Tilskud til miljøaktiviteter i Østeuropa

1 Forord ^{[ 1 ]}

EU's udvidelse mod øst rummer store perspektiver for Europas miljø. Alene opfyldelsen af EU's miljøregler vil give en betydelig miljømæssig stramning i ansøgerlandene. For luft og spildevand bliver der tale om noget nær en halvering af den samlede forurening.

Der forestår en meget betydelig indsats, som landene ikke vil være i stand til at finansiere på egen hånd. Mange andre opgaver er også påtrængende. Der er derfor behov for øgede finansieringsmuligheder - både fra EU, fra de enkelte donorlande og fra de internationale banker. I EU drøfter vi for tiden ændringer af blandt andet strukturfondene, som vil give flere midler til miljøområdet, selv om de ikke bliver øremærkede hertil. Vi kommer til at arbejde med overgangsordninger, men den miljøstandard, vi selv har opnået, må der ikke gives køb på i harmoniseringens navn.

Som led i forarbejdet har Danmark indgået aftaler med Polen, de tre baltiske lande og Bulgarien om et udvidet samarbejde om førtiltrædelse. Endvidere hjælper vi Tjekkiet på vandområdet.

I Danmark har vi forlængst besluttet at yde en miljøbistand rettet mod de mest påtrængende forureningsproblemer i Øst både gennem Miljøstøtteordningen og en sektorintegreret miljøindsats på udvalgte samfundssektorer som energi, landbrug og transport. Beskyttelse af de store naturrigdomme, der ligger i Central- og Østeuropa, er en anden opgave, der prioriteres stadig højere.

Det, der nærmest begyndte som en redningsaktion ved opbruddet i Central- og Østeuropa i 1989, har i løbet af få år udviklet sig til en sammenhængende dansk miljøpolitik overfor Østeuropa, der udkrystalliserer sig omkring to hovedelementer:

Det første element er en generel holdning til, hvad østlandene bør og skal opnå miljøpolitisk: Det gælder dels opfyldelsen af de forpligtelser, de har påtaget sig i de internationale miljøkonventioner, dels de indsatser, der er nødvendige for at sikre en tidssvarende miljø- og sundhedsstandard. Der har efterhånden også udviklet sig en forventning - for ikke at sige et krav - om, at såfremt man i Øst ønsker at fremstå troværdige, skal man også gennemføre en miljøpolitik med et betydeligt ambitionsniveau.

De lande, der har søgt om optagelse i EU, skal leve op til EU's miljøregulering. Og har man ikke været opmærksom på det før, så gør optagelsesforhandlingerne det i hvert fald klart, at det både handler om at bringe en regulering af miljøet på plads med de dertil nødvendige institutioner og om en lang række investeringer i konkrete projekter.

Det andet element er den konkrete miljøbistand, der for Danmarks vedkommende er af ganske betydelig størrelse. De 630 mio. kr., der i 1997 blev afsat på finansloven i forbindelse med Miljø- og Katastroferammen (MIKA), fordeler sig med 430 mio. kr. til Miljøstøtteordningen, 100 mio. kr. til sektorintegreret miljøindsats (energi og nuklear sikkerhed, landbrug og transport) samt 100 mio. kr. til IØ-fondens såkaldte grønne facilitet, som går til køb af aktier i danske virksomheder, der investerer i miljøprojekter i Østeuropa.

Et godt eksempel på et dansk projekt er udredning og planlægning af udfasning af ozonlagsnedbrydende stoffer i en række lande - herunder Rusland: Dansk tilskud på 10 mio. kr. har udløst 700 mio. kr. i gavebistand fra Den Globale Miljøfacilitet til gennemførelse af de konkrete projekter. Miljøeffekten er noget nær total afvikling af fremstillingen af ozonlagsnedbrydende stoffer i Central- og Østeuropa, og den danske eksport af nye danske fjernvarmerør uden disse stoffer lå i forlængelse heraf.

En særlig udfordring i de kommende år bliver at sikre en balance mellem de lande, der står forrest i EU-ansøgerkredsen og de lande, som først vil blive optaget på et senere tidspunkt. Vi skal bistå de lande, der står forrest, med at opfylde deres forpligtelser til tiden, men vi skal samtidig sikre det miljøpolitiske momentum i de lande, som først vil blive optaget på et senere tidspunkt. Det bliver en vanskelig balancegang, som vil kræve stor omhu og opmærksomhed.

I det internationale miljøsamarbejde er Danmark klart én af frontløberne. Men det er nødvendigt, at andre lande følger trop - ikke mindst de østeuropæiske lande selv. Både for landenes egen skyld, men også fordi mange miljøproblemer er grænseoverskridende. Vi har derfor lagt vægt på at hjælpe østlandene til at leve op til kravene i de miljøkonventioner, de har tiltrådt. Det gælder f.eks. Østersøarbejdet, luftforureningen, de ozonlagsnedbrydende stoffer og det farlige affald.

Som et vigtigt led i den internationale forhandlingsproces omkring de europæiske miljøproblemer har Danmark indbudt til den næste pan-europæiske miljøministerkonference i Århus i juni 1998. Det er den hidtil største internationale miljøkonference i Danmark, og hovedspørgsmålet bliver den miljømæssige integration af Østeuropa [2].

Landene i Centraleuropa er ved at blive hægtet på den miljøpolitiske vogn, og hovedparten af den vesteuropæiske interesse har været rettet mod disse lande. Den næste udfordring i den paneuropæiske miljøproces bliver den miljømæssige integration af Rusland, Hviderusland, Ukraine og de øvrige tidligere Sovjet-republikker. Der skal stræbes efter et bedre samarbejde mellem de centraleuropæiske lande og de nye stater længere mod øst, som også skal bringes i stand til at opfylde deres miljøforpligtelser.

Et særligt tema på Århuskonferencen bliver offentlighedens adgang til informationer om miljøforhold og inddragelsen af NGOerne i østlandenes miljøpolitik. Der arbejdes i 1997 på en konvention om adgang til miljøinformation, som forventes færdig til konferencen [3]. Det skal ingen hemmelighed være, at mange af de østeuropæiske lande har været mere end tilbageholdende med at offentliggøre miljøoplysninger.

Den danske bistand har bidraget til, at flere af landene nu afsætter en større del af deres bruttonationalprodukt til miljøformål end mange vesteuropæiske lande - herunder også Danmark! Polen og de baltiske lande er gode eksempler på en sådan kraftanstrengelse. For hver dansk bistandskrone på miljøområdet har østeuropæerne i gennemsnit fundet 3 kroner til at investere i disse danskstøttede miljøprojekter.

Danmark har mange stærke kort på hånden. Især vil jeg fremhæve vandområdet, hvor vi i stort omfang overfører den viden og teknologi, vi har udviklet i forbindelse med den danske vandmiljøplan. På luftområdet opererer flere danske virksomheder, men ikke så mange. Endelig er der energiområdet, hvor Danmark har meget at tilbyde: Energieffektivisering, kraftvarme og vedvarende energi. Alt sammen er en følge af de ambitiøse miljø- og energimål vi selv har sat os, og som har givet et solidt erfaringsgrundlag.

Øststøttens primære mål var at komme de nye demokratier til hjælp hurtigst muligt under inddragelse af dansk erhvervsliv og offentlig viden. Det er efter min mening lykkedes. Vi har fået et ganske godt omdømme i mange af landene - ikke mindst i de baltiske lande. Og der er kommet en fælles ånd over samarbejdet med randstaterne, som - med et lidt patetisk udtryk - kan minde om broderfolksforståelse.

Øststøtten er også med til at forbedre sikkerheden i regionen. Udvikling og demokratisering af samfundene vil øge stabiliteten. Det sker ikke gennem militær oprustning. Forbedringer på miljø- og energiområdet er et bidrag til sikkerhedspolitikken. Man kan kalde det en form for blød sikkerhed, som opnås ved støtte til udvikling af landene og integration i et forgrenet samarbejdsnetværk omkring miljø, demokrati og økonomisk udvikling.

2) Århuskonferencen er blevet afholdt, og der henvises til materiale herom. Konferencen omtales mere detaljeret i Årsberetningen for 1998.

3) Det kan oplyses, at konventionen blev færdigforhandlet og underskrevet i Århus og fik navnet "Århuskonventionen", eftersom det er almindeligt i sådanne sammenhænge at opkalde en international miljøaftale efter lokaliteten for beslutningen.