[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Bund]

En styrket produktorienteret miljøindsats

3. En produktorienteret miljøindsats - processen og målene

3.1 Introduktion
3.2 Produktindsatsen som proces og dialog
3.3 Overordnede mål for produktindsatsen

 

3.1 Introduktion

Kapitlets struktur

I dette kapitel beskrives Miljøstyrelsens forslag til en proces, der kan sætte større fokus på den produktorienterede tilgang til miljøproblemerne - herunder hvad man på kort sigt kan forvente sig af en styrket produktindsats.

Strukturen i dette oplæg er grundlæggende opbygget efter samme struktur som forslaget til den videre proces. Denne sammenhæng beskrives også i kapitlet.

De overordnede målsætninger

Forslaget til styrkelse af den produktorienterede miljøindsats tager udgangspunkt i de udfordringer, der er beskrevet i det forgående kapitel, samt i en række forslag til overordnede målsætninger. Forslagene til overordnede målsætninger beskrives i kapitlets afslutning.

3.2 Produktindsatsen som proces og dialog

Det er idéen at supplere de kilde-, medie-, og kemikalieorienterede tilgange i miljøindsatsen med en fjerde og mere helhedsorienteret produkttilgang. Dette forslag til en styrket produktindsats er et oplæg til en begyndende samlet indsats.

Ambitionen af sætte proces i gang

De konkrete initiativer, der vil blive foreslået, er langt fra tilstrækkelige til at nå de overordnede miljømål. Det er først og fremmest ambitionen at sætte en proces i gang, som kan medvirke til, at aktørerne begynder at ændre adfærd.

Resultaterne af indsatsen afhænger af ændringer på mange områder og hos mange aktører. Det må derfor forventes at tage år, før resultaterne viser sig i form af etablerede markeder for mindre miljøbelastende produkter.

Bl.a. på baggrund af erfaringerne med introduktion af økologiske fødevarer vurderes det, at de foreslåede indsatser vil medvirke til etablering af nye markeder for mindre miljøbelastende produkter inden for en række produktgrupper i løbet af en periode på ca. fem år.

De første resultater i løbet af et par år

De første resultater af indsatsen forventes dog allerede at kunne registreres i løbet af et par år, hvor man vil kunne se adfærdsændringer hos en række væsentlige aktører med øget produktion, udbud og afsætning af en række mindre miljøbelastende produkter. Det vil give reduktioner i miljøbelastning og ressourceforbrug, men det vil næppe kunne registreres i en ændret miljøtilstand.

Oplæg til dialog

Produktindsatsen er en proces, der bygger på en anerkendelse af det nyttige og nødvendige i en meget aktiv involvering af de berørte aktører i udviklingen af indsatsen. Såvel mål og analyser som forslagene til de konkrete initiativer bør diskuteres og tilpasses i det videre arbejde. Dialogen og processen omkring udviklingen af mere miljørigtige produkter er ikke blot midler i den produktorienterede miljøindsats - i et væsentligt omfang er dialogen den produktorienterede miljøindsats.

Den foreslåede proces er cyklisk og gennemløber de samme faser med jævne mellemrum, så der for hver ny fase tages udgangspunkt i de hidtil opnåede resultater.

En gentagen proces i fem faser

Som skitseret i nedenstående model foreslås det, at den produktorienterede miljøindsats arbejder med fem faser: Opstilling af mål, analyse af rammer og vilkår, konkrete forslag til initiativer, gennemførelse af indsatsen samt evaluering.

Figur 3.1 Produktindsatsens forskellige faser

Fase 1

1. Opstilling af mål. Først bør der opstilles såvel miljømål som andre mål for produktindsatsen.

I slutningen af dette kapitel - afsnit 3.3. - foreslås en række overordnede mål.

Fase 2

2. Analyse af rammer og vilkår. En produktorienteret miljøindsats må nødvendigvis tage udgangspunkt i det komplicerede samspil mellem produkter, aktører og marked. Derfor er det centralt at analysere rammerne og vilkårene for produktindsatsen med et særligt udgangspunkt i produkterne, markedet og aktørerne. De tre synsvinkler vurderes sammen at dække en væsentlig del af de samlede vilkår for indsatsen.

I kapitel 4 analyseres vilkårene og rammerne for produkterne. Produktperspektivet skal belyse hvilke produkter, der er målet for produktindsatsen? Hvilke miljøegenskaber og andre forhold ved det enkelte produkt, der ønskes forbedret? Hvilke muligheder der er for at forbedre produkternes miljøegenskaber?

Figur 2.2 Vilkårstrekanten

I kapitel 5 analyseres vilkårene og rammerne for markedet. Markedsperspektivet skal belyse, hvad vilkårene er for at fremstille og afsætte mindre miljøbelastende produkter på det nationale og internationale marked? Hvad mulighederne er for at påvirke disse forhold under hensyntagen til de danske virksomheders konkurrencesituation og til de aftaler, som Danmark har indgået?

I kapitel 6 analyseres vilkårene og rammerne for aktørerne. Aktørperspektivet skal belyse, hvilke aktører der har væsentlig indflydelse på udvikling og afsætning af mindre miljøbelastende produkter. Hvilke vilkår de har for at ville og kunne bruge denne indflydelse til at mindske den samlede miljøbelastning fra produkterne? Hvilke muligheder der er for at forbedre disse vilkår?

Fase 3

3. Forslag til konkrete initiativer. Med udgangspunkt i analysen indkredses nogle af de områder, hvor en styrket eller ny indsats vil kunne medvirke til en realisering af de opstillede mål.

Forslagene til den konkrete produktindsats omfatter dels forslag til tværgående initiativer, der bredt kan tilvejebringe betingelserne for produkter med bedre miljøegenskaber. Dels forslag til initiativer rettet mod bestemte produktområder, som vil kunne tilvejebringe konkrete resultater og erfaringer inden for afgrænsede områder. Oplægget indeholder forslag til såvel indhold som organisering af initiativerne, og såvel eksisterende som nye initiativer.

Fase 4

I kapitel 7 gennemgås en række forslag til konkrete initiativer, der kan styrke produktindsatsen.

4. Gennemførelse af initiativer. Mange af initiativerne vil involvere en eller flere aktører direkte.

Fase 5

5. Evaluering og tilpasning. Produktindsatsen bør være en løbende proces, da den gennemføres i et samfund, som udvikler sig hurtigt og på nogle områder dramatisk. Derfor bør processen gentages med jævne mellemrum. Der skal foretages en evaluering af den hidtidige indsats og gennemføres et nyt gennemløb af den proces, der fører til en tilpasning af igangværende initiativer samt iværksættelse af nye initiativer.

Grundlaget for oplægget til en produktindsats

Materiale der har været grundlag for analysen

Miljøstyrelsens oplæg til en styrket produktindsats bygger på bidrag fra rundbordssamtaler med en række vigtige aktører, samtaler med miljømyndigheder i Holland, Tyskland, Sverige og EU-Kommissionen samt på de hidtidige erfaringer med en produktorienteret indsats i Danmark. Herudover er Erhvervsministeriets ressourceområde arbejde og Regeringens Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse 1995 lagt til grund.

I de gennemførte rundbordssamtaler deltog repræsentanter fra Dansk Industri, for forbrugerne og detailhandlen, fra finanssektoren, arbejdstagerne og de grønne organisationer samt fra kommuner, amter og en række fagministerier.

3.3 Overordnede mål for produktindsatsen

Miljømål, erhvervsmål og procesmål

Det foreslås, at der opstilles såvel miljømål som erhvervsmål og procesmål. Det kendetegner dermed forslaget til produktindsatsen, at der tages udgangspunkt i en række indbyrdes afhængige mål for både miljø, erhverv og aktører.

Selvom der er tale om en miljøindsats, er erhvervsmålene i høj grad centrale, da det er udgangspunktet, at der kun vil blive udviklet og afsat mere miljørigtige produkter, hvis dette kan spille sammen med virksomhedernes økonomiske interesser - måske ikke på kort sigt, men så i hvert fald på lidt længere sigt.

De overordnede mål gennemgås i nedenstående Tabel 3.1.

Tabel 3.1 Overordnede mål

Område Målsætning
Miljømål Medvirke til udvikling, produktion og afsætning af produkter med bedre miljøegenskaber, så den samlede belastning fra produktion, brug og bortskaffelse af produkter nedbringes.

Begrænse spredningen af miljø- og sundhedsskadelige stoffer, det stigende brug af fossile brændsler, overudnyttelsen af de biologiske ressourcer samt forbruget af mineralske ressourcer, der ikke kan fornys.

Erhvervsmål Styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne ved at tilvejebringe et grundlag for udvikling, produktion og afsætning af produkter med bedre miljøegenskaber.
Procesmål Involvere alle relevante aktører i realiseringen af miljø- og erhvervsmålene.

Påvirke vores internationale samarbejdspartnere til tilsvarende initiativer.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]