[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

En Scenariemodel for produktionen af affald

Forord

Der er stigende opmærksomhed omkring udviklingen i affaldsmængden, ressourceforbrug og miljøproblemer forbundet med forskellige former for affaldsbehandling, og der er udviklet en detaljeret og omfattende affaldsstatistik samt vedtaget mål for fremtidige mængder og behandling af forskellige affaldskategorier. Hidtil har der imidlertid ikke eksisteret en detaljeret model til analyse af den fremtidige udvikling i affaldsmængderne. Denne rapport præsenterer en simpel scenariemodel, som kobler udviklingen i affaldsmængden sammen med den økonomiske aktivitet. Affald fra de enkelte kilder og fraktioner i ISAG-statistikken kobles til kategorier af det private forbrug og de enkelte erhvervs produktion i den makroøkonomiske model ADAM, som anvendes til officielle fremskrivninger af dansk økonomi. Modellen konverterer fremskrivninger af den økonomiske udvikling til scenarier for affaldsproduktion, idet det antages at affaldsproduktionen pr. økonomisk aktivitet er uændret i forhold til 1996. Ved hjælp af alternative scenarier kan modellen anvendes til analyse af, hvorledes økonomiske ændringer påvirker affaldsproduktionen. I forbindelse med affaldsplanlægning kan scenarierne bruges som basis-scenarier, men for at generere prognoser skal modelberegningerne suppleres med vurdering af ændringer i affaldsproduktionen pr. økonomisk aktivitet, f.eks. ændringer som følge af ny lovgivning og teknologiske ændringer m.v., som ligger udenfor denne models rammer.

Modellen er udviklet af forskere i Afdelingen for Systemanalyse på Forskningscenter Risø med støtte fra Rådet for Genanvendelse og Renere Tekonologi.

Arbejdet er fulgt af en rådgivningsgruppe bestående af:

Lone Lykke Nielsen Miljøstyrelsen
Berit Hallam Miljøstyrelsen
Christian Fischer ETC
Ejvind Mortensen RenoSam

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]