[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Udvikling af alternativt materiale til PVC i tæppefliser

4. Forsøgsmaskine og maskinforsøg

4.1 Opbygning af forsøgsmaskine og første forsøg
4.2 Modificering af forsøgsmaskine
4.3 Fremskaffelse af transporttråd til forsøgsmaskinen
4.4 Afsluttende forsøg

4.1 Opbygning af forsøgsmaskine og første forsøg

Udviklingsarbejdet indledtes med opbygning af en forsøgsmaskine med en udlægningsbredde på 300 mm, hvis primære element var en skære-/vende-enhed, som var konstrueret til at skære og udlægge garner i længder på 7 mm, hvor de mindste længder, der udlægges af produktionsmaskinerne, er 14 mm. Halveringen af længderne på de afskårne garnstykker i forhold til de længder, som produktionsmaskinen udlægger, resulterede i andre krav til dimensioner og tolerancer af de forskellige elementer i vendedelen af skære/vendeenheden.

Resultaterne af de første forsøg

Resultaterne af de indledende forsøg med forsøgsmaskinen viste, at det ville være stort set umuligt at udlægge en regelmæssig bane af 7 mm garnstykker.

4.2 Modificering af forsøgsmaskine

På grundlag af de indledende forsøg blev det derfor besluttet at ombygge forsøgsmaskinen således, at den kunne skære og udlægge garnstykker i længder på 9 mm.

Transporttråd er kritisk del af vendedelen

De indledende forsøgskørsler med den ombyggede forsøgsmaskine viste momentvis lovende, men ikke tilfredsstillende resultater. En nærmere analyse af vendedelens funktion viste, at egenskaberne af den transporttråd, der er en meget kritisk del af vendefunktionen, ikke var tilfredsstillende.

4.3 Fremskaffelse af transporttråd til forsøgsmaskinen

I produktionsmaskinerne indgår en transporttråd med en diameter på 2 mm i skære-/vendeenhedens vendedel. Transporttråden leveres af en tysk producent. Forsøg med tyndere transporttråde viste, at diameteren skulle reduceres til mellem 1,2 og 1,5 mm, for at vendedelen kunne fungere med 9 mm garnstykker. Transporttråde til montering i forsøgsmaskinen i de nævnte dimensioner fremstillede Westbond selv ved koldstrækning af tråde på 2 mm.

Koldstrakt transporttråd

Som nævnt ovenfor viste de indledende forsøg, at egenskaberne af den koldstrakte tråd ikke var tilfredsstillende, sandsynligvis fordi tråden havde ændret egenskaber ved strækningen.

Westbond spurgte herefter den tyske producent, om firmaet ville levere en transporttråd med en diameter på mellem 1,2 og 1,5 mm til forsøg eller alternativt stille råvarer til rådighed således, at fx en dansk plastvirksomhed kunne fremstille en transporttråd i den ønskede dimension. Den tyske producent afslog imidlertid både at fremstille en transporttråd til forsøgene og at medvirke hertil ved at stille råvarer til rådighed.

Dansk plastproducent laver forsøgstråde

Via DTI blev der herefter etableret kontakt til en dansk plastproducent, som havde udstyr og viden om fremstilling af transporttråde ud fra forskellige polymere. Den pågældende producent fremstillede efterfølgende forskellige transporttråde, som blev afprøvet i forsøgsmaskinen, selv om de af Westbond blev vurderet til ikke helt at have de ønskede egenskaber. For-søgskørslerne viste da også, at trådene ikke fungerede tilfredsstillende. Herefter afslog den danske plastproducent at fremstille flere tråde. Henvendelser til andre mulige leverandører og producenter af transporttråde med de søgte egenskaber endte resultatløse.

Varmstrækning af transporttråd

I samråd med en konsulent fra DTI besluttede Westbond herefter selv at fremstille en transporttråd ved varmstrækning af den 2 mm tråd, der anvendes i produktionsmaskinerne. Analyser udført af DTI af 2 mm tråden viste, at strækkeprocessen skulle udføres ved en temperatur på over 140-145°C, og at den strakte tråd herefter skulle afkøles hurtigt i koldt vand. Begge processer skulle udføres, for at tråden efter strækningen kunne bevare sine egenskaber - primært homogenitet og elasticitet.

På grundlag af en skitse fra DTI opbyggede Westbond herefter et simpelt udstyr til varmstrækning af 2 mm tråden. Dette udstyr benyttede Westbond til at fremstille tilstrækkeligt transporttråd i dimensionen 1,2-1,5 mm til at dække forsøgsmaskinens behov. Efter monteringen af den tyndere transporttråd i forsøgsmaskinen udførtes en række korte forsøg, som viste lovende, men stadig ikke tilstrækkeligt gode resultater med hensyn til udlægning af et jævnt lag af garnstykker.

4.4 Afsluttende forsøg

Fra Westbonds side var man bevidste om, at det var nødvendigt at ændre elementer i vendeenheden, for at resultatet kunne blive tilfredsstillende. Disse ændringer blev gennemført, og der blev herefter udført flere forsøg à

10-15 minutters varighed. Forsøgsmaskinen gør det ikke muligt at køre i længere tid på grund af ophobning af garnstykker.

Resultaterne af alle disse forsøg var meget tilfredsstillende. Forsøgene med forsøgsmaskinen blev herefter betragtet som afsluttet.

Konklusion af forsøgene med forsøgsmaskinen

Konklusionen af forsøgsprogrammet er, at forsøgsmaskinen vil være i stand til, i hvert fald i perioder på 10-15 min., at udlægge 300 mm brede baner af garnstykker med en fiberlængde på minimum 9 mm af en sådan kvalitet, at de vil kunne anvendes som basis for at fremstille tæppefliser under forudsætning af, at der tilvejebringes et egnet limsystem.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]