Den Grønne Fond. Årsberetning for
1997 Forord
Det er med en vis vemod, at jeg for fjerde gang skriver et forord til den årlige
beretning fra Den Grønne Fond. For hermed sætter jeg samtidig punktum for min egen
aktive rolle i fonden, idet jeg efter eget ønske ophørte med formandshvervet med
udgangen af 1997.
Det har været fire meget spændende år, hvor vi aldrig har fået lov
til at køre friløb på rutinen. Og tak for det.
I skrivende stund forpestes den danske mediedebat af opfordringer fra
såkaldte forskere til at læne sig tilbage og nyde, at vi aldrig har haft det bedre, i
stedet for at lade sig bekymre unødigt af dommedagsprofeternes skingre påstande om
truende naturkatastrofer. Foreløbig går det jo meget godt, som manden sagde, da han
faldt ud af vinduet. For som bekendt dør man ikke af at falde, men af at lande.
Der er også grund til at have det godt. Og forhåbentlig får vi det
endnu bedre - bl.a. fordi der er så mange, der ikke læner sig tilbage og affinder sig
med, at det går ufattelig godt. Fordi stadig flere danskere arbejder aktivt for et liv i
større samklang med den natur, som vi er en del af, uanset om vi bor på stenbroen eller
på landet. Fordi der er stadig større opmærksomhed omkring de kvaliteter vores liv kan
få, hvis vi erstatter uholdbare plastvarer med kvalitetshåndværk. Fordi succesen for et
initiativ som Max Havelaar-mærket viser, at der er mange, der føler det svært at nyde
et liv uden materielle grænser, når store dele af kloden samtidig fastholdes i fattigdom
og 800 mio. mennesker sulter.
Dommedagsprofetier mobiliserer ikke. Det gør derimod opmærksomheden om
de positive livskvaliteter, som økologi og bæredygtighed også handler om, og
opmærksomhed om de muligheder vi har for et rigt liv inden for det begrænsede
økologiske råderum, som nu engang er livets grundvilkår.
Når økologi kan være god til at rydde avisernes forside er det nemlig
ikke alene, fordi pressen helst fokuserer på tikkende bomber. Det er også fordi
økologien opleves som et løfte om, at vi kan få et liv i balance med mening og indhold,
som alt for mange savner i vore dages samfund, fokuseret som det er på materiel vækst,
uanset omkostninger, retning eller indhold.
Det er disse tanker, der har ligget til grund for Den Grønne Fonds
hidtidige virke. Vi har gang på gang understreget behovet for en handlingsorienteret
folkeoplysning, snarere end oplysning til borgerne om de truende katastrofer.
Det har f.eks. været selve grundideen i ordningen med de grønne
guider. Vi har nu fået en ekstern evalueringsrapport om forløbet af det første hold
grønne guiders første år. Den bekræfter, at der er perspektiver i ordningen, og at det
første år er gået godt. Evaluatorerne peger dog på, at de 3 år, som de enkelte
grønne guider har fået at løbe på, er en meget kort periode at skabe blivende
resultater i. Det er Folketinget, der i år må tage stilling til, om staten fortsat skal
afsætte penge til ordningen, eller om det første hold guider allerede til næste jul må
dreje nøglen om, hvis de ikke kan finde penge andre steder. Jeg håber personligt, at der
på den ene eller anden måde kan findes et grundlag for at fortsætte projekterne.
1997 blev et særlig turbulent år for fonden. Det startede i foråret
med, at der i dele af pressen blev sat kritisk fokus på de grønne tilskudsordninger i
almindelighed og Den Grønne Fond i særdeleshed. Det kan føles ubehageligt at blive
kigget efter i sømmene - og vi syntes selv, at en del af indlæggene lod meget tilbage at
ønske i saglighed - men det er sundt at blive udsat for offentlighedens kritiske lup, og
vi stillede da også beredvilligt alt materiale til rådighed for de journalister, der
henvendte sig.
Den "gode historie", som tilfældige journalister håber at
kunne finde ved at rode lidt rundt, kan imidlertid aldrig erstatte behovet for en mere
systematisk kritisk analyse, og fonden fandt i sommeren 1997, at tiden var inde til at
lade hele fondens virksomhed evaluere - et tiltag, som vi lige fra begyndelsen af havde
været enige om skulle iværksættes efter en årrække.
Jeg oplever i dag Den Grønne Fond som en velfungerende ordning, som jeg
uden dårlig samvittighed kan sige farvel til, og som fortsat udfylder et hul imellem de
normale snævert afgrænsede statslige støtteordninger. Det har været spændende at
følge udviklingen i en række af de projekter, som er vokset frem i fondens første 4
år, og jeg vil komme til at savne kontakten til de nytænkende personer og projekter som
formandsposten har medført.
Tak for 4 spændende år - og held og lykke til den ny bestyrelse, som
uden tvivl vil få en lige så spændende periode med fonden. Der er brug for den.
Elsebeth Gerner Nielsen
Februar 1998 |