[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening 2000

1. Baggrund

Der blev med "Lov om ændring af affaldsdepoter" /1/ fastsat en særlig ordning for udvikling af rensnings- og afværgeteknologier på jordforureningsområdet. I "Lov om forurenet jord" af 2. juni 1999 /2/ er det anført, at Miljø- og energiministeren forestår udvikling og afprøvning af ny teknologi inden for jordforureningsområdet. Udgifterne til ordningen fastsættes på de årlige finanslove.

Baggrunden og strategierne for udviklingsordningen er beskrevet i "Program for Teknologiudvikling, jord- og grundvandsforurening, december 1996" /3/. I "Udbygning af Program for Teknologiudvikling, jord- og grundvandsforurening for 1998 og 1999" /4/ er indsatsområder og projektforslag for 1998-99 beskrevet.

I nærværende program beskrives det reviderede overordnede formål med ordningen (afsnit 2), status for ordningen (afsnit 3) og i afsnit 4 er listet de forureningsområder, som teknologiprogrammet bør rettes mod i de næste par år. I afsnit 5 beskrives projektforslag for feltprojekter og udredningsprojekter, der planlægges udført i 2000.

På Finansloven for 2000 er der afsat et beløb på 15 mio. kr. til teknologiudvikling. I finanslovsteksten er det anført:
"Ordningen er etableret med henblik på, gennem en koordineret indsats på teknologiområdet m.v,. at effektivisere og billiggøre oprydninger på depotområdet samt at fjerne barrierer for udvikling og anvendelse af målrettede teknologier over for jord- og grundvandsforureninger. Der kan af bevillingen bl.a. afholdes udgifter til erfaringsopsamling på jordforureningsområdet, udvikling og afprøvning af nye teknologier, udvikling og afprøvning af metoder - bl.a. med henblik på kriteriefastsættelse, risikovurderinger og beskæftigelsesmæssige analyser samt til at dokumentere, vurdere og sammenligne afværgeteknikkers effektivitet, omkostninger og miljøpåvirkninger. Bevillingen kan endvidere anvendes til medfinansiering af udgifter til udviklings- og afprøvningsaspekter ved de afværgeprojekter, som amtsrådene, Københavns og Frederiksberg kommuner udarbejder og finansierer, hvis de indeholder et udviklingsaspekt. Der kan desuden afholdes udgifter, herunder ydes tilskud, til forsikringer vedørende eventuelt erstatningsansvar i forbindelse med oprensninger. Der kan afholdes udgifter, herunder tilskud til information, annoncering og udbud af projekter, revision, evaluering og resultatformidling m.v.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]