[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion - Årsberetning 1997

1. Indledning

Kemikalieinspektionen har i 1997 fastlagt en strategi for tilsynet i de kommende 5 år. Et af hovedelementerne er at prioritere tilsynet indenfor områder, som har særlig betydning for befolkningssundheden og for miljøet; områder, hvor de danske regler er anderledes end reglerne i de andre EU-lande; områder, hvor Danmark har indgået samarbejdsaftaler om tilsynet med det øvrige EU samt områder, hvor reglerne ofte overtrædes.

Eksempler på sådanne områder er bekæmpelsesmidler; klassificering og mærkning af kemiske produkter; afgivelse af nikkel fra smykker og metalgenstande i tøj; afgivelse af nitrosaminer fra flaske- og narresutter; anmeldelse af nye stoffer samt reglerne om kosmetik og legetøj.

Denne prioritering afspejler sig i inspektionens kampagner i 1997, hvor inspektionen har gennemført kampagner indenfor samtlige ovenstående områder.

Et andet element i Kemikalieinspektionens Strategi- og Handlingsplan er hvert år de kommende 5 år at gøre status på to områder, hvor reglerne har været i kraft i længere tid uden større ændringer. Statusopgørelserne anvendes til at fastlægge det fremtidige tilsynsbehov. Inspektionen har i 1997 gjort status vedr. gifte i varmesystemer og kontrol med omgang m.v. med visse stoffer og produkter med indhold af stoffer, der kan anvendes som veterinærmedicinske præparater.

Kemikalieinspektionen har i 1997 modtaget 224 indberetninger, hvilket er knap en fordobling i forhold til 1996 og fire gange så mange som i 1995.

Der har i 1997 været stor opmærksomhed om legetøjs eventuelle indhold og afgivelse af farlige stoffer, bl.a. affødt af Miljøstyrelsens anbefaling af tilbagetrækning af tre bideringe med høj afgivelse af phthalater. Særskilt rapport om analysen af bideringene er udgivet (1)[1]. Debatten om plastlegetøjs indhold af phthalater har ført til, at Danmark vil søge legetøjsreglerne strammet.

Kemikalieinspektionen nedlagde i august 1997 forbud mod markedsføring af en række ulovlige kosmetiske produkter af mærket Skin Cap på grund af indholdet af steroidhormonet clobetasol propionat. Produkterne var allerede blevet forbudt i Østrig i 1996, men på grund af en beklagelig fejl blev denne oplysning aldrig sagsbehandlet i Miljøstyrelsen.

I lyset af dette har Kemikalieinspektionen udarbejdet en redegørelse om fremtidig kontrol af kosmetikområdet (2). Sagsbehandlingsproceduren er strammet op i overensstemmelse hermed.

Kemikalieinspektionen blev i 1997 opmærksom på et omfattende ulovligt salg af giftige, blyholdige porcelænsfarver i pulverform. Inspektionen nedlagde forbud mod det ulovlige salg og tillod samtidig salget af brugsfærdige porcelænsfarver. Da salg af brugsfærdige kunstnerfarver ikke kræver en politipåtegnet rekvisition, udsendte inspektionen en vejledning om den konkrete problemstilling til samtlige landets politimestre.

I mange af de øvrige EU-lande blev der i perioden 1996-1997 godkendt en ny type svampemidler, de såkaldte strobiluriner. Idet bekæmpelsesmidlerne ikke var godkendte i Danmark, måtte de ikke importeres, sælges og anvendes her i landet i 1997. For at skærpe kontrollen ved importen af disse ulovlige svampemidler opfordrede inspektionen grænsetoldregionerne mod Tyskland og Sverige til at være særlig opmærksom på dette. Grænsekontrollen ved Padborg standsede således en landmand med 180 liter ulovlige bekæmpelsesmidler.

1. Nummeret henviser til listen over publikationer (bilag 1).
 

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]