Bilvaskehaller

5. Recirkuleringsteknologier

5.1 Direkte genbrug og recirkulering
5.2 Barrierer for genbrug og recirkulering
5.3 Recirkuleringsteknologier
5.4 Vandkvalitetsmatrice
5.5 Konklusioner

De fleste bilvaskeanlæg genanvender i dag vaskevandet direkte til undervognsvask. En reduktion i vandforbruget kan således kun nås ved at anvende genbrugsvand til vask og skyl af overvognen. Kun omkring 5% af bilvaskehallerne er udstyret med recirkuleringsanlæg, som producerer en vandkvalitet, der er egnet til overvognsvask. Disse bilvaskehaller kan drives med et meget lille vandforbrug pr. bilvask.

Ca. 30% af alle bilvaskeanlæg med børstevask anvender i gennemsnit 570 l vand pr. bilvask. De øvrige ca. 70% anvender i gennemsnit 1.200 l vand pr. bilvask. Forskellen på de to typer vask ligger i undervognsvasken, som det ses af tabel 5.1.1.

Vandet til undervognsvask er oftest genbrugsvand, behandlet i sandfang - og nogle steder også i olieudskiller - før genbrug. Dette genbrug omtales i det følgende som "Direkte vandgenbrug".

De 130 l til vask af overvogn samt de 20 l til det følgende skyl er oftest hanevand fra ledningsnettet, og disse 150 l/vask udledes - efter behandling i sandfang og olieskiller - fra vandfasen i olieskiller til kommunale renseanlæg.

Enkelte vaskehaller har etableret overvognsvask - enten permanent eller som forsøg - med genbrugsvand produceret i recirkuleringsanlæg. Genbrug af vand til overvognsvask og/eller skyl ved hjælp af recirkuleringsanlæg omtales i det følgende som "Recirkulering".

5.2 Barrierer for genbrug og recirkulering

I figur 5.2.1 illustreres vandforbrug, vandgenbrug og vandrecirkulering i bilvaskehallerne. På X-aksen er afsat rentvandsindtaget (= spildevandsafledningen) pr. vask. Når rentvandsforbruget reduceres, bevæger man sig altså fra højre mod venstre i diagrammet. På Y-aksen aflæses det totale vandforbrug pr. vask. Kurverne i diagrammet viser forskellige grader af vandgenbrug (henholdsvis 0% genbrug (ind=ud), 80% genbrug, 90% og 95%) i vaskehallen beregnet efter:

Se her!

De fleste vaskehaller i Danmark har direkte genbrug af vaskevand til undervognsvask. Kravet til vandkvaliteten er lavt indhold af suspenderet materiale og sand. I figur 5.2.1 repræsenterer ellipsen mærket "Super" bilvaskeanlæg med super-undervognsvask, og ellipsen mærket "Standard" vaskeanlæg med standard-undervognsvask. Begge anlæg har et rentvandsforbrug på mellem 140 og 150 l/vask til overvognsvask og skyl og med et vandgenbrug på henholdsvis 88% og 75%. Da vandforbruget til undervognsvask udgør den største andel af det totale vandforbrug, er vandgenbrugsprocenten stærkt afhængig af, hvor meget vand der bruges til undervognsvask.

Yderligere reduktion af rentvandsforbruget i bilvaskeanlæg kan kun nås gennem recirkulering af vand til overvognsvask. Hertil ønskes vand af høj kvalitet, bedst illustreret ved, at et stadigt voksende antal vaskehaller - i dag omkring 50% - blødgør hanevandet, før det anvendes til vask af overvognen. At producere genbrugeligt vaskevand fra det brugte vaskevand kræver implementering af et internt renseanlæg, som kan reducere indholdet af de stoffer, der kan forringe vaskeprocessen. Det drejer sig først og fremmest om indholdet af snavs, hårdhed og voksprodukter. Omkring 5% af alle vaskehaller har recirkulering af vaskevand til overvognsvask, og disse repræsenteres i figur 5.2.1 af ellipserne mærket "Recirkulering" - med et rentvandsforbrug på mellem 30 og 35 l/vask og et vandgenbrug på henholdsvis 97% og 94%. Da vandforbruget til overvognsvask stadig ligger på omkring 150 l/vask, drives recirkuleringsanlæggene altså med mellem 75% og 80% recirkulering. Den reelle genbrugsprocent er noget lavere, da disse vaskehaller af og til - især om vinteren på grund af saltindholdet - må dumpe det brugte vaskevand som spildevand for at opnå et tilfredsstillende vaskeresultat.

Hvis genbrugsvand også introduceres til de sidste skyl efter vask, nærmer man sig en lukning af vandsystemet omkring vaskeanlægget. I sin yderste konsekvens svarer dette til en lukning af afløbet fra vaskehallen og dermed til et punkt på Y-aksen (Rentvandsindtag = 0) i figur 5.2.1. Til sidste skyl anvendes en særdeles høj vandkvalitet, bedst illustreret ved, at omkring 50% af vaskehallerne i Danmark i dag er udstyret med omvendt osmose-anlæg til produktion af skyllevand fra blødgjort hanevand. Der er så vidt vides ikke recirkuleringsanlæg i funktion i Danmark, som muliggør en længerevarende lukning af spildevandsudledningen fra bilvaskehaller. Kravet til et sådant recirkuleringsanlæg er, at det kan reducere indholdet af stoffer, der kan forringe skylle- og tørreprocesser, især snavs, salte og detergenter.

I de svenske "Allmänna Råd" (Naturvårdsverket, 1996) er de første etapemål et minimum på 80% genbrug og maksimalt 50 l spildevand pr. vask. De danske vaskehaller, der har etableret recirkuleringsanlæg, vil kunne overholde disse krav i dag.

Ifølge de svenske etapemål sættes der over en årrække gradvist skærpede krav til, hvad der må udledes med spildevandet fra vaskehallen. Et fremtidigt krav om, at en større andel af vaskevandets komponenter holdes inde i vaskehallens vandsystem, vil betyde, at kvaliteten af genbrugsvandet til direkte genbrug bliver ringere, hvilket vil medføre øgede krav til rensningseffektivitet i recirkuleringsanlæg til vaskehaller.

Hvis der i fremtiden optræder komponenter i spildevandet fra vaskehallerne, der nødvendiggør lokal rensning i recirkuleringsanlæg, vil det være en bedre forretning at genbruge det rensede vand til vask, hvis det er muligt, end at aflede dette til kloak. Det er derfor interessant at se på, hvilke vandkvalitetskrav der må sættes til vaskevandet i vaskehallen.

Kvalitetskravene til recirkulerbart vand i bilvaskehallen må anskues fra en såvel vasketeknisk (kvalitetsmæssig), økonomisk og miljømæssig synsvinkel. Hvis baggrunden for etablering af recirkuleringsanlæg er vandbesparelser, vil kvalitetskrav rette sig mod det stofindhold, der kan påvirke vaske- og skylleprocesser. Er baggrunden for etablering af recirkuleringsanlæg udelukkende miljømæssige, vil kvalitetskrav til vandet også relatere sig til det i måleprogrammet identificerede problematiske stofindhold.

Kvalitetskrav relateret til vask og skyl er vist i tabel 5.2.1. Kravene er ansat meget restriktivt, idet udgangspunktet har været, at kunderne i danske bilvaskehaller ønsker og gerne betaler for en vask af høj kvalitet afsluttet med voksbehandling og tørring. Omkring halvdelen alle etablerede samt alle nyinstallerede vaskeanlæg vasker overvognen i blødgjort vand og skyller efter med afsaltet vand. Bilvask kan gennemføres med vaske- og skyllevand af ringere kvalitet, men vaskeresultatet lever ikke op til kundernes ønsker. Til vask ønskes således blødt vand, og til skyl ønskes blødt og afsaltet vand for at opnå et optimalt efterbehandlings- og tørreresultat.

Det kan bemærkes, at en andel af tilsatte vaske- og voksprodukter ikke vil forbruges i vaskeprocessen, men vil ledes uforbrugte til opsamlingstank. Potentielt er der således en mulighed for at genbruge ikke forbrugte vaske- og voksprodukter, men dette vil som minimum kræve, at vaskevand og skyllevand adskilles og ikke sammenblandes.

0 = uden særlig betydning; + = fordelagtigt, ¸ = kun særdeles ringe koncentrationer kan accepteres.

Krav til spildevand

Vejledende kravværdier til afledningsvandet samt relevante stofreduktionsmål for fremtidigt recirkuleringsanlæg er vist i tabel 5.2.2. Som det beskrives i kapitel 2, 3 og 4, optræder der adskilligt flere miljøproblematiske stoffer i vand fra bilvaskehaller, men disse stoffer er direkte relateret til anvendte kemikalier i vaskehallen, og indholdet af disse stoffer burde kunne reduceres væsentligt ved substitution.

* Beregnet interval for vejledende grænseværdi for DEHP baseret på overholdelse af Slambekendtgørelsens afskæringsværdi (50 mg/kg TS) og et vandkvalitetskriterium på 0,1 m g/l.

De miljømæssigt set problematiske stoffer kan placeres i to grupper - en gruppe tungmetaller (cadmium, bly og zink) samt en gruppe organiske stoffer (DEHP og mineralsk olie). Dertil kommer en række organiske stoffer, der har ringe biologisk nedbrydelighed i det kommunale renseanlæg, dvs. COD/BOD-forholdet er større end 3.

Ved at sammenligne tabel 5.2.1 og 5.2.2 ses, at der ikke er mange sammenfald mellem stofgrupper relateret til vasketeknik og miljø. Afledningskrav vedrører ikke vigtige vaske/skylletekniske parametre som indholdet af vejsalt, hårdhedsdannende salte samt indholdet af organisk stof – blot dette er letnedbrydeligt og ikke er mineralsk olie. Til gengæld ville det formodentlig ikke berøre vaske/skylleprocessen væsentligt med et ringe indhold af tungmetaller eller DEHP.

5.3 Recirkuleringsteknologier

Mulige teknikker

Syv forskellige separationsteknologier vurderes at være relevante til reduktion af indholdsstoffer i spildevand fra bilvaskehaller. I tabel 5.3.1 er givet en kort beskrivelse af separationsmekanisme og anlægstyper samt en indledende vurdering af væsentlige styrker og svagheder ved hver teknologi. Det bemærkes, at beskrivelserne i tabel 5.3.1 er baseret på rent teoretiske overvejelser. Det er reelt ikke muligt at fremsætte et kvalificeret skøn, førend en række laboratorieforsøg er udført.

Økonomi = Vandøkonomi

I tabel 5.3.1 er "økonomi" sat under "væsentlig styrke", hvis teknologien ventes at kunne producere vand til en pris væsentligt under prisen for at købe vand af kommunen samt aflede det til kommunalt renseanlæg. Omvendt er "økonomi" sat under "væsentlig svaghed", hvis teknologien ventes at producere vand til en pris væsentligt over den samlede indkøbs- og afledningspris. Er økonomi ikke nævnt, ventes teknologien at producere vand til omkring den samme pris som den samlede indkøbs- og afledningspris.

Energiforbrug

Ned gennem tabel 5.3.1 vokser energiforbruget pr. behandlet m³ vand. Sedimentation og adsorption har kun et meget ringe energiforbrug. Konventionel filtrering og kemisk fældning samt mikro- og ultrafiltrering har et noget højere, men stadig relativt ringe energiforbrug. Energiforbruget til nanofiltrering og omvendt osmose - specielt omvendt osmose af saltholdigt spildevand - kan tilskrives ca. halvdelen af omkostningerne pr. m³ behandlet vand. Ved biofiltrering - og i særdeleshed for vandbehandling ved hjælp af ozongenerator eller inddampning og destillation - dominerer omkostninger til energiforbruget helt behandlingsomkostninger pr. m³ vand, med mindre der i anlægskonstruktionen er gjort specielt energibesparende tiltag. Inddampningsanlæg kan f.eks. konstrueres som modstrømsanlæg, hvorved energiforbruget kan reduceres væsentligt.

Affald

Alle de nævnte teknologier vil producere et koncentrat af de indholdsstoffer, der er separeret fra vaskevandet – forventeligt i området 0,1-1% af udgangsvolumen. Som det er tilfældet i dag med affald fra sandfang og olieudskillere, må det forventes, at affald fra recirkuleringsanlæg skal bortskaffes som farligt affald til en forventelig pris mellem 800 og 1.000 kr/m³ (kapitel 3.3).Udgifterne til slambehandling vil derfor ligge i området 0,8 – 10 kr/m³ vaskevand, der behandles i recirkuleringsanlægget. Den samlede økonomi i recirkulering af vaskevand i vaskehallerne er derfor afhængig af, hvor meget vaskevandets indholdsstoffer kan opkoncentreres. Hvis det kun er muligt at opnå koncentrering til omkring 1% af startvolumen, vil slambehandling være en betydende udgift i det totale regnskab og omvendt, hvis koncentratet kun udgør omkring 0,1% eller mindre af startvolumen, er udgifterne til slambehandling kun af marginal betydning. Det forventes ikke, at affald fra recirkuleringsanlæg vil være årsag til en væsentlig udgiftsstigning i det eksisterende budget for tømning af sandfang og olieudskiller ved vaskehallerne.

Producerede vandkvaliteter

I tabel 5.3.1 er endvidere givet et bud på, hvorvidt det kan forventes, at det behandlede vand:

• V: er egnet til vask af overvogn (tabel 5.2.1)
• S: er egnet til skyl og efterbehandling (tabel 5.2.1)
• M: har et reduceret indhold af miljøkritiske parametre (tabel 5.2.2)

Notationen i tabel 5.3.1 er sådan, at hvis en teknologi forventes at kunne producere vand egnet til recirkulering eller kunne reducere miljøkritiske parametre, angives dette som en "Væsentlig styrke". Modsat, hvis en teknologi ikke forventes at kunne producere vand egnet til recirkulering eller ikke forventes at kunne reducere kritiske miljøparametre, angives dette som en "Væsentlig svaghed".

Phthalater

Et af de miljømæssigt mest problematiske stoffer er DEHP. Renseteknisk er dette stof det mest ukendte. DEHP tilhører gruppen af phthalater, der både anvendes i undervognsbehandling og i plastkomponenter. Phthalater er ikke reaktive og er som sådan ikke bundet i materialet, men har tværtimod en tendens til migration (vandring) over i tilstødende materialer og til udvaskning til omgivende væsker. Denne migration og udvaskning vil ske gennem hele produktets livscyklus. Phthalater er organiske molekyler med ringe molekylvægt (DEHP omkring 390 g/mol), lavt damptryk (DEHP har kogepunkt omkring 420°C) og meget ringe opløselighed i vand (for DEHP angives 0 g/l), og høj opløselighed i olie (O/W (octanol/vand). Forholdet for DEHP er omkring 7,6. Af disse egenskaber er det det lave damptryk eller det høje O/W forhold, der skal udnyttes til separation. Ved destillation vil phthalater ikke dampe af, og phthalater vil følge oliefasen, hvis denne separeres.

Se her!

V, S, M som væsentlige styrker

Som tabellen viser, er det kun membranfiltrering og inddampning, der forventes at levere recirkulerbart vand til både vask og skyl samtidig med, at vandet kan overholde krav til reduktion af de miljømæssige problematiske parametre.

Adsorption og biofiltrering forventes at kunne levere vand, der er anvendeligt til vask og samtidig være en miljømæssig forsvarlig løsning, men vandet vil ikke være egnet til skyl og efterbehandling. Det kan være hensigtsmæssigt at kombinere disse teknologier med rent vand til skyl og efterbehandling.

V som væsentlig styrke

Det er nok muligt at producere vand, der er anvendeligt til overvognsvask ved tilstrækkelig fin filtrering eller ved kemisk behandling, men vandet vil ikke være egnet til skyl og efterbehandling og vil ej heller være en miljømæssig god løsning.

Kombinationsanlæg

Det vurderes ikke for muligt at konstruere recirkuleringsanlæg baseret på en enkel teknologi, der kan leve op til stofreduktioner som anført i tabel 5.2.1 og 5.2.2. Recirkuleringsanlæg til bilvaskehaller må derfor være kombinationsanlæg af to eller flere forskellige anlæg af samme teknologi eller to eller flere separationsprincipper samlet i ét anlæg.

Der er primo 1999 foretaget en kortlægning af recirkuleringsanlæg i bilvaskehaller i Danmark. I tabel 5.3.2 ses resultatet af kortlægningen.

Tabel 5.3.2
Recirkuleringsanlæg ved personbilsvaskehaller i Danmark (Olieselskaber, 1999).
Se her!

Som det ses i tabel 5.3.2, er hovedparten af de anvendte recirkuleringsanlæg baseret på dosering af ét eller flere fældnings-, spaltnings- eller flotations- kemikalier, efterfulgt af flotation eller filtrering. Biofiltrene fra Ninki er etableret som forsøgsanlæg på to servicestationer. Det mest avancerede recirkuleringsanlæg etableret i Danmark i fuldskala er Biokleen-anlægget, forhandlet af Wesumat. I Biokleen-anlægget gennemføres en kombination af adsorption, biologisk behandling samt fældning/flotation.

Målet er vandbesparelser

Om hovedparten af anlæggene i Danmark oplyses det, at de er installeret for at give bilvaskehallen en mere miljøvenlig profil, men at man også håber, at det økonomisk vil vise sig at være en god forretning. En del anlæg er installeret på grund af begrænsninger i vandforsyningen fra det lokale vandværk i spidsbelastningsperioder.

Dokumentation er sparsom

Dokumenterede driftsdata på anlæggene er sparsomme. Det bedst dokumenterede anlæg er RC25AC fra ReClean A/S, hvor driftsforhold bl.a. er dokumenteret gennem en standardiseret "Referencefunktionskontrol" i Sverige (IVL, 1998).

Som det fremgår af tabel 5.3.2, har indehaverne af servicestationerne meget forskellige erfaringer og opfattelse af anlæggene. Omkring 1/3 af stationerne angiver, at anlæggene fungerer helt tilfredsstillende. For de resterende anlæg, der står stille i kortere eller længere perioder, angives det som et problem, at recirkuleringsanlæggene dagligt kræver tilsyn og vedligehold, om end i begrænset omfang. Mange servicestationer har ikke teknisk personale ansat, og ofte tilses anlæggene af ansatte i stationernes dagligvarebutikker, og nødvendige vedligeholdelsesfunktioner og journalføring tilsidesættes. Anlæggene kan derved let komme til at tilstoppe, og en oprensning og genstart kræver professionel teknisk bistand. En vedligeholdelsesløsning er, at der tegnes en serviceordning med leverandøren af recirkuleringsanlægget. Imidlertid reducerer en sådan ordning de økonomiske fordele, der skulle være ved anlægget. Generelt er tilliden i oliebranchen til driftssikkerheden af eksisterende recirkulationsanlæg ikke stor, hvilket også understøttes i (Naturvårdsverket, 1996), hvor der konstateres et behov for udvikling af ny teknologi.

Nye recirkuleringsanlæg

På baggrund af oplysninger fra projektdeltagerne samt kontakt til potentielle anlægsleverandører - hovedsagelig identificeret gennem messen "AUTO Mechanica" i efteråret 1998 - beskrives et antal recirkulationssystemer i bilag 9. De 24 anlæg er evalueret efter følgende kriterier:

• Enkelt rensetrin til recirkulering af genbrugsvand, som supplerer eksisterende sand-, slam- og olieskiller
  

• Flertrins renseanlæg til recirkulering af genbrugsvand, som supplerer sand-, slam- og olieskiller, herunder:

Kemisk fældning og flotation
Biologiske anlæg
Diverse kombianlæg

• Recirkuleringsanlæg, der erstatter konventionel sand-, slam- og olieskiller, installeret direkte på udgående vaskevand fra vaskehallen

Oplysningerne i bilag 9 er alene baseret på forhandlerens salgsmateriale. Uvildig dokumentation er sparsom, og kun i enkelte tilfælde har det været muligt at få en karakterisering af vandkvaliteten, dog uden at kunne få dokumenteret, under hvilke forhold prøver til analyse er udtaget.

Der er ikke grund til at tro, at anlæggene ikke kan producere vand egnet til bilvask, men de fleste anlæg vil producere en vandkvalitet, der er væsentlig ringere end den i tabel 5.2.1 skitserede til vask og skyl.

Miljømæssig vurdering

Som tidligere nævnt anses det for nødvendigt at anvende de relativt avancerede recirkuleringsanlæg, som består af flere forskellige enheder, hvis de miljømæssigt problematiske indholdsstoffer skal separeres. Det er sandsynligt, at flere af de i bilag 9 skitserede anlæg vil kunne løse opgaven. Flere af anlæggene har et rensetrin, hvor aktivt kul indgår, og recirkuleringsanlæg baseret på biofiltre er under hastig udvikling. Aktivt kul er velkendt for stor adsorptionskapacitet over for tungmetaller og organiske stoffer, og biofiltre har i andre sammenhænge udvist gode resultater til nedbrydning af selv svært nedbrydelige organiske stoffer.

To teknologier med potentiale for separation af de miljømæssigt problematiske stoffer er ikke godt repræsenteret blandt de identificerede anlæg. Det drejer sig om membranfiltrering og inddampning. Begge teknologier er under udvikling og bliver år for år mere økonomisk fordelagtige at anvende.

Teknisk vurdering

De kommercielt tilgængelige recirkuleringsanlæg er alle så godt som fuldautomatiske. Driften af disse anlæg kan varetages via en serviceordning, eventuelt via en automatisk alarm direkte til servicefirmaet. Det skulle derfor være muligt at bestyre bilvaskehaller med recirkulationsanlæg, uden at have teknisk personale ansat på den enkelte servicestation.

Økonomisk vurdering

Den nødvendige investering for et recirkuleringsanlæg (incl. tanke og rørføringer), som kan producere recirkulerbart vand, der kan overholde miljøkrav til udledning, anses at ligge i størrelsesordenen kr. 200.000 - 300.000. Dette svarer til 30-40% af investeringen i en bilvaskehal incl. vaskemaskine. Installering af recirkuleringsanlæg vil således være årsag til en væsentlig udgiftsstigning pr. bilvask, formentlig i størrelsesordenen 30-40%.

Besparelsespotentialet for recirkulering af 150 l vaske- og skyllevand pr. vask ved en almindelig vaskehal med 10.000 bilvask/år og en samlet pris på vand ind/ud af vaskehallen på mellem 20 og 30 kr/m³ vil ligge mellem 30.000 og 45.000 kr/år. Tilbagebetalingstiden for de mere avancerede og tilgængelige recirkuleringsanlæg i prisklassen 300.000 kr. vil strække sig over 7-10 år, hvis vandbesparelserne alene skal finansiere investeringen.

5.4 Vandkvalitetsmatrice

Vandtyper

En vandkvalitetsmatrice er en kortlægning og gruppering af vandtyper. Formålet med vandkvalitetsmatricen er, at den i det videre arbejde, branchen står over for, kan anvendes til at "holde styr" på de enkelte vaske- og skyllevandstyper. Både de vandtyper der behandles i recirkulereringsanlæg, de vandtyper der produceres internt i de enkelte delanlæg i recirkuleringsanlægget samt vandtyper og affaldsprodukter ud af recirkuleringsanlægget.

Kvalitetsparametre

På baggrund af analyserunden beskrevet i kapitel 4 skulle det være muligt at udarbejde en nettoliste for relevante:

• Kvalitetsparametre til bedømmelse af afløbsvand og affaldsstoffer

• Kvalitetsparametre til anvendeligt genbrugsvand

Eksakte kravværdier til relevante kvalitetsparametre for afløbsvand er beskrevet i kapitel 6.

Bruttoliste

Det er ikke muligt generelt at udelade parametre til vurdering af recirkulerbart vand på grundlag af den nuværende viden. For det første anvendes der i dag forskellige vandkvaliteter til overvognsvask, og det er ikke muligt at generalisere på et overordnet niveau, så længe der ikke er enighed om, hvilken vandkvalitet der kan anvendes. De forskellige recirkuleringsteknologier vil yderligere kræve måling af teknologispecifikke parametre under test. Derfor bibeholdes den oprindelige bruttoliste. I forbindelse med specifikke forsøg med recirkuleringsanlæg og vask med det herfra producerede vand kan listen tilpasses aktuelle forhold. Der er i listen i tabel 5.4.1 givet forslag til enkelte kravværdier som inspiration.

Skabelon til vandkvalitetsmatrice til brug i arbejdet med at reducere vandforbrug og implementere recirkulationsteknologier.

5.5 Konklusioner

Vandmængder

Det nødvendige vandforbrug til vask og skyl af overvognen på en personbil ligger erfaringsmæssigt på omkring 150 l, fordelt med 130 l til børstevask og 20 l til skyl.

Vandkvaliteter til vask af overvogn

Kvalitetskravene til vaskevand er for omkring halvdelen af vaskeanlæggenes vedkommende blødgjort hanevand. Der anvendes dog nogle steder vandkvaliteter, som er produceret i recirkuleringsanlæg ud fra det brugte vaskevand fra det lovpligtige sandfang/olieskiller anlæg med tilfredsstillende vaskeresultat.

Vandkvaliteter til skyl af overvogn

Kvalitetskravene til skyllevandet er for omkring halvdelen af vaskeanlæggenes vedkommende blødgjort og afsaltet hanevand. Andelen af vaskeanlæg med denne skyllevandskvalitet er voksende og er tilsyneladende en kvalitetsparameter, der efterspørges af kunderne. Den mængde vand, der fordamper eller følger den vaskede bil ud af hallen, er i dag mindre end skyllevandsmængden. Brug af friskvand til skyl vil således føre til en - om end ringe - spildevandsudledning.

Renseanlæg ved vaskehallen kan blive nødvendigt

Hvis der i spildevandet fra bilvaskehaller optræder komponenter, der ikke må udledes, og/eller komponenter der ikke kan undgås ved ændret materiale- eller kemikalievalg i vaskehallen, vil en vandrensning ved vaskehallen være nødvendig.

Genbrugsvand egnet til vask

Konsekvensen af en rensning af det brugte vaskevand for tungmetaller, phthalater og mineralsk olie - stoffer der i første omgang er fokus på i miljømæssig sammenhæng - vil formodentlig være en vandkvalitet, der vil kunne recirkuleres direkte til bilvask uden for sæsoner med vejsaltning. Dette genbrugsvand vil ikke være egnet til skyllevand.

Eksisterende anlægstyper

Der findes et stort antal kommercielt tilgængelige recirkuleringsanlæg på markedet, men kun ganske få anlægstyper er implementeret ved relativt få vaskehaller. Generelt er tilliden i branchen til driftssikkerheden af eksisterende recirkuleringsanlæg ikke stor. Hvorvidt de tilgængelige anlæg er i stand til at begrænse udledning af de miljøproblematiske stofgrupper er ikke undersøgt, specielt er det interessant, om de etablerede fældings/flotations-anlæg reelt gør det i dag.

Nye anlægstyper

Teknologier som adsorption på aktivt kul eller biofiltre samt membranfiltrering eller inddampning har potentialet hertil. Adskillige tilgængelige anlæg har et rensetrin, hvor aktivt kul indgår. Recirkuleringsanlæg baseret på biofiltre er under hastig udvikling. Disse to teknologier kunne sammen med membranfiltrering og inddampning med fordel inddrages i branchens løbende udviklingsarbejde indenfor recirkuleringsanlæg for vaskehaller.

Teknisk set mangler der dokumentation for, hvilke vandkvaliteter de forskellige recirkuleringsanlæg kan producere ud fra det brugte vaskevand.

Manglende miljømæssig dokumentation

De miljømæssige fordele ved at implementere lokale recirkuleringsanlæg, hvor flere teknologier tages i anvendelse til recirkulering af vaskevand, kan være store, idet man undgår en spredning af en række tungmetaller samt en række meget tungt nedbrydelige og bioakkumulerbare stoffer. Med i betragtningen må imidlertid også tages det ressourceforbrug og de miljøbelastninger, der vil stamme fra produktion og drift af et recirkuleringsanlæg.

Lang tilbagebetalingstid

Ud fra en ren økonomisk vurdering er recirkulering af vaskevand i bilvaskehaller med dagens teknologi en langsigtet investering. Et recirkuleringsanlæg, der kan reducere det miljømæssigt problematiske stofindhold i det brugte vaskevand og give en anvendelig vandkvalitet, forventes, hvis anlægget alene skal afskrives ved vandbesparelser, at have en tilbagebetalingstid på mellem 7 og 10 år. Alternativt skal prisen på bilvask forøges med 30-40%.