[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Et år med grønne guider. Delevaluering af  Grøn Guide-ordningen

3. Det første år

 

I dette kapitel vil vi fortælle om, hvordan 1997 er forløbet for det første hold grønne guider. Deres udgangspunkt er (som beskrevet i kapitel 1) forskelligt. Enkelte guider er fortsat på en arbejdsplads, hvor de allerede var, dog med en tilpasning af deres arbejde til en grøn guide funktion. Nogle af guiderne var "gamle rotter" på miljøområdet og har derfor haft en ballast og et netværk at bygge på, da de startede i deres job som grøn guide. Men de fleste guider har skullet bygge et helt nyt job og arbejdsområde op fra bunden af. Og alle uden undtagelse har skullet indgå i et nyt "arbejds"fællesskab, de grønne guider, deltage i den fælles uddannelse og lære at bruge det elektroniske konferencesystem, GAIA, som er en del af det netværk, der bygges op mellem de grønne guider.

Når man starter i et helt nyt job, er der mange praktiske og organisatoriske ting, der skal på plads, inden man kan gå i gang med det, der er de grønne guiders egentlige arbejde: lokal miljøvejledning. Det er vigtigt at huske på, når de grønne guiders indsats det første år vurderes.

De temaer, der vil blive taget op i kapitlet, er:

  • At komme i gang
  • Den organisatoriske struktur og samarbejdet med styregruppen
  • Det daglige arbejde
  • At være del af en helhed: om GAIA, uddannelse og guidernes indbyrdes fællesskab


At komme i gang

De grønne guider kunne i princippet starte pr. 1. januar 1997. Men ikke alle styregrupper havde nået at få ansat guiden inden da, og derfor kom en del af guiderne først til i løbet af januar-februar. Den sidst ansatte guide i første kuld startede faktisk først i april 97. I juni sendte vi et spørgeskema ud til alle guiderne for at få et billede af, hvordan det første halve år - etableringsfasen - var gået. Guidernes besvarelser gav et billede af mange opgaver og problemer, store som små, i denne opstartsfase, men der var nogle temaer, der gik på tværs. Vi har på basis af disse oplysninger valgt at se nærmere på fire af de opgaver, der har været dominerende for de grønne guider i denne periode: at etablere sig, at blive et kendt ansigt, at opbygge et lokalt netværk samt at blive grøn guide dvs. en del af ordningen de grønne guider.

Et sted at sidde

At etablere sig betyder at bruge tid og kræfter på noget meget praktisk fx male vægge, slibe gulve, købe møbler, potteplanter, gøre det lidt hyggeligt - ikke bare for sin egen skyld, men lige så meget for at skabe nogle omgivelser, der indbyder andre til at smutte indenfor. Faktisk var kontorforholdene kun i orden for omkring 1/4 af guiderne, da de startede, og i de første par måneder gik en del tid med at få dette bragt på plads. Enkelte har måttet bruge flere ugers arbejde på at få lokalet gjort i stand, og mange har været involveret i indkøb eller anskaffelse af møbler og udstyr. Noget af det, der kræver overvejelser i denne forbindelse, er, at en guide jo har en indbygget forpligtelse til at etablere sit kontor miljørigtigt. Frem for at hver enkelt guide - som det skete her - brugte tid på at skaffe sig denne viden, kunne ressourcerne måske have været bedre anvendt ved en fælles indsats.

Enkelte har endog haft det problem, at de er startet i midlertidige lokaler og derfor har måttet gennem kontorindretning to gange. Det koster selvfølgelig tid, men det har også nogle konsekvenser for kontakten med målgrupperne. For det første en vis tilbageholdenhed med at markedsføre sig selv, fordi man ved, at folk senere skal henvende sig et andet sted. For det andet er den midlertidige placering oftest uhensigtsmæssig, fx fordi den ligger for langt væk eller for upraktisk for direkte henvendelser.

Men det handler ikke kun om at indrette sit kontor. Et vigtigt krav fra Den Grønne Fonds side var, at guiderne skulle have teknologi, så de kunne deltage i det elektroniske netværk. Og det har voldt en del problemer - for flere af guiderne gik der en 3-4 måneder før GAIA kunne tages rigtig i brug. Det hang dels sammen med økonomiske problemer, og Den Grønne Fond besluttede derfor tidligt at sætte en ekstrabevilling af, således at der kunne søges et tilskud på 20.000 kr. til PC-udstyr. Dels hang det sammen med tekniske problemer som opkobling, standarder, programmer mv.


At blive et kendt ansigt

Etablering handler også om at blive et kendt ansigt: at tage ud og præsentere sig selv på møder, holde oplæg, lave stande, lave foldere og udsende dem, dukke op til receptioner og andre vigtige begivenheder i lokalsamfundet, skrive i lokalpressen mm. Guiderne har benyttet sig af forskellige metoder: at møde op personligt, at prøve at komme i massemedierne og at få produceret informationsmateriale.

Informationsmaterialet har først og fremmest været i form af produktion af foldere, der fortæller om guiderne selv og deres arbejde. I den forbindelse har det knebet med at skaffe penge til at få folderne trykt professionelt, så også her valgte Den Grønne Fond at give mulighed for en ekstrabevilling på 15.000 kr. til hver guide om nødvendigt. Guiderne har siddet rundt omkring og selv udformet PR-materiale, brevpapir o.l. Måske kunne et lay-out kursus have været med til at gøre det nemmere for guiderne.
Massemedierne har først og fremmest været regionsaviser og lokale ugeaviser, hvor guiderne enten selv har skrevet artikler eller er blevet interviewet. I den første tid indeholdt artiklerne en præsentation af den grønne guide, senere blev temaerne først og fremmest forskellige aktiviteter og arrangementer. Enkelte steder har de endog givet anledning til læserbrevsdebat, fx om den lokale finansiering af guiden. Det er vigtigt for guiderne at stå på god fod med den lokale presse, idet det hjælper gevaldigt på synligheden. Det er guiden i Ikast et tydeligt eksempel på: flere af de interviewede fremhævede, at hendes brevkasse hver 14. dag bliver set af mange. Ikke alle guider er dog lige heldige med at komme i pressen, og de har derfor udtrykt ønske om en mere slagkraftig PR-indsats. Det har Den Grønne Fond taget op på den måde, at der nu er blevet afsat midler til, at en gruppe grønne guider sammen med en konsulent kan udarbejde et oplæg til en sådan fælles PR-indsats.

At være til stede med sin person har sin naturlige begrænsning, men kan dog alligevel give anledning til strategiske overvejelser: Hvor mange repræsentative opgaver skal man deltage i? Hvad kommer der ud af at vise flaget? Skulle man ikke hellere bruge tid på aktiviteter? Er der steder, man ikke bør dukke op fx politiske foreninger? Samtidig betyder det at vise sit ansigt, ikke mindst i den første tid, mange opgaver udenfor såkaldt normal arbejdstid, og det kan let blive for meget - samtidig med at det kan være utrolig svært for guiden at sætte grænser, for man vil jo så gerne være til stede allevegne. Så er det rart, hvis man har en styregruppe, der forstår og bakker op om, at selv som grøn guide, har man også en familie derhjemme, der skal passes.

Alle disse anstrengelser for at blive kendt koster mange ressourcer og tager lang tid, hvilket selvfølgelig betyder, at der går længere tid, før guiden kommer i gang med konkrete ting/aktiviteter. Selv om guiderne ved det på forhånd, synes de alligevel, det har været svært at leve med i praksis. Også fordi de oplever et pres for at vise resultater.


At blive en del af et lokalt netværk

Det at få opbygget netværk har været et væsentligt element i guidernes første tid. Det har både kostet tid, bekymringer og energi. Det drejer sig om at skabe sin plads og blive accepteret: som grøn guide kommer man som nytilkommer til noget eksisterende. Det kan være stort eller småt, stærkt eller svagt, men et eller andet er der i forvejen fx en boligforening, andre ansatte, nøglepersoner, erhvervsliv, foreninger, institutioner, foruden alle de andre lokale organiseringer, der kan være af interesse i en miljøsammenhæng - det er her guiden skal ind og skabe sin platform. Kun de færreste guider havde disse netværk på plads inden start. I første omgang har indsatsen været koncentreret om nøglepersoner, sociale institutioner, skoler, foreninger og erhvervsliv, mens kulturområdet har haltet bagefter. Der var dog en del guider, der allerede på forhånd havde kontakt med nøglepersoner fra lokalområdet.

At blive grøn guide

Grønne Guider er ikke alene en bevilling til lønnen til en grøn guide lokalt. Det er også etablering af en ny organisering i det lokale miljøarbejde. Den Grønne Fond har valgt at opbygge en fælles organisering for de grønne guider på tværs af ansættelsessted og funktion for at øge gennemslagskraften. Det er gjort gennem forskellige initiativer, som vi vil se nærmere på i næste afsnit. Her handler det om, hvad denne struktur har betydet for guiderne.

Den fælles organisering er både et krav og et tilbud. Den rummer krav om aktivt at deltage i erfarings- og informationsudveksling på GAIA og om at deltage i fælles uddannelse. Men disse krav er jo samtidig et tilbud, idet de giver guiderne mulighed for at mødes, at få kolleger og at få input til deres arbejde. Desuden har den ansatte netværkskoordinator til opgave at være den praktiske og organiserende kraft, der skaber grundlaget for guidernes indbyrdes netværk i form af nyhedsbrev, brug af GAIA, fælles uddannelsesdage mv. (jf. s.78 ff.)

Især i etableringsfasen har guiderne nok oplevet, at kravene ind i mellem kunne overskygge gevinsten fra tilbudene. Mange guider oplevede det som en stor ekstra belastning i starten, at de også skulle lære at anvende GAIA, at de skulle forholde sig til andre grønne guider der ligesom de selv knap var kommet i gang, og at de skulle være væk på et 2-ugers kursus lige midt i arbejdet med at få sig selv etableret i deres eget job. Specielt GAIA, og ikke mindst det at skulle skrive logbøger, var der nogen surhed over i starten. Det er første gang os bekendt, at der opbygges et elektronisk konferencesystem i forbindelse med en statslig forsøgsordning af denne karakter, og derfor havde Den Grønne Fond besluttet, at guiderne skulle skrive en ugentlig logbog, for på den måde at tvinge dem til at logge sig ind på GAIA i hvert fald en gang om ugen. Logbogen skulle dog først og fremmest tjene som informationsinstrument: til koordinatoren, til evaluatorerne og til Den Grønne Fond, men når det blev til, at logbogen skulle føres ugentligt, hang det sammen med at fremme en tilvænning til at bruge systemet. Dette er dog senere blevet ændret til, at guiderne nu skriver logbog hver 14. dag.

Der var også modstand hos enkelte grønne guider over at blive underlagt denne fælles hat. Det gjaldt især de "gamle rotter". De oplevede ikke behov for denne ny organisering og følte faktisk, at den i stedet skabte unødvendige problemer for dem. For dem var det at være grøn guide egentlig blot en forlængelse af noget, de allerede var i gang med, og så var det bare besværligt at skulle forholde sig til en ordning, der prøvede at indordne dem i en vis fælles form. De havde deres eget projekt med en bestemt opgave og med egne kolleger.

På den anden side oplevede mange guider også, at denne fælles statslige hat gav flere fordele. Der er simpelthen mere power i at være del af Grønne Guider end være grøn rådgiver i Nørager: Man har staten i ryggen, man er ikke alene, og større initiativer giver mere medieinteresse - og mange ville jo slet ikke have været i jobbet, hvis det ikke var for Den Grønne Fonds løntilskud. Og selv om det måske var en belastning at skulle være af sted på kursus, gav disse uger frem for alt et tilskud til det daglige arbejde. For slet ikke at tale om alle de fordele, det giver at være del af et netværk med andre i samme situtation som én selv - altså det at der er kolleger og at der faktisk kommer en form for arbejdsmiljø omkring jobbet. Her peger guiderne især på erfaringsudveksling (personligt og via nettet), sparringspartnere, at kunne få hjælp og hente viden, inspiration og nye ideer.

Et motto for etableringsfasen kunne være: Ting Tager Tid. I startperioden oplevede guiderne, at der skulle bruges megen tid på "uproduktive" ting. Ikke mindst for projekter startet fra bunden er der gået meget tid på at etablere kontoret: både klargøring af lokale, køb af møbler, faciliteter osv. - og eventuelt endda flytte fra midlertidige til faste lokaler. Der er også gået en del tid med at få etableret rutiner for det administrative arbejde, der skal udføres. Og endelig har det at få informationsteknologien, ikke mindst GAIA, til at fungere, taget en del tid.

Guiderne peger på, at de har et vist behov for hjælp og rådgivning i forbindelse med administration (især regnskab), edb og faglig viden. De fleste oplever også at kunne få denne hjælp - især på det faglige område er det ikke noget problem. Nogle savner dog også en mere personlig støtte i forbindelse med forskellige problemer, de bliver stillet over for i arbejdet som grøn guide. Det kan være magtspil i styregruppen, at finde sin egen rolle, at tackle modstand hos samarbejdspartnere o.l. Denne hjælp har ikke været helt så nem at få, men guiderne har i et vist omfang trukket på hinanden.

Ting Tager Tid henfører også til, at ting tager tid at trække i gang. Der går l-a-n-g tid før fundamentet i form af kontakter og netværk er lagt for kommende aktiviteter - det går langsommere end håbet/ventet, og derfor er der ikke så meget konkret på banen efter det første halve år. Det opleves frustrerende både af hensyn til at leve op til ydre forventninger/succeskrav og ikke mindst i forhold til det aktive og udadvendte arbejde, som var forventningen til jobbet hos de fleste grønne guider.


Den organisatoriske struktur og samarbejdet med styregruppen

Organiseringen af Grøn Guide ordningen har to niveauer. Et centralt der drejer sig om opbygningen af en fælles organisering af de grønne guider, og en lokal der drejer sig om organiseringen af det enkelte grøn guide projekt.


Den fælles organisering

Den fælles ramme, der fra Den Grønne Fonds side er lagt ned over Grøn Guide ordningen består af en formel struktur med uddannelse af og netværk mellem de grønne guider, men den består også af en uformel struktur dannet gennem de personlige relationer, der opbygges mellem de grønne guider, og den kontakt der er etableret mellem en medarbejder fra Den Grønne Fond og de grønne guider. En kontakt der sikrer, at fonden hele tiden kan holde sig ajour og dermed sikre, at der til stadighed skabes de bedst mulige vilkår for, at initiativet lykkes. Her vil vi se nærmere på Den Grønne Fonds rolle.

Den Grønne Fond har i Grøn Guide ordningen taget en meget aktiv og understøttende rolle - selv om den ikke går af vejen for at svinge pisken om nødvendigt. Den Grønne Fond har i løbet af det første år taget en lang række initiativer undervejs. Men i virkeligheden starter indsatsen allerede før ansættelse af guiderne, idet Den Grønne Fond i forbindelse med ansøgningsrunderne yder en udstrakt rådgivning til ansøgerne. I forbindelse med bevillingsrunderne har de stået for en fælles PR-indsats gennem udsendelse af pressemeddelelser og afholdelse af pressemøde om de bevilgede grøn guide projekter, hvilket også har sat sig spor i de regionale og lokale aviser. De har udviklet et fælles logo til brug for de grønne guider i officielle sammenhænge. De har som flere gange nævnt ansat koordinator og igangsat uddannelse.

De har gennem hele forløbet vist stor opmærksomhed over for nye muligheder og forslag, der kan fremme og støtte de grønne guiders gennemslagskraft. Det sker dels ved at være til stede, når de grønne guider samles på uddannelsesugerne, dels ved at være åben over for og opmærksom på ting, der dukker op undervejs, således at de kan sætte ind med en støttende eller korrigerende indsats. Vi har tidligere nævnt ekstra bevillinger til PC-udstyr og PR-materiale. Et andet eksempel er, at da evalueringen formidlede et ønske fra guiderne om bedre udnyttelse af fælles PR, gav Den Grønne Fond en bevilling til, at en gruppe grønne guider sammen med en konsulent kunne sætte sig sammen og udarbejde et oplæg til fælles PR-muligheder. Et tredje eksempel er, at formanden for Den Grønne Fond på årsmødet for grønne guider meldte ud om Den Grønne Fonds holdning til spørgsmål, der havde givet anledning til tvivl og usikkerhed hos guider eller styregruppe, fx forventningerne til hurtige resultater, overholdelse af arbejdsprogram mv. Og her formidlede en positiv holdning til at vise imødekommenhed overfor ændringer i projektet foranlediget af, at virkelighedens verden ikke altid svarer til, hvad man på forhånd kunne udtænke og fælde ned på et stykke papir. Men man har også fra fondens side valgt at slå i bordet, når udviklingen ikke helt var i overensstemmelse med de krav og retningslinier, der blev stillet op fra start, fx i forbindelse med det første halve år, hvor guiderne ikke altid var lige flinke til at føre logbøger.

Konsekvensen er, at Den Grønne Fond om ikke formelt så reelt har en arbejdsgiverrolle. Det betød — især i starten - at nogle grønne guider følte, at der blev hevet i dem fra to sider. Ligesom de også følte, at der kunne opstå en loyalitetskonflikt i situationer, hvor en styregruppe ville prioritere lokale interesser over de miljømæs-sige. I sådanne situationer kan det være svært for guiden at reagere, for styregruppen er jo deres reelle arbejdsgiver, samtidig med at deres egen sympati måske mere ligger hos den sekundære arbejdsgiver, Den Grønne Fond, som kan holde miljøfanen højt.
Den Grønne Fond har valgt en medfinansieringsmodel ud fra ønsket om forpligte det lokale på projektet og dermed fremme muligheden for en fremtidig forankring af projektet. Modellen kan have mange fortrin, først og fremmest fordi medfinansieringen skaber en anden form for ansvarlighed over for projektet, men den er heller ikke uden problemer. For det handler jo lidt om, hvor stor en pose penge der er til rådighed for grønne projekter. Fra centralt hold er der ikke sat ekstra penge af til at finansiere de aktiviteter, der udspringer af, at et lokalt område får en grøn guide. Og spørgsmålet er, om der er nok lokale penge til rådighed, og om de er tilstrækkelig lette at få fat i? Eller om guiderne vil komme til at bruge urimeligt meget tid på at skaffe penge til finansiering af aktiviteter? Er det fx rimeligt at bruge en halv dag på at få sponsoreret en cd til 200 kr.? Og hvordan ser det ud på længere sigt, når der kommer flere grønne guider i regionen?

Med grøn guide ordningen er der skabt et initiativ, der i sig selv skaber en øget efterspørgsel efter penge til miljøinitiativer. Aktiviteterne er ønskede, de er jo netop formålet med de grønne guider, men alle hidtidige erfaringer viser, at hvis det bliver for surt og for besværligt at skaffe penge, så mistes gejsten, skuffelsen og afmagten breder sig, og så er miljøsagen måske endnu dårligere stillet end før. Det er et reelt problem, hvis man gennem de grønne guider opbygger et behov for finansiering, der ikke kan imødekommes i rimeligt omfang.


Den lokale organisering

Den Grønne Fond har lagt stor vægt på, at der omkring den grønne guide bliver etableret en styregruppe med en bred repræsentation fra lokalområdet. Dels for at have en part, der er ansvarlig for projektet både økonomisk og indholdsmæssig, og dels for at sikre at grøn guide projektet bliver knyttet til de lokale strukturer og de lokale samarbejdspartnere, det kan være relevante for guiden at samarbejde med.

Afsnittet her vil se nærmere på, hvordan styregrupperne løser deres opgave og hvordan samarbejdet er mellem guide og styregruppe. Datamaterialet består dels af spørgeskemabesvarelser fra guiderne, dels af interview med udvalgte styregrupper og guider.

Styregrupperne skal være bestyrelser: holde sig målet for øje, være visionære, diskutere ideer og vejen frem, samtidig med at de skal være garant for at projektet holdes på skinner. De skal ikke som en værkfører bestemme det daglige arbejde eller kontrollere tidsforbrug o.l. Den styring, det er vigtigt, at styregrupperne udøver er en overordnet styring, hvor man netop diskuterer de langsigtede mål, hvor man vil hen og hvordan man kommer der. Og dermed støtter guiderne i at få sat tid af til at tænke langsigtet og ikke blive fanget af kortsigtede aktiviteter, der måske nok er synlige, men mere er som en sæbeboble, der ikke bliver spor tilbage af bagefter. Behovet er jo at få sat ting i gang, der kan bære videre, når guiden ikke er der længere.

Blandt de styregrupper, der er blevet interviewet, kan man se, at deres opfattelse af, hvad deres opgave er, varierer. Nogle lægger vægten på det visionære og det strategiske og vil i hvert fald ikke ud at spille fransk klovn for at skaffe penge eller være praktisk gris, for det har de ikke tid til. Andre ser netop deres opgave som det mere nære med at være forbindelsesled til det lokale, hjælpe når der er hjælp behov, også som praktisk gris hvis det er nødvendigt. Som styregruppemedlem kan man dog godt være lidt i tvivl om, hvad Den Grønne Fond egentlig forventer af styregrupperne:

"Det står egentlig ikke klart for mig, hvad en styregruppe skal være. Skal den sikre den lokale forankring, så er vores god. Hvis den skal sikre ideer, så nej... For det er sådan, at det er den grønne guide, der kommer med ideerne. Der kan der mangle noget, og det vil vi gøre noget ved at danne en støttegruppe for den grønne guide." (Styregruppemedlem i Nørager)

En anden ting kan være, at man som styregruppe samles som en helt ny gruppe med mange forskellige, der ikke kender hinanden, og hvor nogle måske ikke har prøvet den slags før. Der kunne man godt bruge noget hjælp, synes de. Det kan fx være vejledning om overenskomster og andre praktiske forhold ved at være arbejdsgiver. Eller det kan være noget, der retter styregruppernes opmærksomhed mod, hvordan de kan varetage deres styregruppeopgave, så de ikke ender i den traditionelle kommunalpolitikersituation: at diskutere cykelskurets placering fordi det er meget nemmere end at diskutere målene for den kommunale socialpolitik.

Her ligger nogle opgaver for Den Grønne Fond, og den har allerede taget det første initiativ, idet næste hold grøn guide projekter allerede et par måneder inde i forløbet har en fælles weekend for grønne guider og styregruppemedlemmer. Her kan man formidle ideer til styregruppens arbejdsområde og arbejdsmetode, få afstemt forventninger mellem guide og styregruppe mv. Man skal dog fortsat være opmærksom på, om det er tilstrækkeligt til at dække behovet. Måske er der behov for en form for kontaktmulighed mellem styregruppemedlemmer.

En styregruppe består af travle mennesker, folk der er engagerede i alt muligt andet også. Det er klart, at det må være en begrænset støtte, de kan give den grønne guide, men det er tydeligt, at de grønne guider selv har nogle forventninger til styregrupperne, som de ikke helt synes, at de får opfyldt. Guiderne kunne godt tænke sig, at deres styregruppe var lidt mere engageret, kom med lidt flere ideer og ikke bare reagerede på, hvad guiden kom med. Nogle guider synes også, at deres styregruppe kunne være lidt bedre til at skaffe frivillig arbejdskraft i forbindelse med de forskellige opgaver. Guiderne er mere tilfredse, når det gælder styregruppernes indsats med at skabe lokale kontakter, være vejviser til den lokale kultur og befolkning og forsyne dem med personkendskab til relevante personer.
Rundt regnet en tredjedel af guiderne er skuffede over styregruppemedlemmernes manglende engagement, og lige så mange synes, at deres styregruppe er præget af interessemodsætninger. En styregruppe er jo en blandet landhandel sammensat til lejligheden, og ligesåvel som dette kan give liv og dynamik, kan det skabe grobund for interessemodsætninger, kompetencestridigheder og samarbejdsproblemer. Og i den sammenhæng kan en grøn guide nemt komme i klemme. Det har været overraskende for flere guider, at der har vist sig en del problemer i projektbaglandet/styregrupperne i form af modsætninger, lavt engagement samt krav om magt og indflydelse uden at yde en indsats for grøn guide projektet.

Der er ikke markante problemer mellem guiderne og deres styregrupper, men enkelte guider har haft store problemer. Der hvor modsætningerne mellem guide og styregruppe især kan opstå er omkring fleksibilitet. Der er lagt et arbejdsprogram for guiden (udarbejdet af guiden), men det er jo vanskeligt at forudsige, om dette program nu også er det mest hensigtmæssige, efterhånden som projektet udvikler sig. En grøn guides arbejde må nødvendigvis indeholde en stor grad af fleksibilitet. Det nytter ikke noget, hvis der ringer en daginstitution og siger: nu har vi snakket i personalegruppen og vi har også snakket med forældrene, så nu er vi parat til at gå igang med økologisk mad, kan du hjælpe os? - at guiden så siger: jeg skal lige spørge om jeg må, for det står først i vores arbejdsprogram om 3/4 år. En grøn guide skal kunne gribe de chancer, der viser sig, og sådan er det da heldigvis også i de fleste tilfælde.

Langt de fleste guider oplever at have stor selvstændighed i arbejdet, og det er de godt tilfredse med. Det afspejler sig også i, hvad guiderne opfatter som en god organisatorisk struktur: den skal være enkel, klar og overskuelig, bygge på tillid til guiden og give guiden rimelig frihed i arbejdet. Omvendt opstår problemerne der, hvor én part/person i realiteten har magt til at blokere for beslutninger, hvor der er forskellige forventninger mellem guide og ledende styregruppemedlemmer, og hvor styregruppemedlemmerne udviser for lidt aktivitet eller giver for lidt støtte til guiden.

Der hvor styregrupperne især kommer til kort efter guidernes mening er i sparringspartnerfunktionen. Guiderne synes, at styregrupperne er for dårlige til at give feed-back, de synes, de får for lidt kritisk modspil. Styregrupperne er også for dårlige til selv at komme med ideer, de forventer, at det er guidens opgave. Når det er sådan, hænger det sikkert sammen med, at styregrupperne ikke nødvendigvis består af folk, der har nogen særlig viden om det grønne. De er måske snarere mennesker, der så en anledning til at gøre noget for deres lokalområde, når der nu bliver udbudt en pose penge. At det så er om det grønne, er et vilkår de må forholde sig til og lade afspejle i projektet, men det har ikke nødvendigvis noget med dem selv og deres egne interesser at gøre. Det er klart, at i en sådan situation bliver det guiden, der må levere det miljømæssige input, mens styregruppen må holde sig til det, den kan - hvad enten det er at skaffe lokale kontakter, give hints om personer, der er gode at trække på mv.

Guiderne sidder for det meste alene og de har derfor brug for et bagland, hvor de kan hente arbejdskraft, ros og kritik, nogen at diskutere med i det daglige, en ledelse der kan bistå med styringen, nogle der tager vare på økonomien og endelig en administrativ bistand, så guiderne ikke drukner i regnskab o.l. Det er i høj grad en sparringspartner funktion guiderne har behov for, og som de søger hos deres styregruppe i større eller mindre omfang. Men spørgsmålet er, om de ikke forventer for meget af styregrupperne? Det er vigtigt, at guiderne gør sig klart, at styregruppernes opgave netop er bestyrelsesopgaven, mens en mere løbende støtte og sparring skal hentes andre steder. Guiden må derfor selv tage initiativ til at opbygge en lokal støttegruppe/netværk/sparringspartner som støtte i det daglige, mens diskussioner omkring arbejdsmiljø og den type problemer nok først og fremmest kan tages op i gruppen af grønne guider.

Der er opstået problemer nogle steder mellem guider og styregruppe. Dette er nok uundgåeligt i et eller andet omfang, men spørgsmålet er, hvilken støtte den grønne guide har i en sådan situation. Den sikring Den Grønne Fond har skabt sig har været med henblik på at sikre projektet og Den Grønne Fond og ikke guiden, så opstår der problemer mellem guide og styregruppe, kan guiden nemt komme i en vanskelig situation. Nogle guider har stillet forslag om, at det måske kunne være hensigtsmæssigt, at der var visse minimumskrav til styregruppens opgaver, en realistisk beskrivelse af forventninger og succeskrav, krav til kompetencestruktur, samt vejledende retningslinier for udformning af arbejdsprogrammer. Men spørgsmålet er, om det ikke vil være mere hensigtsmæssig med en aktiv vejledning som den der fx kan ydes på den fælles weekend for guider og styregruppemedlemmer som bliver det første fælles møde for næste hold grønne guider. Det er netop tænkt sådan.

Ønsket om at forpligte det lokale på det miljømæssige har ført til krav om dannelse af en styregruppe med lokale parter. Det kan være en mulig ulempe, at kravet om forankring af de grønne guider i de lokale netværk, kan forpligte guider til at indgå i samarbejde med tunge bureaukratiske institutioner, som kan hæmme guidens indsats på græsrodsniveau. Men mere generelt kan der være noget uheldigt i at sammenblande styring og lokal forankring og kontakt. Brede lokale styregrupper får nemt svært ved at fungere. Gruppen vil ofte blive svag, fordi der er så mange forskellige parter og dermed interesser. En svag styregruppe giver for stort rum for, at den professionelle, i dette tilfælde, guiden kan styre. Mange guider oplever, at deres styregruppe overlader det for meget til dem at lægge linien for projektet. En anden side er, at man ved at sætte de lokale aktører i styregruppen, sætter dem i en arbejdsgiverrolle, de måske hverken er motiverede for eller i en position til at varetage. Det sker når fx ansatte som ejendomsfunktionærer, pædagoger, beboer-rådgivere, er med i styregruppen for at sikre kontakt til hver deres bagland.

I nogle områder kan man stå med flere forskellige sideløbende initiativer på én gang. Det er især tilfældet i boligområder, hvor der kan være både beboerrådgiver og grøn guide, men vil også være tilfældet i flere af de nye projekter, der er placeret i kvarterløftsområder. Her vil der være behov for en koordinering. Det kan gøres på forskellig måde, men det er en styregruppeopgave og ikke noget, der skal overlades alene til de projektansatte. Om koordineringen så skal være gennem fælles styregruppe med projektfølgegruppe under sig eller om andre organiseringer vil vise sig mere hensigtsmæssige må være op til det enkelte område. Det vigtige er, at der bliver gjort noget for at sikre samarbejdet og koordineringen mellem projekterne indbyrdes og de forskellige medarbejdere indbyrdes.

Styregruppen har også en økonomisk funktion. For det første skal den skaffe restfinansieringen på de 30% af lønnen, for det andet skal den medvirke til finansieringen af de konkrete aktiviteter. Det finder styregrupperne meget naturligt: når man får noget, må man give noget til gengæld. Det er også slående, at både guider og styregruppe udviser en ansvarlig økonomisk holdning. Ingen ønsker eller forventer, at få alt finansieret udefra. Men de synes dog, at tre år er for lidt, og så gerne en længere horisont, 5-6 år, hvis de skal have en chance for at gøre projektet selvfinansierende. For før man kan få andre til at finansiere, skal man kunne fremvise nogle resultater eller have skabt en efterspørgsel, så potentielle pengestærke mænd og kvinder ikke kan sige nej. Et andet økonomisk problem styregrupperne er stødt på, er, at det kan være ganske svært at afvente ansøgningsfrister i forskellige fonde, hvis man er i gang med fx et beboerprojekt, hvor der skal smedes, mens jernet er varmt. En styregruppe foreslår derfor, at Den Grønne Fond sætter en pulje af til grøn guide projekter, således at større aktiviteter hurtigere eller nemmere vil kunne få et tilskud.

Flere guider synes dog, at deres eget økonomiske ansvar er for stort og tidskrævende. Og at den økonomiske struktur ikke er hensigtsmæssig. Guiderne ønsker ikke selv at sidde med regnskabet, og er glade, når der er en administration, der kan tage sig af den side af sagen. En anden utilfredshed med det økonomiske ser ud til at være, at der sjældent er en rådighedskonto for guiden. Det betyder, at selv de mindste økonomiske beløb skal der indhentes tilladelse til. Det er både tidskrævende og nogle gange bremsende for aktiviteter.

Samarbejdet mellem styregruppe og guider er almindeligvis godt, men styregrupperne er ikke den støtte og inspiration for guiderne, som de nok oprindelig havde forestillet sig. Her er det vigtigt at få afklaret de gensidige forventninger fra start, samt få givet guiderne et realistisk billede af, hvad man kan forvente af en styregruppe: hvilken støtte kan den give, og hvilken støtte skal hentes andre steder? Det har først og fremmest været lokaltilknytningen og bredden som krævet af Den Grønne Fond, der har motiveret til den konkrete sammensætning af styregruppen, hvorfor den miljømæssige ballast kan være ret lille. Der er en risiko for at sådanne bredt sammensatte styregrupper uden egentlig ekspertise kan have svært ved at udøve en styrende rolle. Endelig kan det være vanskeligt for styregrupper uden en administration bag sig at kunne varetage sin arbejdsgiverforpligtelse, idet de ikke har viden om overenskomster, arbejdsforhold mv. Derfor er de grønne guiders ansættelsesforhold noget af et kludetæppe.


Det daglige arbejde

Det daglige arbejde for en grøn guide har mange facetter. Umiddelbart kunne man forledes til at tro, at det først og fremmest handler om at lave miljøaktiviteter, men så enkelt er det ikke. En side af guidens arbejde handler om arbejdsopgavernes karakter, en anden side om tidsforbrug og prioritering og en tredje om arbejdssituationen. Selve aktiviteterne og jobudøvelsen vil blive beskrevet nærmere i kapitel 4.

De forskellige opgaver

Som grøn guide skal man kunne mange forskellige ting, for arbejdet rummer et utal af forskellige opgaver. Der er

de praktiske: der handler om at gøre rent, vaske op, gøre parat til møder: lave kaffe og købe brød, købe ind: fx papir, frimærker osv. Og især i starten tog det tid for guiderne at finde ud af, hvor man kunne få økologiske og miljøvenlige varer.

de administrative: som at indkalde til møder, finde datoer, lave dagsordener, skrive referater, sørge for at tilmeldingsfrister til arrangementer overholdes, føre kassekladde mv. Det betød, at ud over de faglige kvalifikationer som guiderne har med i bagagen, skal de i løbet af den første tid tilegne sig nogle administrative og regnskabsmæssige samt edb-kvali-fikationer - hvis de ikke har dem på forhånd. Det tager tid, samtidig med at det måske ikke lige netop var det, guiderne havde forestillet sig at de skulle bruge deres tid på.

fortsætte med at gøre sig kendt: altså fastholde opmærksomheden og kendskabet til den grønne guide ved fx at gå til andre arrangementer, vise flaget, hive fat i pressen, stå på markeder, dele foldere ud, holde oplæg, huske andre på at nævne en, når man hjælper dem med noget osv. Her har nogle guider haft en mere heldig hånd end andre med at få lokalpressen til at skrive om de forskellige aktiviteter, de har i gang.

skaffe penge: de fleste grønne guider har ikke noget egentligt driftsbudget og skal derfor skaffe finansiering til en del af deres aktiviteter, så de er dybt involveret i at skaffe sponsorering og penge fra fonde - ikke mindst Den grønne Fond, som jo med alle de nye guider, der efterhånden kommer til, må få behov for at få en større pengekasse at dele ud af! Lokalt håber man at kunne skaffe penge fra kommune, boligselskaber, erhvervsliv, foreninger osv. Men er alt det sponsorarbejde en meningsfuld aktivitet forstået på den måde, at den i sig selv giver mulighed for at fremme miljøbudskabet, eller er det først og fremmest en "uproduktiv" opgave, der tager tid fra det "egentlige"? Set ud fra sponsorernes synspunkt handler det først og fremmest om, at de får reklame, ikke at de ad denne vej påvirkes miljømæssigt - hvis man skal tage dem vi har snakket med på ordet.

lave aktiviteter hvor den grønne guide er drivkraft: det må nok siges at være denne type aktiviteter, der har været mest dominerende indtil nu. Det er selvfølgelig meget naturligt i en startfase, men da der jo er et temmelig begrænset timetal til rådighed, skal der jo helst skaffes andre, der kan fungere som drivkræfter hen ad vejen. Disse aktiviteter er mangeartede: det kan være grønne markeder, torvedage o.l. Noget som kræver en utrolig masse planlægning, men så sandelig også praktisk arbejde: skaffe boder, stille dem op og hive dem ned igen, lave konkurrencer, skaffe udstillings- og uddelingsmaterialer som vandsparedimser, få fat i frivillige hjælpere og organisere dette osv. osv. Så der skal virkelig lægges mange kræfter i. Eller det kan være at lave miljøplaner for foreninger, hvor det meget kontant handler om, at den grønne guide skal være skriverkarl, for de frivillige i foreningerne magter ikke selv at få dette gjort, og hvis guiden ikke gør det, ja så bliver det bare ikke til noget. Eller det kan være at arrangere en foredragsrække, hvor lokalsamfundets forskellige parter, der aldrig før har kunnet lave noget i fællesskab, bringes sammen og tager hver deres del - men det bliver også kun til noget, når den grønne guide går ind med megen konkret arbejdskraft. Eller det kan være at lave en indkøbsfolder eller læserbrevkasse, hvor det fortælles hvor forskellige miljøvarer kan fås i lokalsamfundet. Der skal man som grøn guide rundt i butikkerne for at se de varer, de har, og vurdere, om de er miljøvenlige nok. Især dette sidste kan være lidt som at balancere på en knivsæg: Hvornår mister man fx sin goodwill hos en forretningsdrivende, når man altid omtaler både hans og konkurrentens miljøvenlige varer? Er det reklame at gøre opmærksom på, at pizzamanden nu sælger økologisk kaffe og kage, som man selv har været med til at få ham i gang med? Det synes nogle, og så brokker de sig, og hvordan skal man så tackle det?

aktiviteter der støtter andre i deres arbejde, og hvor disse andre selv er drivkraften eller hvor det måske sker i et ligeværdigt samarbejde: sådanne aktiviteter findes bestemt, men de bliver forhåbentlig flere hen ad vejen - hvordan vil guiderne ellers bære sig ad med at overleve, når nu efterspørgslen efter dem stiger? Eksempler på sådanne aktiviteter kan være havefolk eller grønne organisationer, der kan få hjælp af den grønne guide til at skaffe oplysninger eller finde oplægsholdere. Det kan være en daginstitution, der har nogle ideer om at ville gå over til økologisk mad eller vil lave en naturlegeplads og behøver noget hjælp i denne proces.

tænke langsigtet: altså stille sig selv spørgsmålene: Hvor vil vi hen? Hvad skal der til for at nå dertil? Hvilke aktiviteter er det relevant at lave? Hvilke skal prioriteres ned? Hvem vil være gode samarbejdspartnere? Er der nogle, som det er uheldigt at alliere sig med? Hvad er gået godt, og hvad er gået skidt i det hidtidige arbejde? Netop det er svært at nå i en travl hverdag - men det er helt nødvendigt, hvis det ikke skal ende med, at en grøn guide bare var en, der lavede noget sjovt i de 3 år, det varede. Her kan styregrupperne bidrage ved at tage sådanne diskussioner op på styregruppemøderne.


Tidsforbrug og prioritering

Ser vi lidt på, hvordan de grønne guider brugte tiden i en ualmindelig uge (for ingen uger er almindelige i den forstand, at de ligner hinanden) i juni 97, er det gennemgående træk, at guiden må sprede sin arbejdsindsats på mange forskellige arbejdsopgaver. Hvilket også betyder, at arbejdsugen er svær at holde nede på de 37 timer om ugen. Typisk brugte guiderne under 10% af tiden på én bestemt type aktivitet. Den mest tidskrævende aktivitet viste sig at være "planlægning alene", idet 2/3 af guiderne brugte mere end 20% af tiden på dette. Mindst tid blev anvendt til: møder med styregruppe, telefonkontakt med borgere og specifikke målgrupper, aktiviteter for specifikke målgrupper, planlægning sammen med andre.

Der er nogle typer af arbejdsopgaver, som næsten alle guider bruger tid på i løbet af en uge. Det er:

  • alenearbejde med planlægning af aktiviteter
  • administrativt arbejde
  • møder med specifikke målgrupper.

Andre hyppigt forekommende arbejdsopgaver er:

  • telefonkontakt med specifikke målgrupper
  • planlægning sammen med andre
  • møder med borgere
  • telefonkontakt med borgere
  • aktiviteter med borgere
  • møder med styregruppe.

Kun lidt over halvdelen af guiderne syntes, at de på dette tidspunkt anvendte deres tid rigtigt - først og fremmest fordi de gerne vil bruge mere tid sammen med målgrupperne. Det hænger sammen med, at kontakten med målgrupperne er meget central for de grønne guider. Det er lige præcis her, at de grønne guider henter en stor del af deres arbejdstilfredshed: at folk henvender sig, er tilfredse med hjælpen, er så imødekommende mv. De grønne guider ville derfor godt have endnu mere tid til denne del af arbejdet, og de kan ind i mellem få en fornemmelse af, at andre opgaver tager deres tid fra dette. Det er blevet lidt bedre siden, idet guiderne efter etableringsfasen, hvor blandt andet rutiner for administrativt arbejde er kommet på plads, har fået mere tid frigjort til dette.

Allerede på dette tidlige tidspunkt var guiderne begyndt at opleve prioriteringsproblemer i deres arbejde. Først og fremmest ved at måtte udskyde eller nedprioritere opgaver, men også ved at have for lidt tid til det, de gerne vil nå.


Arbejdssituationen

At være grøn guide er på mange måder et krævende job. Derfor er det vigtigt at få skabt en balance, hvor kravene er så store, at de virker inspirerende og udfordrende, men ikke så store at de giver frustrationer og dermed blokerer for at guiden kan anvende sin energi i selve arbejdet. Netop fordi guiderne sidder alene med en primær arbejdsgiver (styregruppe) og en sekundær arbejdsgiver (Den Grønne Fond), er det vigtigt at der bliver skabt nogle arbejdsbetingelser for den enkelte guide, der giver lyst og energi til arbejdet.

Arbejdet som grøn guide stiller store krav både fagligt, projektmæssigt og personligt. De handler om: faglige diskussioner, idégenerering, profilering, erfaringsudveksling, indhente faglig viden, at kunne holde sig fagligt ajour, projektstyring, at kunne tackle at stå alene med opgaver og ansvar, at kunne tackle magtspil, at kunne navigere mellem forskellige parter med egen integritet i behold, at kunne tackle hvis der sker en forkert udvikling af projektet på grund af pres udefra, at kunne overbevise og engagere, at være fleksible og kunne ændre planer o.m.a. Derfor er der behov for forskellige former for støtte og sparring i det daglige arbejde. Men der ikke kun tale om en arbejdssituation, som andre skal hjælpe de grønne guider med. Det handler nok så meget om at kvalificere de grønne guider selv til at kunne klare at stå i en sådan situation. Og det drejer det sig især om ledelsesmæssige kompetencer.

Flere peger på, at de er blevet noget overraskede over, hvor lang tid det rent faktisk tager, og hvor stor en indsats der skal til for at nå målgrupperne. Det har virket lidt forskrækkende på flere, at jobbet er så altomfattende, at det sluger én, så det bliver svært at sige fra og få tid til familien. For det er ikke bare et spørgsmål om arbejdstimer, men også de tanker man bruger på jobbet, når man er hjemme. Flere peger også på, at har virket "forskrækkende" så alene, man egentlig er i det daglige - ikke mindst med ansvaret.

Der ligger også en mulig stressfaktor i de grønne guiders forståelse af, hvad der "rigtigt" arbejde - nok især i den første tid. Der kan være en tendens til, at guiderne opfatter arbejde som at være i kontakt med målgrupperne, mens andet er en eller anden form for spildtid. Det kan være affødt af forventninger om, at omverdenen kun regner det, den kan se, som rigtigt arbejde, og at alt det, der skal til, før noget bliver synligt "da ikke kan tage så lang tid". Men måske også om at de som personer selv synes, at det er det der er spændende, mens det at være i baggrunden som en grå eminence ikke appellerer helt så stærkt til dem? Er det praktiske arbejdsbier eller katalysatorer, der er blevet grønne guider? For ikke at komme i den situation, at dette giver for store frustrationer, kunne man forestille sig, at der på det første kursus blev brugt noget tid på at få snakket sammen om, hvilke arbejdsopgaver og arbejdsfunktioner, der ligger i at være grøn guide.

En grøn guide arbejder meget alene, hvilket stiller store krav til egne evner om at styre tid og prioritere opgaver, men også til at kunne klare sig uden daglig ledelse og daglige klap på skulderen. Men denne selvstændighed og høje krav til egen udfyldelse af jobfunktionen er på den anden side også noget de grønne guider sætter stor pris på. Så det er mere et spørgsmål om balancen mellem at være alene og have frihed. Og det ser ud til, ikke mindst i den første tid, at der for en del guider har været en skævhed i retning af, at alenefølelsen har været mere dominerende end godt er, idet mange efter det første halve år gav udtryk for, at de følte det var en belastning at være så alene i jobbet. En form for belastning skabes af de høje forventninger om resultater. En anden af at der jo er arbejde til mange flere timer, end man har til rådighed. Og så er der ikke mindst den psykiske belastning: at være alene med ansvaret, altid at skulle være "en drivende kraft", at skulle fostre nye ideer, kreative tanker, at skulle løse problemer, der opstår på grund af modstand, skepsis, magtbrynde, interessemodsætninger, kompetencestridigheder, magtspil osv.

En af de ting, der ser ud til at være særlig svær, er at skaffe sig tid til "at læne sig tilbage og tænke kreative og visionære tanker". Samtidig med at der klart opleves et behov for dette. Det er nødvendigt at finde tid til, ellers kommer guiden nemt til at opleve, at tingene kører med dem i stedet for, at de selv styrer, så de ender i den situation, at de tænker: hvad er det jeg laver? Hvorfor er jeg her?

De grønne guider har mange forskellige opgaver i det daglige, og hverdagen er ikke præget af uforstyrret tid til lange forløb, men af at skulle mange ting på en gang. Det er et krævende arbejde og for at kunne klare det, skal de kunne hente støtte og energi i omverdenen. For selv om de grønne guider er meget selvstændige og i vidt omfang i stand til at håndtere de store krav arbejdet stiller, vil en oplevelse af at stå alene med det hele hurtigt kunne føre til en frustration, der tapper energi fra det egentlige arbejde. Derfor er det vigtigt, at der opbygges en struktur, der ikke bare sikrer, at de grønne guider kvalificeres til at varetage deres job med at motivere borgere, skaffe penge, opbygge netværk, have overblik, lede og fordele arbejde mv. gennem at lægge vægt på ledelseskompetence i uddannelsen. Der skal også være mulighed for at hente støtte, når tingene vokser guiden over hovedet. Der er flere niveauer i dette, og derfor også forskellige måder, hvorpå problemet med støtte eller dele af det kan afhjælpes.

En mulighed er - som det er sket i et vist omfang med den nye runde grønne guider - at få flere grønne guider i samme lokalområde. Der vil dog være en vis risiko for, at dette mere kommer til at fungere som et ide- og diskussionsforum, fremfor et forum hvor der kan gås i dybden med problemerne. Men der er da også behov for et sådan diskussionsforum. En anden mulighed er at skubbe på, så guiden lokalt gør en indsats for ret tidligt i projektet at få etableret en gruppe, der kan fungere som støtte, netværk og ressource for den grønne guide i det daglige. Heller ikke en sådan gruppe vil i al almindelighed kunne bruges til at diskutere problemer, der fx vedrører guidens måde at gribe tingene an på eller konflikter med lokale personer, fx i styregruppen, men den vil til gengæld kunne tjene som et godt forum for lokal forankring og udvikling. Hvad der også er behov for. Men ingen af disse løsninger er særlige hensigtsmæssige til at løse de problemer, der skabes af, at guiden kun er et menneske der står med en række krævende arbejdsopgaver og derfor ofte kan være i tvivl om, hvordan noget skal gøres, en konflikt skal gribes an, et problem tackles. Disse problemer skal nok først og fremmest behandles internt i gruppen af grønne guider. Men det er ikke ligetil at komme tæt så tæt på hinanden, at man kan give hinanden gode råd eller fungere som en kritisk ven. Her ligger der en uddannelsesopgave - guiderne kan ikke blive kompetente til at supervisere hinanden uden en egentlig træning i supervision.


At være del af en helhed: om GAIA, uddannelse og guidernes indbyrdes fællesskab

Som nævnt tidligere er der omkring de grønne guider opbygget en struktur med en fælles organisering, der danner en fælles hat over alle de grønne guider og et muligt identifikationspunkt. Dette har ganske enkelt betydet, at de grønne guider på trods af, at de stort set sidder alene rundt omkring, har fået opbygget et kollegafællesskab, hvor de kan hente støtte og inspiration hos hinanden. For langt de fleste guider har det haft stor betydning og givet energi til det til tider ensomme og svære arbejde. Der er tre elementer i denne fælles struktur:

  • elektroniske netværk, GAIA
  • kurserne på Kolding Højskole og ad.hoc.-dagene
  • guidernes indbyrdes kontakt.

Selv om vi i det følgende vil se på disse hver for sig, er det reelt sådan, at de udgør et sammenhængende hele, hvor de enkelte elementer yder hver deres væsentlige del til, at der bliver en helhed, der kan kaldes Grønne Guider. I dette afsnit vil vi i høj grad lade de grønne guider selv komme til orde for mere levende at kunne illustrere den rolle, de enkelte dele spiller for dem.


GAIA - det elektroniske netværk

Når fonden fra start af besluttede sig for at lade et elektronisk konferencesystem indgå som en del af netværk mellem de grønne guider var det ud fra en forestilling om, at guiderne på denne måde ville få et medie, hvor de hurtigt ville kunne udveksle erfaring og oplysninger samt støtte hinanden i deres daglige arbejde, selv om de sad spredt rundt om i landet. For at sikre at guiderne rent faktisk også lærte at bruge netværket, blev det besluttet, at de skulle skrive en ugentlig logbog. Denne skulle så lægges på nettet, så alle kunne se, hvad der var i gang hos den enkelte grønne guide. Samtidig skulle netværkskoordinatoren sørge for, at konferencen blev systematiseret på en sådan måde, at den kom til at fungere så formålstjenligt som muligt.

Netværket består af en personlig postkasse samt to konferencer på GAIA: en åben og en lukket konference. På den åbne konference ligger alt det, som har med almindelig information og viden at gøre: spørgsmål og svar, adresseliste, nyhedsbrev, litteratur og temakonferencer. Her kan andre end guiderne følge med i, hvad der sker og give deres bidrag. På samme måde har guiderne adgang til andre åbne konferencer på GAIA. I den lukkede konference ligger det interne, det kun guiderne, Den Grønne Fond, evaluatorerne og netværkskoordinatoren har adgang til. Det er logbøgerne, information om uddannelsen, interne meddelelser og lukket debat.

Det var en svær start. Holdningen til GAIA var meget blandet. Nogle guider syntes det var en god ide, andre var mere forbeholdne og nogle var ganske negative. Generelt var der dog en vis tilbøjelighed i starten til at betragte GAIA som en belastning. Man brød sig ikke om den tvang og ensliggørelse, der lå i det. Men det handlede også om en vis usikkerhed over for hvad det nu var for noget, om det først og fremmest var en kontrol til glæde for bevillingsgiver og evaluatorer eller om guiderne reelt også selv kunne drage nytte af det? Og så var der i høj grad en modvilje mod at skulle presses ind i en kontaktform, der ikke var baseret på en person-til-person kontakt gennem enten stemme (telefon) eller tilstedeværelse (møder). Og de tekniske startproblemer satte mange guiders tålmodighed på prøve. I dag er holdningen til GAIA langt mere positiv og nuanceret. Guiderne er ved at finde nettets stærke og svage sider og bruge det derefter. Der mangler dog stadig en del i at få udnyttet de muligheder, der rent faktisk ligger i nettet. Men der arbejdes til stadighed på det.

Langt de fleste guider bruger GAIA i dag:

"Jeg bruger det til at få svar på spørgsmål og se, hvad de andre går og laver. Mest ved at følge med i debatten, ikke ved at læse logbøger. Jeg får også mange ideer ved at læse om de andres arbejde, men det er svært i hverdagen at prioritere at have tid til at følge med i debatten. Måske kunne vi gøre det obligatorisk at bruge GAIAnettet en time hver uge - det skal være mit nytårsforsæt. Jeg synes allerede, vi har meget glæde af nettet, men der er heller ikke tvivl om, at vi kunne udnytte det bedre. Jeg tror meget, det er et spørgsmål om at vænne sig til det og så kende hinanden."

"Jeg bruger GAIA næsten dagligt, når jeg ellers er koblet på. jeg læser Nyhedsbrevet, nogle enkelte logbøger, spørgsmål/svar, litteraturanbefalinger mm. Jeg har altså mest læst det, de andre har skrevet, og ikke selv været så aktiv i forhold til at bidrage til debatten. Det har jeg dog i sinde at gøre. Jeg synes, det er meget inspirerende at læse om de andres arbejde, og jeg kan bruge nettet til at holde mig ajour med de andres arbejde. Jeg bruger telefonen, hvis jeg gerne vil vide mere. Jeg synes, det er langt mere dynamisk at tale i telefon. .. Jeg mener, at en forudsætning for, at nettet kan fungere optimalt, er, at de grønne guider mødes jævnligt, så den personlige kontakt holdes ved lige."

"Jeg bruger GAIA meget. Jeg "suser" lige hen over de andres logbøger hver uge og tager en kopi fra de bøger, hvor jeg kan bruge noget nu eller senere. Det bruger jeg ca. 20-30 minutter på hver uge."

"Jeg er også altid lige inde i "spørgsmål og gode ideer". Jeg læser mere, end jeg selv skriver spørgsmål. Jeg kan bedre lide at ringe og snakke med den enkelte person."

"Jeg tror, jeg bruger GAIA næsten hver dag. Jeg bruger det til at se, om der er noget nyt, om der er nogle beskeder, samt indimellem til at læse de logbøger fra grønne guider, der arbejder med nogenlunde det samme som mig."

Men enkelte bryder sig stadig ikke om det:

"Jeg kan lige så godt sige det, som det er, jeg bruger det ikke til noget udover det at skrive logbøger på. Min dagligdag er fyldt af mennesker og informationer, så jeg har ikke fundet behov for dette."

"Jeg bruger lige nu kun GAIA-nettet til at skrive logbog og til at læse Kristines Nyhedsbrev. Jeg mener, at "skærmen" er en dårlig måde at kommunikere på, når de grønne guider skal i dialog med hinanden. Jeg tager altid telefonen eller kommer på besøg. - Har lige være på GAIA-net kursus, der har givet mig lyst til at bruge det en smule mere. Min hverdag er meget travl, og jeg er yderst resultatorienteret. Så mit arbejde vil altid være ude i felten og i kontakt med "rigtige" mennesker - ikke "skærmtrolde"."

GAIA er et af de redskaber, der står til rådighed for den grønne guide, og som kan være med til at lette dagligdagen ved at give let adgang til viden og hurtig kommunikation:

"GAIA er godt til at hente oplysninger hurtigt og godt til i en fart at få en besked af sted. GAIA sparer mange arbejdstimer og tid med at poste/faxe. GAIA mener jeg også er godt til at skabe/holde kontakten til de andre grønne guider. Selvom man ikke taler sammen på GAIA, så har man alligevel en følelse af at have kontakt med sine kollegaer."

"Jeg har brugt nettet til at hente oplysninger fra Grøn Information og Miljøbutikken."

"Jeg synes, GAIA er godt som hurtigt kommunikationsmiddel og løbende gensidig information."

Men for at kunne fungere sådan kræver det, at alle bruger nettet til daglig:

"Det elektroniske netværk er for mig at se et uundværligt redskab i samarbejdet mellem de grønne guider. Når vi sidder så geografisk spredt, som vi gør, synes jeg, det er en god metode til hurtig kommunikation. Dog kræver dette, at man bruger GAIA. For mig at se, er det nødvendigt at logge på minimum én gang om dagen og gerne to, hvis den hurtige kommunikation skal have en mening. Jeg tror, mange af os ofte er i en situation, hvor vi skal have hjælp/oplysninger så hurtigt som overhovedet muligt. Så vil nogen nok sige, at man bare kan ringe - OK, men til hvem, og kan man komme igennem de ofte travle telefonlinier. Ofte sker det, at jeg forgæves har prøvet at få fat i en person gennem en hel dag uden resultat. Derfor er alle guiders aktive tilstedeværelse på GAIA så vigtig for vores samarbejde, erfaringsudvekslinger, gode råd, spørgsmål, fru-strationer, solstrålehistorier etc."

GAIA kan også være en hjælp i guidens eget arbejde:

"Selv om det ofte føles som en belastning at skrive logbog, ser jeg alligevel mange positive gevinster herved. For det første er det aldrig til skade at stoppe op og tænke over, hvad man har fået fra hånden i den forløbne periode. For det andet tvinger logbogen mig samtidigt til at sætte ord på nogle af de oplevelser, jeg får gennem arbejdet som grøn guide - positive som negative følelser. At Kristine gennemlæser alle logbøger og laver et resume i nyhedsbrevet ser jeg som en yderst brugbar aktivitet. Det er vigtigt, at vi alle får kendskab til hinandens projekter og erfaringer. Endvidere kan man hurtigt finde den "rigtige" at spørge til råds. Faktisk ser jeg frem til det ugentlige nyhedsbrev."

"Jeg betragter GAIA som ét værktøj blandt mange. Det er godt til at hente viden og information. Det er godt til at få en fornemmelse af, hvad de andre grønne guider har gang i. Det inspirerer mig i mit arbejde. Logbogsarbejdet er en god måde at få samlet op på, og det er en god form for dokumentation af arbejdet at have. GAIA er ikke godt til mere personlige samtaler, større redegørelser og opklarende spørgsmål. Jeg har ind i mellem brug for at kunne stille spørgsmål og få svar med det samme - altså noget der mere ligner en debat, som jeg ikke ønsker andre skal tage del i."

GAIA kan godt forbedres:

"Logbogsdelen kan blive mere anvendt, når vi får det ugentlige sammendrag af, hvad de forskellige arbejder med lige for tiden. Så vil man kunne dykke direkte ned i de relevante logbøger og læse videre - evt. tage telefonen og snakke videre."

"Jeg bruger og ser GAIA som en ressourcebank. GAIA er god til spørgsmål/svar, komme med korte indlæg, elektronisk post, holde sig ajour med hvad de øvrige GG laver (når koordinator præsenterer - ellers for tidskrævende! - Eventuelt kunne denne præsentation deles op i land, provins, by, boligforening ... når vi nu bliver flere og flere GG'er)
... Gode ideer: Lukket konference med titlen "Vidste du at..." - information om aktuelle projekter, materialer, bøger, gode foredragsholdere, ideer osv.
Lukket database som under parolen "hvorfor opfinde den dybe tallerken om og om igen" skal omhandle: 1) artikler skrevet af GG'er som skal stå til rådighed for alle GG'er, og 2) udstillingsdatabase over GG-udstillinger som skulle stå til rådighed for udlån og brug af alle GG'er."

"Jeg ser frem til det nye tiltag i nyhedsbrevene, hvor Kristine vil referere til nye projekter hos guiderne. Godt initiativ, da man ikke kan nå at læse alle logbøger, men på den måde vil være godt orienteret. Så ved man altid, hvem man kan udveksle erfaringer med."

"Hvis GAIA skal blive mere anvendeligt, skal Nyhedsbrevfunktionen udvikles, så de udvalgte citater fra logbøgerne erstattes/suppleres med links til de nye emner, som de enkelte guider tager op i logbøgerne. - Når man ikke kan nå at læse det hele, vil det være anvendeligt bare med en henvisning til, at nu er den og den begyndt at arbejde med det og det. Så kan man selv gå videre, hvis det har ens interesse."

"Udveksling af filer er nu og da lidt tungt at have med at gøre. Og så har der været alt for mange problemer med det tekniske. En hel del af dem har været selvforskyldte (jeg er ikke datalog), men mange har skyldtes nedbrud, flytning af server, problemer med e-mail og internet osv. For mange. Lars Eriksen har været en stor hjælp hele vejen, det er ikke dér, det kniber."

Men alt i alt er personlig kontakt nu bedre, selv om GAIA også har en ikke særlig erkendt betydning for den personlige kontakt:

"Jeg bruger GAIA til: Kristines nyhedsbrev, skriver min logbog, læser en sjælden gang andres logbog og bruger spørgsmål og svar. Det synes jeg fungerer OK. Men når jeg ved, hvem jeg skal bruge, så er telefonen altså uovertruffen (her og nu dialog) og en hel del hyggeligere."

"Dog kan GAIA på ingen måde erstatte det fysiske samvær. Man lærer ikke hinanden at kende på GAIA men i stedet på ad.hoc-kurserne og efteruddannelseskurserne på Kolding Højskole. De knyttede venskaber kan derimod holdes ved lige på GAIA."

"Man undervurderer måske den indirekte betydning af GAIA. Læser jeg et sted om et interessant projekt, vil jeg ofte kontakte vedkommende via e-mail, fax eller telefon. Den form for kontakt er affødt af information på GAIA, men er ikke en del af nettet. Men den kunne ikke foregå uden GAIA."

Det er dog svært at få GAIA til at fungere til mere debatbetonede ting:

"Jeg har forsøgt med de mere fagligt betonede konferencer som "affald", som af en eller anden grund ikke giver mig så stort udbytte. Måske er det en form for konservatisme, som gør, at jeg hellere bruger telefonen."

"Jeg synes ikke, at konferencerne fungerer! Der mangler dynamik og derfor bliver kommunikationen meget formel og omstændelig! Ideelt skulle en konference forløbe i atmosfæren af spørgsmål/svar."

"Jeg er redaktør på temakonferencen om .., men det har stået stille igennem længere tid. Gad vide hvorfor? Det er svært at sætte ord på, men det er som om, at virkeligheden presser sig så meget, på, at det er svært at prioritere efterbearbejdning og erfaringsudveksling. Måske en form for stress, der også kommer via egne og andres krav om resultater."

Og GAIA har også nogle mangler:

"Det, jeg mangler ved GAIA, er, at man kan invitere en gruppe grønne guider til at diskutere et specifikt emne samtidigt, hvor ingen andre kan deltage/blande sig i diskussionen. ... Slet og ret mangler jeg et fagligt og hurtigt debatforum, hvor emner kan vendes med ligestillede kollegaer.
Specielt på GAIA har jeg brug for diskussion af arbejdsforhold og -miljø med de andre grønne guider, uden at Grøn Information, Den Grønne fond og evaluatorerne kan kigge med. Et sted, hvor det kun er de grønne guider, der kan være med.
Vi har nogle arbejdsforhold, der er meget ulig andre, og vi arbejder meget alene, hvorfor problemer på arbejdspladsen hurtigt kan escalere og evt. ende i fyringer. Andre arbejdsmiljømæssige problemer (styregruppekrav, problemer, arbejstidsproblemer osv.) kommer vi alle ud for, og så vil det være godt med et sted at vende sine problemer med andre ligestillede. Det mangler jeg meget."

"GAIA egner sig ikke til sikker kommunikation, da der ikke er etableret sikkerhed for, at modtager læser sin post regelmæssigt."

GAIA er således blevet et redskab, de fleste guider benytter sig af i hverdagen. Men det første år har ikke været uden problemer. For det første skaber det problemer, at guiderne har forskellige programpakker og forskellige standarder, men det skulle jo være et problem, der var til at løse for det næste hold. Der er blevet skiftet server undervejs, hvilket gav vanskeligheder og afbrud i kontakten for nogle af guiderne. Hvis en guide oplever problemer med forbindelse flere gange, vil vedkommende ofte opgive for en periode, for de har ikke tid til noget, der ikke fungerer. Den ny server er samtidig server for skolerne, og det betyder, at når man bruger GAIA i dagtimerne bliver man ofte afbrudt af indbydelse til "chat", hvilket kan virke ret forstyrrende. Gennemgående må man sige, at det er vigtigt, at der ikke sker for mange ændringer, og at systemet fungerer stabilt. Men er det elektroniske på plads udvikler nettet sig til et sted for indbyrdes kommunikation. Der er dog et stykke vej endnu, før det også fungerer som et egentlig debat- og sparringsforum.


Kurserne

Der er indlagt 5 ugers obligatorisk efteruddannelse for de grønne guider i løbet af de første to år, suppleret med mulighed for op til 10 dage om året til korterevarende temadage o.l. I starten var der tvivl hos nogle om det fornuftige i især det obligatoriske efteruddannelsesforløb, for guiderne var meget forskellige, så hvad kunne et sådant kursus overhovedet bruges til? Det første kursusforløb var til en vis grad med til at bekræfte de dårlige anelser, for guiderne var ret utilfredse med kursusindholdet. Til gengæld så de hurtigt nytten af at lære hinanden at kende. Deres reaktion var derfor at danne et kursusudvalg til støtte for kursusledelsen for at få de fremtidige kurser til i højere grad at imødekomme deres behov. Og det er også lykkedes:

"Formen på det første kursus var i vid udstrækning ikke tilfredsstillende. Vi fik nedsat et uddannelseudvalg, der fik sat sit præg på det næste kursusforløb, der var langt bedre. .. Kontakten på disse kurser er uundværlig, hvis kursusindholdet er planlagt rigtigt. Det var det som sagt sidst, så alle fik noget med hjem. Ikke mindst tiden til udveksling af ideer og beskrivelse af guidernes hverdag, det lægger jeg vægt på, så jeg ved, hvad jeg kan få hjælp med, og hvad jeg selv må klare i det daglige."

Det centrale i kurserne er muligheden for at udveksle erfaringer og lære hinanden at kende:

"På kurserne i Kolding har jeg tanket op mht. energi, ideer og inspiration. I det daglige er det tappende at være ene mand med det store overblik og de vilde visioner. I Kolding er der rum for at køre ud af forskellige tangenter, og det virker meget inspirerende på mig.
Når så kurserne er forbi, efterlader de et stort hul, som måske kunne udfyldes via dagkurser i mindre grupper - endagsseminarer - uden for mange input udefra! Ja, det lyder utroligt, men i virkeligheden er det mest anvendelige ved vores kurser det, vi selv kan generere i form af viden og inspiration."

"(Jeg savner) At vi mødes noget oftere. jeg oplever, at vi er gode til at smide energi og ideer efter hinandens projekter, når vi mødes. Oftere møder kan både være indenfor vores arbejdsområder og hele grøn guide gruppen. Møderne behøver ikke være på en uge som hidtil, men der skal være plads til erfaringsudveksling og uformel snak, det er der mit udbytte er størst."

"Det er en kolossal styrke at vide, at de andre er der også. Det er berigende hver gang at have været sammen med kollegaer - nye ideer, opmuntring, trøst."

"Som tidligere nævnt giver det fysiske samvær på kurserne grobund for samarbejde mellem guiderne. Jeg oplever, at telefonkontakten med de andre guider stiger umiddelbart efter, at vi har været "fysisk" sammen. Denne øgede aktivitet aftager dog forholdsvis hurtigt igen, hvilket blot understreger vigtigheden af, at vi mødes med jævne mellemrum.
.. Specielt ugekurserne på Kolding Højskole er givtige. Det intense samvær gør, at vi lærer en del om hinandens styrker og svagheder, finder ud af hvem vi kommunikerer godt med, hvem der tænker i samme typer af projekter, hvem vi kan etablere et tættere samarbejde med."

Derfor oplever guiderne også et stort behov for, at sådanne muligheder for at mødes fastholdes i de sidste 1_ år:

"Vi har snart afviklet 4 af de 5 ugers planlagte efteruddannelse, men har kun været ansat ca. et år. Her opstår et muligt problem for det fysiske samvær, da minimum et ugekursus pr. halvår kunne være ønskeligt. Specielt efter den sidste uges kursus, hvor vi virkelig fik meget ud af erfaringsudvekslingerne, har jeg svært ved at forstille mig, at vi kun skal møde en uge mere i de sidste to år af vores ansættelse. Godt nok har vi mulighed for at mødes til enkeltdagsarrangementer og ad.hoc-kurser, men det vil aldrig give de samme muligheder for erfaringsudveksling og uforpligtende samvær med dem vi vel kalder vores "nærmeste" kollegaer."

"Guidenetværket skal meget gerne fortsætte. Gerne med yderligere et par ugekurser fordelt over de resterende 2 år - i stigende grad med guiderne som indledere.
Guide-netværket bør også have en øget faglig dimension ved fx kurser i relevante emner, som ikke nødvendigvis interesserer alle (fx vand, forbrug, alternativ økonomi)."

"Når vi skal klare os uden kurserne, vil det være fint med nogle ophold af weekendlængde sammen. Nul emner - bare samvær og erfaringsudveksling."

"Jeg synes, det er vigtigt, at vi også det sidste 1_ år får mulighed for at komme på kursus sammen. Jeg har meget brug for denne form for kontakt med de andre (samtidig med at jeg får "fyldt på")."

Det centrale i uddannelsesugerne har således vist sig ikke at være et indhold, der skal fyldes på guiderne, men de muligheder dette "obligatoriske" samvær har vist sig at give i form af kendskab til hinanden, udveksling af erfaringer, nye ideer, refugium for opladning, tid til at tænke andre tanker mv.

Helt centralt er det, at der på kurserne skal være tid til at "tegne og fortælle", for det er en forudsætning for, at guiderne lærer hinanden at kende så godt, at de også i hverdagen vil begynde at trække på hinanden. Set i det perspektiv har det første kursus ét væsentligt formål: at ryste guiderne godt sammen. Ud over dette må indholdet i kurserne variere med udviklingen i guide projekterne. I startfasen er det fx vigtigt at kunne diskutere, hvad det overhovedet vil sige at være en grøn guide, hvad det er for et job, man er på vej ind i, og der kan fx være noget om opbygning af supervions-/netværksgrupper, udformning af informationsmateriale, hvordan kommer man i pressen, samarbejde med styregruppe, arbejdsforhold: løn, overtid, ferie o.l. Senere kommer aktiviteter og borgerdeltagelse til at stå mere centralt, her bliver fx sponsorarbejde, personlig fremtræden, erfaringsudveksling mm væsentlige. Godt i gang med projektet skal guiderne allerede til at tænke på, hvordan der opbygges strukturer, der kan tage over, når de forlader arenaen. Det handler altså i vidt omfang om, at temaet for kurserne bør være "håndtering af hverdagen" fremfor individuel kvalificering.

Formen kan også variere over tid, men centralt er det, at de grønne guider selv er med. Netop fordi der er indbygget et forløb i uddannelsen kunne man forestille sig, at man i højere grad tænkte i sammenhæng fra det ene kursus til det andet. Fx at egne erfaringer fra ens hverdag/den grønne guides praksis gennem en ekstern workshopleder og andre grønne guider blev bearbejdet og beslutning truffet om, noget der skulle prøves af derhjemme, hvorefter man så på næste kursus tog op, hvordan det var gået.

Underviserne på kurserne kan derfor i høj grad også være de grønne guider selv. De udgør en gruppe med mange ressourcer såvel videns-, erfarings- og personlighedsmæssigt. Men man skal selvfølgelig også passe på, at det ikke bliver en selvtilstrækkelighed. Der er også brug for input udefra, fra nogle der se kritisk på deres jobfunktion, på måder at gøre ting på og som kan stille de frække spørgsmål.

Til slut måske bare lige den lille tilføjelse, at selv om der har været utilfredshed med indholdet på det første kursus, har der været stor tilfredshed med kursusledelsen, som varetages af Skolen for Økologisk Afsætning - ikke mindst med at de tager kritik til sig og går ind i et konstruktivt samarbejde om det videre forløb.


Guidernes indbyrdes netværk

Da første hold grønne guider startede i januar-februar 97, var det en flok enkeltpersoner, der sad rundt omkring i det danske land med hver deres lille projekt. Kun de færreste kendte hinanden og havde mulighed for at samarbejde. De samledes første gang på et kursus i april, og det syntes de fleste var alt for sent. Det kunne have været rart allerede fra start at have kendt nogle af de andre. På kurset i Kolding blev der som ovenfor beskrevet skabt et fællesskab, der gav mulighed for, at guiderne kunne begynde at bruge hinanden. De flest guider har brugt dette fællesskab til at hente viden, diskutere og udveksle erfaringer:

"Jeg bruger de andre guider til konkret viden, erfaringsudveksling om fx PR, snak om arbejdssituation og -betingelser. Telefonen er midlet.
Ja og så har vi jo de mere målrettede grupper, der samarbejder om fx fælles PR."

"De grønne guider skulle gerne alle være en flok af ildsjæle, så vi må rundt og besøge hinanden, finde sammen i interessegrupper osv., så vi virkelig bliver en uundværlig faktor i det økologiske planlægningsarbejde fremover. .. Jeg mener, at vi skal ofre tid og ressourcer på at besøge hinandens projekter i mellemstore hold "Sjælland for sjællændere" i første omgang. Der skal være tid til grundig information om den enkelte guides arbejde - så vil vi efterhånden stå som en fasttømret og dynamisk gruppe som "Danmark ikke kan være foruden", og det ville jo være dejligt."

Men mange oplever også et stort behov for egentlige sparringspartnere, hvor det er muligt at diskutere ting mere i dybden:

"Jeg synes, vi har et godt forhold guiderne imellem, men det er også helt nødvendigt, at vi ses jævnligt, for det er også volleyball-kampene på Kolding Højskole og det øvrige sociale samvær, der lægger grundlaget for, at vi kan bruge hinanden også over nettet.
..Her i Århus bruger vi hinanden på den måde, at vi ses ca. en gang om måneden og får afløb for vores frustrationer over, at det ikke altid lykkedes, og at vi er meget alene i det daglige arbejde. Mere konkret har jeg i denne uge samarbejdet med .. om et aftenskolekursus, som jeg gerne ville have her i mit lokalområde. Vi har en aftale om at mødes her i december, de 3 gamle og 2 af de 3 kommende guider i Århus Kommune."

"De store fysiske afstande mellem guiderne sætter desværre sine begrænsninger for, at man kan mødes særlig ofte med de guider, man evt. har flere ting til fælles med. Det ville være rart en gang imellem at kunne stikke hovederne sammen om et eller andet projekt og bruge hinanden som sparringspartnere og måske lave fælles projekter. Det vil aldrig være det samme at vejlede hinanden telefonisk. Kurserne er derfor vigtige forudveksling af erfaringer mm. Vi burde nok være bedre til at besøge hinanden og få lavet nogle netværksgrupper eller finde en fast sparringspartner."

"Jeg har mest brugt guiden fra x-købing. Det er virkelig godt. Efter vi var sammen til et arrangement, hvor vi holdt oplæg om grønne guider - har vi talt mere og mere sammen. Vi er også enige om, at når de 3 nye guider bliver ansat, skal vi byde dem velkommen med et møde, hvor vi vil tale om, hvordan vi kan bruge hinanden - måske vil vi holde nogle fredagsmøder, hvor vi kan udveksle erfaringer om stort og småt.
Jeg savner meget en sparringspartner. En man kan vende projekter/processen med en gang imellem. Det er svært at snakke med de andre guider om, fordi de ikke kender personerne her fra ... Dette kunne afhjælpes, hvis vi samarbejder mere på tværs, dvs lavede fælles arrangementer, hvor vi mødte hinandens styregrupper og samarbejdspartnere. "

Men nogle få oplever ikke behov for kontakt med de andre guider:

".. har jeg ikke brugt de andre guider særlig meget...Jeg savner ikke umiddelbart mere kontakt. Jeg kunne let få den, hvis jeg havde brug for den, bl.a. fordi vi jo nu kender hinanden temmelig godt pga. de lange kursusforløb. - Men jeg har så stort et netværk omkring mig, at jeg ikke har følt behovet indtil videre."

Som det kan ses, tjener netværket mellem de grønne guider flere formål. Det giver mulighed at besøge hinanden og se med egne øjne, hvad hinanden laver og forskellige måder at gøre ting på - men denne mulighed er ikke blevet udnyttet endnu i noget videre omfang. Det giver mulighed for regionalt at skabe mindre grupper, der kan mødes og diskutere løst og fast, men det kræver, at afstanden mellem guiderne er mindre end den typisk har været for dette første hold, og derfor er der kun dannet sådanne grupper omkring Århus og København. Og det er ikke lykkedes at få denne frivillige organisering til at fungere i en tæt sparringspartnerfunktion. Mange guider giver udtryk for, at der er en række problemer i deres arbejde, som de har behov for at få diskuteret grundigt. Derfor bør man nok overveje, hvordan man kan bistå næste hold guider med at udvikle en sådan struktur. Det kan fx være i form af at det første kursus giver en god start for dette, eller at det tages op separat i løbet af det første halve år. Vigtigt er det, at denne indføring giver øvelse, således at det bliver muligt at nå fra teori til virkelighed i at blive gode supervisere for hinanden.

Guiderne er en helt ny gruppe, der bliver bragt sammen. De sidder alene og har for de flestes vedkommende behov for kolleger, at have nogle at diskutere med både fagligt og kollegialt. Belastningen på den enkelte guide kan være stor, men for at kunne bruge hinanden kræves kendskab og tillid til hinanden. Det skal skabes i den første tid, og her har kurserne fungeret utroligt godt - det er ikke mindst vigtigt, at det første kursus får rystet guiderne godt sammen. Men det kunne gøres endnu bedre ved at skabe mindre regionale netværk, ved at tage mere på besøg hos hinanden og ved at opbygge egentlige supervisionsgrupper.

I forhold til brugen af det elektroniske netværk kunne guidernes motto kunne være: GAIA er godt - men telefonen er bedre. Der er som ovenfor nævnt et stort behov for at være i personlig kontakt. Men der er også stor glæde over GAIA. Ikke mindst når det gælder hurtige spørgsmål og svar samt orientering om hvad hinanden går og laver - dog først og fremmest gennem Nyhedsbrevet, idet de færreste giver udtryk for, at de selv skimmer logbøgerne. Og denne viden er reelt grundlaget for, at de grønne guider ved, hvem der laver hvad hvornår, og dermed hvem det kan være relevant at kontakte. Men skal GAIA fungere effektivt, skal guiderne "lære" at prioritere at åbne GAIA hver dag. Det vil også være en stor fordel, hvis alle anvender samme programpakke. GAIA vil kunne blive endnu bedre, fx kan det styrke en effektiv ressourceudnyttelse ved, at det mere systematisk bliver brugt til at lægge de grønne guiders "produkter" ind: artikler, leverandørlister, udstillingsbeskrivelser mv. Anvendeligheden vil også blive bedre, hvis konferencerne kan bringes til at fungere, og hvis det kan blive brugt som et egentlig debatforum. Hos de fleste er der en barriere, der skal overvindes, før man sender ufærdig tekst og synspunkter til hinanden. Det kunne måske bedres for næste hold guider ved i en periode at aftale at bruge "chat" (eller noget parallelt), der øvede guiderne i at skrive til hinanden i talesprog. At guiderne bedre kan lide at snakke sammen er meget forståeligt, for langt de fleste vil det være sådan, at det at sidde overfor hinanden og udveksle tanker sætter mere gang i processen, og det ping-pong, der opstår, er "vildere", end når det først skal skrives ned. Men man kan med lidt øvelse nå et stykke ad vejen også på GAIA. Det er vigtigt at prøve at udnytte erfaringerne fra første hold til at sikre næste hold en bedre start på GAIA.

Modtagelsen af det første kursus gjorde hurtigt klart, at guiderne kun kan undervises i noget, de selv ser som et behov. De er en flok, der i udpræget grad er i besiddelse af selvstyreressourcer. Kurserne bør følge en progression i forløbet af grøn guide projektet. Et billede på dette kunne være beskrivelsen: fra igangsætter over supervisor til netværk, der tager over. Kursusindholdet skal følge guidernes behov og afspejle, hvor de er i processen.

Kurserne skal tilgodese behovet for praktisk erfaringsudveksling. Dels fordi det er forudsætningen for, at guiderne kan trække på hinanden. Dels fordi det er en klar succes, at de kan lære af hinanden, og guiderne bør nok i endnu højere grad selv organisere deres uddannelse. Man skal dog sikre sig, at indholdet ikke bare bliver bekræftende, men også vækker til kritisk selvrefleksion. Der er dog også behov for, at der på kurserne kommer mere fokus på ledelseskompetenceudvikling: strategi, planlægning, selvforvaltning, samarbejde, coaching mv., for at guiderne kan blive bedre til at håndtere de problemer, de har med at håndtere en alenesituation, at styre opgavemængde, at lukke/afslutte opgaver, få tid til at tænke kreative, strategiske tanker mv.

Netop fordi kurserne har en væsentlig funktion i guidernes indbyrdes samarbejde, er det vigtigt, at det at mødes og udveksle erfaringer ikke slutter, når de 5 kursusuger er løbet af stablen.

En sidste kommentar skal være, at man skal passe på, at dette første kursusforløb ikke får lov til at danne en for fast skabelon for, hvad et kursusindhold skal være (altså bureaukratisering), fordi guideprojekterne og guiderne selv er så forskellige - og det vil også skulle afspejle sig i kursusindholdet.


Opsamling

At starte i en jobfunktion, der er helt ny og uprøvet, giver en lang og besværlig etableringsfase. Der er mange ting, der skal på plads. Det kan være rent praktiske som klargøring af lokale og installering af teknologi. Fodarbejde med henblik på at blive en kendt person gennem at møde op til arrangementer, skrive til ugeavisen, uddele foldere oma. Kontakter skal bygges op fra bunden. Og man skal lære en masse nye kolleger at kende. Alt dette betød, at det var vanskeligt rigtig at få sat gang i aktiviteterne det første halve år, og det virkede ret frustrerende på mange.

Til hvert grøn guide projekt er der knyttet en styregruppe med lokal repræsentation. Samarbejdet mellem guiderne og styregrupperne fungerer almindeligvis godt, men en del guider havde forestillet sig, at de i langt højere grad end tilfældet er kunne bruge deres styregruppe som sparringspartner. Her er de blevet skuffede. Guidernes forventninger skal ses i relation til deres arbejdssituation. De sidder alene og søger derfor et bagland, hvor de kan hente støtte, og ser naturligvis styregruppen som en mulighed her. Men styregruppernes funktion bør ikke primært være at være støtte for guiden. Styregruppen skal derimod fungere som en bestyrelse for projektet, dvs. holde sig målet for øje, være visionære, diskutere ideer og retning. Det er en udfordring for styregruppen, der ikke altid lykkes lige godt.

Den daglige støtte i arbejdet må guiden hente hos de andre guider og i lokale netværk. Derfor er det vigtigt for guiderne, at de så hurtigt som muligt får nogle alliancepartnere lokalt som de kan diskutere projektet på et mere jordnært plan. Arbejdsmiljøproblemer kan dog nok bedre diskuteres med andre grønne guider. Strukturen i dag tager ikke højde for guidens behov for støtte i arbejde. Der bør derfor gøres en indsats for at kvalificere guiderne til at give hinanden indbyrdes supervision, således at deres mulighed for at mestre arbejdet forbedres. Ligesom Den Grønne Fond bør tage sit arbejdsgiveransvar mere alvorligt.

De grønne guider har mange forskellige opgaver i løbet af en uge, ja sågar i løbet af en dag. Hverdagen er ikke præget af lange uforstyrrede forløb, men af at skulle mange ting på én gang. Guiden indgår også i mange forskellige samarbejdsrelationer med borgere og andre ansatte. De mange forskellige arbejdsopgaver, tidsklemmen, behovet for at kunne læne sig tilbage og tænke kreative tanker, samarbejdet med andre stiller alt sammen krav om, at guiden er i stand til at prioritere og styre sin egen tid. Det skulle jo helst være sådan, at det er guiden der styrer tingene og ikke omvendt. At mestre dette handler i høj grad om lederkompetencer: strategisk overblik, planlægningsevne, selvforvaltningskompetence, coaching mv. Guiderne har mange kvalifikationer, men det er nok her, de er svagest funderet. Der er derfor behov for, at uddannelsen langt mere bevidst tager dette aspekt op.

Det har vist sig, at kursernes vigtigste funktion kom til at bestå i, at de gennem det ugelange samvær har givet guiderne et indbyrdes kendskab til hinanden, der skaber det grundlag, der gør, at de kan bruge hinanden: til at udveksle erfaringer, få ideer, diskutere problemer med. Det er vigtigt at fastholde denne funktion. Derfor bør der også være mulighed for at mødes, når guidernes 5 kursusuger er afsluttet.

Det er vigtigt, at kurserne tilgodeser guidernes behov for erfaringsudveksling. Det har været en klar succes, at de har kunnet lære af hinanden. Guiderne er en gruppe med store ressourcer både viden-, erfaringsmæssigt og personligt. Det er vigtigt at fortsætte med at bruge disse ressourcer i den videre planlægning af uddannelsen og også i undervisningen. Skal undervisningen fungere i forhold til guiderne, skal det nemlig være noget de selv synes de har behov for.

Det elektroniske netværk på GAIA bliver først og fremmest brugt til hurtige svar og spørgsmål samt til orientering om, hvad hinanden går og laver. Dette sidste sker dog mest gennem den information fra logbøgerne som netværkskoordinatoren kanaliserer videre gennem det ugentlige nyhedsbrev. Så selv om der var problemer og nogen utilfredshed med at skulle bruge nettet i starten, synes langt de fleste guider i dag, at de har stor nytte af det i deres daglige arbejde. Guiderne kunne dog godt blive bedre til at udnytte nettet i det indbyrdes samarbejde, især ved at få temakonferencerne til at fungere som egentlige debatfora, hvad de ikke gør i dag.

Guidernes første år har været præget af store udfordringer og for de flestes vedkommende også nogle op- og nedture. Men de synes, at de har et spændende arbejde, der giver dem mulighed for både at arbejde selvstændigt og prøve mange tanker og ideer af. I det næste kapitel vil vi fortælle mere om, hvordan guiderne har arbejdet og hvilke overvejelser de har gjort sig i deres arbejde for at fremme den grønne tanke hos det lysegrønne Danmark.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]