Rapport fra underudvalget om produktion, økonomi og beskæftigelse

2. Karakteristik af jordbrugets pesticidanvendelse

2.1 Indledning
2.2 Landbrugets forbrug af pesticider
2.3 Forbruget af pesticider i gartneri og skovbrug
2.4 Sammenfatning

2.1 Indledning

Sigtet med kapitlet

Sigtet med dette kapitel er at give en kort oversigt over forbruget af pesticider i jordbruget, dettes sammensætning, og anvendelse af pesticider i forskellige produktioner og bedriftsgrupper. Beskrivelsen danner grundlag for de principielle overvejelser om regulering af pesticidforbruget i kapitel 3 samt for udformningen af analyserne i de efterfølgende kapitler, hvor målet er at analysere de økonomiske konsekvenser af begrænsninger på jordbrugets anvendelse af pesticider.

Pesticider har øget produktiviteten …

… og reduceret behovet for manuelt arbejde

Indførelse af pesticidbehandling i jordbruget har medvirket til at øge produktiviteten og derigennem bidraget til en fortsat stigende produktion siden 2. verdenskrig. Pesticidbehandlingen har dels givet mulighed for at øge udbytterne i planteproduktionen, fx gennem bekæmpelse af svampesygdomme og insektangreb, dels reduceret behovet for manuelt arbejde gennem kemisk bekæmpelse af ukrudt. Hertil kommer bedre mulighed for at undgå tab under lagring af produkterne. Der er således tale om et bredt spektrum af anvendelsesområder, som griber ind i produktionen og forbruget af produktionsmidler på en lang række punkter.

Pesticider dækker over en mangfoldighed af produkter. Man skelner overordnet mellem midler til bekæmpelse af ukrudt (herbicider), svampebekæmpelse (fungicider), insektbekæmpelse (insekticider) og midler til regulering af planternes vækst (vækstregulering). Herudover findes der kemiske midler til jorddesinfektion i væksthuse og insektmidler til bekæmpelse af fluer og skadedyr i stalde og lageranlæg. Inden for disse grupper findes der igen forskellige produkter med specifikke egenskaber rettet mod specifikke formål. I nærværende sammenhæng koncentreres analysen om den overordnede gruppering af pesticider.

Jordbruget står for 80 pct. af forbruget

Jordbrugets anvendelse af pesticider tæller skønsmæssigt 80 pct. af det samlede pesticidforbrug i landet (Miljøstyrelsen, 1998a). Herudover benyttes der pesticider til tryk- og vakuumimprægnering af træværk, beskyttelse af uld mod møl og tæppebilleangreb, bekæmpelse af fluer, myrer og andet utøj i husholdningerne, rottebekæmpelse, bekæmpelse af algevækst mv., ligesom der benyttes midler til hindring af vildtbid i skovbrug og frugtavl. Disse anvendelser behandles ikke i nærværende analyse.

I det følgende redegøres der for udviklingen i landbrugets forbrug af pesticider og sammensætningen af forbruget. Landbrugets anvendelse af pesticider belyses for forskellige bedriftsgrupper bl.a. med henblik på at afdække driftsformens betydning for pesticidforbrugets omfang og karakter, ligesom landbrugsstrukturens betydning for pesticidforbruget analyseres. Endelig redegøres der kort for udgifter til kemikalier i gartneriet.

2.2 Landbrugets forbrug af pesticider

Anvendelse af pesticider i landbruget vandt indpas i produktionen efter 2. verdenskrig. I de første år var det bekæmpelse af skadedyr i afgrøderne, som havde størst betydning. Men med udvikling af nye kemiske midler og forbedret sprøjteudstyr blev den maskinelle og manuelle bekæmpelse af ukrudt i stigende grad afløst af kemisk bekæmpelse, ligesom det blev mere og mere almindeligt at bekæmpe svampesygdomme i afgrøderne med kemiske midler. Siden har også kemisk regulering af planternes vækst (fx. stråforkortning af korn) vundet indpas.

Opsving i forbruget I 50'erne

Det egentlige opsving i brugen af pesticider begyndte i 50erne. Fra midten af 50erne til begyndelsen af 70erne femdobledes forbruget af pesticider, som i 1973 nåede et niveau svarende til ca. 6,7 mio. kg aktivt stof. Efter et fald i midten af 70erne steg forbruget atter til det hidtil højeste niveau (7,5 mio. kg aktivt stof) i 1982/83, hvorefter forbruget er faldet ret jævnt til 3,7 mio. kg i 1997. Taget under ét er forbruget således halveret siden begyndelsen af 80erne.

Mere effektive midler

Det skal imidlertid tages i betragtning, at reduktionen i forbruget af aktivt stof er blevet fulgt af en stigning i midlernes effektivitet, hvilket betyder, at den reelle behandlingsindsats med pesticider kun er reduceret i begrænset omfang.

Betydeligt fald i forbruget siden begyndelsen af 80'erne, …

Fra og med 1981 foreligger der statistik over pesticidforbruget sammensætning (figur 2.1). Det fremgår heraf, at forbruget af herbicider er faldet med ca. 40 pct. fra 1983 til 1997, men med betydelige udsving fra år til år. Anvendelsen af fungicider toppede i 1984 for derefter at falde frem til 1997, hvor forbruget lå på 35 pct. af niveauet i 1984. Forbruget af insekticider er reduceret med 80 pct. i den viste periode, mens forbruget af vækstregulatorer (ikke vist i figuren) steg fra knap 100 tons i 1981 til 400 tons i 1984 for derefter at falde frem til 1997, hvor forbruget lå omtrent på samme niveau som i begyndelsen af 80erne. Udsvingene i det registrerede forbruget i 1995-96 skyldes hamstring i 1995 i forbindelse med forhøjelse af pesticidafgiften i 1996.

Figur 2.1
Landbrugets forbrug af pesticider
Kilde: Danmarks Statistik, Tiårsoversigt

… men kun svagt faldende behandlingsintensitet

Den tilsvarende statistik for behandlingshyppigheden viser, at antallet af sprøjtninger pr. ha har svinget mellem 2,5 og 3,5 pr. år siden begyndelsen af 80erne med tendens til fald i sidste del af perioden (figur 2.2). Behandlingshyppigheden i 1995-96 er påvirket af den ovennævnte hamstring, som slår igennem på behandlingshyppigheden jf. anmærkning til figur 2.2. Antallet af sprøjtninger mod ukrudt (herbicider) har ligget i intervallet 1-1,7 om året med svagt stigende tendens indtil 1996, hvor forbruget faldt. Behandling med svampesygdomme (fungicider) har svinget fra 1,2 til 0,3 om året med faldende tendens. Behandlingshyppigheden med vækstregulatorer har ligget på gennemsnitligt 0,1 med faldende tendens siden midten af 80erne.

Målet kun delvis nået

Det må således konkluderes, at pesticidpolitikkens mål om halvering af forbruget af pesticider fra 1981-85 til 1997 er nået, mens målet om halvering af behandlingshyppigheden ikke er nået. Sidstnævnte skal bl.a. ses i sammenhæng med, at der som nævnt nedenfor er sket en kraftig omlægning i arealanvendelsen fra vårsæd til vintersæd, hvilket medfører flere behandlinger med pesticider.

Figur 2.2
Behandlingshyppighed med pesticider
Anm.: Behandlingshyppigheden er udtrykt ved det antal gange, det er muligt med det registrerede forbrug at pesticidbehandle det samlede areal, hvis der anvendes normaldosis.
Kilde: Danmarks Statistik, Tiårsoversigt og Miljø 1995:15.

Årsager til ændring i forbruget

Årsager til ændringer i forbruget

Den ovennævnte udvikling i pesticidforbruget har været påvirket af flere faktorer. Det stigende forbrug frem til begyndelsen af 80erne må i væsentlig grad tilskrives en øget udbredelse af kemisk bekæmpelse i praksis. Introduktion af ny teknologi følger typisk et forløb, hvor de mest initiativrige producenter tager teknikken i brug først. Teknikken spredes derefter i stigende takt til andre producenter for derefter at spredes i aftagende takt, efterhånden som teknologien slår igennem i praksis.

For at få et billede af pesticidernes betydning for landbrugets produktionsomkostninger vises i det følgende opgørelser af udgifterne til pesticidbehandling målt i kr. pr. ha. Regnskabsstatistikken giver ikke mulighed for at differentiere mellem forskellige pesticidgrupper, dvs. de forskelle, der observeres mellem afgrøder og driftsformer, er et resultat dels af forskellig sammensætning af forbruget og dels af forskellige priser på pesticider. Opgørelsen giver imidlertid et billede af forbrugets fordeling, samtidig med at det viser den samlede udgift til pesticidforbruget i de forskellige produktioner og driftsformer.

Stor variation i forbruget mellem afgrøder

Som vist i tabel 2.1 er udgiften til pesticider langt større i produktionen af roer og kartofler end i produktionen af korn og græs. Til græs bruges der næsten ikke pesticider. Det ses også, at forbruget af pesticider er væsentligt større i vintersæd end i vårsæd. Målt i forhold til de samlede produktionsomkostninger er pesticidforbruget især stort i handelsroer, hvilket i første række må tilskrives brug af dyre herbicider. De anførte forskelle betyder, at ændringer i afgrødesammensætningen over tid vil påvirke det samlede pesticidforbrug.

Tabel 2.1
Forbrug af pesticider i afgrøder, gennemsnit 1994/95-1996/97

	Kr. pr. ha	Pct. af omkostninger i alt
Hvede	547	6.0
Vinterbyg	452	5,3
Vårbyg	323	4,2
Raps	495	6,7
Handelsroer	1.630	10,4
Kartofler	1.142	6,0
Foderroer	1.612	8,4
Græs og grønfoder	110	1,6
Sædskiftegræs	27	0,4
Vedvarende græs	5	0,1

Anm. Tallene vedrører udgifter til kemikalier, hvoraf størsteparten er pesticider.
Kilde: Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut, Økonomien i landbrugets driftsgrene.

Ændret arealanvendelse …

… forklaret bl.a. af EU's landbrugspolitik

Som vist i figur 2.3 er der sket en kraftig omlægning fra produktion af byg (fortrinsvis vårbyg) til hvede siden begyndelsen af 70erne, og samtidig er arealet med græs og grønfoder faldet frem til begyndelsen af 90erne. Dette har i sig selv øget behovet for anvendelse af pesticider. I samme retning trækker et stigende areal med frø til udsæd og industribrug (raps), mens et gradvis fald i arealet med rodfrugter til foder trækker i modsat retning. Udviklingen i 90erne har især været påvirket af indførelse af tvungen braklægning samt faldende areal med industrifrø, som har trukket i retning af lavere forbrug af pesticider.[1] Det skal bemærkes, at braklægning ikke påvirker tallene for behandlingshyppigheden, som er opgjort eksklusive braklagte areal.

De senere års ændringer i arealanvendelsen må især tilskrives omlægningen af EU's landbrugspolitik (EF-reformen) i 1992 som indebar sænkning af prisen på bl.a. korn, oliefrø og raps, indførelse af arealstøtte til de pågældende afgrøder samt krav om tvungen braklægning. Faldet i arealet med frø til udsæd og industribrug er en direkte følge af denne omlægning, hvilket betyder, at produktionen af raps i dag sker til verdensmarkedspriser. Som der senere vil blive redegjort for i forbindelse med analyserne, har en sænkning af landbrugets produktpriser en væsentlig indflydelse på intensiteten i produktionen og på forbruget at pesticider i planteproduktionen.

Figur 2.3
Anvendelse af landbrugsarealet
Kilde: Danmarks Statistik, Tiårsoversigt

Arealet med foderroer faldende

Arealet med græs og grønfoder omfatter både sædskiftearealer, vedvarende græs og - efter 1992 - tillige brak lagt ud som græs.[2] Nedgangen i rodfrugter skyldes først og fremmest, at arealet med foderroer er faldet fra at udgøre godt 200.000 ha i 1970 til 37.000 ha i 1997 svarende til 5 pct. fald om året. Det kraftige fald må tilskrives, at produktionen af foderroer er omkostningstung sammenlignet med produktionen af græs og grønfoder. Det har dog også påvirket udviklingen, at arealudbytterne er steget over tid, hvilket i kombination med kvotebegrænsning af mælkeproduktionen i EU har reduceret behovet for grovfoderarealer.

Omlægning fra vår- til vintersæd

Omlægningen fra vårbyg til vinterhvede er bl.a. resultatet af, at vinterhvede generelt giver højere udbytte end vårsæd og derfor har været et økonomisk attraktivt alternativ til vårsæd. Hertil kommer, at mulighederne for kemisk kvikbekæmpelse i afgrøderne har mindsket behovet for at foretage jordbearbejdelse i efteråret. Fremkomsten af mere effektive midler mod ukrudt og midler til behandling af plantesygdomme og insektangreb kan ligeledes have bidraget til denne udvikling.

Landbrugsstrukturens betydning for pesticidforbruget

Større forbrug på heltids- end på deltidsbedrifter

De ovennævnte forskelle mellem afgrøderne med hensyn til pesticidbehandling afspejler sig i driftsformernes forbrug af pesticider. Det generelle billede er, at heltidsbrugene ligger højere i forbrug end deltidsbrugene. Som vist i tabel 2.2 har heltidsbrug, der er specialiseret i planteavl, det største forbrug og også den største behandlingshyppighed. Det skyldes, at planteavlsbedrifterne i væsentlig grad er koncentreret om produktion af salgsafgrøder (vin- tersæd, raps og sukkerroer), der som nævnt har et relativt højt forbrug af pesticider.

Tabel 2.2
Forbrug af pesticider i landbrugets hoveddriftsformer, 1996/97

link til tabel

Kvæg- og svinebedrifter bruger færre pesticider end planteavlsbedrifter

Kvæg- og svinebedrifterne ligger noget lavere med hensyn til både forbrug og behandlingshyppighed. For kvægbrugene er det især produktionen af foderroer som er behandlingskrævende, men med faldende foderroeareal og større satsning på helsæd må kvægbrugenes pesticidanvendelse skønnes at være aftagende. Det lavere pesticidforbrug på svinebedrifterne er især forklaret af, at produktionen af rodfrugter (foderroer og sukkerroer til fabrik) er lav, samtidig med at der i højere grad end på plantebrugene dyrkes vårsæd og raps. De nævnte forskelle i arealanvendelse skal også ses i sammenhæng med, at husdyrproduktionen i betydelig grad er koncentreret på den lidt lettere jord, og at jordtypen i sig selv påvirker arealanvendelsen.

De ovennævnte analyser bygger på en spørgeundersøgelse blandt et repræsentativt udvalg af landmænd. Danmarks Statistiks opgørelser af behandlingshyppigheden i driftsformer viser nogenlunde samme billede, idet behandlingshyppigheden på planteavlsbrug i 1994 lå på 2,8 standarddoser pr. ha mod 2,0 på kvægbrug og 2,8 standarddoser på svinebrug (Danmarks Statistik, 1995). Sidstnævnte tal er gennemsnit for alle landbrug.

Som indikeret ovenfor er forbruget af pesticider på deltidsbedrifterne væsentligt lavere end på heltidsbedrifterne, hvilket bl.a. må tilskrives forskellig dyrkningspraksis. Heltidslandmændene er stærkt afhængig af indtjeningen i landbruget og har derfor højere effektivitet i produktionen end deltidslandmændene, som i større omfang baserer deres indtjening på arbejde i andre erhverv. Det skal imidlertid også tages i betragtning, at de viste gennemsnit dækker over en betydelig variation mellem bedrifter, og at der er heltidsbedrifter med lavt forbrug såvel som deltidsbedrifter med højt forbrug af pesticider. Økologiske landbrug indgår ikke i analysen.

Forskel mellem størrelsesgrupper …

Opdeles heltidsbedrifterne efter størrelse fås et stigende forbrug af pesticider pr. ha med stigende bedriftsstørrelse (figur 2.4). Bedriftsstørrelsen er her udtrykt ved den europæiske størrelsesenhed (ESE), der er baseret på et beregnet standarddækningsbidrag pr. bedrift, som tager hensyn til husdyrproduktionens størrelse. Opdeling af deltidsbedrifterne efter størrelse viser samme billede.

… forklares af forskellig arealanvendelse

Årsagen til de ovennævnte forskelle skal bl.a. findes i forskellig arealanvendelse i størrelsesgrupperne, hvor jordtypen også spiller ind. De store plantebrug har et relativt større areal med roer og kartofler end de små (tabel 2.3), hvilket øger pesticidforbruget. På kvægbrugene stiger andelen af vintersædsarealet med stigende bedriftsstørrelse, mens andelen med vårsæd og græs falder, hvilket også trækker i retning af større pesticidforbrug. På svinebrugene er andelen af arealet med korn væsentligt mindre på de store end på de små bedrifter, og samtidig stiger arealandelen med roer og kartofler med stigende bedriftsstørrelse med deraf følgende større forbrug af pesticider.

Der er således en række faktorer, som påvirker forbruget af pesticider, men hvor arealanvendelsen er den væsentligste faktor. I en analyse af landbrugsstrukturens betydning for pesticidforbruget anfører Schou (1998b, s. 30), at forskellene i pesticidanvendelse mellem driftsformer og størrelsesgrupper principielt kan henføres til to forhold, enten at lig i de enkelte afgrøder (fx at vinterhvede sprøjtes mere intensivt på et plantebrug end på et kvægbrug), eller at der er forskel på afgrødesammensætningen. Begge forhold påvirker givetvis forbruget. Det anføres endvidere, at der synes at være en tendens til faldende pesticidindsats fra øst mod vest i landet, hvilket må tilskrives større andel af kvæg- og svinebrug i den vestlige del af landet end i den østlige.

Figur 2.4
Forbrug og antal standarddoser i størrelsesgrupper, heltidsbedrifter 1996/97
Se anmærkning og fodnote til tabel 2.2.
Kilde: Schou (1998b)

Tabel 2.3
Arealanvendelse på heltidsbedrifter opdelt efter størrelse, 1996/97

link til tabel

Pesticidforbrugets sammensætning

Forbruget og …

Sammensætningen af pesticidforbruget varierer med afgrøderne. Som vist i figur 2.5 er forbruget af herbicider størst i roer, og lavest i raps og vårbyg. I majs bruges der stort set udelukkende herbicider. Fungicider benyttes især i korn og ærter, insekticider i raps og roer, mens vækstregulering benyttes i rug, vinterhvede og frøavl. Analysen vedrører høsten i 1997 og omfatter således pesticidforbruget fra efteråret 1996 til høsten 1997. Kartofler er ikke medtaget i figuren, idet forbruget i det pågældende høstår var præget af et meget kraftigt angreb af skimmel med deraf følgende unormalt høje forbrug af fungicider (over 6 kg pr. ha).

… behandlingsintensiteten varierer mellem afgrøder …

Behandlingsintensiteten viser i det store og hele samme billede med anvendelse af 5 standarddoser af herbicider i roer, op mod 2 standarddoser i ærter, majs, frøavl og vinterhvede og godt 1 standdarddose i de øvrige afgrøder (figur 2.6). Behandlingen med fungicider ligger mellem 0 og 1 standarddose med den højeste behandlingsintensiteten i vinterhvede. Behandlingsintensiteten med insekticider ligger i roer og raps på henholdsvis 1,2 og 0,8, og anvendelse af vækstregulerende stoffer var 0,8 i rug og 0,4 i frø. Totalt set lå behandlingsintensiteten med pesticider på 6,4 i roer (6,6 i kartofler) og på 2-3 i de øvrige afgrøder bortset fra vårbyg, hvor behandlingshyppigheden lå på 1,6.

Figur 2.5
Sammensætning af forbruget af pesticider 1996/97
Se anmærkning til tabel 2.2.
Kilde: Schou (1998b)

Figur 2.6
Antal standarddoser 1996/97
Se anmærkning og fodnote til tabel 2.2.
Kilde: Schou (1998b)

… og mellem år afhængig af vejrliget

De ovennævnte opgørelser bygger som nævnt på en spørgeundersøgelse for et enkelt år, hvor landmændenes reelle forbrug er opgjort for de enkelte afgrøder. Forbruget vil variere fra år til år afhængig af bl.a. vejrliget, og resultaterne kan derfor afvige fra de anbefalede doser. Undersøgelsen er imidlertid den første af sin art, hvor det er søgt at opnå er repræsentativt mål for forbruget af pesticider i forskellige driftsformer.

2.3 Forbruget af pesticider i gartneriet og skovbrug

Gartneri og skovbrug

Der foreligger ikke opgørelser over gartneriets og skovbrugets forbrug af pesticider, men regnskabsstatistikken for gartneriet giver en vis indikation af pesticidernes andel af omkostningerne i gartnerisektoren. I lighed med landbruget omfatter kemikalier både pesticider og andre kemiske hjælpemidler, hvoraf især vækstreguleringsmidler (retarderingsmidler) har betydning i produktionen af potteplanter. Herudover bruges der midler til jorddesinficering mv.

Forbruget af pesticider størst i frugt og bær

Som vist i tabel 2.4 varierer andelen af udgifterne til kemikalier i gartneriet betydeligt fra produktion til produktion. Det største forbrug ligger i frugt og bær, hvor godt 7 pct. af de samlede omkostninger går til kemikalier.

Biologisk bekæmpelse i væksthuse

I produktionen af grønsager på friland udgør kemikalieforbruget 2 pct. af omkostningerne. Det ses yderligere, at biologisk bekæmpelse spiller en ikke ubetydelig rolle i væksthusproduktionen. Sammenholdt med landbrugets forbrug af kemikalier (tabel 2.1) udgør udgifterne til kemikalier en relativ lille del af de samlede omkostninger. Det er således kun i produktionen af frugt og bær, at forbruget ligger på linie med landbrugets.

Tabel 2.4
Forbrug af kemiske og biologiske midler i gartneriet, 1997/98

	1.000 kr. pr. bedrift		Pct. af omkostninger i alt
	Kemikalier	Biologisk bekæmp.	Kemikalier	Biologisk bekæmp.
Grønsager u. glas	10,4	25,1	0,4	1,0
Potteplanter u. glas	30,9	13,7	0,8	0,3
Grønsager på friland	21,6	0,2	2,0	-
Frugt og bær	40,0	0,2	7,2	-
Planteskole	28,4	0,3	1,3	-
Alle bedrifter	28,5	5,9	1,3	0,3

Kilde: SJFI (1998c).

2.4 Sammenfatning

Sammenfatning

Analysen viser, at afgrødevalget er den væsentligste bestemmende faktor for landbrugets pesticidforbrug. Der finder en ret udbredt bekæmpelse af ukrudt sted i alle afgrøder, men med det største forbrug pr. ha i rodfrugtdyrkningen og det laveste forbrug i raps og vårbyg. Kemisk bekæmpelse af svampesygdomme anvendes især i kartofler, korn og ærter, mens forbruget af insektbekæmpelsesmidler mest benyttes i raps, korn og roer. Midler til vækst-regulering benyttes i rug, vinterhvede og frøavl.

Den ovennævnte anvendelse slår igennem på driftsformernes forbrug af pesticider. Målt ved kg aktivt stof pr. ha er forbruget af pesticider størst på heltidsbrug og noget lavere på deltidsbrug, hvilket bl.a. falder sammen med noget lavere intensitet i produktionen i sidstnævnte bedrifter. På grund af en stor produktion af salgsafgrøder ligger plantebedrifternes forbrug af pesticider generelt højt, mens kvægbedrifter med færre salgsafgrøder og større areal med græs har lavere forbrug. Svinebedrifterne ligger stort set på niveau med kvægbedrifterne.

Analysen viser endvidere, at målt ved kg aktivt stof er det samlede forbrug af pesticider i landbruget stort set halveret fra midten af 80erne til 1997, mens behandlingshyppigheden ikke er faldet tilsvarende. Bag denne udvikling ligger bl.a. et kraftigt fald i rodfrugtarealet, som har medvirket til at reducere behovet for pesticider, mens omlægning fra vår- til vintersæd trækker i modsat retning.

Sammenlignet med landbruget ligger gartneriets udgiftsandele til kemikalier relativt lavt. Det er således kun i produktionen af frugt og bær, at udgiftsandelen til kemikalier ligger på niveau med landbruget. Det lavere forbrug skal bl.a. ses i sammenhæng med, at der i stigende grad benyttes biologisk bekæmpelse af skadedyr i væksthusproduktionen.

[2] Braklagte arealer er placeret lidt forskelligt i statistikken efter 1992, hvilket gør sammenligning mellem år vanskelig.