[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Et år med grønne guider. Delevaluering af  Grøn Guide-ordningen

2. 4 billeder

 

I det næste vil vi præsentere fire forskellige eksempler på grøn guide projekter. De er udvalgt således, at de afspejler en bred variation i formål, placering og målgrupper. Vi har valgt et eksempel fra et boligområde i hovedstadsområdet, en lille by i en landkommune i Himmerland, en provinsby i Midtjylland samt et foreningsprojekt i Vestsjælland. Gennem eksemplerne vil vi gerne give nogle mere sammenhængende og illustrative billeder af, hvordan et grønt guide projekt kan se ud i virkelighedens verden. Samtidig med at vi giver et billede af den store forskellighed, der er projekterne imellem og guiderne imellem. Billederne er ikke tænkt som en evaluering af det enkelte projekt, men netop som et billede, hvor vi forsøger (dog indirekte) at lade de involverede parter og deres synspunkter komme til orde.


Hørgården som bæredygtigt boligområde - et økologisk udviklingsprojekt Hørgården er et socialt boligbyggeri under KSB (Københavns Selvejende Boligselskab) beliggende på Amager og bygget omkring 1970. Det omfatter over 800 lejemål placeret i karreer rundt om 3 gårde. Der bor ca. 2.000. Bebyggelsen har to afdelinger, men en fælles afdelingsbestyrelse. Der ligger et plejehjem, syv daginstitutioner samt et mindre butikscenter med Brugs, pizzeria, lokal TV mv. Omkring 2/3 beboerne er på overførselsindkomster. Byggeriet er på 2 sider afgrænset af meget trafikerede gader, men ligger også tæt på et stort grønt område, Amager Fælled.

Ideen til projektet opstod i "huset", dvs 3B, som er administration for 3 boligselskaber. De blev opmærksomme på muligheden for at få en grøn guide, og tog fat i KSB for at høre, om det ikke var noget for dem. Der blev hyret en konsulent til at skrive ansøgningen. Blandt KSB's afdelinger valgte man at spørge Hørgården, om de ville huse en grøn guide, hvad de gerne ville. Konsulentens vurdering af, hvad det ville være strategisk mest rigtigt at koncentrere sig omkring, var af stor betydning for den konkrete udformning af ansøgningen. Men afdelingsbestyrelsen fandt også, at det var et godt oplæg. Det kunne både supplere andre initiativer, der var i gang omkring miljø, og beboerrådgiverens forskellige initiativer, og dermed støtte den bevidste indsats for at give området en mere positiv profil.

Det overordnede formål med grøn guide projektet er at bidrage til, at bebyggelsen udvikler sig til en bæredygtig almennyttig boligbebyggelse. Den grønne guides opgave er at iværksætte en række aktiviteter, der skal føre i denne retning fx rådgivning og vejledning af beboerne, støtte til iværksættelse af økologiske fællesaktiviteter, uddannelse af grønne gårdmænd, inddragelse af de fremmedsprogede og af børn og unge, samarbejde med lokale forretninger, involvering af de lokale institutioner, føre grønt regnskab samt formidle de indhøstede erfaringer især til andre boligafdelinger og -selskaber. Der lægges stor vægt på den sociale dimension, fx ved at arrangere fester og andre arrangementer i tilknytning til de økologiske aktiviteter. Den sociale dimension anses for at være at stor betydning. Dels for at fremme det sociale fællesskab i bebyggelsen, dels for at gøre det sjovt at gøre de miljørigtige ting, så det kan have større appel over for beboerne, hvor ikke alle er særlig motiverede for at lade miljøet få indflydelse på deres hverdag.

Selv om målgruppen er alle beboere i bebyggelsen, lægges der især vægt på at inddrage fremmedsprogede samt børn og unge i de økologiske aktiviteter samt unge arbejdsledige/ bistandsklienter i uddannelse og beskæftigelsesfremmende aktiviteter.

Forventningerne til grøn guide projektets resultater er flere: At processen med at omdanne Hørgården til et bæredygtigt boligområde baseret på aktiv medvirken fra beboere og personale kommer godt i gang. At det fysiske boligmiljø vil blive forbedret gennem begrønning. At det sociale fællesskab, herunder integration af fremmedsprogede og aktivering af børn og unge, styrkes.

Guiden blev ansat efter en grundig ansættelsesprocedure. Guiden er uddannet biolog og har erfaring fra både miljøarbejde og socialt arbejde (såvel med unge som med flygtninge), og har selv små børn.


Placering

Guiden fik kontor i bebyggelsen i de samme lokaler, som afdelingsbestyrelsen holder til i. Det rummer både fordele og ulemper. Fordele fordi det er nemt for guiden at komme i kontakt med afdelingsbestyrelsen. Ulemper fordi det hidtil havde været et lukket sted - et arbejdssted for afdelingsbestyrelsen. Nu skulle det åbnes, persiennerne skulle op, folk skulle inviteres indenfor til den grønne guide. Beboerne var således ikke vant til at komme der, og afdelingsbestyrelsen var ikke vant til at blive forstyrret af folk, der dumpede ind, at deres mødelokaler skulle anvendes af andre osv. Det gav lidt uro i geledderne - især i starten.

Aktiviteter

I løbet af det første år er der foregået mange forskellige ting små som store. Blandt de større ting træder især anlæg af naturlegeplads, økologisk kost i daginstitutionerne og påvirkning af de forretningsdrivende i butikscenteret frem. Tre projekter med forskellige formål: en miljømæssig forsvarlig kost til børnene, bedre muligheder for det miljøvenlige forbrug (butikkerne) samt mere naturnære legemuligheder for børn skabt gennem fælles indsats.
Økologisk kost i daginstitutionerne har været et af de mere omfattende projekter. Her er guiden blevet godt hjulpet af 2 specialestuderende fra Suhrs seminarium. Processen startede i maj 97, og med udgangen af 97 ligger der en fælles handlingsplan for overgangen til økologisk kost, og hver institution har fået udarbejdet en individuelt tilpasset kostpolitik. Der er blevet søgt penge til at lønne en økonoma, der kan være 14 dage i hver institution og lære fra sig om den bedst mulige måde at tilrettelægge arbejdet på, samtidig med at hun skal sikre, at processen kommer godt fra start. Forud for dette er gået mange møder og diskussioner i personale- og forældregrupper, planlægning både i den enkelte institution og institutionerne imellem, udar-bejdelse af måleredskaber til at opgøre mængden af økologiske varer, fremskaffelse af leverandører mv. De problemer, man er stødt på undervejs har været af både praktisk og personlig karakter. Både forældre, pædagoger og ikke mindst køk-kenpersonale skal bearbejde deres holdninger og ændre vaner. Og her er guiden ikke gået af vejen for at afløse en køkkenleder en dag og stå for maden, for at køkkenlederen kunne få fri til at undersøge noget om det økologiske. Der skal også findes nye vareleverandører. Der er stor beundring hos styregruppens medlemmer over, at det er lykkes at rykke nogle holdninger så tydeligt i daginstitutionerne i løbet af så kort tid, og at det er lykkedes at få institutionerne selv så aktivt engageret i at udvikle den økologiske kostpolitik.

Der er også foregået en ret stor indsats for at få de lokale forretninger, pizzeriaet og brugsen, til at gå ind for det økologiske. Guiden har haft megen kontakt med såvel uddeler som pizzariaets ejer. I brugsen har det drejet sig om at få en økologisk afdeling i gang. Planerne er nu så langt, at der i starten af 98 bliver etableret en økologisk afdeling med en god placering i butikken. Det er ikke så ligetil som det kan lyde, idet brugsen er en del af lokalbrugskæden, hvor der ikke lægges særlig vægt på det økologiske sortiment, hvilket betyder at der en del økologiske varer som simpelthen ikke kan føres (fx Urtekram). Og som butik fungerer den i virkelighed nærmest som en døgnkiosk, hvor kun 40% af omsætningen er på købmandsvarer, mens de sidste 60% er i forbindelse med salg af øl og cigaretter samt tips. Uddeleren er lidt skeptisk over for projektet og tror egentlig ikke, at beboerne er særlig økologiske i deres varekøb eller vil blive det. Fx havde han prøvet at købe økologisk øl, og ud af 5 kasser måtte de 4 kasseres, fordi datoen blev overskredet. Ikke desto mindre vil han godt forsøge at sætte plads af på et godt sted i butikken til en egentlig økologisk afdeling med basale dagligvarer som mel, mælk, marmelade, flåede tomater o.l., og også give det en rimelig prøveperiode. Men i sidste ende handler det jo om forretning.

Arbejdet i forbindelse med pizzeriaet har dog været noget større. Tanken var at pizzeriaet skulle indføre et nyt produkt: økologisk kaffe og kage. Det er omstændeligt. Der skal købes nyt ind: kageforme, kopper mv. Levnedsmiddelstyrelsen skal på besøg og godkende indretning. Der skal findes opskrifter og øves bagning, så kagerne bliver lækre. Der skal mødes 1_ time før for at nå at få bagt kagerne. Også her var der hjælp at hente hos Suhrs, hvor en tredje praktikant gjorde en meget stor indsats med at udarbejde opskrifter og afprøve dem. Der blev husstandsomdelt et blad om, at der nu var et sted, hvor man kunne få mødes og få sig en kop kaffe og kage. Og alt kom på plads, fløjten lød. Men der kom ikke ret mange gæster, og i løbet af en uge var det lukket ned igen. Tanken var god - og der er mange forskellige forklaringer på, hvorfor det ikke gik. Pizzeriaet vender væk fra bebyggelsen, og er derfor ikke et sted, man falder forbi. Prisen på 20 kr. for en kop kaffe og et stykke kage var for høj. Kagerne var ikke særlig synlige, og der var ikke blevet gjort særlig reklame for det. Nogle beboere var blevet fortørnede, fordi de opfattede det husstandsomdelte blad som reklame for pizzeriaet. Kagebageren var kurder, og i den kurdiske kultur er kagebagning et kvindejob, og det gav derfor anledning til drillerier. Og som pizzeriaejer er man ikke indstillet på at køre med underskud på en aktivitet særlig længe, der er jo tale om forretning.

Naturlegepladsen er nok det mest synlige, selv om det i første omgang kun lykkedes at komme igennem med en del af planerne. Det var et stort brød at slå op. Tanken var, at der skulle laves noget i alle tre gårde: kælkebakke, klatrevæg og svævebane i den tredje, samt et vandhul. Der skulle skaffes 500.000 kr. og der skulle engageres 500 mennesker til i løbet af en weekend at føre det ud i praksis. Mange planlægningsmøder med beboere, voksne og børn, gik forud. Mange ansøgninger om sponsorering og støtte blev skrevet, der blev ringet og løbet på dørene. Der blev skaffet 100.000 i naturalier og penge udefra, og afdelingsbestyrelsen lagde 100.000 oveni. For det beløb kunne man nå at male legeredskaberne i alle gårdene, sætte buske og planter i to gårde, mens den tredje gård fik en kælkebakke med en tunnel igennem samt en pilelabyrint. Fritids- og ungdomsklubben mødte op med et hold på 12, der stod for kaffebrygning og madlavning til ansatte, udlevering af saft og is, gravearbejde, salg af øl og vand. I løbet af weekenden kom der 350 voksne og børn for at hjælpe, og det var ikke bare Tordenskjolds soldater. Der var både sutter og fremmedsprogede, enlige og handicappede og ikke mindst nogle af de negative, der endda dukkede op med kage. Næste år fortsættes med de andre gårde, for også klatrevæggen, svævebanen og vandhullet skal blive til noget.

Ambitionsniveauet var højt - det var lagt af guiden - men var det for højt? Var det en succes, at man nåede det man gjorde? Eller var det en fiasko, at man ikke kunne leve op til det mål, der var sat? De fleste inklusive guiden selv var nok enige om, at hun var skør: det kunne ikke lade sig gøre at skrabe 500.000 kr sammen og få 500 beboere til at dukke op. Men man lod sig fange af ideen og engagementet og afventede, hvad der kom ud af det. Guiden selv mener, at hvis det ikke var slået så stort op, var det aldrig lykkedes at nå så langt, hverken hvad det økonomiske angår eller med hensyn til at få lokket så mange ud ned fra altanerne. Og alle synes, at det, der blev nået, var over al forventning.

Der har også været et hav af mange mindre og helt små aktiviteter. Plejehjemmets beplantning er blevet omlagt. Der har været afholdt økologisk bankospil. Der har været legetøjsproduktion af genbrugsmaterialer. Rådgivning omkring naturlegeplads i en af institutionerne. Juleudsendelser med børn fra området 3 søndage i december. Blokgrillaftener. Svampetur. Kontakt til en gruppe tyrkiske piger. Børnmedhjælpere. Oprydningsdag for de grønne områder. Kontakt med biblioteket uden for området. Forsøg på sammen med andre grønne guider at opbygge en grøn gårdmandsuddannelse. Kaffe hos gårdmændene. Ugentlig frokost med personalet i Hørgården. Børnebog om kompostering. Kvartalsnyhedsbrev. Radiointerviews. Foredrag. Udarbejdelse af affaldstikordsregister.


Samarbejdspartnere

Der er to centrale samarbejdspartnere for guiden: ejendomsfunktionærerne og beboerrådgiveren.

At skulle samarbejde med ejendomsfunktionærer er noget, der giver sig selv, hvis man er grøn guide i et boligområde, for ejendomsfunktionærerne er den personalegruppe, der har ansvaret for udearealerne, for renholdelse og affald. Men det kommer ikke bare af sig selv. Med en grøn guide kommer der en helt ny person, der får mulighed for at blande sig eller sætte noget i gang, der kan have store konsekvenser for ejendomsfunktionærernes arbejde, så i den første tid føler man hinanden på tænderne. Guiden skal prøves af - ikke mindst hvis hun er pige - kan hun stå for mosten og tonen? Tror hun, hun er bedre end os? At hun ved bedre? Eller viser hun respekt og forståelse for vores arbejde og arbejdsvilkår? Ejendomsfunktionærerne giver udtryk for, at der jo kan komme både noget godt og dårligt ud af at få en grøn guide til et boligområde, men at de nu synes, at der i Hørgården er kommet noget godt ud af det. Guiden kommer med nye impulser, og der er da i hvert fald dialog. Den grønne linie var lagt på forhånd af boligselskabet, og man var allerede i gang, fx var det blevet besluttet, at man fra og med 97 ikke måtte sprøjte mere. Og her kommer guiden så ind og kan være behjælpelig med at finde ud af, hvordan dette skal tackles, uden at ukrudtet vokser nogen over hovedet - selv om hendes råd om brændenældeudtræk ikke er blevet afprøvet endnu. Omkring affaldssortering kan guiden være med til at gøre det nemmere for ejendomsfunktionærerne, for hvis hun kan skubbe til, at beboerne sorterer, så er der mindre, der vil blive smidt rundt omkring og dermed mindre at rydde op - og de synes, hun er god til at snakke med folk, så det kommer vel nok efterhånden. Omkring de grønne områder har hun også været med til at forbedre vilkårene, for de stikkende buske bliver ryddet væk og erstattet af andet. Hun har fået indført fælles frokost, og det er en god ting, for der kan man få snakket og fremført noget, hvis der er noget, man gerne vil have sagt. De er ret imponerede af, at det lykkedes hende at lokke 350 beboere ud og lave naturlegeplads, og de tror, at der kommer endnu flere til foråret, når de næste to gårde skal laves - det smitter nemlig. Der er ingen tvivl om, at det personlige betyder meget for, at samarbejdet er i en rimelig gænge: "Hun er altså en rigtig lille dejlig krudtugle - det må vi indrømme. Hun går lige i folk med træsko på. Hun er en god pige, og jeg synes, hun kommer godt ud af det med beboerne. .. Hun er god til at huske at snakke med os, når der er noget."

Også guiden synes, at det går godt med samarbejdet om det grønne. Man kan diskutere tingene, komme med forslag, og efterhånden er det sådan, at ejendomsfunktionærerne også selv kommer med ideer. Det kniber lidt mere på det organisatoriske område, med kommandovejene. Der kan gå lidt kludder i, hvem der nu har magt til at bestemme, hvad ejendomsfunktionærerne skal lave. Hvornår skal de rette sig efter guiden, hvornår efter andre? Det er ikke så nemt, når der ind i mellem kommer forskellige meldinger. Hun oplever, at det betyder noget for accepten, at hun viser, at hun også kan håndtere en skovl, og at hun respekterer deres arbejde fx ved at sørge for, at det ikke er dem, der står for oprydningen efter naturlegepladsweekenden.

Med beboerrådgiveren er tingene forløbet anderledes, end alle vist havde forventet. Fra starten var der hos alle forventninger om, at de to skulle indgå i et samarbejde, men det har vist sig vanskeligt at få til at fungere i praksis: Vi er meget bevidste om, at vi ikke samarbejder, som det bliver udtrykt. Der er mange forskellige årsager til dette. Starten var ikke heldig. Konsulenten, der skrev ansøgningen, havde ikke kontakt med beboerrådgiveren om, hvordan et samarbejde kunne skrues sammen, og derfor stemte det, der kom til at stå i ansøgningen ikke overens med beboer-rådgiverens virkelighed og erfaringer. Ligesom beboerrådgiveren ikke oplevede, at hun havde indflydelse på ansættelsen.

Men ellers handler det i høj grad om, at ingen i organisationen tager ansvaret for at sikre et samarbejde mellem beboerrådgiver og grøn guide på sig, hvilket nok burde være sket lige fra den første spæde start. Starter tingene først på en uheldig måde, kan det være meget svært at rette op på. Og der er faktisk en del barrierer af forskellig art. I Hørgården er der flere forskellige projekter med hver sin organisering bag. Beboerrådgiveren og den grønne guide har således hver sin styregruppe, og der sker ikke nogen koordinering og afstemning mellem disse. Det bliver overladt til de to ansatte selv. Der er også noget med den tidsmæssige koordinering. Beboerrådgiveren er startet før og er derfor i andre faser af sit arbejde og har fokus på andre ting end guiden, der kommer og skal bygge sin basis op. Og når guiden har fået bygget netværket op og rigtig skal konsolidere sig, er beboerrådgiveren ved at afvikle sit engagement. De fysiske rammer er heller ikke ideelle. Der er ikke noget mødested/beboerhus i bebyggelsen, så de to er placeret i hver sin lejlighed nogle opgange fra hinanden. Man skal altså gå på besøg for at komme til at snakke sammen. Det har også lidt at gøre med målgrupperne for arbejdet. Hvor beboerrådgiveren har udviklet sit arbejde til især at omfatte nogle sårbare grupper, er den grønne guides målgrupper først og fremmest den såkaldt almindelige beboer.

Den personlige kemi viste sig heller ikke at fungere - selv om der i teorien skulle være alle muligheder for det: en beboerrådgiver, der også var interesset at inddrage miljø, og en grøn guide, der havde erfaringer fra socialt arbejde. Men i virkelighedens verden var deres måde at gribe ting an på så forskellig, at det ikke lykkedes. De har snakket sammen om samarbejdet, men er endt med at konstatere, at det ikke kan lade sig gøre. De synes egentlig hver for sig, at den anden gør et godt stykke arbejde, når man ser på, hvad der er kommet ud af det.

Samarbejde kan ikke dikteres, men er resultat af en proces, men der er mange parter i denne proces. Bedre organisatorisk tilrettelæggelse og koordinering kunne have givet en bedre start og en ramme, hvor det fra starten havde været lagt an til en koordinering de to projekter imellem. Og modsat kunne det have været sådan, at de ansatte var gået så godt i spænd, at de havde fundet ud af at samarbejde på trods af mangler i organiseringen bag. Men som situationen er i dag har begge svært ved at se, hvorfor beboerrådgiveren skal sidde i den grønne guides styregruppe.


Det organisatoriske

Styregruppen er sammensat således at både boligselskab, beboere og område er repræsenteret. Der sidder to fra boligadministrationen (der er guidens formelle arbejdsgiver), 3 beboere, heraf 2 fra afdelingsbestyrelsen og en der ikke er i afdelingsbestyrelsen, inspektøren, beboerrådgiveren og en repræsentant for daginstitutionerne. At daginstitutionerne også kom med skyldes Den grønne Fonds ønske om en bredere repræsentation fra området, og det er alle glade for i dag. Formanden for styregruppen er samtidig formand for afdelingsbestyrelsen.

Det tager lidt tid for sådan en ny gruppe at finde ind i en god gænge. For det første er det folk, der er nye for hinanden i netop denne samarbejdsrelation, samtidig med at deres relation til projektet er meget forskellig. Nogle kender det grundigt, de har været med til at udarbejde det. Andre hentes ind og har ikke været med i udarbejdelsen og skal derfor først finde ud af, hvad det her egentlig handler om. For det andet skal man finde ud af, hvad der er styregruppens opgaver, og hvad der er guidens opgaver. Det forløb ikke uden et par kampe i starten. Som styregruppe kan man nemt komme til at fortabe sig i detaljer og dermed diskutere petitesser som: hvordan kan man bedst sige goddag til beboerne? Skal man skrive "ud i det blå" eller "ud i det grønne"? Det hænger dels sammen med, at man ikke kender guiden endnu, og derfor kan være lidt nervøs for, hvad der sker, når hun begynder at bevæge sig rundt i området. Dels at det som bekendt er sværere at diskutere de større og mere abstrakte ting. Men med erfaringer fra det første år i baglommen har styregruppen besluttet sig for at ændre sit arbejde fremover. De vil i højere grad være sparringspartnere, men også gå mere ind i prioritering.

Styregruppens sammensætning er ud fra nogle synsvinkler problematisk. Den er lidt en sammenblanding af en støttegruppe og en egentlig styre-/arbejdsgivergruppe. Man har nok ikke rigtig gjort sig klart, hvilke konsekvenser det har at sætte ansatte, fx beboerrådgiver og pædagog, i en arbejdsgiverrolle over for den grønne guide. Er det overhovedet rimeligt? Fx for beboerrådgiveren, der her indgår på lige fod med afdelingsbestyrelsen, der jo i anden sammenhæng er hendes arbejdsgiver. Hvor frit kan man udtale sig og tage konflikter op, uden at det kommer til at smitte af på hendes eget arbejde og måske skabe nogle uønskede konflikter der?

Økonomien i projektet er på mange måder god. Der er på forhånd sat penge af til møder, rejser, uddannelse mv. Og afdelingen er en stor afdeling, der ud af sit budget er i stand til at sætte penge af til aktiviteter. Men guiden har ikke selv et rådighedsbeløb, og det savner hun. Når der er tale om mindre ting, bliver det uendeligt besværligt og tidskrævende at skulle igennem ansøgningsinstanser. Fx at skulle bruge en halv dag på at få sponsoreret en cd til 200 kr. som præmie på en oprydningsdag. Eller underskudsdækning på bankospil, hvor afdelingsbestyrelsen skal ind. Et beløb på et sted mellem 10.000 og 25.000 på årsbasis ville give et råderum og spare nogle arbejdstimer.

Styregruppen finder, at økonomien er lidt problematisk i forbindelse med store projekter som fx naturlegepladsen, der ikke kan finansieres internt. Der skal søges fonde, og disse fonde har en lang ansøgningsfrist, der ikke rigtig passer til den hastighed hvormed ting skal finde sted: man må smede, mens jernet er varmt. Derfor foreslår de, at Den grønne Fond opretter en aktivitetskonto, der mere smidigt kan anvendes i forbindelse med aktiviteter i grøn guide projekterne.


Fremtiden

Alle ser optimistisk på fremtiden. Både guide, ejendomsfunktionærer, styregruppe, daginstitutioner synes, projektet er kommet overordentlig godt i gang. Lige rundt om hjørnet venter naturlegepladsprojektet på at blive færdiggjort (klatrevæg, svævebane og gadekær). Arbejdet med at skaffe sponsorer er allerede i gang. Der skal aflægges besøg i lejlighederne i sammenhæng med den årlige tekniske gennemgang, hvor beboerne vil blive tilbudt rådgivning om miljø- og energibesparelser. En egentlig økologisk afdeling i brugsen er på trapperne. Påsketradition med korsang og påskeægtrilning. Og mange andre ting.

Grøn rådgivning Nørager

Nørager er en jysk landkommune med godt 5.500 indbyggere beliggende vest for Hobro. Den største by er Nørager med 1.000 indbyggere. Arbejdsområdet for guiden var oprindelig afgrænset til Nørager by og omegn, hvor der tilsammen bor omkring 3.500. Man begyndte dog ret hurtigt at snakke om Nørager kommunes grønne guide, og i praksis er hele kommunen et muligt arbejdsområde for guiden.

Ideen opstod hos lederen af et nærliggende center, Rørbæk-centeret. Det er en selvejende institution, som i vid udstrækning er afhængig af forskellige støttemidler, og der er derfor stor opmærksomhed på, hvad der opstår af muligheder her. Lederen sidder samtidig som sekretær i den selvejende institution Væksthus-Nørager, der siden 92 har arbejdet for at fremme trivslen for borgerne i Nørager gerne gennem utraditionelle aktiviteter. I den sammenhæng har der været en række forskellige initiativer: motionscenter, mødested, beskæftigelsesprojekt mv. samt et igangværende projekt, hvis formål er at skabe et kultur- og borgerhus i bymidten ved at ombygge en forhenværende forretningsbygning. Man så grøn guide som en mulighed for at få sat noget nyt i gang og noget, der faldt i tråd med ånden i Væksthus-Nørager. Det byggede videre på og udvidede aktivitetsfeltet i forbindelse med Sund by Butikken, og det var lidt provokerende med det grønne i en landkommune. Og det kan være provokerende at tale om økologi i en landkommune. Her føler man, at landbruget udsættes for urimelig kritik, og ordet økologi kan få folk til at se rødt. Man kan godt snakke om miljø og om sprøjtning, men siger man økologi kommer paraderne op. Det er netop forsøget på at inddrage den økologiske dimension i det lokale udviklingsarbejde, der er Den Grønne Fonds motivation for en bevilling til Nørager.

Det overordnede formål med grøn guide projektet er at øge lokalbefolkningens grønne bevidsthed og adfærd. Den grønne guide skal iværksætte aktiviteter, hvorigennem der ydes rådgivning og vejledning om de miljømæssige konsekvenser af levevis og forbrug, anvise miljøvenlige alternativer og formidle ny viden. Målgrupperne er både enkeltpersoner og familier, foreninger, institutioner og erhvervsdrivende. Vægten skal lægges på handlingsorienterede og involverende initiativer. Det handler ikke om at fortælle, men om at give mulighed for dialog og afprøvning. Det kan fx være i form af fremtidsværksteder, demonstrationer, eksperimentopstillinger mv.

En bærende ide er, at guiden skal udøve sit virke gennem integration i eksisterende netværk i stedet for at bygge sine egne nye strukturer op. Børn og unge ses som en meget væsentlig målgruppe, og første års indsats er derfor rettet mod at få kontakt med de forskellige lokale parter, der har med børn og unge at gøre: skoler, daginstitutioner, sundhedsplejerske. Senere vil handelslivet og håndværkerne komme til.

Guiden, der blev ansat, er akademiøkonom af uddannelse og har erfaringer med fund-raising og salg og socialt arbejde. Han har suppleret sin uddannelse med udviklingsstudier og har været i Mellemamerika. Men det betød også noget, at han kom fra landet og dermed kendte kulturen, og at han lovede at flytte til kommunen - selv om han endte med at flytte til nabokommunen i stedet. Ikke helt velset måske, men set fra guidens synspunkt kan det være rart nok ikke at bo i det lokalsamfund, hvor man virker, idet man der hele tiden vil være under observation også som privatperson.


Placering

Det første halve år var guiden midlertidigt placeret på Rørbæk-centeret, hvilket var godt af vejen fra det lokalsamfund, han skulle virke i. Det havde som konsekvens, at der ikke i det første halve år blev gjort nogen særlig stor indsats for at fortælle, hvor den grønne guide holdt til. Det måtte vente til det permanente opholdssted stod klar. Guiden skulle nemlig placeres i det, der gerne med tiden skulle blive byens medborgerhus. Men planerne trak ud. Og han flyttede så alligevel derned. Her har han et stort kontorlokale sammen med Sund by koordinatoren og rådgiveren "Unge støtter unge". Det ser han store samarbejdsmuligheder i. I bygningen findes desuden det mødested, hvor en del af de lokale foreninger afholder arrangementer. Det ligger midt i Nørager by. Alle er selvfølgelig velkomne til at kigge ind til guiden, men der er ikke mange, der gør det. Det handler om, at det endnu ikke er et åbent mødested, der er fx ikke cafe eller bibliotek eller andre ting folk har ærinde til med jævne mellemrum, og som derfor kunne give anledning til, at man også lagde et smut ind forbi den grønne guide.

Aktiviteter

Gennem det første år har guiden været engageret i en lang række aktiviteter både større og mindre. Torve- og markedsdage forskellige steder, ude at stå i butikker og på biblioteket, kontakt med pressen, aktiviteter for børn i efterårsferien, kontakter med skoler og daginstitutioner, kontakt til forretninger, foredrag i pensionist-foreninger og grundejerforening, foredragsrække, miljørigtig spejderhytte og etablering af en udstilling: Økologi i boligen ovre ved Rørbæk-centret, hvor han også samarbejder med en af de andre guider.

Noget af det første guiden gik i gang med var en forbrugerundersøgelse. Denne blev gennemført i samarbejde med en 9. klasse på byens skole. Undersøgelsen kom til at bestå af et lille spørgeskema med 9 spørgsmål, der blev udleveret til 105 husstande. Spørgsmålene havde til hensigt at give et overblik over miljøbevidsthed og adfærd.

Rio 2-ugen blev brugt til at sætte mange forskellige aktiviteter i gang. Økologisk mad på skolerne, bageren der bagte økologisk brød, marked i et af de andre lokalsamfund med en "stjernecykeltur", hvor man skulle cykle til Mejlby fra de andre byer i kommunen. Det var arrangeret i samarbejde med turistforeningen, og der var ikke én der deltog. Men der deltog mange i selve markedet, omkring 180, hvor der var 12-13 stande, hvor virksomheder udstillede. Der var konkurrencer og aktiviteter for børn. Men de der kom var stort set fra Mejlby og omegn. Der er stor lokal "ubevægelighed", man bevæger sig ikke rigtig over til arrangementer i de andre lokalsamfund. Men guiden har ikke tabt modet. Der bliver også marked til næste år og belært af erfaringerne, skal det være bredere, så der er andet end miljø til at trække folk til. Det kan fx være at få skolen med, for er børnene med, tropper forældrene op.

Det helt store projekt har været foredragsrækken, der blev afholdt efteråret 97. Den bestod af 5 foredrag, der løb af stablen over en periode på 2_ måned. Organisationen bag bestod af Sund By Butik, LOF, Nørager Folkeuniversitet, Væksthus-Nørager, Sortebakkeskolen og med den grønne guide som drivende kraft. Overskriften var Sundhed & Livskvalitet. Temaerne for foredragene var grøn livsstil, varemærkninger, madkvalitet, naturens spisekammer og livskvalitet. Tilløbsstykket var Madkvalitetsforedraget, som Claus Meyer stod for. Det trak folk fra hele omegnen. Men også de andre foredrag kom der mange til. Og det spændende var, at de tiltrak nye grupper, ikke mindst de lidt yngre familier. Et ikke uvæsentligt element heri var nok, at formen også var anderledes end normalt. Man kunne vælge at starte med at være med i fællesspisning, der blev arrangeret inden hvert foredrag af nogle frivillige. Og så var der børnepasning under foredraget. Den blev varetaget af to gymnasiepiger.

En række aktiviteter er udsprunget af et samarbejde, der har udviklet sig med en af daginstitutionerne. Det handler i bund og grund om en daginstitutionsleder, der selv har gået og puslet med mange ting på miljøområdet, men har haft problemer med at få det gennemført. Hun ser muligheden for at få en sparringspartner, der kan støtte hende og også påvirke personalet på en anden måde, end hun kan. Så efter et ledermøde, hvor guiden bliver præsenteret, tager hun straks initiativ til at få ham ud på et personalemøde, og siden er det gået slag i slag. Guiden har fungeret som sparringspartner og givet konkret bistand i forbindelse med en række forskellige aktiviteter. I forbindelse med en grøn emneuge var guiden ude at fortælle børnene om emballage med udgangspunkt i en indkøbsvogn med varer. Han har skaffet informationsmateriale og kontakt med relevante personer.

Han har også fungeret som ressourceperson i forbindelse med et større projekt om anlæggelse af en naturlegeplads. Legepladsen kom i stand som et samarbejdsprojekt mellem skolen og daginstitutionen. Det var institutionens leder, der tog initiativet, men realiseringen hvilede i høj grad på børnene. Det var to 10. klasser, der kom til at stå som undervisere og projektledere. Det handlede om at få nogle alternative legeredskaber, således at børnene gennem deres leg kan lære noget om alternativ energi, genbrug o.l. Et eksempel kunne være vandleg: på en høj er der bygget kanalsystemer ned til en sø, der er blevet lavet. Vandet i søen er opsamlet regnvand. Ved hjælp af en lille vindmølle opfundet af 10. klasserne pumpes vandet tilbage i vandtanken. Og hvis vinden ikke blæser er der koblet en pumpe på, så børnene selv kan pumpe vandet tilbage i regnvandstanken. I den forbindelse har guiden deltaget i møder om projektet, været støtteperson for 10. Klasse-eleverne i den uge, hvor legepladsarbejdet stod på, fx i diskussioner af, hvordan tingene nu skulle gøres. Institutionen vil gerne være en økologisk daginstitution og have det hele omlagt til en stor naturlegeplads, og i den forbindelse står guiden som medansøger til en person finansieret af den grønne jobpulje. Men ressourcerne går ikke kun den ene vej. For en grøn guide giver det energi til arbejdet at møde personer, der selv brænder for det grønne og gerne vil samarbejde med guiden. Og guiden håber, at lederen vil være blandt de personer, der kommer til at indgå i den Agenda 21-gruppe, han prøver at få i gang.

Samarbejdet med den lokale ugeavis er ikke uden problemer, men det gælder nu for alle foreninger i området, ikke kun den grønne guide. Avisen er lille, og der skal en vis mængde annoncer til, at det løber rundt. Annoncemængden afgør derfor mængden af redaktionelt stof, for der er kun 8 sider at gøre godt med. Det er jo ret upraktisk, hvis ens artikel bliver skåret over midt i en sætning. Eller ikke at vide, om det møde, man gerne vil have annonceret, nu også bliver omtalt. Alternativet er at betale for en annonce, men det er der jo ikke råd til i længden.


Samarbejdspartnere

Guiden har været i kontakt med mange forskellige samarbejdspartnere. En af dem er SundBykoordinatoren, der sidder samme sted som han selv. Andre er skolerne. Men ligesom foredragsrækken har været den mest omfangsrige aktivitet, har den også været det projekt, der har knyttet flest samarbejdspartnere sammen. Som en af parterne sagde: "vi har snakket om før, at vi burde samarbejde, men det er aldrig blevet til noget." Guiden fik ideen og indkaldte de forskellige til møde. Ideen blev diskuteret, mulige foredragsemner bragt på banen og opgaver fordelt. Guiden skulle tage sig af det med at kontakte foredragsholderne, mens hver af parterne stod for det praktiske arrangement omkring foredraget: kaffebrygning, madlavning, oprydning, opvask mm.

Det er ikke mærkeligt, at oplysningsforbundene går med i et sådant arrangement, det ligger naturligt inden for deres virkefelt. Det er nok mere usædvanligt, at en skole melder sig på banen som arrangør. Om dette samarbejde fører videre står endnu tilbage at vise. Alle opfatter det som en succes, som godt kan gentages. Men det er ikke givet, at det vil føre til etablering af mere varige samarbejdsrelationer. I første omgang er det båret af guiden, og flere ser sig mere som deltagere i/bidragydere til realisering af en god ide end som en mulig part til fremtidige nye samarbejdspartnere. Oplysningsforbundet ser det fx mere som en udløber af sin normale aktivitet og går ikke ind i det af særlig interesse for miljøet. Og det kan være lidt svært at acceptere, når man selv brænder for det grønne.

En anden væsentlig samarbejdspartner er kommunen. Og her tegner det ikke alt for lyst. Der er ikke etableret et formaliseret samarbejde eller samarbejdsprojekter. Fra kommunens side synes man ikke, at relationerne mellem den grønne guides arbejde og kommunen er for gode. Set ud fra teknisk forvaltnings synspunkt er Nørager kommune ikke gearet til en grøn guide. Ideer fra den grønne guide vil ofte have en relation til kommunens aktiviteter, og det kan nemt kaste grus i maskineriet. Det kan handle om, at den grønne guide begynder at snakke om kildesortering, og politikerne har tidligere sagt nej til kildesortering på grund af medlemskabet af Fællesforbrændingen, der ikke kan klare kildesortering. Når guiden så rejser de tanker, bliver forvaltningen bragt i en position, hvor den må lukke af og sige: det kan ikke lade sig gøre. Kompostering har forvaltningen selv forsøgt at få penge til at gå i gang, men politikerne sagde nej, så også der løber guiden panden mod en mur. Når han begynder at snakke om multtoiletter, er det et problem, for rensningsanlæg er ikke gearet til multtoiletter osv. Set ud fra den kommunale forvaltnings side, ville det være rart, hvis guiden stak fingeren i jorden først og fandt ud, hvor realistiske hans forslag var. I modsat fald giver de gode ideer blot forvaltningen en masse unødigt arbejde. Set ud fra forvaltningens synspunkt handler det om for stor afstand mellem en grøn guides store ideer og politikernes velvilje i en lille landkommune. Der er ikke stor politisk opbakning til miljøinitiativer og Agenda 21-arbejde, så derfor opstår der meget nemt problemer. Så selv om forvaltningen gerne vil, kan det efter deres mening ikke lade sig gøre, fordi den politiske prioritering er anderledes.

Guiden kan til gengæld ikke rigtig forstå, at det ikke skulle være muligt at lave en forsøgsordning, hvor Nørager blev hjemsted for et pilotprojekt med kompostering. Han kunne også godt tænke sig at lave nogle fremtidsværksteder rundt i de mindre lokalsamfund for at få borgerne med i Agenda-arbejdet, men der mener han, at kommunen/Agenda 21-medarbejderen skal være med, og det kan ikke lade sig gøre, når der hverken er sat penge eller tid af. Og hvis han laver det alligevel, så vil det jo bare give anledning til nye samarbejdsproblemer. Det er ikke nemt. Det er klart, at det er nødvendigt at finde nogle måder at arbejde sammen på, men der er ikke rigtig nogle ideer på banen. Så fremtiden må vise, hvor det ender.


Det organisatoriske

Styregruppen for den grønne guide er identisk med bestyrelsen for Væksthus-Nørager. Den er sammensat af folk, der alle har deres rødder i Nørager by og omegn. Men de repræsenterer til gengæld en bredde i befolkning fra kommunalpolitiker til førtidspensionist. De har deres udgangspunkt i det lokale og er ikke specielt engageret i det grønne som sådan. Guiden er lidt ked af, at styregruppen er snæver i den forstand, at den kun repræsenterer lokalsamfundet Nørager og kun én forening, Væksthus-Nørager. Det havde måske været en fordel, hvis væksthuset var gået sammen med andre foreninger, fx naturfredningsforeningen, landbrugsforeninger, idrætsforeninger og andre lokalsamfund.

Styregruppen ser sin opgave og muligheder i forhold til guiden som forankret i deres lokale tilhørsforhold. De kan skaffe lokale kontakter, stille op med arbejdskraft ved konkrete arrangementer, bakke ideer op, vejlede omkring hvad man kan og ikke kan uden at støde nogen fra sig. Det er for så vidt godt nok, men det betyder, at guiden mangler en sparring på det miljømæssige felt. Det er ham, der skal producere ideerne, og det modspil, han kan få, er ikke på det indholdsmæssige. Han savner derfor en gruppe, der kan give denne støtte. Det har vundet gehør, så der arbejdes på at sammensætte en kreds af ressourcepersoner på miljøområdet, der kan danne en følgegruppe for guiden, hvis formål er at yde indholdsmæssig sparring. Som guide sidder man jo ofte i en alene position, hvor man vil have brug for både lokale kontakter og miljømæssig sparring.

Økonomien er ikke helt uproblematisk, idet Væksthus-Nørager i sig selv ikke har nogen midler. Derfor skal finansieringen skaffes andre steder fra. Kommunen har finansieret den resterende løn det første år. Hvad aktiviteterne angår fremskaffes de nødvendige penge fra gang til gang. Det har ikke været noget større problem, men guiden kunne godt tænke sig at have et rådighedsbeløb, der eventuelt kunne skaffes gennem sponsorering.


Fremtiden

Styregruppen synes, at guiden er kommet godt fra start. Han er god til at fange børn og unge. Og på trods af, at han nok er mere "frelst" end de havde troet, synes de, at han forvalter det på en måde, så han ikke støder folk fra sig. De er nok lidt ængstelige for fremtiden, for de har ikke selv mulighed for at træde til, når de 3 år er gået, og så derfor gerne en lidt længere periode end de 3 år, så resultaterne kunne begynde at vise sig, inden en eventuel ny finansiering skal forhandles på plads.

Guiden synes, han har et spændende og selvstændigt job og forventer, at fremtiden bliver endnu bedre, når han nu får sin følgegruppe på plads og dermed kan få gang i diskussionerne om de miljømæssige muligheder. Følgegruppen skal også ses i et længere perspektiv, idet der allerede nu skal tænkes i at opbygge strukturer, der kan tage over efter den 3-årige projektperiode. Andre overvejelser går i retning af, hvordan han kan arbejde, så han bliver mere igangsætter og koordinator end praktisk gris. Her det første år har han brugt mange timer på praktisk arbejde, og det skal helst trappes ned. Fremtidsplanerne er at gå ind på nye områder fx samarbejde med vandværket om giftfri haver, masseovnskursus, abonnementsordning for grønsager, landbruget som ny målgruppe, samarbejde med kommunen - udfordringer er der nok af.


Grøn livsstilsguide til Ikast Kommune

Ikast ligger midt i Jylland. Der bor omkring 23.000 mennesker i hele kommunen og 13.000 i selve Ikast by. Kommunen har lang tradition for tekstilvirksomhed, men det er i høj grad også en kommune, hvor landbruget har stor betydning.

Da Den Grønne Fond i 1996 udmeldte projektet Grønne Guider faldt det som en appelsin i turbanen ned i den proces, der lige på det tidspunkt var i gang i Ikast Kommune. Men egentlig blev det første skridt vel taget i 94, da Ikast sammen med Herning, Videbæk og Silkeborg blev udnævnt til Green City Kommuner. Det satte gang i en masse initiativer på det grønne område. Blandt andet vedtog man i 94 i de fire byer, at man skulle afholde en grøn uge. De første par år var det et rent kommunalt initiativ, hvor der foregik en række grønne aktiviteter, som både skoler, institutioner og private var med i. Det gik sådan set meget godt, men noget manglede: borgernes engagement - både i Grøn Uge og i Agenda 21-arbejdet mere generelt. Netop i forbindelse med Agenda 21-arbejdet havde man gennem længere tid gået og snakket om, at man godt ville have et forum, hvor man dels kunne udveksle erfaringer med borgerne, dels få en bedre føling med, hvad borgerne egentlig vil på miljøområdet og dels samle alle de kræfter i kommunen, der arbejdede inden for miljøområdet. Hvad kunne man gøre? Man vidste af erfaring, at når kommunens embedsmænd kommer og siger: Nu skal I ..., så er der mange, der træder tilbage og siger, hvorfor det?

Løsningen var et grønt råd - en organisering af borgere, foreninger og institutioner med interesse for miljøet. Kommunen indkaldte derfor interesserede personer, foreninger og institutioner til et møde i juni 96. Der mødte 23 personer op, og Det grønne Råd i Ikast blev stiftet. Da Den Grønne Fond samtidig indkaldte ansøgninger til den nyetablerede ordning Grønne Guider, så kommunen en mulighed for at give Det Grønne Råd en professionel støtte, der var uafhængig af kommunen. På mødet orienterede kommunen derfor også om muligheden for en grøn guide, og man enedes om, at det var en god ide at søge en sådan til Det Grønne Råd. Kommunen tilbød at lave et udkast til ansøgningen, som så skulle godkendes af Det Grønne Råd. Når Det Grønne Råd ikke kom mere med i selve processen, handlede det om tidsterminer. Ansøgningsfristen var 1. august, og Det Grønne Råd var dårligt nok etableret på det tidspunkt. Kommunens ide med at søge en grøn guide var at støtte den nydannede borgerorganisering, Det Grønne Råd, samt skabe et formidlende led mellem borgerne og kommunen. Og selv om det måske ikke var særlig tilfredsstillende, at det foregik sådan, er det klart, at uden kommunens initiativ ville Det Grønne Råd ikke havde fået en grøn guide på det tidspunkt. Og den grønne guide har haft meget stor betydning for, at Det Grønne Råd er kommet godt i gang.

Interesse alene gør det ikke, og selv for miljøinteresserede er kærlighed og (rent) kildevand en skrap diæt, så kommunen vedtog at skabe et økonomisk fundament ved at overføre nogle af de penge, der tidligere blev brugt til grøn uge, ialt 150.000 kr. årligt til grøn guide projektet. Beløbet skulle dække restlønnen og drift af den grønne guide, og desuden var der et mindre beløb til aktiviteter.

Det overordnede formål med den grønne guide er at få realiseret borgernes miljøprojekter samt støtte en udvikling i retning af grønnere livsstil. Derfor skal den grønne guide fungere som en lokal miljørådgiver og som bindeled mellem borgere og kommune. Og for Den Grønne Fond har en af begrundelserne for at bevilge penge til en grøn guide i Ikast netop været forsøget på at få Agenda 21-arbejdet ud fra rådhuset og over til aktive borgere. For at opnå det overordnede formål blev der udformet en aktivitetsplan med en hovedaktivitet for hvert af de 3 år: Første år en grøn livsstilskampagne, andet år skulle fokus være på byøkologiske projekter og tredje og sidste år på en cykelkampagne suppleret med et endnu ukendt projekt.

I løbet af de 3 år håber man at have opnået, at den grønne livsstil vil blive mere udbredt med de deraf følgende miljømæssige forbedringer for det lokale og globale miljø. Samt at borgerne bliver påvirket til i stigende omfang at vælge miljøvenlige løsninger og ændre daglig adfærd til fordel for miljøet.

Guiden, der blev ansat af Det Grønne Råd, havde været med lige fra starten. Hun var i praktik i kommunen på det tidspunkt, hvor det stiftende møde for Det Grønne Råd fandt sted, og arbejdede netop med Agenda 21. Senere fortsatte hun som vikar som Agenda 21-medarbejder i kommunen i 4 måneder. Her var en af hendes opgaver at fungere som sekretær for Det Grønne Råd, og hun var således allerede i gang med arbejdet, inden hun blev grøn guide. Hun er arkitekt af uddannelse og har deltaget i frivilligt miljøarbejde.


Placering

Guiden har fået kontor på biblioteket, men ikke nogen særlig god placering. Kontoret ligger på 1. sal sammen med de administrative funktioner, så det er ikke et sted, hvor borgerne bare lige falder forbi. Det kunne være rart med et sted i bibliotekets publikumsåbne del med et udstillingsvindue, så den grønne guide tilstedeværelse også kunne ses udefra, synes både guiden og andre. Allerbedst ville det dog være med et sted, hvor der var plads til både guiden og Det Grønne Råd: et lille grønt center. Men der er ikke plads på biblioteket sådan som indretningen er nu, og det er jo ikke billigt at bygge om. Så indtil videre er det blevet ved ønskerne. Guiden har dog en permanent udstillingshylde på bibliotekets læsesal, der ligger lige ved foden af den trappe, der fører op til hendes kontor.

Guiden har dog mange fordele ved at sidde på biblioteket: adgang til litteratur og tidsskrifter, adgang til internet, kopimaskine og mødelokaler, så det ikke skal købes over hendes eget budget, samt adgang til en fælles frokoststue, således at der også i det daglige er et fællesskab med andre — det sætter hun stor pris på.


Aktiviteter

En grøn livsstilskampagne var ifølge aktivitetsplanen det, der lå for i 97. Og det er da også sket, men virkeligheden er jo mere mangfoldig end tænkte tanker på et stykke papir. Så der er sket meget mere og meget andet, for det viste sig, at borgerne ikke var så flinke til selv at rette henvendelse og spørge. Snævert set har der været aktivitet for at få startet nogle studiegrupper op i grøn livsstil. Men der er foregået mange andre ting, der på et eller andet plan har med livsstil at gøre fx grøn brevkasse og giftfri haver. Og der har været andre projekter som Grøn Uge, grønt efterårsmarked, økologisk kost i vuggestue, havevandring, åben kontortid, holde oplæg i foreninger, miljøundervisning på skoler mv.

Livsstilskampagnen har nok ikke fået så stor pondus som håbet - selv om guiden godt vidste, at det ikke var så nemt endda at få folk til at deltage i studiegrupper i grøn livsstil. Der blev i foråret indkaldt til et møde om grøn livsstil med henblik på at etablere studiekredse, og 11 mennesker dukkede op. Det tegnede til, at der kunne etableres to studiekredse, men da de endelige tilmeldinger kom, var der kun basis for en gruppe med 5 familier. De 5 spændte lige fra en meget miljøbevidst familie til nogle, der stort set slet ikke var startet, og hvor de økonomiske besparelser var en væsentlig motivationsfaktor. Familierne mødes privat og diskuterer så forskellige temaer. Guiden deltager i alle møderne. Der var overvejelser om at forsøge at starte en ny livsstilsgruppe op i efteråret, men der var kommet andre opgaver ind, som blev prioriteret højere. Og vurderingen er, at hvis der fremover skal køre livsstilsgrupper, skal det fungere sådan, at guiden sætter i gang, men ellers skal grupperne køre selvstændigt. Det tager for meget arbejdskraft, hvis guiden skal deltage i alle møderne.

Grøn Uge var et stort arrangement bestående af mange mindre arrangementer. Den løb af stablen i uge 18. Guiden bidrog både i planlægningsfasen og med konkrete arrangementer. Fx undervisning af 5. klasser, opstilling af vandreudstilling om vandmiljø i det gamle vandtårn, emballageworkshop for børnehaver, fisketur for fysisk-/psykisk handicappede, udstilling af miljøvenlige rengøringsmidler, udvælgelse og præmiering af forslag til miljøforbedring. Men det er ikke så ligetil at arrangere noget sådant. Kommunen havde jo hidtil arrangeret det og havde ikke rigtig gjort sig klart, hvor meget ansvar de stadig ville beholde, og hvor meget der skulle lægges ud til grøn guide. Der opstod misforståelser og aftaler kiksede, fx dukkede miljøudvalgsformanden, der skulle overrække præmier, ikke op, og guiden måtte så selv improvisere en tale. Det foregik tidligt på året, så den grønne guide var ret ny i jobbet og så derfor dette som en enestående chance for at vise, hvad en grøn guide kunne og lagde derfor mange kræfter i. Men de mange små ting, der kiksede, gjorde, at hun egentlig syntes, hun var blevet lidt misbrugt. Men man lærer af sine erfaringer, og efter at tingene var blevet diskuteret igennem, enedes man om meget hurtigt at nedsætte en styregruppe for næste års grønne uge. Og den er i gang nu og kører til alles tilfredshed: nu er man sikker på, at der er styr på tingene.

Den grønne brevkasse i Ikast Avis er noget af det, der henter flest roser rundt omkring. Ikast Avis er den centrale lokale husstandsomdelte avis, og det er en avis med meget redaktionelt stof. Brevkassen blev startet i maj og er i avisen hver fjortende dag. Spørgsmål og svar drejer sig om emner af interesse i husholdninger fx fyring i brændeovn, maling, solcreme, biler. Arbejdet med at besvare spørgsmål har været noget mere krævende end oprindelig tænkt, men der er også respons på det. Fx er der en daginstitution, hvor lederen klipper svarene ud og sætter dem op på opslagstavlen, og da rubrikken handlede om naturvenlig maling, kom der forespørgsler til den lokale farvehandel, om de førte dette. Men det satte også tanker i gang hos farvehandleren: mon ikke det er den vej, vi skal gå, og mon vi ikke skal til at have flere af den slags varer i butikken? Arbejdet skaber også kontakt med butikkerne, idet den grønne guide undersøger, hvilke miljøvenlige varer butikkerne har inden for det tema, der omtales i brevkassen, for at kunne give borgerne en kontant forbrugervejledning.


Samarbejdspartnere

Det er karakteristisk, at en del projekter foregår i samarbejde med andre. Fx er giftfri haver et Green City projekt. Meget foregår i relation til Det Grønne Råd fx Naturskolen sammen med en interessegruppe med nogle af foreningerne under Det Grønne Råd, og Grøn uge, der er en videreførsel af et Green City projekt, der nu foregår i et samarbejde mellem kommune, Det Grønne Råd og den grønne guide. Guidens væsentligste samarbejdspartnere er således Det Grønne Råd og kommunen. Men der er også andre fx turistforeningen og den lokalhistoriske forening.

Et eksempel på et samarbejdsprojekt kunne være cykelturene, der lokkede mange ud på vejene: 80 mennesker på en af turene. Turene blev arrangeret i et samarbejde mellem guide, turistforening og den lokalhistoriske forening, så alle fik deres tilgodeset. Og det er nok netop kombinationen, der giver den brede interesse: I og med det grønne går i ledtog med nogle andre, får man lavet en sandwich, der så glider ned, som en af samarbejdspartnerne udtrykte sig. Guiden får en mulighed for at sælge sit miljøbudskab i en anden ramme, og omvendt giver guiden legitimitet til, at de miljøinteresserede i fx lokalhistorisk forening kan argumentere for at tage miljøvinkler ind. Som de selv siger, hvis guiden ikke havde været der, havde der ikke været noget grønt indslag på disse ture. Men nu kombinerede man det historiske, det miljømæssige og det turistmæssige.

Det er dog ikke altid, at samarbejdet lykkes så godt. I tilfældet med havevandring i miljøvenlige haver følte en af de lokale haveforeninger sig trådt over tæerne og skrev til Det Grønne Råd, at de ikke mente, at der var nogen grund til, at Det Grønne Råd tog dette op, da de allerede dækkede dette felt. Havekredsene var blevet inviteret med på turene, og i Det Grønne Råd enedes man om at invitere dem til næste møde for at indlede et samarbejde, men de dukkede ikke op. Alligevel vil man næste gang invitere dem med i planlægningsfasen, og så håber man, at det vil kunne ske i et samarbejde.

Opgaven at formidle mellem kommune og borgere kræver selvfølgelig, at der etableres et godt samarbejde med kommunen. Og det er lykkedes til alles tilfredshed. Samarbejdet foregår løbende og om mange forskellige ting - først og fremmest med kommunens miljøkoordinator. Grundlæggende handler det om at skabe synergi mellem det, der sker i Det Grønne Råd, guidens egne initiativer og kommunens initiativer over en bred front. Altså at sikre at alle ved, hvad hinanden laver: både for at forhindre dobbeltkonfekt og for at give mulighed for at man kan hente ideer hos andre. Det gøres på flere måder. Guiden og kommunens miljøkoordinator har jævnlig kontakt og er meget opmærksomme på at lægge initiativerne der, hvor chancen for, at det lykkes er størst, hvad enten det er hos Det Grønne Råd, grøn guide eller kommune. Kommunens miljøkoordinator sidder i bestyrelsen for Det Grønne Råd/styregruppen for grøn guide. Der er etablere et kommunalt fora, der to gange årligt holder møde. Dagsordenen her er gennemgang af alle (planlagte og igangværende) Green City projekter, øvrige kommunale miljøprojekter, lokal agenda 21-projekter, Det Grønne Råd og grøn guide projekter, så alle er orienteret om, hvad der foregår. Materialet sendes rundt til alle topchefer, til Det Grønne Råd og til grøn guide. Kommunen støtter ved at give en hånd med, fx støttes det nyetablerede netværk omkring økologisk kost i daginstitutioner ved at betale oplægsholdere og det grønne efterårsmarked ved at betale annonceringen. Men kommunen støtter også ved at gøre folk opmærksomme på grøn guide, fx i de miljøkontrakter der laves med de kommunale institutioner, hvor der er en kontaktpersonliste, der også indeholder den grønne guides navn. Kommunen ser, at grøn guide har en styrke i forhold til institutioner og handlende, hvor guiden er blevet accepteret og kommet igennem med ting, som kommunen slet ikke ville kunne få i gang på den måde og med det engagement hos institutionerne. Endelig bruger kommunen også grøn guide i forbindelse med Green City projekter, hvor guiden sammen med en medarbejder fra kommunens miljøafdeling sidder med i den gruppe, der står for projektet "Giftfri haver i det grønne bælte", hvor der i hver af Green City kommunerne er udvalgt en giftfri zone med 20 haver med det formål at fremme miljøvenlig havedyrkning.

Men også konstruktionen med Det Grønne Råd, ser ud til at fungere godt. Guiden er sekretær for Det Grønne Råd og skal desuden være en støtte for de personer, institutioner og foreninger, der er med i Det Grønne Råd, fx ved at bistå interesse-grupperne i deres arbejde. Det kan der være stort behov for, da disse jo består af folk, der bruger deres fritid på det og derfor kun har begrænsede ressourcer at sætte ind på opgaven. Et eksempel er naturskole/4H-gård. At få oprettet en naturskole var i virkeligheden det, der fik formanden for Det Grønne Råd til at melde sig under fanerne - det har været hendes drøm gennem mange år. I Det Grønne Råds regi var der nedsat en interessegruppe, der arbejder for at få etableret en naturskole. Naturskolen skulle være et tilbud til børn og voksne, der her fik mulighed for at udforske naturens mangfoldighed. Landbruget har en børne- og ungdomsorganisation, 4H. Den lokale klub rettede henvendelse til guiden, idet de godt kunne tænke sig at få etableret en 4H-gård, hvor børnene gennem praktisk arbejde kan få kendskab til dyr, have/natur, madlavning mv. For guiden var det indlysende, at der var så stor fællesmængde mellem de to projekter, at de burde samarbejdes. Og hun tog så initiativ til at lægge de to projekter sammen under en fælles hat. Man arbejder nu med en model med en fælles ramme (bygninger, mødelokaler mv.) og med selvstændige dele, der tilgodeser hver af de to delprojekters særinteresser. Det skaber sandsynligvis bedre muligheder for at kunne få projektet finansieret og finde egnede bygninger. Den grønne guide bistår her både det enkelte projekt med at få beskrevet deres egen del af projektet og med at udvikle den fælles struktur.


Det organisatoriske

Styregruppen for den grønne guide er samtidig bestyrelse for Det Grønne Råd. Den består af 5 personer, 3 privatpersoner med interesser for miljø, dog for hver sin side (mad, børn, teknologi, landbrug), 1 foreningsrepræsentant nemlig formanden for den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening samt kommunens miljøkoordinator. Den grønne guide er sekretær for Det Grønne Råd og har til opgave både at hjælpe med det administrative og at støtte gennem bistand til interessegrupper, komme med ideer, føre ting ud i livet mm. Der har været stor synergieffekt i det tætte samarbejde. Men selv om der er denne tætte tilknytning, er der alligevel tale om to parter, og den grønne guide har iværksat flere selvstændige aktiviteter, fx livsstilsgruppen.

Samspillet mellem styregruppe og guide er godt. Styregruppen, der samtidig er bestyrelse for Det Grønne Råd, holder møde en gang om måneden. Desuden har der været meget hyppige møder med formanden, i hele den første tid en gang om ugen. Sammensætningen af styregruppen er meget hensigtsmæssig, fordi både den private side, foreningssiden og kommunen er repræsenteret, hvilket giver en stor spændvidde. Styregruppen fungerer godt som sparringspartner til guiden, samtidig med at guiden oplever stor frihed og selvstændighed i arbejdet. Man kan diskutere de problemer, der opstår, prioritere opgaver, og hvad der nu ellers hører sig til. Ligesom det ikke kun er guiden, der bringer nye ideer på banen. Så guiden ville meget nødig undvære styregruppen.

Guiden savner dog flere hænder i det praktiske arbejde. Flere af styregruppens medlemmer leverer også et stort praktisk arbejde, men går man tilbage til ansøgningen kan man se, at det var tænkt, at der til de konkrete projekter skulle trækkes arbejdskraft ind fra baglandet til de, der sidder i Det Grønne Råd. Og det er ikke kommet til at fungere i praksis. Og det betyder reelt, at det store praktiske arbejde der er fx i forbindelse med Grøn Uge, grønt efterårsmarked og lignende ting hviler på ret få personer. Det skal der gøres noget ved. I denne sammenhæng er det selvfølgelig en mangel, at der er så få af styregruppemedlemmerne, der har et foreningsmæssigt bagland.

Økonomien i projektet er vældig god, fordi kommunen har valgt at overføre 150.000 kr. hvert af de tre år fra den kommunale aktivitet omkring Grøn Uge. Beløbet til aktiviteter er dog ikke så stort, og selv om det har været tilstrækkeligt i år, vil det ikke være nok til næste år. Der skal nemlig etableres en naturlegeplads i forbindelse med Grøn Uge, og der bliver det nødvendigt med sponsorstøtte. I den forbindelse nedsættes en sponsorgruppe med den grønne guide, hvor hun nok skal bidrage med at skrive breve og ansøgninger samt finde ud af hvor, men hvor det ikke alene er hende, der skal ud med raslebøssen.

Man kunne måske tro, at der, med de tætte forbindelser til kommunen, næsten var tale om et kommunalt projekt, men det protesterer alle mod. Kommunen ser netop styrken i, at det ikke er kommunalt ansatte, der står for tingene, men derimod nogle borgerne er mere åbne overfor. Både guide og Det Grønne Råd oplever, at deres virke er uafhængigt af kommunen, men at de har en god støtte i kommunen, og at deres arbejde får flere muligheder gennem den kommunale opbakning.


Fremtiden

Styregruppen ser både blå himmel og truende skyer i horisonten. Alle synes, at grøn guide projektet er kommet godt fra start, at der foregår en masse spændende ting, og at der er mange gode ting på programmet til næste år. Men alligevel er der noget, der truer. Det er tidsrammen på 3 år. Håbet er, at når de 3 år er gået, vil kommunen have set nytten af guiden, og dermed finansiere den fortsatte eksistens. Men der hersker en vis tvivl om, om det i løbet af 3 år kan fås så markante resultater på banen, at det er indlysende for alle, at det skal fortsætte. Man betragter en projekt periode på 6 år som mere rimelig - for det tager lang tid at få etableret sig og komme i gang. Her har der oven i købet været to initiativer, Det Grønne Råd og grøn guide, der sideløbende og i fællesskab har skullet finde deres egne ben.

Grøn guide til foreningerne i Vestsjællands Amt

Det primære geografiske område for den grønne guide i Vestsjællands amt er de 9 sydlige kommuner i Vestsjællands amt. Denne afgrænsning er valgt, fordi den svarer til en af DGI's amtsafdelinger (Sorø amt). Målgruppen er de omkring 1500 lokale foreninger, der findes under Friluftsrådet og DGI (Danske Gymnastik- og Idræts-foreninger) i dette område. I modsætning til de fleste andre grøn guide projekter er der således ikke tale om et mindre lokalområde som basis. I området er der både udpræget bymæssig bebyggelse og landområder.

Initiativet til projektet stammer fra Friluftsrådet. Her ønskede man at sætte gang i Agenda 21 arbejde. Det blev gjort ved, at man på nationalt plan ansatte en Agenda 21-medarbejder. Der opstod et ønske at engagere amtsafdelingerne i arbejdet, og derfor valgte man tre amter ud som forsøgsamter. Et af dem var Vestsjællands amt. Friluftsrådets amtsafdelinger samt miljø- og energikontorerne blev indkaldt til et fællesmøde, hvor ideen blev præsenteret og diskuteret, og hvor man også diskuterede mulighederne i at få en grøn guide. Vel tilbage på Sjælland gik de to parter i gang med at få etableret et grøn guide projekt. Ideen om en grøn guide blev opfattet som så naturlig, at diskussionen ikke handlede om, om man skulle have det eller ej, men om hvordan man fik det stablet på benene, herunder ikke mindst hvordan man fik skaffet den tilstrækkelige økonomi. De to parter indkaldte en række forskellige foreninger bl.a. DGI Sorø amt til et møde. Der var kun en måned til rådighed, så det skulle gå hurtigt for at kunne overholde ansøgningsfristen til Den Grønne Fond. Her viste det sig, at den lokale DGI formand lynhurtigt kunne træffe en beslutning om, at DGI gerne ville være med, mens andre foreninger måske nok syntes, det var en god ide, men ikke ønskede at binde sig økonomisk. Bag grøn guide projektet kom derfor til at stå: DGI Sorø amt, Friluftsrådet Vestsjælland og Vestsjællands Miljø- og energikontor. De to foreninger gav en underskudsdækning, og energikontoret stillede nogle arbejdstimer til rådighed.

Nøgleordene i projektet er miljøstyring og Agenda 21-arbejde, og målgruppen er foreningerne. Formålet er at få foreningerne til at tænke i miljøbaner. En helt grundlæggende tankegang er, at det er foreningerne selv, der skal ville arbejde med miljø. Det vigtige for guiden bliver derfor at motivere foreningerne til at tage miljøtanken op og støtte foreningerne med hensyn til, hvordan det rent konkret kan gøres. Ideen var at få fat i op til 5 foreninger, der kunne fungere som pilotprojekter og dermed som demonstrationseksempler for andre foreninger med hensyn til miljøstyring af såvel lokaler som arealer. Men hvordan det mere præcist skulle gøres, måtte vise sig i praksis, når den grønne guide gik i gang med sit arbejde. Desuden skulle der på lidt længere sigt tages kontakt med kommunernes Agenda 21-medarbejdere med henblik på at tilbyde dem vejledning i at involvere de folkelige foreninger, ligesom guiden skulle inspirere foreningerne til at blande sig i Agenda 21-arbejdet. Den Grønne Fonds begrundelse for at bevilge en grøn guide var, at der er

behov for miljøprojekter på området, samtidig med at foreningslivet er vigtigt i forhold til at påvirke unges holdning til miljø.

Resultaterne af den grønne guides virke forventes at være en mindre miljøbelastning gennem foreningens miljøstyring og dertil knyttede adfærdsændringer hos medlemmerne, men også at denne indsats vil have en afsmittende effekt på medlemmernes adfærd derhjemme. Og forhåbentlig også medføre et større engagement i lokalsamfundets udvikling i bæredygtig retning, det lokale Agenda 21-arbejde. Erfaringerne skal desuden spredes til de lokale afdelinger i resten af landet hos de tre parter.

Guiden, der blev ansat, bor i Vestsjællands amt, men ikke i nogle af de 9 primære kommuner. Guiden er biolog af uddannelse og har erfaring med projektledelse, hvilket var en af de afgørende ting for hans ansættelse. Han er aktiv idrætsudøver og har arbejdet i ungdomsklub.


Placering

Guiden sidder på Kongskilde Friluftsgård, der er et natur- og kulturformidlingscenter under Friluftsrådet. Der foregår kurser og konferencer, naturvejlederen har sit sæde der, og der er udstilling og bibliotek. Kroen har netop fået Den grønne nøgle. På den måde er guiden placeret et sted, hvor der findes miljøaktiviteter. Men disse er ikke rettet mod foreninger, og gården ligger i et naturområde, hvilket i praksis betyder, at det ligger langt fra alfarvej, så det er ikke bare et sted man dropper forbi. Der er foregået et civiliseret slagsmål om, hvor guiden skulle sidde, idet det kunne være ligeså naturligt, at guiden var blevet placeret på DGI's amtskontor eller på miljø- og energikontoret.

Aktiviteter

Den specifikke målgruppe har haft stor betydning for, hvad guiden har lavet det første år. Det har først og fremmest handlet om at gøre sig kendt hos foreningerne og få lokket et par stykker ind i folden som forsøgskaniner. Men hvordan gør man sig kendt hos 1500 foreninger? I første omgang ved at prøve at få den relevante presse til at skrive noget om én. Men det er nu ikke særlig nemt. Det, der nok har haft størst betydning her, er, at guiden har en månedlig rubrik i DGI's amtsblad. Samt at han har gjort meget ud af at være personlig tilstede på forskellige møder og arrangementer: DGI's amtsmøder, Kongskildemarkedet o.l. Det er gentagelsen, de små dryp, der har betydning, men først og fremmest den personlige kontakt.

At være til stede er dog ikke bare at stille op med sin person. Det handler i høj grad om kunne fange opmærksomhed. Det er fx at have en ordentlig udstilling med ting der fanger opmærksomheden: fx et "banan"ur (to metalplader sættes ned i en banan, og frugtsyren producerer en strøm, der kan drive et lille ur) eller lysende lavenergipærer helst af de pæne modeller, folk ikke kender, vandsparedimser og lignende vareprøver. Der er derfor også et stort forarbejde i at kontakte virksomheder for at få dem til at levere gratis prøver til uddeling. Det kan også være konkurrencer med relevante præmier som solcelledreven transistor o.l. Og så handler det selvfølgelig om at kunne fortælle om sit arbejde på en sådan måde at folk bliver interesserede. Og det er netop på denne måde, at de foreninger, der har henvendt sig, er kommet ind i folden: Det var oplægget på et af amtsmøderne eller snakken med guiden på markedet, der udløste kontakten. Som en siger: Han formåede i sin måde at fremlægge det på at få mig til at fatte interesse for det, og da vi stod overfor at skulle udskifte vores lysanlæg, kunne jeg se, at der var nogle muligheder i at få ham involveret i det.

Det drejer sig også om at have føling med, hvad der sker af ting, man som guide kan hæfte sig på. Et eksempel på det er, at Slagelse kommune udskrev en Agenda 21-konkurrence. Der så guiden en oplagt mulighed for at komme på banen ved at tilbyde sig som hjælp til de foreninger, der gerne ville lave et konkurrenceforslag. Det var på denne måde, at de to første demonstrationsprojekter kom i hus. Et andet eksempel er den sum penge DGI har afsat til Grøn Profil. Det omtaler guiden i sin rubrik i amtsbladet og tilbyder sin hjælp, hvorefter en forening henvender sig: formanden havde jo både set rubrikken i bladene og set guiden flere gange på amtsmøderne, og da der så kom det med Grøn Profil, så skulle det være.

Den helt overvejende tidssluger for guiden her i det første år har været udarbejdelse af miljøstyringsplaner i foreningerne. På nuværende tidspunkt har 13 foreninger meldt sig på banen, noget flere end de 5, der var målet for det første år. Men det er gået langsomt, og halvdelen er først kommet til inden for de sidste måneder. Og selv om man kommer i kontakt, kan det godt tage lang tid at komme i gang, for arbejdet skal jo foregå i folks fritid - foreningsarbejde er frivilligt arbejde.

Succeserne er hentet hjem, der hvor der har været en tidsgrænse, nemlig hos de to foreninger, der ville deltage i Slagelse Kommunes Agenda 21-konkurrence. Her er det lykkedes at få udarbejdet egentlige miljøhandlingsplaner. Og de to foreninger hentede en 1. og en 3. præmie hjem. Og det er også her guidens kræfter er blevet anvendt, og resultatet har vist sig ved, at der hermed er skabt et materiale, som konkret kan vise for andre foreninger, hvad det handler om, og dermed gøre det nærværende og realistisk for dem. Hvad der igen betyder, at de kan se, hvad de går ind til.

Det kan illustreres gennem guidens kontakt til en af foreningerne. Den pågældende klub havde meget tidligt guiden ude at fortælle om, hvordan de kunne bruge ham. Et af klubbens bestyrelsesmedlemmer sad i Friluftsrådet og foreslog derfor, at de inviterede guiden ud for at høre, hvad han var for en, og hvad han kunne. Det syntes den samlede bestyrelse var en god ide. Guiden kom og præsenterede, og syntes egentlig det var gået meget godt, og bestyrelsen syntes da også, at de havde fået noget at vide, men der var ikke rigtig noget, der fangede, det var ligesom for diffust. Og når økonomien så ikke rigtig var til det, ja så kom der ikke noget ud af i den omgang - lidt til guidens forundring. Men et halvt år efter blev der igen holdt et møde på guidens foranledning. I den mellemliggende tid havde han dels fået udarbejdet de to miljøhandlingsplaner, der er nævnt ovenfor, og dels fået nogle ideer til, hvordan de fire klubber, der ligger sammen ved søen kunne gå sammen, når der nu skulle til at males klubhuse. Præsentationen af de to miljøplaner virkede meget overbevisende og professionelt på bestyrelsen: nu var der kød på ideerne. Og selv om de ikke selv kunne bruge lige det, fordi de havde fået et nyt klubhus, hvor de havde brugt rub og stub af deres økonomi, så henviste de til en klub, der skulle i gang. Og de greb fat i ideen med maling af klubhuse og fik arrangeret et møde med de andre klubber. Det udtrykkes på den måde: da han kom til os første gang, var han for tidligt fra start. Nu virker han meget overbevisende, når han kommer og præsenterer sine materialer. Og det er et meget stærkt og overbevisende materiale. Det er nemt at forholde sig til, man kan hurtigt se metoderne, og så er der en masse oplysninger, som man bare får fx på leverandører - det er et opslagsværk. Så selv om det var nogle udefrakommende omstændigheder, økonomi, der gjorde, at de ikke bed på i første omgang, er der ikke tvivl om, at præsentationen i første omgang heller ikke var overbevisende nok.

Hvordan ser miljøhandlingsplanerne så ud, og hvordan bliver de udarbejdet? Det grundlæggende er, at de bygger på folks egne ideer, og at guiden samtidig leverer nogle skub til måske at få lidt mere bygget på. Når guiden kommer ud til det første møde, forventer foreningen, at han stiller op med løsningerne. Men det gør han ikke. I stedet siger han, når I nu har ringet til mig, så har I jo selv allerede tænkt over noget: hvad er det? Det er der, det starter. Strategien på første møde er dels at finde ud af, hvad det er de selv vil, at få set på bygningerne, at få givet et par små provokationer/ideer, der får dem til at tænke lidt videre: økologisk øl, gulerødder ved siden af chokoladen, grønt stævne til næste år o.l., samt at få aftalt nogle ting, foreningen skal sørge for at have på plads til næste møde, fx tallene fra de sidste 5 års vand-, varme- og elforbrug. Det, det hele skal ende med, er en miljøhandlingsplan. I den skal der stå noget om: Hvor er vi nu? Hvor vil vi gerne hen? Hvem gør hvad hvornår? Hvem holder øje med om det virker? Det vigtige er, at der er navne og tidspunkter på. Det indebærer fx at gennemgå vandforbrug: hvor bruges der vand, hvor meget bruges der, hvilket "apparatur" er der. Der opstilles så en miljømålsætning for de enkelte områder: vi vil inden den og den dato installere det og det, vi vil have reduceret med det og det inden den dato, den person er ansvarlig for installationerne, den person aflæser vandmåler en gang om måneden osv. Ud over el, vand og varme, kan det fx i en fodboldklub handle om indkøb (sæbe, vaskemidler, rengøring) og grønne arealer (sprøjtning, vanding/opsamling af badevand), hos spejderne om lejre og også om indkøb. Et væsentligt element er synliggørelse gennem skemaer, hvor tidligere forbrug er indtegnet, og hvor kommende forbrug skal indtegnes, således at alle kan følge med i, hvordan det går.

Arbejdsdelingen har været, at guiden har været skriverkarl og forsynet planen med andre oplysninger såsom grønne kontaktpersoner, adresser og litteratur. Foreningerne har leveret oplysningerne, dvs indsamlet materiale om forbrug. Desuden har der været holdt møder, hvor man er blevet enige om, hvad man konkret vil gøre, altså hvilke mål man vil leve op til fx 10% besparelse på vand i 1998. Det store problem for en forening i at lave en miljøhandlingsplan er at få tid til at få skrevet tingene og at indsamle alle de relevante oplysninger. Begge foreninger, der har fået udarbejdet en handlingsplan er enige om, at uden guidens meget store praktiske hjælp var det aldrig blevet til noget. De ville ikke selv kunne finde den tid. Men det er selvfølgelig også Achilles-hælen: for hvor mange foreninger kan en enkelt guide nå? Derfor må der fremover arbejdes med at udvikle ideer til, hvilke metoder der kan bringes i anvendelse for at få flere med. Så langt er man ikke rigtig nået endnu, men der er nogle tanker omkring det. Fx vil det måske med tiden være sådan, at der udvikles en prototype for de forskellige typer foreninger, således at det konkrete arbejde i forbindelse med den enkelte plan ikke bliver ret stort. En anden mulighed er at udvikle noget i stil med konceptet grøn livsstil, hvor foreninger mødes og sammen over et år arbejder med de forskellige elementer i en miljøhandlingsplan. Her vil guiden kunne fungere som støtteperson og igangsætter, ligesom de foreninger, der har været igennem processen, vil kunne fungere som støtte for andre.


Samarbejdspartnere

Guidens samarbejdspartnere er dels de to organisationer, der står bag projektet, dels kommunerne. DGI har et kontor, hvor de udfører forskellige servicefunktioner for de medlemsforeningerne. Denne struktur stilles til rådighed for guiden, idet han kan få udsendt materiale gennem deres kontor, han inviteres til møder og arrangementer og han skriver i bladet. Friluftsrådet har ikke en egentlig organisation i den forstand og kan dermed ikke yde samme støtte til guiden.

Kommunerne og især deres Agenda 21-medarbejdere er også en central samarbejdspartner for guiden. Ifølge projektbeskrivelsen skal guiden støtte kommunernes Agenda 21-arbejde ved at bistå med kontakten til foreningslivet. Men samarbejdet med kommunerne kom til at trænge sig på af helt andre grunde: økonomiske. For der viste sig at være en meget væsentlig barriere for, at foreninger ikke var motiverede for at gå i gang med miljøstyring: de får ikke selv noget ud af det. Som strukturen er for øjeblikket, er det kommunen, der stryger gevinsten, og hvorfor skulle man så? Ser man på de foreninger, der indtil nu er kommet med, er det tydeligt, at det der trækker i gang på idrætsområdet først og fremmest er økonomi. Flere af de, der har meldt sig under fanerne har egne klubhuse, hvor de selv direkte får gavn af en eventuel besparelse. Selv siger de, at det, der får idrætsforeningerne i gang er økonomien, så følger de gode tanker efter i næste omgang.

Derfor har guiden udviklet en fordelingsmodel, hvor den økonomiske gevinst ved en besparelse deles mellem kommune og forening i de første 5 år aftrappet således at ved år 5 får foreningen ikke flere penge. Denne model forsøges nu bragt til politisk beslutning i en kommune ud fra antagelsen om, at hvis den først er kommet igennem et sted, vil andre følge efter.

Guiden har dog også søgt generel kontakt med Agenda 21-medarbejderne i de ni kommuner og er ved at få god gang i samarbejdet i en af kommunerne, hvor der sidder en interesseret Agenda 21-medarbejder. Det er meget tydeligt, at det er kommunens prioritering af Agenda arbejdet, der er afgørende for hvilket samarbejde, der kan etableres. I den pågældende kommune forsøger guide og Agenda 21-medarbejder i et samarbejde at udvikle de muligheder, de har for at bruge hinanden. Det kan fx være, at kommunen tager sig af gennemgangen af bygningerne, men guiden tager sig af synliggørelsen af dette i hallerne, således at alle der kommer, kan se hvad der foregår. De diskuterer også hvilke muligheder der er for besparelser, og hvordan man fx kan lave en kampagne. Det er også i denne kommune, at den økonomiske fordelingsmodel søges vedtaget. Kommunen ser den fordel i samarbejdet med den grønne guide, at han har en direkte kontakt med foreningerne. De oplever, at der ofte kan være en barriere hos foreningerne over for kommunen, derfor har guiden nogle muligheder, de ikke har. En anden styrke ved guiden er, at han kun har det ene område, hvor kommunens medarbejdere også har alle andre i kommune. Det giver ham en bedre mulighed for at finde ud af, hvad behovene er. Guiden og Agenda 21-medarbejderen er i kontakt med hinanden, når der er et eller andet relevant. Og guiden får indkaldelse til og referater af møder i de Agenda 21-strukturer kommunen har opbygget. Og han har også fået mulighed for at præsentere sig og fortælle om sit arbejde på et møde i Agenda-gruppen og i Rio 2-ugen.


Det organisatoriske

I styregruppen sidder de tre parter, der økonomisk eller vidensmæssigt bidrager til grøn guide projektet. Det er meget bevidst, at der er så lille en styregruppe, for det er vigtigt, at den kan fungere effektivt. Medlemmerne fungerer uafhængigt af deres bagland forstået på den måde, at de refererer tilbage men ikke er bundet af et mandat. Man er åben overfor at andre organisationer kan komme på banen, hvis projektet udvikler sig i en sådan retning, at der opstår projekter inden for deres område. Men det vil så være i en følgegruppe, ikke i styregruppen.

Styregruppen ser sin egen rolle som at styre, ikke at være praktiske grise, der skal stille op med arbejdskraft. De skal diskutere mål og aktiviteter under projektet, og det er det, de gør. De har en vigtig opgave i at sikre projektets økonomi på længere sigt. Hverken guide eller styregruppe oplever problemer. Guiden oplever at have en meget stor selvstændighed i arbejdet, men han kunne dog godt tænke sig en lidt mere aktiv indsats i forbindelse med det økonomiske samt lidt mere respons både positiv og negativ.

Økonomien i projektet er vældig god set ud fra guidens synspunkt, idet de to organisationer har givet en underskudsgaranti. Men de er netop givet som en underskudsgaranti, fordi man i styregruppen forestillede sig, at pengene skulle skaffes ad anden vej, blandt andet hos kommunerne. Styregruppen udarbejdede derfor meget tidligt - allerede inden guiden var ansat - en model for, hvordan pengene skulle skaffes. Ideen var, at hver af de ni kommuner skulle give 2 kr. pr. indbygger. Man sendte et brev ud til kommunerne med forslaget. Flere kommuner gav direkte afslag, mens andre sagde, at de kun ville give til konkrete projekter, der kom deres egne borgere til gode. Intentionen er, at projektet skal blive selvfinansierende i løbet af de tre år. Derfor undrer det guiden lidt, at der gøres så lidt for at skaffe yderligere finansiering. Mens styregruppen ser det på den måde, at det må komme hen ad vejen, når det er viser sig muligt. Underskudsgarantien betyder jo netop, at der er ro til at arbejde i stedet for at løbe af sted med tungen ud af halsen og måske satse forkert. I styregruppen har man stadig ikke opgivet at få kommunerne på banen. Men man forestiller sig også, at det måske kan lade sig gøre at sælge det koncept omkring miljøhandlingsplanen, som guiden har udarbejdet. Dette er dog ikke helt uproblematisk. Hvis der er mange, der vil købe, kan guiden så overkomme det? Vil prisen afholde nogle?


Fremtiden

Både styregruppe og guide synes fremtiden tegner godt. Der vil være henvendelser nok fra foreningerne til at der kommer god gang i arbejdet med miljøhandlingsplaner, og nogle når endda så langt, at der også er tid til at videreudvikle dem. Økonomien trykker ikke på kort sigt, men på langt sigt skal man arbejde på at udvikle nogle finansieringsmodeller, og her er tre år nok for kort tid. Det, der har undret mest, har været kommunernes manglende imødekommenhed og det ringe engagement i Agenda 21-arbejdet. Så hvis kommunerne skal ind som en finansierings- og samarbejdspartner, skal der sættes nogle ressourcer ind på dette.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]