[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Bund]

En styrket produktorienteret miljøindsats

2. Globalt marked med global vækst - den miljøpolitiske udfordring

2.1 Introduktion
2.2 Nationale og globale miljøproblemer
2.3 Den miljømæssige udfordring
2.4 Grundlæggende forudsætninger for en produktorienteret indsats

2.1 Introduktion

Langt fra en bæredygtig udvikling

I såvel Danmark som andre industrialiserede lande har den hidtidige miljøindsats været ude af stand til at løse en række centrale miljøproblemer. Dette er blandt andet beskrevet i regeringens Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse fra 1995, hvor det konstateres, at selv om der er opnået betydelige resultater inden for de fleste sektorer, så er vi på en række væsentlige områder stadig meget langt fra en bæredygtig udvikling. Dette skal ikke mindst ses i lyset af, at der globalt forventes markant vækst i både befolkningstal og levestandard.

På den baggrund er det nødvendigt at spørge, hvad der kendertegner de nationale og globale miljøproblemer, som vi står overfor i dag? Hvordan kan den hidtidige miljøindsats styrkes, så den bedre kan løse disse problemer? Hvad er rammerne og vilkårene for en styrket indsats? Hvilke konkrete initiativer kan man vælge at sætte i gang, hvis man ønsker at styrke miljøindsatsen?

Muligt at kombinere høj levestandard, stærk konkourrenceevne og bedre miljø

I dette oplæg forsøger Miljøstyrelsen at bidrage til at besvare disse spørgsmål. Udgangspunktet er, at det kan lade sig gøre. Udgangspunktet er, at en høj levestandard og en stærk konkurrenceevne kan kombineres med en miljøindsats, der i meget større omfang er i stand til at imødekomme de udfordringer, som vi står overfor i dag.

2.2 Nationale og globale miljøproblemer

Ikke punktkilder, men ressourceforbruget og produkterne

I Danmark har indsatsen på miljøområdet gennem de seneste 25 år betydet, at udledningen fra industri, kraftværker og rensningsanlæg - de såkaldte punktkilder - i vidt omfang er under kontrol. Både den Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse og andre analyser på området har da også konkluderet, at de nuværende problemer ikke i så høj grad er knyttet til punktkilderne, men i langt større udstrækning er knyttet til samfundets generelle ressourceforbrug og anvendelsen af produkter i alle samfundet funktioner.

Alvorlige miljøproblemer

Vi ser lokale problemer som pesticider i grundvandet, miljøskadelige stoffer i slammet fra renseanlæggene og iltsvind i de nære havområder. Vi ser regionale eller globale problemer som det ødelagte ozonlag over den nordlige halvkugle, spredningen af unedbrydelige miljø- og sundhedsskadelige stoffer, ørkendannelse og udryddelsen af regnskoven. Vi ser en række nye problemer, som vi endnu ikke kender omfanget og konsekvenserne af - eksempelvis de østrogenlignende stoffer, drivhuseffekten og den hastige reduktion i den biologiske mangfoldighed.

Fire centrale forhold

Selvom miljøproblemerne globalt set varierer i omfang og karakter, kan de alvorligste miljøskader alle føres tilbage til et eller flere af disse fire forhold:

Spredningen af miljø- og sundhedsskadelige stoffer
Den stigende brug af fossile brændsler
Overudnyttelsen af de biologiske ressourcer
Forbruget af mineralske ressourcer, der ikke kan fornys

Spredningen af miljø- og sundhedsstoffer

Ikke alene anvendes en række miljø- og sundhedsskadelige stoffer i produktionsprocesserne, men en lang række af disse stoffer spredes også gennem vores brug af produkter. Omfanget af miljøfremmede stoffer i produktionen og produkterne er meget omfattende, og vores viden om stoffernes effekt på miljø og sundhed er ofte begrænset. Ikke mindst har vi en begrænset viden, når det gælder spørgsmålet om, hvilke konsekvenser for miljø og sundhed spredningen af stofferne har på længere sigt.

Den stigende brug af fossile brændsler

Den stigende brug af fossile brændsler tømmer klodens ressourcer og giver emission af drivhusgasser og sure gasser, som bidrager væsentligt til drivhuseffekten og til forsuring af vand og jord.

Overudnyttelsen af de biologiske ressourcer

Udnyttelsen af de biologiske ressourcer er så omfattende i dag, at vi ser uønskede påvirkninger af de økologiske systemer - herunder særligt en væsentlig reduktion af biodiversiteten og arvemassen. Nogle af de hjælpestoffer, som bruges i forbindelse med udnyttelsen af ressourcerne til især produktion af fødevarer og andre råvarer til industrien, giver endvidere anledning til problemer ved spredning i miljøet.

Forbruget af mineralske ressourcer, der ikke kan fornys

Endelig har det stigende forbrug af mineralske ressourcer, der ikke kan fornys, følger både for miljøet og ressourcerne. Forekomsterne af mineralske ressourcer har indtil videre generelt set været rigelige, men der må forventes stigende problemer på stadigt flere områder.

De beskrevne problemer er alle karakteriseret ved, at de er meget vanskelige at overskue og umiddelbart vanskelige at gøre noget ved. De rummer allerede en række alvorlige perspektiver, som situationen ser ud i dag, men forstærkes yderligere af væksten i verdens befolkning.

Nødvendigt med global vækst

Ved en uændret levestandard vil en stigning i den globale befolkning give et større pres på miljøet og et stigende ressourcetræk. Hvis befolkningstilvæksten skal bremses, forudsætter FN endog en vækst i den oplevede velstand. Ifølge FN's eksperter i befolkningsudvikling er den eneste vej til at bremse befolkningstilvæksten, at levestandarden hæves væsentligt i landene med lav levestandard og høj befolkningstilvækst. I en middeltilvækstprognose skønnes det, at befolkningen i 2030 er stabiliseret på omkring 10 milliarder mennesker med en levestandard, der er to til fire gange højere end i dag. Det kan således under disse forudsætninger forventes, at det globale bruttonationalprodukt er fire til otte gange større end i dag.

Væksten er på vej

Væksten i levestandard er på vej i mange af de befolkningsrige udviklingslande. Lande som Kina, Indonesien m.fl. har 10-15% vækst i bruttonationalproduktet om året. Det centrale spørgsmål er derfor ikke, om vi ønsker vækst eller ej. Det centrale spørgsmål er, hvordan vi skal møde den udfordring, som den globale vækst repræsenterer.

Øget vækst giver større belastning af miljøet

Væksten i velstand vil føre til en tilsvarende vækst i forbrug af produkter, tjenesteydelser og et deraf følgende forbrug af ressourcer og generel miljøbelastning, med mindre der gøres en markant indsats for at forhindre en sådan udvikling. Miljøperspektivet må betragtes som meget alvorligt og umiddelbart ganske vanskeligt at håndtere - i hvert fald med den eksisterende miljøindsats i den industrialiserede verden.

2.3 Den miljømæssige udfordring

Regeringen erklærede i den Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse 1995, at den langsigtede miljøpolitik skal sikre, at de menneskelige aktiviteter ikke påvirker naturens kredsløb i en negativ retning, og at samfundet kun bruger ressourcer i et omfang, så der fortsat er tilstrækkeligt med ressourcer til rådighed til at dække den globale befolknings og de kommende generationers behov. Danmark skal altså arbejde hen imod, at den danske befolkning i gennemsnit ikke har et større natur- og ressourceforbrug, end der er til rådighed, og ikke skaber mere forurening, end de økologiske kredsløb kan omsætte.

Det økologiske råderum

Begrebet det økologiske råderum kan bruges til at illustrere disse forhold. Man kan i princippet opgøre det økologiske råderum for enhver form for påvirkning af miljøet som en samlet tilladelig mængde forbrug eller forurening per person pr. år. Det økologiske råderum forholder sig til de naturgivne og miljømæssige rammer og ikke til de konkrete samfundsmæssige aktiviteter.

Flere produkter inden for det økologiske råderum

Der er således gode muligheder for, at flere produkter vil kunne produceres og flere behov vil kunne opfyldes inden for rammerne af det økologiske råderum. Det skal ske ved en fortsat udvikling af renere, mindre ressourceforbrugende og forurenende produkter. Det skal ske ved øget genanvendelse. Det skal ske ved substitution af de særligt miljø- og sundhedsskadelige stoffer. Det skal ske ved brug af produkter med længere levetid.

Det fremgår af den Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse 1995, at det i dag er nødvendigt at ændre forbrugs- og produktionsmønstre, hvis det økologiske råderum skal sikres. Med det aktuelle teknologiske niveau - samt de omtalte forventninger til vækst i befolkning og levestandard - vil der være behov for reduktioner med en faktor 4-8 i ressourceforbrug og forurening, hvis miljøbelastningen ikke skal stige ud over det nuværende niveau. På de områder, hvor miljøbelastningen allerede i dag er for stor, skal reduktionen være endnu større.

Problemer fra diffuse kilder og forbrugets omfang

Disse problemer kan kun blive løst gennem en indsats, der retter sig mod en endog kraftig nedbringelse af miljøbelastningen fra produktion, anvendelse og bortskaffelse af alle de produkter, der anvendes i samfundet. Det kendetegner tidens miljøproblemer, at de i stor udstrækning dels stammer fra diffuse kilder og dels er direkte proportionale med forbrugets omfang.

Måske umiddelbart harmløst

Et konkret produkt kan umiddelbart synes harmløst set i forhold til miljøets tilstand i et større perspektiv. Men et enkelt produkt - hvor uskadeligt det måske se ud - kan f.eks. indeholde et eller flere stoffer, der kan være til skade for miljøet.

Miljøskaderne kan opstå, hvis produktet anvendes forkert, hvis produktet går i stykker, hvis produktet ikke bortskaffes på den rigtige måde, eller hvis det anvendes i så store mængder, at der med produktet spredes meget store mængder af skacelige stoffer.

Et globalt marked

Miljøeffekterne fra produkter er tæt knyttet til det globale marked, hvor råvarer, produkter og ydelser konstant omsættes i mere eller mindre åbne økonomier. Derfor er rammerne for en særlig miljøindsats overfor produkter væsentligt forskellige fra de rammer, den hidtidige miljøindsats er udviklet under.

Produkter

Den produktorienterede tilgang tager udgangspunktet i, at den samlede miljøbelastning kun kan forstås - og indsatsen prioriteres rigtigt - hvis produkterne betragtes over hele deres livscyklus fra vugge til grav. Den hidtidige produktorienterede indsats har hovedsageligt omfattet udviklingen af redskaber til at analysere og vurdere produkternes miljøbelastning og udvikling af virkemidler til fremme af afsætningen af mindre miljøbelastende produkter. Derudover har indsatsen omfattet særskilte initiativer, der kunne forbedre udvalgte produkters miljøegenskaber. Endvidere har indsatsen været rettet mod enkelte, udvalgte dele af produkters livscyklus med henblik på at løse specifikke miljøproblemer. Der er bl.a. arbejdet med udvikling af mindre forurenende produktion, og særligt farlige stoffer er søgt fjernet fra produkterne.

Den produktorienterede miljøindsats

Styrkelsen af produktindsatsen skal ikke erstatte den hidtidige miljøindsats men supplere på de områder, hvor indsatsen ikke har været tilstrækkelig til at løse problemerne, og hvor produktindgangsvinklen kan forventes at have en bedre gennemslagskraft.

Den miljømæssige udfordring

I dette oplæg til en styrkelse af den produktorienterede miljøindsats er udgangspunktet at begrænse miljøbelastningen fra den nuværende levestandard og det nuværende forbrug. Oplægget behandler således ikke spørgsmål om reduktion i levestandarden og størrelsen af det samlede forbrug af produkter - men er naturligvis heller ingen hindring for en sådan reduktion. Der er under alle omstændigheder behov for produkter med mindre ressourceforbrug og med væsentligt bedre miljøegenskaber end de produkter, der er på markedet i dag. Oplægget tager endvidere udgangspunkt i de eksisterende målsætninger for udviklingen i miljøbelastningen.

Den miljømæssige udfordring

Den miljømæssige udfordring er at bidrage til, at udviklingen i national og global velstand sker på en måde, så ressourceforbrug og miljøbelastningen fra produktion, brug samt bortskaffelse af produkter nedbringes til et bæredygtigt niveau.

2.4 Grundlæggende forudsætninger for en produktorienteret indsats

Muligheder for dansk erhvervsliv

For dansk erhvervsliv rummer den globale miljøudvikling en række muligheder. Den øgede globale velstand vil give en stadig stigende efterspørgsel på varer og tjenesteydelser, og produktudviklingen vil komme under et stadigt stigende pres for at skabe produkter med betydeligt bedre miljøegenskaber.

Større miljøproblemer giver større efterspørgsel på miljørigtige produkter

Denne udvikling vil ske efterhånden som miljøproblemernes alvor bliver tydeligere og mere synlige overalt. I dag er det dog ikke muligt at forudsige særligt præcist, hvordan udviklingen vil forløbe for bestemte markeder, hverken geografisk, teknologisk eller produktmæssigt. En meget vigtig faktor for den enkelte virksomhed i denne udvikling bliver evnen til at kunne orientere sig globalt og levere det rigtige produkt på det rigtige marked på det rigtige tidspunkt.

Der må bl.a. forventes efterspørgsel på produkter, der ikke indeholder eller produceres ved hjælp af miljø- og sundhedsskadelige stoffer, produkter som helt kan genanvendes eller produkter med et lavere energiforbrug.

Andre lande styrker den produktorienterede miljøindsats

I lande som bl.a. Tyskland, Sverige og Holland har der gennem nogen tid været arbejdet med en styrkelse af den produktorienterede miljøindsats. I såvel disse som en række andre vestlige lande ses en stigende interesse for produkter med bedre miljøegenskaber. Danske virksomheder har gode muligheder for at få en rolle i et internationalt marked for produkter med bedre miljøegenskaber, men dette er ikke en udvikling, der kommer af sig selv.

Danske virksomheder har potentialet, men hver for sig har de færreste tilstrækkelige ressourcer og miljøviden til at gennemføre en sådan indsats alene. Derfor er der behov for en udviklingsindsats i et tæt samarbejde mellem myndigheder, virksomhederne og deres organisationer.

Ikke alene rummer udviklingen muligheder for danske virksomheder. Det er faktisk afgørende for en styrkelse af den produktorienterede miljøtilgang, at Danmark forbliver en effektiv aktør på det internationale marked med mange sunde og konkurrencedygtige virksomheder

Den erhvervsmæssige forudsætning

Den erhvervsmæssige forudsætning for en produktorienteret miljøindsats er, at indsatsen bidrager til at omstille såvel det nationale som det internationale marked til produktion og salg af produkter med bedre miljøegenskaber - samtidig med at dansk erhvervslivs internationale konkurrenceevne fastholdes eller udbygges.

Omstillingen i retning af et bæredygtigt produktions- og forbrugsmønster forudsætter endvidere en forståelse og en aktiv indsats fra alle grupper i samfundet. Eksempelvis skal forbrugerne vælge mindre miljøbelastende varer eller andre løsninger på deres behov, virksomhederne skal udvikle og markedsføre miljømæssigt bedre produkter og forhandlerne skal tage produkterne ind i sortimentet. Disse handlinger er kun mulige, hvis de ikke strider mod den enkelte aktørs interesser. Det hører også med, at der skal skabes et samspil mellem rige og fattige lande, således at de fattige landes mulighed for at producere renere produkter understøttes.

En forudsætning at alle aktører bidrager

Det er derfor en forudsætning for en produktorienteret miljøindsats, at indsatsen både nationalt og globalt bidrager til, at aktørerne får mulighed for at bakke op om og gøre en indsats for at sikre produktion og brug af mindre miljøbelastende produkter - samtidig med, at de varetager egne interesser.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]