[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

 

Karakterisering af affald

4. Affaldskarakteriseringsdata fra andre kilder

4.1 Affaldsforbrændingsslagger
4.2 Slam fra spildevandsrensningsanlæg

Indenfor rammerne af projektet har det, som det fremgår af afsnit 3, kun været muligt at undersøge et begrænset udvalg af affaldstyper. Da det er ønskeligt at få tilvejebragt så bredt et erfaringsmateriale som muligt om så mange affaldstyper som muligt, skal de eksperimentelt tilvejebragte data i dette afsnit suppleres med tilsvarende data for yderligere to affaldstyper, affaldsforbrændingsslagger og spildevandsslam. Disse data er tilvejebragt i forbindelse med undersøgelser, som VKI i andre sammenhænge har udført for bl.a. Miljøstyrelsen.

4.1 Affaldsforbrændingsslagger

I Bilag 7 er vist en række data for sammensætning af og stofudvaskning fra affaldsforbrændingsslagger. Slaggerne stammer fra 8 danske affaldsforbrændingsanlæg, og de blev fra 7 af anlæggene udtaget som et stort antal delprøver (30-42) fra slaggetransportbånd/rysterende over en periode på 7 dage i 1991 (Ludvigsen & Hjelmar, 1992). Én af prøverne blev udtaget som en stikprøve fra slaggegraven på Vestforbrænding i 1993. Efter fraskillelse af materiale > 45 mm og ferromagnetisk materiale samt lufttørring, neddeling og nedknusning er slaggeprøverne på VKI blevet analyseret og underkastet diverse udvaskningstests.

Følgende undersøgelsesresultater er blevet medtaget i Bilag 7:

Totalanalyser for en række indholdsstoffer samt glødetab, pH og alkalinitet.
Analyser for en række sporelementer efter partiel oplukning med HNO3 i henhold til DS 259.
Resultater af tilgængelighedtests
Resultater af totrins-batchudvaskningstest (akkumuleret udvaskning for L/S = 10 l/kg).

De ovennævnte undersøgelsesresultater er angivet som gennemsnitsværdier, medianværdier og variationsinterval for de parametre, som er undersøgt. For bestemmelserne af glødetab, TOC og partikulært kulstof er analyseresultaterne for ugegennemsnitsprøverne fra de enkelte forbrændingsanlæg dog medtaget. Resultaterne i Bilag 7 samt yderligere en række udvaskningsdata for forbrændingsslagger, kulflyveaske og bundaske fra kulfyrede kraftværker findes i Hjelmar et al. (1996).

4.2 Slam fra spildevandsrensningsanlæg

I forbindelse med gennemførelse af en undersøgelse af spildevandsslams egenskaber i relation til dets anvendelse til jordbrugsmæssige formål, er der udtaget og undersøgt slamprøver fra en lang række danske spildevandsrensningsanlæg (Kristensen et al., 1996).

Nogle af resultaterne fra denne undersøgelse er vist i Bilag 8. Der er resultater af analysering af spildevandsslam fra 13 rensningsanlæg for glødetab, NVOC, AOX, total-P og total-N samt en lang række sporelementer. Det skal bemærkes, at der er tale om partielle analyser foretaget ved AAS efter oplukning med salpetersyre (DS 259). Udover analyserne for de enkelte spildenvandsrensningsanlæg er der for hver parameter beregnet en vægtet middelværdi, hvor resultaterne for de enkelte anlæg er vægtet i forhold til slamproduktionens størrelse.

I Bilag 8 ses desuden resultater af en éttrins-batchudvaskningstest, hvor slamprøverne fra de enkelte anlæg er udvasket med demineraliseret vand ved L/S = 10 l/kg efter en procedure, som nogenlunde svarer til den i prEN 12457, Procedure 2 angivne (CEN, 1996). Det skal dog bemærkes, at eluatet ikke blev adskilt fra faststoffasen ved filtrering, men kun ved centrifugering, og de analyserede eluatfraktioner indeholdt derfor noget suspenderet stof (se Bilag 8). Desværre blev der ikke målt pH på de fraskilte eluater.

Resultaterne er angivet som mg/kg TS og er derfor, med forbehold for den manglende filtrering, sammenlignelige med af de totrins-batchudvaskningstests, som er udført i dette projekt, når disse angives som akkumulerede udvaskede mænger ved L/S = 10 l/kg.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]