Pesticidanvendelser i forskellige brancher

2. Indledning

Der er anvendt ca. 500 forskellige pesticider i Danmark, siden Kemikaliekontrollen påbegyndte systematisk registrering i halvtredserne. Forbruget har varieret i omfang over tid. Den generelle tendens er et stadig større forbrug frem til slutningen af 1980’erne, hvorefter forbruget er aftagende, ligesom antallet af tilladte stoffer er aftagende.

Forbruget af pesticider varierer fra branche til branche, idet de fleste stoffer retter sig mod bestemte anvendelser. Anvendelsen af pesticider varierer fra sted til sted og over tid afhængigt af afgrødetype, klima, teknologi og tradition.

De stoffer, vi i dag interesserer os for i forbindelse med sikring af rent drikkevand, omfatter primært jordmidler med enten lang tids anvendelse og stort forbrug (phenoxyherbiciderne og triazinerne) eller jordmidler med lokal koncentreret anvendelse (glyphosat og dichlobenil).

Analyselaboratoriernes udbud af pesticidanalyser modsvarer denne efterspørgsel.

Fokus på punktbelastninger, som en væsentlig kilde til forurening af grundvandet, har imidlertid givet nye behov for laboratorieanalyser.

Nærværende undersøgelse omfatter en kortlægning af pesticidanvendelser inden for visse brancher, der i udgangspunktet anses at indebære et særligt koncentreret forbrug af pesticider.

Formålet er:
at identificere, hvilke stoffer der er anvendt i de omfattede brancher over tid,
at estimere forbrug i de enkelte brancher,
at identificere typiske anvendelsesområder (afgrøder, jordbrugstype),
at kombinere disse oplysninger med generelle oplysninger om stoftyper (jord- eller bladmidler).

Perspektivet for denne kortlægning er dels at muliggøre opstillingen af et branchespecifikt analyseprogram og dels at identificere stoffer, hvis belastning kan udgøre en ikke hidtil påagtet risiko.

Branchespecifikke analysepakker/lister vil lette amternes indsats for at identificere punktbelastninger med pesticider.