Vandmiljø-2000

Forord

Vandmiljø-2000 gør status for indsatsen for et renere vandmiljø i Danmark. I den forbindelse beskrives de overordnede mål for tilstanden og for arbejdet med at reducere udledningerne af forurenende stoffer og reducere omfanget af øvrige aktiviteter, der påvirker vandmiljøet negativt. Det vurderes desuden, om vandområdernes tilstand er på niveau med de fastsatte mål. Endelig beskrives forventningerne til de fremtidige rammer for forvaltningen af de danske vandområder i lyset af vedtagelsen af vandrammedirektivet og gennemførelsen af direktivet i dansk lovgivning.

Vandmiljø-2000 adskiller sig væsentligt fra sidste års vandmiljøredegørelse (Vandmiljø-99), der indeholdt en faglig del og en politisk/administrativ del. Baggrunden for, at dette års vandmiljøredegørelse er en status over politiske og forvaltningsmæssige mål og strategier, er bl.a., at der internt i Miljø- og Energiministeriet er sket en omorganisering på overvågningsområdet, hvor det overordnede ansvar for miljø- og naturovervågning er flyttet til sektorforskningsinstitutionerne (primært Danmarks Miljøundersøgelser) fra de administrative styrelser (bl.a. Skov- og Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen).

Vandmiljø-2000 fokuserer i år alene på de politisk-administrative forhold og skal:
imødekomme beslutningen om at ministeren årligt fremlægger en redegørelse for effekten af de reguleringer og investeringer, der bl.a. fremgår af beretningen om Vandmiljøplanen fra 1987, jf. denne og programbeskrivelsen for NOVA-2003 - det nationale program for overvågning af vandmiljøet 1998-2003,
gøre rede for målsætninger, strategier og virkemidler på vandområdet,
på et overordnet niveau vurdere effekten af øvrige aftaler og handlingsplaner for beskyttelse af vandområderne, herunder om målsætningerne for vandmiljøet er opfyldt, og
være handlingsorienteret og pege på, hvordan det videre arbejde med at nå de opstillede mål kan og bør tilrettelægges.

Målgruppen for Vandmiljø-2000 omfatter først og fremmest Folketingets Miljø- og planlægningsudvalg og de medarbejdere i de statslige institutioner og amterne, der arbejder med forvaltning af det danske vandmiljø. Vandmiljø-2000 er skrevet, så den samtidigt med udbytte kan læses af den øvrige offentlighed.

Vandmiljø-2000 er udarbejdet af Skov- og Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen. Skov- og Naturstyrelsen har udarbejdet afsnittene om landbrug, ferskvandsdambrug, vandløb og søer. Miljøstyrelsen har - udover det koordinerende arbejde - stået for afsnittene om alle øvrige forureningskilder, grundvand og marine områder. Afsnittene om politiske mål, strategier og virkemidler, de fremtidige rammer for forvaltning af det danske vandmiljø samt sammenfatning og konklusioner er blevet til i et samarbejde mellem de to styrelser.