[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Arktisk Havforurening

3. Kort oversigt over miljøtilstanden i Arktis

Der er generelt enighed om at det arktiske havområde og dets dyr og planter er relativt uforurenet i forhold til andre havområder. Størsteparten af den biologiske produktion foregår i de øverste 200 meter, som især er domineret af indstrømmende vand fra Atlanterhavet. Sammen med et bidrag fra Stillehavet udgør det 98% af tilførslerne, mens resten kommer via floder.

Der er to vigtige undtagelser til udsagnet om, at det arktiske havområde er relativt uforurenet. Den første gælder stoffer som på grund af specielle transportforhold og efterfølgende bioakkumulering fra lave værdier i havvand kan nå op på forhøjede værdier i planter og især dyr. Det drejer sig især om POPer og kviksølv, som ofte er langtransporterede fra den nordlige halvkugle.

Den anden type undtagelser er lokale kilder eller kilder som udleder til det arktiske. Det drejer sig især om tilfælde fra den russiske del af det arktiske område. Identifikation af kilder er i mange tilfælde en nødvendig forudsætning for at kunne bekæmpe sådanne forureninger.

Følgende grupper af forurenende stoffer er fundet i sådanne koncentrationer i det arktiske marine miljø, at de kræver en indsats: POPer, tungmetaller, radioaktive stoffer og olie og PAHer.

Der kræves en indsats mod disse typer af stoffer eller stofgrupper, dels fordi de i visse tilfælde er en trussel mod det arktiske dyre- og planteliv, og dels fordi grupper af folk, som får en stor del får deres føde fra marine fødeemner risikere effekter på sundheden. Der er dog enighed om blandt videnskabsfolk, at eventuelle negative påvirkninger fra den traditionelle arktiske kost opvejes af dennes positive elementer.

POPer: Nuværende og tidligere brug af POPer (persistent organic pollutants) på den nordlige halvkugle er hovedkilderne til disse stoffer i det arktiske marine miljø. Der er flere steder nord for Canada, ved Svalbard, Østgrønland og Barents Havet fundet forhøjede niveauer af POPer. Generelt er niveauet af POPer i arktiske marine dyr dog lavere end i sammenlignelige dyrearter fra tempererede egne. Indholdet af PCB og dioxiner/furaner i en række arktiske marine pattedyr og fugle er dog på eller over kendte effekt niveauer. Fordelingen af forureningen i det arktiske miljø peger klart på den betydning, som de langtransporterede komponenter indtager. Der er således behov for en generel indsats mod langtransporterede POPer samt en mere målrettet indstats mod lokale kilder.

Metaller: Tungmetaller indgår naturligt i det marine økosystem, men tilføres desuden ved menneskelig aktiviteter. Det er specielt kviksølv (Hg), men også cadmium (Cd) og bly (Pb) som er et problem i arktiske sammenhænge. Kviksølv transporteres fra de temperede egnes industrialiserede områder med luften eller havstrømme. Generelt er metal niveauerne i arktiske marine områder på baggrundsniveauet når man bevæger sig bort fra lokale kilder. Det gælder dog for cadmium, at niveauerne i marine organismer i store dele af det arktiske område overstiger det globale niveau, mens niveauerne for kviksølv er højt men ikke overstiger det globale niveau. Dette udgør et problem for de grupper af folk som har et stort indtag af marine fødeemner. I det russiske område er der specielt fundet forhøjet indhold af tungmetaller i lokale områder.

Radioaktive stoffer: Den radioaktive forurening af det arktiske område er lav men nuværende og tidligere aktiviteter indbærer risiko for store fremtidige forureninger. Den nuværende forurening stammer især fra nedfald fra tidligere kernevåbentests og fra europæiske oparbejdningsanlæg. Udledningen fra de sidste er faldet men nylige udslip af Technetium-99 fra Sellafield i UK giver anledning til bekymring. To potentielle fremtidige kilder er dels ulykker på atomreaktorer - ved den daglige drift eller i forbindelse med håndtering af affald, dels udsivning fra affald opbevaret på land eller fra dumpede reaktorer eller affald - det sidste specielt i Kara Havet.

Olie og PAHer: Bortset fra områder med lokale kroniske påvirkninger eller områder påvirket af oliespild er tilførslerne af olie til det arktiske marine miljø lave og der er ikke påvist skader af økologisk betydning. De højeste niveauer findes umiddelbart uden for flodudmundinger. Der sker desuden en vis transport af olie langvejsfra, især med atmosfæren. Forhøjede værdier af PAHer er fundet flere steder i det arktiske marine miljø.

Selv om de arktiske havområder generelt er mindre forurenet i forhold til andre havområder, er fundene af forhøjede koncentrationer af såvel POPer som cadmium og kviksølv en trussel for de befolkningsgrupper, som baserer en stor del af deres kost på marine fødeemner.