Oprensning af klorerede opløsningsmidler ved dampstripning.

1. Indledning

Klorerede opløsningsmidler har igennem den seneste årrække fået stor opmærksomhed på grund af deres toksikologiske egenskaber (TCE og PCE er vurderet humant carcinogene (Miljøstyrelsen 1996)) og deres optræden i drikkevandsressourcerne. Klorerede opløsningsmidler har via deres brede anvendelse som affedtningsmidler i industrien (TCE, TCM, TCA) og anvendelse til tøjrensning (PCE) haft mulighed for en bred geografisk spredning. De fysisk kemiske egenskaber af disse stoffer med en densitet større end vands, lav viskositet og overfladespænding bevirker, at stofferne kan spredes dybt ned i grundvandet i forhold til eksempelvis oliestofferne. Samtidig er den biologiske nedbrydelighed af de klorerede opløsningsmidler lav sammenlignet med oliestofferne. Stofferne har ligeledes et højt damptryk, der bevirker, at de på gasform kan transporteres ind i bygninger lokaliseret i nærheden af spild. Disse faktorer har bevirket, at fokus på oprensningen af netop disse stoffer er stor.

Oprensning af klorerede opløsningsmidler kan foregå ved forskellige teknikker afhængig af hvilken risiko, der ønskes elimineret eller reduceret. Tidligere har de fleste afværgeforanstaltninger været foretaget ved afværgepumpning eller opgravning. Erkendelsen af at afværgepumpning er en meget langsigtet strategi har ført til at udviklingen af forskellige in-situ metoder har taget fart. Samtidig er erkendelsen af, at opgravningen ikke altid løser alle problemer også blevet større. De in-situ metoder der har været anvendt til oprensning af klorerede opløsningsmidler har primært været vakuumventilering og air-sparging. I en række tilfælde har det vist sig, at også disse metoder kan have lange tidsperspektiver, og at en tilfredsstillende lav restforurening ikke har kunnet opnås.

Lange oprensningstider skyldes ofte at, oprensningen bliver diffusionsbegrænset pga. at forureningen er trængt ind i mindre permeable dele af jordmatricen. Disse stofmængder vil ved anvendelse af de konventionelle in-situ metoder kunne afgives over en lang tidsperiode og derved trække oprensningstiden ud eller ultimativt forhindre en oprensning. En metode der ser ud til at imødegå disse begrænsninger er en opvarmning af jorden til kogepunktet kombineret med en oppumpning af vand/damp/luft. Der findes jf. Heron et al. 1998a en række metoder til opvarmningen bl.a. dampinjektion, elektrisk opvarmning og radiobølger. I denne rapport er der set nærmere på dampinjektion som metode til opvarmning.

Rapporten indeholder teoretiske beskrivelser af dampinjektion som metode og en gennemgang af resultater opnået på et fuldskalaprojekt udført af Brüel og Kjær A/S på deres grund i Nærum nord for København. Der er givet vurderinger af de opnåede resultater og foreslået retningslinier for hvordan fremtidige projekter bør sammensættes for at udnytte metoden bedst muligt, set i lyset af både de teoretiske sammenhænge såvel som de opnåede resultater fra oprensningen.