[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

 

Demonstrationsejendomme for bedre udnyttelse af husdyrgødning

Forord

I 1991 etablerede Landskontoret for Planteavl som led i Landsudvalget for Planteavls aktionsplan for bedre udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning 10 demonstrationsejendomme med det formål at vise, hvordan man på ejendomsniveau kunne opnå en bedre udnyttelse af husdyrgødning. Projektet blev støttet af Miljøstyrelsens Råd vedr. genanvendelse og mindre forurenende teknologi.

Resultaterne af projektet er meddelt i "Miljøprojekt nr. 276, 1994" samt i en lang række artikler i en række landbrugsfaglige tidsskrifter.

Projektet har således haft stor betydning for arbejdet med at opnå en bedre udnyttelse af husdyrgødning.

De høje værdital for kvælstof i husdyrgødning, der blev opnået ved afslutningen af det tidligere demonstrationsprojekt i 1994, viser, at man på ejendommene nu tør regne med, at man i praksis kan opnå de værdital, som er fundet i forsøgene med husdyrgødning på ejendommene.

Forsøgsresultaterne tyder imidlertid på, at man udover den høje 1. års effekt af husdyrgødningen også kan forvente sig en betydelig eftervirkning. Derfor tog Landskontoret for Planteavl i efteråret 1994 initiativ til at forlænge projektet i endnu en 3-årig periode.

Miljøstyrelsens Råd vedr. genanvendelse og renere teknologi bevilgede en forlængelse af projektet.

Et af formålene med forlængelsen af projektet har været at afklare om kvælstoftilførslen på marker med en betydelig tilførsel af husdyrgødning over en længere årrække kan reduceres ud over den reduktion, som skyldes, at man nu regner med en høj 1. årsvirkning af husdyrgødningen. Et andet formål har været at belyse, om det har været muligt at fastholde den positive udvikling i udnyttelsen af husdyrgødning og i kvælstofbalancen på ejendommene, som blev opnået i den første projektperiode.

Projektet har været overvåget af en styregruppe med følgende sammensætning:
Søren Kjær, Miljøstyrelsen
Jens Petersen , Statens Planteavlsforsøg
Verner Friis , Statens Husdyrbrugforsøg
Jens Johnsen Høy, Landskontoret for Bygninger og Maskiner
Per Tybirk, Landskontoret for Svin
Jørgen Ravn, Sjællandske Fammilielandbrug
Leif Knudsen, Landskontoret for Planteavl og
Hans Spelling Østergaard, Landskontoret for Planteavl.

Landskontoret for Planteavl vil gerne takke værterne på demonstrationsejendommene, de lokale planteavlskonsulenter, Miljøstyrelsen og styregruppen for et godt samarbejde omkring projektet.



[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]