[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Livscyklusvurdering og produktorienteret miljøledelse hos
Gabriel A/S

Bilag 7 Oplæg til Gabriels ledergruppe

Projekt

Livscyklus i salg, design og produktudvikling

ved Gabriel A/S

Oplæg til Gabriel A/S' ledergruppe

Udgave nr. : 06

Dato : 2000-01-10

Udarbejdet af: Anders Haahr

Komm. af : Anne Mette R. von Benzon

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Baggrund

3. LCA-model

4. Målsætning og politikker

5. Fase 1. Livscyklusvurdering

6. Fase 2. Forbedringer
6.1 Prioritering
6.2 Planlægning og gennemførelse

7. Fase 3. Kommunikation
7.1 Miljøinformation
7.2 Anvendelse og opfølgning

8. Miljøstyringssystem
8.1 Systemændringer
8.2 Indførelse og audit

9. Omkostninger

BILAG
(Nedenstående bilag er ikke vedlagt i denne rapport)

  1. Forslag til revision af målsætning og politikker
  2. Udkast til flowdiagram for LCA
  3. Forslag til miljøinformation/-deklaration
  4. Notat vedr. COWIs assistance til Gabriel A/S' LCA-arbejde
  5. Oversigt over LCA-relaterede ændringer i miljø- og kvalitetsstyringssystemet
  6. Sammenfatning fra ISO 14040 Rapport
  7. Livscyklusvurdering (LCV) af tekstiler fra Gabriel A/S - dokumentationsrapport efter ISO 14040.

 

1. Indledning

Dette oplæg er udarbejdet af den nedsatte arbejdsgruppe i LCA-projektet. Det skal danne grundlag for en kvalificeret diskussion og beslutning i Gabriel A/S' ledergruppe angående;

  • ambitioner med det igangværende LCA-projekt, herunder målsætning og politikker, intern og ekstern anvendelse og indhold/form af miljøkommunikation.
  • projekt- og driftsomkostninger til at opfylde ambitionerne.

Oplægget indeholder derfor en række forslag og overvejelser vedr. disse emner.

2. Baggrund

Der er en stigende kundeinteresse for miljøpåvirkningerne ved Gabriel A/S' tekstiler, idet enkelte kunder anvender miljøparametrene i deres salgsarbejde. Ved at synliggøre produkternes miljøpåvirkninger får Gabriel en mulighed for at skabe merværdi for kunderne, så de dels kan vælge miljørigtigt og dels profilere sig på miljørigtighed overfor deres kunder.

LCA-projektet er igangsat på baggrund af disse muligheder for at anvende miljø mere aktivt i markedsføringen, og herunder få mulighed for at relatere miljøpåvirkningerne til Gabriel A/S' produkter i form af en generel miljødeklaration i stedet for som hidtil primært at henholde sig til Gabriel som en miljøcertificeret virksomhed.

COWI og Dansk Kvalitets Rådgivning søgte i feb. 1998 Miljøstyrelsen om støtte til et projekt ved Gabriel og fik i løbet af foråret bevilliget ca. 1,4 mio. kr. til gennemførelsen. Projektet har overvejende fokuseret på indsamling af livscyklusdata i fase 1 bl.a. med henblik på udarbejdelse af en miljødeklaration. Men i fase 2 er der dokumenteret rutiner for gennemførelse af livscyklusanalyser og udarbejdelse og vedligehold af miljødeklarationer.

Projektet afsluttes 31. jan. 2000, idet de direkte Gabriel-relaterende aktiviteter dog blev afsluttet ca. 1. okt. 1999.

3. LCA-model

Vi har i projektet udviklet en LCA-model, som på basis af virksomhedens miljøpolitik og -målsætning omfatter 3 styringssløjfer samt et grundlag i form af dokumenterede rutiner;

  • Fase 1, som omfatter kortlægning af væsentlige miljøpåvirkninger i produktets livscyklus samt bearbejdning, vurdering og revision heraf i overensstemmelse med kravene i ISO 14040
  • Fase 2, som på baggrund af livscyklusvurderingen samt Gabriels målsætning og politikker omfatter prioritering af relevante miljøforbedringsområder samt efterfølgende planlægning og gennemførelse af forbedringer inden for produktudvikling, indkøb og produktion, som medfører reducerede miljøpåvirkninger
  • Fase 3, som på baggrund af livscyklusvurderingen omfatter udarbejdelse/ vedligeholdelse af miljøinformation samt anvendelse og opfølgning på denne.

Aktiviteterne i disse faser fastholdes gennem dokumenterede styringsrutiner, som indarbejdes i det eksisterende miljø- og kvalitetsstyringssystem, hvorefter de reviderede/nye rutiner indføres og auditeres.

Image107.gif (5490 bytes)

Som det fremgår, er det fælles grundlag mellem de 3 styringssløjfer en (periodisk) opdateret status på livscyklusvurderingen og dermed LCA-data. Modellen bliver efterfølgende uddybet gennem en kort omtale af de enkelte elementer i relation til Gabriel A/S.

4. Miljøpolitik og -målsætning

Gabriel A/S' idegrundlag er bl.a. at opfylde ufravigelige krav til særlige produktegenskaber og .... dokumenteret miljøstyring. I Gabriel A/S' miljøhandlingsprogram for 1998/99 er der formuleret følgende indsatsområde: Gennemførelse af livscyklusanalyse på egne produkter (Aalborg/Falster).

På baggrund heraf, projektets mål samt diskussioner på lederseminaret d. 9. april samt møder i arbejdsgruppen er der formuleret forslag til følgende ændringer i målsætning og politikker.

Ændring af målsætningerne:

Opfyldelse af målsætningerne skal ske gennem anvendelse af Gabriel A/S's kvalitets- og miljøstyringssystem, som opfylder kravene i kvalitets- og miljøstyringsstandarderne DS/EN ISO 9001, DS/EN ISO 14001, DS/EN ISO 14040 samt krav i EMAS-forordningen.

Ændring af politikkerne:

  • Livscyklusanalyse (LCA) i henhold til DS/EN ISO 14040 skal dokumentere produkters miljøpåvirkning i størst muligt omfang på baggrund af tilgængelige miljødata.
  • LCA skal anvendes til identifikation af indsatsområder for miljøforbedringer og belyse miljøpåvirkninger ved produktudvikling.
  • LCA skal give miljøinteresserede kunder grundlag for at udvælge miljørigtige produkter og vurdere produkters miljømæssige egenskaber.

5. Fase 1. Livscyklusvurdering

Siden projektstart har der været arbejdet intensivt på at få indsamlet data om såvel Gabriel A/S' processer, som data om de vigtigste råvarer og hjælpestoffer, som led i en LCA fra "cradle to gate", d.v.s. fra vugge (f.eks. får) til Gabriel A/S' forsendelse af færdigvarer. Herudover er der arbejdet med kortlægning af miljøpåvirkningerne ved vedligehold af færdigvarerne. Der er i dette arbejde alene fokuseret på de vigtigste parametre, hvorfor der er foretaget en række afgrænsninger.

De indsamlede data samles på såkaldte "bundkort", som skal anvendes til fordeling af miljøpåvirkningerne for et specifikt Gabriel-produkt. Hertil anvendes UMIP, som er et databaseværktøj, der kan beregne og synliggøre miljøeffekterne for et givent produkt som helhed samt for den enkelte fase i produktets livscyklus.

Ud fra miljøeffekterne kan der foretages en vurdering af miljøpåvirkningerne fra et givent Gabriel-produkt. Dog er der konstateret enkelte, men væsentlige mangler i UMIP, særligt omkring kemiske stoffer. Disse mangler forventes udbedret i de kommende år af IPU.

Miljøforbedringer ved Gabriel eller hos leverandører m.v. vil give nye miljødata, hvorfor kortlægningsresultaterne skal vedligeholdes. Endvidere vil anvendelse af miljøinformation give anledning til vurdering og evt. revision af hvilke miljødata, der specielt er fokus på hos interessenterne, herunder ikke mindst de miljøinteresserede top 50-kunder.

Da Gabriel ikke ønsker at udvikle livscyklusvurdering til et internt kompetenceområde tænkes livscyklusvurderingen outsourcet til COWI. Se udkast til flowdiagram for LCA i bilag 2 samt notat vedr. COWIs assistance til Gabriel A/S' LCA-arbejde i bilag 4.

Den i projektet gennemførte livscyklusvurdering er udført i henhold til den internationale standard for livscyklusvurdering ISO 14040 "Life cycle assessment - Principles and framework". Standardens formål er at fastlægge generelle principper for gennemførelse af livscyklusvurderinger, herunder at opstille minimumskrav til indhold og kvalitet, så livscyklusvurderinger kan gennemføres efter internationale spilleregler.

Livscyklusvurderingen er dokumenteret i en ISO 14040-rapport. Et sammendrag med konklusioner fra rapporten er vedlagt i bilag 6.

6. Fase 2. Forbedringer

6.1 Prioritering

Ud fra resultaterne af livscyklusvurderingen samt Gabriels miljømålsætning og politikker udarbejdes et forslag til ledelsens (kvalitetsstyregruppens) prioritering af den fremtidige produktorienterede miljøindsats, - dette sker i sammenhæng med de nuværende rutiner vedr. miljøpåvirkninger (proc. 3.6) samt miljøhandlingsprogram (proc. 3.8).

Kvalitetsstyregruppen beslutter de miljømæssige mål, herunder på hvilke områder, der skal gennemføres en forbedringsindsats. Miljøhandlingsprogrammet dokumenteres i korrektionsrapporter, som kvalitetschefen udsteder.

Kvalitetschefen sikrer endvidere, at resultaterne af LCA- og forbedringsaktiviteterne dokumenteres i procedurer og instruktioner.

6.2 Planlægning og gennemførelse

Afhængig af LCA-fasens resultater og styregruppens prioritering kan der ske forbedringer inden for følgende områder:

Produktudvikling

Ved gennemførelse af produktudvikling kan der ved anvendelse af LCA-resultater arbejdes med en miljømæssig optimering af produktets funktionalitet, materialesammensætning og design. Det kan ske gennem valg af råvarer, processer og hjælpestoffer, så det ønskede behov opfyldes ved reducerede miljøpåvirkninger i produktets livscyklus samtidig med, at kvalitet, design og andre parametre også indfries.

Det er således muligt at se miljøkonsekvenserne af forskellige valg, f.eks. hvad betyder valg af;

  • et tekstil, som har dobbelt så stor vægtfylde som et andet ?
  • uld frem for polyester ?
  • brandimprænering

Som følge af datamangel fra leverandører samt UMIPs mangler vedr. kemiske stoffer vil Gabriel til gengæld ikke kunne se miljøkonsekvenserne af f.eks. stykfarvning med farvestofferne Sandolan echt blau P/F 180 og Lanasol Rot 6G.

Procesforbedringer/renere teknologi

De væsentlige miljøpåvirkende processer kan identificeres via LCA'en, lige som potentialet for forbedringer af processen (også med hensyn til kvalitetsoptimering) kan synliggøres via indsættelse af den ønskede stykliste i UMIP-værktøjet.

Derfor kan der ved anvendelse af LCA-resultater arbejdes med optimering og indførelse af renere teknologi på de processer, som har væsentlig betydning for produktets samlede miljøbelastning, har betydning for opnåelse af et miljømærke eller som påkalder sig en særlig intern eller ekstern interesse.

Det skyldes, at det ved anvendelse af UMIP-værktøjet er muligt at vurdere forbrug af energi, vand og hjælpestoffer helt ned på enkeltprocesser og samtidig følge processens øvrige miljøpåvirkninger, såsom spild, øvrigt affald og emission til luft og vand.

Valg af råvarer og hjælpestoffer

Miljøkonsekvenser ved valg af f.eks. en given råvare frem for et andet kan vurderes via UMIP-værktøjet (dog med undtagelse af vurdering af udledningspåvirkninger fra visse kemikalier).

Derfor kan der ved anvendelse af LCA-resultater arbejdes med udskiftning og/eller reduktion af de råvarer og hjælpestoffer, som har størst betydning for produktets samlede miljøbelastning, har betydning for opnåelse af et miljømærke eller som påkalder sig en særlig intern eller ekstern interesse.

Leverandørvalg

Ved anvendelse af LCA-resultaterne kan der stilles krav til nuværende og nye leverandører, som har væsentlig indflydelse på produktets samlede miljøbelastning. Kravene kan omfatte en fortsat indsats omkring reduktion af væsentlige miljøpåvirkninger samt krav om fortsat dialog og rapportering af nye miljødata til brug for Gabriel A/S' vedligehold af sine LCA-data.

Salg

Behandles efterfølgende.

7. Fase 3. Kommunikation

7.1 Miljøinformation

Ud fra resultaterne af kortlægningsfasen samt Gabriels miljømålsætning og politikker udarbejdes et forslag til miljøinformation, bestående af en faktuel, letforståelig miljøkommunikation om Gabriel A/S' produkter.

Da der for nærværende ikke er tilstrækkeligt fyldestgørende miljødata i UMIP specielt omkring kemiske stoffer til at udarbejde en individuel, produktspecifik deklaration satses i første omgang på at udarbejde en generel information/deklaration.

Den generelle miljødeklaration skal indeholde miljørelaterede oplysninger, som gælder for alle Gabriel A/S' tekstiler, f.eks. ingen tungmetaller i farvestoffe samt generelle miljørelaterede nøgletal og miljørelaterede forhold som slidstyrke, lysægthed etc. Baggrunden for de oplysninger og data, der gives i deklarationen vil detaljeret være beskrevet i den tekniske LCA-rapport efter ISO 14040.

Den generelle deklaration kan udvides ved at forholde Gabriels produkter med øko-tex-kravene, det nordiske svanemærkets kriterier til miljømærkning af møbler og indretninger eller kravene i EU's miljøblomst. Mange af Gabriels kunder ønsker at få deres møbler svanemærket, hvorfor Gabriel allerede nu får forespørgsler om opfyldelse heraf og dokumentation herfor.

På længere sigt vil det være en idé direkte at gå efter det europæiske blomstermærke, som dog stiller skærpede miljøkrav til tekstiler, hvorfor det i dag ikke vil være muligt at opfylde kravene.

Når der foreligger bedre LCA-data fra underleverandører og når UMIP er blevet udbygget med bedre data omkring kemiske stoffer kan Gabriel overveje at udarbejde specifikke miljødeklarationer, som synliggører et konkret Gabriel-produkts potentielle miljøeffekter på basis af tekstilets stykliste. De specifikke miljødeklarationer kan f.eks. være direkte udskrifter fra UMIP.

7.2 Anvendelse og opfølgning

Den generelle miljødeklaration kan f.eks. lægges på Gabriel A/S' hjemmeside og samtidig udformes som en folder til udsendelse/udlevering til alle kunder og i muligt omfang brugere af Gabriel A/S' stoffer. Opdatering af deklarationen vil kun være relevant ved væsentlige ændringer i LCA-data.

I første omgang kan den generelle miljødeklaration afprøves i et pilotprojekt, som alene omfatter nogle udvalgte, miljøinteresserede kunder. Pilotprojektet evalueres efter f.eks. 3 måneder, bl.a. ved at følge op på de udvalgte kunders opfattelse og anvendelse af deklarationen. Denne tilbagemelding kan medføre tilretninger i deklarationen, og herefter kan den anvendes i fuld skala.

Som supplement til den generelle miljødeklaration kan specifikke miljødata anvendes i dialogen med miljøinteresserede kunder, som f.eks. kan få en kopi af den tekniske LCA-rapport efter ISO 14040. COWI kan evt. bidrage til dialogen med kunder.

Når Gabriel har arbejdet med deklarationen i en længere periode, f.eks. 2 år kan der følges op på kundernes indtryk og opfattelse af deklarationen samt om disse har haft en positiv salgsmæssig effekt. Denne opfølgning kan medføre ændringer i de opsatte målsætninger, politikker eller rutiner og deklarationer, herunder afklare behovet for udarbejdelse af specifikke, produktorienterede deklarationer.

8. Miljøstyringssystem

8.1 Systemændringer

Livscyklusvurderingen tænkes som allerede nævnt outsourcet til COWI, hvorfor Gabriel skal indgå en aftale med COWI om gennemførelse af livscyklusvurderinger, se også bilag 2 og 4.

Igangsætning af livscyklusvurderingen samt vurdering og anvendelse af resultaterne herfra til miljøforbedringer og -kommunikation er dog Gabriels ansvar, hvorfor det eksisterende miljø- og kvalitetsstyringssystem er udvidet med aktiviteter herfor. Dette er sket gennem mindre ændringer/tilføjelser i relevante procedurer og instruktioner, se bilag 5.

8.2 Indførelse og audit

De gennemførte systemændringer skal indføres på et informationsmøde med deltagelse af relevante medarbejdere fra salg, produktudvikling, produktion og indkøb, hvorefter der foretages audit på deres faktiske indførelse gennem audit, som fastlagt i eksisterende auditprocedure 17.1.

9. Omkostninger

Se oplæg fra COWI i bilag 4.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]