[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

NOVA-2003

16. Årlige evalueringer

Der skal hvert år i programperioden gennemføres en evaluering af programmets drift. Den årlige evaluering skal vurdere om det aftalte program er gennemført og derved bidrage til fastholdelse af det faglige niveau. Evalueringen, der derfor skal være direkte, åben og ærlig, skal selvsagt tage udgangspunkt i det aftalte program, herunder specielt paradigmaet for normalrapporteringen. Evalueringen skal desuden vurdere, om forudsætningerne for en optimal overførsel og rapportering af data har været opfyldt, herunder om de statslige tidsfrister for udmelding af paradigma og dataformater m.v. har været overholdt.

Den årlige evalueringen sker i 2 trin og i form af notater m.v. fra styringsgrupperne til Aftaleudvalget. Første trin omfatter en evaluering af prøvetagning og dataoverførsel m.v., herunder også en vurdering af om forudsætningerne for prøvetagning og efterfølgende optimal overførsel af data. Det andet trin omfatter en evaluering af rapportering mv., herunder også evaluering af forudsætningerne. Trin 1 gennemføres op til Aftaleudvalgets møde i september, mens trin 2 gennemføres op til udvalgets martsmøde det efterfølgende år.

Der skal desuden udarbejdes en særskilt evaluering af iltsvindsrapporteringen, som skal forelægges Aftaleudvalget på dets møde i december.

16.1 Evaluering af prøvetagning og dataoverførsel m.v.

Evalueringen omfatter følgende elementer: prøvetagning, dataoverførsel samt udarbejdelse af et notat til Aftaleudvalget.

16.1.1 Prøvetagning

Styringsgrupperne skal vurdere om amternes og statens prøvetagning m.v. er gennemført som aftalt. I den forbindelse skal det belyses, om alle prøver er indsamlet, om de aftalte metoder for prøvetagning er anvendt samt om de aftalte metoder for oparbejdning og kemisk analyse m.v. er anvendt. Styringsgrupperne skal desuden vurdere, om programbeskrivelsen og de tekniske anvisninger er udformet, så der ikke kan opstå tvivl om forhold vedrørende prøvetagning og oparbejdning/kemisk analyse.

Til brug for styringsgruppernes arbejde skal fagdatacentrene udarbejde oversigter, der sammenholder de overførte data med det aftalte undersøgelsesprogram. Formatet for disse oversigter skal fastlægges i samarbejde mellem vandovervågningssekretariatet og fagdatacentrene. Fagdatacentrene skal desuden - i det omfang det er muligt - vurdere og orientere styringsgrupperne om, hvorvidt kravene i de tekniske anvisninger er overholdt.

16.1.2 Dataoverførsel m.v.

Styringsgruppernes skal vurdere, om data m.v. er overført til fagdatacentrene m.fl. som aftalt. Det skal i denne forbindelse belyses, om det aftalte dataformat er anvendt, om overførslerne var fejlfrie eller tilfredsstillende samt om tidsfristerne for overførsel af data blev overholdt. Styringsgrupperne skal desuden vurdere om programbeskrivelsen, paradigmaet og dataoverførselsformater er udformet, så der ikke kan opstå tvivl om hvordan, hvornår og til hvem data m.v. skal overføres. I forbindelse med evalueringen skal fagdatacentrene orientere om lagringen af data.

16.1.3 Evaluerings-notat til Aftaleudvalget

Styringsgruppernes evaluering skal ske i form af notater til Aftaleudvalget og skal for hvert delprogram omfatte en vurdering af de ovenfor beskrevne forhold vedrørende prøvetagning og dataoverførsel m.v., en sammenfattende evaluering, en indstilling til Aftaleudvalget samt de af fagdatacentrene udfyldte oversigter (som bilag).

Sekretariatet for Aftaleudvalget skal sammenskrive styringsgruppernes notater til et fælles evalueringsnotat for hele programmet. Dette notat skal indeholde en status for hvorvidt det aftalte aktivitetsniveau bliver gennemført, om de aftalte metoder mv. anvendes og en status for dataoverførsler og -kvalitet samt overholdelse af tidsfrister. Notatet skal desuden gøre status for udformning af programbeskrivelse, tekniske anvisninger, paradigma og dataoverførselsformater m.v. for så vidt angår forhold vedrørende prøvetagning, oparbejdning/kemisk analyse og dataoverførsel m.v.. Endelig skal det fælles evaluerings-notat indeholde eventuelle anbefalinger/indstillinger. De nævnte punkter skal behandles både generelt og for det enkelte amt, fagdatacenter og Miljøstyrelsen. Det fælles evaluerings-notat skal være bilagt styringsgruppernes notater m.v.

16.2 Evaluering af rapportering

Denne del af evalueringen omfatter følgende elementer: rapportering fra amterne og fagdatacentrene m.fl., vandmiljøredegørelsen samt udarbejdelse af et notat til Aftaleudvalget.

16.2.1 Amternes rapportering

Styringsgruppernes evalueringer af amternes rapportering skal vurdere om rapporteringen er gennemført i henhold til det gældende paradigma for normalrapporteringen. I den forbindelse skal der belyses om tidsfristerne er overholdt, om paradigmaets disposition er fulgt og om paradigmaet er udformet, så der ikke er tvivl om rapporteringskravene.

Styringsgrupperne skal desuden vurdere, om præsentationen, behandlingen og diskussionen af data er tilstrækkelig god samt om "året-der-gik" er tilfredsstillende rapporteret.

Endelig skal styringsgrupperne vurdere, om årsagssammenhænge er analyseret tilfredsstillende, om tværgående forhold behandlet tilfredsstillende samt om konklusionerne er fagligt underbygget.

16.2.2 Fagdatacentrenes rapportering

Styringsgruppernes evaluering af det eller de tilhørende fagdatacenters/-centres landsdækkende rapportering skal gøre rede for om tidsfristerne er overholdt, om paradigmaets disposition er fulgt samt om paradigmaet er udformet, så der ikke kan opstå tvivl om kravene til fagdatacentrenes landsdækkende rapportering.

Styringsgrupperne skal desuden vurdere om alle de indberettede amtsdata er anvendt og om rapporternes databehandling og præsentation af data er tilfredsstillende, herunder vurdere om årsagssammenhænge analyseres tilstrækkeligt samt om rapporternes konklusioner er tilstrækkeligt fagligt underbygget.

Desuden skal styringsgrupperne - i relevant omfang - evaluere de øvrige fagdatacentres rapportering med henblik på at vurdere om fagdatacenterrapporterne fagligt supplerer hinanden tilstrækkeligt.

16.2.3 Vandmiljøredegørelsen

Styringsgruppernes evaluering af redegørelsen skal gøre rede for om tidsfristerne er overholdt, om paradigmaets disposition er fulgt samt om paradigmaet er udformet, så der ikke kan opstå tvivl om kravene til redegørelsens indhold.

Styringsgruppernes skal desuden vurdere, om redegørelsens behandling og præsentation af data er tilfredsstillende og om der som forudsat er inddraget information for andre kilder end fagdatacenterrapporterne. Styringsgrupperne skal også vurdere om redegørelsens konklusioner er tilstrækkeligt fagligt underbygget samt om redegørelsens diskussioner og konklusioner er klare og let forståelige.

16.2.4 Evaluerings-notat til Aftaleudvalget

Styringsgruppernes årlige evaluering af rapporteringen skal for hvert delprogram besvare de stillede spørgsmål vedrørende rapportering samt indeholde en sammenfatning og en indstilling til Aftaleudvalget.

Sekretariatet for Aftaleudvalget skal sammenskrive styringsgruppernes evalueringer til et fælles evalueringsnotat. Dette notat skal bl.a. indeholdende en status for rapporteringen, herunder vurdere kvalitet og overholdelse af frister, en vurdering af programbeskrivelsens og paradigmaets beskrivelser af forhold vedrørende rapportering. Punkterne skal behandles både generelt og for det enkelte amt, fagdatacenter og Miljøstyrelsen/Skov- og Naturstyrelsen.

Notatets skal indeholde anbefalinger og indstillinger samt være bilagt styringsgruppernes evalueringsnotater m.v.

16.3 Aftaleudvalgets behandling af evalueringen

Aftaleudvalget skal drøfte og godkende den samlede evaluering af prøvetagning, dataoverførsel m.v. og rapportering.

Såfremt evalueringen viser, at en part ikke har gennemført det aftalte undersøgelsesprogram, overholdt paradigmaet for normalrapportering eller at det faglige niveau er fundet utilfredsstillende, skal Aftaleudvalget sikre, at de kritiserede forhold bliver forbedret.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]