[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Depotredegørelse for affaldsdepotområdet 1997

3. Indledning

3.1 Baggrund for redegørelsen
3.2 Depotrådet

 

3.1 Baggrund for redegørelsen

I henhold til § 8 b, stk. 1 i Affaldsdepotloven (Miljø- og Energiministeriets Lovbekendtgørelse, nr. 939 af 27. oktober 1996 af lov om affaldsdepoter) skal Depotrådet følge myndighedernes administration af loven og udarbejde en årlig redegørelse til Miljø- og Energiministeren. Som led heri skal amtsrådene afgive en årlig indberetning til Depotrådet om gennemførte aktiviteter og om den planlagte indsats, budgetter m.v. for de kommende år. Kravet om en årlig redegørelse til Miljø- og Energiministeren blev gennemført ved lov nr. 396 af 22. maj 1996 i forbindelse med, at beslutnings- og godkendelseskompetencen vedr. afværgeforanstaltninger på alle typer af affaldsdepoter pr. 1. juli 1996 fuldt ud blev henlagt til amtsrådene.

I Miljø- og Energiministeriets cirkulære af 5. december 1997 blev kravene til amtsrådenes og kommunalbestyrelsernes årlige indberetning for 1997 fastlagt (cirkulæret er vedlagt som bilag A). Herefter skal indberetning for 1997, dels, som hidtil, indeholde oplysninger om affaldsdepoter, hvor forureningen er fundet sted indenfor Affaldsdepotlovens tidsgrænser, dels udvides med nyere forureninger og dermed indbefatte alle jordforureninger, som er forårsaget af punktkilder. Derudover skal indberetningen indeholde et digitaliseret kort med angivelse af drikkevandsområder svarende til regionplanen. Indberetningen er sket, dels via edb-systemet ROKA (Registret Over KemikalieAffaldsdepoter), dels via en skriftlig indberetning. Kommunerne har indberettet oplysninger om nyere forureninger via amterne. Tidsfristen for indberetning har været 1. marts 1998. Indholdet af cirkulærets krav blev fastlagt af Miljø- og Energiministeren efter drøftelser i Depotrådet den 23. september 1997.


3.2 Depotrådet

I henhold til Affaldsdepotlovens § 8 b nedsatte Miljø- og Energiministeren i efteråret 1996 Depotrådet, som har følgende sammensætning:

Kontorchef Palle Boeck,
Miljøstyrelsen, 14. kontor
(formand)

Kontorchef Leo Ellgaard,
Amtsrådsforeningen

Miljø- & Levnedsmiddelchef Erik Kristjansen,
Frederiksberg Kommune

Afdelingschef Anni Kær Pedersen,
Dansk Familielandbrug

Afdelingsleder Marianne Pilgaard (afløst af Jan Huus Vestergaard),
Københavns Kommune, Miljøkontrollen

Direktør Lis Risak,
Vestsjællands Amt
(afløst af Direktør Tommy Mostrup, Ringkøbing Amt)

Fuldmægtig Jacob H. Simonsen (afløst af Anker Riis),
Kommunernes Landsforening

Afdelingschef Peter Skov,
Dansk Industri

Lektor Jens Chr. Tjell,
Danmarks Naturfredningsforening

Jurist Susanne Vangsgård,
Danske Vandværkers Forening.

Afdelingschef Anni Kær Pedersen er udpeget af Dansk Familiebrug, De Danske Landboforeninger og Landbrugsrådet i fællesskab. Jurist Susanne Vangsgård er udpeget af Danske Vandværkers Forening og Danmarks Private Vandværker i fællesskab.

Som nævnt er Depotrådet etableret som led i den opgaveomlægning, der skete på affaldsdepotområdet pr. 1. juli 1996. I figur 2.1 er vist et organisationsdiagram over opgavefordelingen mellem det decentrale niveau: de enkelte amter og Amternes Depotenhed og det centrale ni- veau: Miljø- og Energiministeren/Miljøstyrelsen og Depotrådet. Formålet med opgaveomlægningen har været: at samle hele enkeltsagsbehandlingen vedrørende affaldsdepoterne hos amterne, at Depotrådet og Miljøstyrelsen skal skaffe sig centralt indblik i amternes opgavevaretagelse og sammen med det af amterne oprettede organ, Amternes Depotenhed, støtte den decentrale opgavevaretagelse, at Miljøstyrelsen har et særligt ansvar for at initiere teknologiudvikling og fagligt administrationsgrundlag og at Amternes Depotenhed særligt varetager praktiske og koordinerende opgaver vedrørende depotoprydningerne, herunder videnopsamling.

Depotrådets opgaver er fastlagt i Affaldsdepotloven og i bekendtgørelse nr. 808 af 5. september 1996 om Depotrådets sammensætning og virksomhed. Rådet skal sikre en samlet viden om affaldsdepoter og dette skal bl.a. ske ved de årlige indberetninger fra amterne. Rådet skal mere overordnet vurdere behovet for teknologiudvikling og forudsættes hvert år at afgive en anbefaling vedrørende principper og programområder. Depotrådet skal således følge myndighedernes administration af Affaldsdepotloven og også rådgive Miljø- og Energiministeren i forbindelse med udfærdigelse af regler efter Affaldsdepotloven.

Depotrådet har afholdt 3 møder i 1997.

Illustration: Organisation af affaldsdepotområdet (Lovforslag vedr. lov 213)


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]