[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Cadmium og DEHP i kompost og bioafgasset materiale

5 Forslag til problemreducerende tiltag

5.1  Cadmium
5.2  DEHP
5.3  Generelle tiltag

 

5.1 Cadmium

I kapitel 4 er de mulige kilder til cadmium i organisk dagrenovation fra husholdninger og i haveaffald gennemgået. Blandt produkter, der stadig produceres og anvendes i private hjem kan der næsten kun peges på visse batterityper. Øvrige anvendelser er udfaset for år tilbage, men mange af produkterne har adskillige års levetid og forekommer stadig i hjemmene. Hverken nutidens batterier eller nogen af de gamle produkter burde havne i det organiske køkkenaffald, mens der er en lidt større risiko for utilsigtet forurening af haveaffald.

Hvad angår cadmium kan der således stort set kun peges på øget omhu i forbindelse med affaldssorteringen i hjemmene. På grund af et skønnet baggrundsniveau hidrørende fra organisk køkkenaffald på omkring 0,2 mg Cd/kg TS vil der dog næppe kunne opnås reduktioner på mere end ca. 0,1 mg/kg TS i køkkenaffaldsfraktionen. Meget mere kan der sikkert heller ikke opnås i haveaffaldet, der må skønnes at bidrage med en baggrundskontaminering på 0,3-0,4 mg/kg TS, og sikkert højere i mere belastede byområder.

5.2 DEHP

Problemer med overholdelse af afskæringsværdien for DEHP nu eller i år 2000 er afgrænset til de fire store anlæg med stor andel af organisk køkkenaffald i råmaterialet, mens anlæg der overvejende eller udelukkende behandler have-/parkaffald ligger langt under det kritiske niveau. Kontaminering med DEHP synes således at være relateret til aktiviteter i de private husholdninger, herunder sorteringen af affaldet.

En række almindeligt forekommende urenheder/fejlsorteringer vides således at kunne indeholde DEHP, men den foretagne materialeundersøgelse har vist, at der blandt de hyppigst forekommende urenheder ikke er et enkelt materiale, der kan udpeges som værende særligt belastende for kompostkvaliteten. Blød PVC, der blandt de undersøgte materialekategorier har langt det højeste DEHP-indhold, findes kun lejlighedsvist i den indkommende dagrenovation. Det er derfor mest sandsynligt, at en hel række forskellige produkter og materialer tilsammen bidrager til de observerede niveauer.

Da der ikke har kunnet udpeges en enkelt eller nogle få hovedkilder til de observerede DEHP-niveauer på de fire nævnte anlæg må det generelt anbefales, at man i videst muligt omfang undgår plastprodukter eller farvetrykte materialer af forskellig slags i sit kompostråmateriale. Der kan dog særligt peges på:

Elektriske ledninger og plastslanger
Plastindkøbsposer med farvetryk
Andre former for tynde plastemballager med farvetryk
Metalfolier med farvetryk
Mælke- og juicekartoner o.lign.

Ud fra et generelt forsigtighedsprincip bør der arbejdes på at få det samlede fejlsorteringsniveau ned, da de i dag kendte erstatningsstoffer for DEHP ikke alle er lige veldokumenterede med hensyn til mulige effekter på mennesker og miljø. Desuden indgår der også andre phthalater end DEHP (f.eks. BBP eller DBP) i flere af de undersøgte materialekategorier (se Bilag 1).

5.3 Generelle tiltag

Sorteringsvejledningen til husstandene bør være klart og utvetydigt formuleret, og der bør løbende følges op over for borgerne for at sikre, at bevidstheden og motivationen til at opretholde en høj sorteringseffektivitet er tilstede. Det er en generel observation, at affald fra etageejendomme eller fælles-containere gennemgående er dårligere sorteret end affald fra enkelthusstande. Derfor bør der i særlig grad fokuseres på førstnævnte.

På de store anlæg må det overvejes, om det rent teknisk vil være muligt at forbedre de allerede eksisterende forsorterings-/grovsigtningsmetoder, således at potentielle kontamineringskilder i endnu højere grad end i dag bliver frasorteret på et tidligt tidspunkt i forløbet.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]