Vandmiljø-98

Miljøtilstanden i de åbne havområder samt status for det øvrige vandmiljøs tilstand i 1997

Indholdsfortegnelse

Forord
1. Indledning
1.1 Vandmiljøplanens mål og midler
1.2 Overvågningsprogrammets indhold
1.3 Vand og vejr i 1997

2. Næringsstoftilførsler til det danske vandmiljø i 1997
2.1 Punktkilder
2.1.1 Renseanlæg
2.1.2 Særskilte industriudledninger
2.1.3 Regnvandsbetingede udløb
2.1.4 Spredt bebyggelse
2.1.5 Ferskvandsdambrug
2.1.6 Saltvandsbaseret fiskeopdræt
2.2 Udvikling i udledning 1989-1997
2.3 Offshoreaktiviteter
2.4 Landbrug
2.4.1 Nationale handlingsprogrammer og Nitratdirektivet
2.4.2 Vandmiljøplan II
2.4.3 Nitratdirektivet
2.4.4 Resultater fra landovervågningsprogrammet
2.4.5 Opbevaring og udbringning af husdyrgødning
2.4.6 Udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning
2.4.7 Fosforoverskud på landbrugsarealer
2.4.8 Modelberegninger af N-udvaskning i landovervågningsoplandene
2.4.9 Indikatorer for udviklingen i markbidraget
2.4.10 Udviklingen i markbidrag og gårdbidrag
2.5 Atmosfæren
2.6 Samlede stoftilførsler til vand miljøet i 1997
2.6.1 Stoftilførsler til de ferske vandområder
2.6.2 Stoftilførsler til haver

3. Miljøtilstanden i havet omkring Danmark
3.1 Anvendelsen af de åbne farvande og administrative forhold
3.1.1 Generelle administrative forhold
3.2 Inddeling og beskrivelse af de åbne farvande
3.3 Generel beskrivelse af fysiske, kemiske og biologiske forhold og årsagssammenhænge i havet
3.3.1 Hydrografiske forhold
3.3.2 Vandkemi
3.3.3 Planteplankton: Sammensætning, fordeling og produktion
3.3.4 Bundplanter
3.3.5 Bunddyr: Sammensætning og fordeling
3.3.6 Iltsvind
3.4 Miljøtilstanden i de danske kyst og havområder
3.4.1 Koncentrationer af næringsstoffer, tungmetaller og miljøfremmede stoffer i 1997
3.4.2 Biologiske forhold og iltsvind
3.4.3 Samlet status for 1997
3.4.4 Tilstand i forhold til målsætning
3.4.5. Udvikling i de åbne farvandes miljøtilstand 1989-1997
3.5 Perspektiver og udviklingsscenarier
3.5.1 Tilstandsændringer som følge af ændringer i næringsstoftilførslerne
3.5.2 Effekter af øvrige aktiviteter på havet

4. Tilstanden i det øvrige vandmiljø
4.1 Grundvand
4.1.1 Nitrat og fosfor
4.1.2 Uorganiske sporstoffer
4.1.3 Organiske mikroforureninger
4.1.4 Vandmiljøplanens effekt på grundvandet
4.2 De ferske vande
4.2.1 Vandløbenes miljøtilstand
4.3 Miljøtilstanden i overvågningssøerne
4.3.1 Resultater fra det øvrige tilsyn.
4.3.2 Vandmiljøplanens effekter på vandløb og søer
4.4 Fjorde og lukkede kystområder
4.4.1 Hydrografiske forhold
4.4.2 Vandkemi
4.4.3 Biologiske Forhold
4.4.4 Iltsvind
4.4.5 Vandmiljøplanens effekter

5. Status og konklusioner
5.1 Grundvand
5.2 De ferske vande
5.3 Fjorde og lukkede kystområder
5.4 De åbne farvande
5.4.1 Status for miljøet i Vesterhavet
5.4.2 Status for miljøet i Kattegat
5.4.3 Status for miljøet i Bælthavet og Femer Bælt
5.4.4 Status for den vestlige Østersø
5.5 Punktkilder
5.6 Dyrkede arealer
5.7 Atmosfæren
5.8 Perspektiver
5.9 Konklusion

Litteraturfortegnelse

A. Bilag 1
B. Bilag 2
C. Bilag 3
D. Bilag 4

Iltsvind og døde fjorde, algesuppe i søerne og udtørrede vandløb samt nitrat og sprøjtegifte i grundvand og drikkevand. Der er mange eksempler på, at vandmiljøet i Danmark har problemer. Vandmiljøplanen er en del af den indsats, der bliver gjort for at sikre rent vand i fremtiden.

Forhistorien
En meget stor del af problemerne i vandmiljøet skyldes for store tilførsler af næringsstoffer. Der er derfor politisk taget en række initiativer til at reducere tabet af kvælstof og fosfor til vandmiljøet.

I NPo-handlingsplanen fra 1986 blev landbrugets kvælstofudledninger til vandmiljøet vurderet til 260.000 ton N/år. Heraf var de 60.000 ton N et gårdbidrag, som omfattede direkte udledninger fra bl.a. oplagring af husdyrgødning, mens de 200.000 ton N omfattede markbidraget via udvaskning og overfladisk afstrømning. Efterfølgende er gårdbidraget blevet vurderet til 30.000 ton N og markbidraget til 230.000 ton N.

Vandmiljøplanens tilblivelse og mål
I 1987 vedtog Folketinget "Handlingsplan mod forurening af det danske vandmiljø med næringssalte" - i daglig tale Vandmiljøplanen. Målet med Vandmiljøplanen er at nedbringe de samlede udledninger til vandmiljøet af kvælstof og fosfor fra landbrug, kommunale renseanlæg og særskilte industriudledninger fra et niveau på henholdsvis 290.000 og 15.000 ton ved planens vedtagelse til 145.000 ton kvælstof og 3.000 ton fosfor. Målsætningen svarer til 50% reduktion af kvælstofudledningerne og 80% reduktion for fosfors vedkommende.

Vandmiljøplanens midler
Midlerne til opnåelse af de vedtagne reduktionskrav omfattede blandt andet krav til rensning af spildevand, opbevaring og udbringning af husdyrgødning mv. I tilknytning til disse krav indeholder planen tilkendegivelser om en generel nedbringelse af stoftilførsler fra ferskvandsdambrug og havbrug samt begrænsning af kvælstofudledningerne til atmosfæren. Vandmiljøplanen er baseret på en udbygning af renseanlæg, anvendelsen af bedste tilgængelige teknologi i industrien og at landbruget frivilligt og gennem godt landmandsskab skulle nedbringe tabene af næringsstoffer til vandmiljøet.

Nye tiltag
I Handlingsplanen for en bæredygtig udvikling i landbruget fra 1991 blev målsætningen i Vandmiljøplanen fastholdt, idet tidspunktet for målopfyldelsen dog blev ændret til år 2000. Det blev endvidere antaget, at de 27.000 ton fra gårdbidraget var elimineret som følge af allerede realiserede tiltag. Vandmiljøplanens mål vurderedes herefter at kunne nås ved en reduktion af markbidraget på 100.000 ton.

Landbrugets udledninger til vandmiljøet har siden været behandlet ved Folketingets forespørgselsdebat den 21. marts 1996. Her blev der vedtaget en præcisering af de allerede vedtagne regler om gødnings- og sædskifteplaner, der skulle forbedre gødningsanvendelsen.

Vandmiljøplan II
Den 17. februar 1998 blev der indgået en aftale om Vandmiljøplan II (VMP II) mellem regeringen og en række af Folketingets partier.

Baggrunden for vedtagelsen af planen er mål om:

Forudsætningen for, at den generelle tilstand i vandmiljøet forbedres i overensstemmelse med nationale og internationale målsætninger, er en realisering af Vandmiljøplanens reduktionsmål. Det vil alt andet lige føre til markante og varige forbedringer i fjorde og andre kystområder, der tilføres næringsstoffer via vandløb eller fra direkte udledninger. Med planen er det endvidere målet at sætte en koordineret og helhedsorienteret beskyttelse af grundvandsressourcerne i værk, der blandt andet indebærer en særlig beskyttelsesindsats i nitratfølsomme indvindingsområder.

Aftalen bygger på, at den hidtidige indsats (VMP I) ved fuld effekt vil sikre en reduktion på ca. 63.000 ton, hvoraf knap halvdelen allerede er opnået. VMP II udgør således de initiativer, der skal til, for at opnå de ca. 37.000 ton, der mangler i at nå målet om en reduktion i udvaskningen med 100.000 ton.

VMP II hviler på tre grundpiller:

Formål
Det overordnede formål med overvågningsprogrammet er at eftervise effekten af de reguleringer og investeringer, der er konsekvensen af de foranstaltninger, der fremgår af beretningen om Vandmiljøplanen. Gennem en systematisk indsamling af data opgøres næringsstofbelastninger fra forskellige kilder til grundvand, vandløb, søer og havområderne, og der foretages en vurdering af vandkvaliteten og udviklingen heraf i de forskellige dele af vandets kredsløb. Overvågningsprogrammet vil selvsagt også medvirke til at eftervise effekterne af yderligere tiltag for at forbedre vandmiljøet, herunder opfyldelse af målsætningerne i amternes planer for vandområderne. Overvågningsprogrammet har været i drift siden 1989. Indholdet af programmet for perioden 1989-1992 er beskrevet i Miljøprojekt nr. 115 (Miljøstyrelsen, 1989). Indholdet af det program, der gjaldt for perioden 1993-1997, er beskrevet i Redegørelse fra Miljøstyrelsen nr. 2, 1993 (Miljøstyrelsen, 1993). En samlet beskrivelse af programmet gældende fra 1998-2003 er endnu ikke publiceret. Overvågningsprogrammet er et supplement til amternes øvrige tilsyn, hvorfor data fra dette tilsyn bliver inddraget og anvendt i forbindelse med de årlige rapporteringer. I år er temaet for rapporteringen de åbne farvandes miljøtilstand

Grundvand
Formålet med grundvandsovervågningen er 1) at følge udviklingen i grundvandsressourcens kvalitet og udnyttelse, 2) at belyse grundvandets indhold af næringssalte og andre stoffer, naturlige såvel som forureningsskabte i forskellige typer grundvandsmagasiner, 3) at følge udviklingen i grundvandskvaliteten fra de overfladenære til de dybere magasiner, dels med tiden og dels som en funktion af menneskeskabte indgreb i form af forurening og vandindvinding, og derved bidrage til at sikre grundvandet i en mængde og af en kvalitet, der er egnet til produktion af drikkevand, og overholder de til enhver tid gældende kvalitetskrav. Grundvand var tema for rapporteringen i 1995.

Vandløb og kilder
Overvågningen af vandløb og kildebække er hovedsageligt rettet mod at følge udviklingen i næringsstoftransport og økologiske forhold i danske vandløb og følge effekter af ændringer i belastningen med næringsstoffer, samt at opnå en bedre viden om vandkvaliteten i vandløbene og herunder opgøre mængden af kvælstof, fosfor og organisk stof, der tilføres de danske farvande via vandløb.

Søer
Overvågningsprogrammet omfatter undersøgelse af i alt 37 søer, der med hensyn til miljøtilstand og søtype er repræsentative for hele landet. Formålet med søovervågningen er at vurdere søernes næringsstoftilførsel og miljøtilstand samt følge udviklingen, og at øge vores viden om søers reaktion på ændret næringsstoftilførsel. Det ferske vandmiljø var temaet for rapporteringen i 1996.

Havmiljøet
Formålet med overvågningen af de danske farvande er at følge udviklingen i den fysiske, kemiske og biologiske tilstand og opnå øget viden om, i hvilken grad og hvordan tilstanden er påvirket af næringsstofbelastningen, samt hvordan tilstanden udvikler sig som følge af ændringer i næringsstofbelastningen. Miljøtilstanden i de danske fjorde var temaet for rapporteringen i 1996.

Punktkilder
Formålet med overvågningsprogrammet for punktkilder er at opgøre udledningen af mængder og koncentrationer af næringsstoffer til vandmiljøet. I Vandmiljøplanens overvågningsprogram omfatter punktkilder følgende hovedområder: Kommunale renseanlæg, særskilte industriudledninger, spredt bebyggelse, regnvandsbetingede udløb, ferskvandsdambrug og saltvandsbaseret fiskeopdræt. Udledningerne fra punktkilder var tema for rapporteringen i 1994 (se bl.a. Punktkilder 1993 - Orientering nr. 8 fra Miljøstyrelsen, Miljøstyrelsen, 1994 og Vandmiljø-94, Redegørelse fra Miljøstyrelsen nr. 2, 1994).

Landovervågning
Formålet med Landovervågningen er at belyse udviklingen i landbrugets bidrag til vandforureningen, herunder sammenhænge mellem driftsforhold i landbruget og næringsstoftabet til omgivelserne og at belyse reduktionen af mængden af næringsstoffer i vandet fra det forlader rodzonen til det når ud i vandløbene.

Nedfald fra atmosfæren
Atmosfære-overvågningen finder sted med det formål at bestemme den atmosfæriske tilførsel og dens regionale variation samt at følge udviklingen i den atmosfæriske kvælstoftilførsel.

Nedbør
1997 var et tørt år med en nedbørsmængde udtrykt som årsmiddel på i alt 596 mm, hvilket er 116 mm under normalgennemsnittet for perioden 1961-90. Specielt på Sjælland var 1997 et tørt år.

Afstrømning
Afstrømningen i vandløbene var på 106 mm eller 8.976 mill. m3 i 1997. Det svarer til 63 % af normalen. Årsagen til den lille afstrømning var den ringe nedbørsmængde. Til sammenligning blev afstrømningen i 1994, som var den største registrerede nogensinde, opgjort til 455 mm eller 19.588 mill. m3.

Lufttemperatur og solindstråling
Årsmiddeltemperaturen var 8,3 ° C i 1997, altså noget højere end normalen for perioden 1961-1990 på 7,7 ° C. Solindstrålingen var i 1997 på 43.517 MJ/m2. Dette er ca. 5% højere end i de foregående år.

Der tilføres næringsstoffer til vandmiljøet fra en række forskellige kilder. I dette kapitel redegøres for tilførslerne fra punktkilder, udsivning fra landbrugsområder og via atmosfæren.

2.1 Punktkilder

Under Vandmiljøplanens overvågningsprogram omfatter betegnelsen punktkilder:

Udledning til de ferske vande

Figur 2.1
Graf over procentuel fordeling af kvælstof (Tot-N), fosfor (Tot-P) og organisk stof (BI5) fra punktkilder til de ferske vande i 1997.

Udledning direkte til havet

Figur 2.2
Graf over procentuel fordeling af udledning af kvælstof (Tot-N), fosfor (Tot-P) og organisk stof (BI₅) fra punktkilder direkte til havet i 1997.

Samlet udledning fra punktkilder

2.1.1 Renseanlæg

Amtsvis fordeling af renseanlæg > 30 PE.

Vandmiljøplanen indeholdt en beslutning om, at anlæg over 15.000 PE skulle rense spildevandet for kvælstof ned til 8 mg/l, fosfor til 1,5 mg/l og organisk stof til 15 mg BI5/l. Anlæg mellem 5.000 og 15.000 PE skulle rense spildevandet for fosfor ned til 1,5 mg/l. I 1997 var 275 anlæg omfattet af Vandmiljøplanens krav. Afløbskvaliteten fra disse anlæg er afgørende for den samlede udledning, idet der behandles 89 % af den samlede spildevandsmængde på disse anlæg.

I 1997 blev der tilledt en forureningsmængde til renseanlæggene svarende til 8,2 millioner PE. 86 % af spildevandet blev underkastet både mekanisk-biologisk rensning og rensning for kvælstof og fosfor.

I forhold til de sidste års opgørelser sker der til stadighed en reduktion i de samlede udledninger fra renseanlæg.

Udledning fordelt på farvandsområder
Tabel 2.1

Udledninger fra renseanlæg i 1997 fordelt efter oplande.

Vandmiljøplanens overvågningsprogram for særskilte industriudledninger omfatter alle virksomheder med udledninger større end 30 PE. I 1997 omfattede overvågningsprogrammet 101 udledninger. Hovedparten af udledningerne sker direkte til farvandsområderne. Industrielle punktkilder hvorfra spildevandet udsprøjtes på skov- eller landbrugsarealer er ikke indeholdt i opgørelsen.

Udledninger fordelt på farvandsområder
Tabel 2.2
Udledninger fra særskilte industrikilder i 1997 fordelt efter oplande

2.1.3 Regnvandsbetingede udløb

Kloaksystemerne
Det samlede kloakerede areal i Danmark udgør 240.700 hektar, hvoraf 71.600 hektar er befæstet. Omkring halvdelen af det befæstede areal er fællessystemer, hvor regnvand og spildevand ledes gennem de samme kloakker. Under kraftige regnskyl kan systemet overbelastes og gennem indbyggede overløbsbygværker, ledes en blanding af spildevand og regnvand ud til vandmiljøet. I 1997 var der 5.207 overløbsbygværker. Den anden halvdel af det befæstede areal har separatkloakering, hvor spildevand og regnvand bortledes gennem to separate kloaksystemer. Der var i alt 8.950 separate udløb i 1997.

Udledningerne fordelt på farvandsområder
Tabel 2.3
Udledninger fra separate udløb og overløbsbygværker i 1997 fordelt efter oplande

2.1.4 Spredt bebyggelse

Den spredte bebyggelse omfatter enkeltliggende ejendomme, landsbyer, sommerhus- og kolonihaveområder samt andre spildevandsafledninger, der kan sammenlignes med husspildevand. Opgørelsen omfatter en spildevandsbelastning til og med 30 PE. Ved opgørelsen af belastningen er der taget udgangspunkt i de 348.600 ejendomme, der i 1997 var ukloakerede. Disse ejendomme fordelte sig med 107.300 i sommerhusområder, 9.200 i kolonihaveområder, 204.500 ejendomme i spredte bebyggelser og 27.600 i landsbyer.

Rensemetoder
Af ejendommene i den spredte bebyggelse har 52 % nedsivning, 3 % har samletank, mens de resterende 45 % er registreret med en rensemetode, der resulterer i en efterfølgende udledning til vandområder. Udledninger til farvandsområderne fra den spredte bebyggelse, er beregnet som den tilførelse der sker indirekte via vandløb. Der er ikke sket væsentlige ændringer i udledningen til vandområder i forhold til sidste års opgørelse.

Udledninger fordelt på farvandsområder
Tabel 2.4
Udledninger fra spredt bebyggelse til farvandsområder i 1997 fordelt efter oplande

I 1997 var der 433 dambrug i drift. Disse dambrug anvendte 31.131 ton foder som resulterede i en produktion på 31.957 ton fisk. Udledninger til farvandsområderne fra dambrugene, er beregnet som den tilførelse der sker indirekte via vandløb.

Tabel 2.5
Beregnede udledninger fra ferskvandsdambrug 1997 fordelt efter oplande

2.1.6 Saltvandsbaseret fiskeopdræt

Saltvandsbaseret fiskeopdræt er i Danmark koncentreret om opdræt af regnbueørreder i havbrug eller i saltvandsdambrug. I 1997 var der 26 havbrug og 15 saltvandsdambrug, der udnyttede deres driftstilladelse. Havbrugene brugte i 1997 ca. 5.000 ton foder, og producerede ca. 4.000 ton fisk. Saltvandsdambrugene brugte ca. 2.200 ton foder, hvilket resulterede i en produktion på ca. 1.800 ton fisk.

Beregnede tab fordelt på havområder
Tabel 2.6
Beregnede tab af kvælstof fra saltvandsbaseret fiskeopdræt i 1997

Det samlede tab af næringsstoffer til havmiljøet fra saltvandsbaseret fiskeopdræt er faldet i forhold til sidste år, hvilket primært skyldes et fald i produktionen.

2.2 Udvikling i udledningen 1989-1997

Vandmiljøplanens overvågningsprogram blev startet i 1989 for at følge udviklingen i udledningen af fosfor, kvælstof og organisk stof. Med vedtagelsen af Vandmiljøplanen blev der opstillet mål for udledningerne fra renseanlæg og særskilt industri.

Målene er opnået
De mål, for reduktion af udledningerne, der blev opstillet med Vandmiljøplanen, er opnået for såvel renseanlæg som særskilt industri.

Udledningen af kvælstof
Udledningen af kvælstof fra punktkilder er samlet faldet med 64 % fra 1989 til 1997. Det er hovedsageligt renseanlæg og særskilte industriudledninger der bidrager til reduktionen i udledningen. Udledningen af kvælstof fra renseanlæg er faldet med 73 % fra 1989 til 1997, mens udledningen fra særskilte industrier er faldet med 65 %. For dambrug og saltvandsbaseret fiskeopdræt er udledningen af kvælstof faldet med hhv. 45 % og 17 % fra 1989 til 1997.

Figur 2.3
Graf over samlet udledning fra punktkilder af kvælstof 1989 til 1997.

Udledning af fosfor
Den samlede udledning af fosfor fra punktkilder er faldet med 79 % i perioden fra 1989 til 1997. Størstedelen af faldet i fosforudledningen skyldes reducerede udledninger for særskilt industri og renseanlæg. Udledningen fra renseanlæg er faldet med 85 % fra 1989 til 1997, mens udledningen for særskilt industri er faldet med 88 %. Der er også et fald i udledningen af fosfor fra spredt bebyggelse og dambrug med hhv. 41 % og 58 %.

Figur 2.4
Graf over samlet udledning fra punktkilder af fosfor1989 til 1997.

Udledningen af organisk stof
Udledningen af organisk stof er reduceret med 73 % i perioden fra 1989 til 1997. Den største reduktion i udledning af organisk stof er sket på renseanlæggene, hvor den samlede udledning er faldet med 91 % fra 1989 til 1997. For den særskilte industri er reduktionen i den tilsvarende periode på 74 %

2.3 Offshoreaktiviteter

Offshoreaktiviteter er ikke omfattet af Vandmiljøplanens overvågningsprogram, men er medtaget for fuldstændighedens skyld.

Offshoreindustriens aktiviteter i forbindelse med efterforskning, indvinding, behandling og transport af olie, kondensat og gas fører til udledninger i havet, emissioner til luft og anden bortskaffelse af en række stoffer og materialer.

De væsentligste kilder til udledning i havet af stoffer og materialer fra offshoreanlæg udgøres af:

Operatørerne i den danske del af Nordsøen indrapporterer årligt estimater over de bortskaffede mængder af stoffer og materialer fra sådanne aktiviteter til Miljøstyrelsen.

Af nedenstående figur 2.5 fremgår udviklingen i udledningen af olie til havet fra kilderne spild, oliebaseret boremudder (OBM) og produktionsvand i perioden 1986-1997:

Figur 2.5
Graf over udledning af olie til havet fra kilderne spild, oliebaseret boremudder (OBM) og produktionsvand i perioden 1986-1997. Tabellen omfatter ikke tal for spild i årene 1986, 1987, 1988 og 1993.

Af figuren fremgår, at der årligt udledes en variabel mængde olie i forbindelse med spild. OBM udgjorde i 1980’erne den største kilde til oliefourening fra offshoreaktiviteter. Efter 1990 skete der et kraftigt fald i den totale udledning af olie til havet, hovedsageligt som følge af, at operatørerne fra og med 1991 undlod at anvende oliebaseret borevæske i forbindelse med boringer.

Imidlertid er der op gennem 1990’erne sket en stigning i udledningen af olie til havet via produktionsvand, hvilket skyldes den generelle stigning i mængden af produktionsvand. Væksten i produktionvandsmængden skal dels ses som et resultat af den øgede produktion i perioden dels som en effekt af den generelle ældning af de eksisterende olie-og gasfelter.

I 1997 udgjorde den samlede anvendte og estimerede udledte mængde stoffer og materialer fra den danske offshoreindustri henholdsvis 50.345 ton og 25.124 ton. Dvs. ca. halvdelen af de stoffer og materialer som blev anvendt i forbindelse med offshoreindustriens aktiviteter estimeres udledt direkte til havet. De resterende mængder er bortskaffet på anden vis, eksempelvis ved ilandbringning eller som opblandede kemikalier i den producerede olie, der via rør eller skibe transporteres bort. Endvidere vil en vis mængde stoffer og materialer tilbageholdes i undergrunden i forbindelse med de udførte operationer.

2.4 Landbrug

Udledningen af kvælstof (N) fra de dyrkede arealer har været genstand for regulering gennem en årrække. Den målsatte udledning omfatter punktkilder, dvs. udsivning af næringsstoffer fra stalde og gødningslagre mv., det såkaldte gårdbidrag samt diffuse kilder, dvs. udvaskning af hovedsageligt nitrat fra de dyrkede arealer, det såkaldte markbidrag. Målet er at reducere gårdbidraget på 30.000 ton N årligt til et praktisk minimum, medens markbidraget skal reduceres med 100.000 ton N årligt fra 230.000 til 130.000 ton N årligt. Også internationalt er punktkilder og diffuse N-tab fra landbruget reguleret, hvilket først og fremmest sker via et EU-direktiv "Nitratdirektivet", som alle EU-medlemslande er forpligtet til at gennemføre i nationale love og reguleringer. Desuden er der i regi af OSPAR- og HELCOM- havkonventionerne vedtaget, at reducere næringsstofudledningen til henholdsvis Nordsøen og Østersøen med 50 %. I forbindelse hermed er der vedtaget mere detaljerede rekommandationer på landbrugsområdet, der anbefaler en række foranstaltninger til reduktion af landbrugets N-udledning.

Ammoniakfordampningen fra landbruget udgør imidlertid også et tab af en betydelig størrelse og har dermed tillige en betydelig miljøeffekt. Denne udledning til atmosfæren har ikke tidligere været målsat, men Folketinget har i forbindelse med en supplerende vandmiljøplan bestilt en redegørelse om ammoniakfordampning fra landbruget til brug for udarbejdelse af en handlingsplan på området. Desuden skal der udarbejdes en EU forsuringsstrategi, hvor reduktion af ammoniakfordampning fra de europæiske landbrug indgår som et vigtigt element.

Endeligt er det vigtige næringsstof fosfor, ligesom det er tilfældet med ammoniak, ikke selvstændigt reguleret indenfor landbruget, men indirekte som følge af kvælstofreguleringen.

2.4.1 Nationale handlingsprogrammer og Nitratdirektivet.

I 1998 blev der føjet endnu en handlingsplan til rækken af planer med det formål, at reducere udledningen af N fra dansk landbrug til det målsatte niveau. Denne handlingsplan benævnes Vandmiljøplan II eller "VMP II".

Blandt rækken af planer på området hører:

På trods af disse handlingsplaner er det ikke lykkedes at reducere N-udledningen som forudsat i Vandmiljøplanen af 1987. Imidlertid skete der i efteråret 1997 to ting, der satte skub i en fornyet debat om landbrugets N-udledning. For det første blev der konstateret omfattende iltsvind i flere danske fjorde. Det mest alvorlige iltsvind fandt sted i Mariager Fjord, hvilket affødte omfattende mediedækning og følgende politiske tilkendegivelser om en forstærket indsats for beskyttelse af vandmiljøet. For det andet modtog Danmark en såkaldt åbningsskrivelse fra EU-Kommissionen i forbindelse med den danske gennemførelse af Nitratdirektivet, hvilket er første skridt i en retssag mod Danmark for ikke at gennemføre direktivet korrekt.

Resultatet af disse begivenheder mundede ud i en politisk aftale "Aftale vedrørende Vandmiljøplan II" af 17. februar 1998 og den nævnte Vandmiljøplan II af 1998. Aftalen blev indgået på basis af en redegørelse udarbejdet af Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Jordbrugsforskning "Vandmiljøplan II - faglig vurdering".

2.4.2 Vandmiljøplan II.

VMPII tager udgangspunkt i, at der med VMPI og øvrige planer kan opnås en potentiel reduktion på ca. 63.000 ton N årligt ud af den påkrævede reduktion af markbidraget på 100.000 ton årligt. VMPII omfatter dermed ikke gårdbidraget.

Med VMPII indførtes en skærpelse af den eksisterende regulering for så vidt angår kontrollen med gødnings- og sædskifteplanerne og kravene til udnyttelse af husdyrgødningens N-indhold. Desuden blev der indført principielle nye elementer, dvs. først og fremmest en sænkning af gødskningsniveauet med 10 %, således, at landmændene alene kan tilføre hvad der svarer til 90 % af det økonomisk optimale N-niveau.

Tabel 2.7.
Beregnede potentielle reduktioner som følge af de vigtigste tiltag i medfør af VMPI m.fl. og VMPII.

2.4.3 Nitratdirektivet.

Et hovedformål med "Aftale vedrørende VMP II" af 17. Februar 1998 er, at sikre "et afgørende led i Danmarks implementering af EU’s Nitratdirektiv". Dette direktiv har til formål

Formålet skal opfyldes gennem udarbejdelse af handlingsprogrammer for de områder, der under direktivet er udpeget som sårbare zoner. Idet hele det danske territorium er udpeget som et sårbart område skal handlingsprogrammerne gælde for hele det danske landbrugsareal.

Den centrale foranstaltning, der skal medtages i handlingsprogrammerne, omfatter regler for anvendelse af handels- og husdyrgødning. Denne anvendelse skal baseres på en ligevægt mellem på den ene side afgrødernes forventede N-behov og på den anden side kvælstoftilførslen til afgrøden fra jorden og fra gødskning svarende til:

Med henblik på at sikre, at denne balance kan opnås er der fastsat en særlig maksimal grænse for tilførslen af husdyrgødning. Den fastsatte mængde årligt i gennemsnit for en ejendom pr. ha skal være den mængde husdyrgødning som indeholder 170 kg N. Under særlige forhold kan medlemsstaterne i EU dog tillade større tilførsel. I givet fald skal Kommissionen informeres om dette, ligesom der er fastlagt en procedure for godkendelse af højere mængder, som involverer en komite under direktivet og eventuelt ministerrådet. Danmark har informeret om, at Danmark fraviger denne øvre grænse for N-tilførsel med husdyrgødning, således, at der på kvægbrug med 70 % grovfoderareal kan tillades en tilførsel på maksimalt 230 kg N per ha årligt.

Det er værd at notere sig, at direktivets krav til landbrugets gødningsanvendelse er et ganske fornemt krav, idet alle tilførsler tages i betragtning inklusiv N-tilførslen via mineralisering af organisk bundet N i jorden og indholdet af mineralsk N ved vækstperiodens begyndelse.

Danmark gennemfører direktivets centrale krav om balance mellem afgrødernes N-behov og tilførslen af N gennem en omfattende fastlæggelse af de forskellige afgrøders N-behov og en kontrol med N-tilførslen i form af handels- og husdyrgødning via gødnings- og sædskifteplanerne. N-behovet korrigeres desuden for jordens indhold af plantetilgængeligt N via en årlig prognose for dette indhold, som landmændene skal tage hensyn til i gødningsplanlægningen. De anførte N-behov for de forskellige afgrøder er desuden opstillet som en funktion af sædskifte og jordtype, hvilket er en indirekte måde at korrigere N-behovet på i forhold til jordens egenleverance af N via N-mineraliseringen.

Imidlertid var der især to forhold som EU Kommissionen stillede spørgsmål om i åbningsskrivelsen til Danmark. For det første bad Kommissionen om yderligere dokumentation for, at målsætningen om en halvering af N-udledningen ville give en tilfredsstillende miljøtilstand. For det andet ønskede Kommissionen en nærmere redegørelse for, at målsætningen om reduktion af markbidraget med 100.000 ton N årligt kunne nås med de iværksatte reguleringer.

Situationen er nu, at Danmark har svaret på åbningsskrivelsen og har indsendt en fornyet ansøgning om fravigelse fra de 170 kg N på kvægbrug, således, at der kan tillades 230 kg N per ha på disse brug. Danmark afventer nu Kommissionens og Nitratkomiteens stillingtagen til handlingsprogrammet og fravigelsen.

På trods af disse åbne spørgsmål i forhold til den danske gennemførelse hersker der ikke tvivl om, at den danske gennemførelse sammenlignet med de øvrige lande er ganske fornem.

2.4.4 Resultater fra landovervågningsprogrammet.

Landovervågningen under Vandmiljøplanen (VMPI) bidrager til grundlaget for vurderingen af udviklingen i udvaskningen fra de dyrkede arealers rodzone, dvs. markbidraget.

I korthed består programmet af direkte målinger af nitratudvaskning fra ca. 40 stationsmarker i 6 mindre landovervågningsoplande, interviewoplysninger om landbrugspraksis i de 6 oplande samt modelberegninger af udvaskningen i oplandene. Desuden er der knyttet direkte målinger af næringsstoffer i grundvand og vandløb til programmet. Programmet er udførligt beskrevet i rapporten "Landovervågningsoplande 1997" (Grant et al 1998) som Danmarks Miljøundersøgelser udgiver.

2.4.5 Opbevaring og udbringning af husdyrgødning.

Overvågningsprogrammet indsamler oplysninger om praksis for håndtering af husdyrgødning. Vigtige forudsætninger for udnyttelse af husdyrgødningens næringsstoffer er opbevaringskapaciteten og den anvendte udbringningsteknologi samt tidspunktet for udbringningen.

Opbevaringskapacitet
I de 6 landbrugsoplande er kapaciteten udbygget således, at 84 % af alle dyreenheder står på ejendomme med mere end 9 måneders opbevaringskapacitet, medens 99 % står på ejendomme med mere end 6 måneders kapacitet. Gødningsbeholderstatistik for landet som helhed bekræfter, at udbygningen af opbevaringskapacitet nu er gennemført i en sådan grad, at dette forhold ikke længere burde være begrænsende for udnyttelsen af husdyrgødningen (Miljøstyrelsen 1997).

Udbringning af husdyrgødning
Langt hovedparten af husdyrgødningen håndteres som gylle i landovervågningsoplandene, hvilket gødningsbeholderstatistikken på landsplan bekræfter for landet som helhed. Udspredningen af gylle kan ske i form af enten bredspredning, slangeudlægning eller ved direkte nedfældning i jorden. Direkte nedfældning sikrer den største potentielle udnyttelse af gyllens N-indhold, idet ammoniakfordampningen er begrænset til et absolut minimum. Slangeudlægning i en voksende afgrøde, der skærmer for vindafdrift af ammoniak, er desuden en teknik, der kan sikre en høj udnyttelse af N-indholdet. Denne teknik anvendes fortrinsvis til udbringning af gylle i foråret på vintersædsarealer. Den gammeldags bredspredning af gylle kan medføre en forhøjet ammoniakfordampning og en vis grad af svidning af afgrøderne. I forhold til nedfældning giver bredspredning almindeligvis en 10 - 20 % lavere nytteværdi af gyllen. På trods af dette forhold bliver ca. 60 % af gyllen fortsat bredspredt i landovervågningsoplandene, medens blot ca. 10 % bliver nedfældet. Danmarks Miljøundersøgelsers Afd. For Systemanalyse har vurderet de forskellige oplysninger der foreligger på landsplan, og fundet, at ca. 60 % udbringes med slæbeslanger, 40 % bredspredes, medens blot 1 % nedfældes.

Tidspunkt for udbringning
Hovedparten af husdyrgødningen udbringes om foråret, medens i alt 92 % udbringes i forårs eller sommermånederne. Der foreligger ikke nyere undersøgelser over fordelingen på landsplan, men det formodes, at hovedparten udbringes i foråret.

Disse oplysninger om opbevaring og udbringning af husdyrgødning viser, at der fortsat er nærliggende tekniske muligheder for at reducere ammoniakfordampningen i forbindelse med udbringningen af gødningen og dermed at øge udnyttelsen af gødningens N-indhold.

Udviklingen mod håndtering af gødningen som gylle i stedet for ajle og fast gødning, og den øgede udbringning af husdyrgødning om foråret har imidlertid allerede reduceret ammoniakfordampningen fra gødningen i perioden fra første halvdel af 80’erne til i dag.

Reduktion af ammoniakfordampning
Typiske tab af ammoniak fra lagre af fast gødning og ajle er i alt ca. 15 % af gødningens N-indhold, medens tabet fra gylle typisk udgør ca. 2 %. Spredetabet fra fast gødning og ajle ligger i alt på ca. 17 %, medens det typisk udgør ca. 6 % for slangeudlagt gylle i foråret. Den samlede reduktionen forbundet med et skift fra fast gødning og ajle til gylle og medfølgende ændrede udbringningsformer og tidspunkter for udbringning kan derfor meget vel andrage af størrelsesordenen 25% af gødningens N-indhold ab lager. Idet der ikke er sket en fuldstændig omlægning fra ajle og fast gødning til gylle fra begyndelsen af 80’erne til i dag er reduktionen dog ikke fuldt så stor. En nærmere vurdering af den opnåede reduktion bør baseres på opgørelser af håndteringsform samt opbevarings- og spredeteknik, hvilket vil være en opgave i forbindelse med udarbejdelsen af ammoniakhandlingsplanen. Det kan dog anslås at reduktionen er af størrelsesordenen 20.000 ton N årligt.

2.4.6 Udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning.

Udbringningsteknikken og tidspunktet for udbringningen af husdyrgødning og den supplerende handelsgødningsanvendelse er centralt for udnyttelsen af husdyrgødningen i planteproduktionen.

Nyttevirkningen er en tabellagt værdi for hvor meget af husdyrgødningens kvælstof, der kan erstatte handelsgødning, og er netop en funktion af den tekniske udbringningsmetode og tidspunkt for udbringning. I Landovervågningsoplandene er denne tekniske nytteværdi øget med 10 % siden 1990.

Udnyttelsesgraden af husdyrgødning beregnes som (N-behovet minus handelsgødningstilførslen) divideret med husdyrgødningens indhold af total-N, og udtrykkes oftest i %. I samme periode er denne udnyttelse steget fra ca. 35 % til ca. 66 %. Der sker således vigtige fremskridt i udnyttelsen af husdyrgødningen.

2.4.7 Fosforoverskud på landbrugsarealer.

Udover ammoniakfordampningen fra landbruget, som ikke hidtil har været selvstændigt målsat, er der tillige ikke stillet krav til anvendelse af fosfor indenfor landbruget. Der er alene fastsat et indirekte krav via harmonireglerne. Ved fastsættelse af et harmonikrav svarende til f.eks. en tilførsel af 170 kg N per ha med husdyrgødning, jfr. Nitratdirektivet, begrænser dette tillige tilførslen af fosfor med husdyrgødning. Der er imidlertid ikke fastsat nogen øvre grænse for den totale fosfortilførsel med handels- og husdyrgødning.

Det er alene i forbindelse med en samlet anvendelse af affaldsprodukter og husdyrgødning, at tilførslen af fosfor ikke må overstige 30 kg P per ha årligt (efter 1. juli 2000), jfr. Slambekendtgørelsen.

Tilførslen af fosfor med især husdyrgødning, men også handelsgødning, medfører derfor, at der sker en netto-tilførsel af fosfor til landbrugsjorden. Denne tilførsel medfører en ophobning af fosfor i jorden og dermed, at jordens såkaldte fosforstatus øges. Fosforstatus måles i form af et fosfortal, der er et udtryk for mængden af plantetilgængeligt fosfor i jorden og dermed også risikoen for tab af fosfor til vandmiljøet via erosion og udvaskning.

For optimal planteproduktion anbefales fosfortal på 2,0 - 3,5/4,0. I 1997 havde mere end 50 % af de danske jorder et fosfortal over 4,0. De høje fosfortal forekommer især på husdyrbrug, hvor der tilføres de største mængder fosfor.

Jordernes høje fosforstatus har indflydelse på tabet til vandmiljøet og overvågningsprogrammet peger derfor på et behov for at reducere P-tilførslen gennem følgende initiativer:

2.4.8 Modelberegninger af N-udvaskning i landovervågningsoplandene.

Landbrugspraksis for så vidt angår afgrødevalg og gødskning mv. indgår som datagrundlag for beregning af N-udvaskningen fra landovervågningsoplandene. Modellen, som anvendes til de nævnte modelberegninger, er en empirisk model, dvs. en erfaringsbaseret model, hvor kvælstofudvaskningen beregnes som en funktion af tilført gødning (handels- og husdyrgødning), nyttevirkning af husdyrgødning, afstrømningen af vand fra rodzonen, afgrøde samt jordtype, udtrykt som det procentuelle indhold af ler i pløjelaget.

I perioden 1989/90 til 1996/97 viser beregninger med modellen en reduktion af udvaskningen på mellem 23 og 25 % for oplandene som helhed ved normalklima(Tabel 2.9).

Tabel 2.9.
Modelberegnet udvaskning fra rodzonen samt det afstrømningskorrigerede oplandstab af kvælstof (tilførslen til vandløb fra oplandet) ved normalklima. Den vægtede udvaskningsreduktion i procent er 23-25 %.

Det er dog således, at i sandjordsoplande kan vandløbsmålinger ikke på kort sigt give et indtryk af en udvaskningsreduktion fra de dyrkede arealer, idet nitraten hovedsageligt strømmer til dybe grundvands magasiner og ikke direkte til vandløb.

2.4.9 Indikatorer for udviklingen i markbidraget.

Danmarks Jordbrugsforskning har beregnet N-balancen for dansk landbrug i perioden fra 1980/81 til 1996/97 (Arne Kyllingsbæk, pers. komm.). Denne balance beregnes på basis af statistiske oplysninger om bl.a. vareindkøb til sektoren i form af handelsgødning og foderstoffer og varesalg ud af sektoren i form af animalske og vegetabilske produkter.

Af denne balance fremgår, at det samlede N-overskud for dansk landbrug i midten af 80’erne var ca. 500.000 ton N årligt, hvilket er reduceret med ca. 80.000 ton N årligt frem til 1996/97. Det samlede overskud udgør det samlede tab til miljøet i form af nitratudvaskning, ammoniakfordampning, gårdbidrag, gasformige tab via nitrifikation/denitrifikation samt eventuel akkumulering i jordbunden.

I midten af 80’erne blev markbidraget og gårdbidraget vurderet til henholdsvis 230.000 og 30.000 ton N årligt, jfr. VMPI. Ammoniakfordampningen vurderedes til ca. 80.000 ton, medens der ikke forelå nogen indikation af forøgelsen af jordens humuspulje. Det vil sige, at de kendte tabsposter ikke forklarer hele overskuddet, men at der resterer en rest på mere end 100.000 ton N. Dette peger bl.a. på et usikkerhedsmoment ved anvendelse af N-balancer som indikator for udviklingen i landbrugets N-udledning og dermed et behov for nøje at vurdere sikkerheden på de enkelte dele af en samlet N-balanceberegning.

Der knytter sig imidlertid en større præcision til statistikken for handelsgødningsforbruget. Udviklingen i handelsgødningsforbruget bliver dermed den afgørende indikator for vurderingen af udviklingen i markbidraget. Siden midten af 80’erne er forbruget faldet med 110.000 ton N.

En anden forholdsvis sikker beregning er opgørelsen af N-behovet på landsplan. Sikkerheden i denne beregning ligger i, at den er baseret på uafhængige statistiske oplysninger om arealstørrelser med de forskellige afgrøder. Den begrænsede usikkerhed, som ligger i beregningen, knytter sig især til prisforskydninger, som har en vis indflydelse på N-behovet. Når N-behovet imidlertid er vel fastlagt for de forskellige afgrøder fremtræder beregningen meget robust.

N-behovet er derfor først og fremmest en funktion af afgrødefordelingen på det samlede landbrugsareal , brakarealet og i et vist omfang N-prognosen, der fastlægger N-indholdet i jorden ved vækstperiodens begyndelse. En beregning af N-behovet viser, at det er faldet med 56.000 ton N mellem 1985 og 1997.

Det er nu muligt, at vurdere effekten af det betydelige fald i handelsgødningsforbruget i lyset af faldet i N-behovet. Den forbedring af gødningsanvendelsen, som har fundet sted, svarer til nedgangen i handelsgødningsforbruget (110.000 ton) minus nedgangen i N-behovet (56.000 ton), dvs. 54.000 ton N. Det forudsættes, at forøgelsen af den animalske produktion i perioden ikke har ledt til en større husdyrgødningsmængde pga. øget effektivitet i fodringen og dermed mindre N-udskillelse fra dyrene.

I lyset af den nævnte reducerede ammoniakfordampning og et reduceret gårdbidrag er der ikke noget der tyder på en mindre tilførsel af N via husdyrgødning til jorden - snarere tværtimod. Den udvaskningsreduktion, som kan komme på tale, fremkommer derfor som et resultat af en gødningsforbedring på de nævnte 54.000 ton N på arealer i omdrift samt en effekt af braklægningen.

Såfremt forbedringen hovedsageligt skyldes en øget udnyttelse af husdyrgødningen peger dette tillige på, at reduktionen af markbidraget ikke er undervurderet.

2.4.10 Udviklingen i markbidrag og gårdbidrag.

Markbidraget og gårdbidraget er de to betydende målsatte udledninger jfr. Vandmiljøplan I.

Modelberegninger under Landovervågningsprogrammet viser, at markbidraget, som udgjorde 230.000 ton N årligt i 1985, er reduceret gennem årene med i alt ca. 55.000 ton N frem til 1996/97 ved normalklima.

2.5 Atmosfæren

Vandmiljøet modtager ikke alene næringsstoffer gennem udledninger og tab fra dyrkede arealer. En ikke ubetydelig del af tilførslen af kvælstof til havet kommer fra atmosfæren. Dette nedfald af kvælstof har sin oprindelse i både danske og udenlandske kilder. Størrelsen af nedfaldet er baseret på målinger og modelberegninger. Usikkerheden er anslået til at være ca. 40 % i de åbne havområder og ca. 60 % i fjorde, vige og bugter. Usikkerheden på fosfornedfaldet er større.

Kvælstofemmisioner
Kvælstofemissionerne til atmosfæren fra danske kilder omfatter kvælstofilter (NOx) og ammoniak (NH3). Kilderne til kvælstofilter er kraftværker, industri og trafik, medens ammoniak stammer fra landbruget. På grund af røggasrensning på kraftværker og industrier og katalysatorer på biler er der en faldende tendens i udslippene af kvælstofoxider. Der emmiteres årligt omkring 80.000 ton kvælstof i form af kvælstofoxider til atmosfæren fra danske kilder. Emissionen af ammoniak ligger omkring 105.000 ton kvælstof og er i det store og hele uændret for perioden 1989 til 1995

Nedfald af kvælstof fra atmosfæren
De samlede nedfald af næringsstoffer fra atmosfæren til de danske farvande er vist i tabel 2.10. Værdierne er resultater af de seneste beregningsmetoder.

Tabel 2.10
Samlet nedfald af næringsstoffer fordelt på danske farvandsområder. Kvælstofværdier fra:(Frohn et al, 1998).

Målingerne viser generelt et fald i det atmosfæriske nedfald af kvælstof til danske havområder fra 1989 til 1997. Tidsserien er dog stadig for kort til at vurdere om det er statistisk signifikant.

Nedfald af fosfor fra atmosfæren
Depositionen af fosfor til de indre danske farvande er estimeret til cirka 8 kg fosfor/km2 svarende til cirka 280 ton fosfor om året. Dette estimat angiver den øvre grænse for fosfordepositionen. På baggrund af dette vurderes det, at den samlede fosfordeposition til danske havområder maksimalt kan være på 1000 ton årligt

En stor del af fosfornedfaldet stammer sandsynligvis fra biologiske kilder. (Ellermann et al 1997)

Fordeling på kilder
Hvis man betragter de samlede danske havområder, skyldes langt størsteparten af kvælstofnedfaldet udenlandske kilder. Således stammer kun ca 18 % fra Danske kilder (Frohn et al, 1998). I de kystnære dele vil en meget større andel, op til 50 %, være af dansk oprindelse. Det danske bidrag i procent af det samlede bidrag fra danske og udenlandske kilder til de enkelte havområder er vist i tabel 2.11

Tabel 2.11:
Bidrag fra danske kilder i procent af samlet nedfald til danske farvande i 1997.

Ca. 55 % af kvælstofnedfaldet til de åbne danske farvande vurderes at stamme fra landbruget og resten fra afbrænding af fossile brændsler (Frohn et al, 1998). Det svarer til, at ca. 43.000 ton kvælstof kommer fra landbrugsaktiviteter, mens ca. 36.000 ton stammer fra industri, kraftværker og trafik.

Tidsmæssig udvikling
Der er ikke siden 1989 sket nogen signifikant udvikling i det beregnede atmosfæriske nedfald af kvælstof til de danske havområder, som ifølge de nyeste beregninger har ligget på omkring 80.000 t årligt.

2.6 Samlede stoftilførsler til vandmiljøet i 1997

I dette kapitel præsenteres de vigtigste nøgletal for stoftilførslerne til de ferske vande og havet i 1997. I figur 2.6 vises de farvandsområder og tilhørende oplande, hvortil stoftilførslerne bestemmes De detaljerede opgørelser dækker alene tilførslerne af kvælstof, fosfor og organisk stof.

Figur 2.6
Kort over 1. ordens farvandsområder og tilhørende oplande, hvortil stoftilførslerne bestemmes.

Stoftilførsler til havet rapporteres til HELCOM (Kattegat, Bælthavet, Øresund og Østersøen) og OSPARCOM (Nordsøen, Skagerrak og Kattegat)

2.6.1 Stoftilførsler til de ferske vandområder

De samlede udledninger fra punktkilder til ferske vandområder er vist i tabel 2.12. Vandområderne er opdelt efter de havområder, hvortil de afvandes.

Link til Tabel 2.12
Mængderne af udledt kvælstof (Tot-N), fosfor (Tot-P) og organisk stof (BI5) fra punktkilder til de ferske vande i 1997.

Fordeling på kilder
Den relative betydning af de forskellige kildetypers belastning af søer er vist i figur 2.7. For både kvælstof og fosfors vedkommende er tilførslerne fra det åbne land den vigtigste kilde. Disse tilførsler stammer hovedsageligt fra landbruget, men også fra naturlige kilder.

Figur 2.7
Graf over den procentuelle betydning af de forskellige kildetypers belastning af søer (efter:Jensen et al 1998). 

Den relative betydning af de forskellige kildetypers belastning af vandløb er vist i figur 2.8. For kvælstofs vedkommende er tilførslerne fra det åbne land den vigtigste kilde, mens fosfor især stammer fra de forskellige punktkilder.

Figur 2.8
Graf over den procentuelle betydning af de forskellige kildetypers belastning af vandløb(efter: Windolf, et al 1998)

2.6.2 Stoftilførsler til havet

De danske havområder tilføres næringsstoffer gennem direkte spildevandsudledninger, via vandløb og på grund af nedfald fra atmosfæren. Desuden modtager de danske farvande store mængder næringsstoffer med havstrømmene.

Direkte udledninger
Tilførslerne af næringstoffer til de enkelte danske havområder gennem direkte udledninger fra renseanlæg, industriudledninger, regnvandsbetingede udløb spredt bebyggelse og dambrug er vist i tabel 2.13

Link til Tabel 2.13
Mængderne af udledt kvælstof (Tot-N), fosfor (Tot-P) og organisk stof (BI5) fra punktkilder direkte til havet i 1997.

Tilførsler via vandløb
Tilførslerne af næringsstoffer til de enkelte danske havområder fra vandløb i 1997 er vist i tabel 2.14.

Tabel 2.14
Tilførsler af næringsstoffer til havet fra vandløb i 1997.

Samlet opgørelse for stoftilførslerne til 1. ordens farvandsområder
De samlede tilførsler af næringsstoffer og organisk stof til de danske havområder i 1997 er vist i tabel 2.15.

Tabel 2.15
Samlet tilførsel af næringsstoffer og organisk stof til havet fra direkte udledninger, vandløb og atmosfæren i 1997. Alle værdier i ton. 

Den relative betydning af de forskellige kildetyper er vist i figur 2.9.

Figur 2.9
Graf over den procentuelle betydning af de forskellige kildetypers belastning af de indre danske farvande. Landbrugets bidrag til de atmosfæriske tilførsler er inkluderet under søjlerne for landbrug.

For kvælstoffets vedkommende er nedfaldet fra atmosfæren og tilførslerne fra landbruget de mest betydende kilder. Fosfortilførslerne kommer især fra spildevand.

Fordeling på samfundssektorer
Det er muligt at opnå et groft skøn over hvorledes tilførslerne fordeler sig på forskellige samfundsmæssige aktiviteter. En sådan oversigt er vist i tabel 2.16.

Tabel 2.16
Procentvis fordeling af den samlede tilførsel til danske farvande af kvælstof, og fosfor fordelt på sektorer.

3. Miljøtilstanden i havet omkring Danmark

De åbne danske havområder strækker sig fra farvandet omkring Bornholm i øst og til Vadehavet og Nordsøen mod vest. I global sammenhæng udgør de indre danske farvande mundingen af én af verdens største fjorde, Østersøen. Kattegat, Bælthavet og Øresund er relativt lavvandede med de største dybder på omkring 50 m. Både inde i selve Østersøen og i Skagerrak findes dybder på flere hundrede meter. På denne måde danner de indre farvande en tærskel i Østersøens munding. De laveste dele af tærsklen findes ved Drogden i Øresund og i Femer Bælt syd for Gedser. Nordsøen er generelt dybere end de indre farvande, men er dog i forhold til oceanerne et lavvandet havområde.

Overvågningsprogrammet
Formålet med overvågningen af de kystnære farvande og de åbne havområder er:

- at følge udviklingen fortrinsvis i de indre danske farvande i den fysiske, kemiske og biologiske tilstand, og

- at opnå øget viden om, i hvilken grad og hvordan tilstanden er påvirket af næringsstofbelastningen, samt hvordan tilstanden udvikler sig som følge af ændringer i næringsstofbelastningen.

Omfanget af overvågningsprogrammet i de åbne farvande fremgår af tabel 3.1.

Tabel 3.1
Oversigt over overvågningsstationer i de åbne farvande fordelt på farvandsområde og grupper af miljøvariable

Udnyttelsen af de åbne farvandes ressourcer har altid været et væsentligt element i det danske samfundsliv. I dette kapitel vil der kort blive gjort rede for de interesser, der på denne måde knytter sig til de åbne farvande og reguleringen og administrationen heraf. Udnyttelsen og reguleringen af havets fiskeressourcer og skibsfarten vil dog kun blive behandlet summarisk.

Anvendelsen og udnyttelsen af de åbne farvande reguleres af en række love og administrative regler. De overordnede principper i de vigtigste vil blive belyst nedenfor.

Vandområdeplaner
De forskellige former for udnyttelse af havet kan let komme i indbyrdes konflikt, eller i konflikt med lovgivningens krav til et rent miljø. Ifølge planloven er det amterne, der igennem regionplanerne fastlægger miljøkvaliteten og anvendelsen af kystvande og derigennem foretager en afvejning af interesserne. Det er blandt andet lovens formål at sikre, at samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag. Det vil altså sige, at bestemmelsen af miljøkvaliteten i et givet vandområde i høj grad er et politisk spørgsmål.

Danmarks deltagelse i internationalt samarbejde vedrørende havforurening
De vigtigste grænseoverskridende forureningsproblemer set med danske øjne er tilførslen til havet af næringssalte, radioaktive stoffer, olie samt tungmetaller og svært nedbrydelige organiske stoffer (POPer). Danmark deltager i det internationale arbejde vedrørende disse problemer i EU, Nordsøkonferencerne, de regionale havkonventioner (HELCOM , OSPAR og Bonn-Aftalen) og i de globale fora Londonkonventionen og MARPOLkonventionen (IMO). Målet med det internationale arbejde er en væsentlig reduktion eller total udfasning af de ovennævnte forurenende stoffer, og en række væsentlige vedtagelser med henblik herpå er inden for den seneste tid truffet i de forskellige fora, ofte med udspring og inspiration i resultaterne fra 4. Nord- søkonference (Esbjerg 1995).

I forlængelse af tidligere beslutninger om 50 % reduktioner af udledninger af miljøfarlige stoffer (POPer og tungmetaller) samt næringssalte er der på ministermøder i HELCOM og OSPAR i 1998 vedtaget en strategi og målsætning for gennemførelsen af indsatsen i relation til at nedbringe udledninger og diffuse tab af miljøfarlige stoffer til havmiljøet. I målsætningen inddrages Esbjerg-deklarartionens § 17 om kontinuert at reducere udledninger, luftemissioner og diffuse tab af miljøfarlige stoffer med det endelige mål at opnå koncentrationer i havmiljøet nær baggrundsniveauet for naturligt forekommende og nær nul for syntetiske, menneskeskabte stoffer. Det indgår endvidere i strategiernes tidsramme, at man på enhver måde vil stræbe efter at bringe udledningerne til ophør i år 2020.

Endvidere er der i OSPAR vedtaget en målsætning og strategi for eliminering af eutrofiering, forårsaget af menneskelig aktivitet, senest i år 2010, og der blev opnået enighed om den hidtil stærkeste forpligtelse til at reducere belastningen af det marine miljø med radioaktive stoffer med henblik på et stop i år 2020.

For så vidt angår den skibsbaserede forurening - herunder olieforurening - er det nu i IMO besluttet at udpege Nordsøen som Special Area med hensyn til udledning af olie, og der er vedtaget et nyt annex til MARPOL-konventionen vedrørende regulering af luftforurening fra skibe.

I HELCOM blev der i 1998 vedtaget regler om tvungen aflevering af affald fra skibe i havne, og i EU arbejdes der for tiden med et direktiv herom. Nordsø/OSPAR-landene vil samarbejde om et tilsvarende initiativ i IMO.

Endelig er der for så vidt angår offshore-området på ministermødet i OSPAR 1998 vedtaget et generelt forbud mod dumpning og efterladelse på havet af udtjente boreplatforme og vedtaget, at der i de nærmeste år skal udarbejdes en strategi vedrørende udledninger fra offshore-aktiviteter.

Naturbeskyttelsesområde
Målsætningen for de internationale naturbeskyttelsesområder er at sikre og genoprette en gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper, som udpegningen af områderne er baseret på. Danmark udpegede i 1979 efter tiltrædelsen af Ramsar-konventionen 27 Ramsar-områder og efterfølgende i 1983 efter tiltrædelsen af EF-fuglebeskyttelsesdirektivet 111 EF-fuglebeskyttelsesområder. Samtlige Ramsar-områder indgår i deres helhed i de udpegede fuglebeskyttelsesområder. Danmark har efter vedtagelsen af EF-habitatdirektivet fremsendt EU-Kommissionen forslag til udpegning af 194 EF-habitatområder. Ovennævnte 3 områdetyper indgår i 199 internationale naturbeskyttelsesområder, hvoraf 63 er helt eller delvist marine.

Natur- og vildtreservater
Vildtreservater oprettes i medfør af lov om jagt og vildtforvaltning. Formålet er at beskytte og ophjælpe bestande af vildtlevende fugle og pattedyr. Naturreservater oprettes i medfør af naturbeskyttelsesloven. Efter § 51 i denne lov kan der gennemføres fredninger på statsejede arealer og i danske farvande (fiskeriterritoriet). Formålet er blandt andet at beskytte naturen med dens bestande af vilde dyr og planter og deres levesteder. Den 1. september 1998 var der 97 reservater (natur- og vildtreservater) med et samlet areal på 328.496 ha, heraf er 297.987 ha eller næsten 90 % søterritorium. Reservaterne varierer i størrelse. Nogle er ganske små. Vadehavet, der både har status som natur- og vildtreservat, er med sine 124.100 ha, hvoraf ca. 118.580 ha er saltvand/vade/marsk, langt det største reservat i Danmark.

Fiskeri og akvakultur
Danmark hører til blandt verdens betydeligste fiskerinationer. Den danske fiskeflåde lander både fisk til direkte konsum og siden -1950’erne - betydelige mængder fisk til forarbejdning til fiskemel og

-olie (industrifiskeri). Størsteparten af fiskeriet finder sted i de åbne farvande, og ofte fjernt fra Danmark. Fiskeriet sker oftest med redskaber der slæbes efter bådene enten oppe i vandet eller langs bunden. I fjordene og langs kysterne foregår fiskeriet især med faststående redskaber.

I de åbne danske farvande var der i 1997 13 akvakulturanlæg, som producerede ca. 2.300 ton fisk. Driften af havbrug og saltvandsdambrug er miljømæssigt reguleret gennem Miljøministeriets bekendtgørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt (bekendtgørelse nr. 640 af 17. september 1990). Det fremgår af denne bekendtgørelse, at amtsrådet giver det enkelte havbrug eller saltvandsdambrug tilladelse til etablering og drift under en række betingelser. Disse betingelser omfatter blandt andet fastsættelse af:

Klapning
De danske havområder er præget af store sedimenttransporter. Når materiale aflejres i havne eller sejlrender giver det ophav til oprensninger og efterfølgende klapninger. Mængden af materiale der klappes varierer fra år til år. Der klappes årligt 3-8 millioner ton havbundsmateriale i danske farvande. Havnene på Vestkysten og især indsejlingen hertil tegner sig for størsteparten af den årlige klapmængde i normale år. Inden havbundsmateriale kan klappes, skal ansøgeren have opnået en tilladelse fra det relevante amt. En tilladelse vil indeholde en række vilkår om klappladsens placering, tidspunktet for klapningen og mængden af materiale der må bortskaffes. Tilladelsen gives, efter amtet har foretaget en vurdering af alle relevante aspekter - herunder de miljømæssige. I vurderingen indgår desuden udtalelser fra Farvandsvæsenet, Fiskeriministeriet og Skov- og Naturstyrelsen.

Råstofudnyttelse
Indvindingen af råstoffer (sand, grus, sten, skaller) i danske farvande reguleres af råstofloven. Der indvindes årligt mellem ca. 4 og 8 mio. m³. Råstofloven er i 1996 blevet ændret på en række punkter. Ændringen betyder bl.a., at råstofindvindingen fra januar 1997 skal foregå på grundlag af tilladelser til indvinding i afgrænsede områder, hvor der har været foretaget en miljøvurdering. Der er indført en overgangsordning, som omfatter 117 områder i Nordsøen og de indre danske farvande. Overgangsområderne er med få undtagelser, hvor der primært indvindes til lokalforsyning, placeret i de åbne farvande. Foruden i overgangsområderne er der givet tilladelse til indvinding i knap 20 åbentvandsområder. Til stenfiskeri er der udlagt 29 områder i de åbne farvande. Råstofindvindingen i EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder blev forbudt i 1994, idet der dog er etableret en afviklingsordning for ral- og sandsugning i et mindre antal områder primært beliggende i Nissum Bredning i Limfjorden. Skalleindvindingen i Roskilde Fjord blev afviklet med udgangen af 1997.

Olie- og gasindvinding
Produktionen af olie, kondensat og gas i den danske Nordsøsektor stammede i 1997 fra i alt 93 produktionsbrønde fordelt på 11 felter, der grupperer sig omkring produktionscentrene Dan, Gorm, Tyra og Harald. Fra Gorm og Tyra centrene udgår rørledninger, som fører henholdsvis olie/kondensat- og gasproduktionen til Jyllands vestkyst. Den samlede produktion af olie og kondensat udgjorde i 1997 i alt 11,38 mio. ton, svarende til en produktion, der lå ca. 10 % højere end i 1996. Bruttoproduktionen af gas udgjorde i 1997 i alt 9,53 mia. m³ hvoraf 1,84 mia. m³ blev pumpet tilbage i undergrunden med det overordnede formål at øge indvindingen af flydende kulbrinter. Nettogasproduktionen udgjorde således 7,69 mia. m³ i 1997, hvilket svarede til en produktion, der lå ca. 23 % over niveauet i 1996.

Regulering af offshoreindustien tager afsæt i såvel den nationale rammelovgivning på området som implementerer internationale anbefalinger og beslutninger vedtaget i bl.a. OSPAR samt HELCOM havkonventionerne. De nationale regler udgøres af Lov nr. 476 af 30. juni 1993 om beskyttelse af havmiljøet, samt bekendtgørelse nr. 394 af 17. juli 1984 om udledning i havet af stoffer og materialer fra visse havanlæg. De væsentligste internationale beslutninger og anbefalinger på offshoreområdet omfatter:

Den danske miljøregulering på offshoreområdet praktiseres bl.a. ved Miljøstyrelsens udstedelse af enkelt og generelle udledningstilladelser. Tilladelserne bygger hovedsageligt på at sikre en kontinuert og fremadrettet forbedring af miljøforholdene bl.a. i form af krav om anvendelse, udvikling, afprøvning og dokumentation af miljømæssigt set bedre udstyr og kemikalier.

Arkæologi
På den danske havbund findes en lang række kulturlevn dels fra den periode i stenalderen, hvor områderne var tørt land (bopladser), dels fra den mangeårige udnyttelse af havet (forhistoriske og historiske fiskeanlæg, havne- og forsvarsanlæg samt vrag). Alle disse fund er, såfremt de er over 100 år gamle, beskyttet i henhold til Naturbeskyttelseslovens §14. Fundene må hverken fjernes eller ødelægges uden tilladelse fra miljø- og energiministeren.

Skov- og Naturstyrelsen antager, at der findes ca. 20.000 historiske vrag, et lignende antal stenalderbopladser og ca. 5.000 havne- og forsvarsanlæg på den danske havbund. En stor del af disse vil befinde sig i de kystnære områder, hvor det var attraktivt at bosætte sig, både i stenalderen og i historisk tid, let at forsvare sig med relativt simple forsvarssystemer og ofte vanskeligt at besejle.

Udledning af spildevand
Omfanget af spildevandsudledninger er beskrevet i kapitlerne om punktkilder og tilførsler til havområderne.

Fysisk beskrivelse af områderne
Farvandene langs den jyske vestkyst består af den østlige del af Nordsøen og Skagerrak. Betragtet under ét optræder de i redegørelsen som Vesterhavet. På tilsvarende vis omfatter Bælthavet de fire farvandsafsnit Store bælt, Lille bælt, Øresund og Sydlige Bælthav. De danske stræder og sunde er relativt lavvandede områder med de største dybder på omkring 50 meter. Der er langt større dybder inde i Østersøen og i den nordlige del af Kattegat og Skagerrak. På denne måde udgør de indre farvande en tærskel i Østersøens munding.

Der er i tabel 3.2 vist areal og volumen af de forskellige farvandsafsnit.

Type-områder (kyst, bugt, sund, gennemstrømningsfarvand, åbent hav, sedimentationsområder med naturgivent iltsvind)
Ved hjælp af vandets saltholdighed kan det vises, at der fra tid til anden strømmer pulse af Østersøvand gennem Bælthavet. Pulsene har stor betydning for saltholdigheden og indholdet af næringsalte i Bælthavet. Pulsene har også stor betydning for frontbevægelserne i Kattegat.

Bælthavet og Øresund udgør de smalle stræder, hvorigennem alt vandet fra Østersøen passerer. I gennemsnit passerer vandet igennem Øresund, Storebælt og Lillebælt i forholdet 3:7:1. Dette betyder normalt, at navnlig Storebælt er præget af Østersøvandet, mens Lillebælt er mindst præget. Områderne er imidlertid så dynamiske, at der ofte forekommer situationer hvor Øresunds og Lillebælts overfladevand er næsten rent Østersøvand på grund af ringe opblanding.

Figur 3.1
Graf over volumen fordeling (%) som funktion af dybden. Kilde: Modificeret efter Ærtebjerg et al 1998

Kildetyper (vandløb, punktkilder, atmosfærisk nedfald og til- og fraførsler over randene
Miljøtilstanden i havet påvirkes af stoftilførsler fra land, atmosfære og tilstødende havområder. For kvælstoffets vedkommende påvirker kilderne fra land tilstanden langt ude til havs, mens kilderne for fosfors vedkommende kun lokalt har stor betydning. Et eksempel herpå er Øresund, hvor de hydrografiske forhold sammenholdt med de store kilder fra byerne medfører, at de lokale forhold har en helt dominerende betydning.

Der er gjort rede for tilførslerne af kvælstof, fosfor og organisk stof i kapitel 2.

Kilder til tungmetaller og miljøfremmede stoffer
De miljøfremmede stoffer, der ikke nedbrydes hurtigt i miljøet, vil ofte ende i havet. Stofferne tilføres havet via punktkilder og diffus spredning via luften og vandløb. For punktkildernes vedkommende er der dels tale om særskilte udledninger fra store virksomheder, dels om udledninger fra spildevandsanlæg og endelig om udledninger fra marine aktiviteter som skibstrafik, offshore industri og klapning af forurenet havnesediment.

3.3 Generel beskrivelse af fysiske, kemiske og biologiske forhold og årsagssammenhænge i havet

3.3.1 Hydrografiske forhold

Ferskvandsafstrømning
Vandet i oceanerne indeholder ca. 35 psu (promille) salt. Ferskvandsafstrømningen fra land gør saltvandet brakt ved, at det bliver blandet op med ferskvand. Der tilføres årligt i gennemsnit netto 476 km³ ferskvand til Østersøen fordelt på ca. 436 km³ fra vandløb og 224 km³ nedbør, mens der fordamper 184 km³ fra Østersøen. Til Nordsøen tilføres årligt ca. netto 300-350 km³ ferskvand. Østersøens samlede volumen er på ca. 21.600 km³, mens Nordsøens volumen er ca. 94.000 km³.

Lagdeling og saltholdighed
Ferskvand er lettere end saltvand, og det vil derfor altid flyde ovenpå. Vind, vejr og strøm resulterer i, at ferskvandet gradvist blandes op i saltvandet. Østersøen er som en stor flodmunding. På vej ind gennem de indre farvande er saltholdighederne derfor højest mod nord. Saltholdighederne falder gradvist i overfladen fra ca. 22 til 12 psu salt, mens den i bundlaget falder fra ca. 34 til 20 psu (figur 3.2).

I den sydøstlige del af Nordsøen i Tyske Bugt varierer saltholdigheden på grund af ferskvandstilførsler fra de store floder mellem 25 til 31 ‰ . Op langs Vesterhavskysten blandes vandet gradvist op i det mere salte Nordsøvand. Kun lejlighedsvis når vand med lavt saltindhold op forbi Skagen og ind i Kattegat.

I alle de indre farvande, inklusive Kattegat, er der en tydelig årscyklus i saltholdigheden. I december-januar topper saltholdigheden i overfladelaget, mens den er lavest i april-maj måned. Forskellen mellem højeste og laveste værdi er på knapt 10 ‰ salt og skyldes afstrømningen fra land, der i foråret når maksimum.

Saltholdigheden i bundvandet har en opblandingsstyret årscyklus, som er modsat men mindre udtalt end overfladevandets. Det er vægtfyldeforskelle imellem overflade- og bundlaget, som trækker bundvandet ind i de indre farvande. Jo mere overfladevand der strømmer ud, jo mere bundvand vil der blive trukket ind i de indre farvande. Det er atmosfæriske trykforskelle, tidevandskræfter og vinde, som har størst indflydelse på transporten af vand ind i Østersøen.

Fronter
Vandmasser med tydelige forskelle i saltindholdet behøver ikke altid at findes som et tungt bundlag og et let overfladelag. Tidevand, vind eller kraftig strøm kan bøje skillefladen imellem lagene, så de står mere eller mindre lodrette. Fronten mellem lagene er ofte helt tydelig selv for det blotte øje. Satellitfotos har dokumenteret, at fronterne er meget synlige og mere udbredte end almindeligvis antaget.

Figur 3.2.
Graf over snit gennem de danske farvande med middelstrømretninger og årsmiddelværdier af saltindholdet (Kilde: Hansen et al 1991).

Fronterne er ofte kortvarige naturfænomener af nogle dages eller timers varighed. De er ikke stationære. Såfremt eksempelvis vinden aftager eller skifter retning, vil fronten kunne flyttes mange kilometer, men eksisterer dog stadig.

Planktonopblomstringer er velkendte i fronter. Opblomstringen sker primært i det bundvand, som via fronten er kommet op til overfladen og lyset. Indholdet af næringssalte vil som regel være størst i bundvand på grund af remineralisering, idet lageret i overfladelaget hurtigt forbruges af algerne under deres vækst. Under normale forhold med en normal lagdeling er lysforholdene i bundlaget for ringe til at give mulighed for en kraftig planktonalgevækst.

Vand- og stoftransporter (strømningsmønstre og opblanding)
Tilgængeligheden af næringsstofferne for algerne er forskellig. Algerne kan umiddelbart forbruge de næringssalte, der forekommer som uorganiske salte af kvælstof og fosfor, mens de opløste organisk bundne næringsstoffer i form af humusstoffer fra land er svært tilgængelige (Christensen 1996).

Fra de danske landområder tilføres der næringsstoffer fra vandløb og fra punktkilder, som for 90 %’s vedkommende er på en form, som algerne umiddelbart kan udnytte. Tilførslerne fra atmosfæren kan udnyttes fuldt ud.

Det forholder sig anderledes med vandet fra de tilstødende havområder. Der er i Hav90 forskningsprogrammet foretaget en undersøgelse på en enkelt algeart, som viser, at 35-70 % af kvælstoffet og 60-70 % af fosforet, som tilføres med Skagerrakvandet, er tilgængeligt for algevækst. For Østersøvandets vedkommende er tilgængeligheden lavere, idet kun 15-35 % af kvælstoffet og 50 til 65 % af fosforet er tilgængeligt for algevækst (Kaas et al 1994).

Den årlige gennemsnitlige nettotilførsel til Kattegat er på ca. 100.000 ton biologisk tilgængeligt kvælstof, heraf er de landbaserede bidrag af biologisk tilgængeligt kvælstof i størrelsesordenen 50.000 ton. For fosforets vedkommende viser beregningen, at der netto tilføres en tilgængelig mængde fosfor på ca. 5000 ton, heraf er de landbaserede bidrag i størrelsesordenen 1000 ton (Christensen 1996).

Sedimentations- og erosionsområder
Havbundens beskaffenhed viser, hvor der i dag sker en blivende sedimentation af materiale på havbunden, og hvor der sker en erosion. Erosions-områderne er i reglen karakteriserede ved at være prægede af sandede sedimenttyper, mens sedimentationsområderne typisk består af mudder.

Mudderet består af ler, silt samt lidt sand. De øverste centimetre af mudderet er rigt på næringsrige efterladenskaber (detritus) fra de bundlevende dyr, som spiser plante- og dyreplanktonet efterhånden, som det synker ned mod havets bund. Dette lag findes også på de mere sandede erosionsbunde, men føres med havstrømmene hen til sedimentationsområderne, hvor de ophobes. Der vil i sedimentationsområderne blive opbygget en pulje af næringssstoffer, som frigives efterhånden som de bliver mineraliserede.

Hele den østlige og sydøstlige del af havbunden i Kattegat er et sedimentationsområde, svarende til ca. 40 % af det totale areal. For Bælthavets vedkommende er det knapt 40 %, som er beliggende primært i Århus Bugt og Lillebælt området. For Femer Bælt og Vestlige Østersø er det knapt 20 % af arealet, der er et sedimentationsområde, som primært omfatter Mecklenborg Bugt området og Arkona Dybet. Det er de samme områder som hyppigst rammes af iltsvind.

3.3.2 Vandkemi

Landbaserede tilførsler, atmosfærisk deposition, udveksling med omgivende farvande
Økosystemerne i havet omkring Danmark er afhængige af de næringsstoffer, som tilføres fra de omliggende havområder, det omgivende land og fra atmosfæren. Disse udgør de tilførsler udefra. Hertil skal der desuden lægges frigivelse af næringsstoffer, som i tidligere år er blevet opmagasineret i havbunden og som langsomt frigives (se i afsnit 3.3.1 og nedenfor).

Kildeopsplitning på landbaserede og atmosfæriske tilførsler
De enkelte kilders relative betydning for eutrofieringen af de enkelte havområder vurderes ved, at belyse deres størrelse og deres omsætning på vej ud i havmiljøet.

Bidraget fra atmosfæren er markant i sammenligning med de øvrige kilder. I Bælthavet er bidraget på 30 % ud af totalen (figur 3.4). I Nordsøen, Skagerrak og Østersøen er bidraget væsentligt større end 30 %. Nedfaldet fra atmosfæren er jævnt fordelt igennem kalenderåret, i modsætning til bidraget fra land, som topper i vinterperioden. Tilførslerne fra land bidrager dermed i stor udstrækning til opbygningen af vinterpuljen af næringssalte og dermed forårsopblomstringens størrelse (se nedenfor).

Mængdemæssigt betyder tilførslerne fra atmosfæren relativt mest i sommerhalvåret, hvilket hænger sammen med at tilførslerne fra land i denne periode er i bund. Næringsaltene fra de atmosfæriske tilførsler betyder derfor mest i de åbne farvande i sommerperioden. I Bælthavet er bidraget fra atmosfæren i nogle sommermåneder mellem 2-6 gange så stort som tilførslerne fra land.

Figur 3.4
Graf over gennemsnitlig årlig nettotilførsel med kvælstof- (TN) og fosfor (TP) i perioden 1990-96 fra Danmark, Sverige, Tyskland og atmosfæren til henholdsvis Kattegat, Bælthavet og Øresund. (Kilde: Ærtebjerg et al 1998)

Sammenhæng mellem antropogene stoftilførsler og koncentrationer
En vurdering af betydningen af det menneskeskabte bidrag for havets indhold af næringssalte forudsætter, at der er en veldokumenteret relation mellem ferskvandsafstrømningen fra land og indholdet af næringssalte i havet. Endvidere forudsætter regnestykket, at der kan beskrives en baggrundstilstand, hvor den ekstra tilførsel, som stammer fra menneskelig aktivitet, kan trækkes fra den stoftilførsel, som måles aktuelt.

Første del af regnestykket er veldokumenteret. Ferskvandsafstrømningen fra land om vinteren har indflydelse på indholdet af kvælstof i det sydlige Kattegat og i Storebælt (figur 3.5). Når afstrømningen fra land er stor, er indholdet af kvælstofnæringssalte i vinterpuljen også stor. Tilførslen af kvælstof pr. ha i form af handelsgødning og husdyrgødning ab lager har været næsten konstant siden 1980 til i dag. Imidlertid er udnyttelsesgraden af den tilførte gødskning steget med 20-25 % fra 1985 til 1995 (Holten-Andersen et al 1998).

Figur 3.5
Graf over gennemsnitligt indhold af kvælstof i de øverste 10 meter af havet i sydlige Kattegat og Storebælt vist som funktion af ferskvandsafstrømningen til de indre farvande. (Kilde: Christensen 1996)

For den anden del af regnestykket findes der ingen målinger i havet, som kan belyse udgangssituationen. Udgangspunktet sættes normalt til 1950erne, hvor forbruget af gødning på markerne begynder at stige markant. På grundlag af landbrugets statistikker over til- og fraførsler af gødningsstoffer, er der belæg for, at tilførslerne til vandmiljøet er mere end fordoblet siden 1950erne (Statens Planteavlsforsøg, 1995.).

I stedet kan der for Bælthavet beregnes den lokalt betingede næringssaltoverkoncentration. Denne beregnes ved hjælp af en korrelationsanalyse i forhold til opgørelserne over tilførslerne fra land (Ærtebjerg et al 1998). I gennemsnit er niveauet for det menneskeskabte bidrag til kvælstofkoncentrationen i Bælthavets øverste vand på mellem 20-30 mikrogram nitrat+nitrit kvælstof pr. liter, svarende til omtrent 30 % af gennemsnitskoncentrationen (se figur 3.5 og 3.6).

Transport fra land, gennem fjord og kyst til "åbent hav" og tilbageholdelse i kystområder
I planternes vækstsæson sker der en optagelse af næringssaltene fra det øjeblik, de når ud i vandmiljøet. Uden for vækstsæsonen bygges der en pulje af næringssalte op indtil planterne igen påbegynder deres vækst i foråret, når lysforholdene er blevet tilstrækkelige til, at vegetationen kan vokse.

Så snart næringssaltene bygges ind i plantecellerne, påbegynder næringsstofferne et kredsløb, hvorunder de omdannes, frigives og optages. Dette bevirker, at der kan være en betydelig forskel på den oprindelige tilførsel til en fjord eller et kystområde og så dét, der til sidst når ud i det åbne hav.

For kvælstofnæringssaltene gælder det, at en del omdannes til luftformigt kvælstof, som dunster af til atmosfæren, eller det kan deponeres permanent i havbunden.

Det er anderledes for fosfornæringssaltene. En del bindes kortvarigt i havbunden og vil i løbet af sommeren frigøres, så snart der kommer iltmangel i bunden. En stor del ophobes igennem længere tid og frigøres igennem en løbende mineraliseringsproces. Tilførslen af fosfornæringsstof fra land er i dag blevet nedbragt meget. Det er undersøgt i nogle få fjorde, og det har vist sig, at bidraget fra havbundens fosforpulje er større end tilførslerne fra land. I Hav90 undersøgelsesprogrammet er det blevet vurderet, at det i Kertinge Nor vil tage op imod 10 år, inden frigivelsen af fosfor aftager markant (Christensen 1994).

Fjordenes eksport af kvælstof og fosfor
Stoftilbageholdelsen er blevet undersøgt for Ringkøbing og Nissum fjorde, som munder ud i Vesterhavet, Limfjorden, Mariager og Randers Fjord, som munder ud i Kattegat. (Tabel 3.3).

Opholdstiden for vandet i de enkelte fjorde har betydning for omfanget af stoftilbageholdelsen for kvælstof. Normalt vil der være en balance, et forhold mellem tilførsel og eksport. For fosforets vedkommende kan der ses en ubalance som skyldes de seneste års indsats for at rense spildevandet. Puljen i bunden afspejler stadig de tidligere års tilførsler mens tilførslerne fra land er aftaget. Der frigives mængder af fosfor fra bundlaget, således at nettoresultatet kan være en større fraførsel fra fjorden end tilførslen fra land.

Variationen i fosfortransporten er tæt knyttet til omfanget af iltsvind i fjordene. I 1997 måltes der i Mariager Fjord en transport ud af fjorden, som var 3,3 gange så stor som tilførslerne fra land på grund af det voldsomme iltsvind i eftersommeren 1997.

Frigivelse af næringssalte fra havbunden
Når planteplanktonet synker ned mod havets bund opløses cellerne og deres indhold frigives og der sker en mineralisering. Planteplanktonet genanvender næringsstofferne adskillige gange i løbet af en vækstsæson. Kvælstoffet genbruges således op til 7-8 gange inden det bundet i partikler synker til bunden (Fenchel 1992). Derfor er vinterkoncentrationens størrelse af så stor betydning for hele årets produktion. Det betyder også, at atmosfærebidragets betydning om sommeren overvurderes, hvis man ikke tager højde for dette genbrug.

En del af kvælstoffet frigives dels på uorganisk form som ammonium og dels på organisk form som urea. Begge disse kvælstofforbindelser kan optages direkte af planter og alger og bakterier. Fosforen frigives til vandet med det samme eller det bindes til havbunden. Det meste fosfor bindes til jern som er stabilt så længe der er ilt i vandet. Under iltsvind omdannes jernet og fosforen slippes fri igen. En anden væsentligt del af fosforen bindes til kalcium i havbunden som kalciumfosfat, der er en meget stabilt kemisk stof.

I Århus Bugt er det påvist, at den samlede kvælstoftransport fra havbunden til vandet kan dække 30 % af planteplanktonets årlige forbrug (Lomstein og Blackburn 1992). I Århus Bugt dækkede fosfaten fra havbunden 15-20 % af planteplanktonets årlige fosforforbrug (Mortensen et al 1992).

Vinterkoncentrationer
Om vinteren, hvor der er for lidt lys til, at planteplanktonet kan gro, er det muligt at få et skøn over kildernes betydning for størrelsen af vinterkoncentrationerne af næringssalte. Det er tilførslerne fra land, atmosfære og tilstødende havområder, som i vintermånederne bestemmer indholdet af næringssalte i havet.

Figur 3.6
Graf over gennemsnit fra perioden 1985-94 af vinterkoncentrationer af kvælstof og fosfornæringssalte i overfladen af de danske farvande. (Kilde:Christensen 1996)

For både fosfor- og kvælstofnæringssaltenes vedkommende er koncentrationerne størst i de indre farvande og mindst i de tilstødende farvande (figur 3.6). For kvælstoffets vedkommende er indholdet i Kattegat næsten 40 % højere end i Østersøen, mens det er knapt 20 % højere end indholdet i Skagerrak. Tilsvarende gælder for fosfor.

Tungmetaller og miljøskadelige stoffer
Metaller og en række svært nedbrydelige (persistente) organiske forbindelser er som regel kun lidt vandopløselige, og de vil derfor ofte bindes til partikler, bundfældes i havbunden, optages i levende organismer og her evt. opkoncentreres via fødekæderne. I lang tid efter at forbrug og udledning af f.eks. PCB og DDT samt flere metaller - bl.a. kviksølv, kadmium og bly - er blevet nedsat, findes stofferne fortsat i miljøet og kan give anledning til uønskede effekter. De højeste koncentrationer findes oftest i de kystnære områder tæt på menneskelig aktivitet.

Stofnedbrydningen i havmiljøet kan vanskeliggøres af en række faktorer som stoffets kemiske struktur, stoffers binding til partikler, der gør dem utilgængelige for de mikroorganismer, som foretager omsætningen, samt miljøfaktorer som iltsvind, der kan nedsætte nedbrydningshastigheden.

Overvågning
Overvågning af tungmetaller og miljøfremmede stoffer sker ofte ved analyser af sediment og levende organismer frem for analyser i vandfasen. Dette skyldes, at koncentrationerne her ofte er højere og dermed nemmere at bestemme analyseteknisk, og giver et bedre billede af den samlede tilførsel med stoffer over en længere tidshorisont. Viden om koncentration af stoffer i vandlevende organismer giver desuden et fingerpeg om, hvor tilgængelige stofferne er i vandmiljøet.

Effekter
Sværtnedbrydelige stoffer vil ofte udgøre en større trussel mod det marine miljø end letnedbrydelige stoffer, idet de har potentialet til at ophobes til koncentrationer, som kan være kritiske for vandlevende organismer. Effekter af miljøfremmede stoffer kan variere meget og afhænger af stoffernes iboende egenskaber, samt hvilke organismer der udsættes for stofferne. Kemiske stoffers effekter bestemmes ofte i standardiserede forsøg, hvor organismers overlevelse, vækst og reproduktion kan undersøges i forhold til graden af eksponering af et givet stof.

3.3.3 Planteplankton: Sammensætning, fordeling og produktion

Biomasse
Plankton er det liv, som svæver frit omkring i havets vandmasser. Det omfatter alt fra bakterier, encellede planter og dyr til flercellede plantekolonier og flercellede dyr, såsom vandlopper og dafnier og store gopler (vandmænd). Endvidere omfatter det encellede organismer, der kan veksle imellem at være en alge og et dyr. Biomassen er vægten af det levende plankton.

Kobling mellem hydrografi og produktion
Der er en klar sammenhæng mellem hydrografien i farvandene omkring Danmark og planteplanktonets biomasse. Planktonets indhold af klorofyl anvendes som mål for biomassen (se ovenfor). Indholdet af klorofyl er højt i Tyske Bugt og aftager nordpå op igennem Vesterhavet. Indholdet øges igen i Kattegat, stiger yderligere i Bælthavet, for derpå gradvist at klinge af i Arkona Havet, der har samme niveau som Kattegat (figur 3.7).

Figur 3.7
Graf over geografisk variation i indholdet af klorofyl i de danske farvande. (Kilde:Ærtebjerg et al 1998)

Havstrømmene omkring Danmark har betydning for vandets indhold af næringsstoffer. Overfladestrømmen ud af Østersøen består af brakvand, mens understrømmen består af saltvand. Det er som regel i understrømmen at indholdet af næringssalte er størst.

Der har i de senere år været meget fokus på forekomsterne af store opblomstringer af giftige alger i vore farvande. De undersøges mere intenst end almindeligt planteplankton. Miljømyndighederne har derfor langt flere samtidige informationer om de hydrografiske og biologiske forhold, mens masseforekomsterne står på. Det har ofte været muligt at påvise, hvorledes algerne spredes med havstrømmene afhængig af, hvor de befinder sig i forhold til springlaget. Er de over springlaget, føres de i en retning, er de under, føres de i den modsatte retning. Dette mønster var helt tydeligt ved de to masseforekomster af giftige alger, som der er gjort rede for i afsnittet om status for 1997.

Artssammensætning
Saltholdigheden i havvandet har stor betydning ikke bare for udbredelsen af dyr, men også for planteplanktonet. Generelt falder antallet af arter ind igennem de danske farvande på samme måde som saltholdigheden. Endvidere bliver blågrønalgerne hyppigere jo mere brakt havet bliver. Mange af blågrønalgerne danner store kolonier, som vandlopperne og dafnierne har svært ved at æde. De udnyttes i stedet af encellede dyr og bakterieplankton.

Næringssaltbegrænsning
Mængden af næringssalte har afgørende betydning for planteplanktonets vækst. De vigtigste næringssalte er ammonium- og nitratkvælstof samt fosfat-fosfor. De forekommer i varierende mængder. Planktonet siges at være kvælstofbegrænset, hvis det eksempelvis mangler kvælstofnæringssalte. Et tredje vigtigt næringssalt er silikat (-kisel), som navnlig har betydning for kiselalgerne.

Undersøgelser af planktonets vækst i de åbne danske farvande og i fjorde og kystvande har vist, at der er en tæt sammenhæng mellem biomasse og vandets koncentration af kvælstof. Sammenhængen med koncentrationen af fosfor er svagere. Om sommeren kan mængden af kvælstof i vandet alene forklare ca. 60 % af variationen i biomassen i fjorde, mens de resterende 40 % tilskrives forskelle i lysforhold, antallet af blåmuslinger osv. (Sand-Jensen et al 1994).

En undersøgelse af den geografiske variation for perioden 1989-1997 har vist, at kvælstoffet altid var i underskud året rundt i Arkona Havet. I Storebælt, Kattegat og Skagerrak var underskuddet af kvælstofnæringssalte den mest begrænsende faktor, mens underskud af fosfornæringssalte kun i korte perioder var udslagsgivende. Kisel var formentlig begrænsende i perioder for kiselalgernes vækst i Kattegat (Ærtebjerg et al 1998).

Græsning
I lavvandede områder bliver planteplanktonet spist dels af zooplanktonet, dels af dyr, som lever på havbunden.

I de åbne dybe farvande er det især zooplanktonet som spiser af planteplankton og derved virker regulerende for mængden af planteplanktonet. En stor del af planteplanktonets forårsopblomstring synker dog tilbunds inden zooplanktonet kan spise det op, som det er tilfældet om sommeren.

I lavvandede områder, dvs. på dybder mindre end 10-15 meter, findes muslinger og sækdyr, som lever af at filtrere vandmasserne for spiselige partikler. De spiser det hele, både planteplankton og zooplankton. I mange af vore fjorde og kystnære områder er muslingerne særdeles vigtige græssere af planteplanktonet. Det kommer blandt andet til udtryk i sigtdybden, som stiger jo flere filtrerende bunddyr der er, til at spise af planteplanktonet.

Mikrobielt fødenet (remineralisering)
Bakterierne udgør et vigtigt element af planktonet. De omsætter opløst organisk stof og nedbryder materiale på partikelform i vandet. I stærkt eutrofierede områder kan bakteriernes andel af produktionen af organisk stof være betydelig. I den tredje periodiske miljøredegørelse for Østersøen (HELCOM, 1996) anslås, at bakteriernes produktion i kolde områder med stor naturlig tilførsel af organisk stof kan være af samme størrelsesorden som zooplanktonet.

Udsynkning af materiale til havbunden
Den del af planteplanktonet som ikke bliver spist oppe i vandsøjlen vil falde ned på havbunden. I perioder vil en meget stor del af planteplanktonet bundfælde sig. Hvis sedimentationen er særligt kraftig kaldes det undertiden for marint sne. En stor del af forårsopblomstringen, som består af kiselalger vil normalt bundfældes til havbunden. Det samme gælder for efterårsproduktionen af planteplankton. Materialet udgør en væsentlig fødekilde for havbundens dyresamfund.

3.3.4 Bundplanter

Forekomst
Vegetationen på havbunden består i overvejende grad af alger som vokser, hvor der er faste genstande og nogle få frøplanter, som skal kunne rodfæstes i bunden. Vegetationen er kendetegnet ved, at den ved hjælp af fotosynteseprocessen omdanner lys til kemisk energi. Derfor er havbunden kun bevokset ned til den dybde, hvor lysmængden er tilstrækkelig til, at vegetationens fotosyntese kan foregå. I danske farvande er dybdegrænsen for bundvegetationen som oftest 20-25 meter.

Havbundens udseende har stor betydning for forekomsten af bundvegetation. Flade og stenede kyster giver gode fasthæftningsmuligheder for algerne, mens frøplanterne (især ålegræs) vil dominere på lavvandede steder med sand- og mudderbund. En del af bundvegetationen udgøres endvidere af små mikroskopiske encellede alger på havbundens overflade.

Mange steder er forholdene ikke egnede for de fastsiddende alger. Der er få sten langs den jyske vestkyst, som algerne kan hæfte sig fast på. Der er derfor kun meget få alger her, selvom de øvrige betingelser i form af lys og næringsforhold er gode for algevækst. Eksponeringen har stor betydning for forekomsten af bundvegetation. Når den er kraftig som langs Vesterhavet kan der ikke vokse bundplanter.

Saltholdigheden og lyset er de to faktorer, som især har betydning for artsrigdommen af alger (figur 3.8). Faldet i saltholdigheden fra Skagerrak til Østersøen er ledsaget af et fald i artsrigdommen, som er ca. 300 arter i det nordligste Kattegat til ca. 120 arter i den vestlige Østersø. Artsantallet falder med stigende dybde i takt med faldet i lys. (Ærtebjerg et al 1998).

Forekomsten af dyr er en tredje vigtig faktor, som har indflydelse på forekomsten af bundvegetationen. I det sydlige Kattegat og i Bælthavet er der eksempler på, at bundvegetationen til tider er kraftigt påvirket af søpindsvin, som spiser algerne eller gnaver dem over, så de driver væk. Blåmuslinger kan også kolonisere et rev og derved konkurrere med algerne om fasthæftningspladserne (Ærtebjerg et al 1998).

Ålegræssets udbredelse blev grundigt undersøgt omkring år 1900. Dets dybdegrænse var da ca. 11 meter i det klareste vand. Det anslås, at op imod 1/7 af de danske fjorde- og kystvande var dækket af tætte bestande med ålegræs. Ålegræsset har i dag ikke nær samme udbredelse eller dækningsgrad som før. Dybdeudbredelsen i 1990erne har typisk været nedsat til ca. det halve sammenlignet med 1900-tallets på grund af større næringssaltudledning, større planktonproduktion og epifytter og dermed ringere lysforhold.

Figur 3.8 a og b
Graf over saltholdigheden i 15 meters dybde som funktion af afstanden fra det nordligste Kattegat. I det nordligste Kattegat findes den største artsrigdom, efterfulgt af en mellemgruppe i Bælthavet og en gruppe i det vestlige Østersø med færrest antal arter (Kilde: Ærtebjerg et al 1998).

Artssammensætning og rigdom på næringsstoffer
Bundvegetationens artssammensætning og udbredelse ændres ved stigende tilførsel af næringsstoffer. Undersøgelser i Hav90 programmet har vist, at de store og langsomtvoksende vækster med tykke blade såsom ålegræs og de store brunalger (eksempelvis sukkertang) er mest almindelige i områder med ringe eutrofiering. De tyndløvede og hurtigt voksende alger bliver mere udbredte i takt med, at tilførslen af næringsstoffer øges (Borum et al 1994).

Det er lidt forskelligt, hvilke af de næringskrævende alger, der optræder som en slags ukrudt i havet. I Køge Bugt og Øresund er det fortrinsvis trådformede brunalger (slægterne Ectocarpus og Pilayella), mens det primært er masseforekomster af blad- eller trådformede grønalge (slægterne Ulva, Chaetomorpha og Cladophora) i Odense Fjord, Kerteminde Nor, Limfjorden og Roskilde Fjord. I Det sydfynske Øhav forekommer såvel brun- som grønalgerne (Christensen 1996).

Udbredelsen af dette marine "ukrudt" overvåges af miljømyndighederne, da det har stor betydning for den rekreative udnyttelse af fjord- og kystområderne. Det er periodevist også vigtigt for stofomsætningen i områderne. Det udvikler sig typisk fra forsommeren til hen på sommeren, hvorefter det falder hen.

Figur 3.9
Danmarkskort med ålegræssets dybdeudbredelse i år 1900 og i dag. Data er indtegnet fra de områder, der indgår i overvågningsprogrammet) (Ærtebjerg 1998)

Nedsat sigtbarhed i vandet er i reglen resultatet af en øget tilførsel af næringsstoffer. Lysnedtrængningen i vandet falder og dermed også vegetationens dybdeudbredelse, fordi de forøgede mængder af plankton gør vandet mere uklart. Mange af vore fjorde er så lavvandede, at selv små ændringer i dybdeudbredelsen kan bevirke, at store arealer af havbunden kan miste eller igen blive dækket af vegetation.

3.3.5 Bunddyr: Sammensætning og fordeling

Biomasse
Bunddyrene er tilpassede til den lokalitet de lever på. Dette er også baggrunden for, at arterne grupperer sig i nogle karakteristiske samfund. De dominerende dyr er børsteorme, krebsdyr, muslinger, snegle, søstjerner og søpindsvin.

De forskellige dyr har specialiseret sig i deres fødesøgning. Der er tre hovedmåder at tage føde til sig på, henholdsvis ved enten at filtrere vandet for småpartikler, at spise af havbundens indhold af organisk stof eller ved at ernære sig som rovdyr.

Den grundlæggende fødekilde for dyrene på havbunden er planktonet, som bundfældes eller bliver filtreret ud af vandsøjlen. En øget produktion af plankton vil normalt også medføre en forøget biomasse i havbundens dyreliv.

Artssammensætning
I ferskvandsmiljøer er der en veldokumenteret sammenhæng imellem forureningsgraden og sammensætningen af dyrelivet. I havmiljøet er det umuligt at finde nogle få arter som med deres fravær eller forekomst kan karakterisere forureningsgraden i et område.

Der er i Kattegat registreret en stigning i artsantallet, individtætheden og biomassen. Der er kommet flere arter til, som lever af at filtrere føden ud af vandet på bekostning af sedimentædere. Der er også kommet flere kortlivede arter til med en høj forplantningsevne, desuden bliver dyrene ikke mere så store, eller de er afløst af arter, der ikke bliver så store (Hagerman, et al 1996).

Saltholdigheden spiller en stor rolle for dyrenes forekomst i havet. Det er veldokumenteret, at antallet af arter falder med saltholdigheden. Der er mange flere arter i det nordlige Kattegat end i den vestlige Østersø. Der er således omkring 40 forskellige slags bunddyr på 14 favne revet sydøst for Hirsholmene (Larsen 1998). I Arkona Havet er antallet faldet til under det halve (HELCOM, 1990).

Udover tilførslen af føde til bunddyrene, spiller iltforholdene en fundamental rolle for artssammensætningen. Generelt er krebsdyrene de mest sarte, mens muslingerne i den anden ende af spektret er de bedste til at overleve en periode med iltsvind. Lokaliteter med årligt forekommende tilfælde af iltsvind er præget af muslinger og af arter der har hurtig forplantning og stor spredningsevne.

Individantal
I et stabilt økosystem forekommer der næsten altid mange forskellige arter side om side. I modsætning hertil er det ustabile system karakteriseret ved færre arter, som til gengæld forekommer i store antal. Det ustabile system har meget omskiftelige forhold, eksempelvis perioder med iltsvind, perioder med kraftige tilførsler af næringssalte, algeblomstringer mv.

I et eutrofieret system bliver bunddyrene velnærede af den øgede tilførsel af planteplankton, som synker ned på havets bund. Deres forplantningsevne fungerer optimalt under disse vilkår. Det er ikke sært, at deres antal stiger. Til gengæld er der et stort iltforbrug når algerne dør, hvilket giver risiko for iltsvind.

Blåmuslingerne hører til blandt de bunddyr, som har været bedst til at udnytte mængden af føde i vandet. Blåmuslingerne lever på vanddybder ned til 8-10 meter. I eksempelvis Limfjorden er blåmuslingerne så talrige, at de dagligt sigter en vandmængde der er tre gange så stor som Limfjordens.

Et andet dyr, som lever på dybder større end 15 meter, er slangestjernen Amphiura filiformis, som siden 1970erne har ti-doblet sit antal, så det er det altdominerende bunddyr på blødbunden. Den lever nedgravet i havbunden, så kun dens slanke arme stikker op. Armene fungerer både som ben og som sigteapparater, hvormed den sier føden ud af vandet. Slangestjernerne forekommer så talrigt, at hvert eneste cm3 af bundvandet sigtes for spiselige emner.

Antallet af individer indgår derfor altid i overvågningsprogrammerne, idet den tidsmæssige udvikling af individtætheden kan bruges til at vurdere miljøets tilstand.

3.3.6 Iltsvind

Iltsvindshændelser med døde fisk og bunddyr er nok en af de mest synlige effekter af overbelastning af de økologiske systemer. Men også mindre markante effekter gør iltindholdet til en nøgleparameter i overvågningen af havområderne.

Iltbalancer
Ilten i vandet kommer både fra planternes fotosyntese og fra luften. I et område med lagdeling vil vandmassen under springlaget stort set være afskåret fra luftens ilt. Da springlaget samtidigt ofte ligger så dybt, at der er for mørkt til, at der gror planter, er dyrelivet under springlaget afhængig af den iltmængde, der allerede findes i den indelukkede vandmasse. Alt andet lige, vil der altså være mere ilt til rådighed for fjordbundens liv, jo større afstand der er fra fjordbunden og til springlaget. Iltindholdet i vandet varierer i årets løb. Om vinteren hvor vandet er koldt kan det indeholde større mængder ilt. Samtidigt er der på grund af kraftigere vind mere omrøring og dermed lettere adgang til ilten i atmosfæren. Endelig betyder den lave temperatur, at de processer, der kan forbruge ilten, går meget langsomt. Om sommeren er forholdene helt anderledes: Det er varmt og relativt stille. Ovenikøbet er der store mængder let nedbrydeligt algemateriale fra forårets opblomstringer, der kan nedbrydes. Man vil altså se, at iltindholdet er højt i vinterperioden, hvorefter der sker et fald i løbet af sommeren indtil efterårsstormene og kulden igen tilfører ilt til vandet. Iltens tilgængelighed for faunaen afhænger af hvor meget ilt der er i vandet i forhold til hvor meget der kan være. Desuden er der stor forskel på forskellige fisk og bunddyrs tolerance overfor lave iltkoncentrationer. Normalt bruges den tommelfingerregel, at fiskene begynder at søge væk ved omkring 4 mg/l, og at de fleste fisk søger væk ved omkring 2 mg/l. Hvis koncentrationen forbliver under denne koncentration i længere tid vil bunddyrene begynde at dø. I Danmark defineres iltsvind derfor ved mindre end 4 mg ilt pr liter vand. Hvis iltindholdet kommer under 2 mg/l bruges betegnelsen kraftigt iltsvind.

Stofomsætning i sedimentet
En del af det organiske materiale, der tilføres sedimentet, fungerer som føde for de bundlevende dyr. Resten omsættes gennem et indviklet samspil mellem en mængde mikrobielle processer. En del af disse processer kan foregå uden, at der er frit ilt tilstede. Istedet benyttes sulfat eller nitrat som iltningsmiddel. Selv under normale forhold vil der være iltfrit et lille stykke under sedimentoverfladen. Ved nedbrydningsprocesserne bliver det organiske materiales kulstof nedbrudt til kuldioxid, som igen kan optages af planterne. Næringsstoffer bliver ligeledes atter tilgængeligt for planterne.

Effekter af iltsvind
Iltsvind har en lang række uheldige effekter i det marine miljø. De umiddelbart mest synlige er døde fisk og bunddyr, som kan optræde, hvis iltsvindet har været langvarigt og kraftigt nok. Ofte ses det, at fisk i ruser og garn dør allerede tidligt i udviklingen af et iltsvind. Også bundens vegetation kan tage skade af manglende ilt eller forekomsten af svovlbrinte. Der er imidlertid også mere indirekte effekter af iltsvind. Der sker således en dramatisk forøgelse af bundlagets frigivelse af næringssalte under et iltsvind. på denne måde kan der dannes basis for en ny produktion af alger, som således slutter en ond cirkel.

3.4 Miljøtilstanden i de danske kyst og havområder

Status for havets tilstand i 1997 er skrevet på grundlag af amternes vandmiljøplansrapportering, samt Danmarks Miljøundersøgelsers landsdækkende og sammenfattende rapport om miljøtilstanden. Der foreligger udelukkende information om næringssalte, idet tungmetaller og miljøfremmede stoffer først indgår fremover i det reviderede overvågningsprogram NOVA for Vandmiljøplanen, som blev taget i brug januar 1998.

3.4.1 Koncentrationer af næringsstoffer, tungmetaller og miljøfremmede stoffer i 1997

Næringsstoffer
Vinterværdierne for næringssaltene kan anvendes til at sammenligne næringsstofpuljerne i de enkelte år. Om vinteren er algernes vækst minimal, da der er for lidt lys til deres vækst. Puljen af næringssalte bygges derfor op til et maksimum. Usikkerheden på analyserne ville være betydeligt større, hvis den baserede sig på vandprøver indsamlet i sommerhalvåret, når den biologiske aktivitet er i top. Algerne forbruger nemlig ved deres vækst næringssaltene, så niveauerne det meste af tiden er tæt på nul (Christensen 1996).

Det er veldokumenteret, at indholdet af næringssalte i havvandet afhænger af, hvor meget ferskvand der er blandet op i saltvandet. Der må derfor benyttes en normalisering af data, hvorved indholdet korrigeres til en saltholdighed, der er typisk for det område, der ønskes vurderet. Efter normalisering af data kan år-til-år sammenligning af niveauerne foretages, og årets indhold vurderes i forhold til langtidsgennemsnittet.

Analysen omfatter fire områder, nemlig Østersøvand med en saltholdighed på 8 psu, Bælthavsvand i intervallet 10-20 psu, Skagerrak bundvand fra det nordlige Kattegat med en saltholdighed på 34 psu og Vesterhavsvand med en saltholdighed på 34,5 psu.

I 1997 var vinterværdierne for næringssalte lave (figur 3.10). For Nordsøens vedkommende foreligger der ikke informationer. Koncentrationerne af næringssaltene i de indre farvande var i 1997 ikke ekstraordinært påvirkede af store afstrømninger fra land. Derfor antager Miljøstyrelsen, at niveauet i Nordsøen i 1997 har været som i 1996. Det er endvidere karakteristisk, at kvælstofkoncentrationen i Østersøvandet er omtrent det halve af vinterværdierne i Bælthavet og i Kattegats bundvand.

I Bælthavet kan betydningen af det lokale bidrag vurderes. Blandes Kattegat bundvandet som strømmer mod syd, med Østersø overfladevand der strømmer mod nord indtil saltholdigheden i Bælthavet er nået fås en teoretisk beregnet næringssaltkoncentration uden det lokale bidrag. Forskellen mellem det beregnede og faktisk målte indhold af næringssalte i Bælthavet er med andre ord den lokalt betingede overkoncentration (figur 3.10)

Figur 3.10
To Grafer over overkoncentrationen af næringssalte i Bælthavet fra lokale kilder i Bælthavets opland. (Kilde: Ærtebjerg et al 1998).

For 1997 er den lokalt betingede overkoncentration af næringssalte i Bælthavet beregnet til 20 og 4 mikrogram pr liter for henholdsvis kvælstof- og fosfornæringssalte. Det lokalt betingede bidrag i procent udgør mindst 20 % af de målte koncentrationer. Variabiliteten fra år til år er stor. I 1997 er det lokale bidrag af kvælstof næsten som vanligt, mens bidraget til fosfatnæringssaltene er lavere end tidligere.

Metoden til beregning af det lokale bidrag undervurderer betydningen af de lokale kilder. Dette skyldes, at både tilførslen og den interne næringssaltomsætning i sig selv giver høje koncentrationer i vintermånederne samtidig med, at blandingen af vandmasserne hæver indholdet af næringssalte fra det sene efterårsniveau (Ærtebjerg et al 1998).

Tungmetaller
Hidtil er der ikke udført nogen systematisk overvågning af miljøfremmede stoffer i det marine miljø, men kun spredte undersøgelser. Gennem en årrække er tungmetalkoncentrationen i stationære fisk blevet undersøgt i et internationalt overvågningsprogram for Nordsøen og Østersøen, og Århus Amt har i 1998 analyseret isinger fra Århus Bugt for tungmetaller (se tabel 3.4). Samlet viser undersøgelserne, at år til år variationen kan være meget stor, at niveauerne er højere i Øresund og Århus bugt end i Nordsøen for metallerne kadmium, kobber og kviksølv, men lavere for zink samt, at der ikke er nogen entydig nedadgående tendens i koncentrationen i overvågningsperioden. De nævnte stoffer er blevet kraftigt reguleret over de sidste 10 år, og deres fortsatte forekomst skyldes formentlig, at stofferne er ophobet i miljøet i betydelige mængder.

Tabel 3.4
Koncentrationer af tungmetaller fra fladfisk i danske farvande.

I isinger var det kun muligt af bestemme koncentrationen af PCBer, og her var summen af de undersøgte PCB-congener 555 µg/kg dw, hvilket er en faktor 10 over niveauet i isinger fra Nordatlanten.

Der blev fundet PAHer, PCBer, phthalater og nonylphenoler (+ethoxylater) i sedimentet. Indholdet af PAH og nonylphenol (+ethoxylater) i sedimentet fra Århus bugt ligger på niveau med indholdet i Nordsøen og Skagerak. Indholdet af PCB ligger fra 10 til 20 gange højere i sediment fra Århus Amt sammenlignet med sediment fra Nordsøen og Skagerrak.

Koncentrationen af de fundne stoffer ligger under eller på linie med internationale kvalitetskriterier for sedimenter.

3.4.2 Biologiske forhold og iltsvind

De frie vandmassers algeproduktion
I de åbne indre danske farvande dvs. på DMU-stationerne har planteplanktonets produktion pr. arealenhed af organisk stof i foråret og sommerperioden 1997 været lavere end i 1996, mens efterårsproduktionen har været som i 1996. De højeste produktionstal i 1997 er målt i Bælthavets sydlige del, mens de laveste produktioner har været i den nordlige del af Kattegat og i Arkona Havet.

Planteplanktonets biomasse var på samme niveau som i 1996 (figur 3.15). I de foregående år var der en faldende tendens i algernes produktion af organisk stof. Den er fortsat i 1997.

Svagt kondi-tal
Algerne har populært sagt tabt lidt af pusten. Det ses ved hjælp af et særligt produktions-indeks, PPI, som er den målte produktionsevne set i forhold til den potentielt mulige produktionskapacitet. Indekset har været under udvikling igennem de senere år, men vurderes nu at være tilstrækkeligt dokumenteret til, at det kan tages i brug. I sommeren 1997 er PPI-indekset bestemt til 0,1. Det betyder, at algerne kun har produceret med 10 % af deres mulige kapacitet. Det er nærliggende at antage, at algerne har manglet næringssalte (Ærtebjerg et al 1998).

Skadelige alger påvirker havets sundhedstilstand
Der blev i løbet af sommeren 1997 observeret to store masseforekomster af giftige alger i de åbne danske farvande. I det ene tilfælde, som var forårsaget af blågrønalger, blev der meldt om flere tilfælde af ildebefindende hos mennesker, der havde badet i havet i Storstrøms amt på trods af de udsendte advarsler. I det andet tilfælde meldte miljømyndighederne i Lillebælt-området om massedød af bunddyr samt om iltsvind.

I august måned konstaterede miljømyndighederne en masseforekomst af tre forskellige blågrønalger (slægterne Nodularia, Aphanizomenon og Anabaena). Det er den hidtil største masseforekomst af blågrønalger, der til dato er registreret i de åbne danske farvande. Masseforekomsten strakte sig fra Østersøen og langt op i Kattegat. Høje temperaturer og stille vejr dannede baggrunden for, at Østersøvandet med algerne kunne flyde helt op til Læsø før det endelig blev blandet op med saltvand fra nord (Ærtebjerg et al 1998). Dette ses yderst sjældent, idet blågrønalgerne ikke trives godt i havvand med et saltindhold på 10-15 psu og derover.

Den anden masseforekomst omfattede en encellet furealge ved navn Gyrodinium aureolum, der er giftig. Furealgen blev ført ind i de indre farvande fra Skagerrak i løbet af september måned. Forekomsten nåede sit maksimum i slutningen af september. Algen spredtes med bundvandet i sydgående retning til Bælthavet og kom derfor op til overfladen efterhånden som overflade- og underlaget blev blandet sammen. I Lillebælt forekom algen i en periode på det nærmeste i monokultur (figur 3.11). Ved sammenbruddet af masseforekomsten sank algerne til bunds, hvor den forårsagede massedød af havbørsteorme og muslinger. De tre Lillebæltsamter har i en fællesrapport vurderet, at massedøden skyldtes en kombineret effekt af gift fra algen og påfølgende iltsvind, som opstod ved forrådnelsen af de døde furealger (Laursen 1998).

Figur 3.11
Graf over udbredelse af furealgen Gyrodinium aureolum i Lillebælt og farvandet nord for Fyn, 1997 (Kilde: Fyns amt, Sønderjyllands amt og Vejle amt, 1998: Vandmiljøovervågning, Lillebælt 1997 .

Breder ålegræsset og de store alger sig?
I 1997 var dybdegrænsen for ålegræssets hovedudbredelse af samme størrelsesorden, som for perioden 1994-1996. Derimod har miljømyndighederne i Bælthavet og i Øresund mange steder observeret nyspirede ålegræsplanter på større dybder end tidligere. Flere steder har miljømyndighederne også fundet frøplanter, som har overlevet fra 1996 til 1997. Normalt breder ålegræs sig primært ved spirende udløbere.

Status for de fastsiddende alger på stenrevene i 1997 var stort set uændret i forhold til 1996. I den nordlige og mellemste del af Kattegat er dækningsgraden dog blevet større. I kystområderne i Storebælt, Sejerø Bugt og Køge Bugt var der i 1997 færre eutrofieringsbetingede alger (marint "ukrudt") end i tidligere år.

Ingen væsentlige ændringer for bunddyrene
I 1997 var der ikke sket væsentlige ændringer i status for bunddyrene i de åbne farvande. Faunaens sammensætning er influeret af de senere års forøgede tilførsel af føde, samt variation i bundvandets iltforhold. Især i det sydlige Kattegat og i Arkona i den vestlige Østersø var faunaen tydeligt påvirket af periodisk iltsvind (Ærtebjerg et al 1998).

Langs mange af kyststrækningerne er bundfaunaen ustabil med store og uregelmæssige forekomster af enkeltgrupper og med dominans af sedimentædere. Faunaen er talrigt repræsenteret af små 1-2 årige arter, der har hurtig formeringsevne og stor tolerance overfor moderat til høj tilførsel af organisk stof.

1997 har været et godt år for bundfaunaen langs kysterne. Det er andet år i træk, der har været gode forhold for faunaen. Der har i 1997 kun været problemer i det nordlige Lillebælt i september-oktober måned. Her er faunaen gået tilbage, som følge af masseforekomsten af den giftige furealge Gyrodinium (aureolum) samt påfølgende iltsvind (Laursen 1998).

Flere amter melder om fald i individantallene i 1997, som er et tegn på forbedrede forhold. Faldene er dog ikke statistisk set signifikante. Faldene er mest udtalte langs den jyske vesterhavskyst og i Øresund.

Iltindhold i bundvand
Ved iltsvind er iltindholdet mellem 2 og 4 mg ilt pr. liter vand, mens værdien ved et kraftigt iltsvind er mindre end 2 mg ilt pr. liter vand. Et kraftigt iltsvind kan i særligt alvorlige tilfælde føre til frigivelse af den dødbringende svovlbrinte, hvorved alle dyr dræbes (Christensen 1996).

I 1997 er iltindholdet i bundvandet i mange kystområder blevet målt én gang ugentligt i perioden august til oktober. Risikoen for iltsvind er størst i disse måneder. I de åbne farvande er iltindholdet blevet målt én gang månedligt.

Det er velkendt, at iltsvind kan forekomme kortvarigt af nogle få timers varighed. Det har imidlertid ikke den store betydning, idet de fleste bunddyr godt kan tåle iltsvind af kortere varighed. Fiskene kan ofte nå at svømme hen til steder med mere favorable iltforhold. Det er derfor primært de længerevarende tilfælde af iltsvind af flere dages varighed, der påkalder sig miljømyndighedernes interesse.

I de åbne farvande har iltforholdene generelt været gode i sensommeren og efteråret 1997. I modsætning hertil var der i mange fjordområder og i det sydlige Lillebælt kraftigt iltsvind i perioden august til oktober 1997 (figur 3.12).

I august måned var der kraftigt iltsvind i det sydlige Lillebælt, og syd for Møn, mens der var iltsvind i Sejerø Bugt, Femer Bælt, Arkona Havet, langs kysten i det sydlige Kattegat og i den vestlige del af Storebælt.

Vestlig kuling i begyndelsen af september rettede på iltforholdene i bundvandet. Der blev alligevel målt iltsvind ved Sjællands Odde, i Sejerø Bugt, Jammerland Bugt og syd for Møn.

Figur 3.12
Danmarkskort med stationer i de danske farvande inkl. fjordene, hvor der i månederne august-oktober 1997 er målt ilt, og hvor der er observeret iltsvind () eller kraftigt iltsvind () mindst én gang i løbet af månederne. Kilde: Ærtebjerg et al 1998

I oktober måned blev der målt et kortvarigt, men kraftigt iltsvind i den nordlige del af Bælthavet fra Århus Bugt til farvandet nord for Fyn og i den nordlige del af Lillebælt. Der var i de berørte områder store forekomster af en giftig planktonalge og forekomst af døde bunddyr. Miljømyndighederne vurderede, at giften fra algen var årsag til de døde bunddyr (Ærtebjerg et al 1998). Der måltes endvidere et let iltsvind øst for Anholt og i Øresund.

I november måned observerede miljømyndighederne iltsvind i det sydlige Kattegat og i Arkona Havet. Danmarks Miljøundersøgelser vurderede, at iltsvindet havde forbindelse med en forsinket opblanding af bundvand grundet manglende efterårsstorme i 1997.

På trods af de konstaterede iltsvind, har iltindholdet i 1997 med nogle få undtagelser generelt været højere end langtidsmiddelværdien for 1980erne. Dog har værdierne for november været lavere end middelværdien for 1980erne (Ærtebjerg et al 1998).

3.4.3 Samlet status for 1997

Havmiljøet i 1997 har tydeligt været præget af den lave tilførsel af næringssalte fra land og den varme sen-sommer. Dette har medført, at der kun har været få problemer for havmiljøet. Væksten i planteplanktonet og den fastsiddende bundvegetation har været lav. Mest markant er forekomsterne af de to usædvanligt store og udbredte masseforekomster af gifte planktonalger, som gav anledning til problemer for både badegæsterne og bunddyrene.

3.4.4 Tilstand i forhold til målsætning

I de kystnære havområder er det amtsrådene, der gennem regionplaner fastsætter mål for den ønskede miljøkvalitet. De fleste vandområder har en generel målsætning. Det betyder, at der kun kan accepteres en svag menneskelig påvirkning af dyre- og plantelivet, og at vandområdet har en god hygiejnisk kvalitet. Det afhænger af det aktuelle vandområdes karakter, hvilke egenskaber man vælger at fokusere på, når kravene til målsætningen defineres.

Vandområdeplaner

Som baggrund for regionplanen udarbejder amtskommunerne vandområdeplaner. En vandområdeplan består ofte af følgende dele:

Målsætningssystemet opererer med 3 målsætninger:

1. Generel målsætning medfører, at området er upåvirket eller kun lidt påvirket af menneskelige aktiviteter. Der skal være et varieret plante og dyreliv, god hygiejnisk vandkvalitet, gode lysforhold, gode iltforhold og ingen eller kun lav forekomst af giftige stoffer i vand, sediment og organismer. Det forudsættes, at den generelle målsætning anvendes, medmindre særlige forhold gør sig gældende.
   
   
2. I områder, hvor særlige samfundsmæssige interesser i udnyttelsen af et vandområde medfører, at den generelle målsætning ikke kan opfyldes, kan der anvendes en lempet målsætning. Det kan for eksempel være i nærområdet omkring et spildevandsudløb eller i en havn. Det skal anføres hvilken aktivitet, der medfører, at den generelle målsætning ikke kan opfyldes, og på hvilken måde og i hvor høj grad der accepteres en forringelse af miljøkvaliteten.
   
   
3. En skærpet målsætning kan tildeles visse områder, der er særligt sårbare, enten fordi de miljømæssigt er særligt vigtige, eller fordi anvendelsen af området stiller særlige krav til miljøkvaliteten. Badestrande vil for eksempel ofte have en skærpet målsætning. Det betyder ikke nødvendigvis, at miljøkvaliteten i et sådant område skal være bedre end i et område med generel målsætning, men at der skal føres et skærpet tilsyn med om kravene opretholdes.

Målsætningskriterier
For at gøre vurderingen af hvorvidt et givent område opfylder målsætningen så klar som mulig, vil man ofte vælge parametre, der er lette at måle og kvantificere. Samtidigt er det nødvendigt med et kendskab til, hvorledes parametrene varierer i takt med ændringer i miljøtilstanden. Alligevel vil afgørelsen i sidste ende ofte bero på et skøn, hvori en helhedsbetragtning indgår, blandt andet fordi vort kendskab til de mekanismer, der bestemmer udviklingen af de valgte parametre, ikke er fuldstændigt.

I de fleste områder er det tilførsel af næringssalte og organisk stof, der er interessant. Forekomsten af iltsvind er ofte brugt ved en sådan vurdering, dels fordi iltsvind afspejler i hvor høj grad der sker eller er sket tilførsler af næringsstoffer og organisk stof, dels fordi iltsvind har stor betydning for hele det økologiske system.

Også dybdeudbredelsen af vegetationen, der især afhænger af vandets klarhed, opsummerer miljøtilstanden over en længere periode. Sammensætningen og mængden af bundfaunaen bruges også som kriterium. Her er det faunaens afhængighed af gode iltforhold og rigelig føde, der betinger tilstanden. Områder, der er belastede med store tilførsler af næringssalte, vil ofte være karakteriseret ved, at trådalger eller etårige grønalger favoriseres på bekostning af andre vegetationstyper. En forøget forekomst af sådanne organismer er derfor ligeledes ofte et anvendeligt tegn på en uacceptabel tilstand. Endelig er en forhøjet mængde eller produktion af planktonalger et velkendt tegn på næringssalttilførsel.

Status
I tabel 3.5 vises amternes vurdering af den øjeblikkelige tilstand i forhold til målsætningen. I kolonnen "status" angiver et -, at målsætningen ikke vurderes at være opfyldt, et +, betyder at målsætningen vurderes at være opfyldt og et ?, at målsætningen vurderes som værende "truet". Kolonnen "kriterium" indeholder en listning af de parametre, der er inddraget ved vurderingen af tilstanden. Kolonnen "årsager" beskriver de kildetyper, som udfra amternes faglige vurderinger synes at have størst betydning, og hvor det er mest hensigtsmæssigt at sætte yderligere ind. Tabellen behandler hele vandområder. Der kan derfor godt være lokale forhold, som ikke afspejles fuldt ud.

Tabel 3.5
Oversigt over den øjeblikkelige miljøtilstand i forhold til målsætningerne i kystområder.

Målsætningssystemets anvendelighed
Der har længe i amterne og andre steder været et udtalt ønske om at få revideret den eksisterende vejledning om vandområdeplanlægning. Årsagen hertil er især, at den faglige/videnskabelige udvikling har medført, at store dele virker forældet. Problemet ytrer sig ofte ved, at de målsætningsbekrivelser, der udarbejdes på basis af vejledningen langt fra er så operationelle og entydige som ønskeligt. Der er derfor ofte et meget stort element af skøn og dermed uensartethed, når et givet vandområde skal vurderes i forhold til målsætningen. Det er med andre ord vanskeligt at komme fra en given målsætning til en kvalitativ og operationel beskrivelse af, de parametre, der betinger denne og videre igen til en angivelse af hvilke påvirkninger, der kan accepteres.

Vandrammedirektivet
Samtidigt hermed forventes forslaget til EU’s direktiv om rammerne for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedirektivet) vedtaget i løbet af 1999. Med forslaget fastlægges rammer for beskyttelsen af fersk overfladevand, kystvande og grundvand i Fællesskabet, herunder fælles fremgangsmåde samt målsætninger, principper og grundlæggende foranstaltninger. Direktivet vil kræve, at der inden for vandløbssystemoplande iværksættes koordinerede foranstaltninger med henblik på opfyldelse af miljømålsætninger for vandområderne og til sikring af en bæredygtig udnyttelse af vandresurserne. Direktivet skal forebygge yderligere forringelser og fremme kvaliteten af akvatiske økosystemer, og hvad angår vandbehovet også kvaliteten af terrestriske økosystemer.

Direktivet indeholder bestemmelser om planlægning vedrørende forhold med direkte eller indirekte betydning for kvaliteten af vandområderne. Bestemmelserne omhandler i hovedtræk de samme principper og elementer for beskyttelsen af vandmiljøet, som var en del af dansk lovgivning i 1980’erne, men som med ændringen af miljøbeskyttelsesloven i 1992 udgik som formel forpligtelse. Efter bestemmelserne vil planlægningen igen få bindende karakter, og der skal udarbejdes forvaltningsplaner, som skal underkastes offentlig høring.

3.4.5. Udvikling i de åbne farvandes miljøtilstand 1989-1997

Udvikling i næringsrigdom og koncentrationer
Der er en veldokumenteret sammenhæng imellem afstrømningen fra land og koncentrationen af næringssalte i havet. Endvidere er vandets saltholdighed på et givet sted resultatet af, hvor meget ferskvand, der er blevet blandet op i saltvandet.

Danmarks Miljøundersøgelser har udarbejdet et sæt årlige middelværdikurver for koncentrationen af næringssalte siden 1975, som begynder ved 8 og slutter ved 34,5 psu salt. Materialet omfatter mere end 110.000 analyser.

Analysen for perioden siden 1975 viser, at Østersøvandet har haft et ensartet indhold af kvælstof næringssalte, mens fosfat næringssaltene er aftagende i perioderne 1983-88 og igen fra 1990-1997. For Bælthavets vedkommende er år-til-år variationen stor for kvælstofnæringssalte, mens der er et tydeligt fald i indholdet af fosfatnæringssalte i perioden fra 1990 til 1997 (figur 3.13). For bundvandet i det nordlige Kattegats vedkommende har indholdet været konstant. Der er sket et svagt fald i kvælstofnæringssaltene i den østlige Nordsø siden 1986.

Figur 3.13
Danmarkskort med stationer hvor der i januar-februar 1989-97 er observeret signifikant faldende koncentrationer af fosfat og/eller total-fosfor i overfladelaget. (Kilde: Ærtebjerg et al 1998)

Faldet i koncentrationerne af fosfornæringssaltene skyldes sandsynligvis virkningen af den forbedrede spildevandsrensing, der er blevet gennemført i medfør af vandmiljøplanen. Der kan endnu ikke påvises et fald i kvælstofnæringssaltene. Der har i 1996 og 1997 ganske vist været et fald siden 1995, men den undersøgte periode er for kort til at foretage statistisk analyse.

Udviklingen i koncentrationer af tungmetaller og miljøskadelige stoffer
Der eksisterer tidsserier fra 1981 for overvågning af tungmetaller i fladfisk fra danske farvande. Der er ingen tendenser i udviklingen af koncentrationen for tungmetallerne, trods en reduktion i tilførslen. Det skyldes formentlig en ophobning af tungmetaller i miljøet

Udvikling i effekter af ændringer i næringsrigdommen på de frie vandmassers tilstand og produktionsforhold
I de åbne farvande kan miljømyndighederne konstatere et klart fald i planteplanktonets biomasse sommer og efterår i løbet af perioden 1978 til 1997 (figur 3.14).

Amternes overvågningsprogrammer har med få undtagelser tidsserier af tilstrækkelig længde til, at der kan udføres en statistisk analyse. Ud fra en visuel bedømmelse af resultaterne fra de 26 stationer i amterne, ser der dog ud til at være en faldende tendens.

Figur 3.14
Graf over tidsmæssig udvikling i middel biomasser (april-november ) af planteplankton i Ålborg Bugt (st. 409), Anholt (st. 413), Ven (st. 431), Sjællands Odde (st. 925), Halsskov (st. 939), Nordøstlige Kattegat (st. 1001), Arkona (st. 444) og Femer Bælt (st. 952). Kilde: Ærtebjerg et al 1998

Algernes produktion af organisk stof pr. arealenhed er i tidsrummet 1978-1997 gået ned i sommerperioden, undtagen i Nordsøen. Mest tydeligt er udviklingen i Kattegat og i Bælthavet. Derimod er forårsværdierne meget forskellige og der er ingen tidsmæssig udvikling. Efterårsopblomstringen viser heller ingen tydelig udvikling igennem årene.

Faldende kondital
Den tidsmæssige udvikling er blevet undersøgt ved hjælp af korrelationsanalyse for at få belyst betydningen af blandt andet indholdet af næringssalte og algernes fysiologiske tilstand (PPI-indeks). Testen viser, at nedgangen i sommerkoncentrationerne af næringssalte og algernes fysiologiske tilstand har medført en faldende produktion og biomasse. PPI-indekset for sommerperioden er siden midten af 1980erne faldet fra lidt over 0,3 til 0,1 i 1996-1997 (Ærtebjerg et al 1998).

Der er i Hav90 undersøgelsesprogrammet imidlertid stillet spørgsmålstegn ved informationsværdien af sommermålinger af næringssalte. Omsætningen af næringssalte i vandsøjlen er hurtig, samtidig med at indholdet normalt er nær nul (Christensen 1996).

Samlet set er udviklingen under alle omstændigheder udtryk for en klar nedgang i den biologiske aktivitet i de frie vandmasser. De to seneste år har været præget af en lav afstrømning fra land. Da begge år ligger for enden af perioden og har samme fortegn i tendensen, vil de medvirke til at forstærke indtrykket af den observerede udvikling, hvilket ses i de statistiske analyser.

Skadelige algeopblomstringer
Der er i vore farvande i de seneste 30 år registreret skadelige algeopblomstringer næsten hvert år. Det er ca. 20 forskellige alger, som i vore farvande kan danne giftstoffer. De mest almindelige kan fremkalde diarré hos mennesker. Andre, eksempelvis blågrønalger af slægten Nodularia, producerer giftstoffet nodularin, som kan påvirke leveren.

Det er ikke muligt at afgøre, om der er sket en stigning i antallet af skadelige algeopblomstringer. Miljømyndighederne holder alene øje med de skadelige algeopblomstringer efterhånden, som de bliver gjort opmærksom på dem. Opblomstring af alger afhænger blandt andet af tilstedeværelse af næringssalte. Da næringsstoftilførslen er øget kraftigt i løbet af de sidste halvtreds år, antages det at omfanget af algeopblomstringer er øget i samme periode (Ærtebjerg et al 1998).

Udvikling i effekter af ændringer i næringsrigdommen på havbundens sundhedstilstand
Miljømyndighederne har fulgt den tidslige udvikling i algevæksten på stenrevene i de indre åbne farvande siden 1989. I den nordlige og centrale del af Kattegat har algerne bredt sig, således er dækningsgraden steget.

I den sydlige del af Kattegat og i Bælthavet er tilstanden tilsyneladende uforandret igennem perioden. Dykkerobservationer tyder imidlertid på, at der er store mængder af vort almindeligste søpindsvin (Strongylocentrotus droebachiensis) på revene. Det er derfor nærliggende at antage, at det er søpindsvinenes græsning af algerne som ligger til grund for status quo tilstanden. Ved Vejrø og på Schultzs Grund i Bælthavet er der i 1997 optalt mellem 17-50 søpindsvin pr. kvadratmeter på de dybeste dele af revene (Ærtebjerg et al 1998).

Vandet er endnu ikke blevet så klart, at ålegræsset har kunnet tilbagevinde sine tabte arealer på det dybere vand. Dybdeudbredelsen var i reglen omkring det dobbelte i år 1900. De sidste par års lave afstrømninger fra land har tilsyneladende medført forbedrede lysforhold i vandet som har bevirket, at ålegræsset har bredt sig (figur 3.15). Der er observeret mange nyspirede planter udenfor ålegræssets hovedudbredelse. (Ærtebjerg et al 1998).

Undersøgelse af sigtbarheden i vandet viser, at lyset har stor betydning for, hvor dybt ud ålegræsset vokser. Men undersøgelsen peger også på, at andre faktorer er vigtige for ålegræssets forekomst, idet der kan måles lys nok til at ålegræsset burde kunne vokse endnu dybere nede.

Der vokser ofte trådformede alger på ålegræssets blade, hvilket nedsætter den lysmængde, som ålegræsset skal bruge til sin vækst. Dette fedtmøg m.m., er et tilbagevendende fænomen hvert år langs kysterne.

En anden faktor, som kan have en negativ effekt på forekomsten og udviklingen af ålegræs er skrabning efter muslinger. Dette er især aktuelt i eksempelvis Limfjorden, Horsens Fjord og i Vejle Fjord (Ærtebjerg et al 1998).

Figur 3.15
Graf over dybdegrænsen for ålegræs i de danske kystområder i perioden 1989-1997. De sorte søjler viser dybdegrænsen for hovedudbredelsen, mens de grå søjler viser den maksimale dybdegrænse med angivelse af usikkerheden på tallene. Kilde: Ærtebjerg et al 1998).

Bunddyrene reagerer tidsforskudt på afstrømningen fra land
Den tidsmæssige udvikling er analyseret for fire bundfaunastationer, hvorfra der findes lange tidsserier. Det er tydeligt, at antallet af såvel individer som biomassen (ikke vist på figuren når et maksimum i starten af 1980erne og igen i midten af 1990erne (figur 3.16). Der er 3 gange så få dyr i den mellemliggende periode. Set over en 5-10 års periode har der været ændringer i størrelsesordenen 60 %. Der ses samme udvikling på flere af amternes samt svenske stationer i det nordøstlige Kattegat.

Figur 3.16
Fire grafer over tidsserieplots af glidende årsmidler af total individtæthed (kurve), månedsmiddelafstrømning til Øresund i januar-marts (søjler) og årsminimumsværdier af iltkoncentration i bundvandet (fyldte cirkler). Maksimum og minimum af de årlige minimum iltkoncentrationer er angivet i mg l-1. (Kilde, Ærtebjerg et al 1998)

Dyrelivet på de fire bundfaunastationer , beliggende på dybder mellem 17 og 55 meter, påvirkes dels af tilførslen af føde dels af iltforholdene i bundvandet. Iltmangel har betydning for udviklingen af bunddyr i den vestlige Østersø samt muligvis også stationen i det sydlige Kattegat. I andre områder som i det sydlige Bælthav hvor der er ringere iltforhold og hyppige iltsvind, har iltforbruget afgørende betydning for bundfaunaen.

Der er signifikant relation mellem afstrømningen fra land, som fører næringssaltene til havet og antallet af dyr på havbunden (figur 3.16). Afstrømningen fra land har haft større betydning end udviklingen i iltindholdet på de fire stationer. Sammenhængen er påvist for tre ud af de fire undersøgte stationer (Ærtebjerg et al 1998). Det er interessant at belyse denne sammenhæng, fordi næringssaltene fra land forøger produktionen af plankton, som udgør fødegrundlaget for dyrelivet på havets bund.

Der er en tidsforskydning på op imod 2 år fra afstrømningen til dens resultater kan aflæses i antallet af individer på havbunden. Der er dermed en flerårig reaktionstid for dyrelivet på havbunden på ændringen af en given belastning fra land. Den samlede tidsforskydning af effekten bliver endnu større, hvis udgangspunktet er lig tidspunktet for gødskningen af landbrugsjorden.

Udvikling i effekter af ændringer i næringsrigdommen på iltindholdet i bundvand 1974-1997
Hyppigheden af iltsvind er uændret siden 1981. Det var året, hvor det første alvorlige tilfælde af iltsvind og fiskedød forekom i de åbne indre farvande.

Fra midten af 1970'erne indtil omkring 1990 faldt bundvandets iltindhold i sensommer-efterårsmånederne. Siden er bundvandets iltindhold flere steder blevet afløst af et status quo eller endog af en stigning (tabel 3.6).

Den positive udvikling i bundvandets iltindhold har to markante undtagelser. I det sydlige Lillebælt og Femer Bælt er situationen stadig dårlig. Måske er det generelle billede af fremgang eller i værste fald stilstand for de øvrige områder præget i for høj grad af to gode år lige efter hinanden. Det er nemlig sandsynligt, at de seneste to afstrømningsfattige år 1996 og 1997 får situationen til at se bedre ud, end den er i virkeligheden.

Foreløbige resultater for 1998 fra det sydlige Lillebælt viser da også, at det hurtigt kan gå den gale vej igen. Den store afstrømning med næringssalte i 1998 har medført kraftigt iltsvind med udvikling af svovlbrinte. Dermed er den fremgang for havbundens dyre og planteliv, som de to gode år 1996-97 måtte have bragt, kommet i alvorlig fare for fuldstændig at blive elimineret.

Disse resultater understreger, at iltindholdet i bundvandet er slutproduktet af så mange processer og transporter, at det ikke kan beskrives ved en simpel regression med en enkelt variabel.

Samlet udviklingshistorie for miljøtilstanden i kyst og hav
Fjordenes stofomsætning har stor betydning for indholdet af næringsstoffer i havet. Det er undersøgt for nogle få fjorde, således Ringkøbing, Nissum, Mariager, Limfjorden og Randers Fjorde. Disse fjorde tilbageholder i middel 40 % af den kvælstof som tilføres fra land, mens de eksporterer dobbelt så meget fosfor ud af fjordene som de modtager fra land. Det er de ophobede lagre fra fjordenes bund, som langsomt tømmes for fosfat.

I perioden 1989 til 1997 har kvælstofkoncentrationen i havet varieret med afstrømningen - er den stor bliver koncentrationen af kvælstof høj og omvendt. Derimod er fosfatkoncentrationen i de indre farvande faldet signifikant i perioden 1989-97.

Der er en generel tendens til et fald i den atmosfæriske tilførsel af kvælstof. Atmosfærebidraget er i sommerhalvåret af samme størrelsesorden eller større end landbidraget. Det er dermed en væsentlig kvælstofleverandør til planteplanktonets produktion, som i sommerhalvåret i det meste af tiden mangler kvælstof til sin vækst.

Siden 1979 er der sket en signifikant nedgang i den biologiske aktivitet af plankton. Nedgangen omfatter fyto- og zooplankton biomassen og produktionen af organisk stof i havet.

De to seneste års lave afstrømning fra land har bevirket, at bundvegetationen udviser en tendens til stigende dybde udbredelse. Samtidigt er der en tendens til faldende individantal blandt havets bunddyr på de kystnære stationer, hvilket signalerer at tilførslen af organisk stof er for nedadgående. Effekten er ikke rigtigt slået igennem på DMUs stationer på åbent hav.

3.5 Perspektiver og udviklingsscenarier

3.5.1 Tilstandsændringer som følge af ændringer i næringsstoftilførslerne

Miljømyndighederne har fremskrevet de forventede tilstandsændringer i havmiljøet med de ændringer, som begræsningen af tilførslerne af næringsstoffer forventes at medføre.

Fra Hav90 programmet foreligger der en prognosemodel, der er blevet brugt til at beregne virkningerne af en nedsættelse af kvælstoftilførslen til Kattegat, Storebælt, Øresund og Femer Bælt (Hansen et al 1994). Der indgår fire forskellige scenarier i prognosen. En fuldstændig gennemførelse af Vandmiljøplanen fra 1987 blev betegnet "1993", mens der i "1996" udover vandmiljøplanen indgår en 50 % halvering i kvælstoftilførslerne fra de omkringliggende lande, mens der i scenarie "2000" indgik implementeringen af den danske handlingsplan for et bæredygtigt landbrug. Det sidste som omfattede en yderligere reduktion i de atmosfæriske tilførsler er ikke medtaget.

Tabel 3.7
Prognose for iltkoncentrationer i bundvandet i de indre danske farvande beregnet som minimumskoncentrationerscenarierne "1993", "1996" og "2000". Endvidere er de faktisk målte værdier for 1993 angivet (Kilde: Hansen et al 1994 og Christensen 1996).

Det er således muligt eksempelvis at indregne den forventede effekt af vandmiljøplanen på de enkelte år. Det har man forsøgt for 1994 som var et nedbørsrigt år med en tilhørende stor belastning fra land.

Beregningerne viser, at såfremt tilførslerne af kvælstof i 1994 havde været halverede, så ville mindsteværdierne for bundvandets iltindhold være forøgede med 0,9 mg ilt pr. liter.

Disse beregninger viser, at såfremt vandmiljøplanen havde været gennemført allerede i 1994, så ville Storebælt og Kattegat i 1994 være sluppet for iltsvind, mens Femer Bælt kun ville have haft iltsvind i stedet for et kraftigt iltsvind (Ærtebjerg et al 1998).

Naturens test af Vandmiljøplanen
Den lave afstrømning fra land i årene 1996 og 1997 har givet myndighederne en spændende lejlighed til at følge et af naturens egne eksperimenter. Belastningen fra land var i disse to år under det halve af det normale. For Fyns amt er det opgjort, at der var markant højere værdier for sigtdybde og ilt, samt lavere produktion og mindre indhold af næringssalte (Rask 1998).

Resultatet af 'naturens' forsøg med Vandmiljøplanens målsætning som tema viste, at der allerede i 1996 indtraf en bedring af iltforholdene, men at effekten i de åbne farvande var størst i 1997, selvom reduktionen af kvælstoftilførslerne var størst i det første år. Forbedringerne var i samme størrelsesorden som prognosemodellens. De foreløbige resultater fra 1998 viser, at kvælstoftilførslerne atter er blevet store samtidig med, at fosforværdierne er forblevet forholdsvis lave. De opnåede forbedringer af havmiljøet fra de to gode år 1996 - 1997 kan dog næppe fastholdes, idet der atter har været omfattende iltsvind i de fynske farvande (Miljøstyrelsen, 1998 a).

Bundvegetationen har potentialet for en større udbredelse
En øgning af sigtdybden er særlig interessant, fordi den i fjorde og kystnære farvande kan stimulere en udvikling, der medfører en genindførelse af de vidtudstrakte ålegræsenge i fjordene og i de kystnære dele af havet.

Mange af vore fjorde og kyststrækninger er lavvandede, men har vegetation nær bredden. Selv en beskeden øgning i sigtdybden vil derfor åbne mulighed for en kolonisering af udstrakte områder af fjordenes bund, hvorved fjordens evne til at binde næringssalte vil øges meget betydeligt inden for en kort årrække.

Der er igennem overvågningen af bundvegetationen etableret en veldokumenteret sammenhæng imellem vegetationens dybdeudbredelse og havvandets indhold af kvælstofkoncentration. Der er i tabel 3.8 vist eksempler på stigningen i vegetationens dybdeudbredelse, som en gennemførelse af Vandmiljøplanen vil medføre.

Tabel 3.8
Eksempler på forventede ændringer i planteplanktonmængder og bundvegetationens dybdeudbredelse ved opfyldelse af vandmiljøplanens mål om 50 % reduktion i kvælstofudledningerne (Kilde:Christensen 1998)

Offshore aktiviteter
Offshoreindustiens aktiviteter medfører udledning af en større mængde stoffer og materialer til havet, heriblandt kulbrinter, tungmetaller og en række miljøfremmede stoffer.

Den største mængde af de anvendte og udledte hjælpestoffer og materialer udledes i mængder som ikke skader miljøet. Det er stoffer der er naturligt forekommende i havmiljøet eller de er deciderede naturprodukter som eksempelvis nøddeskaller, cellulosefibre m.v..

Andre anvendte og udledte stoffer og materialer må derimod betragtes som miljøfremmede. Disse vil, afhængig af de udledte mængder og de enkelte stoffers og materialers iboende egenskaber, herunder giftighed, persistens og potentiale for akkumulering i fødekæden, variere i miljøfarlighed og vil således kunne påvirke det marine økosystem i varierende grad.

Olieselskaberne gennemfører med faste intervaller havbundsundersøgelser omkring deres faste installationer i Nordsøen, for at kortlægge miljøtilstanden. Der kan normalt måles en stigning i indholdet af kemikalier i sedimenterne omkring boreplatformene. Således kan der måles kemikalier som indgår i vandbaseret-, oliebaseret- eller syntestiskbaseret borevæske.

Endvidere bliver biomassen, antallet af individer og antallet af arter af bunddyr mindre i området omkring installationen. Nogle følsomme arter kan evt. forsvinde helt. Påvirkningerne vil oftest være minimale i afstand på ca. 1.500 m fra platformen.

Generelt er påvirkningerne af havbundens kemiske og biologiske forhold mest udprægede ved udledning af borespåner behæftet med olie- eller syntetiske borevæsker. 1980ernes udledninger af borespåner med oliebaseret borevæske førte således til en havbund, der var blottet for dyreliv i umiddelbar nærhed af platformene. Som følge heraf har der på dansk sektor stort set kun været benyttet vandbaseret borevæske siden 1990, idet disse borevæskesystemer betragtes som de miljømæssigt mindst skadelige.

Skibsfart
Også skibsfarten kan give anledning til miljøeffekter. Det drejer sig især om oliespild, og effekter af antibegroningsmaling. Olie, der spildes på havet, kan medføre dødsfald i titusindevis blandt svømmefugle, som får olie på fjerdragten. Olien kan også drive op på kysten, og blandt andet ødelægge eller genere mulighederne for badning. For at forhindre begroning af skibenes skrog males med en type maling, der indeholder giftige forbindelser. Giftene har en bredspektret virkning i miljøet, således at de udover at være virksomme overfor de organismer som skaber begroning, også har uønskede bivirkninger for miljøet.

Antibegroningsmidlet tributyltin (TBT), som blev introduceret i 60’erne, er et af de giftigste stoffer, der med forsæt spredes i det marine miljø. Gifteffekter af TBT forekommer hos en række af akvatiske organismer, men det er især bløddyr, som f.eks. snegle og muslinger, der er følsomme ved ekstremt lave TBT niveauer helt ned under 1 nanogram per liter vand (Fent 1996).

I havet fremprovokerer TBT hormonelle forstyrrelser medførende det såkaldte imposexfænomen hos konksnegle. Imposex er udviklingen af maskuline kønskarakteristika i hunsnegle, der i ekstreme tilfælde kan medføre sterilitet og død. På verdensplan er der dokumenteret imposex hos ca. 120 forskellige sneglearter (Oehlmann et al. 1996) og der er tidligere rapporteret om langtids gifteffekter fra TBT i farvande omkring bl.a. Frankrig, England, Japan, Korea, Holland, Norge, Tyskland og Sverige.

De danske farvande hører til de mest skibstrafikerede i Europa. Med mistanken om at de danske farvande kunne høre til de mere TBT påvirkede områder, igangsatte DMU i 1997 en undersøgelse omkring effekter af TBT på flere hjemlige sneglearter. Hovedformålet var at kortlægge forekomsten af TBT effekter i havmiljøet og undersøge om effekterne havde sammenhæng med skibstrafikken.

Analyserne viste, at TBT generelt er udbredt overalt i de danske farvande med tydelige koncentrationsforøgelser i nærheden af havne og skibsruter. Der blev ikke fundet dyr uden TBT eller nedbrydningsprodukter i deres kropsvæv ved en detektionsgrænse på 0,2 ng per g (Strand og Jacobsen, in prep.).

Derudover viste resultaterne af denne undersøgelse bl.a. at imposex i de danske farvande er et udbredt fænomen hos de fleste arter af vore hjemlige konksnegle (Neogastropoda). For arten almindelig konk (Buccinum undatum) viser undersøgelsen tydelig sammenhæng mellem indhold af TBT og nedbrydningsprodukter og imposex effekt og skibsintensitet. Afhængigt af de undersøgte områder havde 9 % til 89 % af almindelig konk udviklet imposex (figur 3.17)

For de mindre hyppigt forekommende arter rødkonk (Neptunea antiqua) og purpursnegl (Nucella lapillus) var resultaterne endnu mere udtalte. F.eks. havde alle hunsnegle af rødkonk (n > 100) udviklet imposex endda i markant fremskredne stadier. For at undersøge om dette er et naturligt fænomen for denne art i danske farvande blev Zoologisk Museum kontaktet med henblik på at bibringe informationer om konksnegle fra tiden før TBT blev introduceret til havmiljøet. Da ingen af de 6 hunsnegle indsamlet i Kattegatområdet fra før 1938 udviste imposexkarateristika, må det konkluderes at den nutidige forekomst af imposex meget vel kan hidrøre fra TBT forureningen.

Det er kendt at almindelig konk og rødkonk ikke bliver sterile ved udvikling af imposex, men effekterne på populationsniveau er stadig ukendte.

Resultaterne fra denne undersøgelse har bl.a. dannet grundlag for indarbejdelsen af imposex som bioindikator for TBT belastningen i de danske farvande i forbindelse med det nye marine overvågningsprogram NOVA 2003.

Figur 3.17
Den %-vise forekomst af imposex hos rødkonk og almindelig konk i farvandene omkring Danmark. Kilder: 1. [Strand og Jacobsen, in prep.], 2. [Nicholson og Evans, 1997], 3. ten Hallers-Tjabbes et al., 1994,1996] og 4. [Ide et al., 1997].

Fiskeri
Havets tilstand påvirker fiskeriet og fiskeriet påvirker havet. Ved fiskeri udtages en del af fiskeproduktionen, og der kan derved ske en ændring i de gængse fødenetstrukturer. Dels kan der tænkes en konkurrence om fødeemner i forhold til ikke kommercielt udnyttede fiskearter og havdyr eller havfugle. Dels kan en forskydning i artssammensætningen betyde ændringer i et givet havområdes funktionsmåde.

Bifangst af havpattedyr i fiskeredskaber er et problem, som har påkaldt sig en del opmærksomhed. Redskabernes selektivitet i forhold til den enkelte art og deres evne til kun at fange bestemte størrelsesordener af fisk er vigtig af hensyn til at økonomisere med en given ressource. Udsmid af fisk eller fiskeaffald fra fiskerbåde vil dog oftest hurtigt indgå i havets fødeomsætning.

Slæbning af redskaber henover havbunden vil gennempløje et havområde flere gange årligt, og vil derfor være en væsentlig faktor for udviklingen af bunddyrssamfundene i et havområde. I områder med muslingeskrabning er det påvist, at aktiviteten kan påvirke bevoksningerne negativt.

Klapning
Der sker en midlertidig eller permanen tildækning af fastboende planteliv og dyreliv på en klapplads. Der vil dog hurtig begynde en indvandring af dyr efter at en klapning er ophørt. På klappladser som anvendes permanent vil der ikke kunne etableres samfund med en naturlig arts- og aldersfordeling.

Der er ikke konstateret forhøjet indhold af tungmetaller eller miljøfremmede stoffer i danske farvande, som følge af klapning. Dette kan dels skyldes en ringe overvågning af klappladserne og deres omgivelser, men afspejler i højere grad, at klapmaterialerne kun tillades klappet, når de vurderes til at være uproblematiske i forhold til havmiljøet.

Der er heller ikke med direkte årsag i en klapning konstateret iltsvind i danske havområder.

I 1997 blev der klappet mere end 4 mill. ton havbundsmateriale. Heraf blev ca. 90 % klappet i de åbne farvande. Der foreligger kun analyse fra et begrænset antal af klapningerne, så det er ikke muligt at give et meningsfyldt tal for den samlede mængde af forurenende stoffer der er indeholdt i klapmateriale.

Uanset om klapmaterialet anses for egnet til klapning vil det indeholde en vis mængde tungmetaller, næringssalte og organisk stof. Den totale mængde af tungmetaller, der deponeres i forbindelse med klapning, er derfor relativ stort - uanset at koncentrationerne er små. Tallene er dog maksimumstal, og er i en vis udstrækning udtryk for tilledning fra kilder, som allerede er opgjort i forbindelse med belastningsopgørelser.

Der foreligger kun få undersøgelser af frigivelse af næringsstofferne - kvælstof og fosfor - i forbindelse med klapning. Det samme gælder for iltforbrugende stoffer. Der er dog i forbindelse med undersøgelserne som er foretaget omkring de to broforbindelser over Storebælt og Øresund udført en række forsøg og målinger, som kan bruges til at anskueliggøre problemets omfang. Optagning og klapning af i størrelsesordenen 100.000m3 havbundsmateriale kan således forventes at frigive 1.000-1.500 kg kvælstof og 65-100 kg fosfor.

Broforbindelser
I Øresund har de danske og svenske myndigheder med selvstændige overvågningsprogrammer fulgt miljøtilstanden siden anlægsarbejderne blev påbegyndt i efteråret 1995. I midten af 1998 har Øresundskonsortiet gravet knapt 90 % af de planlagte uddybningsmængder, svarende til 12,6 mio ton (6,5 mio m3). Spildet er opgjort til 4,2 % svarende til ca. 524.000 ton.

Indtil nu har de miljømæssige konsekvenser vist sig at være begrænsede. Effekterne er klart mindre end forventet. Der har således ikke været grund til for myndighederne at forlange yderligere foranstaltninger. Det er fortsat myndighedernes opfattelse, at anlægsarbejderne udføres inden for rammerne af de gældende miljøkriterier. Den endelige vurdering af visse af kriterierne såsom nulløsningen og omfanget og varigheden af de midlertidige miljøeffekter, kan dog først foretages ved og efter afslutningen af projektet. (Niilonen et al 1998).

Den faste forbindelse over Storebælt blev åbnet i juni måned 1998. Der er håndteret knapt 20 millioner m3 havbundsmaterialer ved bygningen af Storebæltsforbindelsen. Der er i gennemsnit spildt 12 % til omgivelserne. Den endelige redegørelse for miljøprogrammet vil for nulløsningens vedkommende ske i efteråret 1998 og for den biologiske del om to - tre år.

Det internationale ekspertpanel for Storebælt har i 1997 vurderet effekterne. Det fremgår heraf, at planter og dyr i det store og hele var kommet tilbage til de områder, hvor der havde været påvirkninger, og at de resterende jordarbejder ikke kunne forventes at ændre væsentligt på dette. Undervejs var blåmuslingerne kraftigt påvirket. Siden har muslinger koloniseret området på Halsskov Rev og Sprogø Rev. Ålegræsset har etableret sig på rampeområderne ved Sprogø, mens de tidligere koloniserede områder på Halsskov Rev indtil videre er blevet overtaget af blåmuslingerne. Mængdemæssigt er status quo genetableret selvom forekomsterne er anderledes end før.

Det fremgår af ekspertpanelets møde i juni 1998, at den centrale beregning for nulløsningen er fornuftig, samt at usikkerheden på beregningen er tilfredsstillende og at nulløsningen vil være opnået i juni 1998, når de afsluttende jordarbejder er gennemført.

4.Tilstanden i det øvrige vandmiljø

I dette afsnit bliver der kortfattet gjort rede for miljøtilstanden i grundvand, vandløb, søer og fjordområder.

Generelt lavt nitratindhold
Data for 1997 viser, at hovedparten af boringerne såvel til overvågning som i vandforsyningssammenhæng ikke indeholder nitrat. 25 % af overvågningsfiltrene indeholder dog mere nitrat end den vejledende værdi for nitrat i drikkevand på 25 mg/l. Tilsvarende indeholder 9 % af vandforsyningsboringerne nitratkoncentrationer over 25 mg/l. Det lavere tal for vandforsyningsboringer skyldes antagelig, at mange af disse med højt nitratindhold er blevet lukket, men også en opblanding af grundvandet på grund af lange filterindtag i vandforsyningsboringerne (Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser, 1998.

De højeste nitratkoncentrationer
De amter, der har den største andel af filtre med over 25 mg/l nitrat, og hvor også de største problemer er i vandforsyningerne, er Nordjylland, Viborg, Århus og Ribe amter og herefter Ringkøbing, Sønderjylland og Bornholm. Det er således i de mest "sandede" områder i Danmark, at nitratindholdet i det oppumpede grundvand er størst.

Ingen effekt af Vandmiljøplanen
Den generelle vurdering af nitratniveauet i grundvandet er fortsat, at der ikke kan konstateres noget væsentligt ændret nitratindhold i grundvandet siden vedtagelsen af Vandmiljøplanen. Dette kan dog heller ikke forventes endnu i større udstrækning, idet meget store dele af det overvågede grundvand formentligt er ældre end planen. Dog synes overvågningsfiltre i frie grundvandsmagasiner, især i Vestjylland, at afspejle en stigning i grundvandets nitratindhold. I det øverste og mest terrænnære grundvand, hvor det må forventes, at en eventuel effekt af Vandmiljøplanens tiltag til begrænsning af nitratudvaskningen først må kunne spores, ses en generel stigning i 1997, som sandsynligvis er betinget af en større nedbør og dermed en større udvaskning af nitrat.

Forureningsbetinget fosforindhold generelt lavt
Der kan normalt ikke måles forureningsbetinget fosforpåvirkning i grundvandet i de 67 overvågningsområder. Trods lokale variationer i grundvandets fosforindhold siden 1990 er den generelle vurdering fortsat, at der ikke konstateres væsentlige ændringer i grundvandets fosforindhold.

Pesticidfund i grundvandsovervågningen
Der er i perioden 1990-1997 udtaget prøver til analyse for pesticider fra 1014 filtre i overvågningsprogrammet. I 121 filtre er der fundet pesticider en eller flere gange, svarende til en påvisning på 21 % af de undersøgte filtre. Dichlorprop og atrazin forekommer hyppigst i grundvandsovervågningen. Grænseværdien for pesticider i drikkevand på 0,1 mikrogram pr. liter er overskredet i 15 % af de undersøgte filtre.

Fund i boringskontrollen
I forbindelse med boringskontrollen på vandværkerne er 4.209 boringer undersøgt for i hvert fald de samme 8 pesticider som i grundvandsovervågningen. Der er fundet pesticider i 707 boringer svarende til 17 %, og af de 8 midler er der især fundet atrazin, dichlorprop og mechlorprop. Af de undersøgte boringer havde 6 % et højere indhold af pesticider end tilladt i drikkevand.

Udvidede undersøgelser
En række amter og vandforsyninger har foretaget analyse for yderligere en række pesticider og deres nedbrydningsprodukter. Især nedbrydningsproduktet 2,6-dichlorbenzamid (BAM) fra aktivstoffet dichlobenil er fundet hyppigt, idet 448 ud af 1656 analyserede boringer indeholdt BAM. Grænseværdien for drikkevand var overskredet i 11 % af boringerne. Også nedbrydningsprodukter fra atrazin og andre triaziner er påvist. Resultaterne fra de udvidede undersøgelser viser, at antallet af pesticider, der konstateres i grundvandet, stiger med antallet af analyserede stoffer. Der er på landsplan fundet 35 forskellige pesticider eller nedbrydningsprodukter

Punkt- og fladekilder
Både flade- og punktkilder f.eks. vaskepladser, veje- og jernbanestrækninger og gartnerier kan udgøre en risiko for grundvandet. Endvidere vil brug af pesticider i villakvarterer også kunne påvirke vandkvaliteten fra kildepladser i byområder. Det kan heller ikke udelukkes, at en del af fundene i de mindre vandværker skyldes nedsivning af forurenet ungt grundvand langs boringernes forerør (den såkaldte "skorstenseffekt").

Andre mikroforureninger
De tre stofgrupper klorerede kulbrinter, aromatiske kulbrinter og fenoler er påvist i henholdsvis 13, 21 og 12 % af overvågningsfiltrene. For boringskontrollen er de tilsvarende tal 18, 19 og 5 % af boringerne.

De stoffer, der hyppigst konstateres, er de klorerede kulbrinter trichlormethan og trichlorethylen, de aromatiske kulbrinter benzen og toluen samt fenol.

Vandløb og søer er vigtige naturelementer i det danske landskab med et varieret og mangfoldigt dyre- og planteliv, som bestemmes af deres kulturbetingede anvendelse og de naturgivne elementer.

Vandløb og søers økologiske tilstand vurderes i overvågningsprogrammet på baggrund af biologiske, og kemiske målinger.

Ingen udvikling i vandløbenes miljøtilstand i perioden 1993-97
Der kan ikke ud fra overvågningsdata påvises nogen udvikling i vandløbenes miljøtilstand i perioden 1993-97. Faunaklasse II-III, som er en overgangsform mellem et rent og et forurenet vandløb, var den hyppigste klasse og udgjorde i perioden ca. 46-56 % af de indsamlede prøver.

Den manglende udvikling fra 1993 til -97 skyldes sandsynligvis, at der hverken er sket ændringer i tilførslen af let omsættelig organisk stof eller i vedligeholdelsen i perioden, som har betydning for miljøtilstanden i de større overvågningsvandløb.

Der er dog tidligere via det regionale tilsyn konstateret en lille forbedring i vandløbenes miljøtilstand i hele landet for perioderne 1989-92 og 1993-96 (Windolf et al. 1997).

6 % fald i kvælstofudledning i vandløb, der afvander dyrkede oplande
Udledningen af kvælstof til vandløb er generelt set faldet i perioden 1989-97. I vandløb, der afvander dyrkede jorde, er faldet i gennemsnit ca. 6 % i perioden 1989-97 sammenlignet med, at faldet i udvaskningen af kvælstof fra landbrugsjord i samme periode har været væsentlig større på ca. 23-25 %.

Modsat har kvælstofkoncentrationen i kildebække i dyrkede oplande været stigende i perioden 1989-93.

I spildevands- og dambrugsbelastede vandløb er der konstateret et generelt fald på henholdsvis 11 % og 6 % i perioden 1989-97.

30 % fald i fosforudledningen til vandløb
Der er konstateret et generelt fald på ca. 30 % i udledningen af fosfor til vandløb i perioden 1989-97. Det største fald i udledningen af fosfor på ca. 48 % er konstateret i vandløb, hvor der udledes spildevand. I vandløb, der gennemløber dyrkede jorde, er der sket et fald i udledningen til vandløb på ca. 11 %, hvor faldende udledning af spildevand fra spredt bebyggelse kan forklare en væsentlig andel af dette fald.

Overvågningsprogrammet omfatter i alt 37 søer, der er udvalgt så de er repræsentative for danske søer. Søerne har været fulgt siden 1989 og det er derfor muligt at beskrive ændringer i miljøtilstanden over 9 år (Jensen J.P. et al., 1998).

Fald i fosforkoncentration i søerne
Den gennemsnitlige årsmiddelværdi for totalfosfor er faldet med ca. 30 % i perioden. Den tilsvarende ændring i totalkvælstof er ca. 16 %. Middelsigtdybden for alle overvågningssøerne var i 1997 1,5 m. Tendensen er gået i retning af, at de mest uklare søer generelt er blevet mindre uklare, hvilket er sammenfaldende med søer hvor fosforkoncentrationen er faldet.

Den gennemsnitlige biomasse af plante- og dyreplankton i de 37 søer har ikke ændret sig signifikant i de 9 år. På enkeltsøniveau er der dog sket ændringer både i plante- og dyreplankton. For undervandsplanter har der generelt været en tendens til øget udbredelse i perioden 1989 til 1997.

Stofbalancer for overvågningssøerne
Det har været muligt at opstille stofbalancer for kvælstof og fosfor i 22 af de 37 søer. Fosfortilførslen i 1997 var den hidtil laveste i overvågningsperioden og er i absolutte mængder reduceret væsentligt siden 1989. Indløbskoncentrationen af totalfosfor er reduceret væsentligt i perioden. Det samme gælder udløbskoncentrationen men knap så markant som indløbskoncentrationen. Denne forskel er især betinget af intern fosforfrigivelse i de søer der endnu ikke er i ligevægt med deres nuværende fosfortilførsel.

Kvælstoftilførslen var som gennemsnit lavere i 1997 end i de øvrige år. Indløbskoncentrationen er generelt reduceret mere end udløbskoncentrationen. Således er der tilbageholdt mindre af den tilførte kvælstof i søerne. Den relative stoftilbageholdelse i søerne er i høj grad styret af vandets opholdstid. Derudover har det vist sig, at forbedringer i søernes miljøtilstand øger kvælstoftabet i lavvandede søer og mindsker transporten til N-følsomme marine områder.

Lille målsætningsopfyldelse for vandløb og søer
43 % af de biologisk bedømte vandløbsstationer opfyldte målsætningen på landsplan i 1997.

Der blev gennemført undersøgelser af smådyrssammensætningen på i alt 6.090 vandløbsstationer i 1997, men det var kun muligt at foretage biologisk bedømmelse på i alt 5.251 stationer, idet smådyrsfaunaen på de resterende stationer var forarmet på grund af natur- og kulturpåvirkninger af vandløb i form af udtørring, dårlige fysiske forhold, okker, pesticider m.m.

Kun 30 % af de 241 undersøgte målsatte søer i det regionale tilsyn opfyldte deres målsætning i 1997. For at en målsætning for en bestemt sø anses for opfyldt skal bl.a. et fastsat mindstekrav til sigtdybde være overholdt. 54 % af de undersøgte søer i 1997 havde en sigtdybde under 1 meter, hvilket for de fleste søers vedkommende må betegnes som utilfredsstillende.

Ingen effekt på vandløbenes miljøtilstand
De konstaterede reduktioner i tilførslen af kvælstof og fosfor til vandløb, som følge af Vandmiljøplanens virkemidler har ikke afstedkommet nogen nævneværdig effekt på vandløbenes miljøtilstand, idet tilførsler af næringsstoffer til vandløb naturligt har mindre betydning for vandløbenes miljøtilstand.

Forbedret miljøtilstand i søer
Det overordnede billede af søernes miljøtilstand er, at der er sket forbedringer i over halvdelen af de 37 overvågningssøer siden Vandmiljøplanen trådte i kraft i 1989. De største forbedringer ses mht. næringssaltkoncentrationerne og til dels sigtdybden. Den biologiske struktur er indtil videre forbedret i få søer, hvilket bl.a. skyldes biologisk træghed (fisk mv.). I søer hvor næringsstofniveauet ikke er reduceret tilstrækkeligt er der ikke markante forbedringer i den biologiske struktur, men i en del af disse søer reduceres næringsstofniveauet dog yderligere, når indflydelsen af den interne fosforfrigivelse fra sedimentet reduceres.

Den relativt lille nedbørsmængde i 1996/97 og deraf følgende lave ferskvandsafstrømning medførte, at tilførslerne af næringsstof fra diffuse kilder var meget lav i 1997. Den veludbyggede spildevandsrensning medførte, at også tilførslerne fra punktkilder var lave i 1997. Set isoleret, var der derfor en del fjordområder hvor tilførslerne var reduceret, som forudsat i Vandmiljøplanen.

De relativt små tilførsler af næringsstoffer afspejledes af lave koncentrationer af næringssalte i mange fjordområder i vinter og forårs perioden. På grund af den meget varme sommer med udbredte iltsvind skete der imidlertid mange steder en stor frigivelse af næringsstoffer fra bundlaget. Dette var for eksempel tilfældet i Limfjorden, Odense Fjord og Kertinge Nor.

Mængden af planktonalger var i første halvdel af 1997 lavere end tidligere i mange fjordområder som for eksempel Vejle, Horsens og Kolding Fjorde samt de sønderjyske fjorde. Det var også generelt, at vandet var klarere og at bundvegetationen kunne klare sig på større dybder end tidligere. Forekomsten af enårige trådalger var ligeledes mindre. De områder, hvor der skete en stor frigivelse af næringsstoffer fra bunden i sensommeren oplevede i forbindelse hermed masseopblomstringer af plankton alger. I Århus Bugt skete det i form af den giftige alge Gyrodinium aureolum, som medførte massedød blandt bunddyrene.

Det er især udledningerne fra punktkilder, der er blevet nedbragt siden Vandmiljøplanens start. Det er derfor ikke overraskende, at effekterne viser sig i de havområder, der var mest påvirkede af spildevand. På grund af den lille afstrømning af ferskvand i 1996/97 var også tilførslerne fra diffuse kilder i mange områder så lave, at det ville svare til en fuld gennemførsel af Vandmiljøplanens mål under normale klimatiske forhold. Fyns Amt har således opgjort, at de landbaserede tilførsler af kvælstof og fosfor til Odense Fjord i 1997 var henholdsvis 64 % og 87 % lavere end gennemsnittet for perioden 1976-87. I fjordens vand ses et signifikant fald i indholdet af fosfor og ammonium. Disse næringsstoffer er særligt knyttet til udledninger fra renseanlæg. Fjorden har tidligere være præget af store mængder generende trådalger. Siden 1991 er der sket en væsentlig reduktion heraf. Amtet vurderer dog at først når den lave næringsstoftilførsel kan fastholdes uanset vejrforholdene og de opmagasinerede næringsstof mængder er opbrugt kan det forventes, at fjorden opfylder målsætningen.

5. Status og konklusioner

Ingen effekt af Vandmiljøplanen på grundvandet
Der kan generelt ikke spores en effekt af Vandmiljøplanen i grundvandets nitratindhold. I visse områder særligt i Vestjylland udgør nitratindholdet i grundvandet fortsat en væsentlig trussel mod den fremtidige drikkevandsforsyning. Andre væsentlige trusler er bl.a. pesticider og klorerede opløsningsmidler.

Fund af pesticider
Der er i perioden 1990-1997 påvist indhold af pesticider i 21 % af de undersøgte filtre i grundvandsovervågningen. Heraf overskred 15 % grænseværdien for drikkevand.

I forbindelse med vandværkernes boringskontrol i 1992-1997 er der påvist pesticider i 17 % af de undersøgte boringer, og i 6 % var indholdet over grænseværdien for drikkevand.

Udvidede pesticidundersøgelser
En række amter og vandforsyninger har analyseret for et yderligere antal pesticider og nedbrydningsprodukter end de hidtidige 8. Resultaterne herfra viser, at antallet af pesticider, der konstateres i grundvandet, stiger med antallet af analyserede stoffer.

Øvrige analyseparametre
Forureningen af grundvandet med andre organiske mikroforureninger end pesticider skyldes især udvaskning fra affaldsdepoter.

Med hensyn til uorganiske sporstoffer er nikkel og zink konstateret i grundvandet i koncentrationer over det højst tilladte indhold i drikkevand i 4 % og 5 % af boringerne.

Miljøtilstanden i de danske vandløb er generelt set for dårlig. Kun 43 % af vandløbene opfyldte regionplanernes målsætning herfor på landsplan i 1997.

Der udledes stadig for meget kvælstof og fosfor i vandløbene, men mængden, der udledes, er faldet i perioden 1989-97. I vandløb, der afvander dyrkede jorde, er udledningen af kvælstof i gennemsnit faldet ca. 7 % i perioden 1989-97. Til sammenligning er faldet i udvaskningen af kvælstof fra landbrugsjord i samme periode væsentlig større på ca. 23-25 %. Der er konstateret et generelt fald på ca. 30 % i udledningen af fosfor til vandløb i perioden 1989-97.

På trods af forbedrede forhold i halvdelen af overvågningssøerne er miljøtilstanden i søerne generelt for dårlig. Kun ca. 30 % af de undersøgte målsatte søer i det regionale tilsyn opfyldte målsætningen i 1997.

Kvælstof og især fosfortilførslen i overvågningssøerne er faldet betydeligt siden 1989 og den gennemsnitlige årsmiddelværdi er faldet med ca. 30 % totalfosfor og ca. 16 % totalkvælstof. Den biologiske træghed og ophobede næringssalte i søernes sediment betyder, at der ikke er konstateret signifikante ændringer i den biologiske struktur i søerne som helhed. På enkeltsøniveau er der dog konstateret positive ændringer.

De danske fjordes miljøtilstand udviste i 1997 et positivt respons på den reducerede næringsstoftilførsel forårsaget af udbygget spildevandsrensning i kombinaton med meget lav afstrømning og dermed lav diffus tilførsel i 1996 og 1997. Sammenfaldende med lave næringsstofkoncentrationer blev der således frem til sensommeren 1997 i de fleste fjorde registreret mindre planteplankton, større sigtdybde, større dybdeudbredelse af bundvegetation og færre enårige alger end i årene før 1996. Den usædvanligt varme og stille sensommer 1997 betød til gengæld udbredt iltsvind i mange fjorde. Dette medførte stor frigivelse af næringsstoffer fra bunden, og i mange fjorde en kraftig opblomstring af planteplankton og enårige alger. De udbredte iltsvind medførte også at bunddyrene gik tilbage i mange fjordområder.

Ingen af de danske fjordområder opfylder de målsætninger, der er fastsat i amternes planer for vandområdernes miljøtilstand. Målsætningerne kan først forventes opfyldt ved en vedvarende reduktion i de diffuse kilder, samtidigt med at de interne næringsstofpuljer i sedimenterne efterhånden reduceres.

I det følgende bliver status for miljøet gennemgået i de enkelte farvande. Det vil sige tilstanden i Vesterhavet (den østlige del af Nordsøen og Skagerrak), Kattegat, Bælthavet (inkl. Øresund), Femer Bælt samt den vestlige Østersø.

De kemiske forhold
I den kystnære del af Nordsøen var niveauerne for alle næringssaltfraktioner i 1997, både om vinteren og om sommeren, generelt lidt højere eller på niveau med 1996. I vinteren 1997 var total fosfor især højere på de mest kystnære stationer i forhold til vinteren 1996. Vinterkoncentrationen af næringssalte kendes ikke for den åbne del af Vesterhavet i 1997.

Der er i Vesterhavet konstateret et statistisk set signifikant fald i indholdet af fosfat i vandet langs den jyske vesterhavskyst i perioden 1989 til 1996.

Indholdet af tungmetallerne kadmium, kobber og kvikvsølv i fisk er en 2-3 gange lavere end i de indre danske farvande. Derimod er indholdet af zink på samme niveau som i Århus bugt.

Iltsvind
Der har ikke været konstateret iltsvind i Vesterhavet i de senere år.

Målsætning og perspektiv
I Nordsøen er målsætningen ikke opfyldt, mens den i Skagerrak er opfyldt. Problemerne i Nordsøen skyldes udledninger af næringssalte fra floder og de danske vandløb.

Der foreligger ingen prognoser der viser perspektivet for en nedsættelse af belastningen på Nordsøen. I bunden af den tyske bugt er eutrofieringen størst, mens forholdene op langs den jyske vesterhavskyst er præget af jyllandsstrømmen som transporterer næringssaltene op imod Skagerrak. Men i lighed med den generelle prognose i tabel 3.8 for de indre danske farvande vil der sikkert ske forbedringer af samme størrelsesordener, når tilførslerne af næringssalte halveres.

De kemiske variable
Indholdet af fosfornæringssalte er faldet statistisk signifikant i løbet af perioden 1989-1997.

De biologiske forhold
Produktionen af organisk stof af planteplanktonet har været lav i den nordlige del af Kattegat. Samlet set er de senere års fald i produktionen fortsat i 1997. Faldet har været størst i Kattegat og i Bælthavet.

Den giftige furealge Gyrodinium aureolum blev spredt via bundvandet (algen forekom primært i springlaget) i Kattegat og kom til overfladen nede i Bælthavet, hvor den for alvor skabte problemer. Den giftige blågrønalge Nodularia spumigena forekom i masseforekomst helt op til Læsø, hvilket var meget usædvanligt. Der blev dog ikke meldt om problemer for badegæsterne i dette farvandsområde.

Overvågningen af stenrevene i Kattegat siden 1989 viser, at algerne breder sig i takt med at sigtdybden øges. Det er navnlig markant i den nordlige del af Kattegat, mens der er stilstand i de fastsiddende algers vækst. Der er i samme tidsrum set store mængde søpindsvin, som formodes at fortære en god portion af algerne i den sydlige del af Kattegat.

Dybdeudbredelsen af ålegræs i den nordvestlige del af Kattegat har stort set været den samme siden 1989.

Iltsvind
Der har med enkelte undtagelser ikke været målt iltsvind i Kattegat i 1997. Fra begyndelsen af 1970erne til begyndelsen af 1990erne har iltindholdet i hele Kattegat været svagt faldende hvert år. I det nordøstlige Kattegat har niveauet været ensartet i perioden., mens der i Kattegat Syd er sket en forbedring i løbet af perioden 1989-1997.

De to nedbørsfattige år 1996 og 1997 har betydet, at der generelt har været gode forhold i Kattegat, men betyder også, at de to års forhold har stor betydning for tendensen. I 1998, hvor der har været en stor nedbør, har der igen været iltsvind i den sydlige del af Kattegat.

Målsætning og perspektiv
Målsætningen for det nordvestlige Kattegat er opfyldt. I Hevring Bugt er målsætningen ikke opfyldt. Ud for Djursland og i det sydlige Kattegat er målsætningen kun delvist opfyldt.

Problemerne skyldes for Hevring Bugts vedkommende udledninger af fosfor fra renseanlæg samt kvælstof fra det åbne land og atmosfæren. I det sydlige Kattegat skyldes problemerne for store tilførsler af næringssalte.

I "1996" prognosen i tabel 3.7 er det beregnet teoretisk, at der ikke længere burde forekomme iltsvind i Kattegats bundvand, når Vandmiljøplanens reduktionsmål er opfyldt. I hvertfald synes de to nedbørsfattige år 1996 og 1997, hvor Vandmiljøplanens reduktionsmål for en tid har været virkeliggjort i Kattegat, at bekræfte prognosens forudsigelser.

De kemiske forhold
Vinterkoncentrationen af næringssalte var lavt i foråret 1997. Indholdet er af samme størrelsesorden som i 1996. Den lokalt betingede overkoncentration af næringssalte i 1997 er cirka 20 %. I nedbørsrige år kan den være op imod det dobbelte. Det vil sige, at de kemiske forhold er stærkt prægede af forholdene i landområderne, som støder op til Bælthavet.

Indholdet af fosfat er blevet signifikant mindre i løbet af perioden 1989-1997. For kvælstofnæringssaltenes vedkommende medfører de to nedbørsfattige år 1996 og 1997, at der er en faldende tendens i indholdet.

Indholdet af miljøfarlige stoffer er målt i Århus Bugt og i de sønderjydske farvandsområder. I Århus bugt er indholdet af PCB 10 til 20 gange så højt som i Vesterhavet.

De biologiske forhold
Produktionen af organisk stof har i foråret og sommeren 1997 været lavere end i 1996. Algerne producerede generelt kun med omkring 10 % af deres mulige produktionskapacitet. Produktionen har været højere end i Kattegat og den vestlige Østersø.

Der forekom to tilfælde af usædvanligt store masseforekomster af henholdsvis en furealge og blågrønalge, som begge var giftige i Bælthavet og i Femer Bælt. Blågrønalgerne kunne brede sig på grund af det stille og varme vejr.

Blandt bundvegetationen synes navnlig ålegræsset at trives godt. De to nedbørsfattige år 1996 og 1997 har bevirket, at ålegræsset har kunnet blomstre og danne frø som sammen med deres normale spredning ved udløbere fra rødderne har fået ålegræsset til at brede sig.

I Bælthavet og i Øresund er bundfaunaen flere steder også tegn på, at dyresamfundene er på vej imod et mere rigt og varieret dyreliv. Der er kun i det nordlige Lillebælt blevet registreret problemer som var forårsaget af masseforekomsten af den giftige furealge (se ovenfor).

Iltsvind
Der blev i 1997 målt iltsvind og kraftig iltsvind adskillige gange i Bælthavet i Femer Bælt. Det er især området i den sydlige Lillebælt som er berørt, foruden mange af de jyske fjorde.

Der har været et mindre fald i iltindholdet i Lillebælt, Storebælt og Femer Bælt i perioden fra midten af 1970erne og frem til 1995. Forholdene i Øresund er derimod blevet en smule bedre i perioden 1989 til 1997. Det er de to tørre år 1996 og 1997 som har samme tendens og dermed trækker udviklingen i den rigtige retning. Forholdene i 1998 har været dårlige, igen grundet den megen afstrømning fra land som har påvirket forholdene i havet.

Målsætning og perspektiv
Målsætningen er ikke opfyldt for kvaliteten af kystvandene i Bælthavet, Femer Bælt og Øresund. I Lillebælt er det tilførsler af næringsstoffer fra diffuse kilder, der er årsagen til, at målsætningen ikke kan opfyldes. I Storebælt er det næringsstoftilførsler fra såvel lokale punktkilder, kilder i Storebæltsregionen samt kilder i det øvrige Danmark, som hindrer Storebælt i at opfylde målsætningen.

I "1996" prognosen i tabel 3.7 er det teoretisk beregnet, at en halvering af kvælstofindholdet i havet vil medføre, at laveste iltværdier i bundvandet i Storebælt, Øresund og Femer Bælt fremover vil være på henholdsvis 4.1, 3.8 og 3.0 mg/ilt pr liter. Det vil sige at Storebælt og Øresund i praksis antageligt vil kunne opfylde målsætningen, mens forholdene i Femer Bælt vil have et lille iltsvind, når iltværdierne er i bund.

Omvendt viser naturens afprøvning af Vandmiljøplanens reduktionsmål i 1996 og 1997, at forholdene i det sydlige Lillebælt stadig vil være vanskelige med årligt tilbagevendende tilfælde af iltsvind og/eller kraftigt iltsvind.

De kemiske forhold
Indholdet af næringssalte i vandet i den vestlige Østersø er markant lavere end i Bælthavet. Indholdet af fosfor på en enkelt station ud for Bornholm er i perioden 1989-1997 faldet signifikant.

De biologiske forhold
Faldet i planteplanktonets produktion af organisk stof er fortsat i 1997. Planktonets produktionsindeks er faldet siden slutningen af 1980erne. Algerne producerer med kun omkring 10 % af deres mulige kapacitet. I 1997 er den laveste produktion af organisk stof i de danske farvande fundet i Arkona Havet vest for Bornholm.

Iltsvind
Der var iltsvind i den vestlige Østersø i 1997. På grund af topografien i området må det formodes at iltsvindet har været udbredt, selvom der kun er målt på en enkelt station midt i Arkona Havet.

Målsætning og perspektiv
Målsætningen er ikke opfyldt. På grund af høje koncentrationer af kvælstof og forekomster af forureningstolerante alger. Der er ikke udført teoretiske beregninger som viser virkningen af Vandmiljøplanens begrænsning af tilførslerne af næringsstoffer til den vestlige Østersø.

Den vestlige Østersø er moderat eutrofieret og problemerne skyldes til en vis grad at området er trugformet med dårlige muligheder for udskiftning af bundvandet. Det udskiftes kun i forbindelse med en kraftig indstrømningssituation eller hvis der er en periode med ekstrem kraftig påvirkning af vind. Det vil sige, at de naturlige forhold formentlig vil betyde mere for udviklingen af et iltsvind end den generelle eutrofieringsstatus i hvert fald så længe, at området kun er moderat til let eutrofieret.

Der er opnået markante reduktioner i udledningen fra punktkilder siden 1989. Punktkilderne udgør dog stadig en væsentlig andel af den samlede belastning af de danske vandområder.

Udledning til havet
I 1997 stammede 34 % af fosforbelastningen og 9 % af kvælstofbelastningen fra direkte punktkildeudledninger til havet, mens resten kom fra vandløbene (atmosfærebidraget er ikke medtaget).

En stor del af bidraget fra vandløbene stammer imidlertid også fra punktkilderne.

Udledninger til ferske vandområder
Punktkildebelastningen af de ferske vandområder udgjorde i 1997 for fosfors vedkommende 62 % af den samlede belastning. For kvælstofs vedkommende 12 % af den samlede belastning.

Den samlede direkte og indirekte udledning
Der er sket en kraftig reduktion i den samlede, direkte og indirekte, udledning fra punktkilderne. Siden 1989 er udledningen af kvælstof reduceret med 64 %, fosfor med 79 % og organisk stof målt som BI5 med 73 %. Renseanlæggene udleder den største mængde kvælstof og fosfor, mens den særskilte industri udleder den største mængde organisk stof. Til ferskvand bidrager punktkilderne spredt bebyggelse, regnvandsbetingede udløb og dambrug væsentligt til udledningerne af fosfor og organisk stof.

Beregninger af markbidraget, jfr. Overvågningsprogrammet, peger på en reduktion af dette bidrag på 55.000 ton N årligt frem til 1996/97. Beregningen er baseret på data fra 6 mindre landovervågningsoplande. I 1996 vurderedes reduktionen til 20 - 30.000 ton N. Målet for VMPII er en reduktion på 100.000 ton N årligt.

Data for vandløbstransporten indikerer, at reduktionen ikke er fuldt så omfattende som årets beregning viser.

Endvidere synes de to betydende indikatorer på landsplan, handelsgødningsforbruget og N-behovet, ikke at vise, at reduktionen er fuldt så omfattende som 55.000 ton N.

I forbindelse med den besluttede evaluering af VMPII i efteråret i år 2000 vil der blive foretaget en grundig vurdering af forudsætninger for og beregninger af N-udvaskningen.

Udarbejdelsen af ammoniakhandlingsplanen i 1999 og EU’s forsuringsstrategi vil bidrage til at belyse mulighederne for en samlet indsats mod de betydende N-udledninger fra dansk landbrug.

Vandmiljøet tilføres også næringsstoffer gennem atmosfæren. Da tilførslens størrelse er afhængig af vandområdets areal, vil det især være i de åbne marine områder, at de atmosfæriske tilførsler har betydning.

Nedfald kvælstof fra atmosfæren
Det beregnede atmosfæriske nedfald af kvælstof til havet i perioden har siden 1989 ligget omkring 80.000 ton. Værdierne er resultatet af en række modelberegninger, som baserer sig på en række målinger. Da usikkerheden på beregningerne er temmelig stor, og da målingerne varierer meget fra år til år, kan det ikke fastslås, om der er sket en signifikant udvikling i kvælstofdepositionen siden 1989.

Nedfald af fosfor fra atmosfæren
Den årlige atmosfæriske tilførsel af fosfor til de indre danske farvande er estimeret til cirka 280 ton om året. Der er således tale om en forholdsvis lille mængde sammenlignet med tilførslerne af fosfor fra punktkilder og vandløb. Fosfornedfaldet skyldes i meget høj grad naturbetingede faktorer.

Nye initiativer
Der bliver løbende taget initiativer for at forbedre og sikre vandmiljøets tilstand. I 1998 blev således aftalen om Vandmiljøplan II indgået. Planen tager sigte på at nedbringe mængden af næringsstoffer, der tilføres miljøet, men også på at benytte naturens egne rensningsanlæg i form af vådområder.

Også i EU-sammenhæng er der nye initiativer på vej. Således arbejdes der for tiden på det økologiske rammedirektiv, der omfatter fælles rammer for planlægningen og kvaliteten af vandmiljøet.

For at forbedre de små vandløb og søernes tilstand blev der i 1997 vedtaget en lov om spildevandsrensning i det åbne land. Loven medfører at kommunernes spildevandsplanlægning fremover også skal omfatte den spredte bebyggelse i det åbne land, der ikke er koblet til den offentlige kloak. Det er vurderet, at der er behov for en forbedret rensning for ca. 64.000 helårsbeboelser.

En opfyldelse af målene vil give effekter
Årene 1996/97 kan betragtes som "naturens eget store eksperiment", der viste, at hvis belastningen med kvælstof reduceres til det niveau som er forudsat i Vandmiljøplanen, får man også under normale meteorologiske forhold en markant forbedring af miljøtilstanden i de danske farvande

Vandløb
En forbedring i vandløbenes miljøtilstand kræver at arbejdet med at forbedre de fysiske forhold i de kommende år intensiveres. Der skal gennemføres vandløbsrestaureringer, vedligeholdelsen af vandløb skal ændres til mere miljøvenlige former m.v.

Det forventes, at udledningen af spildevand fra spredt bebyggelse vil reduceres i de kommende år, hvorved miljøtilstanden i især mindre danske vandløb vil blive forbedret væsentligt, så målsætningen for vandløbene i regionplanerne kan opfyldes.

Søer
På grund af ophobede næringssalte i søernes sediment forventes en forsinket effekt af reduceret tilførsel fra punktkilder og landbrug. Det er søernes natur, at selv drastiske indgreb og forbedringer først kan konstateres i den biologiske struktur langt senere end med tilsvarende indgreb i f.eks. vandløb.

Ingen væsentlig forbedring i miljøtilstanden
Den generelle tilstand i det danske vandmiljø var i 1997 ikke ændret væsentligt i forhold til tidligere år. Der kunne dog spores enkelte positive tendenser. Således har mange fjordområder som følge af de lave næringsstoftilførsler i 1996/97 reageret med mindre mængder af planteplankton og trådalger samt klarere vand og bedre udbredelse af bundplanter. Tilsvarende forbedringer er iagttaget i en del søer. Årsagerne til den relativt lille tilførsel af næringsstoffer vurderes at være bedre spildevandsrensning og en lille nedbørsmængde.

Temaet for dette års rapportering er miljøtilstanden i de åbne havområder. Det kan her konkluderes at:

Målsætningen for punktkilder er nået
Det kan sammenfattende konkluderes, at Vandmiljøplanens mål for reduktion af udledninger af kvælstof og fosfor fra punktkilder er opfyldt.

Varige forbedringer nås gennem aktivt medansvar
Det kan også konkluderes, at markante og varige forbedringer af vandmiljøets tilstand kun opnås ved en reduktion af påvirkningerne fra landbruget. Der er således stadig behov for at nedbringe gødningsforbruget og øge nyttevirkningen.