[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Rådets årsberetning 1998

5. Indsatsen i 1998 på affalds- og genanvendelsesområdet

I 1998 var der en samlet bevillingsramme på i alt 28,3 mio. kr. Rådet disponerede i 1998 for i alt 28 mio. kr. til 14 projekter indenfor affalds- og genanvendelsesområdet, og der var således et mindre forbrug på 0,3 mio. kr. Af bilag 3 fremgår, hvorledes midlerne er fordelt på enkeltprojekter. I de følgende afsnit er en række af hovedtrækkene og hovedområderne for anvendelsen af bevillingen beskrevet.

5.1 Fordeling af tilskud

I tabel 5.1 fremgår det, at ca. 70% af bevillingen er ydet til private virksomheder og ca. 30% til selvejende institutioner.

Tabel 5.1 Fordeling af tilskud på erhvervssektorer

 

Antal
Projekter

Bevilget
tilskud, mio. kr.

Private sektor

11

19,2

Selvejende institution

3

8,8

I alt

14

28,0

Tabel 5.2 Fordeling af tilskud til projekter vedr. affald og genanvendelse på handlingsplanens indsatsområder i 1998:

 

Antal
projekter

Bevilget
tilskud, mio. kr.

Forbrændingsegnet affald

1

0,2

Bygge- & anlægsaffald

3

4,4

Dagrenovation

1

0,01

Databehandling

3

15,6

Erhvervsaffald

4

5,8

Information

1

0,2

Slam

1

1,8

I alt

14

28,0

5.2 Bygge- og anlægsaffald

PVC-holdigt byggeaffald udgør ca. 1/3 af den samlede mængde PVC-affald i Danmark og mængden vil være stigende. Hidtil er det meste af PVC-affaldet blevet forbrændt. Forbrænding af PVC skaber en række miljømæssige problemer, bl.a. en øget mængde af røggasrensningsprodukter, der skal deponeres i forhold til den mængde PVC-affald, som indfyres.

På grund af de miljøproblemer, der er knyttet til de bortskaffelsesmetoder, vi i dag har til rådighed, er der behov for udvikling af en miljømæssig forsvarlig behandlingsmetode til PVC-affald.

Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi har tidligere givet tilskud til NKT Research Center til udvikling af en ny proces til behandling af PVC-affald. Den udviklede proces vurderes til at være meget lovende.

I projektet "Proces for behandling af PVC-byggeaffald", som NKT Research Center fik tilskud til i 1998, er det formålet at videreudvikle PVC-kabelaffaldsprocessen således, at andre typer af PVC-byggeaffald kan behandles ved denne proces. Et delmål i projektet er at få fastlagt behovet for forbehandling af PVC-byggeaffald i form af sortering, granulering og rensning. De udvalgte typer af PVC-byggeaffald er: Gulvbelægninger, tagrender og nedløbsrør, tagplader, kabelrør og kabelbakker.

Desuden blev der ydet tilskud til projektet "Pilotanlæg for behandling af PVC-affald", hvor formålet er at tilvejebringe det bedst mulige beslutningsgrundlag for opbygning af et egentligt demonstrationsanlæg for PVC-affaldsbehandlingsanlæg i Danmark. Pilotanlægget skal anvendes til at tilvejebringe de nødvendige tekniske, økonomiske og miljømæssige data. Projektet vil bidrage til et forbedret vidensgrundlag med henblik på en miljømæssig forsvarlig bortskaffelsesmetode for PVC-affald.

5.3 Databehandling

I henhold til den produktorienterede miljøstrategi som anført i regeringens natur- og miljøpolitiske redegørelse vil affaldsområdet fremover i stigende grad blive integreret i produktvurderinger, livscyklusvurderinger, miljøvurderinger af stof- og materialestrømme m.m. Affaldsminimering kommer sammen med genvinding af knappe ressourcer fra udtjente industri- og konsumprodukter herved til at spille en stadigt voksende rolle.

I de seneste år er der i mange virksomheder indført renere teknologi i forbindelse med produktion af industriprodukter, men der vil stadig være relativt store mængder affald, både fra selve produktionsfasen (produktionsaffald) og fra udtjente og kasserede produkter. Produkterne vil optræde som erhvervsaffald og storskrald. Ses generelt på affaldsmængden i Danmark, ser det i dag ikke ud til, at målsætningen om stabilisering af affaldsmængden på 10 millioner tons ved årtusindeskiftet vil blive nået. Der er således behov for en forstærket indsats, hvad angår affaldsminimering og genanvendelse.

Der blev i den forbindelse ydet tilskud til udførelse af et projekt om indsamling af nødvendige data for etablering af et videncenter for genvinding og ændring af produkter, således at mulighederne for genanvendelse kan optimeres.

Videncenter for Affald og Genanvendelse under Rendan A/S har siden 1993 fungeret som et nationalt videncenter med det hovedformål at opsamle, bearbejde og videreformidle informationer om udviklingen i affalds- og genanvendelsessektoren.

Rådet har siden videncentrets start ydet et årligt tilskud til udførelse af en række aktiviteter, bl.a.:

Vedligeholdelse af databaser:

Videncentret ajourfører/udbygger en række databaser, som indgår i det diskettebaserede AFFALDSINFO-SYSTEM. Affaldsinfo-databaserne udsendes på diskette til interesserede brugere og anvendes internt i Videncentret som arbejdsværktøj ved besvarelse af forespørgsler på Informationsservice og i forbindelse med administration af Videncentrets bibliotek. Størstedelen af landets kommuner abonnerer på databaserne samt virksomheder, organisationer m.fl. Antallet af brugere er væsentligt højere, idet Affaldsinfo er tilgængelig på kommunernes og virksomheders interne EDB-net, hvorfra mange medarbejdere kan søge i databasen. Brugerne fordeler sig bredt på Videncentrets målgrupper: Kommuner, affaldsselskaber, rådgivere, virksomheder m.fl.

Opbygning af databaser:

Der blev givet tilskud til delaktiviteterne: "Udbygning af Videncentrets homepage" samt "Opbygning af en database over modtage- og affaldsbehandlingsanlæg".

Videncentret etablerede i 1997 sin egen homepage, der giver interesserede brugere hurtig, nem og overskuelig adgang til information om Videncentret samt en række af Videncentrets produkter. Homepagen indeholder faglige informationer, som brugeren via Internettet kan tage ned og benytte.

I 1998 bestod Videncentrets homepage af to delaktiviteter

  • Udvidelse af homepagen med en engelsksproget version, rettet mod udenlandske brugere, der har behov for viden om affald og ressourceminimering i Danmark.
  • Undersøgelse af mulighederne for at gøre Affaldsinfo tilgængeligt on-line via Internettet.

Videncentret har gennem flere år ajourført en database i Affaldsinfo over leverandører, rådgivere og behandlingsanlæg. Da oplysningerne om de enkelte behandlingsanlæg hidtil har været relativt summariske, blev der givet tilskud til udvikling af en database over danske affaldsbehandlingsanlæg med mere specifikke og detaljerede informationer om de enkelte behandlingsanlæg.

Nyhedsbrevet Ren Viden:

Nyhedsbrevet udgives 6 gange om året til en bred kreds, som beskæftiger sig med affald i kommuner, affaldsselskaber, organisationer, virksomheder m.fl.

Informationsservice

Henvendelserne på Informationsservice er fordelt bredt på både målgrupper og emnegrupper. Informationsservicen består i at besvare telefoniske og skriftlige nationale såvel som internationale henvendelser samt henvendelser via internettet om en bred vifte af emner inden for affald og genanvendelse.

Teknologiovervågning:

Videncentret indsamler og ajourfører oplysninger om lovgivning, metoder og teknologier i Danmark og i udlandet. Som et resultat af overvågningen udgives en serie af oversigtsnotater og et resumétidsskrift "Litteraturovervågning – affald og genanvendelse".

Oversigtsnotaterne retter sig mod en bred læserkreds og giver en kortfattet, overskuelig introduktion til udvalgte affaldsområder i Danmark med hensyn til lovgivning, indsamling, transport og behandling, litteratur m.m.

Litteraturovervågningstidsskriftet retter sig mod professionelle, specialiserede læsere inden for branchen, der ønsker at overvåge den teknologiske og systemmæssige udvikling i udlandet på afgrænsede områder.

Materialestrømsovervågning:

Videncentret udarbejder årligt statistikker indenfor områderne byggeaffald, kompost, returpapir og glasemballage. I 1998 blev der endvidere givet tilskud til opdatering af statistikken på emballageområdet samt tilføjelse til byggestatistikken.

Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi ophørte i efteråret 1998 og det ny råd, Miljørådet for renere produkter, overtog en restbevilling på 7 mio. kr. fra det tidligere råd. Restbevillingen blev i december 1998 givet som tilskud til gennemførelse af aktiviteter i 1999 i Dansk Center for Affald og Genanvendelse(DCA) ved Teknologisk Institut (Rendans aktiviteter og medarbejdere blev overflyttet til Teknologisk Institut pr. 1. januar 1999). Tilskuddet blev givet i overensstemmelse med de beskrevne indsatsområder i Miljørådets Prioriteringsplan 1999.

5.4 Erhvervsaffald

Genvinding af plastaffald sker i dag kun i meget begrænset omfang. Det skyldes bl.a., at plastaffald ofte indeholder mange plasttyper. Høj kvalitet af genvunden plast kan kun opnås, hvis plasten sorteres efter type.

På den baggrund blev der givet tilskud til LEGO System A/S til etablering af et demonstrationsanlæg til oparbejdning af blandet plastaffald. Projektet består i opbygning af et anlæg til udsortering af ABS fra blandet plastaffald. Anlægget er baseret på separation af materialer med forskellig densitet og separationen foregår ved hjælp af en centrifuge. Projektets formål er at nedbringe LEGO Gruppens plastaffaldsmængde. Det forventes, at affaldsmængden kan nedbringes med ca. 150 ton årligt og en tilsvarende mængde plastråvare vil ikke skulle hjemkøbes. Der er i tiltagende grad et samfundsmæssigt ønske om genanvendelse af de stoffer og materialer, der indgår i forskellige produkter, når disse ender som farligt eller miljøbelastende affald.

Kommunekemi a/s fik tilskud til i samarbejde med Vølund R&D Center at udføre et projekt om forgasning på et pilotanlæg af udvalgte affaldstyper med henblik på genanvendelse. Formålet med projektet er at afprøve og eftervise, hvordan udvalgte affaldstyper, som bl.a. trykimprægneret træ, shredderaffald, elektronikskrot og kromaffaldsspåner kan omsættes i et forgasningsanlæg under reducerende forhold og lav temperatur.

dk-Teknik fik tilskud til projektet "Undersøgelse af de industrielle metoder på verdensplan i forbindelse med behandling og oparbejdning af tungmetalholdigt affald". Formålet med projektet er helt i tråd med regeringens ønske om en højere kvalitet i affaldsbehandlingen, som det fremgår af "Affald 21" og Miljøstyrelsens debatoplæg "Erhvervsaffald og udvalgte affaldsstrømme" i juli 1997, hvor der fokuseres på en øget genanvendelse, udnyttelse af energien og genanvendelse af tungmetallerne fra specielt tungmetalholdigt affald.

5.5 Information

Reno-Sam har i 1994, 1995, 1996 og 1997 gennemført kampagner for afsætning af kompost med tilskud fra Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi. I 1997, hvor kampagnen også omfattede hjemmekompostering, deltog over 100 kommuner og affaldsselskaber.

"Kampagne for afsætning af og information om kompost (Kompostkampagne) i 1998" bestod i lighed med foregående år af en landsdækkende kompostdag, der blev fulgt op af en længerevarende kompostkampagne. Formålet var at gennemføre en kampagne for afsætning af kompost, øge borgernes viden om kompostproduktet og oplyse borgerne om muligheden for hjemmekompostering.

5.6 Slam

Spildevandsslam indeholder en række miljøfremmede organiske stoffer, hvoraf flere er karakteriseret ved at besidde uønskede miljømæssige egenskaber.

De seneste års fokus på indholdet af miljøfremmede organiske stoffer i slam har ført til, at Miljøstyrelsen med "Bekendtgørelse om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål" har indført afskæringsværdier for fire grupper af miljøfremmede organiske stoffer: LAS, NPE, DEHP og PAH.

Hedeselskabet fik på den baggrund tilskud til projektet "Undersøgelses- og moniteringsprogram for omsætning af miljøfremmede organiske stoffer i slammineraliseringsanlæg og slamlagre". Programmet skal klarlægge, om slam, forurenet med miljøfremmede organiske stoffer (LAS, NPE, DEHP og PAH) ved behandling i slammineraliseringsanlæg og ved simpel lagring af slammet i lagre med 9-12 måneders kapacitet, kan bringes til at overholde slambekendtgørelsens afskæringsværdier for miljøfremmede organiske stoffer.

Projektets resultater vil give målgruppen, som primært er kommunerne, et forbedret videngrundlag til at træffe afgørelser i forbindelse med valg af metoder til behandling af slam.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]