[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Erstatningsmaterialer for amalgam til tandfyldninger

6. Konklusion

Af miljømæssige årsager ønskes amalgam til tandfyldning erstattet med andre materialer, fordi anvendelsen af amalgam indebærer en øget kviksølvbelastning af miljøet. Der er udviklet en lang række materialer der i mange tilfælde kan erstatte amalgam, men til brug for fyldning af større kaviteter i kindtænderne har de eksisterende materialer nogle mangler. Nogle materialer er for dyre til at de kan anvendes generelt; det gælder således støbte restaureringer af guldlegering og af keramik. Andre har for ringe holdbarhed til anvendelse i større kaviteter i kindtænderne; det gælder for glasionomercementer, resinmodificerede glasionomercementer, kompomerer samt galliumbaserede fyldningsmaterialer. Plastfyldningsmaterialerne anses for at være det materiale der har den største mulighed for at kunne erstatte amalgam til fyldning af større kaviteter i kindtandsregionen.

De eksisterende plastfyldningsmaterialer er ikke så hensigtsmæssige at anvende som amalgam. Dels er de vanskelige at anvende i kindtandsregionen, og dels udviser de kontraktion hvilket kan skabe spalter mellem materiale og tand. Sådanne spalter kan være sæde for bakterier der kan nedbryde omkringliggende tandvæv.

Undersøgelser har vist at holdbarheden af plastfyldninger i kindtandsregionen er tæt på holdbarheden af tilsvarende fyldninger af amalgam. Dette gælder især når der har været anvendt stor omhu under udførelsen af fyldningsproceduren med plastet. Undersøgelserne peger på, at små forbedringer af de eksisterende materialer vil give materialer der er passende alternativer til amalgam.

Resultaterne fra projektet viser veje for hvorledes materialerne kan forbedres. Disse veje er 1) anvendelse af fyldstoffer med afrundede former og passende partikelstørrelsesfordeling, 2) anvendelse af nye typer plastmonomerer der giver et stærkere materiale og eventuelt mindre kontraktion, 3) anvendelse af polymerisationsinitiatorer der dels øger omsætningsgraden og dels mindsker spaltedannelsen samt 4) anvendelse af plastmonomerer med lav allergenicitet.

Amalgam anvendes også til fyldning af tænders rodspidser inde i kæben med det sigte at stoppe kimen til en betændelsestilstand omkring tandroden. Som omtalt i afsnit 5 er der udviklet et alternativ, Retroplast, som endda fungerer bedre end amalgam. Det kliniske resultat af rodspidsfyldninger med Retroplast er således ca. 50% bedre end tilsvarende med amalgam.



[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]