[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

NOVA-2003

17. Revision

17.1 NOVA-2003's overordnede forløb
17.2 Revisionen

Det nationale program for overvågning af vandmiljøet er gældende for perioden 1. januar 1998 til og med 31. december 2003. I denne periode kan ændringer i programmet kun ske med Aftaleudvalgets godkendelse og kun under forudsætning af, at ændringerne er udgiftsneutrale.

Aftaleudvalget har på sit møde den 5 december 1997 bestilt en drejebog af den nedsatte revisionsgruppe med de overordnede principper for den næste justering/revision af programmet.

Amtsrepræsentanterne i Aftaleudvalget har tilkendegivet, at enighed om en sådan drejebog er en nødvendig forudsætning for, at der kan opnås tilslutning til NOVA-2003 fra amternes side. Udkast til drejebog af 3. december 1997 blev behandlet på Aftaleudvalgsmødet i december 1997.

17.1 NOVA-2003's overordnede forløb

En tidsplan for NOVA-2003's overordnede forløb (1998-2003) fremgår af tabel 17.1.

Tabel 17.1

Tidsplan for revisionen af Vandmiljøplanens overvågningsprogram 1993-1997 og revisionen af det nationale program for overvågning af vandmiljøet 1998-2003.

 

År

Program
 

1989-1997

Vandmiljøplanens overvågningsprogram
 

NOVA-2003

 

1998

Overgangsår

1999

 

2000

 

2001

 

2002

Revision af NOVA2003

2003

 
Ny programperiode

2004

Overgangsår, jf. 1998

1998 er et overgangsår. På den ene side er det første måleår efter NOVA-2003, på den anden side er det sidste rapporteringsår efter Vandmiljøplanens overvågningsprogram.

Ved årsskiftet 1997-98 var det den almindelige opfattelse, at en væsentlig del af analyseprogrammet for tungmetaller og miljøfremmede stoffer kunne iværksættes fra 1. januar 1999. Det aftaltes derfor, at eventuelle uforbrugte analysepenge i 1998 kunne anvendes til forskellige anlægsopgaver i NOVA-2003.

Efterfølgende har det vist sig at være en for optimistisk tidsplan for realiseringen af overvågningen af disse stoffer. For manges stoffers vedkommende vil der først i løbet af 1998, henholdsvis 1999, være foretaget de nødvendige præstationsprøvninger, hvilket indebærer at prøvetagning og analysering rykkes til 1999 og 2000.

Det er aftalt, at der er løbende mulighed for, at Aftaleudvalget efter indstilling fra styringsgrupperne foretager ændringer i stoflisten, når der foreligger tilstrækkelige faglige begrundelser herfor.

Det er fortsat aftalt, at uforbrugte analysepenge i 1998 kan anvendes til forskellige anlægsopgaver i NOVA-2003. Endvidere er det aftalt, at de forøgede udgifter til indtastningsprogram i forbindelse med landovervågningen samt udgifterne til dateringer af marint sediment og CFC-dateringer af grundvand dækkes af de ledigblevne midler for 1998.

Anvendelse af besparelser i 1999 og år 2000 til analyser forhandles i Aftaleudvalget, herunder eventuelt væsentligt ændrede analysepriser. Det skal ved aftale om nye aktiviteter sikres, at disse kun har et omfang svarende til den besparelse, der kan uddrages af de valgte beregningsforudsætninger.

Hvis analyseudgifterne afviger væsentligt fra Miljøstyrelsens beregningsforudsætninger er det aftalt, at denne problematik løbende kan drøftes i Aftaleudvalget.

Staten og amterne vil grundet den sene afslutning af denne revision og de konstaterede vanskeligheder med analysering af tungmetaller og miljøfremmede stoffer ikke kunne være klar med en samlet udlicitering af analyseopgaverne i løbet af 1998 som forudsat. Udgifter til analysering for mange af de pågældende stoffer vil således ikke være afklaret foreløbigt. Overgangsordninger og manglende samlet udlicitering kan betyde øgede analyseudgifter i forhold til beregningsforudsætningerne.

1999 er andet måleår med NOVA-2003 og første rapporteringsår med det nye overvågningsprogram.

For alle årene gælder, at der ikke i forbindelse med eventuelle justeringer af listen over miljøfremmede stoffer, interviewdata, mv. kan foretages ændringer i de nu aftalte økonomiske rammer inden for det enkelte amt.

Kan nye ønskede aktiviteter ikke rummes inden for de nu afsatte midler i hvert enkelt amt, vil iværksættelse heraf fordre tilførsel af nye midler fra statens side.

I NOVA-2003 og fremover foretages årlige evalueringer af alle samarbejdsparters driftsmæssige forpligtelser. Dette indebærer også, at hvis staten/amterne må erkende på baggrund af evalueringen, at man af ressourcemæssige grunde - i NOVA-2003 og fremover - ikke evner at løse opgaverne som forventet, må staten/amterne tilvejebringe de nødvendige yderligere ressourcer til at løse den opgave, man nu har påtaget sig.

17.2 Revisionen

2002 er revisionsåret, hvor et nyt overvågningsprogram for vandmiljøet skal opstilles for en ny seksårig periode. På septembermødet i Aftaleudvalget år 2001 nedsættes en revisionsgruppe med repræsentanter fra staten og amterne, og mandat som det nuværende.

Det forudsættes, at der ud fra den seneste oversigt over nationale og internationale forpligtigelser (Miljø- og naturovervågning), udviklingen i realiseringen af Vandmiljøplanen, Folketingets eventuelle beslutninger i perioden, mv. er forhandlet en økonomisk ramme for den kommende seksårs periode. Ud fra status er det forudsat en uforandret økonomisk ramme for det samlede overvågningsprogram for vandmiljøet.

Det forudsættes også, at de enkelte års temarapporteringer i NOVA-2003 er valgt således, at man ved revisionen i år 2002 søger at have dækket alle aftalte temaer.

Indledningsvis skal der blive foretages en sammenfattende evaluering byggende på bl.a. de årligt gennemførte evalueringer af såvel faglig som procesmæssig art.

Revideret forslag til program præsenteres for Aftaleudvalget på september mødet år 2002, hvorefter det forhandles med samtlige amter i perioden september 2002 til december 2002. Endelig behandling i Aftaleudvalget vil ske på et møde i januar 2003.

For så vidt angår drejebog for næste revision er det vigtigt, at der nu opnås accept af, at der næste revision ikke kan ske overførsel af ressourcer mellem samarbejdsparterne. Det vil sige, at eksempelvis amterne beholder, hvad de råder over nu, og at der skal forhandles med hvert enkelt amt ud fra samme forudsætninger som denne gang, det vil i udgangspunktet sige budgetneutralitet for alle amter og hvert enkelt amt, jfr. dog førnævnte generelle forbehold. Såvel de fremadrettede klausuleringer som overvågningsprogrammets tilblivelse, fagligt som økonomisk, tilsiger at det nye program bør aftales med hvert enkelt amt.

De økonomiske forhandlinger med hvert enkelt amt skal ud over de fremadrettede klausuleringer i NOVA-2003 omhandle de økonomiske ændringer, som ’NOVA-2009’ indebærer i forhold til NOVA-2003 - byggende på de opstillede og fremskrevne beregningskriterier ved nuværende revision. I revisionen kan indgå fremadrettede klausuleringer, men ikke tilbageklausuleringer.

Ved næste revision er det i øvrigt aftalt, at eventuel fornyelse af amternes skibe skal diskuteres og kan indgå i de økonomiske opstillinger, ligesom amterne har tilkendegivet, at det allerede nu bør undersøges, om der skal varsles en anden enhedspris for årslønninger.

Følges ovennævnte bør samarbejdsparterne i løbet af år 2003 kunne have nye samarbejdsaftaler med analyseinstitutionerne på plads.

2004 er et overgangsår, jf. 1998. På den ene side er det første måleår efter ’NOVA-2009’, på den anden side er det sidste rapporteringsår efter NOVA-2003. Som for 1998 bør eventuelle midlertidigt ledige midler bruges til nødvendige engangsudgifter, herunder anlægsopgaver.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]