[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

XTitelX

6. Optimeringsforsøg

6.1 Tilrettelæggelse af optimeringsforsøg
6.1.1 Produktoptimering
6.1.2 Receptoptimering
6.2 Miljømæssig forbedring ved produktoptimering
6.3 Miljømæssig forbedring ved receptoptimering
6.4 Optimering mod mindre miljøbelastende vaskeprocesser

6.1 Tilrettelæggelse af optimeringsforsøg

Årsager til dårlige scoringsresultater
Efter gennemgangen af de 9 besøgte vaskeriers vaskerecepter og efter de for hvert vaskeri aktuelle recepter er blevet scoret op imod den aktuelle kemikalieleverandørs "standardrecepter", stod det klart, at der er to gennemgående hovedårsager til dårlige scoringsresultater. Den ene årsag er, at flere vaskemidler som delelement indeholder mindst ét tensid, som er stærkt miljøbelastende. Afhængig af i hvilken procentdel det pågældende tensid indgår i det aktuelle vaskemiddel giver det sig udtryk i mere eller mindre dårlige scoringsresultater for de recepter i hvilke vaskemidlet indgår. Den anden årsag er, at flere vaskerier har recepter med væsentligt større kemikaliedoseringer, end der er i kemikalieleverandørens tilsvarende "standardrecept". For at fastslå effekten på scoringsresultatet ved henholdsvis en produkt- og en receptoptimering blev der til optimeringsforsøg udvalgt ét vaskemiddel og én vaskerecept.

6.1.1 Produktoptimering

Substitution af særligt miljøbelastende tensider
Ved scoringen på såvel de aktuelle vaskerecepter, der anvendes på de besøgte vaskerier som på kemikalieleverandørernes "standardrecepter", viste det sig hurtigt, at en bestemt type tensid med stærkt miljøbelastende egenskaber i adskillige scoringsresultater var hovedårsagen til et dårlig resultat. Hver af de tre leverandører har mindst ét "hovedprodukt", i hvilket denne type tensid indgår i større eller mindre grad. Alle tre arbejder med at substituere problematiske tensider med et mindre miljøbelastende alternativ, hvilket i sig selv kan være svært at finde, men en sådan substitution kan også få såvel en vaskekvalitetsmæssig som en prismæssig effekt. En miljømæssig produktoptimering kræver derfor en række afprøvninger i praksis for at sikre, at vaskekvaliteten bevares. Endvidere kræves der forståelse hos kunderne, for at en sådan optimering kan medføre en prisstigning på produktet. I samarbejde men én af kemikalieleverandøren er der i projektperioden gennemført forsøg med at bytte ét tensid ud med et mindre miljøbelastende alternativ i ét af den pågældende leverandørs hovedprodukter (et arbejdstøjsvaskemiddel). Den vaskekvalitetsmæssige konsekvens ved denne udbytning er blevet undersøgt ved optimeringsforsøg på vaskeri nr. 4, og den økonomiske konsekvens er blevet beregnet. I bilag 1 er scoringsresultatet vist med det normale arbejdstøjsvaskemiddel henholdsvis det alternative.

6.1.2 Receptoptimering

Recepter med markant stort kemikalieforbrug
Ved scoringen af visse recepter, der anvendes på de besøgte vaskerier, hvor mængden af vaskemidler og hjælpekemikalier var markant større end i "standardrecepterne", men hvor de produkter der indgik i recepterne var identisk med "standardreceptens", gav de større doseringer naturligvis et væsentligt dårligere scoringsresultat. For at undersøge årsagen til det store kemikalieforbrug og muligheden for at optimere en recept hen imod "standardrecepten" er der på vaskeri nr. 8 gennemført en række forsøg, hvor den vaskekvalitetsmæssige konsekvens ved optimeringen er blevet overvåget, og den økonomiske konsekvens ved kemikaliereduktionen er blevet beregnet. I bilag 1 er scoringsresultatet for såvel den aktuelle vaskerecept som for "standardrecepten" vist.

6.2 Miljømæssig forbedring ved produktoptimering

Fremstilling af forsøgs-vaskemiddel
Som ovenfor nævnt er der flere af de på det industrielle vaskerimarked anvendte vaskemidler der i større eller mindre grad indeholder tensider, som er stærkt miljøbelastende. For at undersøge muligheden for at udskifte disse tensider med mindre miljøbelastende alternativer, er der i samarbejde med én af kemikalieleverandørerne blevet udvalgt et arbejdstøjsvaskemiddel, i hvilket det stærkt miljøbelastende tensid, som indgår i en relativt begrænset mængde, forsøgsvis er blevet erstattet af et mindre miljøbelastende alternativ. Desværre har disse tensider ofte en god "vaskeevne", og det kan være forbundet med nogen vanskeligheder at finde et alternativ.

Vaskeforsøg med det alternative arbejdstøjsvaskemiddel
Leverandøren fremstillede en batch af det alternative arbejdstøjsvaskemiddel tilstrækkelig stor til at vaskeri nr. 4, som var forsøgsvaskeri, i en fjorten dages periode kunne vaske alt tøj, til hvilket det normalt anvendte arbejdstøjsvaskemiddel blev brugt med det alternative produkt. Vaskeriet anvendte det alternative produkt direkte som erstatning for det normalt anvendte, og der blev ikke foretaget doseringsmængdeændringer. I denne periode foretog vaskeriet selv kvalitetskontrol for at vurdere, om anvendelsen af det alternative produkt umiddelbart gav anledning til synlige kvalitetsforandringer. Vaskeriet kunne ikke konstatere forandringer i kvaliteten hverken til den positive eller negative side.

I samarbejde med vaskeriets produktionsleder blev der i perioden gennemført proceskontrol ved hjælp af prøvestykker som blev vasket med i et antal vaskeomgange under anvendelse af henholdsvis det normale arbejdstøjsvaskemiddel og det alternative. Der blev gennemført kvalitetskontrol ved hjælp af olieprøvestykker på stærkt tilsmudset kulørt arbejdstøj og ved hjælp af 1- og 10 gangs prøvestykker på stærkt tilsmudset hvid p/b beklædning til levnedsmiddelindustrien.

Kulørt arbejdstøj
Til kontrol af vaskekvaliteten på kulørt mineralolieholdigt arbejdstøj blev der anvendt mineralolietilsmudsede 1 gangs prøvestykker. Efter vask ekstraheres restolien ud af prøvestykket, og restindholdet beregnes i procent af indholdet før vask. For stærkt tilsmudset kulørt arbejdstøj er et restolieindhold mindre end 10 % fint, fra 10-20 % er det tilfredsstillende, og over 20 % bør vaskeprocessen forbedres. Der blev vasket to olieprøvestykker med i fire vaskeomgange i alt otte olieprøvestykker til kontrol af henholdsvis vaskeprocessen med det normale arbejdstøjsvaskemiddel og otte til kontrol af vaskeprocessen med det alternative. Resultaterne viste i begge tilfælde niveauer af restolieindhold fra 10-20 %, og gennemsnitsresultatet af de otte prøvestykker, der var vasket med det alternative vaskemiddel, viste et resultat, som var ca. 8 % bedre end det normale produkt. Spredningen på resultaterne var dog relativt stor.

Hvid p/b beklædning
Til kontrol af smudsfjerningsevnen anvendes såkaldte 1 gangs prøvestykker, der var hvide stykker bomuldstekstil tilsmudset med 10 pletter af "typisk" smuds f.eks. te, rødvin og blod. Efter 1 gangs vask vurderes, i hvor høj grad vaskeprocessen har evnet at fjerne pletterne. Der blev ved dette forsøg vasket fire 1 gangs prøvestykker med i to vaskeomgange det vil sige i alt otte 1 gangs prøvestykker til kontrol af henholdsvis det normale arbejdstøjsvaskemiddel og otte til kontrol af det alternative. Resultaterne viste fine gennemsnitsværdier på henholdsvis 4,1 og 4,2 i forhold til 5,0 som mulig maximumsværdi. Denne lille forskel i resultatet ligger indenfor usikkerheden. Til løbende driftskontrol af den kemiske fibernedbrydning primært blegemidler, som påfører bomuldstekstiler under vask samt af vaskeprocessens evne til at bevare hvidheden på hvide tekstiler, anvendes såkaldte 10 gangs prøvestykker, der, som navnet antyder, vaskes 10 gange og derefter analyseres. Der blev vasket tre 10 gangs prøvestykker til kontrol af henholdsvis det normale arbejdstøjsvaskemiddel og tre til kontrol af det alternative. For at sikre et mere nøjagtigt gennemsnitligt resultat kan antallet af vaskeomgange på disse prøvestykker øges til 25 omgange, og det blev gjort under disse forsøg. Resultaterne fra de tre prøvestykker vasket med det normale arbejdstøjsvaskemiddel henholdsvis det alternative viste meget fin overensstemmelse, og alle resultater lå på et fint niveau. Det gennemsnitlige resultat fra prøvestykkerne vasket med det alternative arbejdstøjsvaskemiddel viste et lidt kraftigere blegningsniveau, et lidt højere niveau for den kemiske slitage og en lidt forbedret hvidhed, i forhold til det gennemsnitlige resultat fra prøvestykkerne vasket med det normale arbejdstøjsvaskemiddel. Et lidt højere blegningsniveau har ofte som følgevirkning en lidt forøget kemisk slitage og en lidt forbedret hvidhed. Det lidt højere gennemsnitlige blegningsniveau som fandtes på prøvestykkerne vasket med det alternative arbejdstøjsvaskemiddel kan skyldes en mindre forskel i blegemiddeldosering under forsøgsvaskene, en vis forskel i den gennemsnitlige smudsmængde i vasketøjet eller eventuelt den forskel, der ligger i ændringen af vaskemiddelsammensætningen.

Samlet konklusion
Alle forsøgsresultater peger i retning af, at substitutionen af et stærkt miljøbelastende tensid med et mindre miljøbelastende i det undersøgte arbejdstøjsvaskemiddel har forbedret produktets smudsfjerningsevne en smule og har ikke forårsaget nogen ændring af betydning i vaskeprocessens hvidhedsbevarende evne. Antallet af forsøg, som det har været mu- ligt at gennemføre indenfor dette projekts rammer, er dog ikke tilstrækkelige til at fastslå, om den observerede tendens til "et forbedret vaskeresultat" er statistisk signifikant.

Substitutionens effekt på produktprisen
Det mindre miljøbelastende tensid, som blev anvendt i forsøgsproduktet, har en betragtelig højere råvarepris end det normalt anvendte. Tensidet er dog kun et af flere i produktet og indgår kun i en mindre procentdel, men en eventuel permanent substitution vil i dette tilfælde betyde en prisforhøjelse på arbejdstøjsvaskemiddel på ca. 3 % pr. kg, hvilket eksempelvis på vaskeri nr. 4 vil betyde en ekstraudgift pr. kg vasket kulørt arbejdsbeklædning på 1,6 øre.

Den generelle effekt på produkt prisen
Kemikalieleverandørerne har foretaget overslagskalkulationer på konsekvensen med hensyn til prisstigning på vaskemidler, såfremt alle tensider, der er relativt stærkt miljøbelastende, skal substitueres med mindre belastende. På grund af gennemgående betragteligt højere råvarepriser på de mindre miljøbelastende tensider vil disse substitutioner medføre produktprisstigninger fra omkring 3 % til op imod 20 %.

6.3 Miljømæssig forbedring ved receptoptimering

På vaskeri nr. 8 viste kortlægningen af kemikalieforbrug og anvendelsesmåde, at vaskerecepten for hvide duge var væsentlig "kraftigere" end den pågældende kemikalieleverandørs "standardrecept". Vaskeriets egen opfattelse var, at den kraftigere recept var nødvendig for at opnå et tilfredsstillende vaskeresultat. Vaskeriet var dog meget interesseret i at reducere kemikalieforbruget og dermed miljøbelastningen og lod sig derfor overtale til at medvirke i en forsøgsrække. Den doserede kemikaliemængde var næsten 50 % større i vaskeriets aktuelle vaskerecept end i "standardrecepten", og den aktuelle recept var en vaskeproces med forvask og hovedvask i modsætning til "standardrecepten", der kun har én vask.

Vaskeforsøg med den alternative "standardrecept"
Vaskekvaliteten efter vask i vaskeriets aktuelle vaskerecept og "standardrecepten" blev evalueret op imod hinanden på tre måder. For det første gennemgik vaskeriet selv al omvask, der fremkom ved vask af henholdsvis 5 vaskeomgange à 180 kg med den aktuelle recept og 5 tilsvarende vaskeomgange med "standardrecepten". Rullefejl og plettyper som f.eks. rust og jordslåethed, der kun kan fjernes i specialvask, blev taget fra, og kun den del af omvasken, som var forårsaget af plettyper, der vurderedes som mulige at fjerne i en "normal" vaskeproces, blev talt op. For det andet blev der til kontrol af vaskeprocessens pletfjerningsevne vasket to 1 gangs prøvestykker i tre vaskeomgange det vil sige i alt seks 1 gangs prøvestykker i henholdsvis normalprocessen og seks i "standarsprocessen". For det tredje blev der til kontrol af det kemiske nedbrydningsniveau af bomuldsfibre, blegevirkningen og vaskeprocessens hvidhedsbevarende evne vasket tre stk. 10 gangs prøvestykker i begge processer. For at øge resultatnøjagtigheden blev disse prøvestykker vasket 25 gange.

Opgørelse af omvask
Opgørelsen af omvaskeprocenten for henholdsvis den aktuelle vaskeproces såvel som for processen med "standardrecepten" viste stor variation fra vaskeomgang til vaskeomgang. En nærmere undersøgelse af årsagen til dette pegede på, at resultatet kunne relateres til forskellige "typer" kunder. I de vaskeomgange, der lå til grund for efterfølgende resultat, blev der så vidt muligt vasket duge fra samme "type" kunder. Det gennemsnitlige resultat viste, at omvasken ved brug af "standardrecepten" gennemsnitlig var næsten 20 % lavere end ved brug af den aktuelle vaskerecept. Selv om årsagen til de største udsving i omvask fra omgang til omgang var forsøgt elimineret ved at vaske samme "type" kunder, var der alligevel så stor spredning på resultaterne, at der ud fra disse forsøg kun kunne konkluderes, at det ikke umiddelbart ser ud til at ændre på omvaskeprocenten, når den aktuelle vaskerecept udskiftes med "standardrecepten".

Proceskontrol med 1 gangs prøvestykker
Resultaterne fra analysen af de vaskede 1 gangs prøvestykker i "standardrecepten" viste en fin høj ensartet pletfjerning på gennemsnitlig 4,4 i forhold til 5,0 som mulig maximumsværdi. De bedste resultater fra prøvestykkerne vasket i den aktuelle proces viste en tilsvarende høj pletfjerning, men i to af vaskeomgangene var prøvestykkeresultaterne meget dårlige, og den lave blegevirkning, som er registeret med disse prøvestykker, indikerede, at årsagen er svigtende blegemiddeldosering. Hvis dette er tilfældet og problemet forekommer jævnligt, kan det være årsagen til at vaskeriet oplever omvaskeprocenten som stor selv ved anvendelse af den aktuelle proces. Det kan også være en medvirkende årsag til den store variation i omvaskeprocenten fra maskinomgang til maskinomgang som blev registreret i forbindelse med ovennævnte opgørelse af omvask. Vaskeriet er i gang med at undersøge, om svigtende dosering optræder regelmæssigt. På grund af disse problemer kan det kun konkluderes, at resultaterne af pletfjerningen på 1 gangs prøvestykkerne vasket i "standardprocessen" var fine og på niveau med de bedste resultater på 1 gangs prøvestykkerne vasket i den aktuelle proces.

Proceskontrol med
10 gangs prøvestykker
Resultaterne fra de tre 10 gangs prøvestykker vasket i den aktuelle vaskeproces og de tre vasket i forsøgsprocessen med "standardrecepten" indikerer samme problematik som 1 gangs prøvestykkerne. I vaskeprocessen med standardrecepten er blegevirkningen markant højere og den kemiske slitage noget større end i det aktuelle vaskeprogram. Da vaskeprogrammet efter "standardrecepten" er et mindre kraftigt vaskeprogram end det aktuelle, kunne disse resultater også tyde på et periodisk blegemiddelsvigt i det aktuelle program. Det vigtigste resultat, nemlig om hvidheden blev bevaret, viste dog for begge processer, at hvidheden var endog meget fin efter 25 ganges vask. Det kan konkluderes, at vaskeprocessen med "standardrecepten" er en proces med en kraftig blegning og en fin hvidhedsbevarende evne. Processen bør være tilstrækkelig kraftig til hvide duge, men på grund af forsøgsproblemerne vil det kræve flere forsøg at fastslå dette endeligt.

Samlet konklusion af receptoptimeringsforsøg
Prøvestykkeresultaterne fra de to forskellige vaskerecepter indikerer, at der muligvis kan være tale om en periodisk kemikaliedoseringsfejl. Det kan i givet fald sammen med den beskrevne forskel i "kundetyper" være en medvirkende årsag til ovennævnte variation af omvasken fra maskinomgang til maskinomgang. Resultaterne af såvel opgørelsen over omvask som prøvestykkeresultaterne indikerer, at det vil være muligt at erstatte vaskeriets aktuelle vaskerecept for hvide duge med standardrecepten eller en recept, der ligger tæt på standardrecepten. Antallet af forsøg, som det har været muligt at gennemføre indenfor dette projekts rammer, er ikke tilstrækkelige til endeligt at fastlægge en mindre miljøbelastende vaskerecept, der ikke medfører forringelse af produktkvaliteten. Såfremt det er muligt at erstatte den aktuelle recept med "standardrecepten", vil det betyde en reduktion i kemikalieomkostningen pr. vaskeomgang på 37 %.

6.4 Optimering mod mindre miljøbelastende vaskeprocesser

Egen miljømæssige vaskeprocesoptimering
Resultaterne af de ovenfor beskrevne forsøg viser tydeligt, hvordan vaskerier i samarbejde med deres kemikalieleverandør, med udgangspunkt i scoringsresultatet fra egne aktuelle vaskerecepter, kan tilrettelægge kontrol af eventuelle ændringer i produktkvaliteten, såvel i forbindelse med receptoptimering som i forbindelse med produktoptimering. Det i forbindelse med projektet udviklede scoringssystem er derfor et godt værktøj for vaskerier, der ønsker at reducere miljøbelastningen af det ydre miljø mest muligt i forbindelse med anvendelsen af vaskemidler og hjælpekemikalier.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]