[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

PCB i apparater i Danmark

5. Registrering af større apparater med PCB

Med henblik på at undersøge i hvilket omfang PCB-holdigt udstyr stadig er i omløb i Danmark og få registreret eventuelt PCB-holdigt udstyr med et indhold af PCB-holdig væske på over 5 dm3, er der i flere runder i 1998 og 1999 udsendt spørgeskemaer til mulige indehavere af PCB-holdigt udstyr.

Undersøgelsen var initieret på baggrund af EU direktiv 96/59/EF om bortskaffelse af PCB/PCT, som pålægger medlemsstaterne at udarbejde lister over elektrisk udstyr med et indhold på over 5 dm3 PCB, og blev startet før vedtagelsen af den danske bekendtgørelse, der implementerer direktivet. Det havde imidlertid ikke været tilladt at anvende det pågældende udstyr i Danmark siden 1. jan. 1995.

Første registreringsrunde

Der blev i første runde foretaget en spørgeskemaundersøgelse vedrørende apparater med PCB-indhold på mere end 5 dm3. Heri blev et spørgeskema med næsten samme ordlyd som "Skema 1" (se bilag 1) sendt til 113 kraftværker og elforsyningsselskaber, samt til 52 større havne og virksomheder. De kontaktede elselskaber, havne og virksomheder fra denne første registreringsrunde er inkluderet i bilag 3.

Af de 165 elselskaber og virksomheder, der var rettet henvendelse til, kom der svar fra 156 (svarprocent på 92%). Der blev udsendt skriftlige rykkere i to runder. Da spørgeskemaerne blev udsendt før igangtræden af den nuværende bekendtgørelse havde virksomhederne ikke pligt til at svare på henvendelsen.

Ingen af de 156 elselskaber og virksomheder var pr. 1 aug. 1998 indehavere af PCB-holdigt udstyr af den relevante størrelse. I løbet af registreringsperioden var der nogle af de implicerede (3-4), der bortskaffede udstyr med muligt PCB-indhold, inden spørgeskemaet blev returneret med afkræftende svar.

Et enkelt skema blev returneret med oplysninger om en transformator med muligt PCB-indhold, men transformatoren var allerede bortskaffet på svartidspunktet.

Anden registreringsrunde

For at opnå en bedre dækning af transformatorer blev der i anden registreringsrunde sendt spørgeskemaer om PCB-holdige apparater ud til yderligere 40 danske havne og 50 danske jern- og metalstøberier. (De kontaktede havne og støberier er indgår i bilag 3). Havnene blev udvalgt ud fra Trafikministeriets Havnedatabase (Trafikministeriet, 1996). Danske jern- og metalstøberierne blev udvalgt ud fra opslagsværket Kompass. (1998 opdatering på CD-ROM).

Havne og jern- og metalstøberier blev valgt som mest sandsynlige indehavere af store transformatorer (udover elselskaberne, se afsnit 4). Samtidigt bruges højspændingstransformatorer i reglen sammen med store kondensatorbatterier til fasekompensering.

Der blev udsendt 2 spørgeskemaer. Skema 1 handlede om registrering af apparater med mere end 5 liter PCB, jf. krav om central registrering heraf i EU-direktivet (EU, 1996) og den nye danske bekendtgørelse om PCB (Bek. nr. 925, 1998). Skema 2 var rettet mod øvrige apparater med PCB, som ikke er registreringspligtige (dvs. kondensatorer, transformatorer mv. med indhold af mindre mængder PCB end 5 liter). De to spørgeskemaer er vedlagt i bilag 2.

80 af de 90 udsendte spørgeskemasæt blev besvaret (svarprocent på 89%). Der blev udsendt skriftlige rykkere i to runder. Det skal bemærkes at virksomheder i følge bekendtgørelsen kun har pligt til at svare på henvendelsen, hvis de er indehavere af PCB-holdigt apparatur.

Af de 80 virksomheder svarede én havn/frysevirksomhed og ét støberi bekræftende på, at de havde PCB-holdige apparater. Havnen havde 5 kondensatorer. Støberiet havde store transformatorer, der i alt indeholdt ca. 1.700 kg olie, plus et større antal kondensatorer med samlet bruttovægt på ca. 2.900 kg incl. beholdere mv. Alt PCB-holdigt udstyr er efterfølgende bortskaffet til Kommunekemi.

Tredje registreringsrunde

På grundlag af resultaterne fra de to første runder og oplysninger fra branchen om, at der formodentlig stadig var et betydeligt antal kondensatorer i brug, blev der efteråret 1999 udsendt 1055 spørgeskemaer til potentielle indehavere af store PCB-holdige kondensatorer.

Virksomhederne var udvalgt på grundlag af et udtræk fra det Centrale Erhvervsregister omfattende virksomheder med over 20 ansatte inden for brancher, hvor der erfaringsmæssigt ofte anvendes fasekompensering. Det anslås i branchen at virksomheder med mindre end 20 ansatte kun vil repræsentere 10-15% af den samlede mængde kondensatorer på vægtbasis. Fra listen udvalgtes godt 950 virksomheder, som på grundlag af yderligere oplysninger fra branchen og Brandteknisk Institut, blev vurderet som de mest sandsynlige indehavere af PCB-holdigt udstyr. Omkring 1.400 virksomheder, som havde modtaget regelmæssig brandinspektion i slutningen af 1980'erne, blev eksempelvis betragtet som mindre sandsynlige indehavere, da der ved inspektionen havde været fokus på PCB-holdigt udstyr. Nettolisten fra det Centrale Erhvervsregistret blev suppleret med en række udvalgte renseanlæg, forbrændingsanlæg, aviser med eget trykkeri og større stadioner.

Af de 1.055 adspurgte i 3. runde var der pr. 20 jan 2000 kommet i alt 971 svar (svarprocent på 92%). Der blev udsendt skriftlige rykkere i to runder. Det skal bemærkes, at virksomheder i følge bekendtgørelsen kun har pligt til at svare på henvendelsen, hvis de er indehavere af PCB-holdigt apparatur.

Af de adspurgte svarede 22 bekræftende, at de var indehavere af PCB-holdigt udstyr med over 5 dm3 PCB. Hertil kom tre virksomheder, som svarede at de havde PCB-holdigt udstyr på under 5 dm3.

Der blev identificeret i alt 91 stk. store kondensatorer hos 18 virksomheder. 1 sygehus svarede, at de havde en PCB-holdig transformatorer, mens to virksomheder svarede at de havde transformatorer som muligvis indeholdt PCB. Disse har senere vist sig ikke at indeholde PCB.

Der var ingen virksomheder, der i lighed med den første undersøgelse, gjorde direkte opmærksom på, at de bortskaffede udstyret inden de svarede, men det kan ikke udelukkes at det forekom.

Sammenfatning af registreringerne

I de tre spørgeskemaundersøgelser er der således samlet kontaktet 1.310 potentielle brugere, hvoraf 1.187 besvarede skemaerne. Heraf svarede 25 brugere bekræftende på, at de havde PCB-holdigt udstyr, mens mindst 3-4 brugere havde bortskaffet udstyr med muligt indhold af PCB, inden de svarede afkræftende på spørgsmålene.

Der var ingen overlap i de kontaktede brugere mellem de tre undersøgelser. Samlet vurderes de tre spørgeskemaundersøgelser at dække langt størstedelen af højspændingstransformatorerne i Danmark.

Det vurderes, at der vil findes i størrelsen 5.000-10.000 virksomheder, institutioner og anlæg i Danmark med fasekompenseringsanlæg.

I den seneste undersøgelse, dækkende mere end 1000 virksomheder, som var udvalgt som de mest sandsynlige indehavere af PCB-holdigt udstyr, blev der i alt registreret 91 store kondensatorer. Dette svarer til ca. 0,2% af den oprindelige bestand på ca. 50.000 enheder. Af de virksomheder, som ikke er blevet spurgt, vides det, at i størrelsen flere tusinde virksomheder er blevet inspiceret af brandmyndighederne eller gennemgået af folk fra kondensatorbranchen.

Alt registreret PCB-holdigt udstyr er efterfølgende blevet bortskaffet

 


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]