[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Statusredegørelse om genanvendelse af organisk dagrenovation og slam

6. DAKOFAs workshop

Som et teknisk/fagligt bidrag til denne statusredegørelse, gennemførte DAKOFA en åben workshop med det formål at opridse, hvad vi i dag ved om biologisk affaldsbehandling og barriererne for en udbygning heraf.

Workshoppen havde en meget bred repræsentation af aktører og interessenter. På workshoppen var der enighed om, at der fortsat er behov for en tydeliggørelse af, at ressourcerne i organisk dagrenovation og spildevandsslam er samfundsmæssigt interessante, dvs. en vægtning af de miljø-økonomiske og LCA begrundede undersøgelser og specielt blev vigtigheden af den lokale parameter understreget .

Samtidig bekræftede workshoppen identificeringen af de tre hovedproblemstillinger, som DAKOFA på forhånd havde opstillet som væsentlige barrierer for en udbygning af den biologiske affaldsbehandling.

1) Miljø-økonomiske modeller kan – hvis de er solidt forankret regionalt og tidsmæssigt bidrage til forbedring af beslutningsgrundlaget i lokalområder under forudsætning af fuld involvering af alle aktører i planlægningsfasen samt fundering i faktiske, eksisterende forhold, herunder affaldsmængder og logistik og under forudsætning af, at de politiske grænseflader tydeliggøres. Det indebærer, at hvad der er fornuftigt i en kommune eller region, ikke nødvendigvis er det i en anden.

Der må etableres et klart grundlag for kriterier for og dokumentation af kvalitet og anvendelsesmuligheder, som sikrer et smertefrit ejerskifte for affaldet og aftalemuligheder herom, i det omfang affaldet i processen fra indsamling til jord skal skifte ejer.

Det svageste led i kæden, nemlig kvalitetskrav til input og output fra behandlingsanlæg, må understøttes af entydige, statslige (evt. EU) regler (de nuværende skal således udbygges).

2) En gennemførelse af Affald 21s målsætning om materialemæssig nyttiggørelse af 150.000 ton organisk dagrenovation inden 2004 må, ifølge deltagerne i DAKOFAs workshop, således tage afsæt i en samlet planlægning, der både inddrager arealplanlægning samt kort- og planlægning af lokale materialestrømme, dvs. affaldsmængder, gødningsbehov og energiforsyning, herunder oplæg til indgåelse af bindende aftaler om afsætning og leverancer mv. Planlægningen må iværksættes hurtigst muligt.

Det synes muligt med det gældende regelsæt uden miljø- eller sundhedsmæssige konsekvenser at udbringe også ikke hygiejniserede organiske restprodukter på jord, blot under overholdelse af de gældende arealanvendelsesrestriktioner. Men fra producentside er der et oplagt behov for at kunne markedsføre organisk behandlet affald uden sådanne anvendelsesrestriktioner.

3) Deltagerne i DAKOFAs workshop fandt ikke de gældende hygiejniseringskrav hensigtsmæssige, og f.eks. den tyske metode til at evaluere smitstofreduktion under kompostering, som nu er under afprøvning under nordiske forhold i regi af Nordisk Ministerråd, synes at anvise en mere farbar vej, eventuelt kombineret med et certificeringssystem for anlæg, der ønsker at markedsføre produkter uden anvendelsesrestriktioner.

Lugtgener kan i nogen grad afhjælpes ved drift optimering, men der må som udgangspunkt stilles lokaliseringsmæssige (afstands)krav ved nyetablering af anlæg og arealer bør herfor reserveres/udpeges af de involverede kommuner/amter.

På workshoppen blev det konkluderet, at mange af problemerne med indsamling og behandling af dagrenovation kan løses, men at det er nødvendigt at fokusere på de organisatoriske aspekter.

En vigtig konklusion/frustration fra denne workshop er:

"Der er behov for at få brudt den "negative spiral", som vi i dag kender, hvor jordbrugeren er betænkelig ved at aftage organiske restprodukter fordi han formoder, at fødevareproducenterne nok er betænkelige ved at aftage hans produkter, fordi de nok er urolige for om butikkerne vil aftage, fordi de formodes at være betænkelige ved om forbrugerne vil købe produkterne, uden at nogen af aktørerne i kæden i øvrigt nogensinde har udtalt sig".

Miljøstyrelsens bemærkninger

Miljøstyrelsen er overordnet enig med konklusionerne fra DAKOFAs workshop. Miljøstyrelsen har udarbejdet miljø-økonomiske modeller og finder at disse er et godt beslutningsværktøj for beslutninger om udbygningen af den biologiske affaldsbehandling. Disse metoder vil tilsvarende kunne anvendes af lokale myndigheder. Miljøstyrelsen finder at den samlede planlægning på området vil blive varetaget af kommunerne i forbindelse med udarbejdelsen af affaldsplaner. På hygiejne området mener Miljøstyrelsen, jf. denne statusredegørelses kapitel 5 at de gældende regler er anvendelige og dækkende for behovet for de fleste behandlingstyper. For kompostering er der behov for yderligere dokumentation, hvis de gældende regler skal ændres.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]