Pesticidanvendelser i forskellige brancher

3. Sammenfatning

Nærværende undersøgelse omfatter en kortlægning af pesticidanvendelser inden for visse brancher, der i udgangspunktet anses at indebære et særligt koncentreret forbrug af pesticider.

Formålet er at identificere, hvilke stoffer der er anvendt i de omfattede brancher over tid og beskrive disse i forhold til anvendelsesområder, stoftyper og mængder.

Perspektivet for denne kortlægning er dels at muliggøre opstillingen af et branchespecifikt analyseprogram og dels at identificere stoffer, hvis belastning kan udgøre en hidtil upåagtet risiko.

Undersøgelsen skal således ses som første fase af et projekt, der har til formål at identificere stoffer, der er anvendt inden for bestemte brancher, og som kan udgøre en risiko for punktbelastning af jord og grundvand.

Kortlægningen følges op af en fase 2, hvor der foretages en nærmere afgrænsning af relevante stoffer. Denne baseres dels på en beskrivelse af fysisk/kemiske og toksiske egenskaber, dels på en vurdering i forhold til anvendte mængder og eventuelt endvidere af analysetekniske hensyn.

Branchespecifikke analysepakker vil lette amternes indsats for at identificere punktbelastninger med pesticider.

I Fase 1 er der inden for brancherne materielgårde/anlægsgartnere, planteskoler, gartnerier, frugtplantager kortlagt, hvilke pesticider der er anvendt 1950-99 ved gennemgang af sprøjteplaner og anden litteratur fra perioden.

De kortlagte pesticider er efterfølgende gennemgået af fagkonsulenter, der har kendskab til de enkelte brancher i en større eller mindre del af perioden.

Pesticider anvendt i perioden ca. 1950-1999 er registreret inden for følgende brancher:
Gartnerier
Anlægsgartnere
Frugtavl
Planteskoler
Frøproducenter (bejdsemidler)
Maskinstationer og sprøjtecentraler (landbrug)
Materialepladser

Kortlægningen har givet anledning til i alt ca. 950 registreringer på produktnavn og ca. 630 på aktivstoffer. Skønsmæssigt omfatter registreringen i alt ca. 300 produkter og ca. 250 aktivstoffer.

De kortlagte pesticider er opgjort branchevis. Opgørelsen for hver af de omfattede brancher er vedlagt i bilag.