[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Mikrobiologiske bekæmpelsesmidler og toksiske metabolitter

7. Dokumentation baseret på litteratur og behov for yderligere dokumentation baseret på eksperimentelt arbejde

7.1 Data vedrørende potentiel risiko for dannelse af toksiske meta-bolitter på planteprodukter til konsum
7.1.1 Yderligere undersøgelser såfremt der er mange inaktive sporer af den specifikke MBO på produktet
7.1.2 Yderligere undersøgelser som kan være aktuelle såfremt MBO udviser aktivitet på produktet
7.2 Dokumentation i relation til applikationsmetode

I forbindelse med en risikovurdering af en MBO vil mange informationer kunne hentes fra litteraturen. Det gælder f.eks viden om økologiske forhold i relevante habitater og specifikke arters naturlige forekomst og vækstkrav som det fremgår af ovenstående rapport. Sådanne informationer vil dog som oftest være af generel karakter, hvorfor der i konkrete sager kan opstå behov for at fremskaffe dokumentation af mere specifik karakter. Der findes brugbare metoder til at opnå detaljerede data vedrørende MBO's økologi og metabolitproduktion i de forskellige habitater. Det må dog i hvert enkelt tilfælde vurderes nøje, om et eventuelt krav om yderligere dokumentation baseret på eksperimentelle undersøgelser er nødvendigt, da de fleste af de tilgængelige metoder til sådanne undersøgelser kun kan gennemføres med betydelige omkostninger til følge. I det følgende er anført nogle af de forhold, der i hvert enkelt tilfælde kan være relevante at få yderligere belyst. Der er desuden eksempler på metoder, der kunne tænkes anvendt

7.1 Data vedrørende potentiel risiko for dannelse af toksiske metabolitter på planteprodukter til konsum

Tilstedeværelse af arten: Kan mikroorganismer af samme art som den applikerede MBO isoleres fra høstproduktet. Dette kan gøres ved hjælp af pladespredningsteknikker på selektivt medie o.lign..

Tilstedeværelse af isolatet: Hvis arten er tilstede på produktet, kan det undersøges, om det specifikke applikerede isolat (MBO) er blandt de isolerede mikroorganismer.

Eksempler på metoder der kan anvendes:
PCR /RFLP fingerprint
Specifikke primere
Specifikke antistoffer
Isoenzymer

Aktivitet af isolatet: Hvis MBO detekteret på produktet er det muligt at undersøge aktiviteten af isolatet og dermed mulighed for dannelse af metabolitter. For de produkter, der lagres gennem kortere eller længere tid, bør aktiviteten undersøges ved de lagerbetingelser og lagringstider, der er relevante for det pågældende produkt.

Eksempler på metoder der kan anvendes:

Mikroskopi til undersøgelse af mængde og fordeling af sporer, sporespiring og mycelievækst.

Undersøgelser in situ ved hjælp af isolater genetisk mærket på en sådan måde, at aktiviteten kan moniteres (GUS, m.fl).

7.1.1 Yderligere undersøgelser såfremt der er mange inaktive sporer af den specifikke MBO på produktet

Såfremt der ikke er aktivitet, men der detekteres en stor mængde inaktive sporer på produktet, må to mulige forhold vurderes eller undersøges yderligere:

  1. om sporerne indeholder toksiner og derfor udgør en sundhedsrisiko ved indtagelse af produktet selvom de er inaktive.
  2. sporerne indeholder ikke toksiner, men kan spredes fra produktet til luften i kritiske mængder.

7.1.2 Yderligere undersøgelser som kan være aktuelle såfremt MBO udviser aktivitet på produktet

  1. Fastlægge MBO'ens metabolitproduktion in vitro og sammenholde produktionsmønstret med andre og kendte isolater af arten, for at vurdere om MBO producerer specielle stoffer og eventuelt identificere udvalgte stoffer.
     
  2. Isolere og identificere metabolitter der udskilles på produktet in situ
     
  3. Måle restkoncentrationer for særligt toksiske metabolitter

7.2 Dokumentation i relation til applikationsmetode

For MBO der tilføres til jord og voksemedier enten ved bejdsning, iblanding eller udsprøjtning vil den potentielle risiko for at høstproduktet er kontamineret med organismen og dermed også om der potentielt kan være en forekomst af sekundære metabolitter være afhængig af (1) om høstproduktet er rødder eller knolde hvor hensigten med applikeringen af midlet har været direkte kontakt med produktet eller (2) om produktet er blade/stængel frugter eller frø hvor det kræves at organismen spredes fra jorden til disse planteorganer. Ved applikation til fyllosfæren (blade, stængler, blomster og/eller frugter) vil der ofte være mulighed for at produktet er kontamineret (3).

Vedrørende (1): Forslag til undersøgelser beskrevet i 7.1 er sandsynligvis specielt relevante når der er tale om produkter, der ved applikation er i direkte kontakt med MBO. Desuden bør planteprodukter undersøges med hensyn til restkoncentrationer, hvis det er erkendt at organismen eller organismer af samme art producerer toksiske metabolitter i jord/rhizosfære.

Vedrørende (2): Den mængde enheder af en MBO, der tilføres jorden må bedømmes i forhold til den naturligt forekommende population af arten i jorden. Såfremt det skønnes at der er tale om en meget lille tilførsel i relation til den naturlige population vil der formodentlig ikke være nogen forøget risiko for massiv spredning af arten til fyllosfæren, specielt ikke hvis den pågældende art jævnligt er isoleret fra den naturlige fyllosfære mikrobiota. Som det fremgår af kapitel 2, spredes jordbårne organismer fra jord til fyllosfære. Med hensyn til vurdering af MBO's spredning vil sandsynligheden for spredning til overjordiske plantedele formodentlig være størst for de grønsager der er i direkte kontakt med jord.

Da der i litteraturen ikke er fundet tilgængelige undersøgelse af, om MBO tilført til jord, rhizosfære og frø kan spredes til overjordiske plantedele, bør sådanne undersøgelser foretages for relevante kulturer som salat og krydderurter. Disse undersøgelse bør foretages for definitivt at kunne drage konklusioner vedrørende potentielle risici, også selvom der ikke umiddelbart ud fra en økologisk vurdering synes at være nogen begrundet risiko.

Selvom MBO ikke detekteres på overjordiske plantedele kan det være relevant som anført under (1) at udføre restkoncentration analyser, hvis det er erkendt, at organismen eller organismer af samme art producerer toksiske metabolitter i jord/rhizosfære, da der er mulighed for, at planter kan optage metabolitter gennem roden.

Vedrørende (3): Det vil igen afhænge af den anvendte MBO og forhold som eksempelvis høsttidspunkt og frugtdannelse i forhold til applikationstidspunktet, hvilke behov der er for dokumentation. Flere af undersøgelserne nævnt under 7.1 må dog formodes at være relevante at gennemføre i de fleste tilfælde.

Selvom produktet er kontamineret med MBO'er, er de i dag anvendte organismer ikke kendt for at forårsage efterhøstproblemer i form af vækst og sporulering på planteprodukter. Risikoen for metabolitproduktion efter høst skønnes derfor i almindelighed at være minimal.
 

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]