan er de dominere enkelt spillere. Europa har, når det optræder samlet, ressourcer til at matche såvel USA som Japan.

Interesser

Nationalstaterne kan i modsætning til de multinationale virksomheder ikke flytte sig, så deres interesser er knyttet til deres egen befolkning, deres egne miljøforhold og deres egen industris muligheder for at klare sig i den globale konkurrence. Det gør selvfølgelig, at interesserne for de tre grupper af nationalstater er meget forskellige:

Udviklingslandene har generelt svage industrier, der producerer varer med et lavt vidensindhold, og som er nødt til at konkurrere på lav løn og et lavt omkostningsniveau i øvrigt - herunder miljøindsatsen. De frygter derfor, at deres varer får det svært, når der stilles miljøkrav til produkterne.

De har svært ved påvirke de forhandlinger, hvor kravene til varerne defineres og betragter derfor sådanne krav med den største mistro.

Landene med hurtigt voksende økonomier har generelt en meget mere forskelligartet industri, hvis produkter på mange områder - men langt fra alle - vil blive fuldt konkurrencedygtige, også på miljøområdet. I internationale fora agerer de ofte med mistro overfor miljøkrav i samhandelen.

De industrialiserede landes industrier vil ud fra en overordnet betragtning have glæde af miljø som konkurrenceparameter. USA og Japan agerer i mange af de forhandlinger, der er relevante for udviklingen af produktindsatsen, som deres store multinationale selskabers talerør med dertil hørende interesseprofil.

De europæiske lande er en blandet gruppe, der alle agerer mere eller mindre som talerør for deres industrier, selvom de nordlige lande er gennemgående mere optimistiske på deres industris vegne end de sydlige, hvilket gennemgående afspejler en forskel i industriel styrke.

I forbindelse med arbejdet med at udvikle den danske produktorienterede miljøstrategi er der foretaget et litteraturstudie af andre landes erfaringer med produktorienteret miljøindsats. Der har i forbindelse hermed været kontakt til de svenske og de hollandske miljømyndigheder med henblik på at få et indblik i status hos de lande, vi normalt sammenligner os med på miljøområdet. Litteraturstudiet og besøgene viste generelt, at der arbejdes med den samme type af overvejelser.

Konsekvenser for produktindsatsen

I forholdet til samspillet med nationalstaterne er det værd at være opmærksom på, at de langsigtede udsigter til et voksende marked for miljørigtige produkter medfører, at samspillet ikke er et "nul-sumsspil". Den enes gevinst behøver ikke nødvendigvis at betyde tab for de andre i et voksende marked.

Der skal satses på kontakt og alliancer med ligesindede europæere og nogle af landene med hurtigt voksende økonomi.

Det kan overvejes at støtte udviklingslandenes deltagelse i de internationale forhandlinger ligesom Holland og Finland har gjort det i ISO sammenhænge.

G. EU-kommissionen

EU-kommissionen er langt den væsentligste af de internationale organisationers aktører. Dels på grund af, at Danmark indgår i en aftalesammenhæng, der giver kommissionen et selvstændigt forhandlingsmandat på Danmarks vegne, og dels fordi kommissionen har ressourcer til egne aktiviteter. EU´s administration skal indenfor rammerne af det traktatmæssige grundlag arbejde for at fremme unionens mål og har retten til selv at gennemføre initiativer indefor den gældende EU-regulering samt til at fremsætte forslag om nye reguleringer overfor ministerrådet. Kommissionen er således en selvstændigt betydende aktør med betydelige politiske, personalemæssige og økonomiske ressourcer.

Det overordnede grundlag for EUs miljøpolitik frem til år 2000 er beskrevet i EU´s 5. miljøhandlingsprogram, der bl.a. indeholder følgende prioriteringer, som stemmer godt overens med nogle af de behov, der er afdækket i forhold til etablering af en produktorienteret miljøstrategi:

	Styrkelse af integration af miljøhensyn i andre politikområder, specielt i forhold til handlingsprogrammets 5 sektorer.
	Øget anvendelse af tværgående styringsinstrumenter, herunder især de markedsbaserede og økonomiske styringsmidler.
	Bevidstheds- og adfærdsændringer blandt producenter og forbrugere, herunder udvikling af bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre.

Generelt søges de konkrete regler på miljøområdet harmoniseret, og der fokuseres på at undgå etablering af bindende nationale miljøregler eller etablering af miljøkrav, som vil kunne udgøre en handelshindring, i forbindelse med efterspørgsel af produkter.

EU-kommisionens vilkår og potentiale for at påvirke en produktorienteret miljøstrategi

Kommissionen er initiativtager med hensyn til at føre de beskrevne politikker ud i livet i løbende dialoger med nationalstater og lobbyister repræsenterende en lang række forskellige interesseorganiseringer. I disse dialoger er erhvervsinteresserne i dag klart dominerende relativt til de andre ikke statslige aktører.

Kommissionen udarbejder normalt forslagene til nye reguleringer og indsatser i øvrigt. I mange tilfælde har kommissionen imidlertid ikke tilstrækkelig faglig kompetence til selv at vurdere behov, konsekvenser m.v.. Kommissionen må her basere sit arbejde på input fra nationalstaterne og udvalgte konsulentfirmaer.

Tilsvarende bliver flere og flere EU-direktiver udfyldt ved at kommissionen afgiver mandat til CEN til den mere specifikke udfyldelse af direktivets ramme. Da kommissionen endnu ikke har lavet procedurer til at følge op på CEN's udfyldelse af mandaterne er der med mandateringen reelt afgivet en væsentlig del af kommissionens kompetence til standardiseringsgrupperne.

Konsekvenser for produktindsatsen

Det er afgørende at være i den bredest mulige kontakt med kommissionen. Samtidigt skal kontakterne tages i den tidlige kommissionstænkning inden idéerne er blevet til forslag. Dette vil formentlig reelt muligt indenfor området produktorienteret miljøstrategi, idet tænkningen på dette område for det første p.t. ikke er kommet ret langt og for det andet er der ikke mange af de øvrige aktører, der på dette område har manifisteret sig i forhold til kommisionen.

Blandt de væsentlige områder, hvor der fortløbende skal tages initiativer overfor kommissionen kan nævnes:

	Miljø og handel er et væsentligt område både med hensyn til den produktorienterede miljøindsats, men også med hensyn til at sikre udviklingslandene en fair behandling i den globale handel.
	I standardiseringsarbejdet vil en systematisk påvirkning af de omkring 10.000 standarder, der er på vej i CEN, som implementering af det indre marked, være afgørende for mulighederne for at der tages miljøhensyn i den fremtidige produktudvikling, ligesom mulighederne for at indføre miljømærker vil blive påvirket. En væsentlig del af dette arbejde vil være påvirkning af kommissionen i forbindelse med mandateringen af standardarbejdet.
	Udbudsdirektivet og EU's egne indkøbspolitikker skal påvirkes til at give større rum for miljøhensyn i de offentlige indkøb.
	Området for anvendelsesregulering af miljø- og sundhedsskadelige stoffer er totalharmoniseret, og det forudsætter enighed med kommissionen at skabe såvel ny fællesregulering som rum for at foretage en eventuel national særregulering.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]