Forsigtighedsprincippet

Afslutning med panel

Philippe Grandjean
Lone Johnsen
Peter Skov
Spørgetid

Forsigtighedsprincippet - hvad er vigtigt?

Philippe Grandjean,
professor Odense Universitet:

Lad mig fra den sundhedsfaglige side kort præcisere, hvad jeg har bidt mærke i under denne høring. For det første, at forsigtighedsprincippet kan defineres på mange måder. Personligt er jeg ligeglad med, hvordan man definerer det. Derimod er det vigtigt både at få forsigtighedsprincippet operationaliseret og at få det til at virke i praksis.

Specielt tre problemer falder i øjnene: For det første må der være en åbenhed i processen, for at det kan komme til at fungere. Der må være mulighed for, at de usikkerheder, som er til stede i risikovurderingen, og i forebyggelse af forureningsricisi, kan komme frem i lyset, og blive diskuteret. Der må være en gennemskuelighed i den proces, der leder til, at man igangsætter forebyggelse.

Denne gennemskuelighed og åbenhed vil i sig selv have den sidegevinst, at den vil føre til øget ansvarlighed og kvalitet, når man ved at der er nogen der kigger en over skulderen. Den er også forudsætningen for partsdeltagelsen.

En sådan åbenhed og kommunikation vil være ganske overordentligt kostbart. Jeg er sikker på, at de, der er involveret i dette arbejde, vil tøve en kende, inden de lægger alting frem. Men jeg tror at det er den eneste vej frem, og jeg håber, at Miljøstyrelsen og de andre involverede myndigheder vil bevæge sig i den retning lige så stille.

Det andet punkt er partsdeltagelsen, som i sig selv rummer en risiko uligevægt i parternes indspil, fordi der næsten pr. definition er en skævhed i fordelingen af ekspertise. Lone Johnsen og hendes kolleger gør et fremragende stykke arbejde, men de vil have vanskeligt ved at hamle op med for eksempel den Europæiske Organisation af Kemiske Industrier.

Da jeg for nylig lavede en risikovurdering for Sundhedsstyrelsen, undersøgte jeg samtidig hvad industrien havde produceret på området, og faldt over et dokument, der diskuterede sikkerhedsfaktorer. Man bruger den slags til at slutte fra et dyreforsøg til, hvad man kan acceptere for forureningsniveauer. I dette dokument argumenterede den europæiske kemiindustri for, at man kun behøvede en sikkerhedsfaktor på tre, når der blev forsket i sårbarhed blandt mennesker, idet nogen selvfølgelig er mere sårbare end andre. For eksempel er et spædbarn langt mere sårbart end voksne muskuløse mænd som jeg selv.

En faktor tre er væsentlig mindre end den standardfaktor på ti, som myndighederne bruger i dag. Ikke desto mindre argumenterede den kemiske industri for en faktor tre med meget stor vægt. Jeg kan godt forestille mig, at der i en diskussion om usikkerheder og forsigtighedsprincippet, vil opstå en skæv balance mellem, hvad Forbrugerrådet og Danmarks Naturfredningsforening kan nå frem med af kraftige argumenter, i forhold til hvad industrien kan producere. Efter min mening bør de nationale myndigheder vedkende sig et ansvar for, at dette forhold ikke får indflydelse på de endelige beslutninger.

For det tredje har vi behov for en bedre sammenhæng med hensyn til sundhedsrisici. Vi har talt meget om miljørisici, men det glædede mig meget, at Peder Agger derudover også nævnte mange eksempler på sundhedsrisici. Andre har talt for sundheden i dag, men ingen har berørt de erhvervsbetingede risici. Hvordan bruger vi forsigtighedsprincippet hvad angår de risici vi alle faktisk er udsat for? De fleste tilstedeværende deltager formentlig som følge af deres erhverv. Alle her er altså udsat for erhvervsbetingede risici af den ene eller den anden slags.

Dernæst er der forskel på, hvordan forsigtighedsprincippet håndhæves i sundhedsvæsenet, hvor praksis fra gammel tid har været, at tvivlen skal komme patienten til gode. Det princip står nu for fald, fordi folk uden for sundhedsvæsenet har opdaget, at nogle lægemidler er umådelig kostbare.

Ikke desto mindre håndteres det på en anden måde i sygehusvæsenet, end når det kommer til forureningsfaktorer. Her har kemikalier af en for mig uforståelig årsag samme ret som mennesker: De er uskyldige indtil det modsatte er påvist.

Det skisma må løses, fordi der er et tredje eksempel på hvordan sundhedsricisi bliver vurderet, de videnskabsetiske komiteer. Forestil jer, at jeg henvendte mig til en videnskabsetisk komité med et forslag om at lave et rask, lille forsøg, hvor jeg vil lade nogle forsøgspersoner vi plejer at kalde dem frivillige indånde lidt butadien. Stoffet er ganske vist kræftfremkaldende på nogle forsøgsdyr, men jeg lover, at vi kun bruger det i meget lave koncentrationer, og så ser vi hvad der sker.

Svaret vil være blankt nej.

Men jeg kan betro jer, at vi alle sidder lige nu og indånder butadein, der kommer fra trafikforureningen og som formentlig er samme trafikforurenings mest kræftfremkaldende stof.

Hvordan kan vi leve med, at ricisi af den art håndteres så vidt forskellig i de forskellige sammenhænge? Der er behov for, at vi skaffer os en bedre sammenhæng. Det er en stor opgave, men jeg betragter Miljøstyrelsens initiativ i dag som et første skridt på vejen.

Denne vej frem må være en operationationalisering, et bedre samarbejde, mere forskning som Peder Andersen også efterlyste i bredere sammenhæng, og en efterfølgende evaluering af, om vi er blevet bedre, end vi var før. Det tror jeg lige så stille vil starte en proces, der vil skabe bedre forebyggelse, og dermed et bedre miljø til gavn for os alle.

Lone Johnsen
Direktør, Danmarks Naturfredningsforening:

Dagsordenen for i dag handler om, hvordan vi indretter os i et samfund, hvor vores viden om, hvad vi ikke ved, vokser dag for dag. Min opgaven her er at sammenfatte, hvad vi skal stille op med de synspunkter, der er kommet i løbet af dagen, set fra Danmarks Naturfredningsforenings synspunkt.

Hvad er det for nogle problemer, vi har fået afdækket? Dagens oplæg samt hvad Philippe Grandjean lige har sagt dokumenterer, at vi har et stort problem, fordi samfundets kemikalietryk reelt er ude af kontrol.

Vi anvender stigende mængder kemikalier og vi har reelt meget begrænset viden om konsekvenserne heraf. Den nuværende regulering, med eller uden forsigtighedsprincip, er helt utilstrækkelig i forhold til kemikalietrykket. Vi har desværre heller ingen klare retningslinier for at anvende og efterleve forsigtighedsprincippet.

I så fald ville Miljøstyrelsens liste over 100 uønskede stoffer efter Danmarks Naturfredningsforeningens mening ikke være et signal, som der stod i rapporten, men en målrettet handlingsplan for forbud og begrænsninger angående en god del af listens stoffer.

Et andet problem er, at det næsten er gratis at forurene med mange af disse stoffer. Regningerne betales i vid udstrækning af skatteyderne, ikke af forurenerne. Det ses tydeligt med den nye Vandmiljøplan, på jordforureningsområdet og en lang række andre områder. Det gør det samtidig svært at finde effektive mekanismer til at få dem, der producerer og anvender disse produkter, til at gøre det med større omtanke.

Det tredje problem, vi har fået belyst i dag, er at befolkningen har meget dårlige muligheder for at overskue alle de problemer, der knytter sig til kemikalietrykket og forsigtighedspricippet. Vi har ganske vist nævnt mærkning af cigaretter for indhold af sundhedsskadelige stoffer nogle gange, og jeg vil da godt indrømme, at her er et dilemma, men vi må i hvert fald sikre, at den almindelige borger i højere grad får mulighed for at undgå den del af kemikalietrykket, der stammer fra forurening, som kan undgås.

Jeg vil opridse nogle områder, hvor der bør ske noget. Men allerførst vil jeg understrege, at vi alle har et ansvar. Derfor ærgrer det mig at høre den kemiske industris repræsentant her i dag sige, at der i forbindelse med Miljøstyrelsens liste over 100 uønskede stoffer er behov for et målrettet samarbejde mellem industri, videnskabsfolk og myndigheder. Befolkningen er desværre ikke nævnt som en interessant part. Vi må opnå en accept af, at uden befolkningen som aktiv medspiller løser vi kun problemerne halvt.

Vort første forslag er, at forsigtighedsprincippet som sådan bliver styrket i den danske lovgivning så det eksplicit fremgår, at det danner basis for vor miljølovgivning. Det står antydningsvis med nogle af de formuleringer, som vi har fået i det udsendte materiale. Men på samme måde som det vil være en god idé at indarbejde princippet om bæredygtighed i dansk lovgivning, vil en eksplicit indarbejdelse af forsigtighedsprincippet samtidig være et vigtigt signal om vor øgede forståelse for, hvordan vi belaster vores omgivelser.

Dernæst synes vi, at der bør være kortere afstand mellem at vi får ny viden og at vi træffer beslutninger, som fører til handling. Lad mig nævne eksemplet med phtalater. Der kom for et stykke tid siden en handlingsplan for phtalater. Den opregnede en lang række gode metoder til at vurdere stoffernes miljøpåvirkning, men den sluttede ikke med at pege på udfasning eller forbud som et muligt instrument. Så kom det frem, at der er phtalater i legetøj til børn.

Nu ser vi en minister, der kort tid efter, at der kom en handlingsplan, anbefaler at bruge forbudsproceduren. Det viser, at man dengang handlingsplanen blev lavet havde denne viden, men ikke turde tage skridtet fuldt ud og pege på forbud som en mulighed.

Myndighederne skal altså i højere grad leve op til forsigtighedsprincippet. Der er behov for at få udviklet nogle af de procedurer for anvendelse og tolkning af forsigtighedsprincippet, som Peder Agger var inde på tidligere.

Så er der behov for at styrke den samlede videnopbygning og regulering på området. Danmarks Naturfredningsforening har de sidste par år påpeget, at nu skal bøtten vendes fuldstændig om inden for kemikaliereguleringen. Vi bliver som det også er blevet nævnt her nødt til at pålægge nogen andre bevisbyrden omkring stoffers farlighed.

Det kan ikke passe, at de samme mennesker, der udsættes for farlige stoffer, skal overbevise den kemiske industri om, at den har sendt giftige stoffer på markedet. For at markedsføre et produkt skal man helt klart kunne anføre, hvilken miljø- og sundhedsbelastning, det kan medføre. Det kan også føre til, at vi også får positivlister.

Det er selvfølgelig et myndighedsansvar at have styr på, hvilken miljøbelastning, der er forbundet med kemikalie-trykket, men industrien må med som aktiv medspiller til at dokumentere, hvad produkterne indeholder.

Det er positivt, at de nye takter fra EU lægger op til et nyt rammedirektiv på kemikalieområdet. Miljøkommissær Ritt Bjerregaard har nævnt den mulighed at fjerne alle stoffer, der ikke er vurderet i år 2005, fra EU’s liste. Hvis de vil tilbage på listen, må de efterfølgende gennemgå den samme procedure som nye stoffer, der ønskes markedsført. Det kunne måske tilskynde industrien til at være mere aktiv i processen, og det samme gælder for de myndigheder, der medvirker til risikovurderingen.

Vi støtter overvejelserne om gruppevis klassificering af kemiske produkter for at få mere skub i processen, og Danmarks Naturfredningsforening har gentagende gange peget på behovet for mærkning. Forbrugerne skal have mulighed for, let og forståeligt at kunne læse på et produkt, at her er noget de helst skal undgå, fordi det indeholder stoffer, som Miljøstyrelsen har erklæret uønsket. Derved får man også, via markedsmekanismen, fremmet en mere bæredygtig udvikling.

Der er blevet snakket meget om åbenhed. Vejen til åbenhed, er at vi får et helt nyt reguleringssystem på området. Åbenhed sikres kun ved at få industrien ud af busken, få en åben dialog, og få en folkelig deltagelse i disse processer. Vi ser fra tid til anden stort opslåede historier i pressen af faren ved at anvende kemikalier. Det kan ikke stå alene. Vi har brug for en proaktiv kommunikation for at sikre en fornuftig og fremadskridende politik.

Endelig er det er utrolig vigtigt, at vi får fat på de tværgående discipliner, og får sat dem sammen. Vi har i Danmarks Naturfredningsforening foreslået et nationalt råd for bæredygtig udvikling med repræsentanter fra industri, grønne organisationer og andre relevante organisationer.

Et sådan råd skal prøve at sikre, at vi ikke bare i miljøpolitikken, men også i vores sektorpolitikker får indtænkt nogle mere tværgående hensyn. Vi skal, gennem en åben dialog og åbne politiske processer, opstille nogle nationalt prioriterede indikatorer for bæredygtighed, som alle det være sig industri, myndighed og den enkelte borger skal være forpligtigede af. Og her må forsigtighedsprincippet være en del af beslutningsgrundlaget.

Peter Skov
Underdirektør, Dansk Industri:

Jeg skal ganske kort underholde jer med, hvad mine indtryk har været af dagens høring. For det første: Der er blevet sagt "ja" til forsigtighedsprincippet. Som Jacob Jessen og andre har været inde på, må forsigtighedsprincippet gælde, og det står i øvrigt også i miljøbeskyttelsesloven.

Vi anvender allerede i praksis forsigtighedsprincippet. Borgerne gør det f.eks., når de vælger fødevarer. Virksomhederne gør det, når de laver miljøstyring. De prøver ofte at opstille nogle mål og agere på mere usikker viden. Det er blandt andet et af de områder, hvor man fornuftigt kan anvende Miljøstyrelsens liste over 100 uønskede stoffer.

Lovgiverne gør det også, og her vil jeg nævne et eksempel, som er inspireret af Grandjeans indlæg: Det er jo således på arbejdsmiljøområdet, at den belastning, som den enkelte udsættes for, skal reduceres mest muligt. Man har grænseværdier, og disse er fastsat på en måde, som tager hensyn til tekniske og økonomiske muligheder. Men herudover skal virksomhederne reducere belastningen mest muligt f.eks. ved at sørge for en adskillelse af folk og processer og så videre.

Det er efter min opfattelse helt rigtigt, at de tekniske og økonomiske muligheder tillægges vægt.

Vi vil gerne transporteres. Det kan man let konstatere ved at spørg sig selv, om man vil undvære trafikken på grund af risikoen? Vil man undvære den bekvemme transport bilerne repræsenterer for at undgå den risiko, der er knyttet til dem? Det må enhver jo gøre op med sig selv!

Den vurdering er uproblematisk, når det er ens egen lille cost-benefit- analyse som viser, at jeg kan handle på en bestemt måde, uden at det koster mig noget særligt afsavn. Jeg har måske ikke noget i klemme i væsentligt omfang, så jeg gør bare sådan og sådan. Det bliver straks sværere at bruge forsigtighedsprincippet, når man som i arbejdsmiljølovens tilfælde griber til at regulere. Her skal man jo i sidste ende beslutte sig for, om der skal findes nogle regler, og hvis folk ikke følger dem, så har det i sidste ende den konsekvens, at samfundet bruge magt.

Når vi skal vælge kurs, er det af mange grunde fornuftigt at gøre sig nogle overvejelser for forsigtighedstilgangen til dette valg af retning. For det første må man spørge: Hvad ved vi, og hvad kan vi skaffe os at vide forholdsvis simpelt?

For det andet må man se på de generelle samfundsmæssige konsekvenser. Det nytter ikke noget her, at folk bliver affærdiget med nogle smarte politiske bemærkninger, fordi de kommer til at sige nogle frække ord. Man har virkelig en tung opgave foran sig i en offentlig forsamling, hvis man nævner ord som pesticider og gødning.

Det ændrer jo ikke det forhold, at både pesticider og gødning er helt lovligt at anvende i Danmark. De bruges jo, fordi de giver nogle fordele: lav forbrugerpris samt en høj forsyning af fødevarer.

Argumentationen for og imod forsigtighed var jo hurtigt overstået, hvis man som Jørgen Henningsen tillod sig kunne konkludere, at det er bare industrien, der taler om fordelene, og de tjener jo penge på at producere varerne, så dem skal man ikke lytte til. Men hvis det var så nemt, sad der næppe 25 kloge hoveder og overvejede, hvad det vil koste at begrænse anvendelsen af pesticider i Danmark til et minimum, sådan som tilfældet er.

Den sidste overvejelse må være: Hvad kan vi så gøre? Hvad kan man gøre selv? Hvad kan man gøre herhjemme i Danmark, som har en effekt? Hvad kan vi gøre i fællesskab i EU, som har en effekt på det problem, som vi er oppe imod? Hvad kan man gøre globalt?

Min egen væsentligste konklusion på diskussionen i dag er, at mange er enige med mig i, at begreberne skal fastlægges lidt bedre. Vi skal prøve at finde ud af, hvad der egentlig ligger i forsigtighedspricippet. Dagens høring er i den forbindelse et fantastisk godt initiativ, som har bragt sagerne lidt videre.

Dernæst skal man prøve at udvikle metodesiden. Der blev nævnt miljø økonomi, så vi har mulighed for både at danne begrebsapparater, udvikle metoder og høste af de erfaringer vi har gjort med tidligere risikovurdering.

Frem for alt bliver opgaven at skabe tillid til en beslutningsprocedure. Det var noget, der kom markant frem i dag, og som må opfattes som et af de store problemer. Der er nok, som vil skabe mistillid til det, der kommer frem i en diskussion og en procedure. Det er en stor udfordring i stedet at skabe tillid og opbakning til processen.

Man skal forsøge at sætte åbenheden lidt i system. Man skal prøve at definere nogle begreber og arbejdsmetoder. Og man skal lave en scene, hvor tingene kan diskuteres i en nogenlunde systematisk form. Jeg ved ikke, at det skal ske ved hjælp af internet eller andre metoder, men der skal skabes en alsidig belysning og et ordentligt system at diskutere i.

Før vi bliver alt for tungsindige omkring risikovurderinger vil jeg sige, at selv om vi sagtens kan nævne eksempler på risici, som vi ikke var klar over vi tog, og hvor konsekvenserne har været uheldige i nogle tilfælde endda meget uheldige, så er der også mange risici, som vi må være glade for vi tog. Hvis forsigtighed udvikler sig til en tøven over al teknologiudvikling og alt nyt, går vi nemlig glip af mange fornøjelser.

Spørgetid med Philippe Grandjean, Lone Johnsen og Peter Skov

Claus Hansen, Miljøstyrelsen:
Den forsigtighed vi har snakket om, finder efter min mening anvendelse efter, at videnskaben er hørt op. I den anledning vil jeg se på en videnskab, hvor vi mener at have solid viden. Det begreb, der hedder NOEL, har været meget vigtig for risikovurdering. Men en nylig afholdt OECD-workshop har påvist, at begrebet ganske enkelt ikke er statistisk holdbart, og der er en masse indvendinger mod det. Dermed bortfalder hele det koncept, som er baseret på NOEL-værdier. Hvad er jeres kommentar til videnskab kontra forsigtighed i en sådan situation?

Lone Johnsen:
Jeg kender ikke den model du beskriver, men vi har i Danmark områder, hvor vi opretholder forsigtighedsprincippet, selv om det er veldokumenteret, at der ikke er problemer.

Tag Drikkevandsudvalgets arbejde, hvor man med den eksisterende lovgivning om pesticider har forbudt alle de pestisider, vi har konstateret i grundvandet. Vi må altså gå ud fra, at de pesticider som anvendes i dag, ikke findes i grundvandet. Alligevel ønsker man at udpege nogle særlige sårbare områder, hvor der ikke skal bruges pesticider, for at beskytte vores grundvand. Her er et område, hvor man både går med livrem og seler.

Vi har lært at tage videnskaben med et grand salt, og også betragte videnskaben som noget dynamisk, som noget der udvikler sig. Den skepsis er meget velbegrundet inden for dette område.

Helge Laybourn, redaktør for "Miljø og Teknik" :

Både i Danmark og internationalt findes der en lov om produktansvar, og der er da også blevet talt en del om produkter. Det har måske ikke så meget med dagens tema at gøre, men hvor kommer den lovgivning ind i miljøarbejdet?

Peter Skov:
Det har da noget med hinanden at gøre. Det har en vis forebyggende effekt, men som loven er indrettet skal man ikke overvurdere den, fordi virkningen som oftest først kommer, når det er for sent. Nogle lande bygger meget på princippet om at beskytte via den slags lovgivning, men den effekt har den danske lov vel ikke helt haft.

Helge Laybourn:
Vi har jo en international patentlovgivning, der lige er blevet revideret i EU. De love må vel med på banen, når disse ting skal diskuteres.

Erik Lindegaard:
Det er et meget relevant tema, du her slår an. Vi er ikke i stand til at uddybe det yderligere, men det er godt, at det er kommet med på husketavlen.

Lisbeth Valentin Hansen, Dansk toksikologicenter:
Vi har fået forskellige vinkler til risikovurderings- og risikohåndteringsprocessen, men en ting står mig uklart. I hvilket led skal forsigtighedsprincippet bruges? Er det i den teknisk-videnskabelige risikovurdering, er det i den forvaltningsmæssige, politiske risikohåndtering? Er det i forbrugernes risikoaccept? Eller er det os alle sammen, der skal bruge forsigtighedsprincippet?

Flemming Davidsen, RAMBØLL:
Er forsigtighedsprincippet i virkeligheden ikke indført ad bagdøren af borgerne selv i det her lille land? Når vi laver redegørelser omkring VVM-vurderinger og lignende, har vi næsten færdige holdninger til, hvordan vi ser på risikoen i dag.

Men når ser vi på sager i lighed med gaslageret i Tønder, er spørgsmålet, om ikke forsigtigheden alligevel kommer ind ad bagdøren, når først borgerne opdager et eller andet. Burde vi ikke i lovgivningen og i den måde vi arbejder med det på som teknikere, hvor vi holder os til den tekniske side inddrage interessenterne i arbejdet, inden vi udfærdiger vores næsten færdige rapporter og vores beslutninger, for at få integreret en række andre faktorer, herunder de sociale og samfundsmæssige forhold?

Peter Skov:
Lisbeth Valentins spørgsmål om, hvor forsigtighedspricippet kommer ind, hænger sammen med Flemming Davidsens kommentar til, hvordan borgeren reagerer. I løbet af processen kommer forsigtigheden ind ad politisk eller nærdemokratisk vej, fordi forsigtighedsprincippet efter min mening navnlig spiller en rolle i risikohåndteringen, som ligger i forbindelse med den politiske beslutningsproces om, hvad man så gør i forhold til et givet problem.

Det er vigtigt at få sat system i den diskussion, der fører op til en politisk beslutning, så det har sammenhæng med den problemstilling, som Flemming Davidsen rejser. Ellers får man nogle beslutninger, hvor både tilliden til myndighederne, til industrien som i forvejen er uhyre beskeden og for den sags skyld også til forskere, der bliver udpeget til videnskabelige råd og den slags, forsvinder.

Folk reagerer jo alligevel, så hvis ikke vi har en åben proces, og bruger forsigtighedsprincippet i den fase, så tror jeg ikke vi når, det vi gerne vil.

Lone Johnsen:
Jeg er helt enig med Davidsen, som påpeger, at det er utrolig vigtigt, at for eksempel VVM-redegørelser og andre dokumenter i forbindelse med større anlægsinvesteringer, ikke er en pakkeløsning take it or leave it men at man får borgerne med som medspillere.

Det er hamrende ærgerligt, at der i en sag trafikprojektet København-Ringsted ikke er mulighed for, at de folkelige organisationer får støtte til at gå ind og koordinere den fantastisk levende debat der ville opstå mellem en til halvanden millioner sjællændere, som berøres af den nye baneføring. Her har vi et hul, som gør det pseudo-demokratisk at tale om befolkningens deltagelse. Hvis ingen går konstruktivt ind i debatten om Ringsted-København projektet, vil det komme til at handle om not in my backyard.

Det er virkelig et område, hvor myndighederne bør være mere pro-aktive, og sikre, at der er ressourcer til den type aktiviteter og inddragelser.

Det sidste jeg vil tale om, er den analyse, som Mandag Morgen den 20. april offentliggjorde omkring mediedækningen af miljøproblemer herhjemme. Heri udtalte Miljøministeriet, at man var lidt pikeret over de enkeltsager, der poppede op i aviserne, og artiklen indeholder en udmærket redegørelse for, hvor ofte der er noget sensationagtigt i forhold til sagernes reelle indhold.

Jeg er ikke klar over, om der er en sammenhæng, men jeg citerer nu departementschef Leo Bjørnsgaard, som mente "at han og hans folk, måtte afklare, om der fandtes mekanismer, så befolkningen dels kunne have tillid til, at vi gjorde vores bedste, og dels erkendte, at vi er et af de lande i verden, der gør mest."

Denne konference har dokumenteret, at det på dette område nok ikke er muligt at nære tillid til, at "vi gør vores bedste", fordi vi gør altså ikke vores bedste. Tilsvarende gælder for, at "vi er et af de lande, der gør mest." Det er muligt at vi gør meget, men vi gør altså ikke nok.

Det er godt, der bliver lavet den slags analyser til at få styr på de værste avisænder. Men vi står altså med et problem, som ikke løses ved en mere proaktiv holdning i medierne, men ved at man tager fat om ondets rod.

Philippe Grandjean:
Jeg er dybt uenig med Peter Skov. Forsigtighedsprincippet skal ikke kun bruges i den situation, hvor en risiko rangeres. Det er tvingende nødvendigt, at vi tager det i betragtning i selve risikovurderingen. Den indeholder så meget usikkerhed, at det simpelthen er for vigtigt til at overlade det til sådan nogen som mig at træffe beslutninger om, hvordan man skal konkludere på det grundlag.

Det kan da godt være, at Miljøstyrelsen føler sig bedst tilpas ved, at det er dem, der konkluderer end mig eller Lone Johnsen eller Peter Skov, eller hvem der nu er involveret. Men det bedste må være at lægge det frem, diskutere det i åbenhed, og finde ud af i hvilken grad, forsigtighedsprincippet skal bruges på selve risikovurderingen.

Det skyldes, at den gamle proces, hvor man bruger en sikkerhedsfaktor, som man kaldte det i gamle dage, på ti, har vist sig at være utilstrækkelig. Desværre har vi ikke noget særligt godt svar på, hvad vi så skal gøre. Jeg stod en dag i den amerikanske miljøstyrelse, og spurgte dem om, hvordan de var nået frem til en sikkerhedsfaktor på ti, og ikke på 11? Så kiggede de alle sammen på hinanden, og sagde: "Det spørgsmål har vi slet ikke tænkt over". Pludselig sagde en af dem: "Jeg tror simpelthen, at vi alle sammen har set sådan her ud, og så har vi talt hvor mange fingre vi havde, og så var gennemsnittet 10, og så var det det vi brugte."

Jeg har ikke noget bedre svar, men det var det svar jeg fik, fra mine begavede kolleger, og det er ikke tilfredsstillende, hvis man mener at forsigtighedsprincippet skal bruges i dagens praksis.

Jeg vil give et andet eksempel på, at det er vigtigt. Østrogen-hypotesen har været nævnt flere gange. Jeg kommer i nogle kredse, hvor man ikke mere bruger det udtryk. Det var noget man snakkede om i firserne, Nu taler vi om hormonforstyrrende stoffer i en helt anderledes og bred sammenhæng, hvor der er nogen, der har fokuseret på et lille hjørne af denne her problematik, som er vigtig nok. Men der rejser sig samtidig en lang række andre problemer,. Vi når ikke ret langt, hvis ikke vi fremdrager dem og diskuterer dem i relation med forsigtighedsprincippet. Så kører vi videre på østrogenhypotesen, og det er efter min mening ikke godt nok.