[Forside] [Indhold] [Næste]

Tilrettelæggelse af miljødialog

1. Tilrettelæggelse af miljødialog

Hvis du er miljøansvarlig i en lille eller mellemstor virksomhed, oplever du sikkert allerede, at du skal løse flere og flere kommunikationsopgaver. Det kan være at svare naboer, at udarbejde grønt regnskab eller at fremskaffe miljøinformationer, som sælgere og indkøbere kan anvende i deres dagligdag.

Håndbogen vil hjælpe dig med at sætte kommunikationsopgaverne i system, opstille mål og udarbejde en enkel og overskuelig plan for virksomhedens dialog om miljø med kunder, leverandører og andre interessenter. Der er mange fordele ved at planlægge miljødialogen. 

Du kan: 
• Fordele ressourcerne på de vigtigste interessenter
• Udvælge budskaber, der er i virksomhedens interesse 
• Få budskaberne ud på de rigtige tidspunkter 
• Vælge de mest effektive midler 
• Bruge virksomhedens tid og penge målrettet og økonomisk
• Fordele arbejdet på flere personer 
• Evaluere og løbende forbedre indsatsen

Ønsker din virksomhed at indføre miljøledelse efter EMAS-forordningen eller ISO 14001 standarden, skal du udarbejde en procedure for virksomhedens eksterne miljødialog. Proceduren skal sikre, at virksomheden tager stilling til, hvordan dialogen med eksterne interessenter skal håndteres. Herunder hvordan virksomheden skal behandle og besvare eksterne henvendelser. Denne håndbog hjælper dig med at føre kravene fra standarderne ud i livet. 

Håndbogen giver en række råd om, hvordan du kan løse de problemer, du løber ind i, når du tilrettelægger dialogen. Kapitel 1-3 indeholder råd om, hvordan du kan vurdere virksomhedens situation og opstille realistiske mål for, hvad du ønsker at bruge dialogen til. Kapitel 4-6 har fokus på planlægning og styring. Kapitel 7 handler om evaluering. Du opnår det bedste resultat, hvis du løser opgaverne i denne rækkefølge. 
Den interne dialog om miljøarbejdet 
bliver ikke behandlet i denne håndbog, men i en anden håndbog: Miljødialog med kollegaer.

Håndbogen er skrevet, så du kan bruge den, selvom du ikke har stor erfaring med kommunikation, men til gengæld ved noget om miljøarbejde. Hvert kapitel er bygget op omkring et værktøj i form af et skema, der kan bruges til at løse den arbejdsopgave, som kapitlet handler om. For at vise dig, hvordan det færdige resultat kan se ud, bliver værktøjet vist i form af et eksempel på, hvordan en miljøaktiv virksomhed har udfyldt det. Resten af kapitlet består af tre-fire råd, der hjælper dig med selv at udfylde det. 


[Forside] [Indhold] [Næste] [Top]