[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

En Scenariemodel for produktionen af affald

1. Indledning

Produktion af affald kræver tilstedeværelsen af de nødvendige håndteringsfaciliteter, som kan sikre transport, behandling og endelig bortskaffelse af affald. Desuden kræver forskellige former for affaldshåndtering forskellige faciliteter og medfører forskellige miljøproblemer. Affaldsplanlægning, herunder ændringer i affaldsbehandlingsvirksomhedernes kapacitet samt vurderingen af fremtidige miljøproblemer, kræver således tilstedeværelsen af gode fremskrivninger af affaldsproduktionen.

Denne rapport dokumenterer en første simpel scenariemodel til fremskrivning af affaldsproduktionen fra primære kilder, dvs. fra husholdninger og erhverv, eksklusiv affaldsbehandlingsvirksomheder. Modellen kobler produktionen af forskellige affaldskategorier til forskellige økonomiske aktiviteter, og der antages at være en proportional sammenhæng imellem ændringer i mængden af affald og de relevante affaldsproducerende økonomiske aktiviteter. Da de tilgængelige affaldsdata er begrænsede, er koblingen af affaldsmængder til økonomiske aktiviteter forbundet med en vis usikkerhed, og skal ses som vort bedste bud på en kobling. Under hensyntagen til modellens begrænsninger, kan denne anvendes til scenarieanalyser, hvor produktionen af forskellige kategorier af affald bestemmes udfra ændringer i niveau og sammensætning af den økonomiske aktivitet. Modellen kan således anvendes som udgangspunkt for prognoser, men sådanne bør desuden indeholde en vurdering af proportionalitetssantagelsen samt konsekvenser af besluttede affaldspolitikker.

Udgangspunktet for modellen er InformationsSystem for Affald og Genanvendelse (ISAG) samt den makroøkonomiske model ADAM, der anvendes til officielle fremskrivninger af dansk økonomi. ISAG indeholder data fra affaldsbehandlingsvirksomheder om mængden af indsamlet affald opdelt på kilder, typer (hvordan affaldet er indsamlet), fraktioner (affaldets indhold) samt behandling. For hver fraktion og primære kilde kobles affaldsmængden til en eller flere af de økonomiske variabler i ADAM. Ved hjælp af officielle fremskrivninger af den økonomiske udvikling kan modellen således bruges til at generere basisscenarier for de enkelte affaldsfraktioner og primære kilder. Ud fra disse samt mål for affaldsbehandlingen er det muligt at beregne den nødvendige behandlingskapacitet, mængden af affald produceret fra sekundære kilder samt de miljømæssige konsekvenser, men disse aspekter ligger udenfor nærværende models rammer.

Kapitel 2 giver en kort beskrivelse af den anvendte metode, og kapitel 3 giver en beskrivelse og analyse af ISAG´s data samt udviklingen i de enkelte kategorier, inklusive en disaggregering af mængden af husholdningsaffald. I kapitel 4 kobles affaldsmængden til økonomiske aktiviteter, og kapitel 5 indeholder et basisscenarie samt enkelte følsomhedsanalyser. Konklusioner præsenteres i kapitel 6.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]