[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

4. De Grønne Guiders aktiviteter

• De hidtidige udadvendte aktiviteter
• Succeser og fiaskoer
• De grønne guiders erfaringer og overvejelser
  • De grønne guiders roller
  • Kontaktformer
  • Fremgangsmåder og procesrefleksioner
  • Nogle andre strategiske temaer

Dette kapitel handler om, hvordan det er gået med de grønne guiders udadvendte aktiviteter i ordningens første år.

Grøn guide ordningen er et eksperiment. De grønne guider er en ny aktør i de lokale samfund, og det spændende spørgsmål er, om de vil vise sig at være i stand til at "rådgive og vejlede beboere eller brugere i lokalområderne", sådan det er hensigten med ordningen? Gør de grønne guider en forskel? Kan de fungere som en "informerende, inspirerende, handlingsorienteret og koordinerende" ressource i lokalområderne?

Ét år er ikke tilstrækkeligt til at bevise det i. Det er en generel erfaring, at fremme af borgerdeltagelse og social-kulturel udvikling i øvrigt tager længere tid, end man umiddelbart forestiller sig; at selv tre år til at etablere og realisere sådanne processer er meget kort tid. Det første hold grønne guider har - som beskrevet i foregående kapitel - måtte bruge en del tid og energi på at etablere sig rent praktisk, på at gøre sig kendte og på at opbygge samarbejdsrelationer m.v. De udadvendte aktiviteter er kommet igang, men der er endnu to år for dette hold guider til at udfolde og udvikle deres indsats. Evalueringen vil følge dem, og først når vi kan behandle hele det treårige forløb, vil vi have et tilstrækkeligt solidt materiale til at kunne vurdere nytten af grøn guide ordningen. På nuværende tidspunkt - i denne del-evaluering - kan vi trods det belyse, hvorvidt der er kommet gang i de udadvendte aktiviteter. Vi kan se på og sige noget om, hvorvidt det på nuværende tidspunkt ser ud til, at de grønne guider kan gøre nytte og vil komme til at fungere i overensstemmelse med hensigterne. I den forstand konkluderer vi ikke endeligt om værdien af de grønne guiders udadvendte arbejde, men giver en begrundet vurdering af den hidtidige proces og af hvordan det på nuværende tidspunkt ser ud til at ville gå.

Kapitlet er dog tænkt som mere end en status og vurdering. Hensigten er også at opsamle og diskutere de grønne guiders hidtidige erfaringer fra deres udadvendte aktiviteter for herigennem at bidrage til vidensudviklingen - og derved potentielt også til kvalificeringen af de kommende års indsats.

Vi har valgt at inddele fremstillingen i 4:

• Vi begynder med at give en oversigt over og et indblik i de grønne guiders hidtidige udadvendte aktiviteter. Her kan man læse om aktiviteternes antal, om hvilke typer af aktiviteter der har været mest udbredte, og om hvilke målgrupper aktiviteterne har haft
• Herefter ser vi nærmere på, hvordan det er gået med aktiviteterne. Hvad har vist sig muligt og er lykkedes? Hvilke skuffelser og problemer har de grønne guider haft i forbindelse med deres udadvendte aktiviteter? Vi giver en række eksempler og en samlet vurdering.
• I det tredie del-kapitel går vi dybere ind i erfaringerne ved at fremstille dem i form af en række problemstillinger som ud fra de grønne guiders tilbagemeldinger til os har vist sig væsentlige. Her kommer vi ind på de grønne guiders roller, på deres metoder til etablering af kontakt og samarbejde med borgere, på forløbet i aktiviteterne og udviklingen i det udadvendte arbejde, samt på de grønne guiders strategiske overvejelser i forlængelse af deres hidtidige erfaringer.
• Endelig rummer kapitlets fjerde del vores sammenfatning af, hvordan det indtil videre er gået samt en diskussion af, hvilke perspektiver erfaringerne fra det første års udadvendte aktiviteter har for det videre arbejde.

Kapitlet er primært baseret på materialet fra evalueringens 2. spørgeskema-undersøgelse (jf. bilag 3) , men også materiale fra logbog-analysen og de kvali-tative interviews er inddraget.

De hidtidige udadvendte aktiviteter

Som det er fremgået af kapitel 3 har de grønne guider med nogle enkelte undtagelser brugt en del af 1997 til at etablere deres arbejdsplads og til at blive kendt og få kontakter til borgere og institutioner i lokalområdet. Når vi i det følgende behandler det første års aktiviteter, skal man med andre ord dels være opmærksom på, at guiderne reelt ikke har haft et helt år til udadvendte aktiviteter, dels på at det samlede billede af aktiviteterne er præget af situationen i den forstand, at en del af dem har haft det som et vigtigt mål at gøre sig kendte og at etablere kontakter.

Ud fra de grønne guiders logbøger har vi frem til december 1997 registreret over 300 udadvendte aktiviteter. Hertil kommer guidernes daglige kontakter og rådgivning via deres placering i centre, butikker, ejendomskontorer, biblioteker m.v. - og via telefoniske henvendelser. Tallet i sig selv dokumenterer således ikke andet end, at de grønne guider er i gang. På grund af de forskellige starttidspunkter, og fordi tallet dækker over såvel store projekter som små arrangementer, langvarige forløb såvel som kortvarige, giver det ingen mening at vurdere det. Men det kan være indgangen til at se nærmere på, hvilke typer af aktiviteter der har været de fremherskende.

Vi har konstrueret 13 kategorier til karakteristik af de grønne guiders udadvendte aktiviteter. Figuren på denne side giver et overblik over dem samt et indtryk af vægtningen mellem dem. Mht. vægtningen afspejler den dog ikke andet end forholdet mellem antallet af aktiviteter og siger således ikke noget om hverken tidsforbrug eller effekt. Hvad de enkelte kategorier nærmere dækker over kommer her:

1. Konsulentopgaver: De grønne guider hjælper i en del tilfælde borgere eller lokale institutioner med deres miljøprojekter. Indførsel af økologisk mad i daginstitioner er fx et område, hvor flere af guiderne har været aktive konsulenter. Et andet område er rådgivning af lokale handlende om at fremme grønne indkøb.

2. Miljøprojekter: I denne ret udbredte type aktivitet er den grønne guide selv med til at lave et miljøforbedrende projekt. Det er især en markant aktivitet hos de grønne guider, der er ansat i boligområder. De laver fx kampagner for vandbesparelser og udarbejder planer for giftfri forvaltning af udenomsarealerne. En del af de grønne guider har også deltaget i etableringen af naturlegepladser. Endelig findes der en række mere utraditionelle miljøprojekter fx etableringen af en grøn sleep in.

3. Opsøgende arbejde og registreringer: Nogle af de grønne guider har aktivt forsøgt at komme i kontakt med det lokale erhvervsliv. Det sker bl.a. ved at besøge butikker og tale med dem om muligheder for samarbejde, kampagner og udvidelse/ændring af varesortimentet. Flere af guiderne har også arbejdet med at opgøre muligheder for miljøvenlige indkøb og offentliggøre miljøvejvisere, hvor forbrugerne lokalt kan finde miljøvenlige produkter.

4. Demonstrations-arrangementer: De grønne guider gør meget ud af at gøre deres ideer og råd anskuelige. De demonstrerer fx kompostering, solfangere og - ikke mindst - økologisk havedyrkning.

5. Torve- og markedsdage: På torve- og markedsdage er det nemt at blive set og komme i kontakt med mange mennesker. Det har mange af de grønne guider benyttet sig af ved at få et stade, hvor de fx har haft noget informationsmateriale, samtidig med at de har solgt eller demonstreret noget.

6. Ture/Ekskursioner: En måde at forsøge at inspirere borgere til at gøre noget for miljøet er at tage dem med på et tur til et sted, hvor andre borgere har lavet et godt eksempel fx et økologisk byggeri eller en naturlegeplads. Ture handler i nogle tilfælde om at vise andre - fx turister - rundt i lokalområdet og fortælle noget om miljøindsatsen her. En tredie type handler om at give deltagerne en naturoplevelse og -bevidsthed.

7. Særlige pædagogiske arrangementer: Som vi kommer tilbage til senere er børn og unge en målgruppe, som en del af de udadvendte aktiviteter er rettet mod. Mange af disse aktiviteter ligger inden for de øvrige kategorier, mens vi med kategorien her har villet markere, at flere af de grønne guider har arbejdet med anderledes aktiverings- og formidlingsformer rettet mod børnene og de unge. Nogle eksempler er brug af eventyr, legetøjsværksted, legetøjsbørs og en emballageworkshop, hvor man byggede et sørøverskib af papkasser.

8. Sociale arrangementer: En anden særlig - og ikke særlig stor - kategori handler om arrangementer, hvor den grønne guide primært søger at styrke det sociale fællesskab i lokalområdet, samtidig med at hun eller han herigennem får bedre kontakt med nogle af de lokale borgere. Det kan være en bålaften, en street-basket turnering for børn og unge eller en fællesspisning. Miljøet kan være helt fraværende i selve aktiviteten, mens aktiveringen på lidt længere sigt kan være til gavn for miljøindsatsen.

9. Offentlige møder og debat-arrangementer: De grønne guider har dels selv arrangeret, dels selv deltaget i, åbne møder og debat-arrangementer. De har fx drejet sig som lokal Agenda 21 planlægning, om debat om miljøet mellem de politiske partier op til kommunalvalget og om grøn plejeplan for et område.

10. Foredrag og oplæg: Foreninger, beboerorganiseringer og forskellige lokale institutioner har henvendt sig til de grønne guider og enten fået dem til at holde et foredrag om et bestemt miljøemne eller til at komme med et oplæg med inspiration til, hvad de kan gøre for at forbedre deres miljøforhold. Der er desuden guider, der selv har stået for en hel foredragsrække - fx om grøn pædagogik og sundhed & livsstil.

11. Kurser: Flere af guiderne har arrangeret deciderede kurser, uddannelser eller workshops. De fleste har drejet sig om efteruddannelse af gårdmænd og ejendomsinspektører . I fire andre tilfælde har emnet været grøn livsstil, hvor de grønne guider har benyttet Kaj Hansens kampagne-materiale herom. Nogle af guiderne har en særlig faglig viden, som de har gjort brug af i kurser. Der har fx været afholdt kurser i halmballebyggeri og "lav selv din egen maling".

12. Udstillinger og anden informationsformidling: Denne kategori handler om den informationsformidling som ikke er ren skriftlig eller som hører ind under en af de andre aktivitetsformer. Det er en af de mest udbredte aktivitetsformer hvilket især skyldes, at de fleste guider har benyttet udstillinger som formidlingsform. Kategorien dækker dog også over brug af en række andre formidlingsformer: TV-indslag, videoproduktion, modeshow, teater og åbent hus.

13. Skriftlig rådgivning: Den skriftlige formidling er måske ikke overraskende den mest udbredte form for udadvendt aktivitet. Flere af de grønne guider har fået en fast rubrik eller brevkasse i lokalavisen. Dem der arbejder i boligområder skriver i beboerbladet. Nogle har udarbejdet skriftligt instruktionsmateriale - fx om hvordan man gennemfører miljøstyring i en institution.

Det fremgår indirekte af denne beskrivelse, at de grønne guider har rettet deres indsats mod flere forskellige målgrupper. Da det imidlertid er vigtigt i forbindelse med evalueringen at få afdækket, hvilke målgrupper de grønne guider når ud til, vil vi se lidt nærmere på, hvem det er, guiderne har henvendt sig til i det første år. Figuren herunder giver et overblik og viser den relative vægt forstået som antallet af aktiviteter for den enkelte målgruppe set i forhold til det samlede antal aktiviteter :

Dette billede af målgrupperne afføder umiddelbart to kommentarer:

• For det første at de fleste af de grønne guider har brugt en del af det første år til at gøre sig kendte hvilket sandsynligvis har indflydelse på det store antal aktiviteter med "åben målgruppe". På den ene side har flere af guiderne erfaret, at det har meget stor betydning for deres muligheder for at få henvendelser og sat aktiviteter i gang, at folk først har truffet dem i en eller anden uforpligtende sammenhæng som fx på et marked. Det at gøre sig synlig og give muligheder for sådanne lette kontakter vil næppe blive overflødigt i det videre forløb. På den anden side er det sandsynligt, at der kommer til at ske en forskydning fra de åbne arrangementer mod de målgruppe-definerede opgaver. Det er en udvikling som flere af guiderne har bemærket.
• For det andet at aktiviteterne selvfølgelig har en nær sammenhæng med de grønne guiders organisatoriske rammer og arbejdsbeskrivelser. Som det fremgik af kapitel 1 er en del af guiderne ansat i tilknytning til almennyttige boligselskaber, hvorfor det ikke er overraskende, at aktiviteter rettet mod beboere og ansatte i boligselskaberne har så relativt stor vægt.

Figuren viser også, at guiderne samarbejder en del med skoler og daginstitutioner og desuden, at de laver en del aktiviteter for børn og unge. Det lyder måske umiddelbart som det samme. Men "skoler og daginstitutioner" dækker aktiviteter rettet mod personalet, og for skolernes vedkommende også skoler for voksne som fx daghøjskoler. Aktiviteter for børn og unge foregår ikke kun i skoler og daginstitutioner, men også fx i boligområder og foreninger. Tilsammen fylder disse målgrupper relativt meget i guidernes aktivitetsprofil, hvilket på den ene side kan forstås som et udtryk for, at guiderne prioriterer denne målgruppe - måske for gennem skoler og daginstitutioner, samt gennem engagementet af børnene og de unge, at komme i kontakt med den voksne del af befolkningen. På den anden side kan det også afspejle, at guiderne generelt set her har fundet nogle lettilgængelige og interesserede samarbejdspartnere.

I forhold til de tidligere års indsats for grøn folkeoplysning er det mere utraditionelt at foreninger og handels- og erhvervslivet er repræsenterede som målgrupper. Som det fremgik af kapitel 1 har mange af projekterne til hensigt at rette en del af deres arbejde mod denne målgruppe. Det ser ud til at holde stik. Dog er det sådan, at enkelte af projekterne decideret er rettet mod foreninger eller handelslivet, hvilket selvfølgelig vejer tungt i denne opgørelse. Men der er også eksempler på, at andre af de grønne guider har lavet aktiviteter rettet mod butikker, mod folk i byggebranchen og mod landmændene.

Ud over disse kategorier dækker rest-kategorien "diverse" over en lang række andre målgrupper: Forsyningsselskaber, plejehjem, arbejdsløse, folk fra private vandværker, et skovdistrikt, turister, psykisk udviklingshæmmede, pensionister og amter.

Hovedvægten ligger altså klart på aktiviteter med åben målgruppe, på boligområderne og på de pædagogiske institutioner og aktiviteter, men samtidig er der også lavet aktiviteter for flere andre målgrupper. Profilen af målgrupperne for de grønne guider viser, hvem de forsøger at nå. For aktiviteterne med åben målgruppe er det ikke nødvendigvis det samme som, hvem der reelt tager imod og benytter dem. Er det fx de allerede grønne, eller er det også de ikke-grønne, der nås? Og er det nu bedst at gå gennem de interesserede grønne eller skal der gøres mere for direkte at nå de ikke-grønne? De spørgsmål vender vi tilbage til senere i dette kapitel.

Samlet kan vi sige, at det første hold grønne guider i løbet af det første lille år generelt er kommet igennem etableringsfasen og nu er igang med de udadvendte aktiviteter. Disse aktiviteter har for en stor dels vedkommende gået ud på at gøre sig kendt for en bred målgruppe og etablere kontakter, som det fortsatte arbejde kan bygge videre på. Torve- og markedsarrangementer, udstillinger, åbent hus, demonstrations-arrangementer og offentlige møder hører til den form for aktiviteter. I det videre forløb vil vi ganske sikkert se flere af disse aktiviteter, men på baggrund af erfaringerne fra de grønne guider der ikke startede på nulpunktet, samt fra nogle af de først etablerede af de nye projekter, forventer vi, at der i det videre forløb vil ske en forskydning mod de mere snævert målgruppe-rettede opgaver. Altså en bevægelse fra de åbne arrangementer mod konsulent-opgaver, kurser, oplæg og samarbejder om gennemførelse af miljøprojekter. Som det er fremgået, er denne form for aktiviteter også kommet igang, men idet den kan ses som en naturlig forlængelse af de kontaktskabende aktiviteter, forventer vi, at guiderne i deres andet år vil komme til at bruge mere tid på den form for aktiviteter.

Det er et meget overordnet billede af udviklingen i de udadvendte aktiviteter, vi her har optegnet. Én ting er imidlertid, hvad de grønne guider har lavet, noget andet er, hvordan det er gået. Det vil vi nu sætte fokus på.

Succeser og fiaskoer

I evalueringens anden spørgeskemaundersøgelse bad vi de grønne guider give os nogle eksempler på succeser og fiaskoer i de udadvendte aktiviteter. Hvad var lykkedes, og hvad var mislykkedes for dem? Når vi i det følgende gengiver nogle af disse eksempler, skal man selvfølgelig være bevidst om, at de afspejler de grønne guiders egne vurderinger af, hvad der er gået godt og skidt. Vi må gå ud fra, at de - som alle andre mennesker- helst vil fremstille deres egne aktiviteter positivt. Også selvom vi har lagt vægt på at fortælle dem, at evalueringen ikke er en evaluering af de enkelte grøn guide projekter, men af den samlede ordning. Når det er sagt, må vi på den anden side fremhæve, at besvarelserne som et helt gennemgående træk, vidner om, at guiderne evner at reflektere over deres praksis, og at de herigennem også aktivt bearbejder de problemer, de støder ind i. Desuden skal man også være opmærksom på, at guiderne ikke bare kan have en bias i retning af det for lidt kritiske, men modsat også kan komme til at undervurdere effekten af deres egen indsats. Det kan være tilfældet, hvor guiderne kun bemærker de mere direkte effekter og responser på deres arbejde, mens de indirekte effekter måske ikke kan erfares umiddelbart. Guiderne arbejder med at fremme processer - og ofte kan de være ligeså svære at registrere som minut-viserens bevægelse på et ur. Først efter et vist tidsrum ses resultaterne, som let kan vise sig at være andre, end dem man havde forventet. Guiden på Møn har et eksempel:

"Møns turistforening havde inden jeg begyndte som grøn guide fået miljøcertificeret et antal sommerhuse. Jeg fulgte ideen op og henvendte mig til en campingplads. Ejeren var interesseret i sortering af affald på pladsen, udskiftning af rengøringsmidler til nogle mere miljøvenlige og få flere økologiske varer på hylderne i butikken. Det har han gennemført i denne sæson. Hans erfaringer var udgangspunktet for et møde mellem repræsentanter for forskellige former for overnat-ningssteder der tilbydes turisterne. Alle skulle gå i tænkeboks til næste møde, hvor vi så prøver at stille forskellige kriterier op for de enkelte typer af overnatninger. Kriterier der selvfølgelig går i retning af "grøn turisme"."

Den grønne guides henvendelse til ejeren af campingpladsen førte altså ikke bare til en ændret miljøpraksis på campingpladsen, men havde også en ring-spredningseffekt, så processen fortsætter og måske senere fører til andre kontante resultater.

Uanset at de grønne guider måske vil fremhæve noget og overse andet, så refererer de til nogle faktiske forløb. Deres eksempler er således ikke fri fantasi, men erfaringer om, hvad der kan komme ud af det, når man arbejder som grøn guide - både i form af resultater og problemer. Spørgeskemabesvarelserne gav mange eksempler - her følger et udpluk:

Eksempler på vellykkede aktiviteter:
Siden slutningen af 80'erne, hvor byøkologi og borgerdeltagelse rigtigt begyndte at komme på banen, har lokalt miljøarbejde hovedsageligt været forbundet med kommunale projekter, borgerprojekter og noget derimellem. Det lokale handels- og erhvervsliv har måske nok gjort noget, men generelt ikke som led i en lokal proces. Ved at gøre en offensiv indsats her, har flere af de grønne guider fået nogle pæne succeser:

• I Skæring-Egå har guiden formidlet kontakten og dermed skabt et samarbejde mellem en designer af økologisk bomulds- og uld-stoffer til møbler og en lokal møbelpolstrer. Han har også sørget for at en økologisk landmand nu er begyndt at opdrætte grise, som de lokale kan købe.
• På Møn har guiden på lignende vis fungeret som bindeled mellem den lokale slagter og en økologisk griseproducent. Slagteren laver pølser og skinker af griseproducentens kød. Hun har på lignende vis formidlet kontakter der betyder, at SuperBrugsen nu sælger lokalt produceret økologisk brød, grøntsager, æg og kød.
• Guiden i Kolding laver opsøgende arbejde i forhold til byens handelsliv. Det har medført en række møder med Cityforeningen og Koldings Handelsråd, som har taget positivt mod ideerne. I forbindelse med Handelsrådets planer om profilering af Kolding som handelsby nr. 1 i Trekantsområdet er det besluttet, at det skal ske gennem at markere Kolding som grøn handelsby.
• I Odense har guiden, og den miljøbutik hun er tilknyttet, to gange afholdt økologiske modeshows. Første år var der 50-100 tilskuere og fem modeller. I 1997 var der ti modeller og 200-300 tilskuere. Arran-gementerne har medført mange henvendelser vedrørende, hvor man kan købe miljøvenligt/økologisk tøj. Og modellerne, der går på Håndarbejds-seminariet, er blevet inspireret til at arbejde med økologisk tøj/genbrugstøj i deres projekter.
• På Frederiksberg har guiden hentet en idé om bygning af halmballehuse hjem fra USA og har fortalt om dem i skoledirektoratet, der har styret nogle gårdrumsrenoveringer. Ideen fængede, og i dag er to halmballehuse allerede opført, og man er igang med at se på mulighederne for at opføre en SkoleFritidsOrdning som halmballebyggeri.
  

De grønne guider, som er ansat i tilknytning til almennyttige boligbyggerier, står typisk i en situation, hvor hverken ejendomsfunktionærere eller beboere i forvejen har det store engagement i miljøet. Det sociale element i arbejdet har her meget stor betydning (jf. vores beskrivelse af den grønne guides arbejde i Hørgården på Amager). Det at få processen igang med projekter, der miljømæssigt set er nok så små og ubetydelige, kan i det videre perspektiv være en første vigtig succes, som åbner for samarbejder der kan føre til mere kontante resultater. I Hørgården har guiden registreret, hvordan hendes tilstedeværelse og snak med beboere og afdelingsbestyrelse langsomt fører til ganske små forskydninger i deres måder at tænke og handle på:

"Der har været snakket en del om de grønne områder i Hørgården imellem beboerne, og efterhånden går snakken ikke på, om vi skal have en mangfoldig vegetation, men på hvornår der sker noget i bedene (i forhold til grøn pleje og i forhold til fuglene). Holdningerne rykker sig, men det sker utroligt langsomt, og man opdager det egentlig ikke"

"...et eksempel på en holdningsændring er, at afdelingsbestyrelsen i deres årsevaluering af den grønne guide har talt om, at de ønsker, at jeg udarbejder en beplantningsplan (10 årig) for Hørgården som tager hensyn til det visuelle, samtidig med at beplantningen skal sammensættes af oprindelige danske arter og tiltrække insekter og fugle. Jeg tror ikke, at denne diskussion ville være opstået, hvis jeg ikke havde været i Hørgården."

Citatet tydeliggør en succesfuld proces som hen ad vejen ser ud til at ville føre til resultater. De følgende eksempler viser nogle af de resultater, som de grønne guider foreløbig har opnået i almennyttige boligbyggerier:

• Guiden i Nykøbing Mors fik et beboermøde med på at deklarere "sprøjtefrit område" ovenpå deres eget vandværks indvindingsområde/i deres egne haver og fik efterfølgende til opgave at tilvejebringe en konkret form, hvorunder en sådan deklaration kan få en rimelig virkning.
• I Esbjerg er det lykkedes guiden at engagere beboerne i en boligafdeling ved hjælp af en affaldskampagne. Der er blevet nedsat grupper, der vil arbejde med kompostering, og som vil passe containergården, og man har siden været på en vellykket ekskursion og set et velfungerende kom-posteringssystem i funktion.
• Den grønne guide i boligområdet Torstorp i Høje-Taastrup hjalp en nytte-havegruppe blandt beboerne, så de - efter først at have fået afslag fra kommunens tekniske forvaltning - alligevel fik deres ansøgning igennem. Det krævede hendes kompetence til at udarbejde et alternativt lokalplanforslag i tekst og tegning og betyder, at projektet nu er igang.
• Det allerede omtalte naturlegeplads-projekt i Hørgården (jf. kap. 2) hører også med i denne liste. Her lykkedes det at skaffe 100.000 kr. udefra til et projekt, hvor 350 beboere deltog i realiseringen af 1. fase.

Grønne guider forsøger også at få de lokale borgere til at forbruge mere miljørigtigt. Danskerne er i mange år blevet informeret herom, samtidig med at det er blevet klart, at miljøviden ikke nødvendigvis fører til miljøvenlige handlinger. Kan grønne guider gøre noget her, som kan støtte de mange, som egentlig er positivt indstillet overfor tanken om at leve mere miljøvenligt? De følgende succeser handler om, at hjælp stadig kan være information i form af svar på konkrete spørgsmål om, hvad der er bedst at gøre, men også at det handler om at gøre det lettere at handle miljørigtigt:

• I Ikast har guiden fået en grøn brevkasse i den husstandsomdelte lokalavis, hvor hun hver 14. dag giver konkrete forbrugerinformationer om varer, hun har checket op på. Reaktioner har vist, at mange læser og diskuterer det, hun skriver. Nogle klipper det ud og gemmer det, nogle har bedt om lov til at genoptrykke svar i deres foreningsblad, og en omtale af linoliemaling har ført til flere henvendelser hos de lokale farvehandlere.
• I Svinninge har guiden især oplevet at kunne rykke ved holdningerne, når hun er blevet inviteret ud og fortælle om grønt forbrug på daghøjskoler, i skoler og daginstitutioner. Mest vellykket bliver det, når der har været holdt formøde, så foredraget tager udgangspunkt i målgruppens konkrete forventninger.
• I Egebjerg i Ballerup har guiden haft stor succes med at etablere bytteringe (LETS-systemet). Mange af beboerne har taget mod ideen med begejstring, og udover at fungere har det skabt kontakt til en stor gruppe frivillige, som ellers ikke havde reageret på guidens aktiviteter.
• Guiden i Beder/Malling/Ajstrup har også erfaret, at det er muligt at få forbrugerne med på en ny idé, hvis den er lettilgængelig. I dette tilfælde handler det om at tegne abonnement på økologiske grøntsager. Med guidens mellemkomst blev den lokale Købmandsgård formidler af ordningen, hvor man som forbruger får en indkøbspose med årstidens grøntsager hver uge, hvis man tegner abonnement. Udover at få købmanden med på ideen, fik guiden gjort Århus Stifttidende så interesseret, at historien kom på forsiden. Ja, avisen viste sig så interesseret, at den har lavet flere opfølgende artikler om ordningens udvikling. Guidens skub, købmandens handlekraft og avisens interesse har tilsammen skaffet 140 abonnenter, hvilket er bedst i landet. Derfor blev det også valgt som eksempel, da TV-forbrugerprogrammet "Rene ord for pengene", lavede et indslag om abonnement-systemet.
• Arrangementer på bytorvet har i flere tilfælde også været succeser. I Roskilde annonceres de grundigt op og der skrives om emnet på den grønne side i lokalavisen. Selve arrangementet er her et demonstrations-arrangement. På Nørrebro i København har den grønne guide stået for en del af arbejdet med etableringen af "Økologiske torvedage", som under stor medieomtale og god handel er blevet afholdt 8 lørdage.

Som et afsluttende eksempel på vellykkede udadvendte aktiviteter vil vi nævne et initiativ til fremme af det kommunale Agenda21 arbejde:

• Guiden på Østvendsyssels Energi- og Miljøkontor kontaktede alle 15 kommuner i Vendsyssel, og stillede deres Agenda 21 kontaktperson 8 forskellige spørgsmål om deres indsats. Det førte til en efterspørgsel fra den tekniske chef i Skagen efter erfaringsudveksling mellem kommunerne nordenfjords. Han var træt af at høre om, hvor fortræffelige de var ovre i Albertslund, fordi vilkårene på alle mulige måder er forskellige dér og i hans kommune. Guiden tog tråden op og fik positive reaktioner fra mange, hvilket betyder, at guiden nu har arrangeret det første møde.

Eksempler på mislykkede aktiviteter:
Der er flere eksempler på, at de grønne guiders aktiviteter ikke fik det udfald, de havde forventet:

Som et første område vil vi tage boligområderne, hvor vi tidligere har været inde på, at der generelt stilles store krav til de grønne guider med hensyn til at skabe kontakt med - og engagement hos - beboerne:

• Den grønne guide i Skæring-Egå løb panden mod en mur, da han på en generalforsamling for fællesrådet af grundejerforeninger skulle forsøge at strikke en idé-bank sammen i samarbejde med deltagerne. Guidens rolle, som den der skal komme med forslag til forandringer, stødte sammen med en konservativ holdning hos mange af medlemmerne fra grund-ejerforeningerne.
• I Hørgården på Amager har guiden en lidt lignende erfaring som oven-stående. Hun ville gerne snakke om flere kolonihaver og om miljøhensyn med haveklubben i bebyggelsen. De ville imidlertid hellere passe sig selv og havde ingen ønsker om forandringer.
• I boligområdet Torstorp i Høje-Taastrup har guiden - sammen med en arbejdsgruppe under SSP - forsøgt at kombinere det sociale og det miljø-relevante i et "projekt byttecafé". Men trods annoncering i beboerbladet og de lokale daginstitutioner kom kun arrangørerne selv.

Blandt succeserne var der et par eksempler på torve- og markedsarrangementer. Men der er også eksempler på, at sådanne aktiviteter kan være skønne spildte kræfter:

• I Odense har guiden arrangeret to økologiske torvedage. Hun har gjort et stort arbejde med at skaffe boder, men der var ringe interesse for det blandt sælgere, ligesom der kun kom få besøgende. Guiden vurderer selv, at der simpelthen ikke er behov for det, fordi Odense allerede har et grønttorv, hvor der også sælges økologiske varer.
• En "stjernecykeltur", der skulle få borgere fra andre byer til at komme til marked i Mejlby, blev en klar fiasko for guiden i Nørager og turistforeningen. Der kom ikke én (jf. billedet fra Nørager i kapitel 2). Lokale borgere sørgede heldigvis for, at markedet i sig selv blev vellykket.

Til sidst to eksempler på aktiviteter, hvor det heller ikke entydigt kan siges, at ideen er dødfødt, men hvor guiden har erfaret, at der var problemer med formen:

• I Egebjerg i Ballerup arrangerede guiden en foredragsrække om natursyn. Den blev annonceret gennem AOF og burde således være nået ud til alle husstande i kommunen. Guiden havde sikret sig 4 af de krævede 12 tilmeldinger, men der kom kun tre til. Andre guider har haft bedre erfaringer med foredragsarrangementer, og guiden i Egebjerg vurderer selv, at den manglende interesse skyldes et for abstrakt emne.
• I Svendborg ville guiden sælge miljøoplevelser til turisterne. Han fik lavet en flot plakat, som stod flere centrale steder - bl.a. på de to turistkontorer - og han fik tilbudet om ture med besøg omtalt i en månedsbrochure for turister. Turisterne skulle blot kontakte ham eller turistkontoret og lave en aftale. Men der kom kun nogle enkelte henvendelser, og der blev aldrig arrangeret nogle besøg. Guiden vurderer, at tilbudene - se en masseovn, passiv solvarme, giftfrit plankeværk, mere natur i haven og miljøvenlig maling - var noget som folk ikke lige kendte i hverdagen, men måske forbandt med noget, de burde gøre - og som derfor ikke appellerede til folk, som holder ferie.

Med eksemplerne på de vellykkede aktiviteter har vi vist, at de grønne guiders indsats kan nytte i den forstand, at den fremmer processer, der vil forbedre miljøet. Med de mislykkede aktiviteter har vi omvendt vist, at det ikke er sådan at alt, som de grønne guider rører ved, lykkes. De grønne guider på det første hold er endnu ikke halvvejs i deres 3-årige forløb, og som tidligere understreget er det for tidligt at forsøge at konkludere noget om, hvorvidt grøn guide ordningen som helhed er en succes eller en fiasko. Vi kan ud fra den hidtidige beskrivelse af udviklingen hos de første 26 grønne guider sige, at det på nuværende tidspunkt ser ud til, at de grønne guider kommer til at opfylde den funktion i lokalsamfundene, som de var tiltænkt.

Succes har i vores behandling været ensbetydende med, at de grønne guider lykkes med deres forehavender. Kriteriet for succes kunne imidlertid også mere kontant være hvilken miljøeffekt, som det første lille års arbejde af guiderne har medført. Eller vurderingen af aktiviteterne kunne omvendt betone, at guidernes oplysnings-opgave gør det vigtigere at se på de indirekte effekter; ikke på hvad guiden selv opnår af resultater, men på om det over et tidsrum lykkes at fremme andre borgeres miljøbevidsthed og handlekompetence, så deres miljøindsats styrkes og derved fører til kontante miljøforbedringer. Foruden "miljøeffekt kriteriet" og "proces-katalysator kriteriet" kan succes og fiasko også anskues som et spørgsmål om guidernes kompetence til at udnytte deres ressourcer optimalt. Det kunne fx tænkes, at et velbesøgt og velfungerende torvearrangement ud fra en helhedsvurdering kunne siges at have taget al for mange kræfter og ikke at have sat noget igang.

I forhold til disse succeskriterier er vores synspunkt, at det ville være urimeligt tidligt at vurdere grøn guide ordningen på dens miljøeffekter, og at det på længere sigt vil være meget svært at opgøre det, fordi der netop er tale om en guide-ordning, som betyder, at opgaven er at hjælpe andre med at gøre noget, hvilket - når disse andre så gør noget eller ikke gør noget - er problematisk alene at henføre til guidens indsats. Vi har derfor lagt vægt på at undersøge, om der sker en udvikling i arbejdet, og om de hidtidige erfaringer tyder på, at guiderne vil kunne videreudvikle og styrke deres indsats i de sidste to år. Foreløbig har vi svaret, at det ser ud til at guiderne kommer til at få den funktion i lokalsamfundene, som de var tiltænkt. Hertil kan vi så tilføje, at fiasko-eksemplerne ingen steder i guidernes spørgeskema-besvarelser fremstår som afmagtsskabende nederlag, men altid som erfaringer hvortil der er knyttet refleksioner om, hvorfor det nok gik galt, eller hvad der har vist sig bedre at gøre. Guiderne lærer af deres succeser og fiaskoer. Og fra uddannel-sessamlingerne ved vi, at netop dette at udveksle ideer og diskutere erfaringer er det, som guiderne værdsætter højest i uddannelsen. Et citat som det følgende fra guiden i Svinninge er typisk for den måde fiasko-erfaringerne bearbejdes og fører til nye ideer (som kunne stamme for de andre guiders erfaringer):

"Lokale handlende i de 3 kommuner var inviteret med pr. brev til et åbent hus arrangement den 2. maj, desværre så vi ingen. Jeg skulle nok nærmere have foreslået én besøgsrunde ud til dem. Nu vi skal igang med at udarbejde en grøn indkøbsnøgle, vil jeg foreslå, at jeg kommer og besøger dem."

Hvad angår det tredie af succes-kriterierne - guidernes kompetence - finder vi det derfor mere meningsfuldt at give et nærmere indblik i hvilke erfaringer og overvejelser, som aktiviteterne har givet anledning til hos guiderne, end at forsøge at konkludere på, om guiderne nu har været kompetente nok i det første år. De har i udgangspunktet mange forskellige kvalifikationer (jf. kap. 1), men da opgaven som grøn guide er meget sammensat og krævende, er mangler og fejl noget man må forvente. Det væsentlige er derfor snarere, hvor gode guiderne er til at bearbejde de problemstillinger, de står overfor, og finde ud af, hvordan de kan kvalificere deres videre forløb.

De grønne guiders erfaringer og overvejelser

De grønne guider kommer ikke bare med forskellige kvalifikationer til stillinger med forskellige arbejdsbetingelser og -opgaver. De har også i udgangspunktet forskellige holdninger til, hvordan man bedst opfylder funktionen som grøn guide - noget som selvfølgelig også hænger sammen med, at de indgår i meget forskellige lokale situationer, som nødvendigvis må føre til forskellige strategier og metoder. Når vi i det følgende fremstiller deres erfaringer og overvejelser er det vigtigt at have sig denne forskellighed for øje. Selvom de i bred forstand har den samme opgave, så rummer den så forskelligartede betingelser og muligheder, at der ikke er een rigtig måde at være grøn guide på. Og selvom de støder ind i de samme problemstillinger og ofte vil opleve nogenlunde det samme, så vil deres forskelle i holdninger og tænkemåder betyde, at de ikke nødvendigvis drager de samme erfaringer ud af det.

Dette gør det ikke nytteløst at anskue erfaringerne og overvejelserne mere generelt. Vi kan give et overblik over forskellighederne og tydeliggøre begrundelserne for de forskellige handlemåder og opfattelser. Vi kan vise, hvorledes de grønne guider aktivt gør sig tanker om deres opgave og dermed, hvad det er for en vidensudvikling, som de hver især og sammen er igang med. Vi ser det som en vigtig del af evalueringsopgaven at klargøre, fastholde og formidle denne vidensudvikling. Ikke kun fordi det kan bidrage til den videre refleksion blandt de grønne guider (ikke mindst blandt de kommende guider), men også fordi de grønne guider ude i lokalsamfundene samler en viden om mulighederne og barriererne for miljøvenlig handlen, som er vigtig i forhold til den videre udvikling af strategier og politiske initiativer til fremme af en bæredygtig udvikling. Som sådan vil der altså ikke blive konkluderet, men derimod tematiseret og belyst som input til strategiske overvejelser såvel blandt guiderne som politisk.

Vi har inddelt guidernes erfaringer og overvejelser i fire hovedtemaer:

1. Roller
2. Kontaktformer
3. Fremgangsmåder og procesrefleksioner
4. Andre strategiske temaer

Disse temaer overlapper hinanden. Men de giver et forskelligt fokus og perspektiv på guidernes udadvendte aktiviteter, som vi mener kan være nyttigt.

De grønne guiders roller

Hvad vil det sige at være grøn guide? Hvordan gør man det bedst? Hvilken type opgaver hører til det at være guide? Hvilken relation skal man som guide forsøge at opbygge i forhold til sine målgrupper? Disse spørgsmål vedrørende den grønne guides rolle findes der forskellige - formulerede eller ikke-formulerede - svar på i grøn guide projekterne. Det er altså ofte allerede indarbejdet i selve projektbeskrivelsen og stillingsopslaget. Men derudover er det også noget den grønne guide selv har en holdning til og gør erfaringer med. Blandt det første hold grønne guider har vi identificeret 7 forskellige roller, man kan have som grøn guide. Den enkelte guide har typisk flere roller:

Rollen som bredt favnende rådgiver: "Jeg opfatter mig ikke som eksperten. Jeg ved lidt om det hele og meget om, hvor man kan få mere at vide". Sådan beskriver guiden i Høje-Taastrup Miljø- og Energicenter en af sine roller. I boligområdet Egebjerg skriver guiden også om bredde i rådgivningen, men her med vægt på bredden i målgrupperne: "Jeg står til rådighed som rådgiver i mangfoldige sammenhænge. For boligforeningerne, for de enkelte beboere, for børne- og daginstitutioner, for skolen, for de lokale foreninger osv."

Rollen som teknisk ekspert: Et par af guiderne har - foruden deres bredere miljøkendskab - også en særlig teknisk ekspertise. Guiden på Frederiksberg har en stor ekspertise i økologisk teknologi, hvilket gør ham i stand til selv at projektere udviklingsprojekter og til at hjælpe andre med at finde ud af, om et projekt ved nærmere eftersyn er acceptabelt ud fra et miljøsynspunkt. Tilsvarende har guiden i Hjortshøj også en særlig teknisk ekspertise om bl.a. miljøvenlig maling, som gør, at han får en del henvendelser herom - ikke bare lokalt, men fra hele landet.

Rollen som projektleder: Guiden på Frederiksberg er også et godt eksempel på, at guiden selv er primus motor i gennemførelsen af miljøprojekter. Som leder af Frederiksbergs økologiske eksperimentarium indgår han som miljøekspertisen i samarbejdet med kommune og boligselskaber om karrésaneringer, hvilket betyder, at han i høj grad er den, der formulerer og står for gennemførelsen af de miljøforbedrende projekter i forbindelse med saneringerne.

Rollen som igangsætter og katalysator: At igangsætte og katalysere er begreber, som de fleste af guiderne benytter i beskrivelsen af deres roller. Det centrale ved denne kategori er dog på den ene side, at man ikke kun er rådgiver (besvarer henvendelser), og på den anden side ikke - som projektlederen - er nøglepersonen i formuleringen og udførelsen af en miljøprojekt. Som "igangsætter" kontakter guiden selv sin målgruppe og forsøger at inspirere dem til selv at gå i gang med et miljøprojekt. Guiden i Roskilde gør det fx ved at skrive ud til alle daginstitutioner og dagplejere i kommunen.Og guiden i Ikast benytter besøg for at gøre handelslivet interesseret i en større miljøindsats. Som "katalysator" forsøger guiden aktivt at understøtte en aktivitet eller et projekt, som nogle lokale aktører selv leder og er ansvarlige for. På Nørrebro i København har guiderne ofte denne rolle ift. græsrodsinitiativer. Fx hjælper den ene af dem økologiske igangsætter-projekter om byhaver, om en økologisk andelsbutik og om en Sleep in Green. Folkeoplysning og praktisk miljøhandling kan opfattes som to sider af samme sag. Men vægtningen af dem kan være forskellig. I rollerne som rådgiver og teknisk ekspert er vægten lagt på de praktiske miljøhandlinger, som guiden kan informere andre om svarene og løsningerne på. Som igangsætter og katalysator kan dette også være et vigtigt led, men vægten lægges i høj grad på aktiveringen af borgerne eller brugerne. Her kan det være vigtigere at lytte, spørge og skabe gejst og debat end at formidle færdige svar. I de almennyttige boligområder handler guidernes opgave typisk om at forsøge at motivere beboerne til selv at gøre noget for miljøet i deres husholdninger og i deres lokale område. Som guiden i Hørgården skriver, har hendes vigtigste rolle i aktiviteterne været "at tænde gejsten hos mine samarbejdspartnere, at få dem til at tro på en realisering af projekter og på deres egen værdi for gennemførslen af projekterne". De sociale og kulturelle vilkår og perspektiver bliver i katalysator-rollen tænkt sammen med de miljømæssige. Guiden prioriterer måske at forsøge at inspirere beboerne med nogle aktiviteter, der egentlig ikke vil give de store miljøeffekter, men som trods alt skaber opmærksomhed om miljøet, samtidig med at det fremmer en aktiv kultur i området, som kan være en nødvendig forudsætning for senere hen at kunne få beboerne til at gå igang med mere betydningsfulde miljøprojekter.

Rollen som koordinator: Mange af de grønne guider har en koordinerende funktion. Løsninger af miljøopgaver kan involvere mange parter. I et boligområde kan den grønne guide, som guiden i Avedøre Stationsby formulerer det, "med en lokal base være bindeleddet mellem lokale visioner og holdninger på den ene side, og de økonomiske, administrative og tekniske systemer på den anden". Guiden i Ikast er direkte placeret som et sådant bindeled mellem kommune og borgere:

"Jeg tror, jeg har været et aktiv for Ikast kommune både som sparringspartner, men også som bindeled til borgerne. Borgernes generelle mistillid til kommunen kan være en barriere for, at kommunen kan nå ordentligt ud til borgerne uden at virke som en kontrollør. Jeg er til gengæld til for borgerne - på deres side af skrivebordet."

På Nørrebro i København er der tale om en stor, tætbebygget bydel, hvor de to guider bruger meget af deres tid på at organisere samarbejder mellem de mange aktører. Som den ene skriver:

"Jeg føler mig som en edderkop der sidder i midten, hvor min opgave er at have et overblik over, hvad der ellers er igang, så jeg kan sikre en koordinering og hermed styrkelse af de enkelte projekter".

Guiden på Gadkjærgård ved Vejle har ikke en hel bydel at holde styr på, men indgår som koordinator for at understøtte konkrete projekter. Som han skriver " mangler der ofte én, der samler trådene og holder gryden i kog". I forbindelse med et projekt om indførsel af økologiske varer i daginstitutioner kan der være brug for en guide, der både taler med forældrene, med personalet og med leverandørerne for at finde ud af, hvordan barriererne for indførslen bedst kan overvindes. Den koordinerende rolle kan endelig også gå ud på at mægle i en sag, hvor miljøet er kommet i klemme mellem to parter. Guiden for en række foreninger i vestsjælland er fx gået ind og har udarbejdet et løsningsforslag i en sag, hvor diskussionen mellem en idrætsforening og en kommune om reno-veringen af et gammelt udendørs lysanlæg var gået i hårknude.

Rollen som arbejdsleder: Mange af guiderne har praktikanter af forskellig art. Det kan styrke deres udadvendte indsats, som fx når guiden i Hørgården på Amager får hjælp af nogle praktikanter fra en husholdningsskole til at lave research og udarbejde planer til daginstitutioner, der ønsker at gå over til økologiske fødevarer. Det har været en stor hjælp, og hun har derfor søgt om 6 praktikanter til næste år til at lave en miljøstyringsplan for/i institutioner. Husholdningsseminaret har meldt tilbage med en forespørgsel, om hun vil have en hel klasse på 18 elever i praktik! Guiden i Høje-Taastrup Miljø- og Energicenter har fungeret i flere år og har et helt hold af medhjælpere. 5 faste frivillige der skiftes til at tage en tørn hver af ugens hverdage, samt 5 andre frivillige der hjælper med ved særlige lejligheder. I Svendborg har guiden også et par hjælpere, som han indimellem laver noget miljøundervisning med, så deres rådgiver-kompetence styrkes. Såvel arbejdslederens mobilisering af arbejdskraft som kvalificeringen af den kan være vigtige måder til at modvirke det potentielle problem, der ligger i den grønne guides tidsbegrænsede stilling.

Rollen som team-arbejder: Nogle grønne guider indgår i tæt team-arbejde med andre aktører. I Avedøre stationsby har guiden kontor i ejendomskontoret og samarbejder så tæt med de andre ansatte og miljø- og sikkerhedsgruppen, at "det kan være vanskeligt at afgøre, hvem der hjælper hvem". Her kommer guiden ind i en gruppe og styrker dens arbejde ved at tilføre viden og ressourcer. Placeringen af den grønne guide i "centre" eller "butikker" giver en anden mulighed for team-arbejde, hvis der også er tilknyttet andre lokale igangsættere til stedet. Det giver mulighed for at koble ressourcerne og opnå synergi-effekter. Guiden i Væksthus-Nørager sidder eksempelvis sammen med en sundhedsarbejder, som han planlægger at ansætte og dele en sekretær med og således drage fordel af fællesskabet og styrke den samlede indsats.

Med disse forskellige roller er grøn guide ordningen ikke ét eksperiment, men flere eksperimenter. Hvordan vil deres roller udvikle sig i det videre forløb? Hvor er den ene eller den anden rolle værdifuld, og hvad er dens begrænsninger? Hvor mange forskellige roller kan en enkelt guide håndtere? Der er ikke tale om en uforenelighed mellem de forskellige roller, men - som vi allerede har set - om forskellige kombinationer og vægtninger. I den videre evaluering vil vi være opmærksom på de kvalitative forskelle som ovenstående rollegalleri rummer: Mellem bredde i rådgivning - og dybde i ekspertise. Mellem at informere om færdige svar og oplyse ved at spørge og aktivere. Mellem selv at udføre projekter og at fungere som koordinator. Mellem at være arbejdsleder og at indgå som del af et team.

Kontaktformer

Hvordan kan man bedst opnå kontakt med sin målgruppe og etablere samarbejder om aktiviteter? Skal man kontakte dem direkte eller gå gennem medierne? Hvordan håndterer man modvillighed? Hvad betyder den grønne guides egen kulturelle baggrund, holdninger og evne til at kunne kommunikere? Disse spørgsmål har naturligt nok været centrale for guiderne i det første år, og vi vil belyse nogle af de problematikker, de rummer, ved hjælp af nogle af deres overvejelser.

En væsentlig erfaring på tværs af de mange forskellige guide-projekter er, at den personlige kontakt er vigtig, mens annonceringer og andre former for skriftlige henvendelser ikke er en god kontaktform, hvis modtagerne ikke i forvejen kender en. Der er flere elementer i den pointe:

Guiden i Esbjerg skriver:

"Det nytter ikke med skriftlige henvendelser. Det er vigtigt at kunne vise noget håndgribeligt frem. Store arrangementer som rammer børnene og via dem de voksne - det er nok også vigtigt at gøre sig klart, at der skal appelleres til følelser mere end til intellekt".

Her handler det om, at kontakten ikke må virke for abstrakt, fremmed, uved-kommende på modtageren. Vis noget synligt og gå gennem børnene, fordi det så bliver vedkommende på en anden måde for de voksne.

I Birkerød har den grønne guide oplevet, at en henvendelse til byens handels- og erhvervsliv om en grøn indkøbsfolder kun gav ringe respons. Hun reflekterer det sådan:

"Jeg har prøvet at kontakte en gruppe (industri og detailhandel) uden at de har kendt mig, uden jeg overhovedet ved om de er interesserede i denne type folder og iøvrigt med en invitation, der afspejlede helt tydeligt, at der var et problem med, at folderen både skal rumme miljøstyring i industrien, grønne produkter i detailhandelen, miljøadfærd i øvrigt, samt henvende sig til både industri, detailhandel og forbrugere"

Problemet er her, at den skriftlige kontakt er énvejskommunikation. Den direkte kontakt giver mulighed for en dialog, hvor guiden kan lytte sig ind på sin målgruppe, og de omvendt kan lære guiden at kende som person. Og så er det mere befordrende og forpligtigende end et stykke papir, hvilket disse udtalelser fra nogle af de interviewede samarbejdspartnere bevidner:

"Hvor vi kommer i plenum, fx møder i amtet, møder i DIF, der hvor vi kommer, der skal han dukke op."

"På kredsmøder eller divisionsmøder. Det virker bedre end en pjece, vi får så meget papir." (Foreninger der samarbejder med guiden i Vestsjælland)

"Jeg kom på ideen med at bruge Christian, da jeg var på Kongskilde-markedet, hvor han stod. Jeg havde godt set stillingsopslaget, men ikke tænkt nærmere over det, at vi faktisk er medlem af DGI, og alle efterskoler faktisk er medlem af Friluftsrådet, og vi er faktisk meget økologisk orienteret." (Efterskole i Vestsjællands amt)

"Mit første møde med Jørgen var på et ledermøde på kommunen, hvor han var nede at fortælle lidt om, hvem han var, og hvad han arbejdede med, og hvordan han kunne tænke sig, at vi kunne få fornøjelse af hinanden. Jeg tror, det var samme dag, at jeg inviterede ham til vores personalemøde. Fordi vi har før eksperimenteret lidt, men uden at have sådan en som Jørgen at trække på." (Daginstitutionsleder i Nørager)

Dybest set drejer det sig om, at det at kontakte andre mennesker handler om at udvikle personlige relationer, der erstatter facaden og forsvarsparaderne med tryghed og nysgerrighed. Guiden i Hørgården skriver at,

"...jeg opnår den største kontakt og accept hos beboerne i Hørgården, når jeg har den personlige kontakt, når jeg har grint lidt med folk og har spurgt lidt til børnebørnene, det dårlige ben eller lign. Når jeg har vist beboerne interessen for deres liv, så begynder de fleste at åbne op og blive interesseret i, hvad det egentlig er, jeg foretager mig og i mulighederne for deres deltagelse i mine projekter".

Hun skriver også, at hun ofte i begyndelsen er nødt til at camouflere sine miljø-budskaber for at opnå en kontakt med dem, der ikke allerede er grønne. Det kan opfattes som et taktisk-manipulerende trick, men er det ikke, hvis det sker i respekt for den eller de personer, man står overfor. Det betyder, at man ikke - som en anden sælger eller TV-reklame - med alle kneb forsøger at lokke sin målgruppe i baghold, men at man lægger vægt på at være troværdig og indlevende i sin kontakt. Guiden i Kolding har overvejet dette i forbindelse med hans kontakt med byens erhvervsliv:

"Omkring etablering af kontakter til erhvervslivet kan jeg konkludere, at min fremgangsmåde med små forsigtige henvendelser har båret frugt. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, at det var gået i vasken, hvis jeg havde været mere kontant i min fremtoning. Dog tror jeg, at vi som "grønne" skal passe meget på med, hvordan vi introducerer vores projekter for folk, der "lever og tænker" på en helt anden måde. Når jeg har mødtes med målgruppen, det være sig butiksindehavere, Citychefen osv., har jeg gjort meget ud af at fremstå som en seriøs person, der ikke kommer og trækker mine grønne budskaber ned over hovedet på dem. Jeg har ofte fornemmet en øget vilje til samarbejde, når jeg prøver at sætte mig ind i deres situation og ligesom give dem mulighed for langsomt at indarbejde grønne initiativer i deres tænkemåde."

Kvaliteterne ved direkte, personlig kontakt betyder ikke, at det er den eneste rigtige metode til at kontakte folk på. Nærheden og den langsomme opbygning af relationer komplementeres af den hurtige udbredelse af kendskabet til den grønne guide gennem massemedierne. I del-kapitlet om succeser og fiaskoer var en af succeserne den grønne guides brevkasse i lokalavisen i Ikast. Flere af guiderne har på samme måde benyttet sig af muligheden for at komme bredt ud gennem lokalavisen. Som kontaktform ligger der imidlertid et problem i, at ikke alle lokalaviser er lige motiverede overfor at samarbejde med guiderne. Det giver bl.a. guiden i Nørager store problemer:

"Så har der også været noget andet, hvis jeg endelig skal være lidt, nu jeg er ovre i det negative ikke, avisen det har været et kæmpeproblem for mig, og det er så fordi den er så lille. ... Men det betyder så, at han satser meget på annoncer, det er det, den løber rundt på. Og det betyder, at jeg kan ikke altid få mine ting i, og jeg ved ikke, hvornår jeg får dem i. .. Kl. 16 skal han aflevere den mandag. Og det er først dér i absolut sidste øjeblik, jeg ved, om jeg kan få den i, fordi han laver alle annoncerne, og så fylder han på med tekst til sidst. Det er dybt, dybt utilfredsstillende, for jeg kan aldrig nogen sinde planlægge noget, med mindre jeg selvfølgelig går ind og laver en annonce, men det har jeg jo ikke penge til."

Et andet hovedtema i de grønne guiders erfaringer med kontaktformer handler om mødet med modvillige, skeptiske målgrupper. Under succeser og fiaskoer omtalte vi, hvorledes guiden i Skæring-Egå havde oplevet en modvillighed mod forandringer hos grundejerforeningerne og tilsvarende, hvordan guiden i Hørgården mødte manglende interesse hos kolonihavefolket, som er tilfredse med, sådan som det er. I begge tilfælde drejer det sig om enkelt-aktiviteter, hvor guiden ikke har fået stukket fingeren grundigt nok i jorden og fået fornemmelse for, hvordan målgruppen ser på tingene, inden forsøget på at inspirere dem til aktiviteter er blevet sat i værk. Der er imidlertid også tilfælde, hvor mod-villigheden ikke kun er enkeltstående, men derimod udgør en barriere, som er knyttet til selve den måde guide-ordningen er kommet i stand på. Problemet har især vist sig hos flere af guiderne, der er tilknyttet almennyttige boligbyggerier. Det består i, at guiderne her har til opgave at lave miljøforbedrende aktiviteter for og med beboerne, uden at de er blevet taget i ed. Guide-stillingen er blevet etableret ovenfra af boligselskabet og én eller flere afdelingsbestyrelser, hvilket ikke er det samme som, at den menige beboer har nogen som helst motivation for at deltage i grønne aktiviteter. Eksempelvis oplevede den grønne guide i Torstorp i Høje-Taastrup følgende reaktion på et introduktionsmøde for afdelings-bestyrelserne i hendes område:

"Min først mistanke om at projektet ikke var forankret i baglandet vaktes på dette møde, idet der efter oplægget var en debat, og afdelingsbestyrelserne blev bedt om at udtale sig om projektet. De sagde alle, at de syntes det lød spændende og ønskede mig held og lykke med det, men på en måde der gav udtryk for, at det ikke var noget de regnede med at skulle deltage i"

Det er et svært udgangspunkt at skabe kontakter og aktiviteter på. Men dermed ikke sagt, at det behøver at gå dårligt. Nogle steder, hvor guide-projektet er etableret ovenfra, har det allerede vist sig, at barrieren ikke er uovervindelig, og at man kan få gang i processen også her, hvor målgruppen ikke i forvejen er grøn og motiveret. Andre steder i samme situation er det endnu for tidligt at sige noget om mulighederne. Der er ingen tvivl om, at det er en stor udfordring, guiderne i disse situationer stilles overfor, men kommer de igang, er det omvendt en succes, der er til at tage og føle på.

Et nært beslægtet og meget vigtigt tema handler om guidens kulturelle baggrund og dermed forudsætninger for skabe en god kontakt til målgruppen. Det handler om en balancegang mellem det at kunne den kulturelle kode og så samtidig at være den grønne guide, der udefra pludselig er kommet dumpende ned i bomiljøet. Har man ikke et indgående kendskab til det lokale miljø, kan guidens forestillinger om, hvordan arbejdet skal gribes an, hurtigt komme i krise. I Nivå havde guiden en sådan erfaring, da hun kom og troede hun kunne involvere beboerne via afdelingsbestyrelserne, som jo selv er beboere og derfor også kender de øvrige beboere godt. Det at brede planlægningen og beslut-ningsprocessen ud til også at omfatte de menige beboere hørte imidlertid slet ikke til kulturen i dette område:

"F.eks. I forbindelse med indretningen af et stort græsareal bag sportshallen: Her er det to repræsentanter fra de to afdelingsbestyrelser der sammen med mig skal finde ud af, hvad der skal være på arealet. Jeg foreslog på vores første møde, at vi skulle fremlægge de ideer, vi havde på et stormøde, og så få flere ideer frem fra beboerne. MEN NEJ det gik ikke, og gruppen var desuden lukket for, at beboere kunne komme og være med i arbejdsgruppen."

Her betød kulturforskellen mellem guiden og de lokale et forskelligt syn på beboerdeltagelse. I andre tilfælde kan barrieren ligge i forskellen mellem by- og landkultur og i forskellige holdninger til miljøet: Fx at "økologi" er et begreb, som kan blokere enhver videre snak i landområder, mens det går bedre, hvis man snakker om miljø og grønne projekter. Det har man oplevet i Ikast og Nørager:

"Mere personligt der synes jeg .. man skal behandle ordet økologi lidt anderledes, det bliver nævnt for tit. .. Der er nogle, der går i baglås, når de hører ordet, og så har du jo låst kontakten." (Styregruppe i Ikast)

"Hver eneste gang vi kommer ud i en forsamling, og vi begynder at snakke om vores grønne guide - altså jeg har rendt ind i det tit, når vi sidder et eller andet sted og siger, vi har en grøn guide og sådan og sådan. "Han skulle i hvert fald lige prøve at leve af landbruget".
Ja den er der med det samme.. det er når vi snakker økologi.
For ellers ville landmændene jo godt med - mange af dem er jo grønne på mange, mange områder...
Og de er meget bevidste omkring energiforbrug, for det koster penge." (Styregruppe i Nørager)

"Jamen jeg tror balancen egentlig har været god nok, fordi man kan også være for udfarende, så man støder nogen.
..Det er alligevel noget nyt at komme ud sådan et sted. Og så er det jo også en landkommune. Man skal nok heller ikke sådan lige fare helt vildt, det tror jeg ikke man skal, fordi så rykker folk jo baglæns i stedet.
..Hans baggrund det er jo også en bette kommune.
..Han er fra landet.
..Ja,ja, men altså det arbejdsområde han har..
..Jeg tror det var værre, hvis vi havde fået en inde fra København eller sådan noget." (Styregruppe Nørager)

Guiden på Møn konstaterer, at "det opfattes stadig trods alt som at være anderledes, når man køber økologisk, og hvad siger naboen?". Men hun konstaterer også, at det let kan gå hen og være egne fordomme som blokerer kontakten:

"Det er næsten umuligt på forhånd at vide, hvor der vil være grobund for et udviklingsforløb. Jeg blev f.eks. meget overrasket, da jeg henvendte mig til landboforeningen. Formanden sagde imidlertid straks ja til at få Henrik Norholt til en offentlig debataften. Efterfølgende skal jeg på foreningens kommende møde i dec. komme med et ideoplæg til det fremtidige arbejde."

Guiden kan få en vigtig rolle, fordi der her, hvor processen ellers har været helt blokeret, nu er ved at være grøde. Hun registrerer, at nye muligheder åbner sig:

"Ved et af de store valgmøder rejste formanden for landbo-foreningen sig op - der blev talt om forurenende landbrug - at nu var landmændene da også begyndt at diskutere økologi. Det ville ikke have fundet sted for bare 2 år siden. I denne fase af arbejdet er det vigtigt, at alle tør give deres mening til kende og diskutere. Der er så et stykke fra de positive holdninger til så at handle derefter."

Vi indledte behandlingen af kontaktformer med at se på guidens etablering af kontakter - på den nære, personlige kontakt og den brede formidling af guidens tilstedeværelse gennem massemedierne. Efterhånden som guiden kommer igang ændrer billedet sig som nævnt fra selv at kontakte målgruppen til at folk kontakter guiden. Hermed er emnet imidlertid ikke blevet uaktuelt. Der vil stadig blive stillet krav til guidens evner til at kommunikere. Som vi har vist, kan mål-gruppens manglende interesse for guiden og kulturelle forskelle mellem guide og målgruppe være udfordringer, som stiller store krav til guiden. Men når det så lykkes at få beboerne med på en aktivitet eller at få en dialog igang med landbruget, så er det til gengæld en bedrift der rykker, hvor der før var stilstand.

Fremgangsmåder og procesrefleksioner Når de grønne guider har etableret en kontakt, hvad lægger de så vægt på for at engagere disse mennesker og for at få en proces igang? Og når de har fået gang i en række aktiviteter, hvilke forestillinger har de så om det videre forløb?

På spørgsmålet om hvad der fanger og engagerer folk, bekræfter de grønne guider den holdning, som har præget folkeoplysningen om miljø siden slutningen af 80'erne, nemlig at aktiviteterne og budskaberne skal være konkrete, relevante og handleanvisende samt give målgruppen en positiv oplevelse. Med guiden i Østvendsyssels ord:

"Jeg synes, det fanger min målgruppes opmærksomhed, når vi snakker om miljø i en konkret situation. Ikke det globale eller de store miljøspørgsmål. Men nede på deres eget julebord, under træet, drikkevand eller ukrudt i deres egen have. Det er indtil nu den form, jeg har bedst erfaring med. Det kan næsten ikke blive konkret og lokalt nok. .....Jeg fornemmer, at jeg endelig ikke må virke fanatisk, men gerne bruge mit eget hverdagsliv som reference. Jeg giver lidt og de åbner lidt."

I den anden ende af landet formulerer guiden på Møn det i forbindelse med en beskrivelse af hendes rubrik i lokalavisen:

"Her koncentrerer jeg mig om at formulere mig kort, anvise enkle handlinger, der vedrører de flestes dagligdag. Det er da også ved sådanne anvisninger folk vågner op ved et foredrag. Overordnede teorier og analyser fanger de få, men regulære og praktiske eksempler tager folk til sig. Her spørger de ind, og det er her dialogen - diskussionen kommer igang. Hvad er det vi skal gøre? Hvad er det vi kan gøre?"

Men bliver det nu ikke for lokalt og uden proportion i forhold til de virkelig vigtige globale miljøproblemer - altså "Tænk lokalt og handl lokalt"? Guiden i Skæring-Egå har tænkt over det i forbindelse med et arrangement, hvor han stod og serverede Hokkaido-suppe ud for Føtex og udvekslede et par ord med folk. Umiddelbart fik det ham til at tænke, at det er "for tyndt", men ved nærmere eftertanke fandt han det vigtigt, fordi det handler om at komme bredere ud:

"Mange af de såkaldte lyse-grønne gider ikke at høre på lange forklaringer om økologi og den politiske forbruger. De vil have det serveret som letfattelige budskaber, der skal være et venligt ansigt koblet på og det skal være håndterligt i en hurtig vending. Hvis vi som grønne guider vil nå andre end nogen der ligner os selv, nemlig: græsrødderne, akademikerne og andre langt-talende, så må vi spare på ordene og skabe billederne på andre måder, f.eks. ved smagsprøver og opskrifter......Små hverdagsoplevelser der er tilpas nye og ikke for besværlige. Indbydende og lystbetonede og i en sammenhæng der får det til at blive husket."

Det med at bruge hverdagsoplevelser og gøre budskabet levende for folk er også noget guiden fra Gadkjærgård i Vejle fremhæver. Konkrete miljøråd alene virker ikke. Mange mennesker kender dem, men de mangler en oplevelse af nytten:

"Oplevelser og aktiviteter er med til at formidle budskaberne og overvinde genertheden. Når jeg skal fortælle om miljø kender folk rådene, men ser ikke rigtigt nytten af dem. Hvis jeg kan aktualisere det gennem en oplevelse overvindes både den blufærdighed, der gør at folk ikke vil konfronteres, samt den modstand folk har mod "miljøråd" og lignende prædiken. De fleste er et eller andet sted temmelig grønne, hvis de kan se nytten af det. Det gælder om at finde det sted folk har nogle interesser i miljøsagen. Det er ofte deres børn, for eksempel børnenes sunde kost."

I Egebjerg i Ballerup har guiden også erfaret, at "jo højere abstraktions- og ambitionsniveau et projekt har desto større risiko for fiasko. Jo mere umiddelbart tilgængeligt og anvendeligt et projekt er, desto større chance for succes." Men tilgængeligheden er i hans udgave ikke så meget noget med at anskueliggøre miljønytten som at anskueliggøre lette og attraktive ændringer af hverdagslivet:

"Jeg tror min erfaring fra bytteringsprojektet har stor almen værdi. Enkeltheden i systemet, dets tilgængelighed og muligheden for hurtig succes bunder i denne sammenhæng i, at der ikke fokuseres direkte på problemer (miljøproblemer) for at finde den korteste vej til problemløsning, men at der skues bagved problemerne, på de faktorer der skaber dem. Manglende tid og nærvær i lokalsamfundet, manglende incitament til genbrug og selvforsyning osv. et bytteringssystem tilbyder faktisk løsninger på disse bagvedliggende problemstillinger."

De fleste guider tager således udgangspunktet i målgruppens motivation, bevidsthed og hverdagsrealitet. Strategisk betyder det en "de små skridts" fremgangsmåde: Man starter hvor målgruppen er og håber gennem små, lette råd og projekter at få dem engageret, så de bliver mere forpligtede overfor miljøopgaverne og derfor også motiverede til at tage endnu et skridt, som så inspirerer andre i en form for snebolds- og ringspredningseffekt. Guiden på Frederiksberg mener, man skal passe på "at det hele ikke ender i økologiske torvedage og høns i baghaven". I hans rolle som projektleder og teknisk ekspert arbejder han ikke med små skridt, men med nogle få store sager om holistiske løsninger i bysaneringen, noget som kræver mange kræfter at få op at stå, men som til gengæld også udgør synlige skridt fremad. Det er forskellige fremgangsmåder, som mere eller mindre allerede er fastlagt i beskrivelsen af de enkelte guideprojekter. Men spørgsmålet om at hjælpe mange med små skridt eller få med store sager kan alligevel blive et tema, som guiderne kommer til at overveje i de kommende år.

Som beskrevet har guiderne allerede mærket et begyndende skift fra at de henvender sig til deres målgrupper, til at de bruger mere til på henvendelser, de får fra målgrupperne. De begynder så at sige at få nogle af de "bolde", de har sendt af sted, tilbage. Skal de nu fortsætte med at lave åbne, aktiverende arrangementer, eller skal de koncentrere deres kræfter om samarbejder med dem, der henvender sig til dem. Og hvis de får mange henvendelser - skal alle så betjenes, eller skal der prioriteres, så guiden nøjes med at have nogle få aktiviteter ad gangen? Det er både et spørgsmål om hvor bredt eller snævert, man når ud, og hvor overfladisk eller dyb den enkelte proces bliver. Idealet er vel krydsvalget, hvor man både får bredde og dybde i arbejdet. Men i realiteten kan det være svært, fordi det foregår med begrænsede ressourcer. Med bredden kan man måske sikre, at mange små skridt bliver taget rundt om i lokalsamfundet, og at aktiviteterne ikke begrænser sig til en snæver deltagerkreds. Herigennem kan man håbe på at få udvidet feltet og på den måde få flere ressourcer til at arbejde for miljøet. Men man kan også risikere at aktiviteterne bliver for overfladiske - som "sæbebobler" der blæses op for blot at forsvinde uden at efterlade sig spor. Omvendt kan valget af få, større projekter måske give nogle bedre forløb og sikre en bedre forankring af opgaven i lokalsamfundet, men denne dybde i processen kan også betyde at andre henvendelser må afvises, selvom de også kunne være relevante og spændende at gøre noget ved. Det er nogle valg, guiderne kommer til at reflektere i deres planlægning.

Guiden i Nykøbing Mors har gjort det og ser bredden som rigtig i hans tilfælde. Han beretter, at han føler en vis træghed hos hans samarbejdspartnere, og at han desuden er bundet hårdt op i butikstider og planer for aktiviteter og finansiering. "Men min holdning er dog, at de gode initiativer skal støttes alle og ét uanset (eller netop pga årsagerne til) trægheden.". Hensynet til bredden kan også handle om at ville skabe en bevægelse i lokalsamfundet gennem, at borgerne møder den grønne tanke i alle mulige forskellige sammenhænge. Som guiden i Beder/Malling/Ajstrup formulerer det:

"De Grønne Guider er der i mange forskellige sammenhænge i hverdagen. Ideelt set så bliver den almindelige borger mindet om "grøn tanke" når de kommer i institutionen, går ud og handler, går ud og spiser på kroen, går til møde i vandværksforeningen eller til sports- og fritidsaktiviteter, jo flere steder vi ikke kan komme udenom "den grønne tanke", jo mere tror jeg vi accepterer den. Den skal sniges ind i små portioner."

Valget behøver ikke nødvendigvis være et enten/eller. Det kan være mellemløsninger, hvor man på den ene side forsøger at nå nogenlunde bredt ud, men på den anden side sikrer en grundighed i aktiviteterne, der gør at de ikke blot bliver "sæbebobler". Som guiden fra Gadkjærgård i Vejle formulerer det i følgende overvejelse:

"Måske ligger der en oplagt "fare" for en grøn guide i at beskæftige sig med mange forskellige ting. Små udadvendte aktioner på torvet giver en god snak, men bliver "grøn" information ikke sat i sammenhæng med aktiviteter folk selv ser et behov for, tror jeg de forsvinder, på samme måde som man glemmer musikken man stod og lyttede til hos gademusikanten."

Der rejser sig også et andet vigtigt strategisk spørgsmål vedrørende de grønne guiders fremgangsmåde. Det handler om "de lavest hængende frugter" - dvs. de umiddelbart let gennemførlige miljøforbedringer, som ikke alene sikrer miljøet, men som kan give nogle succes-oplevelser og sætte processen igang. De grønne guider satser som nævnt netop på de lettilgængelige muligheder. Det er nøglen til at komme igang. Som guiden for en række foreninger i Vestsjælland skriver:

"For foreningerne er det de lavthængende frugter, der fanger opmærksomheden. Hvis der ikke er penge at spare, er viljen til at komme igang ikke stor.... Der er dog en tendens til, at holdninger og adfærd kan påvirkes i retning af større miljøhensyn, når først arbejdet er påbegyndt. Det, at foreningerne i første omgang plukker de lavthængende frugter, er ikke ensbetydende med, at de ikke kommer videre. Derimod er det tvivlsomt, om de overhovedet kommer igang, hvis der ikke er en økonomisk gevinst i udsigt, som noget af det første."

Når de første aktiviteter er vel gennemført, skal den grønne guide så anvise nye muligheder - nye frugter der kan plukkes:

"Grønne guider skal initiere bevægelsen i den nye retning og skal så stå klar til at følge op med nye indsatsområder. Ikke modeller til at acceptere afsavn, men ideer til at skabe nye værdinormer, der værdsætter ændringen. Fokus på muligheder ikke på barrierer" (guiden i Skæring-Egå)

Der er gode grunde til denne fremgangsmåde, ja, det er svært at se andre veje. Men det rejser et spørgsmål, som det bliver spændende at finde svaret på i den videre proces: Hvad sker der, når de lavest hængende frugter er plukket? Kan det så lykkes at få borgerne videre op til de næste frugter? Eller fremskynder de grønne guider blot tidspunktet for en stagnation - det tidspunkt hvor de strukturelle forhold i samfundet og borgernes grundholdninger og skabte behov først skal ændres for at komme videre? Ingen kan sige, hvad der vil ske. Meget vil afhænge af, hvad der sker med miljøet, med miljøpolitikken og i samfundet iøvrigt. Miljøet er i medvind for tiden. Der arbejdes på snart sagt alle fronter - og ideologisk står miljøsagen fri af politiske grupperinger; man kappes om at vise miljøvenlighed - hvilket giver en konsensusånd over hele feltet. Denne ideologiske konsensus er aktuelt en god betingelse for de grønne guider. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at den ikke stikker dybere end, at der lige bag overfladen skjuler sig mere modsætningsfyldte følelser og tanker hos de fleste aktører i samfundet. Hvis miljøpresset bliver for stærkt kan det få stemningen til at skifte - vi kan risikere at få en antimiljø-bevægelse, som det ses bl.a. i USA. I Danmark er risikoen imidlertid nok større for, at modsætningsfuldheden fører til, at den ideologisk positive holdning til miljøet fastholdes vha. de mulige, let-tilgængelige miljøforbedringer, mens der ikke gøres noget for at bearbejde de barrierer, som forhindrer mere gennemgribende forbedringer af hensyn til miljøet. Mens der tages små skridt til forbedring af miljøet, tages der også små skridt til fortsat belastning af miljøet - fx gennem noget så populært som øget forbrug. Hvordan det nu går, må fremtiden vise.

Men det bør være et vigtigt tema i guidernes videre refleksioner og den videre evaluering, hvorvidt mulighedsstrategien kan sikre en overvindelse af barriererne, eller om guiderne også har en rolle i synliggørelsen og sikringen af en fornuftig bearbejdning af forhindringerne for en bæredygtig udvikling i lokalsamfundene.

Risikoen for stagnation er et tema, som både kan handle om forløbet af det enkelte projekt og om den grønne guides indsats i lokalområdet som helhed. I Esbjerg, hvor guiden arbejder for to boligforeninger med tilsammen 42 afdelinger, ligger hurdlen ikke i at gøre beboerne i afdelingsbestyrelserne interesserede, men i "at få fat i de beboere der skal til for at arbejdet skal blive til noget". En positiv holdning udløser som bekendt ikke nødvendigvis en konkret handling. Med rådgivningen om lettilgængelige og stimulerende handlinger kan denne træghed måske overvindes. For et helt lokalsamfund kan stagnationen så risikere at indfinde sig, når nyhedsværdien og den første gejst er ovre. I Høje-Taastrup Miljø- og Energicenter har den grønne guide allerede fungeret som grøn guide i nogle år, inden han blev ansat med støtte fra Den Grønne Fond. Aktivitetsniveauet er højt, men samtidig konstaterer guiden:

"Der har ikke været en udvikling i retning af flere gæster i perioden. Tværtimod har jeg oplevet en svag nedadgående kurve. Det samme gælder torvehandelen."

Denne stagnationserfaring kunne have noget at gøre med, at det nu er "blevet hverdag" for det lokale miljøcenter her efter de første års initiativrige opbygning af arbejdet. Men det kan også afspejle en ændring i centret og guidens funktion. Således skriver guiden også:

"Gennem perioden oplever jeg at centret bruges mere og mere. Ikke så meget af enkeltborgere, men mere i forskellige sammenhænge såsom daghøjskoler, boligafdelinger, beboer-grupper, institutioner, studerende, kommune, amt, folkeskoler."

Guiden og centret er altså blevet mere integreret og involveret i de lokale netværk og institutioner. På Nørrebro i København, hvor de to guider også har været i gang flere år, før de blev grønne guider, ses yderligere en forskydning af guidernes funktion fra at fungere som igangsætter, rådgiver og katalysator i græsrodsnetværkene mod i stigende grad at have en politisk planlæggende og koordinerende rolle:

"Man kan sige, at ambitionsniveauet har flyttet sig fra at være forbundet meget med en masse mindre initiativer, der langsomt formerer sig nedefra som ringe i vandet, til at gå ind i Bydelsrådets ønsker om at udvikle mere samlede planer og initiativer fra oven i bydelen. Med andre ord en politisering og til en vis grad bureaukratisering af mit arbejde, på bekostning af kontakten med mit eget netværk og de lokale aktører, der i praksis får nye aktiviteter igang."

De rutinerede guiders erfaringer kan antyde, hvordan grøn guide projekterne måske kommer til at ændre karakter gennem årene. Fra det opsøgende arbejde og enkelt-kontakterne, til integrationen i de lokale netværk og videre til rollen som part i forhandlinger og planlægning med kommunen og etablerede institutioner. Hvis Lokal Agenda 21 mere seriøst kommer på dagsordenen rundt omkring, kunne en sådan forskydning fra græsrodsniveauet mod mellemniveauet og ind i det lokalpolitiske niveau, som en slags bindeled mellem græsrødderne og det kommunale system, være sandsynlig. Der er selvfølgelig ikke tale om en uundgåelig proces. Specielt ikke hvis den reflekteres og forhandles undervejs af styregrupperne og de grønne guider. På Nørrebro er guiden, som det ses ovenfor, kritisk overfor denne udvikling. Erfaringen af at blive inddefineret i systemet kan føre til en modreaktion. På den anden side er denne negative version ikke den eneste mulige. En guide der er tæt på græsrødderne og med i udviklingen af de kommunale diskussioner og planer for en samlet Lokal Agenda 21 proces kunne have en vigtig formidlingsrolle, der kunne fremme dialogen og samspillet mellem indsatserne på de to niveauer. Jf. billedet af guidens arbejde i Ikast i kapitel 2.

Nogle andre strategiske temaer

I de tre foregående del-kapitler har vi allerede behandlet en række strategiske spørgsmål. I de enkelte grøn guide projekter er der altid en i forvejen givet organisatorisk ramme og en mere eller mindre klart defineret målgruppe som guidens rolle og strategi må ses i relation til. I en almennyttig bebyggelse er en "social-økologisk" strategi og katalysator-rolle måske det mest oplagte, mens guiden for en række idræts- og fritidsforeninger måske får mere ud af en teknisk konsulent strategi. Har man handelslivet som målgruppe er en "ambassadør-strategi" - d.v.s. en strategi der forsøger at gøre dem til miljøambassadører overfor forbrugerne - nærliggende, mens en guide der befinder sig i et broget græsrodsnetværk eller på niveauet mellem borgere og kommune kan se det som sin mission at koordinere, fremme dialogen og synergien. Diskussionen og vurderingen af strategier handler altså ikke om finde frem til den eneste ene rigtige, men derimod om at opsamle og reflektere de styrker og svagheder, de hver især rummer, for herved at kunne kvalificere det videre forløb.

Der findes dog et par overordnede strategiske temaer, som de grønne guider støder på, uanset hvordan deres konkrete projekt er defineret, og som er væsentlige at få med i forbindelse med den samlede evaluering af grøn guide ordningen. Det handler om koblingen af det lokale og det globale, om økonomien og økologien, om støtte til de allerede grønne i forhold til at prioritere de endnu-ikke-grønne, samt om guidens proces fra at væve sig ind i det lokale, til at sikre en forankring af miljøarbejdet, så hun eller han kan trække sig ud igen uden at det spolerer den videre proces.

Vi vil ikke diskutere disse temaer nærmere her, men introducere dem som problemstillinger, som vi finder det oplagt at være opmærksomme på i forbindelse med grøn guide ordningens videre udvikling:

Det lokale overfor det globale er jo en kendt problematik. Det lyder så nemt med at skulle tænke globalt og handle lokalt. Men når guiderne tager udgangspunktet i det der opleves som relevant af de lokale borgere og som er lettilgængeligt at se nytten af, så kan de globale overvejelser let blive fraværende. Den grønne guide i Roskilde har - som flere af de andre - oplevet, at det der fænger er det, der handler om folks egen hverdag:

"Min oplevelse er, at når jeg kommer ud til en boligforening for eksempel, og de selv har inviteret mig, synes de det er dejligt, at de kan få gratis hjælp til at finde ud af, hvad de skal gøre med de grønne områder, ofte har de gået og puslet med noget i lang tid, uden det er blevet til noget, fordi de ikke rigtigt ved, hvor de skal tage fat. Så er det meget taknemmeligt at skubbe nogle konkrete aktiviteter igang."

Det er taknemmeligt at hjælpe konkret, men der er også en risiko for at perspektivet bliver for snævert lokalt. Som samme guide skriver:

"Der er en fare for, at det kommer til at dreje sig om at handle lokalt i højere grad end at tænke globalt, og at det gælder om at løse egne problemer frem for miljøproblemer. Nogle gange er problemerne jo sammenfaldende, men hvis det skal rykke, skulle vi jo gerne nå længere end til et ønske om at så vilde blomster i blomsterkrukken udenfor døren."

Økonomien og økologien: I billedet af den grønne guides arbejde med en række foreninger i Vestsjællands amt i kapitel 2 var vi inde på det forhold, at disse foreninger ikke var til at få i tale med miljøargumenter. Først når der var økonomiske besparelser i sigte kom interessen, som åbnede for også at høre på miljøsynspunkterne. Det samme vilkår kan findes mange andre steder - fx hos erhvervslivet og i de almennyttige boligafdelinger. I det opsøgende arbejde, hvor man når bredere ud end til de idealistiske grønne, er der ingen tvivl om, at det er nødvendigt at være meget sensitiv overfor dette vilkår. Men samtidig er vilkåret jo også udtryk for en vigtig barriere for den videre proces i retning af en lokal bæredygtig udvikling. Selvfølgelig kunne staten hjælpe til med en politik der belønner dem, der handler miljørigtigt, og ikke som nu straffer dem økonomisk. Det fjerner dog ikke problemet med den enkelte borgers holdninger til prioriteringen af økonomiske ressourcer. Dels fordi det nok så meget er dem, der påvirker politikerne. Dels fordi de sparede penge ved rentable miljøprojekter meget nemt omsættes i nyt forbrug, som - alt efter dets karakter - kan være mere eller mindre miljøbelastende. Det taktiske hensyn til den ømtålelige økonomi kan være nok så nødvendig, men i længden bliver det et dilemma, hvis den helliggøres; fejes ind under gulvtæppet i stedet for at blive bearbejdet i forbindelse med konkrete problemstillinger, der kan give anledning til jordnære overvejelser om, hvordan vi lever, hvilke kvaliteter og værdier vi prioriterer, forholdet mellem fælles goder og individuelle, hvilke alternativer der er hertil osv. Dilemmaet mellem økonomi og økologi er generelt, og det er et godt spørgsmål om, og i givet fald hvordan - de grønne guider kan tackle det.

De mørkegrønne, de lysegrønne og de ikke-grønne: Hvem er det, de grønne guider reelt får kontakt med og rykker gennem deres aktiviteter? Skal man begynde med dem, der allerede er grønne og motiverede, skal man satse på "de lysegrønne", dvs. dem der ikke tænker og lever for miljøet, men som alligevel oplever det som relevant, eller skal man gå igang i den modsatte ende af skalaen og forsøge at motivere dem, der er ligeglade eller ligefrem modvillige? Ser vi på guidernes første år, er der to ting, vi vil fremhæve:

• For det første gav vores besøg hos de 4 guide-projekter, som er beskrevet i kapitel 2 et klart indtryk af, at guiderne ikke arbejder for de mørkegrønne, men altovervejende med de lysegrønne.
• For det andet er der flere eksempler på at guidernes arbejde retter sig mod de ikke-grønne. Vi refererede guiden i Skæring-Egå, som står og serverer suppe udenfor Føtex og snakker med folk for at nå andre end græsrødderne og akademikerne. Vi har også omtalt guiden i Kolding, der satser på det lokale handelsliv, som ikke er specielt grønt forvejen, men som er åbne og som potentielt kan nå langt flere af de endnu-ikke grønne, end guiden alene kan nå. Guiderne i de almennyttige boligbyggerier har som beskrevet også en stor udfordring med overhovedet at introducere de grønne tanker overfor en generelt ikke motiveret målgruppe.

Når guiderne reflekterer over det, kunne man ellers godt få indtryk af, at det var de allerede grønne, der "bed på". Der er nemlig flere, der skriver som guiden på Møn:

"Jeg lægger mine kræfter der, hvor jeg oplever at folk er åbne, interesserede og selv går med ind i opgaven/arbejdet"

Når de alligevel når bredere ud, kunne det have noget at gøre med, at den åbenhed og interesse guiderne finder, ikke entydigt handler om miljøet, men mere eller mindre skyldes, at de som guider kommer så tæt på, at de kan koble det med andre sider af folks hverdagsliv. Guiden kan motivere de lysegrønne ved at tilpasse rådene til deres behov og liv iøvrigt. Guiden i Birkerød skriver det således:

"Jeg er ikke sikker på, hvad der rykker - andet end at finde de ting, folk alligevel gør - og så få dem vist, at den miljøvenlige adfærd ikke altid er så uoverkommelig. Det er nok også der, jeg lægger mine primære indsatser - en analyse af, hvor folk er i deres liv lige nu og her, og så finde de rigtige miljøråd frem. Jeg synes også, det er her de grønne guider har deres potentiale - vi kan gøre det folk gerne vil være med til."

Eller som guiden i Nørager spidsformulerer det:

"Det, der rykker noget, er, når man lykkes med at møde folk, der hver de befinder sig med noget, der interesserer dem. Det er kunsten!"

Dette er i god overensstemmelse med Grøn Guide ordningens målsætning om at nå bredt ud. I det videre forløb bliver det imidlertid stadig et interessant spørgsmål, hvem guiderne kommer til at arbejde med. Vil en udvikling fra de åbne arrangementer mod flere længerevarende projekter, der kræver tid og kræfter af deltagerne, betyde at det kun er de mest miljøinteresserede, der hænger på? Hvad sker der, når guiderne efterhånden har markeret sig flere gange i deres lokalsamfund: Bliver de "sat i bås med etikette på", så de afgrænses til en mere eller mindre grøn målgruppe? Hvad der sker, handler selvfølgelig meget af, hvordan guiderne selv forsøger at placere sig.

Guidens integration og frigørelse: I del-kapitlet om fremgangsmåder var vi inde på, at guiderne må planlægge ud fra en bevidsthed om processen hele tiden udvikler sig. Guiden er imidlertid kun ansat i tre år, hvorfor det, som i alt projektarbejde, er vigtigt at foregribe afslutningen: Hvordan skal processen kunne fortsætte uden økonomisk støtte til en guide? Selvom guiderne er i opbygnings-fasen kan det være vigtigt at være opmærksom på den senere afvik-ling, for at kunne tilrettelægge sit arbejde herefter. Guiden i Nørager skriver herom:

"Der hvor jeg lægger mine kræfter, og der hvor jeg tror, at jeg som GG kan bidrage med henblik på opnåelsen af miljøresultater, er ved at få etableret nogle institutioner, der kan overleve GG-projektet."

Også guiden i Egebjerg i Ballerup arbejder allerede på at forberede og indarbejde, at han formodentligt ophører med arbejdet om to år:

"Processen skulle altså gerne gå fra igangsætter og PR-tænkning i begyndelsen, til rådgiver og vejleder for projektgrupper i slutningen. Dermed skulle der gerne stå en lang række ressourcepersoner, når projektet er udløbet, som primært anvender den grønne guides arbejde til søgning af information og penge m.m. Opgaver som er lette for det frivillige arbejde at overtage efter 31. december 1999."

Problematikken omkring igangsætning og afvikling hænger nært sammen med en anden problematik, som vi behandlede tidligere i dette kapitel, nemlig prioriteringen af bredden versus dybden i guidens arbejde. Bredde i arbejdet kan betyde, at man får aktiveret allerede eksisterende ressourcer i lokalsamfundet, det være sig ildsjæle og institutioner på forskellige områder, som fortsat vil være der, og derfor kan fortsætte, når guidens 3 år er slut. Dybden handler om kvalifice-ringen af disse lokale aktører. Altså om at guiden bruger tilstrækkelig tid sammen med dem, så de ved slutningen af guideperioden selv evner at tage over.

Opsamling
Grøn guide ordningen må betragtes som et eksperiment, som i sig rummer flere eksperimenter. Det er et eksperiment, fordi det handler om en ny type aktør i de lokale samfund, som skal prøve at engagere og rådgive befolkningen her i miljøvenlig handlen. Det er flere eksperimenter, fordi ordningen giver anledning til forskellige slags grøn guide projekter. I dette kapitel har vi bl.a. anskueliggjort denne forskellighed ved at vise bredden i aktivitetstyper og målgrupper, samt i de roller som guiderne har i aktiviteterne. Grøn guide ordningen er med andre ord ikke et færdigt koncept, men må snarere ses som en ramme og nogle overordnede hensigter, som kan udfyldes og udfries på forskellige måder, alt efter de lokale forskelle, forskellene i de konkrete opgaver og ikke mindst forskellene i guidernes faglige og personlige kvaliteter.

I løbet af det første år er det første hold grønne guider kommet godt igang med de udadvendte aktiviteter. For en stor dels vedkommende har aktiviteterne ikke rettet sig mod en afgrænset målgruppe, fordi formålet med de første aktiviteter i høj grad har været at gøre sig kendt i lokalsamfundet og etablere kontakter, som det fortsatte arbejde kan bygge videre på. Torve- og markedsarrangementer, udstillinger, demonstrations-arrangementer og offentlige møder er de mest udbredte eksempler på denne form for aktiviteter. Denne type af aktiviteter har sandsynligvis haft den tilsigtede effekt, for efterhånden oplever guiderne, at det ikke er dem, der skal kontakte deres målgrupper, men målgrupperne der i stigende grad begynder at kontakte dem. Fra de åbne arrangementer forskyder deres udadvendte indsats sig derfor mod konsulent-opgaver, oplæg, samarbejder om projekter, kurser o.lign. Blandt de mange aktiviteter er der herudover nogle bemærkelsesværdige tendenser, bl.a.:

• At guiderne samarbejder en del med personalet i skoler og daginstitutioner (i særdeleshed om indførsel af økologisk mad), og iøvrigt laver en del aktiviteter for børn og unge.
• At foreninger samt handels- og erhvervslivet reelt er blevet en vigtig målgruppe for flere af projekterne, og at der er flere gode eksempler på, at det nytter at arbejde på denne front.
• At etablering af naturlegepladser, udarbejdelse af miljøvejvisere, demonstration af økologiske havedyrkning og en fast rubrik eller brevkasse i lokalavisen er aktiviteter, som går igen i mange af projekterne.

Det er for tidligt her allerede efter et lille år, at forsøge at registrere effekter af guidernes aktiviteter på målgruppernes holdninger og på miljøet. Vi har derimod vist, at der er mange eksempler på vellykkede aktiviteter, som - i og med at de er lykkedes - har været nyttige ved at fremme processer, der vil forbedre miljøet. Sagt med andre ord ser detpå baggrund af det første års aktiviteter ud til, at det kan nytte med grønne guider til at fremme miljøindsatsen i lokalområder. Vi har også vist at det ikke altid nytter. At guiderne også møder modgang i form af aktiviteter som mislykkes.
Modgang har dog ingen steder skabt modløshed. Det er karakteristisk, at guiderne bearbejder deres erfaringer, og - bl.a. gennem kontakten med de andre guider - finder ud af, hvordan de kan gøre tingene bedre i det videre forløb. Denne individuelle og fælles læreproces er noget de værdsætter og som betyder, at ordningen i løbet af de næste år kan forventes at generere ny viden om strategier og metoder til fremme af den lokale miljøindsats.

Tidligere i dette kapitel præsenterede vi en del af de erfaringer og overvejelser, som guiderne foreløbig har gjort vedrørende deres roller, kontaktformer, forvaltning af processer, og strategiske spørgsmål. Hvad angår metoderne til at opnå kontakt med målgrupperne fortæller deres erfaringer, at det er godt at komme bredt ud, fx gennem en fast brevkasse i lokalavisen, men at det iøvrigt snarere end skriftlig kontakt, handler om det direkte personlige møde. Buser guiden for hurtigt frem, kan det føre til afvisning. Især guiderne i de almennyttige bebyggelser står her ofte i meget følsomme situationer, fordi beboere oplever, at guiden er blevet placeret hos dem ovenfra. Balancen i den direkte kontakt handler også om både at være den, der har forslagene til de grønne forandringer, og samtidig at kunne solidarisere sig med de mennesker og den kultur, han eller hun står overfor. Uden sympati og fornemmelse for de folk man møder er den direkte kontakt svær. Sympati og fornemmelse kan åbne dørene, også hos dem som ikke er motiveret for det grønne i forvejen.

Fremgangsmåden er et andet vigtigt erfaringstema. Guiderne bekræfter her den holdning, som har præget folkeoplysningen om miljø i de sidste små 10 år. Nemlig at aktiviteterne og budskaberne skal være konkrete, relevante, lettilgængelige og handleanvisende, samt give folk en positiv oplevelse. Sådan ser det i det mindste ud nu, hvor det er de første kontaktskabende og igangsættende aktiviteter, guiderne er igang med. Men fremgangsmåderne i guidernes udadvendte aktiviteter hænger også sammen med, hvor i processen de befinder sig. Trods guide-projekternes forskellighed er der nogle fælles problemstillinger vedrørende den måde projekterne udvikler sig på:

• For det første må man være opmærksom på, at guide-projektet gradvist vil bevæge sig fra de åbne, brede, kontaktskabende, til i stigende omfang at bruge tid på at modtage og besvare henvendelser samt til at støtte og evt. medvirke til større miljøprojekter, til en integreret og ofte koordinerende rolle i det lokale netværk, og i sidste fase til stor opmærksomhed på forankringen og videreførslen af miljøindsatsen i lokalområdet. Faserne kan måske i det enkelte tilfælde se anderledes ud, og der vil givet være overlap. Men det er vigtigt at se guidernes aktiviteter som bundet sammen i et helt langt forløb, og ikke som en række enkeltstående handlinger. Integrationen i lokalområdet har været hovedtemaet i det første år, men gradvis vil opbygningen af de ressourcer og netværk, der skal tage over efter guiden blive et mere centralt tema.
• For det andet kan guide-projektet etablere sig og integreres på forskellige måder i lokalsamfundet. Som led i udviklingen kan guiden, sådan som vi har set ansatser til blandt veteran-projekterne, gradvist få en stadig mere overordnet rolle. Bevæge sig fra enkeltkontakterne og projektsamarbejdet på græsrodsniveau, til en "mellemniveau" funktion som sparringspartner og koordinator mellem de lokale netværk, og mellem borgerne og det kommunale system, - og videre til i stigende grad at blive part i overordnet planlægning og politik-formulering med kommunen og andre etablerede institutioner. Det er en mulig udvikling, men der er også andre mulig-heder. Guide-projektet kan stræbe mod at forankre sig i lokalsamfundet som en institution på linie med naturvejlederne, som har en relativ klart defineret opgave og en fast organisation, som ikke ændrer sig gennem årene. En anden mulighed vil være at fastholde det igangsættende: Dvs. med mellemrum revidere arbejdsopgaven og organisationen, så guiden ikke etableres og går i stå. Fx skifte fra at arbejde med handelslivet til at arbejde med parcelhus-kvartererne, hvis der bliver mere behov for at sætte noget igang dér. Endelig er mellemniveauet også en mulighed: Er der aktiviteter i gang mange steder i lokalområdet, kan det vise sig, at guiden vil gøre mest gavn som den der fremmer samarbejde og dialog mellem borgere og kommune, mellem handel og forbrugere, eller mellem alle aktører i et bestemt byområde.
• For det tredie er noget af det spændende i den videre proces, om den videre integration af guiderne i lokalsamfundet og deres større rutine, får aktivitetsniveauet til at stige yderligere, eller om den gode opstart også skyldes nyhedsværdien, således at der risikerer at komme en afmatning, når det bliver hverdag for projekterne.

Guiderne har allerede i det første år oplevet at have travlt. Men det at målgrupperne nu i stigende grad selv henvender sig, og at guiden kommer i nærmere samarbejde om forskellige projekter, vil i endnu højere grad stille krav til guiden om at prioritere sin tid og kræfter. Traditionelle leder-egenskaber som strategisk overblik og styring bliver vigtige, hvis guiden skal styre processen og ikke omvendt. De strategiske overvejelser, om hvordan man bedst fremmer en lokal bæredygtig udvikling i det konkrete tilfælde, og praktiske overvejelser om hvordan egne kræfter udnyttes bedst muligt, kommer til at hænge tæt sammen. Vi har berørt en række problemstillinger, som de grønne guider allerede gør sig en del tanker om, men som ikke bliver mindre væsentlige i det videre forløb. Med hensyn til strategien handler det om at placere sig i feltet mellem:

• de mange små skridt og de store projekter
• bredde i aktiviteter og dybde/grundighed i den enkelte aktivitet
• tage fat hvor der er interesse og muligheder og gøre noget der, hvor der er modstand og forhindringer
• lokale behov og globale perspektiver
• socialøkologi og miljøteknik

Guidernes valg af profil får betydning for hans eller hendes rolle som guide. Og omvendt vil den rolle guiden har som udgangspunkt også have betydning for de strategiske valg. At være guide er ikke een bestemt rolle. Hver især har deres egen rolle-sammensætning, som både har noget med projektets karakter at gøre og guidens kvalifikationer. De placerer sig med forskellige kombinationer og vægtninger mellem:

• den bredtfavnende rådgivning og den specialiserede ekspertvejledning
• at informere færdige, tekniske svar og at oplyse ved at spørge og aktivere
• at være den udførende kraft og fungere som katalysator og koordinator i baggrunden
• at være arbejdsleder og fungere som del af et team.

Aktiviteterne er kommet igang - en eller rettere mange processer er igang - hvad vil det så føre til videre frem over? På den ene side er der god grund til at være tilfreds med forløbet af det første år. På den anden side skal man være forsigtig med mekanisk at fremskrive tendensen. Vi har nævnt "de lavthængende frugters problematik"; at det kan være nemmere at plukke de første frugter end de næste, fordi man fornuftigvis begynder, hvor det er lettest. Det gør de grønne guider også. Det mest negative scenarie kan derfor være, at de nyder godt af den generelle medvind for miljøsagen i samfundet, fordi de fremmer nogle resultater dér, hvor det er let og uproblematisk. Men kan de blive ved med at skubbe på uden at støde ind i barriererne; dér hvor det bliver for besværligt, dyrt, tidskrævende osv.? Måske kan de. Måske kan de mobilisere en kraft, gejst og kreativitet som får en snebold til at rulle, så flere gør mere, og værdier og strukturer, der står i vejen, gradvist opløses. Måske kan mange grønne guiders aktiviteter mange forskellige steder - sammen med alt det andet, der foregår på miljøområdet - få så mange danskere engageret i det små, at det genererer et "kvalitativt spring"; dvs. som får det der før virkede som tårnhøje barrierer til pludseligt at falde i grus, som vi så Berlin-muren pludselig gjorde det. Måske kan de grønne guider være med til at ændre miljøsagens negative skær af angst, afsavn og affald til noget positivt, der har med kreativ udvikling af vores levemåder, opfattelser og kulturelle værdier at gøre.

Vi har fastholdt billedet af grøn guide ordningen som et spændende eksperiment. Men som ovenstående perspektivering antyder, så er effekten af de grønne guiders indsats jo ikke en isolerbar størrelse. De grønne guider er blot en lille brik i det store spil, og vurderingen af deres indsats må derfor hele tiden ses i sammenhæng med de udefra givne betingelser. Den afhænger totalt af, hvad der i øvrigt sker i samfundet som helhed, og i de enkelte lokalsamfund. Er der nogle penge at hente til de projekter, guiderne får borgerne gjort varme på? Vil kommunalpolitikerne bakke op eller vil bureaukratiet spænde ben? Vil regeringen lægge pres på kommunernes arbejde med lokal Agenda 21?

Omend guidernes indsats kan løbe ind i mure og blive kastebold for mange forskellige vinde, er der på baggrund af opstarten ingen tvivl om, at det bliver spændende at se eksperimentet videre udfolde sig i de kommende år.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]