[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Inddragelse af renere teknologi i tilsyns- og godkendelsesarbejdet 

7. Kommunale forskrifter

7.1.1 Retningslinier for tankstationer m.v. - Silkeborg
7.1.2.Forskrift for restaurationer - Miljøkontrollen KBH

Kommunerne kan for at forebygge forurening, eventuelt inden for nærmere angivne geografiske områder, vedtage lokale forskrifter vedr. indretning af drift af andre virksomheder end listevirksomheder. Forskrifterne giver derved kommunerne mulighed for at regulere de virksomheder, som ikke skal have en egentlig miljøgodkendelse.

I forskrifterne kan indgå retningslinier for renere teknologi og forureningsbegrænsende foranstaltninger. Kommunale forskrifter er bindende, idet kommunerne kan give påbud, hvis disse ikke overholdes. Endvidere er kommunens afgørelser endelige og kan ikke påklages af virksomhederne.


7.1.1 Retningslinier for tankstationer m.v. - Silkeborg

Formål

At nedsætte miljøbelastningen fra tankstationer, vaskeanlæg m.v.

Kommunens tiltag

Opstilling af retningslinier, der i praksis fungerer som kommunal forskrift, og indarbejdelse af disse retningslinier i spildevandstilladelse.

Alternativ til

Påbudsstillelse og at virksomhederne ikke bliver opmærksomme på og motiveret til renere teknologi-tiltag.

Resultat

90% genbrug af vaskevand fra vaskeplads på konkret anlæg. Overførsel af erfaringer til andre anlæg.

Retningslinier
Silkeborg Kommune har i forbindelse med etablering/renovering af tankstationer, vaskeanlæg m.v. opstillet retningslinier for behandling af byggesager og spildevandstilladelser. Retningslinierne fungerer i praksis som en kommunal forskrift, og er udfærdiget med det formål at få virksomhederne til at tage størst mulige miljøhensyn. Kommunen betegner ikke retningslinierne som en kommunal forskrift, idet kommunen ønsker mulighed for at kunne fravige retningslinierne i tilfælde af, at de i konkrete tilfælde viser sig for restriktive og derved i strid med proportionalitetsprincippet.

Retningslinier. Silkeborg Kommune.

Vedr.: Etablering/renovering af tankstationer, vaskeanlæg m.v.

Med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven § 3 arbejder Silkeborg Kommune for, at der ved anlægsændringer lægges vægt på anvendelsen af den mindst forurenende teknologi, herunder:

Opsamling af regnvand til vask.
Genbrug af vaskevand.
Etablering af rodzoneanlæg for spildevand fra virksomheden.
Etablering af tætte betonflader ved påfyldnings- og salgspladser.
Begrænsning af udslip af dampe ved benzinpåfyldning.
Sikring af at evt. lækager på tank og rørinstallationer opdages/ikke giver anledning til forurening.
Støj- og lugtgener begrænses mest muligt.

I 1995/1996 blev en mindre tankstationen bygget med bilvask. I forbindelse med at virksomheden ansøgte om byggetilladelse, blev virksomhedens vaske- og spildevandssystem konstrueret efter de retningslinier Silkeborg Kommune har opstillet for etablering/renovering af tankstationer, vaskeanlæg m.v.

I marts 1996 tildeles virksomheden en tilslutningstilladelse, som indeholder en række vilkår, der ligeledes svarer til retningslinierne.

Tilslutningstilladelse
1.1 Generelle vilkår.

1.1.2 Vilkårene fastsat i denne tilladelse kan til enhver tid ændres, såfremt Silkeborg Kommune af hensyn til spildevandsanlægget finder det nødvendigt.

1.2 Krav til spildevandets sammensætning.
Der må ikke afledes stoffer i koncentrationer eller mængder, der kan virke skadelige på kloaknettet og de dertil hørende anlæg, på driften af disse anlæg, eller på de ved driften beskæftigede personer.

Spildevandet må ikke indeholde "koldaffedtningsmidler" (sæbe i petroleum eller petroleumslignende opløsning).

1.3 Drift- og anlægsvilkår.
1.3.1 Bilvaskeanlæg
Processpildevandet fra bilvaskeanlægget skal afledes gennem sandfang og olieudskiller til den offentlige spildevandsledning.

Sandfanget skal være på min. 5000 l og skal konstrueres således, at gennemstrømningen giver størst mulig opholdstid.

Der skal anvendes en olieudskiller med indbygget koalescenselement og en gennemstrømningskapacitet på 6 l/s.

1.3.2 Påfyldningspladsen m.v.
Overfladevand fra påfyldningspladsen, salgsstederne og pumpe- og pejlebrønde, skal afledes gennem særskilt sandfang og olieudskiller til den offentlige spildevandsledning.

Sandfanget skal være på 5000 l.

Benzinudskilleren skal (sammen med sandfanget) have en opsamlingskapacitet på 1000 l og en gennemstrømningskapacitet på 6 l/s.

1.3.3 Sandfang og olieudskillere.
Sandfang og olie- / benzinudskillere skal i øvrigt etableres i overensstemmelse med det indsendte projekt og drives og vedligeholdes i overensstemmelse med Silkeborg Kommunes retningslinier herfor. Retningslinierne er vedlagt.

Med hensyn til særlige drifts- og vedligeholdelsesforskrifter for koalescensfiltret henvises til driftsvejledningen herfor.

1.4.2 Egenkontrol
Driftskontrol
Virksomheden skal føre driftskontrol omfattende:
- Kvartalsvis kontrol af olieudskillere, sandfang, og rodzoneanlæg og
- Art og forbrug af fældningskemikalier, vaskemidler, blødgøringsmidler og bilplejemidler som voks og lignende.

Resultat
Bilvasken på tankstationen er i dag et mønstervaskeri, der tjener som eksempel for andre tankstationer. Virksomheden og det selskab, der ejer virksomheden er meget stolte af virksomhedens indretning og formidler historien som en succeshistorie til andre af koncernens tankstationer.

Tankstationen genbruger i dag 80-90% af vaskevandet fra vaskepladsen ved at vaskevandet renses ved forfiltrering i et sandfang og et koaliscensudskilleranlæg og ved efterfølgende fældning af urenheder i et ReClean-anlæg. Fældede urenheder (slam) opsamles i et rodzoneanlæg, hvor der foregår en afvanding og biologisk nedbrydning. Alt forbrug af ressourcer i virksomheden herunder forbruget af råvarer, vand og energi registreres i virksomheden.

Selskabet, der ejer tankstationen, har siden opført en ny vaskehal på en anden tankstation i kommunen efter samme retningslinier.


7.1.2.Forskrift for restaurationer - Miljøkontrollen KBH

Formål

At nedsætte sagsbehandlingstiden samt undgå støj- og lugtgener fra restaurationer.

Kommunens tiltag

Udformning af kommunal forskrift for restaurationer.

Alternativ til

Gentagelse af gældende regler ved tilsynsbesøg.

Resultat

Svagt faldende antal klagesager i forbindelse med støj- og lugtgener.

Baggrund
Miljøkontrollen har i 1996 udformet en forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune. "Restaurationer" omfatter restauranter, diskoteker, grillbarer, kaffebarer og lignende erhvervsmæssigt drevne virksomheder.

Baggrunden for forskriften er, at der i Københavns Kommune findes et meget stort antal restaurationer, hvis drift årligt afstedkommer mange klager over støj- og lugtgener. For at forebygge disse klagesager er der i forskriften anvisninger for hvorledes restaurationerne skal indrettes og drives, således at regler for støj- og lugtemissioner samt affaldshåndtering overholdes.

To pjecer
Selve forskriften er udformet i pjeceformat og kan rekvireres af restaurationerne. Derudover har Miljøkontrollen udformet en pjece, hvor der på fem sprog (gr. det betydelige etniske islæt i kommunen og branchen) gøres opmærksom på, at restaurationer etableret efter d. 1. april 1996 skal indrettes efter den gældende forskrift. Allerede etablerede restaurationer skal overholde visse af forskriftens paragaffer inden d. 1. oktober 1996 og alle paragraferne inden d. 1. april 1998. I pjecen er der en checkliste, hvor læseren via ja/nej spørgsmål kan checke om den givne restauration overholder reglerne med hensyn til støj, lugt og affaldshåndtering.

Erfaringer
Miljøkontrollens erfaringer med forskriften er gode. Antallet af klagesager har efter forskriftens udgivelse været svagt faldende, og de tilsynsførende kan via tilsynsarbejdet konstatere, at restaurationsejerne har strammet op på forholdene omkring støj- og lugtgener. Endvidere medfører forskriften, at der er skabt et ensartet reguleringsgrundlag for restaurationerne i kommunen, hvilket er hensigtsmæssigt set både ud fra Miljøkontrollens og restaurationernes synspunkt.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]