[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Netværks- og uddannelsesprojekt

1. Netværks- og uddannelsesprojektet

1.1 Formål
1.2 Projektets form
1.3 Projektmål
1.4 Projektforløb

1.1 Formål

Formålet med netværks- og uddannelsesprojektet var todelt. For det første satte projektet fokus på potentialet i at gennemføre en række kurser om miljøledelse, der i kombination med virksomhedens indførelse af nye miljørutiner og -procedurer, forankrede en praktisk viden om miljøledelse i hele virksomhedens organisation og derved sikrede succesfuld miljøledelse.

For det andet skulle projektet udvikle et netværks- og kursusforløb, som opbyggede en viden om, hvorledes det lokale netværk kan anvendes i forbindelse med miljøledelse. Dermed blev det også en afprøvning af, hvorledes myndighederne kunne samarbejde med virksomheder, der ønskede at gå længere end, hvad loven stiller krav om.

1.2 Projektets form

I projektet skulle virksomhedens repræsentanter gennemgå et modulopbygget kursusforløb parallelt med, at denne viden blev anvendt i det praktiske arbejde med miljøledelse. Virksomhederne skulle anvende netværket i form af BST, kommune og elforsyningsselskab som sparringspartnere i miljøledelsesprojektet, og der ville være mulighed for anvendelse af rådgivning fra GA's miljøkonsulenter.

Projektet var tilrettelagt som et miljøledelsesforløb, hvor problemer og værktøjer blev introduceret på en række kurser, som virksomheden efterfølgende hjemme på virksomheden kunne arbejde med i praksis, støttet af netværket.

1.3 Projektmål

De oprindelige mål for dette delprojekt blev defineret med udgangspunkt i en forundersøgelse til "Miljøstyring - Branchepakke for grafisk branche" fra 1996. Gennem en række interviews med ledere i udvalgte grafiske virksomheder blev konkrete erfaringer med miljøledelse afdækket.

Ledelsens engagement

På baggrund af de afholdte interview kunne der fremhæves en række erfaringer med miljøledelse, der var sammenfaldende for virksomhederne. Virksomhedernes erfaringer viste at,

  • Ledelsen skal sætte opgaven på sin egen og hele virksomhedens dagsorden fra starten. Det er et grundlæggende element for den videre succes, at der i ledelsesgruppen er taget de nødvendige beslutninger med hensyn til virksomhedens ambitioner på miljøområdet. Ledelsen skal informere medarbejderne om formålet og ideerne med virksomhedens miljøledelse. Motivationen for at medvirke aktivt i et projekt falder, hvis det ikke er klart for alle i virksomheden, hvorfor projektet igangsætttes, hvad det skal føre til, hvilken rolle den enkelte skal spille og hvorfor den endelige succes afhænger af, at den enkelte indtræder aktivt i egen rolle.

Endvidere er det vigtigt at præcisere de muligheder, der ligger for den enkelte aktør i systemet til udvidet kompetence i egen hverdag

  • Miljøledelse generelt løfter virksomhedens organisation. Der sker en strukturel ændring af den hidtidige eksisterende samarbejdsflade i virksomheden. Miljøledelsessystemet systematisererer kommunikation på en måde, der skaber tillid i samarbejdet. Møder bliver afholdt, referater bliver udarbejdet og beslutninger bliver til handlingsplaner, der målrettet og præcist involverer relevante parter på virksomheden
  • Miljøledelsessystemet sætter fokus på forbrug, opnået gennem registreringer, og skaber dermed en mere klar sammenhæng mellem økonomi og miljø/arbejdsmiljø
  • Færdige manualer til miljøledelse vil ikke i sig selv fremme virksomhedens motivation i processen med at indføre miljøledelse. En målrettet manual kan i en vis udstrækning afhjælpe en del af det nødvendige bureaukrati i systemopbygningen, mens forhold vedrørende politik, mål og handlingsplaner samt en række driftprocedurer bør udarbejdes med udgangspunkt i den konkrete virksomhed. Der blev derfor ytret ønsker om at indgå i et "learning by doing" forløb, hvor arbejdet med opbygning og implementering af et miljøledelsessystem skulle foregå løbende som en vekselvirkning mellem undervisning sammen med kollegaer i andre grafiske virksomheder og hjemmearbejde i egen virksomhed.

Generelt blev der med baggrund i disse konklusioner formuleret en række indsatsområder, der havde til formål:

  • At afdække virksomhedens muligheder med miljøledelse uden brug af de store ressourcer, delprojekt "Kom i gang - værktøj"
  • At give virksomheder med ens karakteristika mulighed for at koncentrere sine ressourcer om det, der har en særlig relevant karakter for netop dem, gennem opbygning af en manual, hvor en række generelle forhold på forhånd er udarbejdet, kaldet delprojekt "Guide til miljøledelse i grafiske virksomheder"
  • At udvikle alment accepterede registreringsmetoder inden for en række områder, der generelt betragtes som værende af miljømæssig væsentlig betydning, med henblik på at tilvejebringe nøgletal, kaldet delprojekt "Nøgletalsprojekt"
  • At etablere et uddannelsesforløb, som virksomheder kan følge under deres konkrete bestræbelser på at etablere et miljøledelsessystem hjemme i virksomheden, kaldet delprojekt "Netværks- og uddannelsesprojekt".

Igangsætningen af disse aktiviteter blev samlet i projektet "Miljøstyring - Branchepakke for grafisk branche".

I dette delprojekt, "Netværks- og uddannelsesprojekt", var det planlagt, at der skulle gøres brug af den viden og de værktøjer, der løbende blev udviklet i de andre delprojekter. Netværks- og uddannelsesprojektet har på mange områder været

et omdrejningspunkt for selve branchepakken, idet viden udviklet i de andre delprojekter med succes er blevet anvendt i forløbet. Særligt har kursusdeltagerne givet udtryk for, at "Guide til miljøledelse" har medvirket til at fastholde den røde tråd.

Mål for delprojektet

Selvstændigt for dette delprojekt, Netværks- og uddannelsesprojekt, blev der endvidere opstillet følgende mål:

  • Udvikling af metoder og værktøjer, som kan understøtte og motivere virksomhedens eget miljøledelsesarbejde med særlig vægt på den pædagogiske fremlæggelse
  • Gennemførelse af en kursusrække, der kan synliggøre, at grafiske virksomheder og myndigheder kan samarbejde med udgangspunkt i miljøledelse fremfor traditionel regulering
  • Udarbejdelse af en vejledning om samarbejde mellem virksomheden og netværket
  • Etablering af lignende netværks- og uddannelsesforløb i andre større kommuner
  • Videreudvikling af elementer fra netværks- og uddannelseprojektet til brug for anvendelse i GA's eksisterende kursusudbud til medlemmerne.

1.4 Projektforløb

Projektet består af følgende dele:

  • Etablering af kursusforløb
  • Udvælgelse af projektvirksomheder og afholdelse af kursusrækken.
  • Evaluering af kursusforløbet.
  • Udarbejdelse af et revideret kursuskoncept til videre brug i branchen.

 


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]