[ Forside ] [ Indhold ] [ Forrige ] [ Næste ] [ Bund ]

Tilskud til miljøaktiviteter i Øst- og Centraleuropa

2. Kommentar

af formanden for Den rådgivende Komité fhv. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer

Den danske miljøstøtte til østlandene begyndte med vedtagelsen af loven af 1991, og siden har der været en stigende politisk interesse i at udvide indsatsen. Der er i perioden 1991-96 givet tilsagn for 1,2 mia. kr. til en lang række projekter, der har omfattet investeringer, som kan skønnes at andrage ca. 5 mia. kr.

Den rådgivende Komité har ikke ansvaret for bevillingen af støtte til enkelte projekter, men har ansvaret for at deltage i drøftelsen af de principielle retningslinier for støtten.

I den offentlige debat fremhæves det ofte, at det er nødvendigt at koordinere støtten mellem de forskellige organer, der yder bidrag. Her må man imidlertid være klar over, at den danske bistand - uanset, at den forekommer betydelig - er ganske lille sammenlignet med den samlede støtte, som gives til østlandene. Der er tale om nogle få procent, og det vil være for uoverkommeligt, hvis der skulle nedsættes administrative grupper, hvis opgave er at koordinere Danmarks bistand med andre landes. Derimod er der en betydelig opgave i at sikre, at den støtte, der ydes, kommer østeuropæiske virksomheder til gode, som virkelig er i stand til at forvalte beløbene på en effektiv måde.

Komitéen føler sig overbevist om, at administrationen af støtten foregår på en sådan betryggende måde. Der foretages i øvrigt en omfattende vurdering af indsatsen på dette område.

Det er yderligere en væsentlig opgave, at dansk erhvervsliv får en klar forestilling om, hvad der kan ydes støtte til, og de af komitéens medlemmer, som repræsenterer de forskellige erhvervs interesser, har da også som opgave at formidle en sådan information.

Endelig er det en væsentlig opgave at få modtagerlandene til at opstille konsistente og gennemarbejdede prioriteringslister, således at det bliver modtagerne i første række, der er ansvarlige for, hvorledes støtten skal kanaliseres.

I den henseende er der gjort fremskridt, selv om der er meget tilbage at ønske.

I særdeleshed må man forvente, at de krav, der stilles fra Den europæiske Unions side for medlemskab af Unionen, vil være med til at fremkalde et sådant gennemarbejdet prioriteringssystem.

 

[ Forside ] [ Indhold ] [ Forrige ] [ Næste ] [ Top]