[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Rensning af kromforurenet jord vha. jernspåner og jernsulfat

1. Indledning

Jordforureninger med kromforbindelser findes mange forskellige steder i Danmark og stammer som oftest fra gamle industrier: Krom har været anvendt til konservering af forskellige organiske materialer som huder på garverier og af træ på træimprægneringsindustrier og har indgået i farve- og lakindustrien som pigment og har været anvendt til korrosionsbeskyttelse af metalemner (forkromning) på galvanoindustrier. I de senere år er man blevet mere opmærksom på krom(VI)’s negative egenskaber: At der er tale om et tungmetal som ikke nedbrydes i naturen og, at stoffet under visse forhold er både mobilt, toksisk og karcinogent.

Krom forefindes i naturen sædvanligvis kun i to forskellig oxidationstrin: Som krom(III) eller som krom(VI). Der er meget stor forskel på egenskaberne af krom de to oxidationstrin imellem. Først og fremmest er krom(VI) mobilt hvorimod krom(III) så godt som altid vil udfælde. Derudover er krom(VI) et stærkt oxidationsmiddel hvorfor det relativt let omdannes (reduceres) til krom(III) såfremt en egent elektrondonor er tilstede. Eksempelvis kan en jords indhold af organisk kulstof oxideres mens krom(VI) reduceres til krom(III). En sådan proces vil med andre ord omdanne mobilt krom(VI) til krom(III) som efter al sandsynlighed vil udfælde. Egenskaberne for hhv. krom(VI) og krom(III) betyder også at man i praksis (og også i de i dette projekt gennemførte forsøg) ofte kan betragte en målt koncentration, målt som totalt opløst krom, som koncentrationen af krom(VI) da tilstedeværende krom(III) vil være udfældet. Undtagelsen herfra er de sjældne tilfælde hvor pH- og potentialeforholdene muliggør tilstedeværelse af betydende mængder krom(III) i vandfasen.

En jordforurening med krom(VI) vil som oftest medføre en forurening af grundvandsressourcen i området ligesom forureningen sædvanligvis vil sætte store begrænsninger for arealanvendelsen på den forurenede lokalitet. I visse tilfælde er en bortgravning af jorden eneste acceptable løsning, men denne løsning har nogle betydelige ulemper. Grundlæggende fjernes eller uskadeliggøres forureningen ikke, men problemet flyttes blot til et andet sted idet jorden typisk vil skulle anbringes på deponi med store omkostninger til følge. Såfremt jorden i stedet kunne renses til en konkurrencedygtig pris ville dette således være af stor samfundsmæssig interesse. Alternativt, at jorden kunne ’for-renses’ i den forstand at en relativ stor del af forureningen kunne fjernes for en relativ lille pris hvorved den efterfølgende behandling / håndtering kunne foregå under lempeligere forhold.

 


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]