|
Rapport fra Underudvalget for Miljø og Sundhed
Bilag 2
De overordnede retningslinier for risikovurderingen af miljøeffekter
og klassifikation for sundhedseffekter
1 Miljøeffekter
1.1 Risiko for persistens, mobilitet og bioakkumulering
Med hensyn til egenskaber, der relaterer sig til persistens, mobilitet og
bioakkumulering, vurderes det, om der er risiko for, at de fastsatte værdier
for, hvorvidt et middel umiddelbart kan accepteres, overskrides under de givne
brugsbetingelser. Indledningsvis foretages en vurdering af de foreliggende
laboratorieundersøgelser. Hvis det på grundlag af disse undersøgelser
vurderes, at der ikke er risiko for, at anvendelse af midlet medfører en
overskridelse af acceptværdierne, anses midlet uden yderligere undersøgelser
for acceptabelt, for så vidt angår det undersøgte område.
Hvis acceptværdierne derimod overskrides, kan midlet ikke godkendes
medmindre, der foreligger lysimeterforsøg eller feltforsøg, som
vurderet ud fra en "realistic worst case"-situation med hensyn til
anvendte doser, brugsforhold, klima osv. godtgør, at anvendelsen af
midlet ikke indebærer en uacceptabel risiko for persistens, udvaskning til
grundvandet og bioakkumulering.
1.2 Risiko for effekter på akvatiske og terrestriske organismer
For effekt området er udgangspunktet for risikovurderingen den såkaldte
kvotientmetode, hvor forholdet mellem toksicitet og eksponering beregnes, jf. de
Ensartede principper, EU's Rådsdirektiv 97/57/EF.
1.3 Toksicitet
Det vurderes, om eksponeringen overskrider det toksiske niveau med en ³1
x (u)sikkerhedsfaktor på mellem 5 og 1.000, afhængig af organismen
og af, om der er tale om akut eller kronisk toksicitet.
Jo større kvotienten er, det vil sige jo mindre eksponering og/eller
toksicitet, desto mindre risiko udgør anvendelsen af stoffet.
Eksponeringen (PEC = Predicted Environmental Concentration) estimeres på
grundlag af den påtænkte anvendelse med hensyn til dosering,
udbringningsmetode, anvendelsestidspunkt, plantedække mv.
(U)sikkerheds faktoren skal bl.a. dække variationen i følsomhed
arter imellem, ekstrapolation fra akutte til kroniske effekter og fra
laboratorium til felt m.v.
Risikovurderingen sker trinvis. På første trin foretages en
grov vurdering af PEC. Hvis denne koncentration ligger væsentlig (svarende
mindst til (u)sikkerhedsfaktoren) under de effektkoncentrationer, der er opnået
i laboratoriet, anses pesticidet uden yderligere undersøgelser for
acceptabelt, for så vidt angår det undersøgte område.
Hvis effektkoncentrationen derimod ligger tæt på PEC, fortsættes
til næste trin, hvor PEC-beregningen forfines, således at PEC nærmer
sig en "realistic worst case". I de tilfælde, hvor en "realistic
worst case"-PEC og den koncentration, der giver toksiske effekter, ligger tæt
på hinanden, (er mindre end (u)sikkerhedsfaktoren), kan midlet ikke
godkendes, medmindre relevante semifelt og feltundersøgelser af effekter
på akvatiske og terrestriske organismer kan godtgøre, at
anvendelsen ikke medfører uacceptable effekter på akvatiske eller
terrestriske organismer.
Som eksempel kan nævnes, at i vurderingen af risikoen for akvatiske
organismer forudsættes det indledningsvis, at der sker en direkte oversprøjtning
af vandløb. Overskrides de acceptable værdier, modificeres PEC
under antagelse af, at der holdes en vis afstand til vandløb. Endvidere
inddrages nedbrydningen af stoffet, når der er tale om kroniske effekter
og flere på hinanden følgende sprøjtninger. Overskrides de
acceptable værdier fortsat, kan forskellige former for feltstudier, typisk
mesokosmosforsøg, inddrages i vurderingen. I sådanne tilfælde
kan det være aktuelt at nedsætte sikkerhedsfaktoren, fordi der
typisk vil være langt flere arter repræsenteret i feltstudier, og
fordi de indebærer mere realistiske eksponeringsforhold end
laboratorieforsøg. Feltstudierne kan medføre, at stoffer, der på
baggrund af laboratorieforsøg vurderes at være uacceptable i
relation til det fastsatte acceptniveau, vurderes som acceptable på
baggrund af feltundersøgelser.
Med afslutningen af den danske revurdering i 1997, lever alle pesticider,
der er godkendt efter juni 1993, op til de minimumskrav, som er opstillet i "Rammer
for vurdering af plantebeskyttelsesmidler". Midler revurderet inden juni
1993 er vurderet i forhold til de dengang gældende "kriterier",
der i vid udstrækning byggede på stoffernes iboende egenskaber.
2 Klassificering for sundhedseffekter
2.1 Klassificering af kræft, mutationsfremkaldende virkning og
reproduktionsskader
Klassificering af stoffer for ovennævnte effekter bygger generelt på
følgende overvejelser:
- Hvilke egenskaber har stoffet (kvalitativt)?
- Hvor veldokumenteret er disse egenskaber?
- Er egenskaberne relevante for mennesker?
For skaderne kræft, reproduktionsskader og mutagenicitet findes 3
kategorier. Kategorierne differentierer mellem, hvor sikker evidensen
er. Klassificeringen bygger derfor mest på kvalitative vurderinger og
evidens. For disse tre effektgrupper indgår stoffets potens ikke
eksplicit i vurderingen af, hvilken kategori der skal klassificeres med. Dvs.
den højeste dosis, der ikke giver sundhedsskader (NOAEL) indgår
ikke i vurderingen. For reproduktionsskadelige stoffer gælder dog, at såfremt
effekterne kun er set i meget høje doser, skal dette indgå i
vurderingen af, om stoffet overhovedet skal klassificeres for effekterne.
Reproduktionstoksicitet dækker både over skader på fosteret og
skader på forplantningsevnen.
Kategori 1
Kræftfremkaldende (Carc, Cat1),mutagen (Muta, Cat 1) eller
reproduktionsskadende (Rep, Cat1).
- For alle tre gælder, at der skal være befolkningsundersøgelser,
der viser stoffernes effekt. Det er i praksis meget sjældent, ikke mindst
for mutagenicitet, da resultaterne fra befolkningsundersøgelser ofte er
meget svære at konkludere noget entydigt om.
Kategori 2
Carc, Cat2.
- Stoffer, der er tydeligt kræftfremkaldende i to dyrearter.
Eller stoffer, der er tydeligt kræftfremkaldende i en dyreart støttet
af bl.a. mutagenicitet eller strukturmæssige ligheder med andre stoffer,
der er klassificerede som kræftfremkaldende i kategori 1 eller 2.
Muta, Cat2.
- Stoffer, der er tydeligt mutagene i kønsceller in vivo.
Rep, Cat2.
- Skader på afkom: Stoffer, der tydeligt er vist at skade afkommet i
en eller flere dyrearter, og hvor effekten ikke er sekundær til effekten på
moderdyret.
- Skader på forplantningsevnen: Stoffer, der er vist at skade
forplantningsevnen i dyreforsøg understøttet af dokumentation for
virkningsmekanisme eller strukturmæssig lighed med andre stoffer der er
klassificerede reproduktionsskadelige i kategori 1 eller 2.
Kategori 3
Carc, Cat3.
- Stoffer, hvor der er en mistanke om deres kræftfremkaldende
effekt, men hvor evidensen ikke er tilstrækkelig til, at de kan
klassificeres i enten kategori 1 eller 2. Dette kan være fordi stoffet er
utilstrækkeligt undersøgt, men de data, der findes, tyder på,
at stoffet er kræftfremkaldende. Der kan også klassificeres i
kategori 3, når stoffet er tilstrækkeligt undersøgt, men hvor
data er tvetydige. I disse tilfælde vil der normalt ikke være tegn på
mutagenicitet. Stoffer, der er kræftfremkaldende via en hormonel
mekanisme, vil normalt ikke blive klassificeret højere end kategori 3.
Dette skyldes, at hormonelle effekter generelt antages at være
dosisrelaterede. Dvs. der er en tærskeldosis, hvilket betyder, at hvis man
udsættes for mindre end denne dosis, er der ingen risiko for udvikling af
kræft.
Muta, Cat3.
- Stoffer, der er mutagene i in vivo systemer på
somatiske celler (dvs. alle celler, der ikke er kønsceller), men hvor der
ikke er bevis for effekter i kønsceller. Er stoffet kun positivt i in
vitro tests, vil det normalt ikke blive klassificeret, medmindre der slet
ikke er lavet in vivo tests og in vitro-resultaterne er meget
overbevisende, og stoffet endvidere har lighedspunkter med andre stoffer, som
vides at skade arveanlæggene.
Rep, Cat3
- Skader på afkom: Stoffer, der kan give skader på fosteret, men
hvor effekten ikke er tydelig, eller hvor skaderne er tvivlsomme. Der kan være
problemer med at vurdere, om skaden er en sekundær effekt af toksicitet på
moderdyrene.
- Skader på forplantningsevnen: Stoffer, der kan skade
forplantningsevnen, uden at dette er en sekundær effekt af generel
toksicitet, men hvor resultaterne ikke er tydelige. Miljøstyrelsen har fx
klassificeret stoffer i denne gruppe, hvis der har været forsøg,
som viser, at stoffet hæmmer testosteronsyntesen eller ødelægger
det sædproducerende væv, selvom der ikke er set direkte effekt på
forplantningsevnen i fler-generationsforsøg (som er det forsøg,
man normalt ser effekter på forplantningsevnen i).
2.2 Andre skader på lang sigt (kronisk toksicitet)
For kronisk toksicitet kan klassificeres med sætningen R48 (Alvorlig
sundhedsfare ved længere tids påvirkning), hvis der er set alvorlige
langtidseffekter. Til denne vedhæftes en sætning, der beskriver dels
ved hvilken indgivelsesvej (indtagelse, hudkontakt eller indånding)
effekterne er observeret, dels i hvilket dosisniveau. Dvs. der indgår først
og fremmest en kvalitativ vurdering, som leder til en konklusion om,
hvorvidt de sete langtidseffekter er alvorlige nok til at klassificere. Herefter
indgår den laveste effektive dosis (LOAEL = lowest observed adverse effect
level) i den endelige vurdering af, om stoffet skal klassificeres, da der er
krav om, at effekterne skal forekomme i en dosis under en bestemt grænse,
før der skal klassificeres for effekterne. LOAEL indgår også
i vurderingen af, hvilken sætning, der skal vedhæftes R48. Fx kan
man have en klassificering, der hedder R48/22: "Farlig: alvorlig
sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indtagelse", eller
R48/25: "Giftig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning
ved indtagelse", hvor den sidste angiver et mere potent stof end den første,
og hvor begge klassificeringer bygger på forsøg, hvor stoffet er
givet til indtagelse.
I klassificering for kronisk toksicitet indgår selvfølgelig også
en vurdering af evidensen, men der er ikke differentierede grupper til mere
eller mindre veldokumenterede effekter.
R48 er en klassificering, som anvendes ved en lang række forskellige
langtidseffekter; som eksempler kan nævnes: Blodmangel, grå stær,
nedsat immunforsvar og skader på centralnervesystemet (CNS). Med hensyn
til skader på CNS kræves i dag ikke specifikke undersøgelser,
da der ikke findes etablerede guidelines på området. Man vil ud fra
langtidsstudier kunne se visse tegn på CNS-skader, men man vil ikke kunne
pege med sikkerhed på en bestemt skade. Effekter, som ikke anses for at være
"alvorlige" og som derfor ikke klassificeres med R48, er bl.a. ændringer
i organvægte uden tegn på funktionsforstyrrelser, artsspecifikke
effekter, samt mindre ændringer i biokemiske parametre, som er af tvivlsom
toksikologisk betydning.
Der kan også klassificeres med R39 (Fare for alvorlig skade på
helbred), hvis der er set irreversible skader ved en enkelt påvirkning.
De klassificeringsregler, der anvendes i Danmark er fælles for hele
EU. Reglerne bliver løbende revideret og udbygget og anses for at være
et rimeligt godt og brugbart system til karakteristik af kemiske stoffers
iboende toksikologiske egenskaber.
3 Sundhedsfare på kort sigt
Midler, der har moderat og høj akut toksicitet, klassificeres Giftig
eller Meget giftig. Der kan være tale om giftighed ved indtagelse, ved
hudkontakt eller ved indånding. Effekterne måles ved LD50-metoden
(den dosis, der slår halvdelen af dyrene ihjel ved den pågældende
indgivelsesvej). Der findes i bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler
vedtagne grænser for, hvor lav LD50 skal være for at klassificere
Sundhedsskadelig, Giftig eller Meget giftig for henholdsvis faste stoffer og væsker.
Midler der er ætsende for huden, klassificeres med R34 (Ætsningsfare).
Hvis stoffet ikke er ætsende for huden, men alligevel giver anledning til
alvorlig øjenskade, klassificeres med R41 (Risiko for alvorlig øjenskade).
|