[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Miljøstyrelsens 12. Mikrobiologiske Metodeafprøvning

4. Resultater og konklusion

4.1. Aflevering af resultater og kontrol af indtastning
4.2. Vurdering af metodeforslaget

 

4.1. Aflevering af resultater og kontrol af indtastning.

Afleveringsdato

Laboratoriernes analyseresultater skulle være Referencelaboratoriet i hænde senest den 26.05.1998, hvorefter resultaterne blev indtastet.

Ad bilag 6

Den 15.06.1998 fremsendtes udskrift af resultaterne til laboratorierne. De af laboratorierne kontrollerede og godkendte data fremgår af bilag 6.

4.2. Vurdering af metodeforslaget.

4.2.1. Laboratoriernes bemærkninger til metodeforslaget.

Ad bilag 7

Sammendrag af laboratoriernes bemærkninger til metodeforslaget er rubriceret nedenfor og fremgår i sin helhed af bilag 7.

Apparatur

Et laboratorium gør opmærksom på, at der i punkt 6.1 foreskrives brug af et vandbad, der kan opretholde en temperatur på 46°C ± 1°C, mens der normalt foreskrives 45°C ± 1°C.

Natriumpyrovat

Der er uoverensstemmelse mellem metodeforslaget og de kommercielt tilgængelige substrater m.h.t. indholdet af natriumpyrovat (Sodium Pyrovate) i R2A.

PH

Det er vanskeligt at opnå et slut-pH på 7,7± 0,2 i dyrkningssubstratet  (R2A), og det er uhensigtsmæssigt, at dyrkningssubstratets slut-pH ikke svarer til det slut-pH, der er angivet for de kommercielle substrater.

Kondensvand

Der foreslås, at der anvendes filterpapir i låget på petriskålene for at undgå evt. kondensdannelse ved høje inkubationstemperaturer.

Udtørring

På trods af indpakning af petriskålene i plastposer, udtørres agaren ofte ved inkubation ved høje temperaturer. Det foreslås derfor, at det i metodeforslaget angives, hvilken type/tykkelse af plastposer, der er egnet til indpakning af petriskålene.

Tælling, beregning

Der er tvivl om fortolkningen af skemaet i metodeforslagets punkt 8.1 vedrørende tælletal og resultatangivelse, og laboratorierne undrer sig over den angivne beregningsmåde i metodeforslaget. Der henvises til Miljøstyrelsens regler, der foreskriver beregning af det vægtede gennemsnit. Ydermere påpeges, at der er angivet taleksempler med to decimaler i eksemplet under punkt 8.1.

4.2.2. Referencelaboratoriets bemærkninger til metodeforslaget.

Natriumpyrovat

Efter opslag i flere kilder bl.a. "Standard Methods, 1992. For the Examination of Water and Wastewater", må det vurderes, at der er tale om en trykfejl i metodeforslagets opskrift på R2A. Indholdet af natriumpyrovat i R2A bør i metodeforslaget rettes til 0,3 g pr. liter.

PH

Det fremgår af laboratoriernes bemærkninger til metodeforslaget, at det er vanskeligt at opnå det ønskede slut-pH i dyrkningsubstratet. Det bør derfor i metodeforslaget præciseres, hvorledes dette opnås. Slut-pH i fortyndingsvæsken bør være angivet.

Kondensvand

Enkelte laboratorier anvender et sterilt filter/trækpapir i låget på petriskålene for at undgå kondensdannelse og hermed forebygge problemer med udflydende kolonier på overfladen af agaren. Det anbefales, at denne teknik angives i metodeforslaget, og at det anføres, at filterstykkerne skal have større diameter end låget.

Udtørring

Referencelaboratoriet har, ligesom flere andre laboratorier, i perioder haft problemer med udtørring af dyrkningssubstratet, især når der inkuberes ved 65°C. At dette problem kun forekommer af og til, kan måske skyldes, at der er variation af de anvendte plastposers type og tykkelse. Plastposerne bør være kraftige og af samme type som de plastposer, som sterile petriskåle er indpakket i. Det skal bemærkes, at det ved høje inkubationstemperaturer og lange inkubationstider bør anbefales at bruge mere agar (min. 30 ml) end sædvanligt til dybdeudsæd, hvilket bør fremgå af metodeforslaget.

Luftdannelse

Ved høje inkubationstemperaturer er der en tendens til luftdannelse (bobler) i R2A, og disse luftdannelser kan være vanskelige at skelne fra kolonier p.g.a. lysbrydningen. Som angivet i metodeforslaget er det derfor vigtigt, at der for at afgøre, om der er tale om bakteriekolonier eller partikler/luftbobler, anvendes forstørrelse på 20-40x.

Udtørring, kondensvand

Laboratoriet, der har udarbejdet metodeforslaget, gør opmærksom på, at laboratoriet ikke har nævneværdige problemer med kondensvand, udtørring og luftbobler. Laboratoriet bruger ikke filterpapir i lågene på petriskålene under inkubationen, men petriskålene inkuberes indpakket i kraftige plastposer af samme type som dem, de sterile petriskåle er indpakket i. Petriskålene inkuberes med bunden i vejret i en "god" inkubator. Laboratoriet foreslår, at det måske bør anføres, at kondensdannelse og udtørring forværres af temperatursvingninger (pga. skabets termostat eller åbning af skabets døre under inkubationen).

Tælling, beregning

Flere laboratorier har anført, at beregning af det vægtede gennemsnit bør anvendes i stedet for den i metodeforslaget anførte beregningsmåde. Det vægtede gennemsnit anbefales i NMKL Rapport nr. 5, 1994, baseret på "Compendium of Methods for the Microbiological Examination of Foods" (Marvin L. Speck, 2nd edition, 1984. Washington DC, American Public Health Association). I 3rd edition fra 1992 af APHA's "Compendium of Methods for the Microbiological Examination of Foods" anbefales det simple gennemsnit, som er anvendt i metodeforslaget. Lidt firkantet sagt tilgodeser det vægtede gennemsnit den statistiske opfattelse, at der er relativt mindre tilfældig usikkerhed ved højere tælletal, mens det simple gennemsnit tilgodeser den praktiske opfattelse, at der kan være systematisk fejl ved høje tælletal. DS-udvalget har valgt at følge metodeforslaget dvs. at anvende det simple gennemsnit til beregning af kimtallet. Det forudsættes, at der som i andre sammenhænge kun indgår kimtal, som ikke kan afvises ved en chi²-test.

Resultater

Resultaterne for prøve 3 og 4, kimtal ved 44°C viser meget stor spredning, hvilket skyldes, at 44°C er i nærheden af den valgte bakteriestammes temperaturmaksimum for vækst.

Konklusion

Enkelte punkter i metodeforslaget bør præciseres, inden det udsendes som Dansk standard.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]