[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Organiske restprodukter i industrien

Sammenfatning

Nærværende rapport er opfølgningen til første del af et projekt om genanvendelse af restprodukter fra industrien i Danmark.

Kildesorteret organisk affald omfatter ifølge ISAG (informations System for Affald og Genanvendelse) affald indsamlet fra husholdninger, institutioner eller private virksomheder med henblik på oparbejdning til dyrefoder, kompostering eller bioforgasning. Dog er organisk affald/restprodukter defineret som »homogene biprodukter« undtaget fra de kommunale anvisningsordninger (for yderligere uddybning henvises til første del). Organisk affald/restprodukter, opgjort efter potentielle mængder og vurderet med henblik på genanvendelsen under dette projekt, er således delvist omfattet af ISAG.

Formålet med anden del af projektet er at sætte fokus på organisk affald fra industrien i Danmark og give erhvervsvirksomheder idéer til:

Hvordan affaldsmængderne kan reduceres
Hvordan industrien kan mindske miljøbelastningen fra affaldet
Hvordan værdistofferne i affaldet/restprodukterne kan udnyttes i relation til 4 anvendelseskategorier

Første rapport opgjorde de potentielle mængder organiske restprodukter fra den danske industri og genanvendelsen af restprodukterne blev kategoriseret efter anvendelse.

De 4 benyttede anvendelseskategorier var:
I. Råvaresubstituerende anvendelse
II. Anvendelse til biogasproduktion med efterfølgende spredning på landbrugsjord
III. Spredning på landbrugsjord
IV. Forbrænding og deponering

I indeværende rapport uddybes de erfaringer, der er indsamlet fra industrien, om genanvendelsen af de i Danmark producerede organiske restprodukter.

Eksempler gives på videre forarbejdning af organiske restprodukter til nye produkter. Organiske restprodukter, der oparbejdes til for eksempel raffinerede konsumvarer eller kosmetik, er karakteriseret ved, at de produceres i store mængder. Rester vil derfor ofte udgøre en del af den oparbejdende/raffinerende virksomheds primærprodukt. Baggrunden herfor er, at der ofte kræves store procesanlæg og dermed store anlægsudgifter. I visse tilfælde startes produktionen tillige op efter store udviklingsomkostninger.

Råvaresubstituerende anvendelse i form af anvendelse som dyrefoder findes der store erfaringer med i både landbruget og industrien.

Karakteristika ved restprodukter, der kan anvendes som dyrefodersubstitution, er bl.a.:

at energiindholdet er højt,
at restproduktet er koncentreret og let fordøjeligt,
at forarbejdningen af restprodukterne før genanvendelsen er beskeden – dermed haves minimale anlægsudgifter.

Endelig er udviklingsomkostningerne minimale, idet traditionen i landbruget har været, at landmændene, ofte på slump, har prøvet sig frem og har dermed anvendt de organiske restprodukter som et supplement til dyrefoderet.

Biogasproduktion kan anvendes til at nedsætte de organiske restprodukters indhold af kulstof (COD). Skal virksomheder have en rentabel biogasproduktion kræves det normalt, at det organiske restprodukt består af delvist opløst organisk stof, som ved bioforgasningen reduceres, hvorved udledningen af COD med spildevandet mindskes.

Organiske restprodukter, der afsættes til f.eks. gyllebaserede biogasfællesanlæg, er karakteriseret ved, at der er tale om mindre restproduktfraktioner, eventuelt fejlproduktioner, som normalt har et meget højt energiindhold. Erfaringerne er normalt, at der fra denne type af organiske restprodukter produceres mere end 25 Nm 3 gas pr. ton restprodukt.

Potentialet for anvendelse af restprodukter på landbrugsjord defineres af indholdet af næringsstoffer og ud fra næringsstoffernes tilgængelighed for planterne. Desuden er parametre som spredbarhed og ensartethed vigtige, idet restprodukterne skal indpasses i landmandens gødningsplaner. Relativt stort dokumentationsarbejde til bestemmelse af indholdet af tungmetaller og andre miljøfremmede stoffer i forbindelse med anvendelsen af organiske restprodukter til jordbrugsformål bevirker, at sandsynligvis kun store restfraktioner berettiger de økonomiske omkostninger, der er forbundet med dokumentationsarbejdet.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]