[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Smitterisici ved håndtering af urin, fæces og spildevand

Forord

Nærværende litteraturstudium er gennemført for Miljøstyrelsen med henblik på at afklare de hygiejniske forhold ved separat håndtering af fæces, urin og gråt spildevand.

Human afføring (fæces og urin) er igennem mange århundreder blevet håndteret uden brug af vand. Det medførte, særligt i byer med høj befolkningstæthed, spredning af patogener (bakterier, virus og parasitter). Sygdomsudbrud som følge af disse patogener var derfor hyppige ofte med dødsfald til følge. Bortskaffelse af human afføring gennem vand blev muliggjort ved opfindelsen af dampmaskinen, som gav mulighed for at transportere rent vand under tryk til mange husstande, så der kunne installeres vandskyllende toiletter, hvilket i København blev påbegyndt omkring det sidste århundredeskifte. Samtidig gav forsyningen med rent vand forbedret personlig hygiejne såvel som køkkenhygiejne.

Anvendelsen af vandskyllende toiletter og en efterfølgende rensning af spildevand har lige siden sørget for en effektiv barriere mellem befolkningen og de potentielt sygdomsfremkaldende mikroorganismer i human afføring. Der har imidlertid været store ressourcemæssige udgifter forbundet med etablering, vedligeholdelse af kloaksystemet og rensningsanlæggene, som den øgede spildevandsproduktion gav behov for.

I forbindelse med Miljøstyrelsens arbejde med "Aktionsplan for økologisk byfornyelse og spildevandsrensning" og som følge af en generelt stigende efterspørgsel på bæredygtige spildevandsløsninger er der et stigende ønske om dokumentation af de hygiejniske forhold ved separat opsamling af fæces og urin såvel som bearbejdning, lagring, transport og udnyttelse af det mere eller mindre hygiejniserede materiale på landbrugsjord og i haver.

Det er afgørende for anvendelsen af disse løsninger, at de er i stand til at sikre en lige så effektiv beskyttelse af befolkningen mod patogener fra human afføring som det eksisterende vandforsynings- og afløbssystem.

Litteraturstudiet er udført af Thorkil Boisen, Jes la Cour Jansen ApS i perioden november 1999 til marts 2000 og er baseret på videnskabelige publikationer og specialerapporter fra universiteter og andre højere læreanstalter i Norden såvel som offentliggjorte udredningsrapporter indenfor emnet. Derudover er der taget direkte kontakt til forskere på de institutioner i Danmark, Sverige og Norge, der har arbejdet med problemstillingen indenfor de senere år.

Litteraturstudiet er opdelt i fem dele, der hver omhandler mikrobiologiske undersøgelser af:

1. separat opsamlet humanurin,
2. human afføring efter kompostering i ventilerede komposttoiletter,
3. fæces og urin efter vådkompostering ved tilførsel af ilt,
4. gråt spildevand.
5. spildevand til vandingsformål.

Rapporten afsluttes med gennemgang af regler og praksis for håndtering af urin, fæces og gråt spildevand i Sverige og Norge.

Projektet har været fulgt af en styringsgruppe bestående af:
Mogens Kaasgaard (formand), Miljøstyrelsen
Linda Bagge, Miljøstyrelsen
Jes la Cour Jansen, Jes la Cour Jansen ApS.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]