[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Naturlig nedbrydning af miljøfremmede stoffer i jord og grundvand

5. Konklusion

Nedbrydningskonstanter og risikovurdering
Ved det gennemførte litteraturstudium er der ikke fundet artikler, med nedbrydningskonstanter for forureningskomponenter under transport med porevandet ned gennem den umættede zone. Som et væsentligt problem er der heller ikke fundet nogen velbeskrevet moniteringsmetode for forureningskomponenter i porevandet i den umættede zone. Som konsekvens heraf kan der på nærværende grundlag ikke gennemføres risikovurderinger, hvor der regnes med nedbrydning i den umættede zone.

Den gennemgåede litteratur indeholder et ret begrænset antal 1.-ordens nedbrydningskonstanter for den mættede zone, som er relevante for naturlige forhold i Danmark. Der er fundet flest data for BTEX’erne og for de chlorerede opløsningsmidler. For de resterende stoffer, som indgår i projektet, er datamængden meget begrænset, og for en del af stofferne er der ikke fundet relevante data. For PAH’er og DDT er der angivet halveringstider i jord, som næppe er relevante i forbindelse med risikovurderinger.

Især for BTEX’erne, men også for de øvrige stoffer, kan der fra lokalitet til lokalitet, men også inden for den enkelte lokalitet, observeres forskelle over flere størrelsesordener på de angivne 1.-ordens nedbrydningskonstanter.

Det vurderes, at de anførte 1.-ordens nedbrydningskonstanter for den mættede zone giver grundlag for at benytte nedbrydning i forbindelse med risikovurdering for en del af de stoffer, der findes grænseværdier for; specielt BTEX’erne og de chlorerede opløsningsmidler.

I forbindelse med risikovurdering kan de angivne 1.-ordens nedbrydningskonstanter ikke benyttes til en konservativ risikovurdering, men alene til overslagsberegning af, om kvalitetskriterierne for grundvand overholdes. Som alternativ kan der, efter beregning af den aktuelle nedbrydningsrate på den specifikke lokalitet, gennemføres en risikovurdering baseret på denne aktuelle nedbrydningsrate.

Hvor en risikovurdering viser, at effekten af naturlig nedbrydning beregningsmæssigt medfører, at en jordforurening ikke udgør nogen risiko for grundvandsressourcen, skal det dokumenteres, at nedbrydningen forløber som forudset.

Beregning af aktuel lokalspecifik nedbrydningsrate
Ud fra litteraturstudiet er det anvist, hvordan det kan dokumenteres, at der foregår nedbrydning i den mættede zone, og hvordan den aktuelle nedbrydningsrate på den specifikke lokalitet fx kan bestemmes ud fra anvendelse af tracere, eksempelvis et organisk stof som TMB (trimethylbenzen), et uorganisk stof (totalchlorid) eller ud fra total-ethen.

Anvisningerne er baseret på amerikanske protokoller for naturlig nedbrydning ("intrinsic remediation"/"natural remediation"), og de anviste metoder er ikke almindeligt benyttet i Danmark. Eksempelvis har litteraturstudiet ikke givet et eneste eksempel på bestemmelse af koncentrationen af trimethylbenzen (den foreslåede organiske komponent, der kan benyttes som tracer) i forbindelse med danske kulbrinteforureninger. Principperne vurderes dog uden væsentlige problemer at kunne overføres til danske forhold.

Forslag til kommende projekter
Det gennemførte studie viser, at der kan være behov for, at der gennemføres demonstrationsprojekter, som omfatter undersøgelser og risikovurderinger, hvori der regnes med nedbrydning i den mættede zone. Specielt er det vigtigt, at der udføres en nærmere vurdering af, hvordan tracere kan anvendes (og hvilke der kan anvendes) i forbindelse med beregning af den aktuelle nedbrydningsrate af forureningskomponenter.

Det foreslås, at der etableres en indberetningsordning til en offentlig database med nedbrydningsrater og moniteringsresultater fra forureningssager, hvor der er udført risikovurderinger, som baserer sig på nedbrydning. Herved bliver der mulighed for en erfaringsopsamling af nedbrydningsrater og tracermetoder.

Med henblik på at etablere grundlag for vurdering af nedbrydningen af forureningskomponenter i den umættede zone, er der behov for udvikling og dokumentation af moniteringsmetoder over for forureningskomponenter i porevandet i den umættede zone.

I forbindelse med risikovurdering af grundvandsressourcen skal det eftervises, at kvalitetskriterierne for grundvand er overholdt i en afstand fra forureningskilden på 100 m; dog max. i en afstand som svarer til et års grundvandstransport på den pågældende lokalitet (jf "Vejledning om oprydning af forurenede lokaliteter", udkast fra Miljøstyrelsen 1997). Da porevandets og dermed eventuelle forureningskomponenters opholdstid i umættet zone ofte er betydeligt mere end et år, kan nedbrydningen i umættet zone for mange forureningskomponenter være betydeligt større end nedbrydningen i mættet zone. Det er derfor af stor betydning, at der udvikles metoder, som giver mulighed for, at der også kan regnes med, og dokumenteres, nedbrydning i den umættede zone.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]