[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Inddragelse af renere teknologi i tilsyns- og godkendelsesarbejdet 

8. Organisation og vidensformidling hos tilsynsmyndigheden

8.1.1 Byggesagsbehandling - Aalborg
8.1.2 Byggesagsbehandling - Silkeborg
8.1.3 1. og 2. sagsbehandlerssystem - Miljøkontrollen KBH
8.1.4 Kurser, fællesmøder og undergrupper - Aalborg
8.1.5 Koordination af miljøafdelingens miljøindsats - Herlev
8.1.6 Internt idekatalog om renere teknologi - Aalborg
8.1.7 Myndighedssamarbejde om renere teknologi - Fyns Amt

 

Vidensformidlingen og organiseringen internt i tilsynsmyndigheden er vigtige parametre i forhold til tilsyns- og godkendelsesarbejdet. I det følgende beskrives en række eksempler, hvor tilsynsmyndighederne via intern vidensformidling og organisering søger at fremme arbejdet med renere teknologi og forebyggende miljøarbejde.


8.1.1 Byggesagsbehandling - Aalborg

Formål

At fremme det forebyggende miljøarbejde via byggesagsbehandlingen.

Kommunens tiltag

Byggesagsbehandling, miljø- og erhvervsfunktioner i en samlet afdeling.

Alternativ til

Mindre faste rammer for kommunikation mellem relevante afdelinger.

Resultat

Kommunikation og samarbejde mellem relevante afdelinger omkring det forebyggende miljøarbejde.

Miljø og byggesager
Aalborg Kommune har erfaret, at kommunen ofte via byggesagsbehandling og salg af grunde bliver opmærksom på forhold hos virksomhederne, hvor kommunen via sine aktiviteter kan fremme det forebyggende miljøarbejde. Kommunen har derfor etableret rammer for kommunikationen mellem de afdelinger i kommunen, der henholdsvis tager sig af miljøindsatsen og administrationen af byggesager m.v.

Én afdeling
Disse rammer er i kommunen etableret ved at samle byggesagsbehandlere og miljømedarbejdere i én afdeling, "Erhvervsafdelingen", som består af 23 medarbejdere opdelt i to faggrupper, heraf en miljøfaggruppe.


8.1.2 Byggesagsbehandling - Silkeborg

Formål

At sikre at kloaksystemer under projektering og udbygning kommer til at opfylde gældende krav og specifikationer.

Kommunens tiltag

Påpegelse af krav og specifikationer under byggesagsbehandlingen.

Alternativ til

At kloaksystemer fejldimensioneres i forhold til krav og specifikationer.

Resultat

Tydelig udvikling i byggesagsmaterialet.

Miljø og byggesager
Silkeborg Kommune har et velfungerende renseanlæg, som kommunen gerne vil værne om. Kommunen arbejder derfor på gennem byggesagsbehandlingen at sikre, at virksomheder under projektering og udbygning indrettes således, at kloaksystemer herunder olieudskilningssystemer samt afledning af regnvand og spildevand, opfylder alle krav og specifikationer. Dette arbejde sker bl.a. gennem afholdelse af seminarer for kloakmestre (se afsnit 2.3.3.).

Ved at inddrage disse problemstillinger allerede i byggesagsbehandlingen bliver bygherre og virksomheder opmærksomme på, at aktiviteter og miljøbelastning skal planlægges og indrettes, således at renseanlæggets funktion bibeholdes.

Resultat
Kommunen er meget tilfreds med resultaterne. Efter at ordningen har fungeret i en årrække, kan Silkeborg Kommune tydeligt se en udvikling i det byggesagsmateriale, der løbende bliver sendt til kommunen.


8.1.3 1. og 2. sagsbehandlerssystem - Miljøkontrollen KBH

Formål

At sikre, kvalitetskontrol og vidensformidling mellem miljøsagsbehandlerne samt bedre mulighed for effektivt at besvare forespørgsler.

Kommunens tiltag

Organisationsopbygning med 1. og 2 sagsbehandlersystem.

Alternativ til

At kun en enkelt miljøsagsbehandler har indsigt i en given virksomhed.

Resultat

Velfungerende sagsbehandlersystem.

1. og 2. sagsbehandler
Miljøkontrollen’s Kontor for Virksomheder og Risiko har siden 1. februar 1997 ført et sagsbehandlersystem, hvor der til de virksomheder, som afdelingen fører tilsyn med, er tildelt en 1. og 2. sagbehandler. Afdelingen har 12 miljøsagsbehandlere, og ved fordelingen af opgaver kommer alle medarbejdere til at arbejde som både 1. og 2. sagsbehandler i forhold til flere forskellige typer virksomheder.

Formålet er at sikre, at medarbejderne opnår indsigt i flere typer virksomheder. Endvidere sikrer systemet, at 2. sagsbehandleren kan svare på spørgsmål i forbindelse med henvendelser, hvis 1. sagsbehandleren er indisponibel. Derudover skal systemet sikre, at 1. og 2. sagsbehandleren effektivt kan føre kvalitetskontrol med det materiale, der skal sendes ud af huset, idet begge medarbejdere er bekendt med det konkrete sagsområde.

Resultat
Sagsbehandlersystemet fungerer godt, idet medarbejderne opnår indsigt i flere typer virksomheder. Der er som regel altid en medarbejder i afdelingen, der kan besvare henvendelser. Hvis begge sagsbehandlere er indisponible, havner en forespørgsel på kontorchefens bord; antallet af sådanne sager er reduceret væsentligt efter indførelsen af det dobbelte sagsbehandlersystem. Derudover har systemet betydet, at niveauet af det materiale, der passerer kontorchefens bord, er højnet, idet sagsbehandlerne i højere grad samarbejder omkring de enkelte virksomheder.

Samlet medfører det dobbelte sagsbehandlersystem kun en mindre ekstra arbejdsbyrde for kontoret som helhed.


8.1.4 Kurser, fællesmøder og undergrupper - Aalborg

Formål

At sikre at miljømedarbejderes viden ajourføres og videreformidles til kolleger.

Kommunens tiltag

Kurser, fællesmøder og grupper omkring vidensindsamling.

Alternativ til

Manglende ajourføring af miljømedarbejdernes viden. Overlap i vidensindhentning.

Resultat

Systematisk vidensindhentning til miljømedarbejderne.

Interne og eksterne kurser
For at styrke Aalborg Kommunes viden på renere teknologi området deltager miljømedarbejderne i både eksterne og interne kurser. De eksterne kurser ligger primært på den Kommunale Højskole, mens de interne kurser arrangeres ved, at der kommer en foredragsholder til afdelingen for at orientere om et givent emne. Et eksempel herpå var en foredragsholder fra BST, som var ekspert indenfor emnet støj, herunder støjmålinger etc.

Fællesmøde og undergruppe
Miljøfaggruppen i kommunens erhvervs- og miljøforvaltning holder fællesmøder mindst en gang om måneden. Her diskuteres relevante emner og medarbejderne ajourføres om hinandens arbejde og erfaringer. Om nødvendigt kan der nedsættes en undergruppe på 2-3 medarbejdere som går i dybden med vidensindsamling omkring et givent emne.


8.1.5 Koordination af miljøafdelingens miljøindsats - Herlev

Formål

At udveksle erfaringer internt i miljøafdelingen.

Kommunens tiltag

I en afgrænset periode koncentreres miljøafdelingens indsats inden for et specifikt område.

Alternativ til

Begrænset erfaringsudveksling blandt medarbejderne i miljøafdelingen.

Resultat

Koncentreret indsats samt videns- og erfaringsudveksling i miljøafdelingen.

Koncentreret indsats
Herlev Kommunes miljøafdeling har i begyndelsen af 1997 påbegyndt en arbejdsform, hvor de seks medarbejdere i miljøafdelingen i en afgrænset periode arbejder med den samme type af opgaver. Ideen er, at miljøafdelingen derved kan yde en koncentreret indsats inden for et specifikt fagområde, og at medarbejderne under forløbet kan få større gavn af videns- og erfaringsudvekslingen med kollegerne. Hastesager bliver i den afgrænsede periode administreret på traditionel vis.

Som eksempel på denne arbejdsform vil miljøafdelingen i løbet af efteråret 1997 påbegynde en indsats, hvor medarbejderne over tre uger skal udarbejde fem miljøgodkendelser.


8.1.6 Internt idekatalog om renere teknologi - Aalborg

Formål

At styrke den interne formidling af viden omkring renere teknologi og miljøforhold.

Kommunens tiltag

Oprettelse af idekatalog, der opdateres løbende.

Alternativ til

Ingen videreformidling af miljømedarbejdernes erfaringer til kolleger.

Resultat

Foreløbigt idekatalog for metalbranchen.

Idekatalog
Aalborg Kommune har påbegyndt udarbejdelsen af et idekatalog, der løbende skal ajourføres med de gode ideer inden for miljøområdet, herunder renere teknologi, som miljømedarbejderne støder på i det daglige arbejde med virksomhederne og miljøforholdene.

Formålet med idekataloget er at give medarbejderne mulighed for at videreformidle erfaringer omkring renere teknologi på en mere systematiseret form. Der er også tidligere sket en vidensformidling mellem medarbejderne, men på en mindre struktureret form.

Metalbranchen
Et af de første områder kommunen har valgt at kigge på i forbindelse med idekataloget er metalbranchen, idet det er den type virksomheder, der er flest af i kommunen.

Opbygningen af idekataloget for metalbranchen ser således ud:

Internt idekatalog til indførelse af renere teknologi indenfor metalbranchen

Internt idekatalog til indførelse af renere teknologi indenfor metalbranchen

Indledning
Energiforbrug
- Trykluft
- Ventilation
- Opvarmning
- Lys
Svejserøg
Metoder
Køle/smøremiddel
Affedtning
Gode ideer

Arbejdsgruppen for udarbejdelsen af idekataloget for metalbranchen vil belyse ovenstående emner ved bl.a. at arrangere kurser/temamøde med forskellige eksterne og interne parter.

Kommunen skønner, at der årligt anvendes 0.1 mandeår til indsamling og organisering af informationer omkring renere teknologi.


8.1.7 Myndighedssamarbejde om renere teknologi - Fyns Amt

Formål

At sikre løbende erfaringsudveksling.

Amtets tiltag

Elektronisk erfaringsudveksling på tværs af myndigheder og amtsgrænser.

Alternativ til

Møder.

Resultat

Den elektroniske erfaringsudveksling er nedlagt.

Baggrund
Fyns Amt deltog i 1993 i et erfarings- og fjernundervisningsnetværk om renere teknologi. Formålet var at udvikle og afprøve en model for, hvordan de decentrale miljømyndigheder kunne efteruddannes og udveksle erfaringer på tværs af myndigheder, geografisk områder og på en måde, der naturligt kan indpasses i den enkeltes daglige arbejdssituation.

Indhold
I netværket deltog desuden Ribe, Ringkøbing, Sønderjyllands og Vejle Amt samt de tilsvarende arbejdstilsynskredse. Kurset forløb over tre måneder, hvor der blev løst opgaver i de lokale studiekredse bestående af amt og arbejdstilsynskreds. Under kursusforløbet kunne deltagerne udveksle informationer via e-mail. På tværs af amts- og myndighedsgrænser blev der etableret sagsorienterede erfaringsgrupper.

Erfaring
Det viste sig svært for svært medarbejderne at holde fast i kursusets intentioner, nemlig at modtage undervisning samtidig med at man er på arbejde. Deltagerne fulgte ikke løbende op på dialogen via e-mailen, og kurset blev nedprioriteret til fordel for sagsbehandlingen og andre henvendelse.

Projektet var måske ude for tidligt, da ikke alle deltagere havde egen PC med opkobling til netværket.

Resultat
De elektroniske erfa-grupper eksisterer ikke længere, bl.a. fordi der deltog for få sagsbehandlere til at der kunne opnås et reelt udbytte ved deltagelsen.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]